Travel

Frygten for hvad andre tænker

By October 13, 2016 No Comments

Nogle gange føler jeg mig som en vulkan lige på nippet til udbrud…

…Men der er skruelåg på…

Et meget stramt et.

Lavaen rumler og rumler og presset inden i bliver større og større. Lavaen begynder at søge ud af forskellige små sprækker i den dirrende vulkan, men det letter ikke nævneværdigt på trykket på indersiden.

Sådan går jeg og har det. Det er mig der er vulkanen der har lyst til at eksplodere, og lavaen er alt det jeg har på hjerte, som jeg gerne vil dele med andre.
Skruelåget… Det er det sædvanlige skruelåg… Det skruelåg der sidder på os alle sammen…

Tid…

Nogle gange ville jeg ønske jeg havde mere tid, så skrulåget ikke strammede så meget og jeg kunne få lettet trykket.
Jeg ville også ønske jeg blev mere struktureret i mit arbejde, så jeg kunne vinde noget mere af ”det der” tid.

Men der er nu engang kun den tid der er, og den er ens for alle.
Langt hen ad vejen handler det om prioriteringer.

Hvor vil jeg så hen med det her tids-snak?

Jo, jeg føler ikke altid at der er tid nok i døgnet til at nå de mange ting jeg gerne vil nå, som f.eks. at få skrevet blogindlæg. Det at skrive et blogindlæg tager typisk det meste af en dag for mig. Fordi jeg ha så meget jeg gerne vil dele, og samtidig vil jeg også gerne sørge for at det bliver formuleret så det er nemt at læse og forstå.
Det tager tid.

Derfor fik jeg den idé at jeg kunne holde nogle foredrag, fordi når man taler frit fra leveren, så tager det ikke lige så lang tid som at skrive et blogindlæg, det behøver ikke ”forfines” og ”pudses af” på samme måde, og samtidig kan man -når man er ”live”- skabe et nærvær, en intensitet og en connection, som man slet ikke kan gøre på samme måde på skrift og der ville være åbent for muligheden for at interagere med mine læsere i et fortroligt miljø, vi ville have vores eget lille lukkede forum hvor alle kunne stille spørgsmål, hvor der ikke var noget der var tabu, hvor vi alle sammen er der fordi vi går og ”tumler lidt” med noget der er svært for os, eller fordi vi bare gerne vil blive klogere på os selv ved at lytte til andres erfaringer.

Jeg holdt så mit første ”rigtige” foredrag d. 24. august i år (2016) og det gik fint.
Jeg fik blod på tanden og jeg ville gerne gøre det igen.
Jeg begyndte at tænke stort.
Jeg tænkte at jeg ville samle en masse vildt inspirerende og vidt forskellige speakere, til at komme og dele ud af deres viden, så det nærmest blev en aften med en tsunami af inspiration for deltagerne, og så der også var lidt for enhver smag.
Og jeg gjorde det.
Satte mig simpelthen ned og skrev rundt til folk.
Bare gjorde det.
Go! Go! Go!
Og jeg fik samlet nogle af de helt store.
Jeg var skide stolt, og jeg tænkte -helt naivt- ”De billetter kommer da nærmest til at sælge sig selv!”

Men det gjorde de ikke…

Og jeg brugte oceaner og atter oceaner af min knappe og dyrebare tid…
Tid jeg i forvejen ikke havde…
Det betød at blogindlæg måtte vente…
Små Facebookposts på Hjerte Under Ombygning måtte vente…
Alle de andre idéer jeg går og har og gerne vil føre ud i livet, måtte vente…
Aftaler måtte aflyses…
Og der måtte knokles.
Big time knokles.
Knokles med at lave annoncer og markedsføringsmateriale til nettet, opslag og artikler til Facebook, Linked In, Twitter, Instagram osv.
Oven i det skulle jeg selvfølgelig også huske at passe mit arbejde som fotograf så der også kan komme lidt smør på brødet og huslejen kan blive betalt.

Minsandten om så ikke en af speakerne aflyser…

Straks er jeg i gang med at finde en ny.
Det lykkes.
Lynhurtigt endda og jeg følte faktisk at den nye speaker -som var sangerinde Mathilde Falch- nærmest passede bedre til arrangementets røde tråd. Så jeg var glad, super tilfreds og mega spændt.

Og travl…

For nu kunne jeg starte helt forfra med at lave alt markedsføringsmateriale om, skrive nye artikler og posts, lave nye annoncer osv.
Tiden blev suget ud af mig, og alt det der ”måtte vente” lå og skreg på mig og gav mig dårlig samvittighed, gjorde mig utilpas og eksplosionsfarlig.

Og det værste var…
Billetsalget til mit store stolte flagskib, stod stille…
Helt stille…

Men jeg giver sgu ikke op så let, så jeg knokler videre og forsøger at overbevise mig -og andre- om at det nok skal gå, på trods af at jeg er helt udmattet.
Jeg tænkte også for mig selv at det her afsindige tidsforbrug jeg satte af til projektet ville være en god investering, og at det hele ville blive skide godt i sidste ende.

Jeg asede og masede endnu mere og blev sgu lidt en ensom ulv i arbejdet.
Men billetsalget stod fortsat fuldstændigt stille…
Og det havde det gjort siden early bird salget lukkede d. 19. september.

”Is i maven!” tænkte jeg, ”Det kommer!”
”Det er nogle vildt fede speakere jeg har fundet og de bør nærmest hver især kunne sælge 200 billetter.”

Og 200 skulle der sælges for at det kunne løbe rundt. Sal, mad, honorar, personale osv.

Men der skete ikke og en skid…
Absolut ikke en skid…

Så er det at tankerne begynder…

De dårlige af dem…

De begynder at kredse om hvor stor en fiasko jeg er. Uden at jeg egentlig decideret tænker på ordet ”fiasko”.
Og jeg tænker på alt det andre vil tænke og tro om mig hvis jeg er nødt til at afblæse det hele.
Og hvad med alle de ”store speakere” jeg har sat i stævne? Hvad vil de ikke tænke hvis jeg aflyser?
De tænker nok at jeg er en lille, irriterende nobody der nu har spildt deres tid.
Og hvad tænker alle mine følgere på Hjerte Under Ombygning ikke? Mine højt skattede Ombyggere!
De tænker nok at jeg er en lille useriøs klovn der ikke rigtigt har noget at have det i…
Og måske er der en hel bunke haters, altså alle dem der (formentlig kun eksisterer inde i mit hoved) i al hemmelighed ønsker at det skal gå mig skidt, der nu fryder sig og kan grine af hvor latterlig og ubetydelig jeg er og som nu kan stå og pege fingre og sige ”Troede du selv på at du kunne få det til at lykkes? Hvad tror du egentlig du er!?”

Eller endnu værre, måske er der folk der får ondt af mig og synes at jeg er en lille stakkel der har fået forvildet mig ud på tynd is.

Det er måske ikke ligefrem de her præcise ord og billeder der dukker op i mit hoved, men hvis man dechifrere dem lidt, så er det til syvende og sidst skrækscenarier som ovenstående der piner mig…

Er der noget jeg ikke har lyst til så er det at være sådan en som spilder andres tid, eller en der bliver set på som lidt patetisk og stakkels. (Ikke at forveksle med at fremstå åben, ærlig og sårbar, det har jeg ikke noget problem med, ellers var jeg her jo ikke.)
Og det værste der nærmest kan overkomme mig er tanken om at ”konkurrenterne” står og griner og tænker lave tanker om mig.

Men hold nu kæft hvor kan det nage mig sådan noget, og jeg kan ligge vågen om natten over alle de tanker der farer gennem hovedet på mig. Tanker om hvordan jeg skal ”servere en aflysning” så jeg fremstår mindst muligt idiotisk og patetisk.

Jeg kender denne her følelse og alle de tanker ualmindeligt godt fra mit job også. Jeg er selvstændig, så stimen af jobs kan være ret svingende og særligt under finanskrisen var det svært at få det til at hænge sammen. Det er heldigvis mange år siden nu. Men jeg oplever stadig at der i perioder kan være ret stille, og så har jeg måtte ty til at køre nogle ”gode tilbud”, og jeg nærmest vrider mig i skam over det.
For f**k hvor er det nederen at skulle stå der og være hende der ”den billige tilbudsfotograf”, og det sidste jeg har lyst til er at fremstå total desperat. Der er sgu ikke nogen der skal tro at det ikke går skide godt.

Tænk hvis nogle af ”konkurrenterne” så stod og gned sig i hænderne og tænke ”hun er også bare en røvdårlig discountfotograf, hahaha, jeg er meget bedre, meget federe og har mange flere kunder, hahaha.”

Det værste er, at meget af det her er et resultat af noget der foregår inde i mit eget hoved. Et resultat af et mindset jeg har. Et resultat af det forhold jeg har til mig selv, og af de overbevisninger der ligger programmeret i mig”.

Jeg kan ikke tælle hvor mange gange jeg har tænkt at jeg ikke dygtig nok og at det jeg lavede ikke var godt nok… Også selvom mine kunder altid udtrykker begejstring.

Mærkeligt ikke?

Det er fuldstændigt den samme mekanisme der styrer mig, når det kommer til mit udseende.
Selvom jeg ofte er blevet bekræftet i at jeg er lækker nok og alt det der (Jeg kan nærmest ikke engang få mig selv til at skrive ordet ”lækker” om mig selv, derfor kommer der lige et ”og alt det der” på – sjovt ikke?), så har jeg aldrig nogensinde selv kunne få øje på det.
Det handler både om de overvisninger der ligger inde i mig men også om den kultur -som præger os alle sammen- der siger at man ikke skal rende og tro alt for meget om sig selv. Ergo holder man sig selv lidt nede, medmindre man er så heldig at have lært noget andet.

Selvfølgelig har jeg da en gang imellem syntes at jeg så ok ud når jeg har haft fuld makeup på, håret var sat og tøjet bare sad. Men størstedelen af gangene foran spejlet har jeg brugt på at finde ”fejl” og brugt på at ærgre mig over at jeg ikke lignede Charlize Theron eller Jennifer Lopez.

Og som bekendt, så vokser det man fokuserer på.
Så selvom jeg får ad vide jeg er smuk, så tager jeg det ikke ind. Jeg tror nemlig ikke på det. Og når jeg ikke tror på det så kan jeg umuligt se det som sandt, heller ikke selvom jeg får det ad vide.
Lige i det øjeblik jeg får det ad vide bliver jeg glad og det føles rart, men i sekundet efter er jeg igen i gang med at finde defekter.

Det samme gælder for jobbet. Selvom jeg har fået ad vide utallige gange at jeg er ”skide god” og kunderne også altid er tilfredse og det kan tælles på én hånd hvor mange gange jeg har fået klager over mit arbejde på de 16 år jeg har været i gang, hvilket jo er en ret fin statistik, så tager jeg det ikke til mig.
Jeg har en nagelfast idé om at alle andre er bedre og dygtigere end mig.

Jeg tror ikke på mig…

Det er fandme sørgeligt.

Det er heldigvis noget jeg så er begyndt at arbejde intenst på at ændre. Og det går skide godt. Jeg skriver jævnligt blogindlæg om det. Der er flere måder jeg arbejder med det på, fysisk såvel som mentalt.

Men så sker det her med mit store arrangement.
Folk er ligeglade…
Eller rettere, det er min opfattelse, fordi jeg i bund og grund stadig allerdybest inderst inde har svært ved at tro på mig selv. Jeg-er-ikke-god-nok ligger stadig derinde og lurer. ”Folk er ligeglade med alt dit lort Hanne, glem det nu! ”
”Ikke engang dine veninder eller familie gider købe en billet”.
Jeg glemmer fuldstændigt at koncentrere mig om alle de veninder der rent faktisk har købt billet, de samme fucking skønne veninder, jeg er så forbandet heldig at have, der også købte billet til det første foredrag og som altid bakker mig op i tykt og tyndt!
Og jeg glemmer helt at der kan være rigtigt mange ting der gør at folk ikke køber billet, som intet har med mig eller ”interessantheden” af mit arrangement at gøre såsom børnepasning, økonomi, geografi, den berømte tid, andre planer osv. osv.

I stedet tænker jeg at det arrangement jeg har stykket sammen ikke er godt nok, at måden jeg har markedsført det på var dårlig, forkert og utilstrækkelig.
Hvilket fører til at jeg føler mig dum, forkert, utilstrækkelig, patetisk og latterlig.
Kort sagt, bare en fiasko.

Det er indlysende at den tilgang er usund og uholdbar og at de tanker skal stoppes pronto!

Det her med at man tænker så lavt om sig selv kan ske for alle, og det kan ske i alle mulige sammenhænge, job, selvforståelse, kærlighed og andre sociale relationer, hvor man simpelthen bare ikke tror på sig selv og derfor har det helt forkerte fokus.

Hvor vil jeg hen med det her?

Jo, for det første:
Vi skal ikke være bange for ”konkurrenterne”, fordi, det er kun dem med succés der er de egentlige ”konkurrenter”, og succesfulde mennesker har slet ikke brug for at ønske andre modgang!

Desuden tror jeg slet ikke vi skal se på folk i samme branche/fag, eller hvad det nu måtte være, som konkurrenter. Der er plads nok til os alle, det er min (nye) overbevisning.
Jeg formidler tingene på én måde og det appellerer til nogle mennesker, en anden personlig-udviklings-blogger kommer med budskabet på en anden måde, som så appellerer til nogle andre.
Og faktisk kan man sagtens henvende sig til de samme mennesker, uden at det betyder at man ”stjæler” læsere fra hinanden.
Da jeg gik i gang med mit personlige udviklingsarbejde, der lyttede jeg til alle mulige forskellige life coaches (Jeg lytter meget til lydbøger) og det at jeg lyttede til en bestemt betød ikke at jeg så ikke også lyttede til andre, og det betød heller ikke at fordi jeg havde hørt om et bestemt emne fra en, at jeg så ikke fik noget ud af at høre om (næsten) det samme fra en anden.
Tværtimod.

Så der er plads nok til alle. Vi skal ikke være så bange for at der går vores næse noget forbi.
Det er min faste (og som sagt nye) overbevisning!

For det andet:
Hvis nogen har brug for at tænke nedsættende tanker om mig, så siger det mere om hvor de er i deres liv.
Og det siger jeg ikke for at kaste med mudder, jeg siger det fordi jeg ved det fra mig selv, jeg er nemlig ikke for fin til at indrømme at jeg -ofte- selv er sunket derned hvor jeg har haft trang til i mit stille sind at tænke andre ned.
Og det er når jeg har haft det værst med mig selv at trangen har været størst, og den har selvfølgelig meldt sig oftest på de områder hvor jeg har været allermest usikker på mig selv, altså blandt andet mit job og min person, herunder også -måske især- mit udseende.
Så det kunne være andre fotografer jeg lige ”fik brug for” at tænke ned, bare så jeg lige kunne synes nogenlunde godt om mit eget arbejde, eller det kunne være andre mennesker -bekendte såvel som fremmede- jeg lige havde brug for at hævde mig selv overfor, ved inde i mig selv for eksempel at tænke ”har hun ikke en stor røv hende der? Jo jo, den er vist væsentligt større end min!”

Tåbeligt!

Hvis jeg nu troede lidt mere på mig selv og mine egne evner, så ville jeg aldrig have brug for at tænke kolleger ned, og hvis jeg hvilede i mig selv ville jeg aldrig have brug for at ”måle røv” på andre.

De områder hvor man tror på sig selv, der er man stærk og der har man slet ikke det behov.

Efter at jeg er begyndt at arbejde så intenst på mig selv og min opfattelse af mig selv, så er der -gudskelov-blevet længere og længere imellem at den form for trang opstår, og det er virkelig befriende, for det eneste den gør, er at gøre en endnu mere usikker på sig selv og endnu mere bange for hvad andre tænker om en, for jo mere man tænker dårligt om andre, jo mere vil man være bange for at andre gør det samme om en selv.
Tyv tror hver man stjæler, sådan er det jo.

Så det er en skide god idé at øve sig i at tænke gode, kærlige tanker om andre, fremfor i sit stille sind at gå og nedgøre andre.
Det er nemmest at gøre hvis man også er blevet god til at tænke gode ting om sig selv. Det hele hænger lidt sammen i virkeligheden.
Jo mere du tænker godt om dig selv, jo mere godt tænker du også om andre, fordi du ikke har brug for at hævde dig når du har det godt med dig selv.
Og jo mere godt du går og tænker om andre jo mere godt får du også lyst til at tænker om dig selv.
Det kører i en fin lille ring det hele.

For det tredie: Så er jeg er nødt til at se på hele denne hændelse ud fra en holistisk vinkel som er:

Det var meningen!

Det var meningen at det her arrangement ikke skulle lykkes.
Der var noget jeg skulle lære inden jeg skal køre så stort et arrangement.
Der var noget der er større end mig, der passede på mig og ville mig det bedste, og det bedste i denne omgang var at det ikke blev til noget.

Når jeg tænker over hvor meget af min tid det her har slugt og hvor knebent det ville blive for mig at nå at forberede mit eget foredrag til aftenen, så er jeg egentlig ret lettet over at det nu ikke bliver til noget…
Så jeg vælger at tro at det var for at beskytte mig fra at skulle fremføre et lorteforedrag.
Jeg står også og skal på ferie med en veninde om 8 dage hvilket jo er vildt dårlig timing, fordi det betød at jeg ikke ville kunne knokle på med markedsføringen i de dage lige op til arrangementet, og så skulle jeg gå på min ferie og have dårlig samvittighed og stresse over det og ikke kunne gøre noget ved det fordi jeg er langt væk hjemmefra.

Så det var meningen at det ikke skulle gå denne gang.

Jeg havde også allieret mig med en der skulle hjælpe lidt med planlægningen, men hun havde af personlige årsager ikke haft så meget tid alligevel, det betød blandt andet at hun aldrig fik booket den sal vi skulle holde det i, så der var aldrig blevet underskrevet en kontrakt.
Et faktum der på det tidspunkt stressede mig absurd meget, for så skulle jeg også lige finde den tid jeg ikke havde til selv at få dét på plads, men det viste sig jo faktisk at være intet mindre end en blessing in disguise, for det betød at jeg ikke komme til at hænge på en betaling for salen på 15.000,- + moms!
Phew…
Tak!

Så faktisk er alt gået fuldstændigt som det skulle.
Også selvom jeg måtte tage det svære valg at aflyse det, og æde alle tankerne om hvad andre nu tænker og tror om mig.

Men jeg må se på det fra en positiv vinkel: Jeg har lært en masse.

Jeg har lært at der skal være mere tid, 2 ½ måned er ikke nok til at sælge 200 billetter.
Jeg har lært at jeg skal forventningsafstemme og indgå aftaler og kontrakter med alle involverede så jeg ved om jeg skal stå med det alene eller om jeg har nogen at løfte opgaven med.
Jeg har lært at jeg skal have mit eget foredrag færdigt og klar før jeg arrangerer noget, så det ikke skal blive noget jeg gør i sidste øjeblik.
Jeg har lært at det med at blande nogle meget forskellige foredragsholdere måske ikke holder alligevel, for selvom folk godt ved at de kan blive positivt overraskede over en fordragsholder de enten ikke kender eller som de måske ligefrem ikke bryder sig om, så gider de altså ikke betale 3-400,-kr hvis der kun er én af dem de med sikkerhed ved de vil se.
Og nu ved jeg at jeg ikke skal booke speakere der er vant til større honorarer, for der er overhængende risiko for at de trækker sig hvis de får et bedre tilbud, hvilket jo er forståeligt nok, set fra deres synsvinkel, men super røvtur for mig.

Det er dyrebare lektioner, som jeg nu har fået og kan bruge til næste gang. -Som naturligvis bliver en kæmpe succes, fordi nu kender jeg meget bedre the Do’s & the Don’ts og kan meget nemmere navigere og planlægge.
Det eneste det -materielt- har kostet mig er de 3000,- kroner jeg har brug på annoncering. Men pyt med dem. Det dyrebareste jeg gav, var faktisk min tid. Men i sidste ende er den nok rigtigt godt investeret selvom jeg måtte aflyse arrangementet.

Men hvad så med alle de dårlige tanker, hvad gjorde jeg med dem?

Ja, hvad med dem…?
Tanken om at andre skal synes jeg er en kæmpe fiasko er en dræbende gift der kan æde mig op indefra hvis jeg giver den lov.
Men fandme om jeg vil give den lov til det!

Jeg endte med at være helt autentisk og ikke pakke noget ind i glimmer og dårlige undskyldninger, så jeg sagde det fuldstændigt som det var. Både til speakerne og til dem der havde købt billet som jeg måtte skuffe.

Og så må folk tænke hvad de vil.
Jeg kan ikke ændre på at billetsalget ikke gik, jeg kan ikke ændre på at arrangementet røg i vasken, og jeg kan ikke ændre på hvordan andre eventuelt ser på mig i kølvandet på det, men hvad jeg derimod kan ændre på, er hvordan jeg selv ser på det.

Og jeg har taget et valg om at se på det som en god og værdifuld lektie som jeg virkelig kan bruge til noget godt fremover.
Og hvis jeg skal øve mig lidt i at tro noget mere på mig selv, og det skal jeg jo, så kan det ikke nytte noget at jeg går og slår mig selv oven i hovedet med hvor stor en fiasko jeg er.

Så jeg vælger at se på det sådan:
Jeg er god nok, jeg havde de bedste hensigter om at give folk en aften med masser af inspiration, åbenbaringer og indsigter, jeg havde fundet nogle jeg selv synes er rigtigt spændende og inspirerende hvilket er et godt og empatisk grundlag.
Jeg har gjort det bedste jeg kunne for at markedsføre og promovere, jeg har knoklet det bedste jeg har lært, jeg har troet på projektet så godt og så længe jeg kunne.

Måske var tidspunktet bare ikke det rigtige, måske var sammensætningen ikke den bedste alligevel, og måske var det bare meningen, fordi måske var det eneste formål dette arrangement havde, at lære mig noget…

Yes!

Jeg ved ikke om de andre involverede har lært noget, men det er heller ikke min hovedpine.
Jeg har gjort det bedste jeg kunne, og det skal jeg holde fast i.
Jeg skal holde fast i at jeg har kæmpet, knoklet og brugt al min kostbare tid.
Jeg har tilsidesat alt og alle og det skal jeg anerkende og rose mig selv for.
Og jeg skal tro på mig selv når jeg gør det.
For ellers preller det af, ligesom når andre gør det.
Jeg skal tro på det!
Min indsats fejlede ikke noget, der var blot en anden mening med det hele end den jeg lige havde forestillet mig.

Det her, det skal vi alle sammen huske!

Vi skal huske at vælge at tro på os selv. Vi må ikke lade os slå ud.
Hvad enten det sker i kærlighed, på jobbet eller når man skal arrangere store foredrag.
Nederlag er -pinefulde- men rigtigt gode læremestre.
Så når alt kommer til alt er nederlag slet ikke nederlag, men blot et bump på vejen der er der for at os noget.

Hvis vi misser lærestregen og kun fokuserer på det hele som et nederlag og på os selv som fiaskoer, så er vi nødt til at få den igen.
Lærestregen altså.
Og så vil det ske igen og igen.
De samme ”nederlag” og ”fejltagelser”.

Indtil man har lært det…

Hvis jeg går ud og gør det hele på samme måde igen næste gang, så vil det ”gå galt” igen.

Det er det samme med kærlighed, hvis ikke vi ser på de gode ting et ulykkeligt forlist forhold har lært os, og benytter os af det vi har lært, så render vi ind i de samme ulykkelige forhold igen og igen.
Fordi vi ikke er tro mod os selv.
Vi tror ikke vi er gode nok.
Og derfor lader vi os -igen- nøjes med, og ser bort fra alt det vi lærte sidste gang…

Resultat?

Endnu et ulykkeligt forhold.
Endnu et svigt.
Endnu et nederlag.

Og igen, det samme med karrieren. Hvis du ved at du ikke orker at arbejde med kundeservice, så lad være med at blive ved med at tage de jobs der involverer kundeservice. Der går tre måneder, så hader du også dit nye kundeservicejob, fordi du ikke tog ved lære, du lod dig -igen- nøjes med da et andet kundeservicejob dukkede op, og du fandt på undskyldninger for hvorfor det her nok blev meget bedre end det gamle kundeservicejob.
Men de gjorde det-selvfølgelig- ikke…

Summa summarum, vi skal bruge de ting vi lære til at være tro mod os selv, og til at tage de rigtige valg for os selv og have de rigtige prioriteringer, og sidst men ikke mindst skal vi fandme bruge de til at tro på os selv.

Ellers lader vi os nøjes med og vi overser alle de vigtige ting vi er her for at lære, og så bliver livet bare en lang vandring ud af en tornet landevej, fuld af nederen konfrontationer, fordi vi nægter at tage ved lære.

Sådan skal det for alt i verden ikke være.

Så kom nu, lad os tro på os selv. Øv dig i det sammen med mig.

Vi vil!

Vi kan!

Vi gør det!

/Hanne

Gør som mere end 5.000 andre

Få viden, indsigter, værktøjer og inspiration til at blive den bedste leder af dig selv.
Så du kan sætte retningen for dit liv i stedet for at andre gør det.
Du får -selvfølgelig- også først besked om nye kursusdatoer og gode tilbud.
Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Privatlivspolitik

.

Leave a Reply