…Jeg hørte engang Wayne Dyer fortælle en historie, i et af sine foredrag, om hvordan en personlig krise lærte ham noget vigtigt, som han siden fik stor gavn af i sit virke som spirituel mentor, forfatter og foredragsholder og som hundredetusindevis af andre mennesker, der læste hans bøger og deltog i hans forelæsninger, dermed også fik glæde af.

Wayne Dyer og hans kone gik igennem en periode med store ægteskabelige vanskeligheder og stod lige pludselig et sted hvor de overvejede at gå hver til sit, og det var i sagens natur noget der påvirkede ham meget.
Mens Wayne -der ansås for at være en af USA’s største selvhjælpsguruer på det tidspunkt- stadig går og kæmper med sin egen personlige krise, bliver han inviteret til at deltage i et tv show, hvor han skulle svare på spørgsmål fra deltagere i showet der selv havde modgang og problemer.
I løbet af showet er der blandt andet en kvinde der stiller ham et spørgsmål, som han ved at han ville have anset som gabende trivielt, hvis han havde fået det samme spørgsmål bare få måneder forinden…
Men lige her, midt i hans egen krise, der oplever han spørgsmålet anderledes.
Eller, han behandler det i hvert fald anderledes.
I det foredrag jeg hørte, hvor han fortæller denne her historie, der erkender han, at han nok ville have fejet sådan et banalt spørgsmål lidt af og sprunget mere let henover det, men lige dér, hvor han selv gik og kæmpede med noget personligt, der havde han pludselig meget større medfølelse med den kvinde der stillede spørgsmålet, selvom det måske virkede trivielt, og han følte at han havde meget lettere ved at sætte sig ind i kvindens smerte og tanker.
Efterfølgende, da han fik reflekteret lidt over den adfærdsænding han oplevede hos sig selv, under hans egen personlige krise, gik det op for ham, at det var dét han skulle lære af den modgang han og hans kone havde i deres ægteskab.

Han skulle lære at have mere medfølelse…
Hans indlevelsesevne og empati skulle udvikle sig og ekspandere…

Udover at det er en meget fin og smuk lille historie, hvor vil jeg så hen med den?

Jo, det jeg prøver at fortælle her er egentlig, at meget af al den smerte vi går igennem som mennesker, den tjener et formål, hvor meningsløs den end kan se ud.

Jeg har jo selv både skrevet om og fortalt utallige gange, hvor meget godt bruddet med min eks har ført med sig, på trods af at det samtidig er noget af det mest sønderrivende jeg nogensinde har været igennem.
Men det tjente et formål, for det ledte mig en ned ad en vej jeg ellers aldrig ville have valgt, og det er den vej der gør at jeg sidder og skriver til dig i dag.

Selv den mest meningsløse død kan tjene et formål på den ene eller den anden måde.
Jeg har mistet familiemedlemmer på helt ned til kun 7 og 18 år til henholdsvis ulykke og sygdom, jeg har mistet min allerbedste slyngveninde til kræft, jeg har mistet min morfar som på det tidspunkt var mere min far end min morfar fordi min ”rigtige” far ikke var der og jeg har mistet alt, alt for mange unge venner, senest min gode ven Jacob som er den der har skabt hele min visuelle identitet som fotograf, tegnet mit “HPK” logo og lavet mine hjemmesider osv. Og han var ikke bare en god ven, men også en rigtig god venindes mand og far til to små børn.
Hvad bliver mere meningsløst end det?

Jeg har videoer med ham på min YouTube kanal Hjerte Under Ombygning, ”Jacobs tak til bloddonorer” og ”Sidste etape” som han lavede kort før sin død, se dem hvis du har lyst, han har et skide godt budskab og det er, at tiden er det vigtigste og dyrebareste vi har, og det er blandt andet noget af det, det kommer til at handle om i dag. ❤

Jeg har også skrevet et blogindlæg om Jacob hvor jeg blandt andet kommer ind på hvordan jeg mener at Jacobs død en dag kan give mening for alle os der mistede ham. Læs det her hvis du har lyst: Tro På Livet

Selvom det at miste, hvad enten det er en kæreste der går fra os eller om det er en elsket der dør, kan synes totalt meningsløst, så kan det både give os og lære os rigtigt meget:

Det kan være at vi lærer at sætte pris på noget vi før ikke engang ænsede.
Det kan være at vi kommer bedre og dybere i kontakt med følelser vi før ikke forstod eller kunne mærke.
Det kan være vi bliver ledt ned af en vej vi ellers ikke ville have taget, en vej der viser sig at være vores redning.
Det kan være at det bringer os tættere på nogle andre mennesker vi ellers ikke ville være blevet tætte med.
Det kan være at vi pludselig åbner op for nogle tanker og idéer den vi har mistet havde, som vi måske ikke var åbne for før og som kommer til at ændre vores liv positivt.
Det kan være at vi lærer så meget om os selv og andre, ved at have gennemgået dette tab, at vi kan give det vi har lært videre til andre og opnå stor livsglæde ved at dele det.
Det kan være at tabet gør os mere empatiske, mere medfølende, mere forstående, mere rolige, mere taknemmelige, mindre fordomsfulde, mere modige, mere stærke, mere villige, mere åbne, mere large, mere elskende, mere positive.

You name it.

Jeg negligerer ikke at det er en høj pris at betale, og at vi selvfølgelig helst ville have været foruden disse tab, men vi kan bare ikke forhindre at den slags sker, så når de sker, så handler det altså om at få det bedste ud af dem.

Pt. Er jeg i gang med en bog af Mo Gowdat der hedder ”Solve For Happy” hvor han blandt andet beskriver hvordan det er lykkes ham både at komme igennem, men også få det bedste ud af, hans kun 20-årige søns meningsløse død der skyldtes en lægelig fejl under en ellers rutinemæssig operation.
Næppe heller noget der bliver meget mere meningsløst, og samtidig noget der vil kunne friste selv det bedste menneske til at blive bitter, hadefuld og bebrejdende overfor lægen -og hospitalet- hvor fejlen der ledte til hans søns død, fandt sted.

Det gælder nøjagtigt det samme med al anden modgang i vores liv:
At vi må forsøge at få det bedste ud af det, så vi ikke ender med at leve et helt liv i dyb sorg, mørke og ulykkelighed.

Vi har så ganske kort tid her læser.
Husk det.
Så start dit arbejde med at lede efter alt det gode, allerede i dag.
Ikke i morgen.
Ikke fra på næste mandag.
Ikke fra d. 1.
Ikke til nytår.
Men nu.
I dag.

Hvis man bare øver sig i at se det gode i de små dumme hændelser i dagligdagen, så er man meget bedre rustet, når der opstår en større “dum” hændelse.
Man kan ikke undgå at blive slået ud af livet af og til, men man kan ruste sig til at rejse sig igen, hurtigere.

Når jeg taber noget på gulvet og det smadrer eller laver et mærke i gulvet, så siger jeg højlydt “tak” for at jeg ikke fik det over foden.
Når jeg slår mig på noget, så takker jeg for at det ikke gik værre end det.
Når jeg bliver afvist, så ser jeg det som livets måde at hjælpe mig med at skille fårene fra bukkene, fremfor at blive ramt helt ind i knoglemarven og tage det personligt som jeg ellers plejede at gøre.
En af de sværere øvelser, og som er en jeg øver mig i lige nu, er at acceptere og favne det faktum at jeg har været single det meste af mit liv.
Jeg har tidligere haft meget ondt af mig selv, og jeg har bitchet over at alle mænd åbenbart var optagede, eller også har jeg tænkt meget grimme -og meget lidt selvkærlige- tanker om mig selv og om hvorfor jeg stadig var single. Det gør jeg til dels stadig, men jeg øver mig dagligt i at vende de tanker om til noget der kan hjælpe mig, fremfor at bringe mig endnu mere i knæ.
Men det er et helt livs ”programmering” og en meget fastgroet overbevisning om at jeg bare ikke er smuk nok, der skal laves om, så det tager tid, og denne her med selvværdet tager -for mig- åbenbart ekstra lang.

Jeg ved godt hvad det kommer sig af:
Jeg husker, da jeg var barn, at alle kaldte hinanden for søde ”øgenavne”, både i skolen og på “fritten”, men der var ikke rigtigt nogen der gav mig et kælenavn, hvilket gik mig på og fik mig til at tænke på om jeg mon ikke var sød nok og om de andre måske slet ikke kunne lide mig, og hvad der dog var galt med mig, siden de ikke kunne det…?
Men så en dag fik jeg pludselig et kælenavn!
Yaaaiiii!
Jeg husker at det var på en koloni med “fritteren”.
Og det var endda en af drengene der fandt på det.
Oh la laa, heldige mig!
Jeg blev utroligt glad. Og stolt. Og lidt benovet over at det var en af de populære drenge der gav mig det her “fine øgenavn”.
Jeg vidste bare ikke lige hvad det betød, men jeg synes det lød meget sødt, så det var ligemeget…
Indtil jeg rent faktisk fandt ud af hvad det betød…

Mit ”Kælenavn” var ”Ugly”…

Jeg var sønderknust da det gik op for mig hvad det betød.
Alle de fine tanker, den lille stolthed og de små søde sommerfugle jeg havde haft i maven over det, blev vendt 180 grader og slog hele min verden i stykker.
Den smadrede ikke bare mit selvværd, men også min tillid til andre mennesker.
For ikke nok med at noget jeg troede var sagt i god og kærlig mening, i virkeligheden viste sig at være ondskabsfuldt, men det blev også belejligt ignoreret af de voksne som jo -i mine øjne- burde have grebet ind.

Jeg var i de fleste af mine skoleår blevet kaldt for ”Fessor” (indtil alt det her endte med at jeg skiftede skole) hvilket heller ikke var spor rart, men nu var jeg så også blevet kaldt grim på engelsk, og ”Fessor” her, var åbenbart ikke mere klog og fessoragtig end at hun ikke havde fattet at ”ugly” betød grim.

Så på alle måder følte jeg mig som et flop:
Grim.
Dum.
Ikke en der var værdig til et sødt øgenavn.
Ikke en der var værd at forsvare når andre var ondskabsfulde.
En der blev drillet og holdt udenfor.

Og denne her oplevelse fortsatte i tiden op til mit skoleskift, hvor jeg konstant fik skudt i skoene at mobningen var min egen skyld, at det var mig der var for dominerede og mig der var forkert på den ene eller den anden måde og altså at jeg derfor selv bad om at blive mobbet og lukket ude…

Yep, det var beskeden.
Kort fortalt.

Det er klart, at det er svært at ryste af sig.

Tjener al den lidelse jeg har været igennem med drillerier og øgenavne så et formål?
Ja!
For jeg ved rigtigt meget om hvad det gør ved et lille menneske at blive mobbet og kaldt for grimme ting, og hvordan sådan et menneske oplever verden når det bliver voksen.
Jeg kender til de fleste af de ar det giver på sjælen og jeg ved alt om de følger det får.
Men jeg ved også hvilke styrker det kan give hvis man åbner op for det og jeg ved hvordan man kan bruge disse styrker til at opnå succes i livet.
Og jeg ved, på egen krop, at alle disse styrker og indsigter er lavet af det pureste guld og at hvis jeg fylder mine åbne sår op med dette guld, så får jeg ikke bare de smukkeste ar, men jeg bliver også værdifuld som menneske. For mig selv og for alle dem der lærer mig at kende.

Og det er med denne viden, at jeg er værdifuld, at jeg træder ud i verden igen, og ser med nye øjne på mit singleliv:
Jeg gentager dagligt for mig selv, at der er masser af visdom at hente i den smerte der er forbundet med at have svært ved at finde en kæreste. Og jeg tror fuldt og fast på at det er meningen at jeg skal igennem dette fordi der er noget helt særligt jeg skal lære og/eller forstå, noget som jeg vil få ufattelig stor glæde og gavn af før eller siden opg som vil være ventetiden værd.

Og jeg gentager for mig selv, hvor vigtigt det er, at det er et godt menneske jeg møder og at jeg ikke vil lade mig nøjes med fordi jeg er ked af at være alene. For der er ikke noget at være ked af. Jeg har jo mig! Og jeg elsker mig.

Og jeg føder dagligt mit sind med nye overbevisninger om at alt er som det skal være, og at jeg nok skal opleve tosomheden igen og at jeg vil være mere klar, mere oplyst og bevidst end jeg har været før, og at kærligheden derfor vil være stærkere, dybere og endnu mere speciel end jeg nogensinde har oplevet den før.

Når jeg gør det, så hjælper jeg mig selv væk fra det negative fokus der ellers nærmest skaber en krigszone i mit indre, hvor jeg langsomt nedbryder mig selv med tanker om hvor grim, tyk og ubrugelig jeg er, og i stedet bygger jeg -langsomt men sikkert- mig selv op og jeg skaber en ny overbevisning om mig selv, en overbevisning om at jeg rent faktisk er noget værd.

Det nytter ikke at sige til mig selv ”Ih, hvor er jeg pæn!” hvis jeg grundlæggende ikke tror på det, det vil skade mere end det vil gavne, men i stedet kan jeg altså bygge mig selv op på en anden måde, som den jeg lige har beskrevet, hvor jeg kigger på nogle andre værdier jeg besidder og hvor jeg glæder mig over alle de ting livet lærer mig, selvom de nogle gang er ret dyrt betalte.
Det med ”smukheden” det kan jeg bygge på senere, når jeg er mere klar til det, og det kan jeg sagtens blive, det ved jeg, for jeg har arbejdet med mig selv i 2,5 år nu, og det er lykkes mig at nå rigtigt langt med så mange andre ting, som også har været rigtigt svære, så jeg ved at det kan lade sig gøre, og jeg lader mig derfor ikke slå ud af, at lige denne her del den tager noget længere tid end nogle de andre gjorde.
Jeg ved, at selvom den er svær for mig, så er den ikke umulig.
At jeg ikke er lykkes med denne del endnu, er ikke ensbetydende med at jeg aldrig kan lykkes med den og at jeg aldrig vil komme til at tro på at jeg er ”pæn nok”.
MEDMINDRE… at jeg allerede nu siger at, det kan jeg ikke.
For så er beslutningen jo truffet…
Og så kan jeg heller ikke.
Men hvis jeg bliver i min tro på at, selvfølgelig kan jeg det, men at det blot tager tid, og jeg lader være med at presse mig selv eller miste tålmodigheden, men bare glæder mig over de bitte, bitte små fremskridt der er, så skal det nok lykkes…

Det her, jeg lige har beskrevet for dig læser, det er det der kaldes selvkærlighed og det er HELE vores fundament.
Det er vores fundament for al udvikling!

Og jo før vi går i gang med at opbygge et solidt fundament for os selv, jo bedre, for vi er her kun på lånt tid, hvilket døden og tab i det hele taget -om noget- kan huske os på.

Det her, det fortæller jeg meget mere om i mit kommende onlineforløb ”Sådan Heler Du Dit Hjerte” som jeg glæder mig fandens meget til snart at præsentere Jer for. ❤ ❤ ❤

Jeg skrev engang i et indlæg her i Søndags-Supporten om hvordan jeg øvede mig i at ”se muligheder” på en så simpel ting som de små opbevaringsskabe til yoga.
Nede i det store omklædningsrum, der hvor jeg går til yoga, der er der nemlig en lang række af små opbevaringsskabe, og når man ankommer til en yogaklasse så kan man lægge et eller andet i pant, og så få en nøgle til et skab, og rigtigt mange går meget op i hvilket skab de får, men jeg besluttede mig for at jeg ville se alt det positive i det skab jeg fik hver gang jeg kom, uanset hvad det var for et skab, og på dén måde kunne jeg træne mit sind i at ”se muligheder og potentiale”.
Og selvom det lyder banalt, så er det altså en øvelse der har rustet mig til at være meget bedre til at se muligheder i alle mulige andre ting, som har meget større indflydelse på mit liv og min hverdag, end et opbevaringsskab til yoga, og dét er guld værd!
Du kan læse indlægget her hvis du har lyst: Guld, symbolik og yogaskabe

Noget andet jeg har lært af at miste, det er, det jeg talte om i søndags, nemlig kunsten at sige ”nej”.
Som jeg beskrev, så kan det at sige ”nej” også være at vinke farvel til veninder der ikke er søde, loyale og solidariske.
Livet er simpelthen for kort…

Forestil dig at dit liv er som en spand fyldt med vand, hvor spanden er fundamentet og vandet er lykken:

Hvis der er hul i spanden (altså fundamentet for at den kan holde vand) så bliver den aldrig fyldt op.
Så kan du blive ved med at fylde vand på og den bliver aldrig helt fuld. Der vil altid mangle noget.
(Oversat til livet, kan det være hotte kærester, guccitasker, endeløse timer i træningscenteret, det godt betalte job, dyre jeans, lækker bolig, top notch sommerhus ”det rigtige sted” i Nordsjælland, flotte smykker, smarte biler, prominente venner, luksusferier og high end fester, du fylder din spand med, men uden at du føler dig hverken lykkelig eller fuldendt.)

For der er hul i fundamentet.
Så det vil bare fise ud og aldrig fylde spanden helt op.

Hvis du lapper fundamentet, (= gør dit invendige arbejde) så vil du kunne fylde din spand op, men pas på at den ikke flyder over.
For at fylde din spand med det bedste vand, så er du nødt til at få renset ud.
Det kan være skræmmende, for lige pludselig står du med en spand der næsten ikke er noget i…

Sådan har det været for mig.
Venner der havde betydet rigtigt meget og som jeg havde givet rigtigt meget, de forsvandt, og det gjorde mig virkelig ked af det, og slog igen min mit selvværd og min tillid til både mig selv og andre i stykker.

Nogle venner valgte jeg selv at si fra, fordi jeg følte mig svigtet og trådt på, et af de tilfælde beskrev jeg i søndags.
Det har været afsindigt hårdt. For pludselig stod jeg der og havde faktisk kun én (måske to) venner tilbage som jeg følte mig rigtigt tæt på.

Men når en dør lukkes, så åbnes der en ny. Og sådan er det altid.
Sådan var det også i dette tilfælde.
Pludselig er der dukket nye venner op i mit liv, nærmest som ud af det blå, og det er mennesker jeg har meget mere tilfælles med, og mennesker der på en eller anden måde bare passer meget bedre til mig og faktisk nogle mennesker som jeg også føler at jeg kan regne meget mere med.
Blandt andet har jeg for nyligt været til Musik i Lejet med 9 andre tøser, uden at der var det fjerneste tøsefnidder eller andre giftigheder.
Så befriende og livsbekræftende.
De her kvinder er helt klart nogle jeg gerne vil se meget mere til, for deres selskab er virkelig noget jeg værdsætter højt, og det er en dør der har åbnet sig ved en tilfældighed, fordi en rigtig sød -men forholdsvis perifer- veninde inviterede mig med, og det er jeg hende dybt taknemmelig for.
Jeg ved at hun læser med her. Så TAK for dig ❤

I og med at vores tid her på jorden er så kort, som min Jacob også sagde i sin video ”Sidste Etape”, så er det fandme vigtigt hvem vi omgiver os med og hvad vi gør med os selv og vores liv.
Så sig ”nej” til dem der ikke er søde ved dig, også hvis det er en kæreste.
Nye døre vil åbne sig.

Min kære lillebror Miki, som jeg elsker højt, han var jo -udover min dejlige veninde Pernille- den jeg ringede til da jeg havde brug for et godt råd i forhold til veninden ”X” som jeg skrev om sidste søndag, og noget af det første han sagde, var, at jeg simpelthen ikke skulle bruge min tid på mennesker der ikke behandlede mig ordentligt, og at jeg heller ikke skulle bruge mit krudt på vaqnskelige samtaler med mennesker der alligevel ikke skulle være i mit liv mere (som så selvfølgelig er de mennesker der ikke er søde ved mig.)
Og det fik mig til at cutte forbindelsen til “X”.

For jeg ved, at min lillebror har formået at bruge sit netværk meget bedre end jeg selv har, og jeg ved at han har fundet en masse styrke og kærlighed i både hans venskaber og hans parforhold gennem tiden, og at det har været med til at hele ham fra de ar vores lidt kedelige barndom har givet os.

Min lillebror har lært sig selv at være meget kontant i forhold til at sige ”nej” til mennesker der ikke var gode for ham eller som ikke behandlede ham med respekt. Og det høster han frugten af den dag i dag. Han har kun mennesker i sit liv som han elsker og som han ved at han kan stole på, og han er også virkelig god til at udtrykke sin taknemmelighed for de mennesker han har i sit liv, både overfor omverden og overfor dem personligt.

Der har jeg simpelthen ikke været god nok til at passe på mig selv.
Jeg har villet have så mange venner som muligt, fordi jeg var bange for at stå alene, lige som jeg gjorde i skolegården som barn.
Det skulle jeg for en hver pris ikke opleve igen.
Med det resultat at jeg nærmest har prostitueret mig selv for at få folk til at kunne lide mig, hvad enten det var potentielle kærester eller venner.

Det vil jeg ikke mere.
Nu vil jeg vise mig selv respekt.
Og jeg vil glæde mig over alt det jeg har, fremfor at sørge over alt det jeg ikke har.
Og jeg vil glæde mig over alt det min smerte og modgang viser og fortæller mig, og jeg vil bruge det konstruktivt.
Og i og med at jeg snart har fået bygget et godt og solidt fundament op, så er jeg ikke længere bange for at stå alene, for jeg har jo mig, og mig kan jeg regne med.
Jeg kan stole på at jeg har nok respekt for mig selv til ikke at kaste mig over den første den bedste mand der viser mig interesse, og jeg har allerede flere eksempler på at jeg holder dette løfte og at jeg bestemt ikke lader mig forføre af ulve i fåreklæder, men at jeg rent faktisk ser på om det her menneske har andet end sit gode udseende at byde på, fordi jeg værdsætter mig selv nok til at sige ”nej” hvis ikke han kan bidrage til at give mig andet end usikkerhed og lavt selvværd.
Hvis ikke han også spørger ind til mig, når jeg spørger ind til ham og hvis han ikke viser mig oprigtig interesse, så ved jeg, at det er under min værdighed.
Før i tiden har jeg kæmpet og kæmpet for at få den interesse og oprigtighed, ved at give og give af mig selv, men i dag ved jeg, at jeg ikke skal tigge og bede om at få en mands opmærksomhed, men at han skal gøre sig fortjent til at få min.

Jeg ser på det som et trafiklys:
Som udgangspunkt er der gult lys for alle jeg møder og som jeg gerne vil lære at kende, hvad enten det er nye venner eller nye kærester, og hvis de viser sig at være søde, oprigtige, respektfulde og givende, så vil de få grønt lys, men hvis de viser sig at være respektløse, grådige, energidrænende eller kun ude på at opfylde egne behov, så får de rødt lys, og så kommer de ikke indenfor.

Før i tiden var der grønt lys for alle, og jeg glemte at give dem rødt lys når de trådte på mig, nogle gange fik de ikke engang gult lys, og hvis de gjorde, så fik de alt for hurtigt grønt lys igen, fordi jeg var bange for at miste.
I dag er jeg ikke nær så bange for smerten ved at miste, fordi jeg ved at der åbnes nye døre, både til ny visdom men også til nye muligheder.

Inden jeg slutter af for i dag, vil jeg gerne dele et Facebookopslag min lillebror lavede for nyligt, og som i den grad viser hans integritet i forhold til at værdsætte hans tid og værne om de mennesker der betyder allermest for ham, noget jeg selv -og med garanti mange andre- kan lære noget af.

Han har gennem det seneste årstid fået bygget et kæmpe stort community op inde på Facebook, i form af en gruppe der var dedikeret til boligindretning, med en særlig forkærlighed for og fokus på planter.
gruppen har han konstant gjort opmærksom på at han ikke ville tolerere en grov tone, og at hvis man ikke havde noget godt at sige om andres opslag, så skulle man helt undlade at sige noget.
Man måtte naturligvis gerne være konstruktiv, men aldrig nedladende eller grov.
Og der var total nultolerance. Man røg ud hvis man ikek opførte sig pænt.
Det vandt virkelig indpas hos folk, og det skabte en helt unik gruppe fyldt med venlighed og kærlighed. Der var altid en god og venlig tone i gruppen og det afstedkom at alle ”turde” vise deres bolig frem og alle turde spørge om gode råd og anbefalinger.
Det skabte et rum på nettet hvor folk ren faktisk gjorde sig umage for at være søde ved hinanden.
Tænk dig lige engang læser…
Er det ikke fantastisk, at være den der lægger kimen til et sted hvor folk rent faktisk gør deres allerbedste for at være gode, venlige og imødekommende medmennesker!?

Gruppen voksede da også med kæmpe hast og Miki brugte mere og mere tid på administration af gruppen efterhånden som den voksede sig større og større, og en dag kunne han mærke at det betød at hans tid ikke blev prioriteret som han ønskede det, og derfor tog han modet til at sige ”nej” og overgive administrationen af gruppen til nye ildsjæle.
Det synes jeg virkelig var stort af ham at gøre, og det har inspireret mig meget til at kigge på mig selv, og se, hvor er det jeg bruger min tid? På hvem? Og på hvad? Og er det min kostbare tid værd?

Hvis ikke, så er der rødt lys, og så siger jeg ”nej” fordi:

Tid, er den største værdi vi har her i livet…

God søndag

/Hanne ❤

Gør som mere end 5.000 andre

Modtag mails med viden, værktøjer og tilbud om kurser og forløb der alle er skræddersyet specielt til dig med barndoms PTSD. Du vil få indblik og teknikker der gør dig bedre til bevidst at sætte retningen for dit liv fremfor at fortiden bliver ved med at gøre det!
Du får en dejlig meditation med som tak for at blive en del af mit univers.
Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Privatlivspolitik

.

Leave a Reply

Seneste indlæg

Hvad er barndoms PTSD? Barndoms PTSD / Kompleks PTSD
July 13, 2022

Hvad er barndoms PTSD?

Tak fordi du læser med på her på bloggen. Mit navn er Hannah Paludan, og i dette indlæg vil jeg forsøge at gøre dig lidt klogere på hvad barndoms PTSD det er.   Hvis du har læst flere andre indlæg her på bloggen kan du muligvis regne ud at jeg selv har kæmpet med det hele livet. Hvis du kan…
Kærestesorg med barndoms PTSD Barndoms PTSD / Kompleks PTSDKærestesorg
June 30, 2022

Kærestesorg med barndoms PTSD

Kærestesorg med barndoms PTSD Hvordan heler man efter et brud uden -flere- ar på sjælen og uden -mere- tung bagage man slæber med ind i nye forhold? Det kan man finde rigtigt mange bud på hvis man bare Googler lidt, men hvis du har barndoms PTSD, så er det ikke altid mange velmenende bud på den helt rigtige løsning på…
Personlig Udvikling
July 8, 2018

Du er ansvarlig for alt det du gør, men også for alt det du ikke gør

Hvad kræver det egentlig at skabe ændring? Få et par gode tip i dette indlæg. Og husk, du er altid ansvarlig, både for det du gør, og for det du ikke gør. Dit liv, din beslutning. Du er den du er fordi du har øvet dig i at være sådan. Det du gør, bliver du god til. Det er derfor…