Kære læser,
Så har jeg lige sundet mig lidt oven på sidste søndags support.
Den var virkelig hård at skrive.
Til gengæld må jeg sige at den også har fået massiv respons fra alle Jer Ombyggere derude.
Tusind, tusind tak for det. TAK for alle jeres henvendelser, jeg er dybt taknemmelig for at høre fra alle Jer der læser med, og I skal vide at jeg læser alle jeres mails, og at de rører mig DYBT!
Men desværre kan jeg ikke nå at svare jer allesammen. :’-(
I stedet vil jeg prøve at tage nogle af alle de ting op som du læser og alle de andre læsere kommer med, for så vil du vide at du ikke er alene, men at der er er mange der har det lige som dig.
Ved at skrive søndags-support er det også gået op for mig at jeg heller ikke er alene om alle de ting jeg har gået og tumlet med, og stadig tumler med.
Men noget har slået mig, og det er, at rigtigt mange nævner at de genkender nogle af de ting jeg fortæller om, i andre end dem selv.
F.eks. var der flere der kunne genkende deres partner og hans/hendes issues i det jeg skrev i søndags.
Der er bare det problem, at selvom det er i den kærligste og allerbedste mening, så er det udenfor ens egen boldbane, når man begynder at gå i dybden med et andet menneskes issues og problemer.
Tro mig, jeg ved hvor det kommer fra, for jeg har selv gjort nogenlunde det samme. Det har så mest været med venner fremfor kærester. Jeg har været så klog på alle mine venners problemer og jeg har været en omvandrende selvhjælpsbog der havde travlt med at ville redde alle omkring mig, men uden at jeg havde fået styr på mine egne problemer først.
Og det er helt klassisk.
For hvis man bruger sit krudt på at hjælpe andre med deres problemer,
så slipper man lidt for at deale med sine egne…
Den går bare ikke. Man er nødt til at have styr på sit eget først.
Desuden skal man til hver en tid blive på sin egen banehalvdel medmindre man bliver bedt om hjælp.
Og det er svært, det ved jeg, for man vil så gerne, og nogle gange er ens egne følelser og behov jo også i klemme, som f.eks. hvis man har en kæreste med en trist fortid og mange lig i lasten…
Men…
Du kan og skal ikke hjælpe, medmindre du direkte bliver bedt om det.
Du kan og skal ikke påtage dig opgaven at “opdage” hvad din kærestes dybereliggende problem er. Heller ikke selvom det er i bedste og aller kærligste mening…
Det skal han/hun selv gøre, og det sker først når han/hun er klar.
Rigtigt mange mennesker går med følelsem af at være et mennesker der “elsker for meget” fordi de giver og giver til deres elskede, men de får enten meget lidt retur eller slet intet…
Og jeg forstår godt at det kan føles som om man elsker alt for meget…
Men hvor kommer det fra?
Hvad er det for en mekanisme?
Hvorfor udsætter man sig selv for det?
Ligger der også noget begravet her mon?
Det gør der helt sikkert, og det vil jeg gerne kigge lidt nærmere på en anden gang, for i min “kirke”, der kan man ikke elske for meget, men man kan elske sig selv for lidt og som følge af det, kaste sin kærlighed på den “forkerte”…
Den dag i dag kan jeg godt selv se at dem der elskede mig, de gav og gav, men at jeg ikke kunne ikke tage imod.
Jeg havde ikke lært det.
Så jeg følte mig aldrig elsket og værdsat, lige gyldigt hvad de gjorde eller sagde.
…Men jeg kan også sige, med 100%’s sikkerhed, at hvis de havde prøvet at “hjælpe” mig eller forsøgt at få mig til at indse virkeligheden, så havde jeg ikke været klar og jeg ville ikke have været i stand til at tage imod hjælp og “blive reddet” og havde jeg fået nogle sandheder ad vide havde jeg benægtet dem eller fluks gået i forsvarsposition, eller med endnu større sandsynlighed, gået til modangreb…
Hvis du har en partner med issues, så vil du meget muligt kunne genkende modangrebet. For mennesker der lever i offerrollen de kan sjældent “løse” deres konflikter på andre måder.
Det er den eneste de kender til.
Og du kan ikke redde “offeret”.
Det kan offeret kun selv.
Det er offerets eget anliggende.
Og det sker først når offeret er klar til at tage offerfrakken af, og desværre bliver nogle aldrig klar.
Nogle gør, og gudskelov for det. Men hvordan bliver de så egentlig klar?
Tjah, det er meget individuelt, for mig selv var det jo en stor livskrise i 2015 der gjorde det. Den kan du læse om på min blog her: Det der ikke måtte ske, skete.
Og det var nu ikke fordi det var den første store krise i mit på det tidspinkt 41-årige lange liv, tværtimod, jeg havde haft mange. Rigtigt mange.
Denne krise var på en alle anden måde bare større.
Selvom den grundlæggende var den magen til alle de andre.
Giver det mening?
Jeg tror jeg havde “fået nok” af kriser…
Jeg ved det ikke med sikkerhed, men hvad jeg ved med sikkerhed er, at jeg selv nåede til en eller anden form for erkendelse, og at det var den der gjorde at jeg ændrede mig.
Der blev jeg pludselig klar.
Så jeg takker universet for dén røvfuld.
Men for andre kan det være det at få et barn der gør at man ændrer sig drastisk og bliver en bedre version af sig selv, og for andre igen kan det være en tomhed der bliver så ensom og stærk at man til sidst får gjort noget ved det.
Det kan altså være mange forskellige begivenheder der kan gå hen og blive en katalysator til forandring og for de fleste vil det nok være en eller anden form for krise, en kæreste man mister, alvorlig sygdom (en selv eller andre) eller dødsfald i nærmeste omgangskreds eller familie.
Men det kan sagtens også være lykkelige begivenheder, som det at få børn eller møde sit livs kærlighed, der pludselig giver en dét spark man havde brug for, for at få taget vare på sig selv. Og få fyldt sit eget bæger op.
Men…
Hvis du er en af dem, der lever i et parforhold med et menneske der har det svært pga. sin opvækst, så ville jeg ikke gå og vente på at “den dag hvor alt ændrer sig” kommer…
Det er jeg nødt til at sige…
Det, der virkede for mig var jo netop, at forholdet gik i stykker…
Helt enkelt og benhårdt.
For alle parter.
Og det var bestemt ikke det første forhold der var gået i stykker. Alle mine forhold var gået i stykker. Så det var bare et i rækken so to speak.
Men lige dér fik jeg nok.
Så hvis du sidder og venter på at den du elsker skal ramme lige dét punkt, så alt kan blive godt igen, så kan du få lov til at vente meget længe og måske sker det aldrig…
Hvad er det jeg prøver at sige her…?
Jo, jeg prøver at sige flere ting… Den ene er at du ikke er sød ved dig selv, og den anden er at du heller ikke gør din traumatiserede kæreste nogle tjenester.
- Når man elsker et andet menneske så meget at man vil gøre næsten hvad som helst for vedkommende, så ryger dine egne behov og ønsker i anden række, og måske bør du så kigge på hvorfor du har et “behov” for at komme i anden række. Er det noget du har “lært” at du skal være der?
- Når din kæreste bare “får lov” til at træde på dig, så udvikler han/hun sig ikke, og de selvdestruktive adfærdsmønstre vil fortsætte i al evighed og det vil også gå udover dig. Det er skruen uden ende.
Så hvad er det for menkanismer der er på spil her?
Er du bare en sand engel på jord, der vil det bedste for den du elsker og derfor finder du dig i alt og elsker på trods?
Eller er du i virkeligheden selv ramt af nogle issues der har skabt et behov for at komme i anden række, eller for at være redningsmand/dame, eller som gør at du bliver ved med at lade dig rive rundt i manegen og holde stædigt fast i et menneske der ikke behandler dig ordenligt eller sætter pris på det du gør for ham/hende?
Hvis du er ærlig overfor dig selv, så kan du formentlig godt se at det også er ret selvdestruktivt og meget lidt selvkærligt…
…og hvis du føler trang til at forsvare dine valg lige nu hvor du læser dette, så er der helt sikkert noget du skal kigge på ;-D
For tro mig, hvis din kæreste er bare i nærheden af at være der i livet hvor jeg var i min ungdom som jeg beskrev i søndags, så sætter han/hun ikke pris på dig eller på din “ubetingede” kærlighed.
Snarere tværtimod.
For han/hun kan hverken se eller mærke din kærlighed, ligegyldig hvor tydelig og klar du er med den.
Den vil altid være “forkert”, “utilstrækkelig” og aldrig “god nok” og det vil til enhver tid være “dig der er noget i vejen med”.
Han/hun vil derfor bare blive mere irriteret på dig og mere frastødt.
Desværre.
Det bedste du kan gøre, er at lytte til dig selv og være tro mod dig selv. Og det er du ikke når du bliver i et forhold hvor du giver og giver og ikke får igen…
Nu kommer jeg lige med en sætning.
Da jeg selv hørte denne sætning gav det hele pludselig mere mening:
Hvis du ikke elsker dig selv, ender du med at elske alle de forkerte.
Punktum.
Og jeg er ked af at sige det, når man ikke får noget retur, så er man sammen med den forkerte.
Og ja, jeg ved godt at din kæreste også har de dejligste skønne sider og at han/hun gør dig blød i knæene, vækker noget særligt i dig og har alle de kvaliteter du leder efter osv. osv.
Jeg har jo selv været den person.
Og jeg havde masser af gode sider.
Masser af kvaliteter.
Men jeg kunne ikke elske rigtigt, og jeg kunne ikke blive elsket.
Men fordi jeg jo havde mange gode sider og fine kvaliteter, så gav de fleste af mine kærester da heller ikke selv slip, ligegyldigt hvor nederen jeg end opførte mig.
Og til sidst skred jeg selv, hvorefter jeg brugte måneder, nogle gange år, på at leve i bitter fortrydelse, lige indtil jeg fandt en ny kæreste og det hele så gentog sig.
Men for 2 år siden var det så mig der blev forladt, sådan rigtigt, uden at jeg selv synes at jeg havde lagt op til det, og alligevel havde jeg jo nok, men det ramte mig i hvert fald hårdt…
Nok også fordi jeg mistede mit ufødte barn og mit hjem samtidig…
Men det var -desværre- det der skulle til.
For mig.
Og det er da rigtigt sørgeligt. Men der var ingen anden vej.
Og sådan er det for alle mennesker. Vi er selv nødt til at komme til erkendelsen af at noget er galt og noget skal ændres.
Andre kan ikke gøre det for os.
Man kan forsøge at skubbe sin kæreste i en retning og håbe på at de får lyst til at kigge nærmere på deres eget indre, men vi kan ikke redde et forhold ved at redde vores partner, for vores partner kan ikke reddes, man kan kun redde sig selv.
Og kun hvis man selv vil…
Så er det så forskelliget hvordan og hvornår man når til den erkendelse, som jeg også lige før var inde på.
Men jeg var jo også lige så fræk at insinuere at dig der måtte stå der i et forhold med en der har en forfærdelig fortid og som er ude af stand til at elske og blive elsket, også har et problem med din egen selvkærlighed.
Og det mener jeg faktisk grav alvorligt…
Nu vil jeg lige invitere dig til at prøve at se det her udefra et øjeblik:
Forestil dig at det er din bedste ven/veninde der er i sådan et forhold, hvor han/hun ikke bliver mødt, ikke får noget (eller særligt meget) retur, bliver talt grimt til men alligevel bare venter og venter på at “det hele en dag bliver godt” og at kæresten en dag vågner op og er et nyt, bedre og mere elskeligt menneske…
Hvordan ser det ud synes du?
Er det realistisk?!
Og vil du råde din bedste ven/veninde til at blive hængende og bare klø på med at give og give og elske og elske og kun lige få “en lillefinger” i ny og næ?
Vil du også bekræfte din bedste ven/veninde i alle de fantastiske sider hans/hendes kæreste har selvom han/hun jævnligt sårer din ven??
Og vil du fortsætte med at lytte hvergang din ven/veninde er ked af det og til stadighed råde ham/hende til “bare at hænge i” og trøste ved så at remse alle de gode sider hans/hendes urimelige kæreste har op, således at han/hun forbliver sammen med den kæreste der i stigende grad er årsag til fortvivlelse, sorg og skuffelse?
Det ville du vel ikke vel?
Hvorfor gør du det så overfor dig selv?
Og hey, jeg er ikke frelst her, jeg har selv gjort noget lignende med alle de mænd der ikke ville have mig. Og dem har der så sandelig også været en pæn del af.
Det, der er det vigtigste at indse her, er, at vi er nødt til at passe vores egne anliggender.
Hvad er rigtigt for mig?
Hvordan føles dette her for mig?
Og ikke andres anliggender – så som: Hvordan kan jeg redde ham/hende (så jeg kan redde mit parforhold)
Eller: Hvordan kan jeg få ham/hende til at elske mig mere.
Det meste af vores sorg, stress og frustration kommer af at vi bevæger os udenfor vores egen banehalvdel og i stedet lever vores liv inde på andres.
Og drømmer om en forandring hos dem.
Det kommer ikke til at ske…
Sorry to say…
Hvis man konstant lever i en følelse af “Han/hun burde behandle mig bedre” eller “han/hun har det svært og derfor er han/hun sådan og sådan” eller “min mor/far burde forstå mig bedre” så lever man i en konstant følelse af adskillelse og ensomhed.
Så i stedet er vi nødt til at se på tingene fra vores egen banehalvdel og holde os der.
Det kunne f.eks. være “hvad kan jeg gøre ved den behandling jeg får?” eller “hvad gør det ved mig når jeg bliver behandlet dårligt?” eller “er der noget jeg kan gøre for at blive bedre forstået?”
Og nogle gange kan man så løse problemerne, ved så at ændre på sig selv, andre gange kræver det ændringer hos et andet menneske, og det er ikke vores anliggende, heller ikke selvom det er vores kæreste eller vores mor for den sags skyld.
Så hvis svaret er, at jeg ikke kan gøre noget ved den behandling jeg får, for jeg har prøvet at ændre på mig, og jeg har snakket med vedkommende om hvad jeg ønsker og har brug for, men intet er blevet bedre, så er man jo nødt til at opgive det menneske der behandler en skidt.
Det er den eneste måde du kan få det bedre på, og det er -formentlig- den eneste måde det menneske der gør dig ondt, kan lære det på.
Ved at miste dig.
Og det er der i øvrigt ingen garanti for, så lad nu være med at bruge det som en strategi: Nu forlader jeg ham/hende og så bliver alt godt når han/hun opdager at han/hun har smidt guld på gaden!
Lad være!
Og lad mig endnu engang understrege, at måske lærer han/hun det først om mange, mange år efter snesevis af tab og forliste forhold, og måske sker det aldrig nogensinde i denne livstid…
Man skal huske på, at mennesker der har det svært, de lever ofte i en offerrolle, og når man er i den, så kan man ikke se at man selv har et ansvar…
Det kan man simpelthen ikke…
Det gør for ondt. Fordi man ikke kan holde sig selv ud. Det er ulideligt hårdt at indse at man har såret en masse mennsker på vejen igennem livet, og når man ikke elsker sig selv er man heller ikke i stand til at tilgive sig selv for alt det lort man har gjort, og det betyder at man slet ikke ville kunne være i stue med sig selv hvis man skulle begynde at tage ansvar for sine handlinger.
Så først og fremmest skal mennesker i offerrollen lære at elske sig selv, så de kan lære at tilgive sig selv, og det er der altså ikke andre der kan gøre for dem. Og man skal selv have lyst til at gå igang med det arbejde, det kan andre ikke trække ned over ørerne på en. Heller ikke selv om det er gjort i kærlighed.
I sådan et forhold, hvor den ene giver og giver og ikke får noget retur fordi den anden ikke kan elske og blive elsket, der er der to mennesker der bliver ødelagt hvis man ikke giver slip.
Jeg skal ikke sidde her og opfordre til skilsmisse eller kærestebrud, men jeg vil blot opfordre til virkelig at prøve at mærke efter på dig selv.
Hvordan har du det?
Er du mere ulykkelig end lykkelig?
Og spørg så dig selv: elsker jeg mig selv nok hvis jeg udsætter mig selv for kontinuerlige sorger, skuffelser og svigt?
For husk, at selvom det er din kæreste der gør dig ondt, så er ansvaret dit: Vil jeg være i dette eller vil jeg ikke?
Vi skal elske os selv lige så meget som vi elsker vores børn og vores bedste venner, for hvis vi ikke engang kan regne med os selv, hvor er vi så henne?!
Og hvis ikke vi tager ansvar for os selv og vores egen lykke, så vil jeg vove den påstand at der er plads til forbedring i den praksis der hedder selvkærlighed.
Hvis du spørger mig, så kan man altså ikke “elske for meget”, som jeg ser det, handler det om at man elsker sig selv for lidt, og i stedet kompenserer man ved at kaste al sin kærlighed på et menneske som ikke engang sætter pris på det. Og man giver og giver og lever og ånder for den lille flig af noget man opfatter som kærlighed man drypvist får.
Den eneste løsning på det, er at give slip hvis du er ulykkelig og i stedet lære at elske dig selv.
Også selvom din kæreste i bund og grund er et godt menneske, med de rigtige værdier og kvaliteter, for hvis han/hun ikke kan elske dig med alt hvad du er, så er der ikke grobund for et sundt, godt og lykkeligt forhold.
Så er der istedet skabt grundlag for depression, jalousi, migræner, maveproblemer, rygproblemer og kroniske sygdomme og betændelsestilstande.
Yup!
I kid you not!
God søndag ❤
/Hanne
