Hej læser,
Hermed lidt søndags-læsning. ❤
Jeg har engang hørt et rygte om at det faktisk er bedre at komme på andenpladsen end på førstepladsen i et sangtalent-show, fordi at vinderne bliver bundet på hænder og fødder i årevis af nederen kontrakter der forhindrer dem i at følge deres drømme eller opnå det de virkelig ønsker, med deres sangtalent.
Om det er sandt aner jeg ikke, men lad os nu lige forestille os at det er sandt.
Hvis nu det var dig der var en talentfuld sanger, og du vidste at medvirken i et talentshow på tv ville være en kæmpe chance for at blive “opdaget” og en oplagt mulighed for et lynboost af din karriere som sanger, og du også vidste at det med al sandsynlighed ville åbne dørene for den pladekontrakt du så inderligt ønskede dig, ville du så ikke gøre det!?
Det ville de fleste.
Jeg ville også.
Men…
Hvis nu du fik ad vide at du skulle skrive under på en kontrakt hvor der stod at du i de næste 5 år ikke måtte tage imod tilbud fra andre pladeselskaber, og ikke måtte spille på de spillesteder du plejer, og at du heller ikke måtte producere dit eget ved siden af, og at pladeselskabet egenhændigt bestemte hvad du skulle udgive og hvornår og også hvilken genre det skulle være, og at du i det hele taget var deres ejendom de næste 5 år og lønnen i øvrigt ville ligge et sted mellem “ringe” og “særdeles ringe”, men at du ikke måtte tjene penge ved siden af (i hvertfald ikke på at synge), ville du så gøre det?
Nogen ville…
Nogen ville ikke…
Dét vil jeg gerne grave lidt ned i, i dag.
Lad os lige tage den ned på et lidt mere dagligdags agtigt plan og f.eks. overføre ovenstående scenarie til sådan noget som arbejde.
Nu er jeg selvstændig, og derfor kender jeg rigtigt godt til de her dilemmaer, skal/skal ikke.
Man kan se guleroden, men hvor langt skal man gå for at få den?
Gennem det meste af min karriere, der har jeg sagt “OK” til den føromtalte top-nederen “kontrakt”, rigtigt mange gange.
Hvorfor?
Fordi jeg tænkte at det var “bedre end ingenting”…
Og dét mindset, det er der mange der har, også i vores kærlighedsliv. Og her bliver det først rigtigt nederen. Det vender jeg tilbage til.
Først lige lidt eksempler fra min virkelighed, haha, dem elsker jeg jo. Se mig! Se mig! 😀
Ej, jeg håber sgu at du, kære læser, ved at jeg bruger mig selv i de her søndags-indlæg, for at få det ned på et plan hvor det bliver menneskeligt og noget man kan identificere sig med, og ikke på et plan hvor der sidder et eller andet overmenneske og fortæller dig hvordan du skal leve dit liv.
For er der noget jeg ikke er, så er det et overmenneske! Jeg er så fuld af fejl, fjant, forvirring, forundring, beundring, foragt, mangel, rigdom, undren, viden, spørgsmål, tvivl, mod, fejhed, utålmodighed, ihærdighed, sorg, glæde, kærlighed og smerte, kort sagt, jeg er lige som alle andre, og jeg deler mit inderste for både at hjælpe dig, men også for at hjælpe mig selv.
Anyway, here goes:
Det er ingen hemmelighed at min forretning har gået meget op og ned i de 17 år jeg har drevet den.
Nogle måneder gik det fantastisk og jeg levede i sus og dus, for som jeg skrev i søndags var jeg jo ikke ligefrem hende der lagde tilside til dårligere tider, ikke engang bare en lille smule, hvilket, som jeg beskrev, også har “bidt mig i røven”.
Andre måneder har det virkelig været sløjt, så sløjt at jeg ikke har anet om der ville være til huslejen i næste måned.
Jeg er vokset op i et fattigdomsmindset, fordi i mit barndomshjem slog pengene sjældent til.
Så jeg “lærte” at penge var svære at skaffe.
Derfor havde jeg aldrig troet at jeg nogensinde ville komme til at leve et liv som selvstændig, jeg er simpelthen vokset op med en overbevisning om at dét ville være alt for risikabelt og “farligt”.
Jeg kunne jo miste alt.
Og så var der ikke noget sikkerhedsnet til at tage faldet.
I øvrigt ville jeg heller aldrig kunne mønstre den startkapital der skulle til for at starte en virksomhed.
Det havde jeg lært kun var for “de riges børn”.
Men, på en eller anden måde er livet som selvstændig altså kommet snigende alligevel, uden at jeg tænkte nærmere over det og uden at jeg havde en “startkapital”.
Jeg byggede det langsomt op.
Sten for sten.
Havde et job som lærervikar ved siden af.
Og efter 4-5 år, kunne jeg faktisk leve af min forretning.
Men desværre, så fulgte mit mangel- og fattigdomsmindset med mig.
Og det har gjort at jeg altid var nervøs for om der ville være nok at lave.
Jeg brugte også tid og energi på at bekymre mig om det i de månder hvor der var rigeligt at lave.
Mindsettet var, at i stedet for at give mig selv et break, så skovelde jeg bare revl og krat af jobs ind, “fordi jeg jo ikke vidste hvornår næste hul kom…”.
Så jeg tænkte altid i mangel-baner.
Altid.
Også når det gik godt.
Når så der kom en “down-periode”, så kunne jeg jo så bekymre mig videre.
Så der var egentlig aldrig nogle bekymringsfrie perioder…
Og ved du hvad der skete i down perioderne læser?
Jeg solgte ud!
Hvad mener jeg så med det?!
Jo, det kunne f.eks. være en kunde der skulle have taget nogle billeder, som kontaktede mig for at få en pris.
Og de fleste gange solgte jeg mig selv ALT for billigt, blot for at være sikker på at få jobbet.
For det var jo “bedre end ingenting”.
Nogle gange har jeg sågår været ude i at sætte en pris, men når så kunden sagde at det skam var for dyrt til dem, så kvitterede jeg straks med lynhurtigt at “opfinde” en eller anden rabat som de da lige kunne få, “fordi det var jo fredag og fordi det var jo også juli som normalt er min tilbudsmåned”, blot så jeg kunne få opgaven.
Hvem sagde desperation!?
Men dén tankegang, med at “det er da bedre end ingenting”, den er simpelthen forkert. Man graver sin egen grav med den overbevisning.
Og det har jeg først fundet ud af nu.
Efter at have haft min virksomhed i 17 år, har jeg først NU erkendt det.
Jeg har ikke turde indse det, fordi jeg har været bange for, at hvis jeg sagde nej til noget, så kunne jeg ikke betale mine regninger den kommende måned.
Men på den lange bane, så holder den teori bare ikke, for hvis jeg bliver ved med at sige “ja” til dem der ikke vil betale det, det koster, så vil jeg blive ved med at få flere af den samme slags kunder og ergo vil jeg skulle blive ved med at kæmpe med at leve fra måned til måned.
Årsag: Når de dårligt betalende kunder anbefaler mig videre til andre i deres netværk, så er jeg jo nødt til at give de nye kunder den samme pris, ikke?
Så dårligt betalende kunder, skaffer flere dårligt betalende kunder, men omvendt, så vil godt betalende kunder tiltrække flere godt betalende kunder.
Makes sense?
Og jeg kan jo ikke påstå at ingen havde fortalt mig det, for i alle ABC’er der findes om det at drive en succesfuld forretning, der har jeg kunne læse budskaber som: Find en niche. Lad være med at skyde med spredhagl. Lær at prissætte og lad være med at sælge dig selv for billigt!!!
Kan du ikke allerede nu se hvor MEGET lighedstegn der kan sættes her, i forhold til vores kærlighedsliv?
Vi læser også rigtigt meget om kærlighed, og vi ved derfor også en masse om den, så meget at vi straks slår til hvis en veninde har brug for et godt råd.
Men hvad sker der lige når det handler om os selv?
Er vi i stand til selv at bruge de ting vi har læst og lært om kærligheden?
Er vi i stand til at sige “nej” hvis kontrakten ikke er særlig fed?
Eller…
Sælger vi ud?
Jeg ved godt hvad de fleste gør her…
Jeg ved også godt hvad jeg selv har gjort rigtigt mange gange…
Og jeg ved også hvad resultatet er på den lange bane, når man gør det gang, på gang, på gang…
Hver gang vi sælger ud af os selv, og giver os selv til en der ikke respekterer og værdsætter os, så mister vi et lille stykke af os selv, som vi aldrig får igen.
Til sidst, er der ikke mere tilbage af os selv, og pludselig ved vi slet ikke hvem vi selv er, eller hvad vi selv har lyst til, fordi vi har brugt al vores energi på at please et andet menneske, for at få dennes kærlighed…
Vi solgte ud…
Bare for at få lidt…
Ofte endte det med at vi ikke fik andet end et knust hjerte, og det fik os kun til at sælge endnu mere ud…
Skruen ud ende.
Kan du set det?
Det samme skete i min forretning.
Jo billigere jeg solgte mig selv, jo flere fik jeg af den slags henvendelser.
Det var først da jeg lærte at stå ved min pris, at jeg fik flere af de kunder der ville betale den pris…
Var det nemt?
Øh…
NEJ!!!
Det var mega angstprovokerende. Der skulle jo smør på brødet!
Men jeg besluttede mig for at gøre det alligevel. Nu havde jeg jo i så mange år forsøgt med at skyde med spredhagl og sige ja til alt.
Og det havde ikke ligefrem virket.
Jeg levede stadig fra hånden til munden de fleste måneder.
Så jeg begyndte at finde mig en særlig niche. (Jeg valgte selvfølgelig det jeg synes var sjovest!)
Jeg gad ikke bryllupper og produktfoto mere, jeg ville hellere fotografere byggepladser og industri.
Så jeg fjernede bryllupper og packshots fra min hjemmeside. (Og var VIRKELIG bange for at det var totalt selvmord! Men det var det altså ikke, tværtimod)
Jeg begyndte at fremhæve min niche -industriel fotografi- i mit netværk og på de sociale medier. Det betød at jeg fik flere jobs i den niche! Win-Win.
Jeg begyndte at turde lade de kunder der synes det var for dyrt, gå.
Uden drama.
Jeg sagde blot “Øv, det var ærgerligt, men I er altid velkommen til at henvende Jer en anden god gang”.
Jeg stoppede med at opfinde rabatter og knaldtilbud, jeg stod ved at den pris jeg havde sat, var den jeg ville have.
Og jeg stod ved at både jeg og mit produkt også var den pris værd.
Resultatet, en blomstrende forretning med masser af den slags kunder som jeg synes er fede at have.
Det her, det skal vi også gøre i kærligheden. Vi skal turde at at sige nej. Turde vente. Turde stå ved vores ønsker og behov. Turde at være alene hvis alternativet ikke er os værdige!
Det kan være svært at give slip på den smule man får, når alternativet er at få ingenting.
I know…
Det kan være svært at lade nogen gå, når vi ikke ved hvorfor de går fra os.
I know…
Og det er svært at give slip på fristelsen for at blive ved med at søge svar (pille i såret), så vi kan forstå hvorfor vi blev svigtet af den vi elsker.
Men nogle gange får vi aldrig det svar, og nogle gange kender den der har svigtet os måske ikke engang selv svaret.
Derfor ender det tit med at vi selv opfinder svar.
Og ofte handler de svar om at der er en masse galt med os.
Og så heler såret aldrig…
Fordi vi bliver ved med at pille i det.
Og pludselig har vi svigtet os selv…
Kan du se hvad jeg mener?
Det vigtige er ikke at holde fast i den lillefinger vi kan få, det vigtige er heller ikke at finde svar og forstå alting, det vigtige er, at vi ikke ender med at svigte os selv midt i det hele.
For hvis vi gør det, sætter vi os selv i et fængsel, hvor kun denne ene person har nøglen til at redde os ud af isolationen. Og så bliver vi ofre for hans/hendes vilje, ønsker og behov og mister grebet om vores egen vilje og tilsidesætter egne ønsker og behov for at opfylde hans/hendes. Fordi han/hun har nøglen.
Det er en sk*de dårlig kontrakt!
Kan du godt høre det?
Og hvis kontrakten ikke er god, så tak nej!
Du ender ikke som en ensom eremit bare fordi du siger nej tak til noget der ikke er dig værdigt.
Tværtimod.
Det kan koste nogle år alene, bevares.
Men det skal du kunne.
Det er ikke værd at sælge din sjæl og dit værd, bare for at få lidt.
For i sidste ende giver du køb på dig selv, og det tager lang, lang tid at bygge op igen, skulle jeg hilse at sige.
Hvis en du elsker, ikke værdsætter dig eller går fra dig, så må du også gå.
Hvis nu vi skal tage forretningsmodellen, og overføre den til kærligheden, så vil det se nogenlunde sådan her ud:
Når det kommer til dig selv, så skal du se at få overskrevet fattigdomsmindsettet, for hvis ikke du selv kan se hvad du er værd, så vil de mennesker der kommer ind i dit liv heller ikke kunne se det.
Vi har en tendens til at acceptere at et andet menneske behandler os dårligt, hvis blot det er en lille bitte my bedre end vi behandler os selv.
Det betyder, at jo dårligere vi behandler os selv og jo mindre værdi vi sætter på os selv, jo dårligere vil andre også behandle os og jo mindre pris vil de sætte på os.
Lad ikke det ske.
God søndag.
/Hanne ❤
DETTE SYNES JEG ER SKIDE SJOVT
Dette er Kyle Cease og jeg faldt over dette svært morsomme klip (Klik på billedet for at se klippet) hvor han taler præcis om det her jeg så ofte adresserer her i Søndags-Supporten, nemlig alle vores katastrofetanker.
Og det kan vist i høj grad også relatere sig til dagens emne om at turde sige nej, og turde stå ved os selv og ikke bruge alt sit krudt på at tænke på alle de forfærdelige scenarier der kan ske hvis vi giver slip på lillefingeren.
Se denne her lille film og se om du kan undgå at føle dig bare en lille smule truffet og grine lidt af dig selv.
Jeg sidder her og føler mig max truffet og har den vildeste griner.
😀
