Blogindlæg fra Søndags-Support 25. december 2016
…skal være det bedste af mit liv!
Rigtig glædelig jul til alle jer seje, stærke og modige Ombyggere!
At skabe ændringer i sit liv kan være en meget stor udfordring, på trods af at det sjældent er svært det der skal til. Som regel er det simpelt.
Tag f.eks. vægttab.
Vægttab er ikke “svært”.
Det er ret simpelt.
Bevæg dig mere.
Spis mindre.
Simpelt.
Og alligevel en kæmpe udfordring for de fleste der gerne vil tabe sig.
Hvorfor?
Fordi vi som mennesker er ret komplekse.
Der er så mange lag i os, og dem skal vi have med hvis vi skal lykkes, hvad enten det er vægttab, kærlighed, karriere eller personlig udvikling.
Vores lag består blandt andet af:
Følelser.
Overbevisninger.
Trosretninger.
Anskuelser.
Vaner.
Mønstre.
Idéer.
Rytmer.
Perspektiver.
Meninger.
Og den slags laver man ikke “bare lige” om…
Medmindre…
DU VIL!
Hvis du skal lave om på nogle af ovenstående “lag” i dig, så skal du virkelig ville det. Det skal ikke være noget andre ønsker af dig, eller noget du føler du “bør”, det skal være noget der er vigtigt for dig. Noget du vil.
For mange, mange år siden stoppede jeg med at ryge. Jeg fik nok. Jeg ville ikke mere. Jeg syntes i bund og grund at det var ulækkert. Og jeg var led og ked af sundhedsfaren der fulgte med også.
Jeg tog en beslutning, og jeg ville den nok, for jeg har aldrig rørt en cigaret siden. Heller ikke når jeg virkelig syntes jeg trængte.
Jeg droppede alle undskyldningerne med at det var “rart”, “hyggeligt”, “selskabeligt” eller “afstressende”.
I stedet så jeg på det som det, det virkelig var (og som jeg inderst inde hele tiden godt havde vidst): Skadeligt for mig og for andre.
Og jeg er aldrig vendt tilbage til det og kommer heller aldrig til det, for jeg vil ikke.
I årevis har jeg ligeledes kæmpet med min hang til søde sager, og dén har jeg til gengæld ikke rigtigt været i stand til at bekæmpe.
Jeg ved nu, at det må skyldes jeg simpelthen ikke vil det nok. Det er ikke vigtigt nok for mig.
Ikke før jeg beslutter mig for at det er.
Og når jeg gør det, så tager jeg jer med på rejsen! ?
Når jeg ser tilbage på hvad jeg ellers har været igennem de sidste par år, og ser hvad der har været muligt for mig at ændre på af sindsyge ting, så føler jeg mig 100% overbevist, når jeg siger at det med sukkeret og den medfølgende elevatorvægt, det har ikke været vigtigt nok.
For jeg har kunnet vende op og ned på alt muligt andet; Mine tanker om mig selv, mine overbevisninger om hvad der er muligt for mig i kærlighed, familieliv, karriere, økonomi, boligforhold og livsstil og mit mindset omkring alle disse ting er under drastisk ombygning, og der sker de mest fantastiske ting på alle disse felter. As we speak! Langsomt. Stille og roligt, men så sandelig lige så sikkert som amen i kirken.
NB! Tålmod er en dyd når vi snakker “seriøs ombygning” af krop, sind, sjæl og hjerte.
Denne ombygning sker fordi jeg vil den nok.
Ganske enkelt.
Den krævede dog nogle “værktøjer” som jeg ikke havde, fordi jeg aldrig havde lært dem.
Jeg søgte hjælp hos en professionel *) og den hjælp jeg fik gav mig kræfter til siden at begynde at hjælpe mig selv.
Og det er i sidste ende det der har været det bedste af det bedste.
Det jeg har gjort for mig selv.
De værktøjer jeg har fundet undervejs dem deler jeg her i min Søndags-Support, på min blog, på Facebooksiden og på min YouTube kanal og du kan finde tonsvis og atter tonsvis af andet dybt, inspirerende og lærerigt materiale på nettet fra hobevis af fantastiske mennesker der deler deres erfaringer, viden og personlige rejser med dig.
Helt gratis!
❤ Er det ikke fantastisk? ❤
Brug bare en 1/2 time hver dag på at lytte til noget der inspirerer dig til din egen “ombygning”.
1/2 time… Mere skal der ikke til. Det er 3,5 time om ugen. Det er 14 timer om måneden!
Sluk for radioen.
Sluk for morgen tv.
Tag din tlf. tilslut en lille højtaler og og lyt i en 1/2 time når du står i badet.
Eller tag hovedtelefoner på og lyt mens du cykler på arbejde eller når du løber en tur.
Eller lyt i bilen, i toget, i bussen, where ever!
Du kan godt finde 1/2 time hver dag.
Den inspiration du vil få på denne måde kan ende med at blive katalysator til en kæmpemæssig forandring i dit liv.
Det gjorde det for mig.
Når du er blevet en haj til at lytte til gode, positive, inspirerende ting i 1/2 time i starten af din dag, så kan du “udvide konceptet lidt” og droppe Netflix og tv og i stedet læse i en inspirerende bog. Jeg ved at lige netop Netflix og tv er vaner der kan være udfordrende at lave om. Men prøv.
Der er guld derude. Og det venter kun på dig. På nettet. I bøger.
Byt middelmådighed, mord, terror, overgreb, krig, fattigdom, ulykke, sygdom, død, finanskrise, umenneskelige politikere og dårlige vejrudsigter, som du får på tv, ud med positiv inspiration som du selv vælger.
TED talks, YouTube kanaler og bøger er rene guldgruber.
Du kan også finde hjemmesider og Facebooksider med positive nyheder. Del dem i stedet for alle de dårlige nyheder som gør os kede af det, får os til at føle os magtesløse og giver os stress og depression.
Vi svælger alt for meget i ting der gør os vrede, harme, forargrede og kede.
(S)Vælg (i) det gode.
(S)Vælg (i) det der gør dig glad.
(S)Vælg (i) det der løfter dit humør og din ånd.
Det er dit valg hvordan du ser på ting og hvordan du opfatter ting, og jo mere du fylder dig selv med gode ting, jo nemmere vil det blive at se og opfatte ting mere lyst og positivt.
Jeg ved hvad jeg taler om. Jeg har været den mest sortseende, negative, tikkende selvmordsbombe.
Det er kun lidt over 1 1/2 år siden at mit liv så helt anderledes ud og jeg i en tilstand af ulidelig sorg og smerte skrev blogindlæggene:
Det der ikke måtte ske skete
Det ubærlige kram
Brevet til mine svigerforældre
og
Vaklende fundament
Jeg var et magtesløst offer og jeg var ved at ædes op af smerte og druknes i sorg.
Jeg blev nødt til at lære at se anderledes på min situation.
På mit liv.
På mig selv.
Ellers ville jeg drukne…
Ellers ville jeg blive langsomt fortærret…
I dag har jeg intet fået tilbage af alt det jeg mistede. Hverken et barn, en kæreste, et lækkert hus med have eller noget som helst.
Og alligevel kan jeg sige med 100% ærlighed og med aller dybeste oprigtighed at jeg har det bedre end nogensinde før og jeg er mere lykkelig end jeg nogensinde har prøvet at føle mig før…
Jeg har nemlig (gen)fundet kærligheden til mig selv. Selvom vi alle er født med denne selvkærlighed, så kan jeg faktisk ikke huske at have følt den på noget tidspunkt i mit liv og det har været kilden til al den ulyksagelighed der har gentaget sig i mit liv gang på gang.
Det er jeg helt overbevist om.
For det var bestemt ikke første gang at jeg havde prøvet at miste stort… Hverken barn, mand eller hjem… Livskriser og nedture har egentlig fulgt mig trofast det meste af livet.
Sørgeligt.
Men forskellen var, at denne gang fik jeg nok.
I dag har jeg valgt at gøre resten af mit liv til det bedste af mit liv. Og jeg håber så inderligt at du vil gøre det samme.
Jeg har siddet her 1. juledag og kreeret en lille tegning der illustrerer hvorfor det er så udfordrende og hvorfor det føles så svært at ændre på noget, selvom det der skal til faktisk er såre simpelt.
Den kommer her:
Haps!
Ja, du har jo nok hørt det før. Og nu får du den altså lige igen.
Selvom vores tanker, følelser, overbevisninger, meninger osv. osv. er ugavnlige -ja, og nogle gange ligefrem skadelige- for os, så er det mere komplekst end som så lige at ændre på dem, fordi det ligger udenfor vores komfortzone at gøre det. Og vi er “hard-wired” til at blive indenfor vores komfortzone, fordi det har været alfa omega for vores overlevelse.
Men sådan som verden er i dag, så dør du næppe af at tilegne dig en ny -og bedre- vane.
Tværtimod.
Menneskets design var skidesmart dengang vi boede i huler og skulle passe på sabeltigere, men i det moderne samfund er designet faktisk knapt så snedigt, fordi mange af de ting vi lærer og de programmeringer vi får under vores opvækst er outdated, skadelige eller direkte usande og de er snarere en genvej til ulykke, depression, sygdom og for tidlig død end de er billetten til et godt, sundt, langt og lykkeligt liv.
Derfor skal vi stå af toget hvis vi har fået den forkerte billet.
Det er kun dig selv der kan vælge om du vil stå af eller om du vil fortsætte stop, efter stop i den forkerte retning.
❤
Hvis du har brug for ombygning, så start i dag!
Ikke d. 1/1-17
I dag!
Hav en fortsat dejlig jul.
Kæmpe krammer.
/Hanne ❤
*) Det tog lidt tid at finde den rigtige terapeut og den rigtige form for terapi, men det er værd at prøve sig lidt frem. Som udgangspunkt skal du føle dig lettere når du kommer ud fra terapi, ikke tung, træt og forgrædt.
Heller ikke selvom du har grædt. Du skal føle dig lettet og løftet. Gå efter den følelse. Vær tro mod dig selv. Pas på med ikke at bilde dig selv ind at du føler det hjælper dig hvis det ikke gør.
Nogle gange vil vi noget så meget og så inderligt at vi ikke mærker ordentligt efter hvordan vi egentlig har det.
Nogle gange ved vi nærmest ikke engang hvordan det egentlig føles at være lettet.
Men tro mig, du ved det når følelsen rammer dig.
Så er du slet ikke i tvivl.
Det er lige som med kærlighed.
Hvis du er det mindste i tvivl, så er det nok ikke det rigtige.
Du ved det når det rigtige rammer dig, blot du passer på ikke at bilde dig selv ind at det har ramt dig, fordi du vil det så hjertens meget.
For de der siger de har mødt den eneste ene, men som konstant er i tvivl om deres egen eller partnerens kærlighed, de lyver for sig selv.
Og det er synd.
Og spild.
…
/Hanne ❤