Travel

Så sæt dog en grænse!

By November 19, 2015 No Comments

Lær at definere dine egne grænser. Kan du mærke modstand når du siger “ja” til noget? Så sig “nej”! Modelfoto Fotograf: Hanne Paludan Kristensen

Dette indlæg er oprindeligt skrevet d. 28. juni 2015 og altså ikke i dag -næsten 5 måneder senere- hvor det bliver publiceret. Hav det in mente når du læser indslaget. Jeg var et andet sted end jeg er nu…

Okay, here goes:

Jeg er ude af stand til at definere mine egne grænser…
…Det har jeg lige fundet ud af…

Jeg var til en yogatime forleden og under nogle af øvelserne får jeg sådan nogle gevaldige jag i ryggen, som om et sværd bores lige igennem mig. Jeg mister pusten og det er lige før at benene kollapser under mig.
Det er ikke fordi det var øvelser der var svære eller øvelser jeg ikke havde prøvet før, det var helt almindelige standard yogaøvelser som jeg havde prøvet masser af gange før.
Jeg må ligge mig ned et stykke tid og sunde mig lidt, men de borende jag kommer igen flere gange i løbet af den 90 minutter lange yogatime og hver gang må jeg ligge mig ned og tage nogle dybe vejrtrækninger fordi jagene helt tager luften fra mig.

I takt med at jeg er blevet mere spirituel begynder jeg straks at tænke “hvad handler det her egentlig om?”
For i den spirituelle “videnskab” der har næsten alle signaler fra kroppen en dybere mening end blot at “det gør ondt”.
Og det giver god mening for mig i det her tilfælde, fordi voldsomme jag i ryggen kommer jo ikke bare ud af blå luft. Vel?!

Så det må handle om noget…
Men hvad!??
Og hvordan finder jeg ud af hvad det handler om??
Jeg gider altså ikke alt muligt krystal-hurlumhej!!

Jeg sætter mig ned og tænker lidt over indholdet i tilværelsen de sidste par dage, og jeg kommer i tanke om at jeg aftenen før var blevet rigtigt irriteret.
Måske i virkeligheden mest på mig selv…
Det kommer jeg tilbage til.

I skrivende stund er det kun 3 måneder siden bruddet med min ex. så jeg er i sagens natur ikke klar til noget som helst lir eller flirt med nogen som helst.
Eller, jeg ved ikke om jeg kan tillade mig at sige “i sagens natur” fordi for nogen går det jo lynhurtigt med at komme videre, for andre tager det lidt længere tid. Det afhænger nok af hvor intenst forholdet har været.

Mit og og min ex’s forhold har være ret intenst. I hvert fald i min verden.
Vi flyttede sammen efter kun tre måneder, fordi den lejlighed han boede i var en fremlejelejlighed og hans kontrakt var udløbet og udlejer kunne ikke forny den længere da hendes lillebror skulle overtage lejligheden og det var umuligt for min ex at finde et nyt sted at bo som var til at betale med hans indkomst. Jeg åbner mine døre for ham og vi flytter sammen.

Efter knap et år sammen begyndte vi på fertilitetsbehandlinger for at få børn -dem kan du også læse lidt om her på bloggen i nogle af mine tidligste opslag- og i det hele taget skete der bare ret mange store livsændrende begivenheder i vores samliv ret hurtigt.

Vi ville det hele. Vi ville det hele sammen.
Pludselig ville han ikke…
Det føltes i hvert fald pludseligt for mig, da han aldrig havde signaleret at noget var galt eller at han ikke ville mig eller elskede mig så meget længere.
Aldrig…
Og jeg er ikke blind, døv eller dum…

Jeg tror bare ikke han har arbejdet med sine skyggesider (Det havde jeg bestemt heller ikke selv så det er ikke en bebrejdelse men en mulig forklaring) så han er måske nok typen der ikke “må” brokke sig eller “råbe højt” når han synes noget er galt. Så det undlod han. Og istedet har han gået med det inde i sig selv.
Lige indtil han “pludselig” eksploderede…
Klik her og se psykolog Mette Holm fremragende YouTube video om dette her med skyggesider.

Nå, tilbage på sporet, min pointe er at vores forhold var meget intenst, det var sammenflytning, køb af hus og intensivt arbejde på at få børn, alt sammen på ganske kort tid. Vi nåede kun knap 2 år sammen.

Vi gik all-in.

Så derfor er jeg ikke klar til noget nyt endnu.
Det siger sig selv.
Jeg skal lige begynde at kunne rumme at noget så smukt og intenst fra den ene dag til den anden blev grimt og dybt ulykkeligt.
Hvis forholdet havde kørt dårligt i årevis og jeg ikke havde mere kærlighed til ham, så havde sagen nok været en anden.
Men jeg fik revet tæppet væk under mig, og jeg slikker stadig mine sår.

Nu er der så et par -iøvrigt rigtigt søde- mænd som har vist interesse. Det er jeg på ingen måde klar til. Jeg får helt kvalme bare ved tanken.
Jeg kan ikke.
Og jeg vil ikke!

Mit problem er bare at jeg ikke er god til at få det sagt…

Jeg er bange for at såre eller skuffe folk.
Jeg hader at sige nej til folk. Jeg hader at afvise folk. Jeg hader at gøre andre kede af det.
Og jeg er -nok mest af alt- vildt bange for at få “uvenner”…
Panisk angst for at de bliver sure på mig og at resultatet vil være at de så ikke kan lide mig mere.

Jeg er en af de voksne mennesker der har gennemlevet årevis af min barndom med systematisk mobning og holden udenfor.
Jeg fik aldrig lov til at være med i nogle af klikerne i folkeskolen, og det var det eneste de rivaliserende kliker havde til fælles: at Hanne ikke måtte være med.
Jeg er blevet lukket ind i skabe, slået på, gjort nar ad, grint ad, hånet og kaldt de grimmeste ting. Mine daglige “kælenavne” var “Ugly”, “Fessor”, “Ætse” eller andre nedladende ting.
“Ætse” kaldte de mig fordi de engang havde lukket mig inde i et brandskab og der var begyndt at løbe noget væske ned ad ryggen på mig, og jeg var bange for hvad det var og havde skreget i angst at de skulle lukke mig ud fordi det væske jeg fik på mig kunne være noget der ætsede. Bum! Nyt “kælenavn”: Ætse…

Det har gjort mig til en pleaser.
I en helt urimelig grad.
(Og sjovt nok, selvom jeg er en pleaser så skubber jeg alligevel dem tæt på mig, væk)

Så jeg kan ikke finde ud af at sige fra. For hvad nu hvis folk bliver sure på mig?
Så jeg siger “ja” til ting jeg inderst inde slet ikke har lyst til at sige ja til.

“Lad os snart lave noget hyggeligt” lyder forslaget fra den ene, “Skal vi ikke finde en dag og sludre og drikke en kop kaffe” lyder det fra den anden, og pleaseren inde i mig svarer -selvfølgelig- og det endda med stor entusiasme at det da kunne være rasende hyggeligt, og overhører fuldstændigt den massive modstand jeg mærker i kroppen…
(Det er vigtigere at please…
Vigtigere at alle kan lide mig…
…Og jeg kan ikke engang selv lide mig… Det er nok derfor det er så vigtigt i virkeligheden…)

Hvorfor gør jeg det? Overhører mine egne behov?
Hvorfor fanden siger jeg ikke bare “tak, men nej tak” for jeg har jo vitterligt ikke lyst til “at finde ud af noget hyggeligt”.
Der er ingen af disse to dejlige fyre jeg kan sætte en finger på: De er begge to søde, gode, dejlige, pæne mænd.
Så der er i princippet ingen grund til at afvise nogle af dem.
Jeg kan vildt godt lide dem begge to.

Men jeg har bare ikke lyst…

Punktum.

Hvorfor er det så at jeg ikke bare siger “nej”?
Rationelt set, så ved jeg jo godt at de nok ikke bliver sure på mig og at de selvfølgelig godt kan forstå mig, men lærdommen fra skolegården overbeviser mig om noget andet.
Og det er ikke engang noget jeg tænker over: “det er også fordi jeg blev holdt udenfor engang”, slet ikke, det er indkodet i systemet, så jeg behøver slet ikke tænke tilbage eller køre analyser over situationen i nuet, der kommer helt af sig selv en promte reaktion baseret på oplevelser fra fordums tid.

Følelsen i hele kroppen siger noget i retningen af “hvis du ikke går med til det her så er du bare en ugly fessor og så gider vi ikke at have noget med dig at gøre, så kan du ætse op i helvede, helt for dig selv”…
Uden at det selvfølgelig er de ord der sættes på.

Det har jeg fundet ud af nu. Jeg er drevet af frygt. Frygt for at nogen skal blive sure på mig, og sige grimme ting om mig så jeg bliver holdt udenfor eller hadet.
Desuden er jeg panisk angst for at såre eller skuffe andre, måske særligt ved at afvise dem, da jeg selv ved hvor frygtelig en følelse det er at blive afvist…

Hvad jeg glemmer er at disse to mænd ikke længere er børn . Det er voksne mænd og de kan nok godt klare en afvisning fra mig.
Jeg er heller ikke selv et barn mere, og jeg ville nok også overleve hvis de blev sure på mig.
Men alle de tunge og svære følelser af afvisning og svigt jeg selv går rundt med i kroppen, er følelser som fem-seks-syv-årige Hanne havde når hun blev afvist, svigtet, slået, mobbet og holdt udenfor som barn.

Jeg er ikke hverken fem, seks eller syv år mere, og de afvisninger, nederlag og svigt jeg har lidt da jeg var barn kan jeg ikke lave om på.
Sket er sket.
Men fortiden er slut nu.
Den er overstået.
Jeg er voksen nu, jeg kan klare mig selv, og det er en del af livet at nogle mennesker kan lide mig og andre ikke kan, og det er ligeledes en naturlig del at nogle vil blive sure, kede eller skuffede over de valg jeg træffer og ikke træffer.

Men følelserne forfølger mig stadig, jeg bliver nærmest angst ved tanken om andres vrede rettet mod mig og det er dem jeg arbejder på at få bugt med.
Det er okay at jeg ikke kan gøre alle tilfredse.

Du kan følge mit personlige arbejde med det her på bloggen, og måske lade dig inspirere til dit eget arbejde med dig selv?
Det er i hvert fald mit håb. 🙂

Der skal ikke ret meget til før jeg føler mig holdt udenfor eller før jeg føler mig svigtet og/eller afvist. Min krop og mit sind er i konstant alarmberedskab hver gang jeg havner i en situation der bare minder det mindste om situationer som dem i min barndom.

Det kan være et enkelt ordvalg eller en simpel handling fra et andet menneske, der efterlader mig med følelsen af afvisning eller følelsen af at være holdt uden for, eller følelsen af at min partner ikke bakker mig op.
Det er jo ikke godt for noget eller nogen, særligt ikke for mig selv.

Det bringer mig til at reagere ophidset og uhensigtsmæssigt i nogle situationer, og folk kan blive enormt rystede over og frastødt af min reaktion.
Så har vi balladen, for jeg ønskede jo netop ikke at frastøde folk.

Tværtimod.

Jeg vil jo give min højre arm for at være venner med alle.
Hence førnævnte pleaser der bor inde i mig.
Men man kan ikke være venner med alle.
Og det gør ikke noget.
Det er ikke farligt.
Dette er ikke skolegården i 1981.
Dette er livet anno 2015.

Hvad har alt det her så med de to fyre og yogatimen at gøre!?

Jo, jeg projicerer simpelthen mine egne følelser over på andre. Det gør vi mennesker jo generelt med mange af vores følelser. Det kan man bare ikke, for alle mennesker er forskellige og de oplevelser jeg forbinder en bestemt følelse med er ikke nødvendigvis den samme oplevelse et andet menneske har forbundet med den følelse.

Summa summarum, så har jeg det forfærdeligt med at skulle afvise nogen, fordi jeg ikke vil efterlade dem med den hæslige følelse jeg oplever en afvisning som.
Jeg bliver såret helt ind i rygmarven når jeg afvises, og det har jeg naturligvis ikke lyst til at gøre mod nogen andre.

Så jeg pleaser.

Jeg siger ja, selvom jeg ikke har lyst.

Det kan også være helt almindelige små dagligdags ting som f.eks aftaler med veninder eller lign. hvor jeg måske i virkeligheden hellere vil noget andet lige den dag, eller måske bare gerne vil være mig selv hjemme på sofaen med mine to katte, men jeg siger jo ikke “nej” til en god veninde, tænk nu hvis hun pludselig ikke ville være veninde med mig mere…
Jeg vil så gerne være nogens “bedste veninde”…
Men har ikke det store held med det…

I stedet siger jeg “nej” til mig selv…

Jeg kan komme med et rigtigt grelt eksempel fra da jeg var i starten af 20’erne:

Jeg mødte en sød fyr på en rejse til Paris.
Cyril hed han.
Der var sød musik i luften og vi blev enige om at han skulle komme til Danmark og besøge mig en dag.
Da den dag endelig kom, havde jeg dog i mellemtiden mødt en anden fyr herhjemme, som jeg var blevet forelsket i og kæreste med.
Jeg fortalte min nye kæreste at jeg altså lige havde denne her aftale med en fyr fra Paris som jeg skulle “have overstået”.
Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at skrive eller ringe til Cyril og sige at jeg havde mødt en anden.
Jeg nænnede det simpelthen ikke for jeg var gennemsyret af angst for at knuse hans hjerte.

En følelse jeg selv havde stået med op til flere gange i mit unge liv, og som jeg slet ikke kunne holde ud at skulle påføre et andet menneske.
Så jeg lod Cyril tage hele vejen til Danmark…

Stakkels Cyril troede jo at vi skulle kysse og kramme, men det ville jeg jo ikke, og jeg sagde ikke noget, for jeg ville jo ikke såre ham, men jeg holdt ham i stedet hen.

Kan du forestille dig hvordan det har været for ham?
Ganske forfærdeligt… Meget værre end hvis jeg dog blot havde skrevet eller ringet til ham og bedt ham blive hjemme i Paris…

En aften havde jeg planlagt at holde en fest for at Cyril skulle møde nogle af alle mine dejlige venner og veninder, og jeg kan simpelthen ikke dy mig for også at invitere min nye danske kæreste…

Ufint…

Fuck, jeg har svært ved at tilgive mig selv for denne her kan jeg mærke…

Jeg kysser og krammer min nye kæreste i smug i løbet af aftenen, men Cyril lugter naturligvis lunten, og desuden tager jeg mig heller ikke rigtigt af ham. Jeg gad ham jo i bund og grund ikke, og jeg blev frastødt af hans tilnærmelser fordi jeg jo havde mødt en anden.
Kort sagt, jeg var ikke spor sød…

Stakkels Cyril…

Pludselig var han væk… Væk fra festen… Og hans ting var væk…
Han var simpelthen smuttet. Taget i lufthavnen før tid.
Forsvundet ud i mørket… En såret kriger…

Jeg havde det SÅ dårligt med mig selv, og det er en episode der stadig dukker op i mine tanker i ny og næ. For hold kæft hvor var det nederen gjort af mig.

:'(

Absurd at tænke på at jeg gjorde det fordi jeg ikke ville såre ham.
Paradoksalt nok fik jeg jo formentlig såret ham meget mere end hvis jeg blot havde sagt fra før han tog hele vejen til Danmark!

I forbindelse med bruddet med min ex har jeg jo ryddet ud i alt!
Også gamle dagbøger og kærestebreve, og der fandt jeg nogle af dem fra Cyril. Så nu har jeg pludselig hans efternavn -det kunne jeg ellers ikke huske- og på den måde har jeg fundet ham på Facebook.
Jeg har ikke add’et ham, men jeg overvejer virkelig seriøst at skrive til ham og sige undskyld.

Bare sige undskyld…

Hvis jeg gør det skal jeg nok dele det med jer. 🙂

Ok, videre til yogatimen. Som før nævnt har alt det jeg har været igennem den seneste tid med abort, “skilsmisse” og et firma der er ved at gå konkurs, bragt mig ud på en spirituel rejse.

Jeg har været igennem så mange nederlag i livet, både på det mentale såvel som det materielle plan, så jeg var simpelthen nødt til at vende blikket indad…

Jeg har ellers aldrig været særligt spirituel, snarere tværtimod. Jeg har altid opfattet det som en anelse højpandet, hokus-pokus-agtigt og latterligt.
Hvorom alting er, så blev jeg skubbet i denne retning og denne gang var jeg åben for det.
Mere end åben.
Og her står jeg så nu.
Midt i det hele.
Og det er jeg virkelig glad for den dag i dag, for jeg har fundet megen trøst og heling i det spirituelle, og jeg ser virkelig frem til denne rejse og er ivrig efter at finde ud af hvor den bringer mig hen og hvordan.

Og vi snakker altså ikke hokus-pokus spiritualisme, og mig siddende i akavede skrædderstillinger og chante, ej heller krystaller og mystiske fjernhealinger af misfarvede auraer. Slet ikke…
Blot en rejse ind i det indre.

Spirituel betyder “indre”. Materiel betyder “ydre”. Så i bund og grund har vi alle et spirituelt liv, uanset om vi er opmærksomme på det eller ej…

En af de ting jeg har lært er, at stort set alle de fysiske smerter og sygdom vi har eller får, bunder i følelsesmæssige issues som ikke er løst eller som nager os.*
Det fyldte rigtigt meget for mig med disse to fyre, for jeg kunne ikke finde ud af at sige fra, jeg ville gerne gøre det på en “pæn” måde så jeg var sikker på at de ikke blev kede af det eller sure på mig, og jeg kunne ikke finde ud af hvordan jeg skulle gøre det på “en pæn måde”.
Jeg kunne mærke at det irriterede mig at jeg ikke var i stand til det, at jeg ikke lyttede til alt den modstand jeg kunne mærke inden i, men at min pleaser bare gav efter for alt.

Jeg tror simpelthen at de der frygtelige jag jeg fik i ryggen og som helt tog pusten fra mig, handler om det. Det handler om at jeg forråder mig selv ved ikke at gøre det der vil føles bedst for mig, nemlig sige “nej”.

I stedet gør jeg hvad der føles bedst for andre, problemet er bare at jeg igen kan havne i en slags Cyril-gate hvor jeg foranlediger de stakkels herrer til at tro at jeg har interesse og derfor gør de sig rigtigt umage og bruger masser af tid på det, men blot for at blive holdt hen. Holdt hen af en kvinde der ikke har mod nok til at sige “nej tak” fordi hun er bange for at såre deres følelser eller for at de skal blive sure på hende.

Hurra!

Kan I se hvor det bærer hen?!

Jeg skal simpelthen lære at kende mine egne grænser. Og ikke være bange for at sætte dem.

Men hvordan gør man det så på en pæn måde?
Jeg står i skrivende stund stadig midt i det, men håber på at finde  den gyldne løsning, inden jeg driver det for langt ud.

Jeg holder Jer opdateret.**
Jeg er nok ikke den eneste der har dette pleaser-gen, så jeg tænker at flere læsere af bloggen måske kunne have glæde af at læse hvad løsningen bliver… Hvis ellers jeg formår at løse det på en ordentlig måde.
Den ene af disse herrer har ikke engang sagt direkte at han er interesseret i noget romantisk, det er faktisk bare mig der antager dette, da han efter mit og min ex’s brud pludselig har vist interesse i at ses og det har ikke været noget vi har gjort ellers.

I virkeligheden kunne hans intentioner blot være helt platoniske, og handle om at han bare vil være der for mig i denne svære tid. Men jeg kan bare mærke at det har jeg heller ikke lyst til at tage imod. I hvert fald ikke lige nu.

Og hvordan afviser man lige en person der ikke engang har italesat en egentlig romantisk interesse?
Min samvittighed rammes af den gode gamle danske jantelov der siger at jeg skal ikke tro at jeg er noget.
Jeg skal da ikke tro at jeg er så uimodståelig at alle fyre der viser den mindste interesse i mit venskab er interesserede i mere end det!
Hvor selvfed er jeg lige?

Men er der noget jeg ikke er, så er det selvfed, og janteloven er bare en dum og ignorant opfindelse som jeg ikke vil have noget med at gøre.
Jeg anerkender den ikke.
Hvad jeg derimod -nu- anerkender, er min egen intuitive fornemmelse.
Og den siger at jeg ikke har lyst…

Heller ikke til bare at drikke kaffe og hyggesludre…

Punktum.

Jeg skal til yoga i morgen. Spændende at se hvad ryggen siger til mig. 🙂

/Hanne <3

*Jeg har kan anbefale Louise Hay “Helbred dit liv” hvis du gerne vil gå lidt dybere ind i det med hvordan dine tanker, følelser og mind-set kan gøre dig syg, og ikke mindst hvordan de kan gøre dig rask!

Du kan blandt andet købe den her.
Find meget mere om Louise Hay og hendes fantastiske univers her.

** Dette indlæg er jo så skrevet i juni så det er snart 5 måneder siden, og jeg kan fortælle at det hele endte med at det bare ebbede ud.
Jeg ved at den ene har fundet sig en dejlig kæreste og er forelsket helt ind i himlen, så det er bare fantastisk og jeg ønsker ham ALT det bedste. 🙂 <3

/Hanne <3

Gør som mere end 5.000 andre

Få viden, indsigter, værktøjer og inspiration til at blive den bedste leder af dig selv.
Så du kan sætte retningen for dit liv i stedet for at andre gør det.
Du får -selvfølgelig- også først besked om nye kursusdatoer og gode tilbud.
Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Privatlivspolitik

.

Leave a Reply