Jeg tror det var Buddha der engang sagde:
”En ærlig og ond ven bør frygtes mere end et vildt bæst; et vildt bæst kan såre din krop, men en ond ven vil såre dit sind”
Problemet er bare, at nogle gange er den onde ven, en selv…
Vi er selvfølgelig ikke onde ved os selv med vilje, og vi er som vi er, men måske skal der laves om på det?
Måske er det en dårlig idé at være som vi er?!
Jeg er i hvert fald en af dem der havde brug for at få lavet om på min personlighed.
Jeg havde simpelthen brug for at bryde med vanen ”at være mig”, fordi jeg havde det ad helvede til (rent ud sagt) og fordi der ikke var ret meget der fungerede i mit liv.
Og det var ikke bare sammenbruddet i 2015, det var sådan generelt i mit liv: Kærlighed, venskaber, karriere, og økonomi. Intet var helt som jeg drømte om at det skulle være eller som jeg synes at det ”burde” være.
Jeg havde mere ”ondt i livet” end jeg havde det godt i livet, og jeg var aldrig sådan “rigtigt” glad.
Jeg kunne sagtens have stunder hvor jeg grinte og oprigtigt havde det virkelig sjovt, men jeg var ikke ”grundlæggende glad”.
Jeg var ikke lykkelig.
Lykken og de gode stunder med ægte glæde var noget der kiggede forbi i ganske små bidder i ny og næ, det var ikke en grundlæggende følelse.
I dag føler jeg mig meget mere ”grundlæggende glad”, og det er svært lige at forklare hvordan det føles, og jeg tænker også at det kan være vidt forskelligt fra person til person, men hvis jeg skal prøve at sætte et par andre ord på det, så er det en følelse af ”grundlæggende tilfredshed”. En tilfredshed der ikke afhænger af noget. (Andet end mig selv.)
Og når jeg bliver ved med at bruge ordet ”grundlæggende” så er det for ligesom at fastslå at det ikke er noget forbigående, men at det nærmere er et slags ”default” stadie, altså en slags ”standardværdi”…
Eller rettere ”standardfølelse”.
En der er der det meste af tiden.
Det betyder at jeg er mere rolig. Mindre søgende. Mindre stresset. Mindre frustreret. Mindre afhængig. Det vil jeg komme med nogle eksempler på lige om lidt, men først vil jeg lige hurtigt forklare hvorfor jeg tager det her emne med den “grundlæggende tilfredshedsfølelse” op i indlægget her i dag, og det gør jeg fordi jeg jævnligt bliver konfronteret med min gamle måde at tænke på og min gamle måde at reagere på, fordi jeg jo har en -næsten- tro kopi af mig selv huserende rundt i mit liv i form af min mor.
Eller, det er jo faktisk omvendt, det er mig der er en kopi af hende.
Eller var.
Men det er sagen uvedkommende, det jeg vil sige er, at ”grundlæggende” set var jeg gjort af samme stof som hende, hvilket jo er helt naturligt, eftersom det er hende jeg har lært af.
Og alt det der med hvordan vi ”programmeres” af vores forældre, det har jeg skrevet stolpe op og stolpe ned om, så det bliver ikke det jeg kommer til at skrive så meget om i dag, men mere om hvad det har betydet for mig at ”om-programmere” min personlighed og den forskel jeg kan se det har gjort, ved blot at tage et kig på min mor som ikke har gjort det samme og som stadig buldrer rundt med de samme negative reaktionsmønstre og de samme evigt pessimistiske perspektiver.
Jeg kan virkelig se hvor stor en effekt det har haft at jeg har ændret mig, når jeg kigger på min mors adfærd, også selvom jeg langt fra er færdi med at “omprogrammere” mig selv.
Okay, så jeg bruger min mor rigtigt meget i mange af de her indlæg, for hun har jo i allerhøjeste grad påvirket og formet mit liv, og været stor bidrager til den jeg er i dag, på godt og på ondt.
Det er mest min mor jeg bruger, fordi min far ikke var der ret meget. Min mor og far gik fra hinanden allerede da jeg var halvandet år gammel, men det at han ikke var der så tit betyder bestemt ikke at han ikke har påvirket mig i en eller anden retning, fordi hans fravær sendte jo også nogle signaler til mig, og dem opfattede jeg på den negative facon som jeg havde lært hos min mor, og det gav mig nogle meget begrænsende overbevisninger om hvad jeg var værd som person og menneske, siden han ikke havde “lyst” til at se mig og være der for mig.
Nok om det, det er heller ikke det, det skal handle om.
Jeg har også skrevet side op og side ned om alt det forfærdelige min opvækst har budt mig, og altså særligt den del min mor har “ansvaret” for, men jeg har samtidig også -og det vil jeg til enhver tid blive ved med at gøre- understreget hvordan det samme gælder for hende. Hun er også blevet budt en virkelig hård opvækst; har fået slag med bøjler, er blevet forskelsbehandlet på det groveste (og det var ikke hende der var darlingen) og hun har simpelthen ikke haft ressourcerne og den viden der skulle til for at bryde det mønster.
Desuden vil jeg også til enhver tid påstå at det ikke længere er hendes ansvar. Det er mit nu.
Jeg kan vælge at se på de gode kvaliteter min opvækst har givet mig, og gå videre med dem, eller jeg kan vælge at se på alle problemerne og hænge mig i dem. Eller forsøge at ignoere mit ansvar og i stedet bebrejde andre for de problemer jeg har.
Jeg har nok hældt mest til at gøre de to sidstnævnte: Se alle problemerne, og give andre skylden for dem.
Det virkede ikke rigtigt.
I hvert fald ikke hvis “lykke” er målet.
Hvis et miserabelt, jævnt utilfredst offer er målet, så virker det fremragende og kan varmt anbefales!
Så jeg håber at du forstår, at alle, også de mennesker der træder på os, og også min gamle mutti, de har en grund til at de er som de er og gør som de gør. Samme grund som alle os andre i bund og grund…
Og vi kender nok også alle sammen godt det her med at der egentlig er ting vi gerne ville gøre anderledes, eller håndtere anderledes, men når vi så står i en af de situationer hvor vi ville ønske at vi kunne reagere anderledes, så gør vi det ikke…
Fordi autopiloten sætter ind.
Så vi når ikke at tænke os om…
…Før bagefter.
Og vi ved godt at vi “burde” have håndteret det anderledes, men vi gjorde det ikke.
Og det er ikke fordi vi ikke vil.
(Jeg var også lidt inde på det i søndags da jeg fortalte om moderen der ydmygede sin søn nede i Irma.)
Det er heller ikke fordi vi ikke kan…
Den tager jeg lige igen læser:
Når der er noget du gerne vil ændre, men du ikke gør det, så er det jo ikke fordi du ikke vil, for du har tænkt 117 gange at du gerne vil og fortrudt mindst lige så mange gange at du ikke bare har gjort det.
Men det er altså heller ikke fordi du ikke kan…
Og det er vigtigt at slå fast det her.
De fleste af os siger nemlig: ”Jeg ville gerne, men jeg kan ikke”.
Nu deler jeg lige et af mine yndlingscitater med Henry Ford med dig atter en gang (ovenstående billede), og jeg ved udmærket godt at jeg har delt den før, og den tåler helt bestemt at blive delt igen, fordi som jeg også har sagt tusind gange før, så er et af kriterierne for at skabe nye vaner og lære nye ting, at det man skal lære bliver gentaget, gentaget og atter gentaget.
Hvis du læser med her jævnligt, så vil du sikkert også kunne se at jeg gentager mange ting jeg har skrevet tidligere, måske bare i en anden sammenhæng, men det er stadig det samme budskab, og dermed lidt en gentagelse af noget jeg har sagt før, men værdien af det skal man altså ikke kimse af, fordi det skaber rent faktisk en chance for at nogle af de her budskaber vitterligt så småt begynder at prente sig ind og dermed blive noget der vil præge læseren -altså dig ❤- i en positiv retning. Det bliver altså noget du husker og noget du bedre kan implementere og bruge i dit eget liv.
Nå, men tilbage på sporet, det jeg kom fra var, at de fleste af os siger ”Jeg ville gerne, men jeg kan ikke”…
Og det er ikke sandt.
Vi kan godt.
Hvis det er vigtigt nok for os.
Og det er kun vigtigt for os, hvis vi elsker os selv nok til at ville os selv det bedste….
Også noget jeg snakkede om sidste søndag.
Nu er det jo sådan at jeg bor samme sted som min mor, altså i samme boligforening, og der er lavet en ny ”helhedsplan” som de kalder det, der betyder at hele ejendommen skal renoveres. Der skal laves nye køkkener, nye badeværelser og nye altaner.
Og det lyder i og for sig dejligt nok. Ikke?!
Jeg tror også at de fleste der bor her tænker at det vil de da gerne have.
Inklusive min mor.
Nu har vi så endelig fået lidt materiale hvor der bliver indkaldt til informationsmøde, samt indkaldt til møde omkring genhusning.
Det er nemlig sådan at to af opgangene -ud af i alt 17- skal genhuses da de skal gennemgå en lidt større renovering, derudover vil det også komme til at gælde for alle stuelejlighederne i samtlige opgange, at de skal genhuses. Det havde jeg lige overset i første omgang, jeg så kun at min opgang var en af de to opgange der skulle genhuses.
Min mor bor i en stuelejlighed og er derfor også iblandt dem der skal genhuses, og nu er jeg simpelthen nødt til at dele en sms-korrespondance med dig, som jeg havde med min mor da vi fik papirerne om genhusnings- og informationsmøde i postkassen:
Og allerede her er stilen jo lagt med tre græde-smileys og en ”skræk” smiley.
Og jeg har slet ikke haft det sådan da jeg så papirerne, (altså været bange eller haft lyst til at græde) jeg havde det stik modsat. Jeg tænkte ”fedt mand!” Og jeg begyndte at forudse alle de mulige fede scenarier der kunne opstå, såsom at det sted jeg blev genhuset var meget federe end det sted jeg bor nu, både selve lejligheden og måske også beliggenheden, og at det derfor ville være en fed mulighed for lidt forandring og for at prøve noget nyt, og at jeg måske ville blive så glad for genhusningsstedet at jeg hellere ville blive der.
Jeg tænkte også at det vil blive endnu en oplagt og kærkommen mulighed for at få ryddet lidt ud i skabe, skuffer og kælderrum, når nu jeg skulle flytte.
Og så tænkte jeg selvfølgelig også på hvor fedt det bare bliver at få det her gamle ”lort” renoveret, så jeg slipper for at kunne lugte andres madlavning og den slags, som jo er en af de lidt mere tvivlsomme ”herlighedsværdier” ved at bo i noget gammelt byggeri.
Jeg havde ingen panik i min mave, jeg havde ingen frygtfuldeforestillinger om alt det der kunne gå galt, og jeg havde ingen stressende tanker om hvor hårdt det er at flytte osv.
Og lige netop det, læser, er forskellen på den personlighed jeg har nu, og den jeg havde før!
Mit gamle jeg ville have reageret nøjagtigt som min mor…
Korrespondancen fortsatte således:
Og det her er ikke engang det værste, for efter den sidste besked, ringede jeg hende op i stedet for, og selvom hun skrev at hun hellere måtte prøve at falde lidt ned, så var det absolut ikke en der var faldet lidt ned, jeg fik i røret.
Jeg fik en lang svada om hvordan “hun ikke orkede at blive genhuset i et eller andet lort”, og da jeg prøvede at fortælle hende at det sagtens kunne være at vi ville blive genhuset i noget lækkert nybyggeri, så fik jeg en lang smøre om at “hun havde godt set noget af alt det nye byggeri rundt omkring, blandt andet et sort byggeri et eller andet sted på Amager (aner ikke hvad det er for et) og at det var noget af det mest rædselsfulde hun længe havde set og der gad hun fandme ikke sætte sine ben, så ville hun nægte at flytte hvis hun skulle genhuses sådan et sted! Og i øvrigt var mange af de der nybyggerier pisse dyre og dét havde hun i hvert fald ikke råd til!”
Og hun forsatte med at “renoveringen sikkert også ville betyde en kæmpe huslejestigning og det havde hun i hvert fald heller ikke råd til og i øvrigt så kunne hun slet ikke overskue at de skulle rive hele hendes have op, og de ville da sikkert også bare inddrage halvdelen af haven nu de var i gang, så hun endte med næsten ikke at have noget haveareal, og det var også bare for galt og for meget!” osv. osv.
Mildes moses…
Kan du se hvem “den onde ven” er her læser?
Lad mig lige punktere den lidt:
Men hun aner ikke om det bliver noget lort = Unødig stress ved at forud indtage at noget der ikke engang er sket endnu, bliver noget lort
Det hun bor i nu er nok Amagers absolut grimmeste byggeri! Det ligner noget fra før østblokkens fald. Og desuden skal hun jo ikke bo udenpå byggeriet men inde i det, så det afgørende er vel om lejligheden er god indeni og ikke om den ser pæn ud udenpå? = Stress over noget der ikke giver nogen mening, eftersom der næppe findes noget der er mere rædselsfuldt at se på end det hun allerede bor i
Alene brugen af ordet ”nægte” giver hjertegalop. Kan du mærke det? = Her er hun allerede oppe på barrikaderne og har kørt sig selv op i det røde felt over et scenarie der kun eksisterer i hendes hoved, og det er stress for kroppen og stress for sindet og den eneste der er bidragyder til denne stress er hende selv. Ikke boligselskabet. Hende selv!
Hun har ikke engang sat sig ind i om hun kan risikere at de genhuser hende et sted med en dyere husleje. Sandheden er, at det kan de ikke. Som lejer er man særdeles godt beskyttet af lejeloven, og man kan ikke bare rive folk ud af deres permanente lejekontrakt og kyle dem over i noget andet som er dyrere og dårligere. Så de er altså forpligtede til at finde hende noget tilsvarende både hvad angår størrelsen på boligen, beliggenheden og prisen = Hun antager noget uden at have undersøgt det og gør sig selv helt ude af flippen over noget der slet ikke er grund til at flippe ud over, igen, unødig stress som hun påfører sig selv og som påvirker hendes humør og hendes livskvalitet
Igen noget hun konkluderer, uden at det er sket og uden at hun ved med sikkerhed om det vil ske, og uden at hun ved noget om hvor stor en signing det vil blive, hvisdet sker = Hun drager negative konklusioner om noget hun ikke har den ringeste anelse om nogensinde vil ske. Stressende og angstprovokerende tanker som ikke er synderligt gavnlige for det daglige velvære
Igen, fakta som kun eksisterer i hendes hoved og som måske aldrig sker = Unødig stress, frustration og vrede
Gad vide hvor den idé kommer fra!? Igen er jeg rimeligt sikker på at hun er godt beskyttet af lejeloven og at de ikke bare sådan kan inddrage nogle af de kvadratmeter hun betaler for. Det er alt sammen opstået i hendes eget hoved = Mere unødig stress og frustration
Jeg tager ikke det her frem for at hænge min mor ud, jeg tager det frem fordi jeg tror på at når jeg deler de her historier, så vil rigtigt mange kunne genkende noget i sig selv, og måske blive mere opmærksomme på den slags mønstre hos sig selv og dermed nemmere kunne hjælpe sig selv med at lave om på dem.
Der er helt sikkert også mange der vil kunne genkende deres mor -eller far- i det her, men det er ikke der vi skal arbejde, husk endelig det, vi skal ikke arbejde med at genkende vores forældre, eller vores kærester eller nogen som helst andre, for vi kan -og skal- ikke lave om på dem, det er ikke vores opgave. Vi kan -og skal- kun lave om på os selv, og husk, at hvis du genkender noget i din mor her, så er der en vis risiko for at du også selv er sådan. 😉 Og så er det det du skal kigge på. 😉
Jeg kan -og skal- absolut heller ikke lave om på min mor. Jeg kan prøve at påvirke hende ved at skrive som jeg skriver i sms’en, uden at trække noget ned over hovedet på hende.
Det vil sige at jeg ikke siger til hende at “hun skal lade være med at være så negativ”, men at jeg i stedet siger hvordan jeg har det med det og at jeg synes det bliver spændende og glæder mig til det.
Det er kun hende, der kan lave om på hende, og det kan hun kun hvis det er vigtigt nok for hende, og det bliver kun vigtigt nok for hende, hvis hun har kærlighed nok tilovers for sig selv til at ville sig selv det godt.
Og det har hun desværre nok ikke. (Det nævnte jeg også i indlægget i søndags)
Og hun vil formentlig heller aldrig få det… For hun søger det ikke…
Hun er komfortabel med at have det som hun har det.
Det er trygt for hende at være vred, at brokke sig, at blive sur og ophidset. Det er ”business as usual” at være på barrikaderne, at nægte dit og dat og sætte sig imod dette og hint og blive støt på manchetterne og forarget i tide og utide.
Det er naturligt for hende at være i konstant alarmberedeskab, og konstant at have stress og vrede løbende igennem kroppen.
Det er sørgeligt og det gør mig ked af det. For min mor er ”helt grundlæggende” et godt menneske, med mange gode værdier, og masser af kærlighed og varme, og hun fortjener bedre end at gå og være vred og frustreret hele tiden over alt muligt.
Men hvis det skal ske, så kræver det, at hun lærer at elske sig selv, således at hun får lyst til at være god ved sig selv, får lyst til forandring og får lyst til at se anderledes på verden og på sig selv.
Og det har hun aldrig givet udtryk for at hun ønsker…
Heller ikke selvom både min lillebror Miki og jeg har ændret os radikalt igennem de seneste år.
Så med andre ord er det altså ikke noget der på nogen måde har inspireret hende. I hvert fald ikke nok til at hun begynder at se på sig selv og sit eget liv.
Måske kan man synes at det også er ligegyldigt når det er en dame på 70, men jeg synes ikke det er ligegyldigt, for tænk nu hvis hun bliver 95! Så har hun hele 25 år hvor hun kan gå og have det langt bedre end hun har nu.
Om hun så kun levede 5 år endnu -gud forbyde det- så ville det stadig være 5 år med langt højere livskvalitet end nu.
Jeg tager også det her eksempel frem fordi jeg selv har været sådan.
Mit gamle jeg ville have faret i flint øjeblikkeligt!
Jeg ville have set alle worst case sceanrios for mig, og jeg ville straks have remset alle de ting op jeg i hvert fald ikke gad og som jeg i hvert fald ikke ville finde mig i!
…Og det giver absolut ingen mening…
Det giver ingen mening at male fanden på væggen og opdigte udfald som måske aldrig sker. Punktum!
Og jeg fik vist ikke sagt at denne her renovering først starter i 2019!!!
Det er meget, meget lang tid at min mor skal gå og være, vred, bange, rædselsslagen og frustreret.
Oven i købet over noget som ret sikkert vil blive super lækkert og knapt så skrækkeligt som hun forestiller sig.
Vi gør det her alt, alt for meget.
Ser spøgelser.
Spøgelser der kun eksisterer i vores hoveder.
Bevares, de kan ofte være baseret på tidligere erfaringer, men dem er vi nødt til at lægge bag os.
Vi kan ikke drage konklusioner ud fra gamle erfaringer, fordi vi gør livet surt for os selv og vi begrænser os selv så forfærdeligt.
Vi forhindrer os selv i at få mange skønne oplevelser, fordi vi baserer vores beslutninger på gamle erfaringer, og fordi vi trækker gamle negative oplevelser med rundt i rygsækken og bruger dem som stopklodser.
Fordi du engang har oplevet at en stor forandring viste sig at være noget værre møg, så behøver det ikke at betyde at al forandring er noget møg.
Hvis min mor prøvede at vende alle best case scenarios, fremfor det modsatte som hun gør nu, så ville hun måske, ligesom jeg, kunne glæde sig til renoveringen, og se muligheder i den og hun ville tage det hele med ophøjet ro og spare sig selv for unødig stress og frustration.
Men det gør hun ikke. Det kører helt på auto at hun reagerer som hun gør og ser alle de værst tænkelige udfald for sig. Når hun gør det, så skaber hun et miljø, inde i sig selv, som stort set vil være ude af stand til at se de positive tiltag der rent faktisk sker undervejs. For hun leder ikke efter dem. Hun leder efter de negative, og så er det dem hun finder.
Sammenlagt vil det skabe en oplevelse der kun bekræfter alt hvad hun ”forudså”.
Sådan er det med rigtigt mange ting i vores liv.
Vores oplevelser i nuet er et produkt af hvordan vi ser på tingene generelt…
Et andet eksempel kunne være at hvis du har haft en kæreste der var utro, så baserer du dine reaktioner på ting din nye kæreste gør, på den ulykkelige oplevelse du havde med din ekskæreste.
Og selvom du måske rationelt godt ved, at fordi du engang har haft en kæreste der var utro, så behøver det ikke at betyde at den du er sammen med efterfølgende ogsåer ude på at være dig utro, så du vil formentlig alligevel agere ud fra den tanke at den nye kæreste nok også vil være dig utro.
Du vil slæbe rundt på den dårlige oplevelse og handle ud fra den. Hvis altså ikke du -meget bevidst- får lagt den negative erfaring bag dig og bliver fuldstændigt afklaret med at det er fortid og intet har med nutiden at gøre. Det er de færreste der evner at gøre det. Vi putter det op i rygsækken og bliver ekstra fokuserede på det.
Og resultatet er desværre at utroskab -med stor sandsynlighed- så vil ske for en igen.
For når man ikke får lagt oplevelsen bag sig, så bliver man usikker, og når man er usikker er man konstant i beredskab, og når man hele tiden er på krigsstien -og beredt på det værste- så ser man spøgelser allevegne, fordi man leder efter dem og man vil måske endda begynde at beskylde sin kæreste for alle mulige absurde ting og man vil blive needy, krævende og besiddende, og tillægge sig en tjekkende, snagende og analyserende adfærd, og i sidste ende får man skabt et forhold fuld af mistillid, bebrejdelser og mistænkeliggørelse, og det danner den perfekte grobund for et miserabelt og ustabilt forhold hvor utroskab vil være en oplagt flugt.
For begge parter!
Og vupti, så synes du at have fået bekræftet alle dine bange anelser, men i virkeligheden har du selv bidraget til at frembringe dem…
Kan du se det…?
Nå, men det er jo som sædvanlig stukket lidt af for mig, men jeg lovede jo lige at vende tilbage til at forklare hvad jeg mente med at jeg er blevet mere rolig, mindre søgende, mindre stresset, mindre frustreret og mindre afhængig.
Okay, here goes:
MERE ROLIG
Jeg er blevet mere rolig fordi jeg er mindre bange. Jeg har ikke alle de bange tanker som jeg havde før i tiden, og dem har jeg ikke fordi jeg VÆLGER ikke at have dem.
Jeg STYRER min tanker så at sige.
Så når jeg får et brev om at jeg skal genhuses engang i 2019(!) så tager jeg det for det første HELT roligt fordi der -i min verden- er lang tid til 2019 og der kan være sket mange ting inden da, måske bor jeg her slet ikke engang til den tid. Og for det andet så VÆLGER jeg at tænke på alle de gode, spændende ting der kunne komme ud af det, fremfor alle de dårlige. Ellers skal jeg gå i halvandet år og være unødigt bekymret over noget som måske ikke sker. Og hvis det sker, så må jeg tage det til den tid, der er ingen grund til at tage halvandet år oven i.
Jeg gjorde det her under min graviditet for 2,5 år siden: Jeg nægtede at glæde mig, fordi jeg havde flere aborter i bagagen, og jeg gik konstant og frygtede det værste, og hvem ved, måske skabte jeg et miljø inde i mig som ikke var noget godt grundlag for liv?!
Den er måske lige søgt nok, men faktum er jo i hvert fald, at jeg skabte lidelse for mig selv i tre måneder op til skanningen, OVEN i den lidelse jeg fik da dagen for skanningen kom og den viste at fosteret igen var dødt.
Jeg kunne godt have gjort mig selv den tjeneste at glæde mig i de tre måneder op til skanningen, for jeg ville ikke være blevet mindre ked af at få den dårlige besked.
Jeg blev fuldstændigt lige så knust som hvis jeg havde undet mig selv den glæde at være glad og spændt i de tre måneder op til.
Jeg hørte engang en rigtig god allegori for det her problem:
Hvis du skal til tandlægen fordi du har et hul i tanden, hvilke af følgende to valgmuligheder ville du så vælge:
1) Du kan vælge at komme op til tandlægen en enkelt gang, få lavet hullet, og have lidt smerter bagefter som vil fortage sig efter nogle dage.
ELLER
2) Du kan også vælge at komme op til tandlægen hver dag i flere måneder inden du skal have lavet hullet, og blive boret lidt her og der, bare for at vænne dig til smerten, blive stukket med nåle, også bare så du lige ved hvor ondt det gør, og i øvrigt også lige få revet et par tænder ud, just in case, og naturligvis så du er klar over hvor ”av” dét gør, også selvom du formentlig ikke skal have hevet tanden med hullet ud, men bare lige for at du kan mærke på egen krop hvor ondt det gør, og du får også lige et par rodbehandlinger af nogle ellers sunde og fine tænder, bare fordi, og du får også foretaget lidt andre lange, smertefulde indgreb på dine raske tænder bare så du er forberedt, ikke fordi der nødvendigvis skal ske nogle af delene med tanden du har hul i, men bare så du ligesom er forberedt på det værste. Efter nogle måneder med at udsætte dig selv for alverdens tænkelige tandlægerelaterede smerter, så kan du komme op til tandlægen, få lavet det aktuelle hul i tanden og derefter have lidt smerter som så vil fortage sig efter nogle dage.
De fleste med en nogenlunde fornuftig sans ville nok vælge mulighed 1, ikke?
Men ofte, når det ikke lige handler om tandlægebesøg, så vælger vi mulighed 2… Og udsætter os selv for unødig smerte…
MINDRE SØGENDE
Jeg er blevet mindre søgende, forstået på den måde at jeg er blevet meget mere opmærksom på hvor meget af min ”grundlæggende lykkefølelse” kommer inde fra mit indre miljø. Det miljø jeg skaber inde i mig selv, ved at vælge de gode tanker, se de positive muligheder.
Jeg søger ikke noget eller nogen der skal give mig følelsen af lykke eller glæde, fordi jeg ved at, i det lange løb er det ikke en kæreste der skal gøre mig lykkelig eller en ting der skal gøre mig glad.
Kærester og materielle goder er bonus.
SKØNNE bonusser bevares, men ikke afgørende for om jeg ”grundlæggende set” føler mig glad og lykkelig.
NÅR jeg er glad og lykkelig indefra, så kan jeg tage imod ting udefra som kan give mig endnu flere følelser af lykke og glæde, men jeg er nødt til at være lykkelig FØR jeg finder en kæreste.
Hvis jeg lægger dét job over på hans skuldre, er det dømt til at gå galt…
Been there, done that, not doing it again!
MINDRE STRESSET
Jeg er blevet mindre stresset fordi jeg ikke skal tænke på alt det ovenstående. Jeg skal ikke pine død finde mig en kæreste, og det giver mig ro.
Jeg VÆLGER at undlade at påføre mig selv unødig frustration ved at lede efter problemer og tænke i worst case scenario baner.
Det tager en masse stress af mine skuldre.
MINDRE FRUSTRERET
Jeg er blevet mindre frustreret fordi jeg VÆLGER ikke at hidse mig op over ting. Jeg har fundet en tillid til livet som jeg ikke har haft før, så hvis jeg bliver brændt af, så tænker jeg, ”Nå, jamen så er der helt sikkert en mening med det, det sker helt sikkert fordi det er det bedste for mig”.
Jeg begynder ikke at analysere mig selv ihjel og tænke på alt det der dog kan være galt med mig, siden jeg bliver brændt af, tværtimod kan jeg gribe mig selv lidt i næsten at blive helt ærgerlig på den der har brændt mig af’s vegne. Hahaha, ja, og det er sgu befriende at have det sådan. En følelse jeg aldrig havde troet ville være mulig for mig, fordi jeg altid har været så afhængig af andres kærlighed og opmærksomhed, og hvis jeg ikke fik den troede jeg straks at det var fordi jeg ikke var god nok.
MINDRE AFHÆNGIG
Hvilket leder mig videre til at jeg er blevet mindre afhængig. Jeg er ikke længere afhængig í samme grad af den kærlighed, opmærksomhed og anerkendelse jeg kan få fra andre.
Misforstå mig ikke, jeg er stadig et menneske og som menneske er jeg stadig på det dybere plan, afhængig af andre mennesker og afhængig af at have et godt netværk, gode venner og i det hele taget have gode mennesker omkring mig, men jeg er ikke afhængig af at have en kæreste for at føle mig elsket og god nok. Jeg vil stadig rigtigt gerne have en, men det er ikke afgørende for min livskvalitet om jeg har en eller ej, og der er stor forskel.
Hvis man slet ikke kan være alene, så har man virkelig et problem.
Hvis man ikke føler sig ”grundlæggende glad og lykkelig” FØR man kaster sig ud i et parforhold, så er der overhængende fare for at man bliver afhængig af den person man er i et forhold med og det gør en yderst sårbar.
Lidt ligesom hvis du er selvstændig og kun har én stor kunde, og hele dit eksistensgrundlag nærmest afhænger af denne ene kunde… For hvad nu hvis de en dag ikke har brug for dine services mere?
SÅ mister du hele dit livsgrundlag, og det var det der skete for mig i 2015, og det er det der sker for rigtigt mange mennesker hver evig eneste dag…
Så pas nu på dig selv derude, byg dit fundament op, så du kan få følelsen af at være ”grundlæggende glad og tilfreds”… For når du er der, så kommer dit overskud til at tage imod alle livets søde bonusser, og til at se verden med et positivt perspektiv, og det vil skabe et dejligt blødt ”underlag” som du kan hvile på og finde en rasende lækker ro i.
Yeah! ❤
God søndag læser!
/Hanne ❤
PS. Søndags-Support holder ferie d. 1/10 og d. 8/10 ❤
