Travel

Skam stjæler din frihed

By March 4, 2018 No Comments

Hej læser,

Kære læser så kom søndagen sig snigende ind på os…

Og der er noget jeg har tænkt på efter indlægget fra sidst omkring afvisning.
For hvad er det ved afvisning der er så ubeskriveligt smertefuldt?
Og jeg mener ikke smertefuldt som på den ”knive borer sig igennem mit kød” måde, men nærmere som på den kropsvridende ”jeg kan ikke holde ud at være i mig selv” måde.
Det er skam.
Skammen over ikke at, være god nok.
Rigtig nok.
Over at, være noget forkert.
Noget uønsket.
Uattraktivt.
Jeg kan mærke den, bare som jeg sidder her og skriver disse ord.

Og det er helt klart et ankerpunkt jeg har fået fordi jeg har den historie jeg har.
Sådan er det jo for alle.
Alles historie og baggrund danner grundlaget for hvordan vi hver især oplever verden.
Som barn har jeg følt mig så uønsket, så uelsket og så værdiløs at det næsten ikke er til at holde ud at tænke på, og jeg ville sådan ønske at jeg kunne sige at jeg er totalt fri af den følelse.
Men det ville ikke være sandt…

Det går væsentligt bedre end det nogensinde har gjort, men det er stadig en følelse der hjemsøger mit sind af og til…
Men en af de allerstørste hæmsko er faktisk -som jeg også var lidt inde på sidste søndag– at jeg ikke kan bære at være den der giver andre den følelse.
Det skulle man måske tro var en god ting og en meget empatisk egenskab, men det er faktisk i sandhed en kæmpe stor blokering for min selvkærlighed.
Og som bekendt, er selvkærlighed jo noget af det allervigtigste hvis vi skal bygge os selv op til at blive stærke, gode mennesker.
Men hvordan blokerer det så min selvkærlighed?!

Det skal jeg fortælle dig…

Jeg sætter andres skam over min egen frihed…

Min frihed til at, sige fra.
Min frihed til at, sige det der falder mig ind.
Min frihed til at, stå op for mig selv.
Min frihed til at, vælge.

Okay, hvordan det hænger sammen og hvad jeg mener egentlig lige?

Jo, det skal jeg sige dig lige om lidt.
Denne søndag starter jeg med at fortælle hvordan det hænger sammen med at det tager hhv.:

Min frihed til at sige fra
og
Min frihed til at sige det der falder mig ind

Og i næste Søndags-Support tager jeg de to andre punkter som er min frihed til at stå op for mig selv og
min frihed til at vælge. (OBS! Næste Support er d. 25/3 da jeg er på ferie de næste to søndage)

Men lad os kigge på hvad det er jeg mener med at det stjæler min frihed til at sige fra.
Det handler i bund og grund om at jeg har tilladt mennesker at overskride mine grænser, fremfor at sige fra over for dem.
Jeg husker engang kun tre måneder efter bruddet med min eks, at en fyr lagde an på mig til en fest. Han kendte godt min situation, så det at han overhovedet gjorde det var temmelig ufint i sig selv, nuvel, det gjorde han og han gik oven i købet så vidt som til at begynde at lægge sin hånd på mit lår.
Hvilket jeg lod ham gøre.
Det mest naurlige havde været at fjerne hans hånd og sige at jeg ikke var klar og ikke havde lyst til noget lir.
Men det gjorde jeg ikke…
Det næste han gør er naturligvis at begynde at køre frem og tilbage med sin hånd på mit lår.
Hvilket jeg heller ikke siger noget til.
Jeg er fuldstændigt lammet.
Men jeg giver på heller ingen måde udtryk for at jeg synes det er rart det han gør. Snarere tværtimod.
Jeg er helt stiv og forsøger at trække mig væk.
Men der er ikke så mange steder at trække hen da jeg sidder i en dyb lænestol.
Det mest naturlige -for andre- ville med garanti have været at rejse sig op og gå væk, og sige ”tak, men nej tak!”.
Men det gør jeg ikke…
Hvorfor ikke!?
Jeg er lammet, ja, men hvorfor!?
Jeg har faktisk skrevet et indlæg om det her på min blog der for knap 2 ½ år siden hvor hændelsen fandt sted, og det jeg beskriver der er at jeg er bange for at folk bliver sure på mig og ender med ikke at kunne lide mig, og derfor ”tør” jeg ikke afvise dem, heller ikke når mine grænser overskrides.
Det næste der sker, er at han prøver at kysse mig, og der får jeg trods alt sagt fra, og ganske som jeg havde frygtet bliver han sur!
Men han skriver dog til mig dagen efter og undskylder med at han var fuld og at han beklagede meget over sin opførsel.
Og det er også helt fint, jeg accepterer fuldt og helt den undskyldning, og han er normalt også en helt fin fyr, så fred være med det, og det handler heller ikke om ham, det handler om mig, hvorfor f****  siger jeg ikke bare fra!??

eg har tænkt meget over det her i forbindelse med indlægget fra i søndags. Der er nemlig også noget andet begravet end den frygt jeg beskriver i blogindlægget fra juni 2015
Og det er skam.
Ja, jeg er panisk angst for at folk skal blive sure på mig, ikke kunne lide mig, og i sidste ende dermed afvise mig, men hvorfor?
Fordi mit ankerpunkt trigges.
Det ankerpunkt der hedder skammen over ikke at være god nok og værd at elske.
For det er nemlig præcis det jeg har følt når jeg er blevet afvist af min far og når min mor var vred på mig.
Min far ”straffede mig” ved med sine handlinger og ord at vise mig hvor meget mere værd at elske både hans nye kones søn var (altså min papbror som var på samme alder som mig) og den søn han havde sammen med hende var. (Altså min halvbror)
Det var forfærdeligt.
Jeg ville have gjort hvad som helst for at min far skulle kunne lide mig lige så meget som han kunne lide dem.
Jeg prøvede at være klog, og have kloge interesser, for min far fremhævede altid hvor klog og dygtig hans nye kones søn var.
Han fremhævede aldrig mig sådan.
Min mor straffede mig ved at slå mig til plukfisk og råbe ad mig hvor meget hun hadede mig.
End of story.

Skam er noget vi føler.
Helt ind i knoglerne.
Skam er når vi føler at vi er forkerte.
I modsætning til skyld som mere er noget vi tænker og som mest af alt handler om at vi har gjort noget forkert, og ikke at vi er noget forkert.
Derfor er skam så ubærligt.

Og for mig er den altså så ubærlig at jeg ikke får sagt fra…
For hvis jeg gør den mand der overskrider mine grænser sur, så vil min følelse af skam vælde op i mig.
Så selvom det er ham der i princippet ”gør noget forkert”, så udløser det skam hos mig, hvilket gør at jeg ikke får gjort ham opmærksom på at jeg ikke bryder mig om det han gør, hvilket for ham til at tro at der er frit spil…

Men der er også en anden ting, og den skrev jeg om i søndags, og det er den jeg også har tænk lidt nærmere over i den forgangne uge.
Nemlig det at jeg har svært ved at skulle være den der er årsag til andres følelse af skam.
Lad os nu bare tage situationen med manden fra festen igen: Hvis jeg havde fjernet hans hånd og sagt at det skulle han ikke, så ville jeg med ét bringe skam over ham.
TROR JEG!
Og det er vigtigt at understrege! Tror jeg! Fordi det er sådan jeg oplever verden når jeg bliver afvist. Pga. min bagrund og min historie.
Men det er jo slet ikke sikkert at han ville se det sådan. Han ville måske bare tænke fair nok og så gå over til en anden og prøve der. Eller måske ville han bare tænke ”det gad hun så ikke, og det er da også bare helt ok”, eller måske noget helt tredje.
Det kan også være at han -ligesom mig- ville føle en afsindig skam skylle ind over ham.
Og det er jo rædselsfuldt.
Men det kan simpelthen ikke være min kattepine! Det må han jo selv se at få arbejdet med, hvis det er tilfældet at han får det sådan.
Problemet er bare, at det er blevet min kattepine, fordi jeg har gjort det til min kattepine!!!
Der er skam med skyld på i denne her situation for mig.
Min skam hvis vedkommende bliver sur og stødt og efterfølgende afviser mig, og min skyldfølelse over at være sådan en der bringer skam over andre.
Jeg kan ikke holde ud at tænke på at det er min skyld at et andet menneske skal få sådan en forfærdelig følelse. Tænk hvis han kom til at føle sig  lidt værd, og tænk hvis det var min skyld at han følte det.
Og hvis det er min skyld, så er det jo indlysende at han må blive sur på mig, og så kan jeg føle skam over at han nu også stemmer med i koret af mennesker der synes jeg er forkert og uelskelig…
Og så kan jeg sidde der med min skam over at være sådan en som ingen alligevel kan lide…
…Og så er det bare pludselig lettere at lade andre overskride mine grænser, fremfor at sige fra…

Kan du se hvad jeg mener?

Hvis du slet ikke har det sådan, så er jeg ikke i tvivl om at det er utroligt svært at sætte sig ind i.
Men det kan være ufatteligt svært at sige fra, hvis der ligger en masse skjult angst ved at gøre det.

Af samme årsag får jeg heller ikke altid sagt hvad der falder mig ind.
Fordi jeg ikke ”tør”.
Fordi jeg føler en større trang til at skåne andre end jeg gør til at være ”fri til at sige hvad jeg mener”.

Jeg har for nyligt haft en oplevelse med et Facebookopslag min lillebror havde slået op, som bare gav mig en kæmpe mavepuster.
Han føler sig virkelig fri til at sige/skrive hvad der falder ham ind, også selvom det måske vil gøre ondt på en anden at sige det…
Og også selvom den anden er vores mor…
Men det vender jeg tilbage til i din lydversion af indlægget.
For jeg har det på en helt anden måde end min lillebror, med det her.

Men måske du kender til det læser?
At du holder igen på noget for at skåne andre?
Som udgangspunkt synes jeg faktisk at det er en fin egenskab at have, men der skal være balance i det.
Det må ikke koste os vores egen frihed.
Så hvis der er ting man har brug for at få sagt, så skal man gøre det.
Jeg skriver jo selv om min opvækst både på bloggen og her i supporten, men jeg ville slet ikke kunne holde tanken ud om at min mor skulle falde over det og læse det. Og jeg håber ved gud aldrig at hun kommer til det.
Men måske er det meget værre at gå og forsøge at skjule det, end bare at være åben omkring det?
Det ser jeg som sagt nærmere i din lydversion af dagens indlæg.
Det er et kæmpe dilemma.
Og jeg tænker at den slags dilemmaer er noget mange familier har udfordringer med.

Især fordi at den naturlige reaktion på skam er forsvar, og det naturlige forsvar er angreb…
Og det naturlige forsvar på en angreb…
Det er et modangreb…

Og så har vi balladen…
Derfor kan det være lettere at snige sig langs panelerne og holde ting tilbage, og ikke sige det der virkelig falder en ind.
Fordi man ganske enkelt ikke orker kampen, ikke ønsker kampen eller ikke kan bære kampens mulige konsekvenser.
Men når man har selvkærlighed nok, og man har et stærkt netværk, så er man ikke bange for den kamp.
Det fortæller mig at der er noget jeg skal øve mig i.
Jeg behøver ikke nødvendigvis fortælle min mor og min far hvad jeg mener om den opvækst de bød mig, men jeg kan hjælpe mig selv med at få givet slip på den angst i forhold til andre mennesker.
Så jeg får sagt fra når der skal siges fra, og jeg får sagt hvad der falder mig ind, også hvis det handler om at få det sagt højt til folk, hvis noget de har gjort ikke har været i orden. Ikke bare hvis det er noget de har gjort overfor mig, men sådan generelt.
Tit får vi ikke fortalt folk når de er nogle røvhuller, fordi vi er bange for hvilken konsekvens det vil have for os selv.
Og dét ved jeg nu at jeg vil øve mig i, for hvis der er noget jeg har lært, så er det, at selvkærlige mennesker slet ikke er interesserede i at omgås med røvhuller under alle omstændigheder, så hvis det koster et venskab at får sagt det man har brug for at sige, så koster det et venskab.
Sådan ved jeg at det er for min lillebror.
Han er iskold på det område.
Og måske er der virkelig noget jeg kan lære noget af det?

Der hvor jeg vil hen med hele det her, det er at selvom der er visse ting vi måske ikke kan overskue at få gjort op med, så kan vi stadig lære noget af den smerte det har bragt os.
Så selvom jeg ikke har modet til at konfrontere hverken min mor eller far direkte, så kan jeg stadig godt lære noget af det.
Som f.eks. at indse at jeg har behov for at opbygge et godt og sikkert netværk af få men tætte venner, og at jeg skal gøre alt i min magt for at opbygge mit fundament af selvkærlighed, så jeg bliver stærk nok til at sige fra overfor andre og stærk nok til at sige hvad der falder mig ind, uden at være bange for konsekvenserne eller for om eventuelle følelser af skyld og skam måtte overmande mig undervejs.
Den angst skal jeg give slip på, så det må jeg øve mig i.
En ting er at jeg føler en trang til at ”bevare freden” i forhold til min mor og far, men prisen er for høj hvis jeg skal gøre det overfor alle andre mennesker i mit liv.
Og det er rent faktisk det jeg har gjort, og det ønsker jeg skal laves om.
Det er ikke ensbetydende med at jeg skal ud og være en stor idiot der bare træder på alle og siger hvad som helst der falder mig ind, og det kender jeg også mig selv godt nok til at vide aldrig ville ske, men det betyder blot at jeg skal sige noget, hvis det, ikke at sige noget, koster mig dyrt.
At gå med følelser af uværdighed og skam, dét er for dyrt. Det vil jeg ikke længere.

Jeg var engang på en ferie hvor guiden af en eller anden grund havde set sig sur på mig, og hun var simpelthen så ubehøvlet og ubehagelig i sin tone overfor mig og hun forskelsbehandlede mig helt åbenlyst -på den dårlige måde- hvilket gav en virkelig akavet stemning i den gruppe jeg rejste med.
Og jeg lod det bare ske.
Jeg sagde ikke noget.
Gjorde ikke noget.
Ikke før skammen blev så dyb og intens at jeg brød ud i et gigantisk raserianfald der gik ud over alle andre end hende guiden der havde behandlet mig dårligt.
Som jeg skrev lige før, en helt naturlig reaktion på følelsen af skam.
Men den gavnede mig ikke.
Hvad der derimod ville have gavnet mig, var hvis jeg havde sagt fra, og hvis jeg havde sagt til hende præcis hvad der faldt mig ind, og hvad jeg mente om hendes behandling.
Men jeg gjorde det ikke, for jeg kunne ikke bære både min egen skam over ikke at være god nok, og den skyld jeg helt givet ville komme til at føle over at bringe skammens smerte over hende, hvis jeg konfronterede hende med hvor dårlig og uprofessionel en guide hun var med den opførsel.

For mig, ville det betyde at jeg både skulle bære min egen skam, fordi jeg jo må være et forkert menneske siden nogen vælger at behandle mig sådan, og hendes skam, fordi der jo også må være noget galt med hende siden hun vælger at behandle et andet menneske sådan.
Og det jeg skal lære af det, er nok at jeg ikke skal tage andres skam på mig, og bedst som jeg sad og skrev disse ord, der gik det op for mig, at en måde at gøre det på, kunne være ved at sige fra og sige hvad der falder mig ind, uden at beskæmme bringe skam over hende.
Det kunne jeg gøre ved at rette min anklage imod hendes opførsel, og fortælle hende at den var forkert, fremfor at rette min anklage imod hende som person og fortælle hende at hun var forkert.
Og hvad hendes reaktion på det så ville være, ville have været hendes problem, ikke mit.
Det kan jeg simpelthen ikke tage på mig, det er jeg nødt til at give slip på.
Folk har selv ansvar for sig selv. Og for deres følelser.
Lige som jeg har ansvar for mig. Og for mine følelser.
Og jeg ville have sendt mig selv et stærkt og selvkærligt signal.
Det var ikke særligt selvkærligt bare at lade det ske.
Så næste gang det sker igen, og det vil det, for jeg har jo ikke lært det af det jeg skal endnu, og derfor vil jeg stadig blive konfronteret med den slags situationer, så vil jeg bruge det til at øve mig i at få sagt fra og tage ansvar for mig selv og mine følelser.

Næste søndag kigger jeg som sagt på de to andre punkter som skammen også stjæler:
Min frihed til at stå op for mig selv.
Min frihed til at vælge.

God søndag
/Hanne ❤

(HUSK! Næste Søndags-Support er d. 25/3 da jeg er på ferie de næste to søndage)

DENNE HER INSPIRERER MIG

Den inspirerede mig, men gav mig også nærmest ondt i maven. (Klik på billedet for at se filmen)
Jeg synes bare lige at jeg ville dele den med dig, for der er noget stærkt over den også.

Gør som mere end 5.000 andre

Få viden, indsigter, værktøjer og inspiration til at træne det menneske du gerne vil være mere af.
Så du kan sætte retningen for dit liv i stedet for at andre gør det!
Du får en dejlig meditation med og -selvfølgelig- får du også først besked om nye kurser og gode tilbud.
Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Privatlivspolitik

.