Travel

Tilknytningsmønstre – Del 2

By November 12, 2017 No Comments

Blogindlæg fra 12. november 2017

I dag skal det igen handle om tilknytningsmønstre og jeg vil gennemgå de to jeg ikke havde med sidst, nemlig undvigende/undgående tilknytning og desorganiseret tilknytning.

Som jeg også var inde på sidst, så skabes de her tilknytningsmønstre helt fra vi er spæde hvor det hovedsageligt er omsorgspersonernes -især moderens- opførsel der influerer hvilket mønster vi får.
Men det er selvfølgelig ikke altid ene og alene et resultat af direkte omsorgssvigt, det kan også sagtens være forårsaget af andre ting der har påvirket moderen (og dermed hendes evne til at give nærvær, tryghed, trøst og stimulering) såsom skilsmisse, fødselsdepression, sygdom og dødsfald i familien.
Og en anden ting er, at hvis moderen er syg, deprimeret eller selv lider under mangel på selvværd, så kan det også påvirke det mønster barnet udvikler for at overleve, det siger næsten sig selv.

En mor i krise eller med store personlige problemer vil i sagens natur have svært ved at behandle barnet som et selvstændigt individ, fordi hun er så optaget af sine egne issues. Barnet vil nærmere gå hen og blive genstand for at hun kan få sine egnefølelser og behov mødt.
Det er noget af et åg at lægge på sit barn, men ikke desto mindre er det dét der sker rigtigt ofte.
Jeg husker dengang jeg selv var ung, der ønskede jeg mig så brændende et barn.
Jeg har været omkring de 18 år og jeg kunne næsten kun tænke på at få det her barn, og jeg havde alle mulige romantiske fantasier om hvordan det ville være at have et barn og hvordan jeg ville elske det betingelsesløst og bringe det op kærligt, omsorgsfuldt og moderligt, men i virkeligheden handlede det om mit eget allerinderste behov for at blive elsket betingelsesløst…
Og den opgave ville jeg ubevidst have givet mit barn…
Det er jeg slet ikke i tvivl om…
Og jeg ved at netop dét har været mange andres bevæggrund for at få børn. Ofte uden at de selv er klar over det.

Det er klart, at hvis man er genstand for at opfylde sin mors behov for bekræftelse, nærvær og kærlighed, så udvikler man en meget ringe forståelse for hvem man selv er, fordi alting har drejet sig om at ”tilfredsstille” og please sin mor, eller begge forældre for den sags skyld, så man kunne få dækket ens egne basale behov, som man nu engang har som barn: som husly, beskyttelse, tøj på kroppen, mad, hjælp, omsorg, trøst osv.
Man lærte altså at ved at please mor, så får jeg det jeg har brug for, og hvis ikke jeg pleaser mor bliver jeg afvist, underkastet skøre/ubehagelige/pinefulde restriktioner eller måske endda vanæret og beskæmmet.

Og når man ikke ved hvem, man selv er, og hvad ens egne behov er, så er man et halvt menneske, og så er det at man har brug for en anden til at blive hel.
Problemet er bare, at når to halve mennesker mødes, så udvikler de et farligt, usundt og destruktivt afhængighedsforhold, hvor det tit føles som om man hverken kan leve med eller uden den anden.
Ofte er den ene ”forfølgeren” og den anden ”afviseren” hvis man kan sige det sådan.
Men et halvt menneske kan også sagtens have begge dele i sig, altså både være forfølgeren der er bange for at blive afvist og forladt, men samtidig også være den afvisende der hurtigt føler sig kvalt eller som hurtigt ”mister følelserne” for den anden.

Sådan har jeg i hvert fald selv haft det.
Det var som om at når noget endelig var godt, så kunne jeg ikke være i det. Så forsvandt mine følelser og jeg begyndte at opføre mig grimt.
Som om jeg nærmest -ubevidst- higede efter at blive svigtet og forladt.
Hvilket jeg nok også gjorde, for det var den følelse jeg kendte, og det var derfor blevet en følelse jeg var ”afhængig” af og ”komfortabel” med. (Skørt, men sandt)
Det er en rigtig, rigtig ond cirkel, når man er ved at blive ædt op indvendig fra af angst for at miste, men samtidig ikke kan være i det, hvis ikke man mister…

Et syret paradoks, men desværre virkelighed for rigtigt mange…

En anden ting der også kan skabe et utrygt mønster hos et barn, er denne her næsten helt klassiske situation hvor moderen har haft nærmest Morten-Korch-film-agtige forestillinger om hvordan det vil være at blive mor, og når det så i virkeligheden viser sig at være hårdt, begrænsende og aldeles uromantisk, så styrter det hele til jorden med et kæmpe brag og moderen ryger ud i enten en decideret depression, eller noget der minder om det.
Og spædbørn, de kan sagtens fornemme den stress, skuffelse og smerte hos moderen der er forbundet med det.
Også selvom hun mener at hun fint kan skjule det, og hun tror at hun agerer 110 % upåvirket overfor barnet og ”generelt” er en god og omsorgsfuld mor.
Hvis der er kaos, stress, mørke, uro og ulykkelighed indeni, så kan børn mærke det, uanset hvad man måtte gå og tro…
Spædbørn og småbørn er udstyret med et meget stærkt overlevelsesgen som til hver en tid vil opfange harmonien -eller disharmonien- i atmosfæren omkring dem, også den der ikke bliver sagt højt!

Jeg selv har den tvivlsomme ære at være udstyret med et overvejende nervøst/ambivalent tilknytningsmønster med små bidder fra det undvigende, det desorganiserede og -gudskelov- det trygge også. Men da der er en klar overvægt af de usunde mønstre, har det desværre betydet at jeg har haft en yderst (selv)destruktiv opførsel i mine parforhold.
Både ved at jeg, som jeg lige har nævnt, ikke har kunnet finde ud af at være i det, når det ”gik godt” so-to-speak, men også ved at jeg ofte har forsøgt at manipulere mine kærester ved at ”spille spillet”. Det kunne f.eks. være ved ikke lige at svare på telefonopkald med det samme eller lige lade en sms ”hænge” lidt for at få ham til at ”hungre” og på den måde sikre mig hans opmærksomhed. Det havde dog en yderst svingende effekt skulle jeg hilse at sige!
Jeg har også kunnet finde på demonstrativt at ”trække mig”, udelukkende i håb om at han i bedste amerikansk-romantisk-film-stil skulle kom løbende efter mig og sige ”nej, nej, kom tilbage, jeg elsker dig jo! Du må ikke gå fra mig! Jeg kan ikke undvære dig!”
Sjovt nok, er det stort set aldrig det jeg har fået ud af det.

Jeg har også nogle gange prøvet at ”straffe” ham ved at forsøge at gøre ham jaloux på den ene eller den anden måde, og jeg har sågar også truet med at gøre det forbi i flere af mine forhold.
Alt sammen et håbløst forsøg på at eliminere usikkerhed og opnå bekræftelse.
Men en evindelig fisken efter bekræftelse er bare ikke måden at finde tryghed på, det har jeg jo måtte sande nu, for det har aldrig virket.
Det er tværtimod nok den mest sikre måde at opretholde et lavt selvværd på og fastholde sig selv i evig usikkerhed og frygt…

En af mine andre -ubevidste- strategier var også endeløs brok og bebrejdelse. (Også af mig selv)
Der var aldrig noget der var godt nok…
Hvilket jo egentlig er paradoksalt, når det, det i virkeligheden handler om er, at man er hundeangst for ikke at være god nok og for i sidste ende at blive svigtet og forladt.
Men brok og bebrejdelser flytter fokus over på noget andet end den ulidelige frygt og usikkerhed man render rundt med indvendigt, så det kan være én af grundende til at man gør det. Og til at jeg gjorde det.
Og så er der selvfølgelig også det faktum at jeg -og mine brødre- selv har været genstand for vores mors evige brokken og bebrejdelser.
Der var heller aldrig noget der var godt nok…
Og hun har det jo også et sted fra…
Så det er skruen uden ende, fra generation til generation, medmindre man selv går ind og tager ansvar for at få brudt mønsteret.
Det har jeg så gjort nu.
Håber jeg.
Efter 42 år.
Men bedre sent end aldrig.
Og tro mig, det er aldrig for sent…

Jeg ved at der er mange derude der kan genkende nogle af de her ting, hvad enten man vil være ved det eller ej…

Det er så nu jeg fortæller dig, at første step for at løse de her problemer og komme ud af denne selvdestruktive bane, det er ved at stå ved det!
For først i det øjeblik du erkender at du kan relatere til det her, og at det måske også kunne være dig,  bliver det til at tage og føle på, og  bliver det noget du kan begynde at ændre på.
Sagt omvendt, for at ændre det, er du altså nødt til at vide hvad det er for et problem du har og hvad det gør ved dig. Altså hvordan det får dig til at opføre dig.
Det kunne f.eks. være lignende-håbløse- taktikker som dem jeg lige har nævnt at jeg har haft.

Derfor er det også vigtigt for mig at understrege, at det her er ikke en invitation til at psykoanalysere din partner!
Mange der har læst hertil, har nok gjort sig skyldige i at vurdere hvilket et mønster deres kæreste eller eks-kæreste har.
Right!?
Det gjorde jeg selv da jeg begyndte at undersøge det her.
Men du skal finde ud af hvad du har for et mønster, hvad det gør ved dig, og hvordan det får dig til at opføre dig, og hvad du så kan gøre ved det, for at ændre det.
Hvis du forsøger at analysere hvilket mønster din kæreste eller din eks har, så er det blot endnu et forsøg på at flytte fokus væk fra dine egne issues.

Det er også det vi prøver på når vi kritiserer og bebrejder andre: Vi fjerner fokus fra vores egne fejl og mangler.
Det samme gælder når vi trækker os, det er et kejtet forsøg på at ”få luft” og få det svære til at ”gå væk” eller løse sig af sig selv.
Og det samme når vi gør det modsatte, nemlig skaber drama, så er det endnu en måde at flygte fra svære intense følelser på. Det er nemlig nemmere at skændes om farven på opvaskebørsten end at deale med noget der er følelsesmæssigt vanskeligt og som gør en sårbar.

Andre bruger så piller, alkohol eller stoffer for at finde ro eller undvige de ubehagelige følelser.
Det kan også være at man distancerer sig fra sine egne indre udfordringer ved altid at agere ham/hende den sjove, eller ved at prale, vise sig og være hovmoden. (Det har jeg lavet en lille YouTube video om, den kan du se her: Når usikkerhed bliver til hovmod)
Det kan også være ved at være ham/hende der altid kommer med ”gode råd” eller ved slet og ret kun at tale om overfladiske og ikke-personlige emner når man er sammen med andre. Også sin kæreste.
Nogle ”flygter” fra deres indre uro og frygt ved nærmest at ”overinvolvere” sig i alt muligt udenfor parforholdet (børnene, spejderkorpset, bestyrelses-/foreningsarbejdet osv.) eller ved at have absurd mange fritidsaktiviteter, drukne sig selv i arbejde, overtræne, gamble, shoppe osv. osv.

Gør du mon det?
Så er det tid til at kigge ind.
Der ind hvor du bor.
Hvem er du?
Hvad vil du?
Hvad er dine behov?
Dine drømme?
Dine ønsker?
Og hvilke problemer har du der kan løses, og altså ikke hvilke problemer har min partner som jeg skal løse for ham/hende.

Gør det for din egen skyld.
Gør det hvis du ønsker at blive et helt menneske.
Gør det hvis du ønsker at tiltrække mennesker der er gode for dig.
Gør det hvis du ønsker et fremtidigt parforhold du kan være lykkelig og tryg i.

Hvis et forhold baseres på indbyrdes afhængighed, så er oprigtig intimitet og fortrolighed ikke mulig, fordi frygt og usikkerhed gør det vanskeligt at være sig selv og dermed at være tro mod egne ønsker og behov.

Vores tilknytningsmønstre kører på autopilot og det betyder jo faktisk på en måde også at der ikke er tale om et ”valg”.
Vi ”vælger” ikke at reagere/handle uhensigtsmæssigt, det sker bare.
Og når ikke-rationelle handlinger ”bare sker”, så er det nærmest uundgåeligt at kommunikationen fejler, og det bliver samtidig også nærmest umuligt at tage hensyn til både egne såvel som partneres behov, og i stedet for bliver der skabt et forhold med en opslidende intern magtkamp og med en masse -bevidst eller ubevidst- manipulation af hinanden.

Forandring og udvikling kommer først når vi opdager -og erkender- at vi har et problem, og når vi kan se at de strategier vi har tilegnet os for at klare os igennem følelsesmæssige udfordringer i vores parforhold og tætte relationer (altså tilknytningsmønstrene)de ikke gavner os.

Du kan gå på opdagelse i dine egne mønstre og strategier ved at spørge dig selv:
Hvordan ser jeg mig selv i mit forhold?

F.eks.:

Er jeg ”ovenpå”?
Er jeg ligeværdig?
Er jeg underdanig?
Er jeg vanskelig?
Er jeg nem?
Er jeg ligegyldig?
Er jeg værdsat?
Værdsætter jeg?
Manipulerer jeg?
Manipuleres jeg?
Er jeg tro mod mig selv?
Er jeg lykkelig?Og du kan spørge dig selv:
Hvad gør jeg lige nu for at ”sikre” at jeg ikke bliver svigtet eller forladt? (Hvad er min strategi, nu her, som voksen)

F.eks.:

Opgiver jeg min selvstændighed, mine interesser/hobbyer eller mine venner for at få kærlighed?
Spiller jeg den store forfører for at få kærlighed? (Altså giver jeg sex for at få kærlighed?)
Agerer jeg hende der tager sig af alt og alle, for at blive værdsat og elsket?
Pleaser jeg for at få agtelse og kærlighed?

Eller

Undertrykker jeg vrede?
Undlader jeg at udtrykke når jeg er uenig?
Straffer jeg med tavshed/ignorering/psykisk terror, når jeg føler mig truet/svigtet/forrådt/bange?

Osv.

Du kan selv lave dine egne spørgsmål.
Et eller andet sted, dybt inderst inde, ved vi ofte godt selv hvad vi går og gør for at sikre os ikke at blive forladt eller svigtet.
Grunden til at det kan være en god idé at stille sig selv disse spørgsmål, det er, at det kan være svært at få øje på dem hvis ikke man gør, fordi de her mønstre de kører som sagt på autopilot, og derfor lægger vi ikke mærke til dem.
Det sker bare.

En anden vigtig ting at være opmærksom på er, at disse mønstre ofte er forbundet med en dyb, dyb følelse af skam…

Vi skammer os simpelthen over vores egne svagheder og ”fejl”.
Og det er egentlig ikke så mærkeligt, for når det er kulturen i samfundet man bor i, at der bliver ”set ned på” jalousi, brokkeri, manipulation, gråd, surmuleri, omklamring, higen, fisken efterbekræftelse osv., så er det klart at det bliver noget der er så tabu at man dels ikke taler om det, og dels naturligvis ikke ønsker at indrømme at det er det man gør.
F.eks. sådan nogle ting som dem jeg har skrevet om mig selv i dette her indlæg, det har da ikke været nemt at se i øjnene, for dybest set har jeg skammet mig forfærdeligt over at jeg har ”været så ynkelig og patetisk” at jeg har fundet det nødvendigt at ”fiske” efter bekræftelse eller gøre mig interessant ved at forsøge at fremprovokere jalousi, arbejde med lange svartider på sms eller tlf., ”straffe” med surmuleri eller ved at true med at gå og hvad jeg nu ellers har forsøgt mig med.
Men i dag har jeg fået opbygget så megen selvkærlighed at jeg kan se at jeg har været desperat, og at jeg ikke har vidst hvordan jeg ellers skulle gøre.
Og jeg synes faktisk at det er synd at jeg har haft det sådan.
Jeg ser det overhovedet ikke som noget jeg bør skamme mig over mere.
Tværtimod.
Jeg har jo aldrig lært hvordan man gør.
Så jeg kan altså se med mildere øjne på mig selv, og jeg kan finde det i mit hjerte at tilgive mig selv for at have været en klovn og for at have ødelagt så meget for mig selv og mine ekskærester, fordi jeg ved, at det var et spørgsmål om at jeg simpelthen ikke vidste bedre og derfor ikke havde ressourcerne til at håndtere det anderledes.
Jeg håber at det vil være anderledes i dag, nu hvor jeg ved bedre, nu hvor jeg har brugt 2,5 år på at skabe ændringer i min personlighed, men dybest set, så aner jeg jo ikke om jeg vil være i stand til at håndtere det anderledes når jeg engang vover mig ud i et parforhold igen.
Det håber jeg, og det er mit ønske.
Det er oprigtigt også mit ønske for dig og for alle de andre der læser med her, og det er derfor jeg tager det op.
Jeg synes det er vigtigt at vi lærer os selv at kende og at vi finder modet til at stå ved os selv.

Nu til lidt om de to sidste tilknytningsmønstre:
Det næste er det undvigende/afvisende og det kendetegnes ved at en person med dette mønster overvejende er:

Egoistisk
Dominerende
Konkurrerende
Foragter svaghed
Har en indre selvkritiker
Føler sig isoleret fra andre
Følelsesmæssigt distanceret
Har svært ved at forstå andre
Føler sig ikke forstået af andre
Kan ”slukke” for følelser og være ”ligeglad”
Mangler tillid til andre og til verden generelt
Kan have fint med selvtillid men mangle selvværd
Er tit meget konkret, logisk og analytisk i sin tankegang
Pseudo selvstændig (Lader som om han/hun ikke har brug for andre)
Signalerer også til andre at han/hun i hvert fald ikke har brug for dem
Mangler ”kontakt” til kroppen og ”mærker” ikke følelser særligt godt
Forsøger at opnå det modsatte af afhængighed, og at gøre andre ”betydningsløse”

Der findes faktisk også en slags side-kategori til dette mønster der hedder Frygtfuld undvigende:
Det kendetegnes ved at personen befinder sig i et konstant ambivalent stadie hvor den (eller dem) man søger tryghed hos er også den (dem) man er mest usikker på, og hvor man bliver omklamrende hvis man føler sig afvist men samtidig også selv afviser hvis den anden kommer for tæt på.
Mennesker der har det sådan lever ofte i ekstremt dramafyldte forhold med mange ”highs” og ”lows” og de ender ofte også i giftige forhold med vold og misbrug.

Det undvigende/afvisende tilknytningsmønster opstår:

Når forældrene/omsorgspersonerne er kolde, følelsesmæssigt utilgængelige, fjerne, kølige og afmålte.
Når forældrene har ladet hånt om barnets behov og/eller afvist barnet når det var sygt eller kommet til skade.
Det opstår når hjemmet er præget af afvisning, kritik og fordømmelse, hvor der bliver set ned på gråd, og hvor de voksne er fjendtlige, andre gange fjerne og måske til tider decideret ignorerer barnet eller helt overlader det til sig selv.
Det opstår altså i tilfælde hvor forældrene/omsorgspersonerne repræsenterer alt andet end en tryg base.
Tit og ofte tilskyndes der i denne slags hjem også til ”selvstændighed” alt, alt for tidligt.
Barnet vil hurtigt opleve følelsen af ikke at være god nok og ikke at være værd at elske.
Barnets strategi bliver at undertrykke sig selv, og tilpasse sig forældrenes/omsorgspersonernes ”luner”, hvilket i bund og grund betyder at barnet prøver at være noget det ikke er, fordi det konstant tilstræber ”at være den det tror forældrene vil have det skal være” og helt undlader at udtrykke egne ønsker og behov, for at blive elsket og accepteret.
I mange tilfælde opnår barnet dog ikke den ønskede kærlighed og accept til trods for sine bestræbelser.

Sådan påvirker det undvigende/afvisende tilknytningsmønster voksenlivet:

Børn der har de ovenfor beskrevne oplevelser med deres forældre/omsorgspersoner, de vil typisk stoppe med at udvise tilknytningsadfærd. Det vil sige de stopper med at søge trøst og tryghed hos forældrene, og i stedet søger de måder de kan trøste sig selv på.
De trækker sig ind i sig selv.
Og både i barndommen, såvel som i voksenlivet, vil det betyde at de selv i stressende og angstfyldte situationer ikke vil søge tryghed, hjælp, nærvær og trøst hos andre, fordi de er bange for at blive afvist og en afvisning blot vil afstedkomme endnu mere stress, frygt, usikkerhed og utryghed.
Det her skaber naturligvis en kæmpe distance til andre mennesker, og til sidst får de overbevist sig selv om at de rent faktisk ikke har brug for andre.
Men det er en pseudo-selvstændighed, for naturligvis har de akkurat lige så meget brug for andre mennesker, som alle andre, de har bare tillært sig at styre udenom al for megen følelsesmæssig nærhed, og de har lært at slukke for deres følelser eller i hvert fald at minimere vigtigheden af deres egne (og andres) følelser og behov.
Det betyder ikke at de undgår parforhold, for det gør de ikke, de søger gerne parforholdet, og nyder at tilbringe tid med deres partner, men de bliver ganske ubehageligt til mode hvis forholdet bliver alt for tæt.
De opfatter typisk partneren som ”alt for krævende” hvis han/hun efterlyser mere følelsesmæssig nærhed.
Når personer med dette mønster står overfor tab og/eller adskillelse så har de en udsøgt -men usund- evne til at bare at flytte deres fokus over på andre ting, det kunne f.eks. være noget arbejdsrelateret.

Andre med dette mønster trækker sig helt og forsøger at klare det hele for sig selv, de undertrykker deres følelser totalt og fornægter fuldstændigt deres egen sårbarhed, sorg og krise.
Personer med dette mønster har en tendens til at bruge surmuleri, mopsethed, fornærmelse, brokkeri, antydelser og små stikpiller som våben når de bliver usikre, bange eller kede af det.

Det kan vi gøre for at hjælpe os selv:

Her vil jeg henvise til indlægget fra i søndags. Der gælder de samme værktøjer her, som for det nervøse/ambivalente mønster.
Det handler dybest set om at ”ny-orientere sig”. 
Skabe nye oplevelser.
Fortælle nye historier.
Det kan vi kun gøre hvis vi også genfinder den tro på værdien ved os selv, som blev taget fra os.
Så det kræver altså at man får arbejdet med den ”forbandede” selvkærlighed så man bliver bevidst om sit eget værd og også finder mod til at værne om det vel at mærke!
Så man er tro mod sig selv!
For som sagt, hvis du ikke er tro mod dig selv, så kan du ikke kommunikere fra et ærligt hjerte, og ægte, oprigtig, intimitet og fortrolighed er derfor ikke mulig.
Fordi, hvis du ikke tør sige ”ja” eller ”nej” når du har brug for det, så går du på kompromis med dit selv, du svigter dit selv.
Du skal kunne ”operere” åbent og ærligt i kærlighedens rum, uden at føle dig skyldig, uden at føle skam, uden at være kontrollerende, uden at være bebrejdende og uden at være bange for at blive forladt.

Du skal kunne bevare din personlige integritet og din respekt for dig selv uden at være bange for at miste.

Det betyder altså at du skal turde risikere det du frygter allermest!
Du skal turde løbe risikoen for at blive forladt.
Du skal turde modstå fristelsen for enten at ”forfølge” eller at ”trække dig”.
Du skal turde undlade at begynde at forfølge når du føler dig svigtet og forladt eller turde blive i stedet for at stikke af når du føler det bliver for tæt og intimt, og i stedet lære at acceptere og anerkende de svære følelser der opstår i sådanne situationer.
Og du skal turde lære dine egne følelser af skam, frygt, sorg, forladthed, tomhed, ensomhed, desperation og vrede at kende.
Det kræver mod.
Og det kræver arbejde.

Slutteligt er der den desorganiserede tilknytning.
Den kendetegnes ved at en person med dette mønster overvejende er:

Den pointe jeg gerne vil understrege med det her, både overfor dig kære læser, men også overfor mig selv, det er, at vi kan vælge at være ofre eller vi kan vælge at være proaktive.

Selvdestruktiv
Voldsomt humørsvingene
Altid med nerverne udenpå og i evigt alarmberedskab
Over følsom
Har svært ved at læse andre og deres intentioner
Har ganske lidt empati (Eller mangler det helt)
Har svært ved at vurdere om der er fare på færde eller ej
Føler sig ofte overvældet
Hyper-sensibel

Mennesker med dette mønster er ofte også panisk angste for at indgå i relationer med andre og føler sig konstant truet, de har et mere eller mindre uafbrudt indvendigt kaos, hvilket resulterer i at der som regel også er et evigt udvendigt kaos omkring dem.
Mange desorganiserede bliver desværre misbrugere.

Sådan opstår det desorganiserede tilknytningsmønster:

Ideelt set er forældrene barnets trygge havn og det sted barnet kan henvende sig når det føler sig truet, bange eller er ked af det, men hvis forældrene/omsorgspersonerne er voldelige eller på anden måde mishandler barnet fysisk (det være sig seksuelle overgreb, incest eller andre krænkelser) eller mishandler barnet mentalt/følelsesmæssigt, eller hvis de er komplet uforudsigelige i deres adfærd som f.eks. misbrugere er det, så er det jo ofte præcis dem der er årsagen til at barnet føler sig truet, bange eller ked af det, og så er der ingen steder at søge hen for barnet.
Så det her mønster opstår altså når forældrene er dem der skaber utrygheden og barnet derfor ikke har nogle steder at søge tryghed, sikkerhed og trøst.
Ofte er disse forældre også mennesker der selv bærer rundt på uforløste og ubehandlede traumer som påvirker og måske endda opskræmmer dem og det vil -utilsigtet- også skræmme barnet.

Sådan påvirker det desorganiserede tilknytningsmønster voksenlivet:

Et barn der er vokset op i et hjem hvor det er bange for forældrene/omsorgspersonerne, det udvikler ikke på samme måde en strategi som f.eks. at skrue op for tilknytningsadfærden som det barn med det nervøse/ambivalente mønster, eller at skrue ned for tilknytningsadfærden som barnet med det undvigende/afvisende mønster, og det er derfor, at disse mennesker som voksne besidder et voldsomt indre kaos.
De har lært at kontakten med dem de har allermest brug for og er tættest på, er farlig og involverer uforudsigelige skift imellem rolig adfærd det ene øjeblik og vanvittige raseriudbrud det næste.
Barnet har ingen steder at flygte hen og ingen steder at finde trøst og tryghed og uanset hvad det gør, vil det ikke få sine mest basale behov dækket.
Og denne her frygt, mistillid, frustration og angst, den følger altså med ind i voksenlivet.

Det desorganiserede mønster er det absolut alvorligste, det der skulle være barnets fundament, er bygget på regulær angst, kaos, frygt og uforudsigelighed.
Også derfor vil man som voksen også få svært ved at aflæse andres intentioner, og vanskeligt ved at vurdere hvem der er fjende og hvem der er ven.
De har ikke bare svært ved at vurdere mennesker men også situationer, og derfor bringer de ofte sig selv i farlige situationer. Nogle med dette mønster opsøger ligefrem farlige situationer.
Som voksne bliver de selv yderst humørsvingende (som deres forældre) og andre mennesker der er tæt på dem kan opleve dem som meget utilregnelige og svære at have med at gøre.
Grundet deres hypersensibilitet kan det være svært for andre der er tæt på dem, at gennemskue hvad de har gjort for at trigge den pludselige humørsvingning, og derfor rager de ofte uklar med deres relationer og der er derfor jævnligt en ret stor udskiftning i vennekredsen af samme årsag.

Det kan vi gøre for at hjælpe os selv:

Igen gælder de samme værktøjer som for det nervøse/ambivalente og det undvigende/afvisende mønster, men jeg vil vove den påstand at personer med det desorganiserede tilknytningsmønster vil have rigtig god gavn af at få professionel hjælp. (Det kan de andre nu også)
Eftersom denne type person kan have rigtigt mange vanskeligheder med at læse andre og kan have rigtigt meget både indvendigt og udvendigt kaos, så vil et godt netværk også være alfa omega.
Kan du genkende dig selv i det desorganiserede mønster er det virkelig vigtigt at bruge dit netværk og række ud efter hjælp.
Hjælp til at lære at tænke på nye måder, hjælp til at læse og forstå andre.
Det vil helt sikkert også være en kæmpe fordel at bruge meditationer og selvhypnoser.
Ved selvhypnose forstås at lytte til sekvenser med bekræftende budskaber, i modsætning til meditationer hvor man ofte fokuserer på vejrtrækning, eller på kroppen eller på et enkelt og simplet mantra.
Som jeg jo har været inde på i de sidste par mails, så er det at lytte et rigtigt godt redskab, ikke bare for dette mønster, men i det hele taget, fordi det arbejder sig hurtigt ind i underbevidstheden.

Her er bekræftende budskaber, selvhjælps lydbøger osv. godt for at lære nyt og skabe ændring, og meditationerne er godt for skabelse af indre ro og bedre kontakt til krop og følelser.

Som jeg også nævnte sidste søndag  så vil du formentlig kunne genkende lidt fra hvert af mønstrene, men sandsynligvis have overvægt i det ene.
Måske kan det være svært for de desorienterede at genkende noget fra det trygge overhovedet, men så igen, alt er muligt. Der er nok lige så mange kombinationer af disse mønstre som der er mennesker.

Det vi skal forstå, det er, at de overlevelsesstrategier (tilknytningsmønstre) vi har udviklet som børn, hvor vi var afhængige af andre for at klare os, de er ikke nødvendige længere, medmindre det er det trygge af dem, og det er vores eget ansvar at bryde ud af dem.

Her er en opsummering af nogle af de ting der skal til for at bryde mønsteret:

Du skal først og fremmest arbejde med at bygge selvkærligheden op, det vil:

Hele dine følelser af skam
Løfte dit selvværd
Lære dig at kommunikere fornuftigt
Gøre dig stærkere i at sætte grænser
Gøre det muligt for dig at turde udtrykke dine egne behov/Turde være tro mod dig selv
Give dig accept af dig selv og dermed også gøre dig mindre OBS på andres ”fejl”
(Hvis vi selv føler os forkerte og ikke accepterer og selv fuldt og helt, så leder vi efter fejl hos andre for ikke at føle os alene, dog uden at vi rigtigt ved at det er sådan det hænger sammen når vi har travlt med at tilsvine, foragte og håne andre eller finde ”fejl” og ”mangler” ved vores kærester)

Og så er det vigtigt at du får fortalt en ny historie om dig selv.
Altså at du lader din barndom (og også senere oplevelser) definere dig på en ny måde, lidt ligesom jeg fortalte i søndags at jeg havde gjort.
Nøgleelementet her, er at få sagt det højt.
Jeg havde en tendens til at fortælle min lidelseshistorie når folk kom tæt på mig, en strategi jeg har haft for at folk jeg elsker, skal kunne forstå mig og vide hvor jeg kommer fra, og det er for så vidt også okay at man fortæller sine tætte relationer hele sin historie, det er bare vigtigt at huske at man ikke længere skal fortælle den for at få medlidenhed og omsorg, men snarere for at fortælle hvor ens styrke, empati og indlevelsesevne kommer fra. Så man laver sin historie om fra at være ”hende den stakkels” til at være ”hende den stærke”.
Men det kan være svært, for vi er p**** afhængige af den opmærksomhed og omsorg vores lidelseshistorier kan give os.
Bare husk, at der er stor forskel på at fortælle historien med det formål at lægge ansvaret for sine handlinger fra sig -som jeg nok lidt har gjort- og så på at fortælle den for at vise sårbarhed, ærlighed og åbenhed, og at der er milevid forskel på hvad du får ud af at lade din historie definere dig som stakkels eller stærk.
Hvad vil du helst!?

Slutteligt er det vigtigt at du lærer dig selv at modstå fristelsen for at reagere som du plejer (Please, forfølge, brokke, bebrejde, anklage, tilbageholde følelser, trække dig ind i dig selv, undertrykke behov, lyve, manipulere, fiske osv. osv.) og få stoppet op inden du fører en uhensigtsmæssig reaktion ud i livet.
Det kan være rigtigt udfordrende, fordi det ligger dybt programmeret i vores nervesystem og fordi vi har handlet sådan nok gange til at det er blevet en indgroet vane der bor i vores underbevidsthed og i vores krop.
Men det er muligt at reagere anderledes end du plejer.
Hvis du retter bevidst opmærksomhed imod dine reaktioner, mønstre og tankegange, så vil du langsomt også kunne begynde at stoppe op før du reagerer og dermed langsomt få ændret på hvordan du reagerer.
Man skal dog ikke forvente de store ændringer de første par gange man står med vanskelige, angstprovokerende følelser og tanker, men være glad for -og stolt over- de små, gradvise ændringer.

Jeg håber at dette her emne har kunnet give dig en større forståelse af dig selv, og at det kan inspirere dig til at tage selvkærligheden alvorligt, hvor abstrakt en størrelse den end måtte være for dig, og motivere dig til at turde noget mere!

Yeah!
God søndag

/Hannah ❤

DET HER INSPIRERER MIG:

Refusing to Settle: The Quarter-Life Crisis | Adam “Smiley” Poswolsky

(Klik på billedet for at se filmen)
Det her er sådan en fed TED talk. Je elsker at lytte til mennesker som ham her, han er både sjov, inspirerende og levende.
Han fortæller hvordan man ved at forfølge meningsfuldt arbejde kan ændre sit eget liv, andres liv, og ja, verden!
Han kommer med skønne eksempler på hvordan han selv og andre mennesker har omvendt personlig -arbejdsrelateret- krise.
Selvom man ikke lige står i en arbejdsmæssig krise eller er et sted hvor man hader sit job, så vil jeg alligevel anbefale at se den.
Du vil helt sikkert kunne genkende ting fra dit eget liv alligevel.

Nogen forsøger at tage dine rettigheder fra dig | Lars Køhler

(Klik på logoet for at læse artiklen)
Denne artikel er virkelig læseværdig. Personligt synes jeg den tager fat på noget der er rigtigt vigtigt for vores samfund lige nu:
Nemlig at der er sket et skræmmende skred i hvad vi accepterer af uhyrligheder på den politiske scene, uden at vi opponerer nævneværdigt imod det.

Gør som mere end 5.000 andre

Få viden, indsigter, værktøjer og inspiration til at blive den bedste leder af dig selv.
Så du kan sætte retningen for dit liv i stedet for at andre gør det.
Du får -selvfølgelig- også først besked om nye kursusdatoer og gode tilbud.
Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Privatlivspolitik

.

Leave a Reply