Vi lider mere i vores forestillinger

By June 18, 2017 No Comments

Hej læser,

Beklager at Søndags-supporten kommer lidt sent i dag, men jeg havde et lille uheld til et forhindringsløb i går hvor jeg mistede grebet i noget der hedder en ”Monkey Bar” og så fik jeg ellers flået huden af på indersiden af hænderne.

Fåååååååååååååååååååårk!
Jeg kan slet ikke begynde at forklare hvor smertefuldt det var, for ikke at tale om da det skulle renses i førstehjælpsteltet.

Jeg var sikker på at ham paramedicineren var ude på at slå mig ihjel.

Hahaha.

Så planen om at skrive Søndags-supporten igår efter løbet røg lige i vasken, og i dag søndag besluttede vi lige at tage en tur på skadestuen med mine små hænder alligevel, fordi det væskede absurd meget og der var sådan noget gulligt “puds” nede i de åbne sår, så jeg var bange for at der var ved at gå infektion i det.
Der hang alligevel også stadig løs hud inde i den ene hånd, som var bedst at få fjernet.

Nu er jeg vendt hjem fra hospitalet med fine bandager på, sårene er blevet renset igen, den løse hud fjernet og alt er godt.
Men hold kæææææft hvor har det gjort ondt.

Nok om det, det var bare lige for at forklare. 😀
Så noget af denne Søndags-support er altså skrevet i flyet på vej til forhindringsløbet her i London, resten er skrevet i dag søndag. 😉

Nu til sagen:

Vi lider mere i vores forestillinger, end vi gør i virkeligheden…

Hvad mener jeg så lige med det?

Jo, jeg mener at vores indre liv nogle gange er så hårdt at vi faktisk smadrer vores tilværelse mere end hvad godt er, fordi vi bekymrer os om ting der kan ske i morgen, om en uge eller om et år, men som måske aldrig nogensinde sker…
Vi bruger også masser af energi på at være kede af ting vi alligevel ikke kan ændre…
I begge tilfælde giver vi os selv dobbelt op på ”røvtur” so to speak.

Lad mig komme med et eksempel fra mit eget liv.
Fra før jeg begyndte at tænke anderledes.
Jeg kan ikke huske om jeg har fortalt om det før, men det kan sagtens tå gentagelse i så fald. 😀

Mange af jer har fulgt mig længe og ved måske også at min blog Hjerte Under Ombygning faktisk startede med at være en blog om fertilitetsbehandlinger. Den hed Venter På Storken dengang. Den ligger stadig online her: Venter På Storken.
Jeg skrev om alle mine tanker i forbindelse med mine fertilitetsbehandlinger, og alle de skuffelser og tab der fulgte med. Long story short, så ved de fleste af jer jo godt hvad der skete, jeg mistede barnet, kæresten skred tre uger efter og alt gik galt.

Jeg begyndte så at skrive om min nedtur på min blog, og det viste sig at rigtigt mange kunne nikke genkendende til alt hvad jeg gik igennem, det gav mig lyst til at fortsætte med at dele mine tanker, så jeg ændrede så navnet på bloggen fordi det ikke gav mening at den hed Venter På Storken når nu det handlede om noget helt andet lige pludselig.

Jeg skulle senere finde ud af at det var en rigtigt dårlig idé at blive ved med at dele alt det negative, men det vender jeg tilbage til senere i dette indlæg.

Det eksempel jeg vil trække frem nu, er fra før det hele kulminerede, mens jeg stadig var gravid.
Jeg havde en personlig træner på det tidspunkt, fordi jeg havde haft noget vrøvl med betændelse i mine albuer, som jeg så skulle have trænet op igen på den rigtige måde. (Jeg havde været der hvor jeg ikke engang kunne putte creme i mit ansigt, vaske mit hår eller få en gaffel til munden, så det var seriøst)

Jeg snakkede også meget med min træner omkring min graviditet.
Jeg havde nemlig en historie med mange ufrivillige aborter bag mig, og jeg gik derfor hele tiden og ”ventede det værste”.
Og italesatte alle mine dommedagsprofetier.
Til alt og alle. Også den stakkels træner, der ellers bare skulle fixe albuer.

Er det noget du kender?
Det her med på baggrund af tidligere oplevelser at forvente det værste, og så tale om dét hele tiden?

Vær nu ærlig…

Mange af os antager og forventer ud fra tidligere oplevelser. Tidligere dårlige oplevelser vel at mærke.

Lad os nu lige tage sådan en simpel ting som man tit bliver sat til i et træningscenter: Boxjumps. Altså, helt simpelt, at hoppe op på en kasse.
Og lad os antage vi har prøvet det 2 gange i livet, og den ene gang gik det fint, men den anden gang fik vi skrabet skinnebenet. Av, av.
Så er det jo ikke sådan at vi, næste gang vi står foran boxen, tænker ”Nå, men det gik jo fint den ene gang, så det går sikkert også fint denne gang”, næh, nej, vi tænker ”Åh, nej det gik jo helt galt den ene gang, så det gør jeg sgu ikke igen!”

Har jeg ret?

Det er der en forklaring på.
Det er simpelthen en overlevelsesmekanisme som vi mennesker er ”wired” med.
Det er altså en mekanisme –programmeret ind i os mennesker– der har skullet sikre ”artens overlevelse”, så vores hjerne er simpelthen indrettet til at prioritere de negative tanker, formodninger og forventninger så vi holder os fra at ”gøre noget dumt”.

Ret genialt i virkeligheden ikke?

Men ofte -nu hvor vores arts overlevelse jo ikke er synderligt truet- fungerer denne mekanisme i stedet mest som en kæmpe hæmsko, der kan gøre alt fra flyrejser til en gå-tur på gaden til et mareridt af dimensioner.

Jeg sidder i skrivende stund i et fly på vej til London hvor jeg skal over og løbe et ”mudderløb” sammen med nogle veninder, og det er lige før jeg nærmest ikke trækker vejret i bar skræk og rædsel hvis flyet ryster bare lidt, men hvor jeg nægter at lade det forhindre mig i at rejse, ved jeg at denne flyskræk er noget andre har det så skidt med, at det forhindrer dem i at rejse med fly.
Trist.
Men det kan laves om. Så spids ørerne. Eller… læsebrillen. Det kommer jeg nemlig til.

Jeg har været i London flere gange før, så jeg ved at der et hav af riste på veje og fortove, mange flere end hjemme i lille Danmark, og jeg har en nærmest sygelig angst for riste, så en gå-tur på gaden i London kan virkelig kræve meget af min energi, fordi jeg hele tiden er over-opmærksom og hele tiden skal sørge for at springe over ristene eller gå udenom dem.
Anstrengede!

…Jeg behøver jo nærmest ikke deltage i det forhindringsløb jeg er taget af sted for, en tur på gaden er rigeligt! Hahaha.

Da jeg var barn, der boede min mor sammen med en mand der hed Carlos, som hun har mine to brødre Miki og Marcelo med, men Carlos havde også en anden søn fra et tidligere ægteskab, Felipe, og han var selvfølgelig som en bror for mig.
Men pludselig en dag var han der ikke mere…
Og det tab har jeg aldrig rigtigt fået bearbejdet… Så det ”bor” i mig.

Jeg har, udover mange andre ting fra fortiden, også arbejdet lidt med tabet af Felipe de sidste par år, men der er stadig et stykke vej vil jeg sige, for jeg kan mærke at jeg bliver ked af det, blot ved at nævne det for dig nu.
Men det der skete var, at han og nogle kammerater legede med deres lyssværd og pludselig røg Felipes sværd ned i en lysrist. Alle ungerne fik i fællesskab skubbet risten til side så Felipe kunne hoppe ned efter sit sværd, men desværre sker det tragiske at risten tipper og han får den ned over sig…
Han fik mast sin lever og døde.
Det var i 1981. Han var 7 år og jeg var 8 år.

Og dét bor stadig i mig.
Tabet og angsten.

Er det forståeligt at jeg har det svært med riste?
Ja… Det vil jeg selv mene…
Men er det rationelt?
Og er der til dagligt en reel overhængende fare for at jeg ryger igennem en rist og/eller får den over mig?
Nej…
Men kan det alligevel påvirke min hverdag negativt?
Ja…
I høj grad…

Desværre.

Samme gælder flyskræk og alle mulige andre ting vi bygger forhindringer for os selv med…
(Når jeg siger at vi bygger forhindringer for os selv, så mener jeg det faktisk. Jeg kan selvfølgelig ikke gøre for den tragiske ulykke med Felipe, men når jeg lader angsten for riste bo i mig og hæmme mig, så bygger jeg videre på den, og frygten bliver større og større SAMTIDIG med at den bliver mindre og mindre rationel! Lidt sjovt ikke?)

En anden måde vi også bygger forhindringer for os selv er ved når vi er bange for at glæde os over eller fortælle om gode ting der sker i vores liv, fordi “hvad nu hvis det ikke holder eller forsvinder igen, så har jeg glædet mig forgæves og fortalt det til alle mulige…”

-Og det har vi altså en idé om at det er helt forfærdeligt.

For nyligt sad jeg f.eks. og spiste middag med et par veninder, og snakken falder på det her med at date, og den ene af mine veninder siger så noget i retningen af at hun ”gad sgu’ ikke at fortælle nogen om det når hun mødte en ny fyr, for hvad nu hvis han pludselig fik kolde fødder og forsvandt, det havde hun snart prøvet lidt for mange gange og nu var hun faktisk ved at være vildt træt af sådan nogle idioter, og så hun gad i hvert fald ikke slå det stort op længere eller gå og tro på noget som helst og hun gad i hvert fald slet ikke sige det til andre, når hun mødte en, for det var da bare top-nederen, når han så bare pludselig skred”

Der er flere lag i det her…
Og for så vidt forstår jeg hende godt.
Jeg har selv været på nøjagtigt samme måde og haft nøjagtigt samme idé, bortset fra at jeg så er sådan en der alligevel ikke kan holde min kæft, så når jeg har mødt en ny har jeg fortalt det alligevel, men tonet det ned. Nærmest talt det lidt ned. Og brugt retorik som ”Jamen han er da ‘meget sød’, men nu må vi se…”
Helt klassisk.
Du kender det sikkert godt, ikke?!

Man skulle jo nødigt blæse det for stort op. Man skulle jo helst virke cool afbalanceret.
Men hey, når man forelsker sig -og det er hvad enten du er en der forelsker dig hurtigt eller langsomt- så er man alt andet en cool og afbalanceret!

Så når man gør det -altså agerer cool i en situation hvor man på ingen måde føler dig cool og/eller ovenpå- så undertrykker man i virkeligheden de følelser man oprigtigthar, og dét er per konduite en super dårlig idé at gøre.

Det er det ene lag, det andet er at når min veninde tænker som hun gør, så tager hun alle sorgerne på forskud:

Hun antager at den næste hun møder også vil få kolde fødder
Hun forudser at han også er en “idiot”
Hun forventer at han sikkert vil skride
Hun ser det “gå galt” for sig

Og hun tror -fejlagtigt- at hun beskytter sig selv ved så ikke at tale om det og ved ikke at dele sin glæde med andre, ikke engang med sig selv.
Men hun beskytter ikke sig selv for noget som helst…

Og det bringer mig videre til det eksempel fra mit eget liv som egentlig var det jeg ville dele, inden jeg lige kom helt ud af en tangent her. 😀

Som sagt havde jeg denne her personlige træner som skulle hjælpe mig med mine albuer, og jeg var gravid på det tidspunkt hvor jeg gik hos ham, og jeg havde præcisden der tossede idé om at jeg ikke under nogle omstændigheder ville glæde mig over noget som helst ved denne graviditet, for nu havde jeg jo været igennem så og så mange ufrivillige aborter, hvor jeg havde måttet gå hjem fra nakkefoldscanningen med tårer i øjnene og et barn i maven vis hjerte ikke længere slog, så jeg skulle i hvert fald ikke begynde at glæde mig til noget som helst før efter nakkefoldscanningen!
Punktum!

Hold kæft hvor er det en dum logik… Nu jeg tænker nærmere over det.

Og det var nemlig også her at min træner sagde noget rigtigt vigtigt, noget som jeg ikke formåede at forstå eller absorbere dengang fordi jeg var i totalt ”offer-mode”, men som jeg siden virkelig har taget til mig, og det var:

”Hanne, du bliver jo ikke mindre ked af det, hvis du aborterer, og du ikke har glædet dig. Det eneste du gør, er at forhindre dig selv i at nyde nuet…”

Og jeg forstår først nu hvad det var han mente.
Jeg skulle -på trods af mine mange ulykkelige aborter- have tæntk således: ”Lige nu er der liv, lige nu er alting godt, og hvor er jeg er glad og taknemmelig for det!”

Men eftersom jeg ikke tillod mig selv at være glad overhovedet, og nyde det mens alt stadig var godt og der var liv, så havde jeg slet ikke oplevet nogen som helst form for glæde, på noget som helst tidspunkt i forløbet…

Og han fik ret.
Også denne gang mistede jeg mit ufødte barn og jeg blev på ingen måde mindre ked af det fordi jeg ikke havde glædet mig…
På ingen måde…
Jeg var sønderknust.
For jeg havde jo glædet mig, men jeg havde undertrykt den. Undertrykt glæden. DUMT!

Tror du læser, at jeg ville have syntes at den glæde og taknemmelighed jeg ville have oplevet før det gik galt, havde været “spildt” hvis jeg havde undet mig selv den!?
Næh, det tror jeg sgu ikke selv jeg ville.
I hvert fald ikke med det mindset jeg har bygget op i dag.
Dengang ville jeg nok…
Og det er derfor at det er så vigtigt at vi arbejder på vores mindset!

Det er også derfor der er så mange der taler om at vi skal “være i nuet”.

Men jeg forstår først meningen med det nu:

Når vi lever i en ulykkelig fortid lider vi,
og når vi lever i en ulykkelig fremtid lider vi.

Derfor siger jeg nu til mig selv, vær i nuet og lad være med at gå og antage alt muligt forfærdeligt om fremtiden, hvad enten det er om den fremtid der ligger om en time eller det er om den der ligger om ti år, og lad være med at dyrke alt det ulykkelige fra fortiden. Det ødelægger nuet.

Sker der noget frygteligt i nuet, så må man deale med det der. Man kan ikke deale med frygtelige ting, der måske aldrig sker, på forhånd. Det er dobbelt op på lidelse og det er helt unødvendigt.

Så når vi bekymrer os, når vi tager sorger på forskud, når vi ser spøgelser og når vi antager at noget dårligt sikkert vil ske fordi alt andet er for godt til at være sandt, så smadrer vi vores ”nu” og vi bygger forhindringer der gør livet surt for os selv.

Er det nogen særligt god idé?
Mest nej…

Hvor vil jeg egentlig hen med alt denne her snak?
Jo, ser du, efter denne her nedtur jeg havde for to år siden, så begyndte jeg at indse at der var et mønster i mit liv. Et kedeligt et. Den samme type nedture igen og igen, de samme problemer, de samme konflikter osv.
Så jeg begyndte at lege lidt med tanken om at der nok vitterligt er noget om det der med at ”lige tiltrækker lige”.

Så når jeg antog og forventede dårlige oplevelser, så ville dårlige oplevelser ske.

Nogle kalder det Loven Om Tiltrækning og den går i grove træk ud på at alting her i verden består af energi, faste ting såvel som ting i bevægelse, ”døde” ting såvel som levende ting, mennesker såvel som dyr, men ltså også vores tanker og følelser, og at disse energier tiltrækker lige energier.
Jeg vil egentlig ikke beskæftige mig så meget med Loven Om Tiltrækning lige her og nu, for jeg tror man skal passe lidt på med at “bilde folk ind” at de bare skal sætte sig ned og tænke positivt, og så falder der evig lykke, masser af millioner og en guddommelig kæreste lige ned i turbanen.
Der skal mange andre love i spil før ”tingene begynder at ske”, blandt andet Loven Om Handling!
Anyway, det, jeg -lidt forsigtigt- vil bilde dig ind er, at der sker altså virkelig “et eller andet” når du ændrer på dit indre liv, altså dine tanker og følelser.

Har du flere positive tanker, vil du også opleve flere ting positivt.
Måske fordi der simpelthen reelt sker flere positive ting (fordi du har tiltrukket dem) eller måske er det blot fordi du pludselig begynder at opfatte tingene mere positivt eller fordi du lettere får øje på de positive ting…?!
Who knows!

Jeg skal dog være den sidste til at bilde dig ind at det er nemt…
Det er simpelt, men ikke nødvendigvis nemt.
Vi mennesker er vanedyr, så når vi skal gøre noget andet end vi plejer, altså forsøge at tænke anderledes eller forsøge at opfatte en situation på en anden måde end vi ellers ville have gjort, såsom at prøve at være glad i nuet fremfor at lide i nuet fordi vi lever i fremtiden som vi har malet et sort og ulykkeligt billede af, så er det temmelig udfordrende. Også selvom metoden er simpel.

Men…

HVIS DET IKKE UDFORDRER DIG
VIL DET IKKE ÆNDRE DIG

Det, der så skete for mig i starten (der for 2 år siden) var at jeg begyndte at blive bange for mine egne tanker og frygtede at jeg ville komme til at ”tiltrække” noget dårligt, hvis jeg havde negative tanker.

Og det er måske noget du godt kan nikke genkendende til, hvis du har arbejdet med dig selv. Men bare rolig, det er helt naturligt at man får det sådan. Som jeg sagde tidligere, så er vi wired til at se alt det forfærdelige der kunne ske. Og derfor var det jo nærmest oplagt at jeg ville blive bange for mine tanker hvis jeg  arbejdede udfra en teori om at de dårlige af dem ville manifestere dårlige ting ind i mit liv.

Men mit råd er, vær ikke bange for dine dårlige tanker, brug dem til at øve dig i at tænke bedre tanker. Grib dig selv i det når du ser spøgelser. Og sig til dine frygtsomme eller negative tanker ”Tak, fordi du lige gjorde mig opmærksom på det (hvad det nu end er at tanken drejer sig om), men nu vælger jeg lige at kigge et par andre muligheder igennem også”.

Det lyder måske umiddelbart pænt tåbeligt at skulle sige sådan til sig selv, men det er p**** effektivt, fordi når du taler til dig selv, så taler du også til din underbevidsthed. Særligt hvis du gør det gentagne gange.
Det vil altså sige at når du fortæller dig selv at du ”har hørt det”, så undertrykker du ikke tankerne, hvilket også ville være en super dårlig idé at gøre.
Når du siger sådan til dig selv, så bliver tankerne ikke spærret inde, inden i dig. De får i stedet ”lov at passere”.
Du har hørt dem, og anerkendt at du havde dem ( de negative tanker altså) men vælger at gå videre med nogle andre tanker.
Lyder det latterligt!?
Prøv det! Andet kan jeg simpelthen ikke sige….

Hahahaha jeg kom lige til at tænke på denne her (Klik på billedet):

Kan I huske den?
Prøv det! PRØV DET!

Nå, tilbage til emnet, for jeg fandt jo ud af, at også sådan noget som at tænke gode tanker kræver øvelse, ligesom med så mange andre ting, og i stedet for at gå og bruge mit krudt på hele tiden og være bange for mine dårlige tanker, så skulle jeg bare bruge det på at øve mig i at lade dem passere og i stedet tænke de gode, for på den måde ville de dårlige -langsomt men sikkert- blive udfaset.

Og det er faktisk lykkedes ret godt kan jeg med stor entusiasme meddele her efter to år.
Det skal ikke forstås på den måde, at, nu er alt bare total happy-go-lucky oppe i min knold, for det er det ikke, men jeg har overvejende gode og taknemmelige tanker.
Fordi jeg har øvet mig i at tænke dem.
Så nu er de blevet naturlige for mig.

Måske du kan huske at jeg i en søndags-support for nyligt har sagt at jeg glædes ved alt det gode der sker i mit liv, men også ved alt det dårlige der ikke sker?

Den sidste del vil jeg gerne lige pensle lidt ud inden jeg runder af og trækker mig tilbage for at pleje mine hudløse hænder, jeg tænker at jeg gerne må trøste mig selv med sådan en her i dag:

Hej-hej lækker marengs!

Nå, men noget af det jeg er blevet afsindigt god til i dag, det er at udtrykke taknemmelighed for alt det lort der kunne have været sket, men som ikke skete.

Når jeg mærker cyklen smutte under mig, men jeg undgår at ryge på røven, så tænker jeg ”Gud, hvor var det godt jeg ikke lige røg mig en tur dér! Heldigt! Tak”
Mit gamle jeg var i stedet blevet irriteret over forskrækkelsen, fremfor taknemmelig over den ulykke der ikke skete.
Kan du se forskellen?

Sådan nogle små hændelser er der faktisk ret mange af i det daglige, når man først begynder at lægge mærke til dem.

Nøgler/pung er væk, men jeg fandt dem igen. Så glædes jeg over at de ikke var blevet “rigtigt” væk og føler mig meget taknemmelig i stedet for at være irriteret over den tid jeg brugte på at lede efter dem.
Der ryger et tungt glas ud af køleskabet når jeg åbner det, og glasset knuses og indholdet splattes ud over det hele, og i stedet for at blive vred over det knuste glas og alt svineriet, føler jeg mig dybt taknemmelig over at det landede én centimeter fra min fod og ikke ovenpå min fod!

Det kan også være sådan noget som små remindere jeg bliver glad og taknemmelig for, dem er der faktisk også mange af.
Det kunne f.eks. være sådan noget som at jeg glemmer at få skrevet en aftale ind i kalenderen og pludselig hører jeg fra personen inden vores aftale, som så gør at jeg kommer i tanke om aftalen og får den skrevet ind. “Phew ha, TAK univers, eller hvad pokker det nu er der lige gjorde at jeg fik den reminder så jeg undgik at brænde en god ven af!” 
Det kunne også være noget jeg skulle lave færdigt for en kunde, men som jeg af en eller anden grund er kommet fra, og så ser jeg en af deres biler på gaden og kommer i tanke om ”Gud, ja, jeg skulle da også lige lave det der færdigt til dem!”
Sådan nogle små remindere er jo nærmest små lykketræf i forklædning, og dem er jeg blevet god til at udtrykke glæde over og sige ”tak” for. Og det gør altså noget ved mig. Ved mit sind og den stemning der er i mit sind.
Det er svært at forklare.

Nogle gange gør jeg det bare i tankerne, andre gange siger jeg det sgu højt. Så kan jeg finde på at kigge op i himlen og sige ”tak!”.
Og jeg er ikke religiøs eller noget, jeg tror bare på at der er noget der er ”større end mig” så at sige…

Hvad det er, det ved jeg ikke, jeg ved bare at der er nogen eller noget der ”hjælper” mig.
Det har der sikkert altid været, jeg har bare ikke lagt mærke til det før nu.
Og den eneste grund til at jeg lægger mærke til det nu, er fordi jeg har øvet mig i det.

Intet andet.

Det er også denne tilgang jeg skal have til min riste- og flyskræk. Jeg ved det, for jeg har arbejdet med min højdeskræk på denne her måde.
Jeg har tænkt på alt det sjove jeg får ud af ikke at have højdeskræk: Fede forhindringsløb med klatring op ad høje vægge (sæ’fø’li knapt så fede når man flår sine hænder i stykker!), pragtfulde ture op i kraner i arbejdsøjemed med fantastiske billeder som resultat, hop fra vipper, vue udover altanen fra 6. uden hjertegalop osv. osv.

Og så har jeg bare tvunget mig selv til at gøre de her ting, ved at BESLUTTE at det ville jeg.
Det har taget tid.
Jeg kravlede selvfølgelig ikke “bare” op ad en 5 meter høj væg eller sprang ud fra en 3 meter vippe som det første.
Jeg tog det i små skridt.
Prøvede lidt forskellige ting her og der der kunne udfordre min skræk.
Og nogle gange er det endt med at jeg har hængt på en klatrevæg og tudbrølet fordi jeg bare “frøs” og hverken turde gå op eller ned.
Men ned kom jeg jo og så har jeg bare prøvet igen en anden gang.
Kigget på andre gøre det.
Samlet mod.
Og prøvet igen.
Og accepteret hvis jeg ikke lige kunne.

Og når jeg var ude og fotografere på byggepladser, så skyndte jeg mig at spørge om jeg kunne komme op i kranen og fotografere derfra, selvom jeg var ved at dø af skræk ved tanken. Men hvis jeg skyndte mig at spørge uden at tænke for meget over konsekvensen (nemlig at jeg så om 5 minutter ville hænge i en kurv 60 meter over jorden) så ville det være pinligt at trække det tilbage når først jeg havde fået tilladelse, og så var der jo ingen vej tilbage. Hahaha.
Så jeg gjorde det altså uden at tænke først, hvilket er en anden strategi man kan benytte, jeg kom i hvert fald op i kranen og det er jeg glad for, for nu har jeg været oppe i mange sjove -og høje- kraner og fået et hav af fede billeder til mine kunder.

Nogle ting kommer jeg så nok aldrig til, som f.eks. bungyjump eller faldskærmsudspring, men det er heller ikke vigtigt for mig. Det var vigtigt for mig som fotograf -med niche i entreprenørbranchen- at turde komme op i kraner, og det var vigtigt for mig at turde springe fra vipper fordi jeg synes det så sjovt ud og jeg følte jeg gik glip af noget fedt. Faldskærm og bungyjump ser da også fedt ud, men det er bare ikke vigtigt (nok) for mig, og derfor får jeg formentlig heller aldrig arbejdet mig derhen.
Hvis det var vigtigt, så havde jeg gjort det.
Det er jeg sikker på.

Det er vigtigt for mig at rejse og det er også vigtigt for mig at kunne gå på gaden uden at være bange for at ryge igennem en rist, så hvis jeg skal arbejde med frygten for ristene, så skal jeg ud og træde på nogle af dem.
Og jeg kan starte med de små af dem.
Flyskrækken arbejder jeg jo allerede på, i og med at jeg sætter mig op i et fly.
Mine veninder er skide gode til at “finde på ting at snakke om” når de kan se jeg er ved at gå op i limningen over en smule turbulens.
Det er endnu en strategi: Hjælp fra venner.

Jeg oplever altså, at jo mere jeg prøver at vende situationer og tanker om til ”bedst mulige option”, jo flere gode ting sker der og jo mere kan jeg hjælpe mig selv.
Jeg har det bedre, min forretning går bedre, jeg tør mere, alt er bare bedre.

Jeg oplevede det også dengang jeg startede med at skrive min blog hvor jeg som jeg fortalte dig om i starten af dette indlæg, startede med at skrive om alt det forfærdelige der var sket, tabet af mit ufødte barn, kæresten der forlod mig tre uger efter, indlæggelsen på psykiatrisk og i det hele taget bare hvor skrækkeligt jeg havde det og jeg delte alle mine tanker, al min frygt og al min ked af det hed, men pludselig slog det mig, at hvis jeg blev ved med at dele min smerte, og blev ved med at taleom den, så fastholdt jeg mig selv i den tilstand…

En dybt ulykkelig tilstand.

Jeg forstærkede blot min ked af det hed, min frygt og min frustration…
Og måske tiltrak jeg mere af den…?

Nu sidder du måske og tænker, “Jamen kommer man ikke af med noget hvis man fortæller om det og/eller skriver om det?!”

Jo, det gør man.
Så absolut.
Så det er ikke fordi man helt skal lade være med at tale om sin smerte, men man skal kende grænsen.
Hvornår er nok, nok.
Der er nemlig en meget fin grænse imellem at få noget fra hjertet og fastholde sig selv i lidelse.
Det er det samme med vrede, jalousi, grådighed osv.
Mere vil have mere.
Hvis vi bliver ved med at være vrede, bliver vi bare mere og mere vrede.
Hvis vi først er lidt jaloux så stikker det som regel først helt af når det kører rundt i vores tanker og vi bliver mere og mere jaloux og mere og mere sikre på at historierne i vorest hoveder er sande.

Så de følelser vi bliver ved med at give opmærksomhed, de bliver mere intense. De vokser.
Det skal de jo helst ikke når det er negative følelser og tanker.
De skal høres og mærkes, ja, men dernæst skal de have lov at passere og så skal de overskrives med andre og bedre tanker og følelser.

Det gode ved det her er jo så, at der gælder samme regler for positive følelser, såsom glæde og taknemmelighed.
Så jo mere du øver dig i dem, jo mere intense vil de blive og jo mere vil de vokse i dig…
Og jo mere naturligt vil de derfor forekomme dig.

På den måde vil din positive attitude (energien) altså ”tiltrække” flere positive oplevelser (andre lige energier).

Woo-woo?

Prøv det!

Og mærk selv efter.

-Og brug lige lidt mere end en måned på det ikke…?

Ting tager tid.

Kæmpe krammer.
/Hanne ❤

Gør som mere end 5.000 andre

Modtag mails med viden, værktøjer og tilbud om kurser og forløb der alle er skræddersyet specielt til dig med barndoms PTSD. Du vil få indblik og teknikker der gør dig bedre til bevidst at sætte retningen for dit liv fremfor at fortiden bliver ved med at gøre det!
Du får en dejlig meditation med som tak for at blive en del af mit univers.
Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Privatlivspolitik

.

Leave a Reply

Seneste indlæg

Hvad er barndoms PTSD? Barndoms PTSD / Kompleks PTSD
July 13, 2022

Hvad er barndoms PTSD?

Tak fordi du læser med på her på bloggen. Mit navn er Hannah Paludan, og i dette indlæg vil jeg forsøge at gøre dig lidt klogere på hvad barndoms PTSD det er.   Hvis du har læst flere andre indlæg her på bloggen kan du muligvis regne ud at jeg selv har kæmpet med det hele livet. Hvis du kan…
Kærestesorg med barndoms PTSD Barndoms PTSD / Kompleks PTSDKærestesorg
June 30, 2022

Kærestesorg med barndoms PTSD

Kærestesorg med barndoms PTSD Hvordan heler man efter et brud uden -flere- ar på sjælen og uden -mere- tung bagage man slæber med ind i nye forhold? Det kan man finde rigtigt mange bud på hvis man bare Googler lidt, men hvis du har barndoms PTSD, så er det ikke altid mange velmenende bud på den helt rigtige løsning på…
Personlig Udvikling
July 8, 2018

Du er ansvarlig for alt det du gør, men også for alt det du ikke gør

Hvad kræver det egentlig at skabe ændring? Få et par gode tip i dette indlæg. Og husk, du er altid ansvarlig, både for det du gør, og for det du ikke gør. Dit liv, din beslutning. Du er den du er fordi du har øvet dig i at være sådan. Det du gør, bliver du god til. Det er derfor…