Mit navn er Hannah Paludan, jeg er coach og har speicaliseret mig i barndomstraumer og Kompleks PTSD.
Jeg er selv vokset op i et hjem hvor der næsten dagligt var råben og skrigen, straf, udelukkelse, tæv, hån, nedgøren, udskamning, svigt og foragt på dagsordenen fra de mennesker jeg var tættest på, elskede allermest og primært havde brug for støtte fra.

Jeg er også -meget- sent i livet blevet diagnosticeret med ADHD – En bitter pille at sluge. Mere om det senere.

Min mor og far gik fra hinanden allerede da jeg var 1 1/2 år så på en måde kan man sige at jeg havde 2 barndomshjem:
Det ene, det jeg primært voksede op i på Amager, var præget af stress, afmagt og frustration der genererede en generel mangel på kærligt nærvær og mentalt overskud.

Det andet var helt anderledes, det lå i Nordsjælland, og her var der økonomisk overflod og velstand. Det var min oplevelse at jeg var det sorte får i den del af familien og at de stort set var ligeglade med mig. Jeg følte mig ikke som en del af familien i det hjem og jeg kunne mærke at de børn der var kommet til i den familie var vigtigere og betød mere end jeg gjorde – de “nye” børn blev simpelthen prioriteret højere; de blev fremhævet og forfordelt, mens jeg blev ignoreret og placeret i et tomt værelse i den anden ende af huset når jeg var på “besøg” hver anden weekend.

Frygt, rædsel, skam, dyb sorg, ensomhed, afsavn og forladthedsfølelse var altså hverdag for mig i min barndom.
Og så har jeg ikke engang nævnt daginstitutionerne og skolen…
En tid fuld af mobning, ekskludering og udskamning, som jeg allerhelst ville ønske jeg kunne slette fra hukommelsen i min krop og mit sind.

Inden jeg går videre har jeg brug for at sige at jeg elsker begge mine forældre og at jeg har et fint forhold til dem begge i dag.
Det er helende i sig selv, at stå et sted hvor jeg nu kan se, at mine forældre også bare er et produkt af deres barndom, og at de gjorde det bedste de kunne med de ressourcer og den viden de nu engang havde.

Det forsvarer ikke omsorgssvigt og ligegyldighed, men det forklarer årsagen til det. Jeg mærker selv på egen krop hvor uendeligt svært det er at bryde dybe programmeringer. Men de skal jo brydes hvis den onde cirkel skal stoppes.

Summen af de mange, længerevarende traumer som jeg ikke kunne slippe væk fra, har sat sig i mig, det bor i min krop og er blevet en del af mig; vrede, angst, sorg, (af)savn, lavt selvværd og følelser der føles gange 1000 og gør det svært at kontrollere både vrede og tårer. Samtidig har jeg svært ved øjenkontakt og ved at connecte med andre. F.eks. har jeg gennem årene betragtet flere forskellige som min “bedste ven”, men har aldrig haft følelsen af at de betragtede mig som deres bedste ven.
Oplevelsen af altid at være lidt udenfor har gjort mig til en people pleaser der ofte har gået alt for lange længder for at få folk til at kunne lide mig, og for at undgå at blive afvist eller ladt ude, hvilket har gjort det svært for mig at sætte grænser og mærke efter hvad der er “mit problem” og hvad der er andres.

Kærlighedslivet har været præget af ængstelighed, drama, jalousi, en evig frygt for ikke at være god nok og en konstant nagende overbevisning om at jeg nok alligevel ville blive svigtet og forladt, som jeg altid endte med at få bekræftet – ofte fordi jeg selv ødelagde og/eller endte forholdet!

Det har resulteret i at jeg har levet alene, stort set hele mit liv. Ikke fordi jeg har “valgt” det, eller fordi jeg er en “dum kælling” i et parforhold eller en “mandehader” der ikke gider mænd, men fordi det har været ufatteligt svært for mig at navigere i kærlighedslivet og tætte relationer i det hele taget.

Med barndoms-PTSD i bagagen, er det, at sabotere sit parforhold -selvom det ikke er det man ønsker at gøre- nærmest mere reglen end undtagelsen og det resulterer naturligvis i, at forholdet går i stykker og at man dermed får “bekræftet” sin faste overbevisning om at man ikke er god nok og at ingen nogensinde vil elske en.
Denne dynamik gør derfor at overbevisningen mere eller mindre bliver en selvopfyldende profeti.

At stoppe sådan et selvdestruktivt mønster er yderst vanskeligt, når det er det eneste man “ved hvordan man gør” og samtidig også det, man kender bedst, og bedst kan finde ud af at være i, selvom man ville ønske det var anderledes.

Har du barndoms-PTSD kan du helt sikkert genkende det her billede.

I 2015 gik det andet, af de kun to parforhold jeg har haft der har varet mere end 3-12 måneder, i stykker for mig og min verden styrtede i grus. Jeg troede adrig at jeg skulle rejse mig igen.
Vi havde lige købt hus, og vi var i gang med at prøve at stifte familie, og 3 uger før min eks forlod mig havde jeg aborteret vores fælles barn. At miste barn, kæreste, hus og hjem på én gang, var bare for meget…
…Her indså jeg, at der måtte ske noget…

Siden da har jeg brugt store dele af min tid og mit liv på at finde svar på spørgsmålene:

Hvorfor det er så svært for mig at være i parforhold?
Hvorfor går kærligheden i stykker for mig igen og igen?
Hvorfor kan jeg ikke altid styre følelsesudbrud og reaktioner??
Hvorfor er det som om at jeg føler følelser gange 1000?
Hvorfor hader jeg mig selv så meget?
Hvorfor kan jeg ikke sætte grænser?
Hvorfor føler jeg mig ofte udenfor og forkert?
Hvorfor kan jeg ikke stå op for mig selv, når jeg godt kan stå op for andre?
Hvorfor kan jeg ikke passe på mig selv, når jeg godt kan passe på andre?
Hvorfor føler jeg mig ofte alene, forladt og udenfor, også når jeg ikke er det?
Hvorfor har jeg svært ved at skabe kontakt?
Hvorfor har jeg det svært med øjenkontakt?
Hvorfor kan jeg ikke stoppe tanker og handlinger der ikke gavner mig?
Hvorfor kan jeg ikke holde fokus og koncentrere mig?
Hvorfor kan jeg ikke komme i gang med ting?
Hvorfor kan jeg ikke færdiggøre og komme i mål med ting?

Og ikke mindst:
Hvorfor har ingen af de uendeligt mange terapitimer jeg har modtaget gennem årene, hos et utal af forskellige typer af psykologer, nogensinde hjulpet noget som helst?!
Og hvorfor oplever jeg, på trods af at andre ser mig som en “velfungerende” person, at jeg sidder fast og bare bliver ved med at gentage de samme selvdestruktive mønstre selvom jeg har identificeret dem og erkendt dem, og rationelt set godt ved hvad der skal til for at ændre dem?!

Svaret er ikke så enkelt. I bund og grund handler det selvfølgelig dels om at det er yderst vanskeligt at bryde med et helt livs programmeringer, vaner og mønstre, men også i, at det kræver ro på nervesystemet at skabe -varige- ændringer i livet.
Det er stort set umuligt at implementere nye vaner og mønstre i et i forvejen overbelastet nervesystem. Der skal ro på nervesystemet først, og den ro er du ikke velsignet med hvis du har barndomstraumer, og nu kommer vi så til det; heller ikke hvis du har ADHD, og SLET IKKE hvis du har begge dele, hvilket er min påstand, at det er der mange der har, og jeg mener at de to hænger meget mere sammen end hvad forskningen -indtilvidere- peger på.

Hvis du har læst med så langt, og du har, eller har kendskab til ADHD, så har du derfor formentlig også tænkt undervejs: “Hmmmm… minder det ikke ufatteligt meget om de udfordringer man står overfor med ADHD?”
Jo, det gør det nemlig!
Mange af de symptomer og udfordringer der er ved Kompleks PTSD (konsekvensen af barndomstraumer) og ADHD er de samme; Lavt selvværd, frygt for at blive afvist, besvær med at kontrollere følelsesmæssige udbrud, svært ved at navigere i tætte relationer,  vanskeligheder i skolen eller på job (den eksekurtive funktion), glemsomhed, søvnproblemer m.m.

Som sagt er jeg selv blevet diagnosticeret med ADHD hvilket har været en bitter pille at sluge.
Jeg blev ramt af en dyb sorg over først nu at forstå at jeg ikke bare har været dum, doven, forstyrrende og forkert og en forbitret ærgerlse over alt det jeg er gået glip af i mit liv, fordi jeg ikke er blevet forstået og ikke har fået hjælp i tide.
Måske kunne jeg have haft en livsledsager og en far til mit barn?
Måske kunne jeg have færdiggjort en af de uddannelser jeg har påbegyndt og have haft et “rigtigt” job?
Måske kunne privatøkonomien have set anderledes ud hvis jeg havde fået hjælp til min impulsstyrede adfærd, og så kunne jeg måske have været kommet ind på boligmarkedet i tide? Osv. Osv.

Derfor har jeg gjort det til min mission at udforske sammenhængen mellem Kompleks PTSD og ADHD og at finde løsninger på hvordan man kan være i livet med sin neurodivergens, hvad enten det er Kompleks PTSD, ADHD eller begge.

Heling, som i at så er alle symptomer og udfordringer pist væk, og så kan man ellers vade videre gennem livet som én stor misundelsesværdig succeshistorie der kan det hele på den halve tid, tror jeg ikke på. Og hele det super power narrativ der ofte fremstilles i forbindelse med ADHD (hvis det da ikke udstilles som et modefænomen som “alle jo har lidt af” og vupti lige i én sætning frarøver mig den smule validering diagnosen trods alt giver mig efter et helt livs gigantiske udfordringer) kan jeg slet ikke genkende eller identificere mig med. For mig har det været top-invaliderende.
Men jeg tror på heling i den forstand at vi kan lære at navigere i vores udfordringer på en sund og progressiv måde, og at vi kan lære at få skabt den ro på vores flossede nervesystemer som der skal til for at kunne “installere” nye livsforandrende “programmer” i vores krop og sind og, det meste af tiden, lade de gamle destruktive programmer forblive i hvile i baggrunden.

 Alt hvad jeg opdager på min vej deler jeg med dig i min medlemsklub. Jeg bruger mig selv og de oplevelser jeg selv har mærket på krop og sjæl, men jeg læner mig hele tiden op af evidensbaseret forskning på begge områder.
Er du ikke klar til medlemsklubben endnu så kan du se noget af alt det andet jeg deler på min blog her på siden, på min YouTube kanal og på min Facebookside.

Forandring tager tid og kræver noget andet og mere end psykologtimer når man har barndoms-PTSD. Eller ADHD. Eller begge. Det kræver “uddannelse”. Psykoeducation. Og for at du kan modtage det og få skabt forandring, kræver det ro på nervesystemet. I min medlemsklub får du det hele; du får undervisning i hvordan du skaber ro på dit nervesystem, og tro mig, det kan se meget forskelligt ud fra person til person, så du bliver IKKE spist af med et par videoer om hvordan du lærer at meditere. Der er noget for alle, også for dig der ikke er god til at mærke din krop og som absolut ikke kan sidde og være i zen!
Du får også adgang til ALLE mine onlinekurser, og du har fri adgang så længe du er medlem. Altsammen baseret både på evidens og på egenerfaring som jeg i øvrigt deler yderst rundhåndet ud af.

Her vil du opdage at du ikke er alene, hvad end du måtte stå i.

I GOT YOU!