Mit navn er Hannah Paludan og jeg er mental sundhedskonsulent.
Jeg har hverken baggrund som læge, psykolog eller terapeut, men er bare et menneske der er vokset op i en familie hvor omsorgssvigt, i form af daglige tæv, evig råben og skrigen, jævnlige ydmygelser samt hån, nedgøren og foragt, fra det menneske jeg havde allermest brug for og elskede allermest, min mor.

Læg oven i det, at min mor var alene med tre børn og at midlerne var ekstremt små. Sammenlagt var det naturligvis kilde til stor afmagt og frustration og foranledning til en generel manglende tilstedeværelse af kærligt nærvær og mentalt overskud i mit barndomshjem.

Min far levede et andet liv; han boede i Nordsjælland, havde økonomisk overflod og fik sig en ny familie. Det var min oplevelse at jeg var det sorte får i den del af familien og at han var ligeglad med mig. Jeg følte mig bestemt ikke som en del af hans liv eller nye familie og kunne mærke at de var vigtigere og betød mere for ham end jeg gjorde eller nogensinde ville komme til at gøre.
De blev fremhævet og forfordelt, mens jeg blev ignoreret og placeret i et tomt værelse i den anden ende af huset.

Frygt, rædsel, skam, dyb sorg, afsavn og forladthedsfølelse var altså hverdag for mig i min barndom.
Og så har jeg ikke engang nævnt daginstitutionerne og skolen…
En tid fuld af mobning, ekskludering og udskamning, som jeg allerhelst ville ønske jeg kunne slette fra hukommelsen i min krop og mit sind.

Inden jeg går videre har jeg brug for at sige at jeg elsker begge mine forældre og at jeg har et, ikke tæt men dog fint, forhold til dem i dag.
Det er helende i sig selv, at stå et sted hvor jeg nu kan se, at mine forældre også bare er et produkt af deres barndom, og at de gjorde det bedste de kunne med de ressourcer de nu engang havde.

Det forsvarer ikke omsorgssvigt, men det forklarer årsagen til det. Jeg mærker jo selv på egen krop hvor uendeligt svært det er at bryde dybe programmeringer. Og de skal jo brydes hvis den onde cirkel skal stoppes.

Summen af de mange, længerevarende traumer som jeg ikke kunne slippe væk fra, begyndte at sætte sig i mig; jeg havde ekstremt lavt selvværd, var yderst følsom, havde let til tårer, pleasede, satte ikke grænser og havde svært ved at connecte med andre. F.eks. har jeg gennem årene betragtet flere forskellige som en “bedste ven”, men har aldrig haft følelsen af at de betragtede mig som deres bedste ven.
Derfor har det altid været et stort issue for mig, hvorvidt folk nu brød sig om mig eller ej, og jeg ville gå lange længder for at få folk til at kunne lide mig, hvilket har gjort det svært for mig at sætte grænser og mærke efter hvad der er “mit” og hvad der er andres.

Kærlighedslivet har været præget af ængstelighed, drama, jalousi, en evig frygt for ikke at være god nok og en konstant nagende overbevisning om at jeg nok alligevel ville blive svigtet og forladt, som jeg altid endte med at få bekræftet – ofte fordi jeg selv ødelagde og/eller endte forholdet!

Ja, det lyder måske lidt paradoksalt, men med barndoms PTSD i bagagen, er det, at sabotere sit parforhold -selvom det ikke er det man ønsker at gøre- nærmest mere reglen end undtagelsen.
Den selvsaboterende adfærd resulterer naturligvis i at forholdet går i stykker og at man dermed får “bekræftet” sin faste overbevisning om at man ikke er god nok og at ingen nogensinde vil elske en.
Denne dynamik gør derfor at overbevisningen mere eller mindre bliver en selvopfyldende profeti.

At stoppe sådan et selvdestruktivt mønster er yderst vanskeligt, når det er det eneste man “ved hvordan man gør” og samtidig også det, man kender bedst, og bedst kan finde ud af at være i, selvom man ville ønske det var anderledes.

Har du barndoms PTSD kan du helt sikkert genkende det her billede.

I 2015 gik endnu et parforhold i stykker for mig, og min verden styrtede i grus. Jeg troede adrig at jeg skulle rejse mig igen.
Vi havde lige købt hus, og vi var i gang med at prøve at stifte familie, og 3 uger før min eks forlod mig havde jeg aborteret vores fælles barn. At miste barn, mand, hus og hjem på én gang, var bare for meget…

Jeg mente ikke at mit liv nu var noget værd mere…
…Og jeg blev indlagt på psykiatrisk skadestue. Her indså jeg, at der måtte ske noget…

Siden da har jeg dedikeret store dele af min tid og mit liv på at finde svar på spørgsmålene:

Hvorfor det er så svært for mig at være i parforhold?
Hvorfor kan jeg ikke styre mine følelser tanker når jeg så er i et parforhold?
Hvorfor går kærligheden i stykker for mig igen og igen?
Hvorfor går jeg så meget i stykker når kærligheden går i opløsning?
Hvorfor kommer jeg ikke videre?
Hvorfor hader jeg mig selv?
Hvorfor kan jeg ikke sætte grænser?
Hvorfor føler jeg mig ofte udenfor og forkert?
Hvorfor kan jeg ikke stå op for mig selv, når jeg godt kan stå op for andre?
Hvorfor kan jeg ikke passe på mig selv, når jeg godt kan passe på andre?
Hvorfor føler jeg mig forladt, når jeg ikke er det?
Hvorfor føler jeg mig alene, når jeg ikke er det?
Hvorfor føler jeg aldrig at jeg passer ind?
Hvorfor har jeg svært ved at skabe kontakt?
Hvorfor har jeg det svært med øjenkontakt?
Hvorfor kan jeg ikke kontrollere mine følelser og reaktioner?
Hvorfor kan jeg ikke stoppe tanker og handlinger der ikke gavner mig?
Hvorfor kan jeg ikke holde fokus og koncentrere mig?
Hvorfor kan jeg ikke komme i gang med ting?
Hvorfor kan jeg ikke afslutte ting?
Hvorfor når jeg aldrig mine mål?
Hvorfor ser jeg forhindringer overalt?

Og ikke mindst

Hvorfor har ingen af de uendeligt mange terapitimer jeg har modtaget gennem årene, hos et utal af forskellige typer af psykologer, nogensinde har hjulpet noget som helst?!

Og hvorfor oplever jeg, på trods af at være en ellers ret normal og velfungerende person, at jeg bliver ved med at gentage de samme selvdestruktive mønstre selvom jeg har identificeret dem og erkendt dem, og rationelt set godt ved hvad der skal til for at ændre dem?!

Svarene, dem deler jeg med dig i alt hvad jeg udgiver på min blog her på siden, på min YouTube kanal og min Facebookside.
Forandring tager tid og kræver noget andet og mere end psykologtimer når man har barndoms PTSD.

For os er heling er en mere livslang proces.
Men der er håb. Masser af håb og masser af gode løsninger i sigte, især nu hvor det endelig er officielt anerkendt, at langvarige traumatiserende oplevelser i barndommen har nogle store, komplekse konsekvenser for overleverne af det.

Jeg glæder mig til at dele al min viden og alle mine indsigter med dig!