Mit navn er Hannah Paludan og jeg er uddannet coach og har speicaliseret mig i barndomstraumer.
Jeg er selv vokset op i et hjem hvor daglige tæv, råben og skrigen, ydmygelser, hån, nedgøren, udskamning og foragt, fra de mennesker jeg var tættest på, elskede allermest og primært havde brug for støtte fra, var på dagsordenen.
Min mor og far gik fra hinanden allerede da jeg var 1 1/2 år så på en måde kan man sige at jeg havde 2 barndomshjem:
Det ene, det jeg primært voksede op i på Amager, var præget af stress, afmagt og frustration der genererede en generel mangel på kærligt nærvær og mentalt overskud.
Det andet var helt anderledes, det lå i Nordsjælland, og her var der økonomisk overflod og velstand. Det var min oplevelse at jeg var det sorte får i den del af familien og at de stort set var ligeglade med mig. Jeg følte mig ikke som en del af familien i det hjem og jeg kunne mærke at de børn der var kommet til i den familie var vigtigere og betød mere end jeg gjorde – de “nye” børn blev simpelthen prioriteret højere; de blev fremhævet og forfordelt, mens jeg blev ignoreret og placeret i et tomt værelse i den anden ende af huset når jeg var på “besøg” hver anden weekend.
Frygt, rædsel, skam, dyb sorg, ensomhed, afsavn og forladthedsfølelse var altså hverdag for mig i min barndom.
Og så har jeg ikke engang nævnt daginstitutionerne og skolen…
En tid fuld af mobning, ekskludering og udskamning, som jeg allerhelst ville ønske jeg kunne slette fra hukommelsen i min krop og mit sind.