Mit navn er Hannah Paludan og jeg er mental sundhedskonsulent.
Jeg har hverken baggrund som læge, psykolog eller terapeut, men er bare et menneske der er vokset op i en familie hvor omsorgssvigt, i form af daglige tæv, evig råben og skrigen, jævnlige ydmygelser samt hån, nedgøren og foragt, fra det menneske jeg havde allermest brug for og elskede allermest, min mor.
Læg oven i det, at min mor var alene med tre børn og at midlerne var ekstremt små. Sammenlagt var det naturligvis kilde til stor afmagt og frustration og foranledning til en generel manglende tilstedeværelse af kærligt nærvær og mentalt overskud i mit barndomshjem.
Min far levede et andet liv; han boede i Nordsjælland, havde økonomisk overflod og fik sig en ny familie. Det var min oplevelse at jeg var det sorte får i den del af familien og at han var ligeglad med mig. Jeg følte mig bestemt ikke som en del af hans liv eller nye familie og kunne mærke at de var vigtigere og betød mere for ham end jeg gjorde eller nogensinde ville komme til at gøre.
De blev fremhævet og forfordelt, mens jeg blev ignoreret og placeret i et tomt værelse i den anden ende af huset.
Frygt, rædsel, skam, dyb sorg, afsavn og forladthedsfølelse var altså hverdag for mig i min barndom.
Og så har jeg ikke engang nævnt daginstitutionerne og skolen…
En tid fuld af mobning, ekskludering og udskamning, som jeg allerhelst ville ønske jeg kunne slette fra hukommelsen i min krop og mit sind.