Da jeg mistede ham…

Hej læser,

Når jeg sidder og tænker tilbage på min nedtur over bruddet med min eks-kæreste i marts 2015, så kan jeg ikke lade være med at tænke på hvor meget det har vendt op og ned på mit liv…

Jeg ved godt at det her lyder som en kliché, men da jeg mistede ham, der fandt jeg mig selv…
Intet mindre.
Hvad jeg helt eksakt mener med det, det kommer jeg til.

Jeg har aldrig rigtigt “været mig selv” i parforhold.
Fordi jeg turde ikke.
Jeg var bange for at miste.
Fordi jeg var bange for ikke at være god nok hvis jeg var mig.

Men det omvendte er faktisk også sket. Og det er noget vi sjældent taler om, men jeg tror at mange af os har været der.
Der hvor vi føler os “hævet over” den vi er sammen med.
Der hvor vi føler og mere end nok og hvor vi selv tænker at det er vores partner er har “scoret opad”.
Der hvor vi er selvsikre nok til at synes at kæresten faktisk er skide irriterende, og hvor vi naturligvis jævnligt husker at minde dem om hvor irriterende og forkerte de er…

Tjah…

Tyv tror hver man stjæler.
Er det ikke rigtigt?

Så når vi selv har behandlet andre sådan, så er det kun nærliggende at frygte at andre skal gøre det samme mod os.

Men hvorfor er der de der ubalancer?
Hvorfor er det som om at det næsten altid virker som om den ene “elsker mere” end den anden? Eller at den ene er mere “på” end den anden?

Det kan jeg godt fortælle dig…
…Det er usikkerhed…

Ikke kun når det er dig der er bange for at miste, og dig der er bange for ikke at være nok.
Det bunder også i usikkerhed når vi føler os hævet over andre. Uanset om det er en kæreste, venner, kolleger eller vildt fremmede.

Bare det, at vi har trangen til at måle os selv i forhold til andre, det indikerer at vi ikke selv synes vi er nok…

Når vi f.eks. nedgør en overvægtig person, så handler det som regel meget mere om os selv, og vores eget forhold til vores egen krop.
Når vi ser ned på andre, håner andre, bagtaler andre, så er det vores egen usikkerhed der er på spil.
Hvad enten det er udseende, evner eller personlighed vi nedgør andre for, så handler det som regel altid om vores egne issues i den retning.

Og inderst inde, så ved vi det godt selv.
Vi er måske ikke i stand til at lave koblingen med at når vi er nedværdigende overfor andre, så er det fordi vi har issues med os selv.
Men inderst inde, ved vi jo godt hvordan vi har det med os selv.
Inderst inde ved vi godt om selvbilledet er overvejende positivt eller negativt.
Nogle siger det ikke højt hvis de ikke kan lide sig selv, de bærer det som en byrde indvendigt, men lader den komme til udtryk ved at være tarvelig overfor sine medmennesker, mens nogle nedgør både sig selv og andre konstant.

Det er faktisk noget af det værste ved at have lavt selvværd, at man får det der nærmest umættelige behov for at svine andre til, for at føle sig bedre, vigtigere, smartede, kønnere eller hurtigere end dem.

For selvom det måske giver et umiddelbart boost af ens selvværd, så er det lidt ligesom når man trøster sig med sukker: Du får et øjeblikkeligt “rush”, men hurtigt efter går kurven stødt nedad og dit high bliver til et low. Og samtidig var det ikke engang sundt og nærende og det gjorde ikke noget godt for dig, din krop eller din hjerne. Tværtimod. Udover alle de sunhedsmæssige og fysiske minusser ve for meget sukkerindtag som vi allesammen godt kender, så efterlader trøstemåltidet også en med psykiske minusser som skam, ærgrelse og dårlig samvittighed.

Prøv lige at overvej hvor høj en pris man egentlig betaler for de ganske få minutters nydelse man får ved f.eks. at spise en chokoladebar…

Det er det samme når vi ikke er søde ved andre.
Når vi sladrer.
Taler ned.
Håner.
Nedgør.
Og hævder os på andres bekostning…
…For det eneste det gør, er at nedbryde os selv… Ligesom trøstesukkeret…

Hvordan nedbryder det mig hvis jeg sladrer, bagtaler eller sviner andre tænker du måske?
Jo, når du sladrer, taler ned, sviner eller håner, så fokuserer du på noget negativt. Og det du siger er negativt. Og dét påvirker dig negativt, også selvom det du fokuserer på eller taler om er noget negativt ved et andet menneske.
Det er same/same.
Dit fokus er negativt.
Dit mode er negativt.
Dine ord er negative.
Og det kan ikke bringe noget positivt frem i dig.
Det kan ikke løfte dig.
Det kan ikke gøre dig glad eller lykkelig.
Det kan kun trække dig ned. Og gøre dit sind og dit “mode” negativt og giftigt. I sidste ende, mest giftigt for dig…

Det gode er, at det betyder jo så også, at hvis du skifter fokus og prøver at begynde at finde alt det gode og positive ved andre og siger dét højt i stedet, så får du faktisk også trænet evnen til at se de gode ting ved dig selv…
Fordi du får et andet fokus.
Et fokus på gode ting.
Og dét løfter dig og det løfter dit mindset.
Det gør dit sind “lettere” og “renere” på en eller anden måde…
Det er svært at forklare…
Men det vi leder efter, det finder vi. Hvis vi leder efter fejl, så finder vi dem. Og leder vi efter fejl hos andre, så finder vi dem ikke bare hos andre, men også hos os selv, og omvendt.

Hvis man har lavt selvværd, så er det faktisk en skide god øvelse at lede efter det gode hos andre til at starte med, fordi det kan være så uendeligt svært at finde gode ting ved sig selv når selvværdet er helt i bund. Men det, at du begynder bevidst og opmærksomt at lede efter alt det gode ved andre, gør det også nemmere siden at finde det hos dig selv.
Yeah! ❤
Jeg ved det, for jeg har selv brugt denne her metode.

HUSK! Det er vigtigt at du ikke finder det gode ved andre blot for at bruge det til at nedgøre dig selv!

Prøv bare selv en enkelt dag hvor du kun tænker og siger pæne ting om andre. Også hende kollegaen fra bogholderiet som du synes er vildt irriterende. Find noget godt ved hende. Har hun pænt hår? Flotte negle? En sød stemme? Er hun dygtig? Hvad? Find det!

Jeg sværger, det er ren “få-det-bedre-eleksir”!

Det kan måske være svært at tro, fordi man kunne fristes til at tænke “Hva f**** har det med mig at gøre!? At jeg roser andre hjælper vel ikke mig!?”, men jo, det gør det faktisk. På magisk vis sker der bare et eller andet skifte i ens sindelag som jeg også var inde på før.
Jeg prøver nogle gange at tage sådan nogle dage hvor jeg bare smiler over hele femøren og hilser pænt på alt og alle, også selvom jeg ikke lige føler mig “i den stemning” når dagen starter, men der går altså ikke mange øjeblikke før jeg er i den stemning!
Det er ret vildt at opleve. Og ikke mindst at opleve den respons jeg får.
Jeg fatter ikke hvorfor jeg egentlig ikke gør det noget oftere…. Men jeg arbejder på at jeg skal gøre det oftere og på at gøre den slags dage til at være mere reglen end undtagelsen…
Men det er krævende, fordi det ikke er “naturligt” for mig.
Men det kan det blive.
Jeg kan arbejde på at gøre det til en vane, ved at gøre det igen og igen, og til sidst vil et forekomme mig natuligt, og vupti, så har jeg en helt ny personlighed med et meget lysere sind.
Og når jeg siger “vupti”, så husk lige at det ikke er noget der tager et par måneder. Det tager år!

Tag nu sådan en som Ole Henriksen, han har gjort det til naturligt for ham at være som han er: Smile, give komplimenter, rose, sige positive ting højt hele tiden og fokusere på alt det gode.
Nu kender jeg ikke Ole Henriksen personligt, men jeg er sikker på at det ikke betyder at han aldrig har off-dage, men jeg forestiller mig at der er meget længere imellem off-dagene og at de går hurtigere over når de kommer. Fordi han har sat en intention om at være glad og smilende.
Og det er præcis det jeg selv gør når jeg leger smil-og-vær-positiv legen. Jeg sætter en intention. Og holder den. (Vigtig detalje)
Og hvis jeg gør det igen og igen, så bliver det mere og mere naturligt.

Jeg kan afsløre at jeg vitterligt selv oplever at der er meget længere mellem de dårlige dage og at de forsvinder meget hurtigere, efter at jeg er begyndt at arbejde på mig selv og på mit mindset.
Noget du kan starte med hvis du vil prøve det her, det er at øve dig i selv at kunne tage imod ros og komplimenter, start med sådan en simpel ting som bare at sige tak, når nogen giver dig et kompliment, og ikke skynde dig at negligere eller nedgøre dig selv i samme sætning, for at syne ydmyg.
Smil, sig tak og kig vedkommende i øjnene når du gør det.
Drop den falske beskedenhed og nyd når du får et kompliment.
Det har så mange af os helt absurd svært ved, og det er en frygtlig skam.

Nogle gange gør vi det også for at komme de dårlige tanker vi tror andre tænker om os, i forkøbet.
Vi skynder os at fortælle vi er trætte eller oppustede eller ikke lige har fået trænet et stykke tid, eller hvad ved jeg for ligesom på forhånd at fortælle “jeg ved godt jeg ser ud ad røvens til i dag” eller “Jeg ved godt at min mave ser tyk ud”.
Men for det første, så er det slet ikke sikkert at folk tænker noget som helst dårligt om en overhovedet, og for det andet så handler det mere om dem selv end om dig, hvis de gør.
Got it læser?

Så hvis nogen siger til dig “Hvor ser du godt ud i dag!” eller “Gud, sikke en flot kjole!” Så sig “Tak!” supplér evt. med “hvor dejligt at høre” eller “den er jeg også vildt glad for”.
Mange af os er slemme til at supplere med, “Nå, jeg er ellers bare vildt træt i dag” eller “Nåh, jamen den er bare fra H & M”.
Don’t go there!
Stop det øjeblikkeligt.
Øv, dig på de små ting som ovennævnte til at starte med, lær at tage imod selv, og så byg på med selv at give smil, komplimenter og ros og når du bliver en ørn til det, så byg yderligere på med at holde øjenkontakt og den slags.
Det er jeg selv ret dårlig til. Jeg synes det er vildt ubehageligt. Fordi jeg er usikker på mig selv og mit eget værd. Så jeg er ret slem til at kigge ned i jorden.
Men det skal jeg lade være med. Så jeg øver mig i at kigge op, se folk i øjnene og turde hilse på og smile til fremmede. Af begge køn!

Nå, men jeg kom lige ud af en tangent her, det jeg egentlig ville fortælle i dag, det var, at jeg altid har været usikker i parforhold og at det har betydet at jeg har mistet mig selv i dem.
Og enten er det kommet til udtryk ved at jeg var needy og/eller bange for at miste hvis jeg var mig selv, eller også ved at jeg følte mig “ovenpå” og opførte mig virkeligt nederen.
Uanset om det er den ene eller den anden måde, så er det destruktivt.
Både for en selv men også for kærligheden.
Kærlighed kan ikke køre på usikkerhed.

Min usikkerhed gjorde som sagt at jeg totalt mistede mig selv når jeg var i et forhold, fordi jeg simpelthen ikke turde være mig selv. Jeg ville så gerne være “rigtig”. Og jeg må jo så konkludere at jeg i følge min egen overbevisning ikke var “rigtig” når jeg var mig selv, for jeg var i hvert fald alt andet end mig selv. I håbet om at være “hende den rigtige”.
Det kunne f.eks. være at jeg begyndte at please ved at acceptere ting jeg normalt ikke ville acceptere, gøre ting jeg normalt ikke ville gøre, sige ting jeg normalt ikke ville sige, eller være “hende den søde og charmerende” på en måde som slet ikke var mig og aldrig havde været mig.
Jeg spillede en rolle.
Jeg spillede hende jeg troede ham jeg var sammen med gerne ville have jeg skulle være.
Selv måden jeg bevægede mig på, talte på og tænkte på blev anderledes.
Skruer vi tiden 20 år tilbage til da jeg var helt ung, der var det så slemt at jeg kunne ligge fuldstændigt forkert og radbrækket en hel nat, bare for at mine lår ikke skulle se tykke ud, eller fordi jeg havde en eller anden idé om at hvis jeg nu lå på denne her akavede måde, så så jeg “særligt sexet ud”, og jeg ville aldrig tage makeuppen af i en kærestes nærvær, for han måtte for alt i verden ikke se hvor hæslig jeg i virkeligheden var, jeg kunne sågar finde på at stå op midt om natten og refreshe makeuppen så jeg så pæn ud når kæresten vågnede.
Helt forskruet.
Og virkelig trist og virkelig stressende konstant at kæmpe for at gemme sig selv væk, fordi hende jeg var, efter min egen mening, ikke var smuk nok, slank nok eller sød og charmerende nok på “den rigtige” måde.

Min usikkerhed startede allerede i fasen før man var blevet kærester.
Den startede så snart den interessante fyr kom ind i billedet. Så begyndte jeg at prøve på at være et eller andet bestemt… Som ikke var mig…
Jeg prøvede at sige og gøre alt det “rigtigte”, og det var sjældent sådan jeg normalt ville opføre mig overfor en jeg ikke havde “romantisk interesse” i.
Og det var opskriften på den sikre ruin, hvorfor, det vender jeg tilbage til om lidt.

Jeg kan stadig mærke det lidt den dag i dag, at hvis der kommer en interessant mand ind i billedet, hvad enten det er i byen, på en date eller når jeg er på arbejde, så bliver jeg anderledes, jeg anstrenger mig lidt for at være sød, eller sjov eller se pæn ud, og det er for så vidt også ok, for man må jo selvfølgelig gerne stramme sig lidt an, men man skal fandme være tro mod sig selv!
Så i dag er jeg meget opmærksom på at jeg ikke gemmer mig selv væk og agerer “sød og sjov” på en måde der slet ikke er mig eller lægger ansigtet i unaturlige folder for at se “sexy” ud.
Det vil jeg ikke mere.

Hvis en mand jeg synes er interessant, synes at jeg er irriterende, kedelig, ucharmerende eller grim, så kommer jeg adrig nogensinde igen til at nedværdige mig selv til at prøve at gå efter ham alligevel.
Og hvis en mand jeg synes er interessant, ikke viser den mindste interesse for mig, så vil jeg aldrig nogensinde igen være hende der krampagtigt forsøger at få hans interesse ved at prøve at være noget jeg ikke er.
Det er slut med det.

Jeg ser tit kvinder der begynder at agere helt kunstigt og spille “små, søde, sexy tigermisser” ved at kaste unaturligt meget rundt med håret og trutte akavet meget med munden, og køre over i et mærkeligt, kunstigt kælent stemmeleje når der kommer en sød fyr ind i lokalet, og det lyser bare langt væk af: USIKKERHED!
Og hvis jeg kan se det, så kan mændene også se det, og usikkerhed er hverken tiltrækkende eller sexet, så derfor virker det ikke efter hensigten.
Og dog… For nogle mænd vil naturligvis ryge lige i med begge ben, men de mænd der gør det,  det er præcis dem der, senere vil bekræfte dig i at du ikke er “god nok”.

Han går nemlig ikke efter hende der bare er sig selv, han leder efter et trofæ, og hvorfor gør han det? Fordi han er usikker!

Så hvis du skal holde på ham, så skal du blive ved med at spille sexy tigermis-rollen, ellers finder han et nyt trofæ.
Rigtigt mange par lever på sådan en løgn… Hvor det hele bare er en facade og ingen af dem er oprigtigt glade for sig selv eller oprigtigt lykkelige.

Nu var jeg lige ude og løbe Nordic Race i går på Refshaleøen, og det er jo et sandt slaraffenland af dejlige, skønne, lækre mænd über alles, og jeg kan godt gribe mig selv i at tænke at jeg ikke ligefrem “ligner en million” efter 5-6 km med forhindringer, mudder og vand, men jeg er heldigvis i dag nået dertil hvor jeg som regel ligeglad. I dag “tør” jeg godt være grim, og i øvrigt er jeg blevet meget mere bevidst om at den der tanke om at jeg er “grim” det mere er noget der foregår i mit hoved, end noget andre synes jeg er.
Så jeg hviler meget mere i mig selv. Jeg er blevet meget mere overbevist om, at jeg kun vil frastøde dem der skal frastødes!
Men sådan havde jeg det betsemt ikke for 20 år siden og jeg ser mange unge kvinder rundt omkring der helt tydeligt har det lige som jeg havde da jeg var yngre. De kommer ned i motionscenteret stadset ud som om de skulle til modeshow. Og det er de samme som dem der aldrig kunne drømme om at få hovedet under vand når de bader på stranden, fordi så går hår og makeup i stykkker og så krakelerer facaden. Og det er bare så uendeligt hårdt og opslidende, sådan husker jeg det i hvert fald selv…
Og hvor er det bare ærgerligt at så mange -både mænd og kvinder- gemmer sig bag en facade.
En facade man skulle tro var umulig at opretholde i det lange løb, men desværre så bliver rollespillet til en vane og man bliver derfor vant til at leve på denne her overfladiske løgn,så til sidst bliver man altså denne her person, der slet ikke oprindeligt var en selv…

Lyder det mærkeligt?!

Det er det faktisk slet ikke, for det der med at ændre vores personlighed, det gør vi faktisk igennem hele livet, særligt meget i teenage og undgdomsårene, og vi gør det mest af alt for at passe ind og for at folk skal kunne lide os…
Men ofte er den personlighed vi skaber desværre bare grundlagt på et meget skidt selvbillede og/eller andres idéer og meninger og/eller et forskruet samfundsideal.

Men prøv så lige at forestille dig hvor genialt det her med at ændre personlighed det ville være, hvis den blev skabt på et fundament af højt selvværd, fri af forskruede idealer i stedet for!!!?
Hva’ be’har!?
Det er faktisk ikke utopi. Det kan man godt, og det er præcis det jeg begyndte på da jeg mistede min ekskæreste i 2015, det kommer jeg tilbage til lige om lidt.

Nu vil jeg lige vende tilbage til det der med hvorfor det er opskriften på den sikre ruin, at prøve at være noget bestemt som ikke er en selv.
Umiddelbart virker det meget logisk, at det aldrig kan gå helt godt hvis man ikke er sig selv, og alligevel er der altså rigtigt, rigtigt mange der ikke er sig selv når det kommer til kærlighed og parforhold.
De mister sig selv.
Fordi de prøver alt for hårdt at leve op til et ideal. Enten et fantasi-ideal i deres eget hoved eller en partners urimelige forestillinger og idealer. Uanset hvad, så er det afsindigt opslidende og bare mega, mega trist.
Mange gør det her helt per automatik, så de lægger ikke engang selv mærke til at de mister sig selv. Det sker bare. Og først når de er så ulykkelige at de ikke kan holde sig selv, sit liv eller sin partner ud mere, så opdager de at kærligheden var bygget på et uholdbart fundament:
Når man står der, så aner man ikke hvad man skal stille op eller hvordan man skal komme videre, for nu har man vænnet sig til at leve sådan.
Og så fortsætter man som regel bare med det, selvom man ikke har lyst og selvom man ikke er lykkelig. Fordi man ikke ved hvad man ellers skal gøre…

For mig har det her med ikke at være mig selv betydet at jeg simpelthen har mødt de forkerte.
Det kunne være ham typen der gik efter trofæet og ikke efter mig, men det kunne også være mænd der bare slet ikke var til den type kvinde som jeg inderst inde er.
Det betød, at når jeg blev mere tryg i forholdet og begyndte at vise lidt af mit sande jeg, så kunne de slet ikke genkende den person de var faldet for og så startede alle problemerne og konflikterne.
Inde i mit hovede bekræftede det mig blot i at jeg ikke var god nok hvis jeg var mig, men det kunne ikke have været længere fra sanheden, for det havde intet med det at gøre, det, det handlede om, det var, at jeg ikke havde vist dem hvem jeg rigtigt var, fra start.

I det hele taget, så skal jeg ikke give køb på hvem jeg er, for at få mig en kæreste, for så får jeg bare den forkerte kæreste.
Giver det mening læser?
Jeg skal stå ved mine værdier, og jeg skal ikke gøre ting jeg normalt ikke har lyst til eller acceptere ting jeg normalt ikke ville acceptere, for hvis jeg har gået og samlet hans underbukser op og vasket hans tøj og redt sengen, og kommer et halvt år efter og brokker mig over at han ikke selv samler sine underhylere op, vasker sit tøj eller reder sengen, så står han jo og mest af alt ligner et spørgsmålstegn, for det har jeg jo altid gjort uden at kny, så hvorfor er det et problem nu?
Og det er sgu egentlig fair nok. Det synes jeg faktisk. Jeg har bare ikke kunne se det før. At det var hos mig problemet lå. Fordi jeg ikke havde været mig selv.
Det er helt fair hvis en mand gerne vil have en husmodertype, men det er bare ikke ham jeg skal være kæreste med. For det er ikke mig. Jeg er ikke husmodertypen. Men hvis jeg har givet ham indtrykket af at det var lige mig, så er det jo svært når det pludselig viser sig at det faktisk slet ikke var mig.

Derfor er det så hulens vigtigt at vi er tro mod os selv, OGSÅ i “scorefasen”. Det nytter ikke at vi giver os ud for at være noget vi ikke er, blot for at vinde en kæreste. Vi ødelægger os selv for det er opskriften på sikker ruin eller et liv i et forhold hvor man helt har mistet sig selv.
Og det kan være på maaaange områder. Det seksuelle, vædierne, rollerne, normerne osv. osv.
Hvis man ikke viser sit sande jeg når man har sex sammen, når man placerer rollerne i forholdet, når man implementerer “normerne” i forholdet, eller taler om værdier sammen, så risikerer man at købe katten i sækken, eller endnu værre, så risikerer man at få sine grænser overskredet big time…

Jeg husker tydeligt at min eks altid hentydede til at jeg “ikke var mig selv” i den sidste del af vores forhold.
Problemet var bare, at det var ikke i slutningen af vores forhold at jeg ikke var mig selv, som han troede, men at det faktisk var i starten af vores forhold at jeg ikke havde været mig selv…

…Det er jo sørgeligt, for den person jeg rigtigt var, den brød han sig slet ikke om…
…Det tragiske var, at jeg brød mig heller ikke om hende…

Jeg kunne også selv bedre lide hende jeg havde været i starten for hun var mere glad og sød, men hun fandtes ikke, hun var en fantasifigur skabt i en rus af nyforelskelse, og da den fordampede og det blev hverdag, så forsvandt hun sammen med den… Og det var det min eks oplevede, og det blev begyndelsen på enden, uden at jeg anede uråd. For jeg havde ikke været den jeg havde givet mig ud for at være, og hende jeg rigtigt var, kunne jeg ikke engang selv lide, og det var derfor at jeg havde prøvet at være en anden…

Det var så uendeligt hårdt for mig at miste min kæreste. Så da jeg mistede ham, der begyndte jeg at lede efter mig selv.
Ikke hende den sure, negative brokkerøv jeg havde været i slutningen af vores forhold, men heller ikke hende den søde glade jeg var i starten og som kun blev holdt kunstigt i live af nyforelskelsens rus.
Jeg ledte efter hende der “bare var mig”.
Hende som kunne slappe af og bare være sød og glad på helt naturlig vis. Hende der ikke skulle leve op til egne eller andres forskruede idealer.
Så jeg satte en intention.
Jeg satte en intention om at finde mig selv…
Det gjorde jeg ved først at finde ud af hvem jeg gerne ville være, og så skabe hende. Nøjagtigt som vi alle sammen hele tiden -ubevidst- gør. Men ofte er de skabt efter andres ønsker og behov og ikke efter vores egne.
Men denne gang ville jeg -bevidst- skabe mig en personlighed baseret på de af mine egne idéer, holdninger og værdier jeg stadi selv kunne lide, og de dele af min personlighed jeg ikke selv kunne lide mere, dem ville jeg kassere og overskrive med nye.
Det er nøjagtigt det jeg har brugt de sidste 2,5 år på.
På at skabe en ny personlighed.
En personlighed baseret på et helt andet fundament der ikke er lavet af dårligt selvværd, et fundament der ikke er lavet af idéer om at jeg skal være eller se ud på en bestemt måde for at være attratktiv eller god nok, et fundament der ikke er lavet af et behov for bekræftelse fra andre, et fundament hvor jeg ikke skal gemme mig selv eller mine værdier væk fordi jeg er bange for at blive afvist eller svigtet.

Det her, det vil jeg invitere alle til at gøre. Også dig læser.
Hvad enten du er som jeg var, sådan en der prøver at “være rigtig” fordi du synes du er forkert når du er dig selv, eller du er sådan en der glemmer dig selv fordi du prøver at leve op til en partners totalt forskruede idealer og mærkelige idéer.
Hvis en partner ikke kan lide dig som du er, så skal han/hun ikke være sammen med dig. Slut prut.
Men hvis du ikke kan lide dig selv som du er, ligesom jeg ikke kunne, så vid at det kan laves om.
Men det skal bygges på det rigtige fundament. DIT fundament.
Et fundament af kærlighed til dig selv, tro på dig selv og tillid til dig selv. Og ikke på kærlighed til en anden, eller tro på hvad en anden siger og mener eller på mistillid til dig selv.

Jeg var selv et produkt af andres (både mine forældres, mine plageånders og alle mulige andre personers) idéer, holdninger og overbevisninger. Jeg var et produkt af dårlige oplevelser og erfaringer. Jeg var et produkt af en svær barndom. Jeg var i det hele taget et produkt af overbevisninger og omstændigheder som jeg slet ikke selv havde valgt og som gjorde mig tl et usikkert, needy offer.
Derfor var det på tide at jeg brød ud og gjorde mig fri af det.

Den rejse startede, da jeg mistede min eks…

Fordi det slog mig fuldstændigt i stykker at miste ham. Han var jo den jeg levede og åndede for, og nu stod jeg her tilbage kun med mig selv, en person som jeg ikke engang kunne lide…
Men nu kan jeg ikke se på det tab med andet end taknemmelighed.
For det har været godt for mig.
Rigtigt godt for mig.
Det er der slet ingen som helst tvivl om.
For nu er jeg begyndt at kunne lide den person der er mig…

Jeg har været der hvor jeg ikke kunne lide at fortælle at jeg havde to katte, fordi det skræmte mange mænd væk fordi de hader katte og fordi de synes at kvinder med katte bare er crazy cat ladies, og jeg har været der hvor jeg var flov over at fortælle om mit politiske ståsted fordi mange mænd anså “folk som mig” som naive, blødsødne fjolser og konspirationsteoretikere i sølvpapirshat, men nu kan jeg jo godt se, at hvis en mand anser mig for at være en freak fordi jeg har to katte og han i øvrigt hader katte, så er det jo bare ikke en mand jeg skal være sammen med, og hvis en mand synes at jeg er et naivt, blødsødent fjols pga. min politiske overbevisning, så har han jo slet ikke samme værdisæt som mig, og så er det da på ingen måde en jeg skal være sammen med.
I hvert fald ikke hvis mine katte og mine værdier er noget der er vigtigt for mig, og det er det!
Så jeg skal lade være med at gemme mig selv væk, jeg skal lade være med at fortælle halve sandheder og camouflere mig selv, og jeg skal lade være med at pynte maleriet med farver jeg ikke engang selv bryder mig om.
Jeg har skullet lære at være mig.
Lære at stå ved mig.
Med fare for at blive afvist.
Men… Jeg kan jo KUN blive afvist af dem det er meningen jeg skal afvises af.
Jeg vil ikke blive afvist af den der er rigtig for mig.

Det gælder også for dig. Så stå ved dig og ALT hvad der er dig og som du selv kan lide!
Amen!

God søndag

/Hanne ❤

DENNE HER ER JEG VILD MED

Klik på billedet for at se videoen.
Han siger præcis noget af alt det jeg også prøver at sige her i Søndags-Support, og jeg har også tidligere skrevet om hvor befriende det har været for mig at afskaffe mit tv for 2 år siden, og begynde selv at vælge hvad jeg ville se.
Alt hvad vi ser, hører og læser påvirker os og det påvirker vores måde at tænke på og se verden på, så hvis vi gerne vil have et lysere sind eller se mere positivt på ting, som har været et af mine helt store ønsker, jamen så var jeg nødt til selv at finde kilder til det.
Dem har jeg fundet på YouTube, i lydbøger og almindelige bøger og jeg ser, lytter og læser hver evig eneste dag, og jeg elsker hvert sekund.
Det kan ikke undgås at jeg støder på nogle af alle de mange negative nyheder og informationer når jeg bevæger mig rundt på de sociale medier ,og rundt i den virkelige verden ikke mindst, men jeg får negativt indput i meget, MEGET mindre doser og det har virkelig gjort underværker for mig.
Se endelig denne lille video, den varer kun 2 min. og 28 sek. og den er super inspirerende.