Travel

Når ensomheden rammer

By June 10, 2018 No Comments

Søndags-Support d. 10. juni 2018
Få Supporten sendt direkte til din indbakke hver søndag: Tilmeld Søndags-Support

Hej,
Hvad gør du når du pludselig overvældes af en følelse som du betragter som negativ?
Det er måske lidt en sjov formulering at sige ”betragter som negativ”, men det skal jeg nok komme nærmere ind på hvorfor jeg siger det sådan, men den slags følelser jeg tænker på er de der stikkende følelser, dem der trigger reaktioner der dræner os for energi, og som bringer os i tilstande der ikke er rare at være i.
Det kan nogle gange være ufatteligt svært at forklare hvorfor de negative følelser trigges og styre hvornår de udløses og hvordan vi reagerer, især når der er et andet menneske involveret…

I kærligheden, der kan vi virkelig nemt rammes af de her følelser, fordi vi er ekstremt sårbare når vi elsker, fordi det menneske vi forelsker os i lukkes ind steder hvor vi ikke lukker andre ind, og fordi der er ”noget at miste” når vi har lukket en indenfor i vores allerinderste.

Vi har også mange forventninger til kærligheden og vi har mange forestillinger og idéer om hvad kærlighed er, hvordan den skal se ud og ikke mindst hvordan den skal føles…
Det kan også være en uudtømmelig kilde til skuffelser og negative følelser og dertilhørende destruktive reaktioner.
Forventninger kan være den rene gift for et parforhold, men på den anden side, så må man vel godt have bare lidt forventninger!?

Ja, det må man naturligvis godt, det handler -som med så meget andet- om en sund balance, og det vigtigste er at være tro mod sig selv, men det kan være temmeligt tricky når man først har mødt en man er blevet forelsket i og som man gerne vil have det til at fungere med.

Derfor er mit bedste råd: Lav en ”parforholdskontrakt”.

Det er en ”kontrakt” du laver med sig selv, inden du går ind i et parforhold, for der kan du se mere klart og du er ikke farvet af at du står midt i noget du virkelig gerne vil have skal være ”det rigtige”.
I denne her kontrakt der skal du skrive de ting ned der er vigtige for dig i et parforhold.
Så brug alt hvad du har lært om dig selv i alle dine tidligere forhold.
Hvad var fedt, hvad var ikke fedt.
Sørg for at skrive de ting du ikke vil gå på kompromis med.
F.eks. de ting der udløser for mange negative reaktioner hos dig, og som derfor er vigtige for dig.
Så det kan altså både være ting du ikke ønsker dig i et parforhold, men også ting du anser for absolut nødvendige i et parforhold.
Kontrakten kan enten skrives ned på papir eller noteres oppe i dit hoved.
Noget siger mig at det er bedst at skrive det ned på papir.
Det har jeg faktisk ikke engang selv gjort før, jeg har kun haft det i hovedet, men det bliver mere konkret når det kommer ned på papir, så det er jeg begyndt at gøre, også fordi jeg lige har stået i en situation hvor det faktisk havde været meget fedt at have haft et papir at kunne støtte mig til når jeg blev i tvivl om det hele. Men det vender jeg tilbage til om lidt.

Det er heller ikke spor nemt at skrive sådan en kontrakt, for der er virkelig mange ting man skal have med i sine overvejelser, og det kan være lidt lettere at holde styr på hvis man skriver det ned.
Men bare rolig, det at man skriver det ned er ikke ensbetydende med at ”bordet fanger”. Tværtimod.
Der er intet til hinder for at man går ind og retter i sin kontrakt lidt til, for det er helt normalt at man ændrer mening undervejs, og jeg vil da sige, at det nærmest er uundgåeligt at ens præferencer ikke skulle forandre sig over tid, især hvis man arbejder meget med sig selv.

Den udfordring man kan komme til at stå overfor, og som man ikke umiddelbart kan forhindre eller skrive sig ud af på forhånd, det er når man først opdager nogle essentielle detaljer for hvad der er vigtigt for en efter at man har mødt en som man er blevet glad for.
Der kan nemlig opstå situationer i et nyt parforhold som man ikke har stået overfor før, og som man derfor slet ikke har overvejet dengang man skrev sin kontrakt med sig selv, og som derfor ikke er kommet med.

Jeg har selv lige oplevet det med den kæreste jeg mødte for nyligt.
Han bor i Hillerød, mens jeg befinder mig på Amager.
Og han har børn…
Det betyder at de går i skole og på institution der -altså i Hillerød- og at de har deres venner og netværk der. Og det har han jo også selv.
Ham og eksen har også begge to deres forældre i det område og de har fra start (da de gik fra hinanden) været enige om at de og børnene bliver i Hillerød.
Det betyder, at den eneste mulighed der ville være for mig for at flytte sammen med ham ville være hvis jeg forlod København og tog til Hillerød…
Det var ikke lige en situation jeg havde haft med i mine overvejelser, da jeg -inde i mit hoved- “skrev ned” hvilke ting der var vigtige for mig i et forhold, for det, at flytte sammen, er en ting jeg bare har taget for givet. Det er kommet helt naturligt -og faktisk også ret tidligt- i de fleste af de seriøse parforhold jeg har været i.

Jeg elsker min lejlighed og jeg elsker København, og jeg bruger også byen rigtigt meget, så at rykke væk herfra er nærmest angstprovokerende, og efterhånden som det her forhold til ham blev mere og mere seriøst, så kunne jeg bare mærke en lille, konstant og nagende følelse der sagde ”jeg vil ikke til Hillerød!”.
Så nu havde jeg jo faktisk et problem…
For det betød jo så at vi ikke ville kunne komme til at bo sammen…
Og jeg har altid boet sammen med mine kærester, og det er som regel gået ret stærkt, og nu stod jeg så med en ny kæreste, hvor det at bo sammen, ikke ville blive muligt før den dag hans børn flytter hjemmefra, hvilket vil sige om minimum 15 år!

Pludselig stod jeg altså midt i noget jeg slet ikke havde taget stilling til inden jeg mødte ham, og det var super tricky at skulle gøre nu, for nu var jeg jo nyforelsket, og er der noget der kan farve ens beslutninger, så er det da en god gang nyforelskelse!
Jeg skulle simpelthen finde ud af om det her med at flytte sammen var vigtigt for mig.
Det er rigtigt svært at mærke ordentligt efter, når man er forudindtaget, og det var jeg jo, for jeg ville jo gerne have at det her med ham skulle være det rigtige… Og det betød jo, at hvis det skulle være det, så måtte det jo nødvendigvis føles rigtigt ikke at have mulighed for at flytte sammen…
Så kunne der selvfølgelig ske en masse uventede ting der kunne ændre situationen, men som udgangspunkt skulle jeg være okay med at det ikke var en mulighed, medmindre jeg forlod KBH.

Det var en lang rutsjetur; først blev det nærmest til det allervigtigste i verden for mig at kunne flytte sammen, men efter at have tænkt nærmere over det, hægtede jeg mig fast ved den idé som jeg også lige nævnte, med at der jo kunne ske så meget de næste par år; måske mødte hans ekskone også en ny mand fra København, eller måske skete der noget helt andet der pludselig kunne åbne op for at vi på den ene eller den anden måde kunne bo sammen i København.
Jeg kom faktisk også frem til at det jo kunne ske at jeg blev glad for ham og hans børn (når jeg engang fik ”lov” til at møde dem) at jeg gerne ville rykke teltpælene op flytte til Hillerød.
Jeg snakkede også med en masse veninder om det, og de sagde nærmest alle sammen, uafhængigt af hinanden, ”dét finder man ud af, don’t worry!”

Det gav mig ro og det fik mig til at give lidt slip på idéen om at man partout skal bo sammen, og jeg begyndte at tænke i de baner hvor jeg tog det bedste fra to verdener.
Det vil sige at jeg fremhævede alle de gode ting jeg nu kunne finde ved at vi havde hver vores lejlighed.
Det kunne f.eks. være at jeg ikke skulle have hans -efter min mening- dårlige og kedelige smag indenfor mine døre.
Det kunne også være at hvis det der børnehistorie blev for meget (når nu jeg en dag kom til at møde dem), så kunne jeg altid ”flygte” hjem til mig selv hvor der var ro og fred.
Det kunne også være at det måske ville være nemmere at bevare en ”gnist” i forholdet, når man nu ikke kom til at gå op og ned af hinanden hver dag.

Men der var stadig en lille tvivl inde i mit hoved, og måske i virkeligheden også i mit hjerte…
Fordi, løj jeg for mig selv her…?
Prøvede jeg at få den firkantede klods til at passe ned i det trekantede hul?
Var jeg nu også sikker på at det ikke var så vigtigt for mig at kunne bo sammen med min kæreste?
Ville jeg komme til at fortryde det med tiden?
Eller var det bare en forud-programmeret forventning jeg havde, fordi, det er jo det ”man” gør?

Den er svær ikke?
Det syntes jeg i hvert fald at den var.

Uanset om denne her tvivl om hvad der egentlig er vigtigt for en, den opstår før man har mødt en, eller efter, så kan det være yderst udfordrende at vurdere om det er vigtigt for en fordi ”det gør alle andre”, eller om det er vigtigt fordi det tror man at det skal være.
Og måske kan nogle af de ting vi noterer ned som ”vigtige ting vi ikke vil gå på kompromis med”, også i virkeligheden mere handle om vores egne begrænsende overbevisninger, og lave selvværd, og mest af alt være et udtryk for noget man bør arbejde med.
Og det er jo ikke meningen med den. Meningen er at det skal være en rationel rettesnor som kan hjælpe en til at være tro mod egne ønsker og behov.
Men hvordan skal man så kunne skelne imellem hvad der er noget man bør arbejde med hos sig selv, og hvad der er noget der er helt reelt at have i sin kontrakt?
Det er virkelig svært, men logikken må jo være, at jo længere og mere detaljeret den er, desto større er risikoen for at det vil være umuligt for nogen som helst at indfri den.

Så jeg tror, at måden at gøre det på, er, at man løbende sørger for at arbejde med sig selv. Det er ikke noget man gør i en periode hvor man har det lidt skidt, det er noget man skal gøre hele tiden, resten af livet, både når man er lykkelig og når man er ulykkelig og både når man er i et forhold og når man ikke er, for der er altid noget man kan lære.
Altid.
Og efterhånden som man udvikler sig kan man gå ind og rette kontrakten til og slette punkter der ikke længere er aktuelle.
Så vil den automatisk mere og mere komme til at afspejle fuldstændigt rimelige og rationelle behov og ønsker mere end rygsækken af personlige problemer og issues.

Men det er en sindssygt svær balance, det ved jeg, fordi, for mange af os er tosomheden så stor en drivkraft og så højt et ønske, at det overskygger alt andet, så vi trækker skyklapperne godt og grundigt ned over øjnene og lader os alt for nemt styre af fristen til at gå på kompromis med ting, som man inderst inde godt ved at man blive ked af i længden, og det er nærmest umuligt at vurdere om man lyver for sig selv, eller om man vitterligt godt vil kunne leve med dit eller dat og stadig føle sig glad og tilfreds.
Og hvis man har løjet for meget for sig selv, og er gået for meget på kompromis med sine egne behov, ønsker og drømme, så ender man som en muggen bitterfisse.
Just saying!
Been there done that.
Man er aldrig glad og tilfreds, fordi egentlig, så kunne man faktisk ikke rigtigt leve med det der man ellers bildte sig selv ind at man godt kunne leve med…

Og nu kommer vi så til hele humlen; ”at føle sig glad og tilfreds”.
Det er jo inderst inde det vi alle sammen gerne vil. Det er det alle mennesker søger.
Vi vil gerne være i harmoni og have indre fred.
Det der også kaldes lykke.
Men i parforhold kan harmonien lynhurtigt blive slået ud af kurs, det er i hvert fald min egen oplevelse.

Jeg bliver oftere ramt af tristhed, ked af det-hed og sorg, når jeg er i et forhold, end når jeg ikke er.
Jeg oplever også med jævne mellemrum følelser som f.eks. afvisning, jalousi og mindreværd, som er følelser jeg stort set ikke mærker til når jeg er single.
Og så kan jeg jo så spørge mig selv, hvorfor gør jeg det?!
Er det fordi der er ting jeg skal arbejde med?
Ja, det er det nok.
Men kan det også være fordi det bare ikke er det rigtige for mig?
Ja… Det kan det godt…
Og det er jo så der jeg skal prøve at være ærlig overfor mig selv, og det er en stor udfordring når man gerne vil have noget til at fungere.
Men det skal og må ikke være for enhver pris. Der SKAL være flere gode dage end dårlige, og der bør ikke være en gennemgående følelse af usikkerhed. Det er ikke holdbart. Usikkerhed skaber ubalance.

I forholdet med min nye kæreste følte jeg mig ofte lidt ekskluderet, overset og nedprioriteret, og når jeg siger ”følte” så er det fordi vi har valgt at gå hver til sit…

Jeg ville sådan ønske at det var gået i en anden retning.
Jeg havde helt klart en drøm kørende for min indre biograf, hvor vi ude i fremtiden en dag sad samlet med alle vores nærmeste til et smukt og romantisk bryllup. Vores bryllup. I min tale til min kæreste -nu husbond-fortæller jeg om hvor svær en begyndelse vi havde haft, men at nu stod vi jo her, hvor alt var godt, hvor kærligheden havde sejret og holdt os sammen, og hvor vi havde overvundet alle de mange bump på vejen, store som små, og vi havde været der for hinanden og hjulpet hinanden igennem det hele, og nu var vi ude på den anden side, der hvor vi oplevede en fred, ro og harmoni som gik udover enhver beskrivelse…
Og så levede vi lykkeligt til vores dages ende…

SMen sådan blev det ikke…
Der bliver ingen bevægende bryllupstale, HELLER ikke i denne omgang…

Bummer…

I stedet blev det et af de ”sædvanlige” korte forhold, som mit kærlighedsliv generelt har været præget af.

Men på en måde, så er det ikke så sædvanligt denne gang alligevel, for jeg er -sådan rent mentalt- et helt andet sted end jeg var sidst jeg var i et forhold der gik i stykker, så denne gang har jeg været meget bevidst om at der var ting jeg kunne lære, uanset hvilken retning det måtte gå i, og det har gjort at jeg har været ekstra opmærksom når vi havde udfordringer, fordi jeg vidste at det var dem jeg kunne lære noget af.
Jeg har også været meget mere åben for at ændre på mig selv, og for at se på mine egne begrænsninger, fejl og mangler og få gjort noget ved dem.

Og jeg har i dén grad lært noget og gjort noget.
Jeg har lært hvad det egentlig handler om, når jeg går i fejlfindingsmode, og jeg fik taget fat om det problem, og jeg har lært en masse om hvor vigtigt kommunikation er i et forhold. Ikke at jeg ikke vidste det i forvejen, for det gjorde jeg nu godt, men jeg havde bare ikke brugt det så konkret og bevidst som jeg har denne gang.

Jeg har også lært noget om mig selv…
Jeg har f.eks. lært en vigtig ting, som jeg skal have skrevet ind i den famøse ”parforholdskontrakt”, for jeg har nemlig opdaget hvor vigtigt det er for mig, at føle mig prioriteret.
Højt prioriteret.
Sådan tror jeg at vi alle sammen har det.
Vi vil gerne føle os specielle, særligt i forhold til vores kærester.
Men hvad der får os til at føle os specielle og højt prioriterede, er jo milevidt forskelligt, og hvor stort behovet er for at føle det, er jo også forskelligt.

Det er bestemt ikke fordi at han ikke prioriterede mig, for det tror jeg for så vidt at han gjorde, han gjorde det bare ikke på den måde som jeg gerne vil prioriteres på…
Det var virkelig vigtig læring for mig.

Jeg har en helt ufravigelig måde at prioritere manden i mit liv på, og jeg har en helt specifik måde jeg udtrykker og viser min kærlighed til ham på, og i det store hele kan man vel godt sige, at jeg prioriterer og elsker min kæreste sådan som jeg gerne selv vil prioriteres og elskes.
Problemet i vores forhold var, at jeg ikke blev prioriteret og elsket på den måde jeg ønskede.
Vi havde vidt forskellige måder at prioritere og elske på. Endsige tænke på.
Jeg følte det derfor tit som om jeg ikke var særligt vigtig eller særligt højt prioriteret, og det gjorde mig utryg og usikker.

Dermed ikke sagt at jeg ikke var elsket eller prioriteret, for jeg er faktisk ret sikker på at jeg var en høj prioritet, og at jeg var elsket selvom vi ikke lige var nået dertil hvor vi sagde ”de tre små ord” til hinanden, hvilket faktisk også er noget der ellers er kommet ret hurtigt i mine andre parforhold, ligesom det med at flytte sammen.
Jeg påstår heller ikke på nogen måde, at hans måde at elske og prioritere på var forkert, for det er den jo ikke i hans verden. Det var bare ikke den ”rigtige” model for mig.
Og det er meget nemt at måle på det her, for jeg følte mig mere usikker og tvivlende end jeg følte mig værdsat og sikker, og så er der jo noget galt. Og jeg kunne fornemme at jeg ofte også fik følelser frem i ham som ikke var gode for ham.

Det var ikke muligt for ham at elske og prioritere mig på den måde som jeg ønskede det.
Faktisk kunne han slet ikke sætte sig ind i den oplevelse jeg havde.
Og det samme gjaldt også den anden vej rundt; jeg formåede heller ikke give ham det han ønskede og jeg kunne heller ikke sætte mig ind i hans tankegang.

Og så driver man jo altså rundt lidt vel langt fra hinanden…

Og hvor langt skal man gå i forsøget på mødes på midten?
Hvor mange kompromisser skal man tage?
Hvor mange kameler skal man sluge?
Hvor mange af de såkaldt negative følelser skal man acceptere bliver trigget?
Og hvor ofte?

Jeg har lært af det her, at der nødvendigvis må være flere gode dage end dårlige, at der overordnet set skal være mest af denne her følelse af glæde og tilfredshed og indre fred og harmoni.
Det havde jeg ikke.
Det tror jeg ikke rigtigt at nogen af os havde.
Fordi vi simpelthen var for langt fra hinanden og fordi vi snakkede to alt for forskellige sprog.

Derfor gik vi hver til sit.
Og selvom vi begge to rationelt set godt kunne se at det var det bedste at gøre det, så er det jo stadig rigtigt hårdt, og dagen efter vores brud blev jeg da også overvældet af en forfærdelig følelse af ensomhed….

Jeg følte mig så Palle alene i verden.
Som om jeg ingen venner havde og som om der aldrig var nogen til at gribe mig når jeg faldt…
Du kender nok godt rutinen.

Jeg græd som en pisket.
Og det er nok det helt rigtige udtryk, for jeg blev jo vitterligt pisket, men mest af alt, af mine egne tanker!
Det var udelukkende dem der ”piskede stemningen op”, eller rettere, ned!
”Hvem skulle jeg nu gå ud og nyde vejret med?”
”Var der egentlig nogle mennesker på denne her planet som jeg kunne ringe til?”
”Var der i det hele taget nogen der gad komme mig til undsætning?”
”Havde jeg overhovedet nogen venner?!”

Grådkvalt og med hovedet fuld af ”verden er imod mig”-tanker, besluttede jeg mig for at cykle en tur på stranden.
Alene.
Og jeg havde bestemt ikke lyst til at tage på stranden alene.
Jeg havde brug for at være sammen med nogen.
Jeg kunne bare mærke selvmedlidenheden stige og stige.
Jeg følte mig utroligt svigtet.
Af alt og alle.
Jeg følte mig alene og ensom at jeg nærmest ikke kunne være i min krop og jeg havde egentlig allermest lyst til bare at blive liggende derhjemme i fosterstilling og have ondt af mig selv.

Men er der noget jeg har lært af al den modgang jeg har været igennem de seneste år, så er det, at jeg skal passe på med ikke at lade tankerne og selvmedlidenheden stikke af med mig, og det kom mig til gode denne gang, fordi jeg hele tiden havde dén viden kørende i baghovedet: ”pas nu på at det ikke stikker af for dig. Få nu styr på tankerne. Det eneste du gør, er at svigte dig selv. Hjælp nu dig selv lidt i stedet for…”

Det var en af grundende til at jeg valgte at cykle på stranden, selvom det der egentlig var mest nærliggende for mig var at blive hjemme og dvæle ved min nedtur.
Ligesom jeg plejer når jeg møder modgang.
Jeg vidste, af erfaring, at det altid ender med at jeg bliver revet ned i et hul der er så dybt, at jeg får svært ved at komme op igen.
Så jeg vidste at jeg var nødt til at gøre noget andet end at blive liggende derhjemme i fosterstilling.

Og det vil jeg lige sige, det er ikke nemt!!!

At gøre noget andet altså.
For man har jo ikke lyst!!!
Og man føler heller ikke at man har overskud.
Det kender du sikkert selv.
Så man gør bare det man plejer.
For det er bare nemmest. Også selv om man godt ved at det vil skabe mere lidelse en gavn.
Men et er bare nemmere at lide.

Så når livet gør ondt, så gør jeg det jeg plejer, for det er nemt, det jeg kender og derfor det eneste jeg synes jeg har overskud til; jeg bliver jeg hjemme, ligger i fosterstilling og har ondt af mig selv, med det resultat at jeg ryger længere ned i kulkælderen end hvad godt er og at det vil tage længere tid at komme op igen, end hvad der er nødvendigt.

Her kommer så det jeg vil give videre til dig; næste gang du befinder dig et sted hvor det hele gør lidt ondt, så gør noget andet end det du plejer.

Gør noget andet end det du lyst til!

Det, der er vigtigt er blot at det ikke bliver en flugt.
Dét havde jeg også med mig i baghovedet denne gang.
Jeg vidste at jeg ikke måtte flygte fra mine følelser.
De skulle have lov til at være her.
Også selvom det er følelser der ikke er rare at have.

Og nu kommer jeg tilbage til det jeg sagde i starten, nemlig at vi tit betragter de følelser der ikke er rare at have, som ”negative”.

Og her er der en anden lille ting som jeg gerne vil give videre til dig, og det er, at du faktisk skal betragte de negative følelser, som følelser der er på vej ud.
Det er DERFOR det er så vigtigt ikke at undertrykke dem, for så kommer de jo netop ikke ud.
FØL dem!
Ikke dulme.
Ikke flygte.
Føl!

Lige netop det her med at man ikke må flygte fra sine følelser, men at man skal give dem plads, det er noget jeg selv har hørt og læst gang på gang i de utallige lydfiler jeg lytter til dagligt og de mange bøger jeg også læser, men som jeg nok aldrig helt har forstået essensen af, for jeg har i hvert fald aldrig rigtigt praktiseret det.
Jeg har nok snarere benyttet en kombination af både at dulme og flygte, (dog har jeg heldigvis altid været god til at græde, så jeg har nok også altid fået lidt af det ud, men nok ikke alt, det kan jeg jo både se og mærke nu hvor jeg gør tingene anderledes), men denne her gang, der tænkte jeg bare, ”nu gør jeg det fandme! Nu skal det prøves af!”

Og hvad gjorde jeg så?!

Jo, det skal jeg sige dig, det er nærmest så banalt og simpelt at man skulle tro det var løgn:
Jeg sagde til mig selv (inde i mit hoved) ”Det er okay at jeg har det sådan som jeg har det lige nu… Jeg er ensom… Jeg føler mig virkelig ensom og ked af det, men det er okay… Det er helt okay at være ked af det, og det er også okay at jeg føler mig ensom.”

Og det lettede altså lidt…
Ej, faktisk en del…

Efter jeg havde tænkt det, så begyndte jeg også at tiltale ensomheden (også inde i mit hoved) ”Jeg kan godt mærke dig ensomhed… Og det er okay at du er her… Der skal også være plads til dig. Tak fordi du kiggede forbi, du er nemlig med til at minde mig om alle de gode og vidunderlige ting i livet, fordi jeg ved, at efter du har været her, så sætter jeg meget mere pris på alt det gode, så tak for det. Du må gerne være her. Det er okay.”

Og det her er ikke noget jeg har siddet i lotusstilling med røgelsespinde og foldede hænder og tænkt på, det var tanker jeg tænkte på cykelturen ned mod stranden.
Simple as that.
Det tager ca. 15 minutter for mig at cykle på stranden, så jeg brugte 15 minutter på det. Hverken mere eller mindre. Og jeg var ikke i zen, og det var ikke en meditation, det var bare hjælpsomme tanker på en cykeltur ned mod stranden.

-Og jeg sværger, det lettede så meget at jeg har svært ved at beskrive det med ord!!!

Det er sgu egentlig også et mærkeligt paradoks det her, for når jeg er single kan jeg sagtens være alene og gøre ting alene, helt uden at jeg på nogen måde føler mig ensom, men nu, efter at have haft en kæreste, også selvom det bare var for en ganske kort stund, så udløste det at være at alene og at skulle tage alene til stranden for at nyde vejret, pludselig en helt enorm -og overvældende ubehagelig- følelse af ensomhed og forladthed. Virkelig ikke nogen rar følelse, og mest af alt en følelse jeg havde lyst til at flygte fra med handlinger…

Og hvilke handlinger kunne det så være?
Tjoh, der er vel næppe noget der kan dulme et trist hjerte mere end at geninstallere en af de famøse datingapps og så fordrive tiden med det, og samtidig også få dækket behovet for opmærksomhed og bekræftelse…
Men en anden ting livet har lært mig, det er sgu, at man ikke kan date sig ud af kærestesorg.
Kærestesorgen er nemlig -ligesom ensomheden- også en følelse vi skal give plads til, men hvis vi i stedet vælger at dulme den med datingapps, tilfældig sex, alkohol, overtræning, overspisning, underspisning, overfyldt kalender eller andre ting i den dur, så sætter den sig bare fast, fremfor at forgå.
Det vil måske føles som om den forgår og at tiden så siden heler ens sår, men det gør den ikke, smerten vil sætte sig fast, hvis ikke man gav den plads da den dukkede op, og så vil den komme tilbage og vise sit grimme ansigt på de mest ubelejlige tidspunkter, og det kan både være som mentale issues eller som fysisk sygdom og kroniske smerter i kroppen.

Så jeg lod være.
Jeg nægtede at falde for fristelsen for at hoppe direkte tilbage i dating universet, blot for at flygte fra min ensomhed og dulme alle de svære tanker der fiser rundt i mit hoved efter bruddet.
I stedet besluttede jeg mig for at give mig selv lidt ro og plads til lige at trække vejret og mærke efter og lade alle følelserne ”komme til orde” så de kan finde vej ud af mig, fremfor at sætte sig fast i mig.

Og jeg gjorde det på cyklen på vej til stranden.
Så det behøver ikke være så avanceret…

Nu skal det lige siges at jeg var rimeligt afklaret i forhold til bruddet, og det gør jo unægteligt det hele noget nemmere end hvis jeg havde været i dyb krise.
Men selvom jeg var afklaret med at vi bare ikke var gode for hinanden, så gør det jo stadig afsindigt ondt at skulle sige farvel til et menneske som man egentlig havde håbet på at have en fremtid med. Og det gør det heller ikke nemmere at vi begge to egentlig rigtigt gerne ville hinanden…

Og jeg tror også at det var derfor at følelsen af ensomhed rullede ind over mig.

Da jeg så kom ned på stranden, så satte jeg mig et sted hvor jeg kunne sidde lidt i fred og tude inde bag mine solbriller.
Og pludselig, så talte universet til mig…
Ja, ja, jeg ved godt at der formentlig vil være lidt øjenrul rundt omkring derude nu, og det er helt okay, det havde jeg selv gjort for bare tre år siden.
Men der er simpelthen sket så mange mystiske sammentræf i løbet af de sidste tre år siden jeg startede med at grave i min egen personlige udvikling, at jeg bare ikke kan sidde alle de signaler jeg får, overhørig, eller blot slå dem hen som tilfældigheder.
Det kan være alt lige fra HELT banale ting, som at jeg har glemt at svare på en fødselsdagsinvitation på Facebook eller på en sms fra en ven eller en mail fra en kunde eller hvad ved jeg, og PLUDESELIG ser jeg et billede eller læser en sætning eller hører et ord eller en lyd der minder mig om det jeg har glemt, og på den måde bliver jeg så ”reddet” fra at måske at ville have ødelagt ting for mig selv, ved at jeg f.eks. ville have været uhøflig overfor en ven eller en kunde.
Men det kan også være større ting.
Jeg ser og opdager ikke alt, (endnu) men jeg får flere og flere af de her oplevelser med at jeg får ”hints” eller signaler som ”hjælper” mig.
Det er svært at forklare…

Nå, men tilbage til stranden; jeg bredte mit håndklæde ud for at kunne sidde på det, og bedst som jeg lægger håndklædet til rette, så ser jeg denne sten i sandet:

Ja, det kan måske synes latterligt for nogen, men for mig var det nærmest som at få et kram af livet.
Lige dér følte jeg det nærmest som om der var nogen der holdt hånden over mig, og som om at universet sagde til mig at der er masser af kærlighed til mig derude.
Jeg tog det absolut som et signal eller et tegn særligt målrettet til mig.
Dét hjerte, det var lige det jeg havde brug for, lige der.

Jeg begyndte at græde-grine.
Kender du det!??
Altså der hvor man gør begge dele på én gang!? Hvor man både bliver rørt, ked og glad på samme tid!?
Dér fik jeg bare givet slip på en masse.
Og jeg sad heldigvis lidt afsides og jeg havde solbriller på, så der var formentlig ingen der lagde mærke til hende den freak der sidder og græde-griner! 😀
Og hvis der var, så fred være med det!

Okay, nu sidder du måske tilbage med det store spørgsmål: ”Men var din ensomhedsfølelse så bare pist væk fra den ene dag til den anden?!”
Og svaret på det er et rungende NEJ.
Nej, det var den ikke.
Selvfølgelig ikke.
Den lettede for en stund, men den kom igen. Allerede dagen efter faktisk.

Men her kommer nu den sidste, og måske allervigtigste ting jeg vil give videre til dig i dag, og det er, at det er helt normalt!

Det, at den ”negative” følelse kom igen er ikke et udtryk for at det ikke virkede det jeg gjorde, og det er der vi tit går fejl af personlig udvikling og heling af sorg og traumer; vi tror, at hvis følelsen (sorgen, smerten, ensomheden eller hvad det nu måtte være) kommer igen, at så virkede det alligevel ikke det vi gjorde!
Men det en fejl, for det gjorde det jo!
Det virkede, for jeg fik det bedre!
Det vi skal forstå, er, at traumer, sorg og svære følelser, de ikke forsvinder med et fingerknips.
Man er nødt til at bearbejde det over noget tid.
Jeg ved godt at det stinker og at det havde været federe hvis der havde været et quick fix.
Men det er der desværre ikke.
Så det der skal til, det er, at jeg gør det samme igen.
Og igen.
Og igen…
At jeg gentager proceduren fra cykelturen som hjalp mig sidst.
For den vil hjælpe igen, og for hver gang jeg hjælper mig selv ved at repetere proceduren, vil tiden, der går, før den svære følelse dukker op igen, blive længere og længere.

Det var det samme jeg oplevede da jeg gik til hypnoseterapi; efter en session følte jeg mig altid lettere og gladere, men i starten var jeg allerede tilbage i kulkælderen igen dagen efter.
Og det var IKKE fordi terapien ikke virkede, for det gjorde den jo!
Den havde jo gjort mig gladere.
Og lettere.
Om end for en kort stund.
Så jeg fortsatte ufortrødent med at komme til sessions, og jeg glædede mig altid til at komme derud, fordi jeg følte mig bedre tilpas hver gang jeg gik derfra.
Og dét jeg så begyndte at lægge mærke til var, at tiden der gik før jeg røg tilbage i hullet blev længere og længere for hver gang jeg havde været af sted.
I starten var det kun timer, allerhøjest halve dage vi snakkede om, men efterhånden blev tiden forlænget med hele dage, snart uger og så måneder.

Så helt kort lyder mit råd, lad være med at give op og husk disse 7 punkter når du overvældes af svære følelser:

Stop tankerne inden de løber løbsk
Gør noget andet end det du egentlig har lyst til
Det handler om balance, lad være med at ligge rullet sammen derhjemme og have ondt af dig selv, men undlad også at flygte fra dine følelser.
Giv følelserne lov til at være der. Tillad dem at være en del af dig. Sig det højt eller tænk det inde i dit hoved, helt bogstaveligt. Tal til følelsen og sig til den at det er okay at den er der. Det er ren magi.
Læg mærke til signaler, hints og tegn til dig. Kald det skæbnen, kald det livet, kald det gud, kald det kilden, kald det universet, hvad end det måtte være for dig, og i princippet er det ligegyldigt hvad det er, bare du er OBS på det. Se nu de signaler. De dukker op hvis du giver dem lov.
Svære følelser forsvinder ikke med et fingerknips, så når følelsen vender tilbage er det ikke fordi det du gjorde for at lette dem ikke virkede. Hvis du har følt en lettelse, så virkede det! Så skal du fortsætte. Og tro på det. Supplér eventuelt med andre selvhjælpsværktøjer.
Bare vær konsekvent. Få det gjort. Altså det der hjælper og letter. Dagligt.
Betragt de negative følelser som følelser der er på vej ud.
Hvilket gør dem gode at have. Fordi så er det der gør ondt indeni dig, ved at forlade dig.
Se sådan på dem.

God søndag.

/Hanne ❤

SÅDAN HELER DU DIT HJERTE

4-ugers online videokursus om at få helet sit hjerte og komme ovenpå – HURTIGT!

Har du fået knust dit hjerte og føler du ikke at du rigtigt kan komme videre?
Tro mig, jeg ved præcis hvordan det er at sidde fast i en krise, og jeg ved af bitter erfaring at det kan tage årevis at få det ud af systemet, hvis man overhovedet får det!

I 2015 fik jeg sønderknust mit hjerte igen, og jeg troede aldrig at jeg skulle rejse mig op igen!

Men det gjorde jeg, og på trods af at jeg var hele vejen forbi psykiatrisk skadestue, da jeg ikke ønskede at fortsætte med livet, så er jeg aldrig kommet så hurtigt ovenpå igen, som jeg gjorde denne gang.

”Hemmeligheden” er, at jeg gjorde noget andet end jeg plejer at gøre når jeg har kærestesorg og krise.

Det var som ren magi for både min krop og min sjæl.
En oplevelse jeg virkelig trængte til men også en oplevelse der vendte op og ned på hele mit liv og fuldstændigt forandrede mig for altid.

Alt hvad jeg lærte af denne krise og alt hvad jeg gjorde af ting for at komme ud af den, det deler jeg med dig i dette onlineforløb.

Det er et videokursus delt op i 4 moduler.
Det er nemt at gå til og det hele ligger også som lydfiler så du kan lytte til det imens du er på farten.
Der er også masser af små nemme – men effektive- øvelser som du nemt kan lave i hverdagen og som vil fremskynde din helingsproces helt vanvittigt!

Gør som mere end 5.000 andre

Få viden, indsigter, værktøjer og inspiration til at blive den bedste leder af dig selv.
Så du kan sætte retningen for dit liv i stedet for at andre gør det.
Du får -selvfølgelig- også først besked om nye kursusdatoer og gode tilbud.
Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Privatlivspolitik

.

Leave a Reply