Blogindlæg fra 17. juni 2018
Hej derude,
Søndagen er over os…
…Og ensomheden er over mig…
Så dén vil jeg grave dybere i denne søndag, og dele mine refleksioner og oplevelser omkring den, med dig.
Ensomhed kan være en pludselig, overvældende tristhedsfølelse der kommer skyllende indover dig fra tid anden, lige som den jeg beskrev sidste søndag.
Her fungerer det virkelig godt med det værktøj der blot er at tillade følelsen og give plads til den.
Jeg gør det ved at sige til mig selv at det er okay, enten højt eller inde i mit hoved, fuldstændigt som jeg beskrev det sidste søndag.
Mærkeligt nok så giver det altså en ekstrem lettelse. Det tager ligesom broden af følelsen så man ikke forgiftes af den.
Men ensomhed findes også i en dybere og lidt mere stædig version, som derfor er lidt sværere at deale med, end blot at sige til sig selv at det er okay, og det er den version jeg vil kigge på i dag.Ensomhed kan være en pludselig, overvældende tristhedsfølelse der kommer skyllende indover dig fra tid anden, lige som den jeg beskrev sidste søndag.
Her fungerer det virkelig godt med det værktøj der blot er at tillade følelsen og give plads til den.
Jeg gør det ved at sige til mig selv at det er okay, enten højt eller inde i mit hoved, fuldstændigt som jeg beskrev det sidste søndag.
Mærkeligt nok så giver det altså en ekstrem lettelse. Det tager ligesom broden af følelsen så man ikke forgiftes af den.
Men ensomhed findes også i en dybere og lidt mere stædig version, som derfor er lidt sværere at deale med, end blot at sige til sig selv at det er okay, og det er den version jeg vil kigge på i dag.
Jeg er selv inde i en rigtig vanskelig periode lige pt. med mange store udfordringer der er kommet oveni hinanden, som alle involverer mange store følelser og som alle har det til fælles at der er rigtigt meget på spil. Det betyder også at jeg hele tiden bliver i tvivl om hvorvidt de beslutninger jeg træffer er de rigtige, som f.eks. da kæresten og jeg gik hver til sit for kort tid siden.
Jeg tror godt at vi alle sammen kender til det med at ting kommer i stimer, og når man rammer en stime af modgang, så kan det trigge nogle af de dybereliggende fundamentale udfordringer vi går med.
En svær tid som den jeg går igennem lige nu, den trigger også noget fundamentalt i mig.
Her er det så, at det jo egentlig gerne skulle være en fundamental iboende styrke der trigges, og som så bærer mig igennem modgangen og guider mig ud på den anden side, men hvis fundamentet er bygget på de forkerte byggesten, som f.eks at det er bygget af udfordringer fremfor styrker, så er det jo i sagens natur en dybereliggende udfordring der trigges fremfor en dybereliggende styrke og dét kan kun ende med at styrke min modgang mere end min fremgang.
Og det er præcis det jeg oplever nu: En noget dybere ensomhed end den forbigående ensomhedsfølelse jeg beskrev for dig i søndags, har ramt mig.
Den dybere ensomhedsfølelse jeg mærker nu, det er en fundamental følelse. Altså en følelse der ”bor” fast inde i mig og som er en del af mit fundament.
Det siger næsten sig selv at det ikke er en god ting at have i sit fundament, for fundamentet er jo det vi skal støtte os op ad når krisen rammer, så vores fundament skal bestå af styrker og kvaliteter snarere end svagheder og minusser.
Så det skal jeg have gjort noget ved.
Denne her ende af mit fundament trænger til at blive bygget op på nye, mere solide byggesten.
Og det er det jeg er i gang med om som jeg gerne vil dele lidt af med dig i dag.
Og tro mig, det kan man godt, for jeg har gjort det før med andre dele af mit fundament.
Så hvis du har et skrøbeligt fundament, ligesom jeg har, så er dette indlæg nok læseværdigt for dig.
Min ensomhedsfølelse handler om at jeg ikke ved hvor jeg skal gå hen med mine udfordringer, og dét tror jeg er noget som rigtigt mange kender til og derfor tager jeg den op i dag fremfor at holde den for mig selv.
Helt konkret, så kunne det f.eks. være at du i en periode rammes af flere svære udfordringer der går dig rigtigt meget på, men at du føler det som om at der ikke er ét eneste af de problemer som du kan se hvem du skulle sparre med omkring det…
Du har ingen steder at gå hen med det…
…Og så begynder ensomhedsfølelsen altså lige så stille at banke på fordi man ligesom ”strander” helt alene med sine udfordringer…
Og dén version af ensomhedsfølelse kan være noget mere vedvarende, særligt hvis denne her følelse af at være alene og altid skulle klare alting for sig selv, er en del af ens fundament.
Man kan være nok så stærk, have et nok så stort netværk og nok så gode, tætte venner, men det er ikke ensbetydende med at ensomhed ikke kan ramme en hårdt lige i solar plexus…
Jeg oplever, at når jeg ikke med det samme kan sige ”Dét der kan jeg tale med X om” eller ”Dét der kan jeg lige ringe til Y om og få nogle gode råd med på vejen” så ryger jeg lynhurtigt over i den helt modsatte boldgade hvor jeg slet ikke kan se at der skulle være nogen som helst jeg kan snakke med om de ting som jeg går og bokser med; ”Lige det her emne tror jeg slet ikke at X vil kunne forstå”, ”Den her udfordring ved jeg bare at jeg ikke kan snakke med Y om”, ”Z er meget sød men jeg er ikke tryg ved at tale med hende om denne her slags problemer”, ”Dette er ikke noget jeg tror at X kan sætte sig ind i”, ”Jeg orker ikke at tage det her med Y for hun gider alligevel ikke lytte til det jeg kommer med”, ”Jeg ved bare hvad Z vil sige, og det er ikke det jeg har brug for at høre lige nu” osv. osv.
Du kender sikkert godt det ordsprog der siger noget i retningen af at det som regel er de sværeste tider der fører til de bedste øjeblikke i ens liv.
Jeg er selv stor fan af den ideologi og tankegang.
Når det så er sagt, så ved jeg alt om hvor vanskeligt det kan være at tro på når man står midt i krisen.
Jeg står der jo selv nu.
Det kan nærmest føles som en direkte fornærmende og negligerende floskel hvis man får stukket sådan en plade når livskrisen raser derud af og er lige ved at flå en midt over.
Men der er kun en der bestemmer hvordan jeg vil opfatte et budskab som det, og det er mig…
Vil jeg opfatte det negativt og bruge krudt på at blive fornærmet og irriteret, eller vil jeg opfatte det positivt og bruge det som en styrke og støttepæl?
Jeg vælger det sidste.
Jeg er begyndt at bruge den slags budskaber og tankegange som mit lys.
Som faklen der hjælper mig i den rigtige retning når jeg famler rundt i mørket.
Som lyset der kan anes for enden af tunnelen når jeg har mistet retning.
Jeg ved nemlig, at hvis min opfattelse er, at der nok skal komme noget godt ud af mine udfordringer på den anden side, og at de ikke vil være forgæves, at så vil det også være sådan det bliver.
Fordi jeg skaber med min opfattelse.
Da jeg var barn der var det andres opfattelser der skabte mig og som udviklede den måde jeg lærte at tænke på og se verden på.
Men som voksen har jeg muligheden for at skabe med mine egne opfattelser fordi jeg har livserfaringen, uafhængigheden, selvstændigheden og evnen til at gøre det.
Også selvom jeg måske ikke har indset det! (Det har jeg heldigvis, og det håber jeg virkelig også at du har kære læser.)
Det er mit eget ansvar at lave om på eventuelle gamle indgroede opfattelser som ikke skaber gode ting for mig.
Alting her i livet er et resultat af vores opfattelser.
Et resultat af hvordan vi er trænet til at se verden på.
Vi ser verden som vi er.
Vi ser ikke verden som den virkelig er, eller som andre ser den. Vi ser den som vi er.
Vi ser den som vi er konditioneret til at se den. Altså som vi er ”trænet” til at se den tilbage fra dengang hvor det var andres opfattelser der skabte os og udviklede vores måde at se verden på.
Men den optik vi fik dengang er ikke nødvendigvis den optik der giver os det bedste og klareste syn.
Lige nu ser jeg verden som jeg er.
Ensom.
Fordi ensomhed er en fundamental ”indstilling” indeni mig, så er det ”naturligt” for mig at den dukker op og overtager mit sind og bliver den brille jeg ser verden igennem.
Men jeg ved at det ikke behøver at være sådan.
For jeg ved at det kan laves om.
Jeg ved at det hele til syvende og sidst afhænger af hvordan jeg vælger at fortolke det der sker for mig og det der sker i mig, og af hvordan jeg vælger at reagere på det.
Hvis en af mine helt fundamentale ”grundindstillinger” er ensomhed, fordi jeg igennem livet har oplevet at der ikke var nogen steder jeg kunne gå hen med mine udfordringer (fordi dem det ville være naturligt at gå til var en del af udfordringen) så vil det helt intuitivt være en af de linser jeg ser verden igennem og det vil jo alt andet end lige præge den måde jeg fortolker hændelser og oplevelser på, og i sidste ende på hvad de får mig til at føle og hvordan jeg reagerer på dem…
…og dermed også på hvad mit slutresultatet bliver…
Kan du se det?
Havde du spurgt mig for tre år siden, så kunne jeg ikke.
Jeg ville ikke.
Det var fandme ikke min skyld!
Men jeg kan godt se det nu…
Og det handler ikke om skyld.
Det handler om ansvar.
Jeg påtager mig ikke skyld for de programmeringer jeg har fået, men jeg tager ansvaret for at få dem afinstalleret og programmeret nogle nye!
Jeg er derfor nu blevet helt bevidst om, at ensomheden jeg oplever, ikke er sådan som verden virkelig er, men blot min opfattelse af den, kvag min konditionering og programmering.
Det der falder mig mest naturligt i sådan en situation som den jeg er i nu hvor udfordringer og ulykkelige omstændigheder bare ramler ned over mig i kaskader, er at lade ensomheden besejre mig og tænke at sådan er det bare at være mig, sådan er verden, og det er der ikke noget jeg kan gøre noget ved.
Men nu ved jeg -fordi det har jeg lært nu- at sådan er verden ikke, kun hvis jeg siger at den er, og at der i dén grad er noget jeg kan gøre ved det.
Kære læser, sødeste hjerte-ombygger, det håber jeg så inderligt at du tager til dig det her, og forstår at det også gælder for dig, hvad end du måtte have af udfordringer.
Det er ikke sikkert at du -endnu- kender svaret på hvordan verden så er, eller på hvad du kan gøre ved din udfordring, for når vi tager vores gamle verdens-opfattelses-briller af så bliver alting naturligvis helt blurret og uskarpt.
Men bare rolig, der skal blot nye glas i brillerne, og dem er der lige lidt leveringstid på.
Det handler om aktivt at vælge at være proaktiv, fremfor at indtage den sædvanlige -og vante- rolle som offer for omstændighederne.
Det er det jeg selv er i fuld gang med at eksperimentere med lige pt.
Og når jeg siger ”eksperimentere” så er det jo fordi at jeg heller ikke kender svarene endnu.
Jeg har lært, at følelser er noget vi skaber med vores tanker. (Alting starter med en tanke)
Hvis jeg f.eks. sætter mig ned og inde i mit hoved forestiller mig en eller anden bestemt situation, så kan det sætte gang i en lavine af forskellige følelser som jeg forbinder med det jeg lige har tænkt på og set for mig.
Det samme gælder for min nuværende situation; når tankerne kører i ring omkring den opfattelse at der ikke er nogen steder jeg kan gå hen og få hjælp til mine kvaler, så er resultatet en overvældende følelse af ensomhed.
Et proaktivt skridt i denne her situation -som er det jeg øver mig i lige for tiden og nu deler med dig- det vil være at få tankerne over på noget andet og mere løsningsorienteret end ”der er ingen steder jeg kan gå hen og ingen mennesker jeg kan snakke med”, det kunne f.eks. være ”jeg må finde et alternativ til der hvor jeg plejer at gå hen, og se om det måske kunne lette min situation”.
Men det er suuuuper svært at tænke sådan, for det er jeg ikke trænet i. Jeg er ikke konditioneret til at tænke andet end ”der er ingen steder jeg kan søge hjælp”.
Det vil ikke falde mig naturligt at tænke andet end ”der er ingen steder jeg kan søge hjælp”…
Og derfor vil jeg med al sandsynlighed slet ikke være bevidst om at der er en anden måde at tænke på…
Det ved jeg at jeg ikke var for bare tre år siden.
Men det er jeg blevet nu, fordi jeg i tre år har taget mig tiden til at lære noget nyt om mig selv og haft tålmodigheden til at udvikle mig og viljen til at ændre mig så jeg kan få det bedre på områder hvor jeg ikke har det godt.
Jeg ved nu at mine følelser ikke er noget jeg er, og som ikke kan ændres.
Mine følelser er noget jeg skaber og som jeg i dén grad kan ændre.
En af mine sædvanlige teknikker er som jeg nævnte lige før, slet og ret at prøve mig frem.
For jeg ved jo ikke hvad der virker for mig.
Jeg har ikke svarene.
Endnu.
Jeg ved kun hvad der ikke virker.
Så selvom jeg har følt at der ikke var nogen jeg kunne række ud til, så har jeg gjort det alligevel, jeg har rakt ud til nogle andre. Nogle nye. Og det er super svært. Og det føles ikke rart -PÅ NOGEN MÅDE- at skulle spørge nogle mennesker jeg ikke normalt rækker ud til, eller som jeg ikke kender specielt godt (endnu) om de har tid til en sludder.
Det føles absolut akavet, forkert og håbløst.
Hvorfor?!
Fordi det jo er LANGT udenfor min komfortzone.
Min komfortzone er at blive i troen på at der ikke er nogen steder jeg kan gå hen.
For det er sådan jeg ser verden.
Det ligger i mit fundament.
Men jeg har altså gjort det alligevel.
Det her er i øvrigt en teknik jeg fortæller rigtigt meget om i mit onlineforløb Sådan Heler Du Dit Hjerte.
Forløbet duer altså ikke kun til heling af kærestesorg, det kan bestemt også bruges til heling af kriser generelt. Teknikkerne er de samme.
Den pointe jeg gerne vil understrege med det her, både overfor dig kære læser, men også overfor mig selv, det er, at vi kan vælge at være ofre eller vi kan vælge at være proaktive.
Jeg kan være offer eller jeg kan være proaktiv!
Offerrollen den har jeg prøvet, den virker skide godt hvis man gerne vil fordybe sig i elendigheden og gro fast der, og ikke ændre på noget.
Den proaktive rolle den er skide god hvis man gerne vil forandring og ændring og bærer lysten og viljen til det i sit hjerte.
Men proaktivitet, det er et mindset!
Ligesom det at være offer det også er det.
Nogle af os er blevet ”programmerede” med et proaktivt og udviklingsorienteret mindset, og for dem er det en helt naturlig ting at se muligheder og lede efter løsninger, og gud, hvor kunne jeg godt misunde den slags mennesker, for jeg er en af dem der er blevet programmeret med det stikmodsatte, nemlig et fikseret og begrænsningsorienteret mindset, og jeg troet fuldt og fast på at min skæbne var for evigt forseglet med ensomhed (og uendeligt mange andre udfordringer) der bare ikke kunne forandres.
Men igennem de sidste tre år har jeg fået øjnene op for, at eftersom sådan et mindset er noget tillært, så er der også mulighed for at jeg kan lære det!
Det havde da alt andet end lige været fedt -og noget nemmere- om jeg havde lært det som barn, men det har jeg ikke og sådan er det, men så kan jeg lære det nu.
Og det kan du også!
Men hvordan er man så proaktiv i sådan en situation hvor man er i kæmpe underskud fordi ens verden er ved at ramle sammen, og man ikke føler at man har nogle steder at gå hen med det!?
Her er en lille liste af muligheder som jeg selv lige har skrevet ned til mig selv om som jeg benytter mig flittigt af i disse dage:
Ræk ud – Søg hjælp og støtte i dit netværk, også selvom du måske -ligesom jeg- ikke føler at der er nogle steder at søge hjælp. Gør det alligevel. Måske får du ikke det du søger, men vid at mulighederne ikke er udtømte af den grund. Prøv igen, et nyt sted. Du kan blive meget overrasket, og ellers få professionel hjælp.
Få professionel hjælp – Det kan være ufatteligt givende og øjenåbnende at få et helt udenforstående menneske der ikke kender dig overhovedet, til at så nogle frø og sætte lidt retning på det hele. Det kan også være nemmere at tale om svære ting, fordi du ikke har en personlig relation til behandleren og derfor ikke skal bekymre dig (nær så meget?) om hvad vedkommende måtte tænke om dig. Man kan bare ikke altid klare alting selv, dét er en af de lektioner jeg har været allerlængst tid om at forstå, men som jeg nu omsider har erkendt. Og selvom de er gode, rigtigt gode, så kan venner og veninder desværre ikke altid give dig den feedback du lige står og har brug for i en krise.
Giv slip – Forventninger og forestillinger om hvad en given situation ”nok ender med” er meget farvede af vores erfaringer i livet. Giv slip på dem. Erfaringer er ikke stålfaste beviser på at alting altid er sådan og sådan. Kender du udtrykket ”i dag er ikke alle dage”? Det er sådan en rigtig god trøst når man har en skidt dag. Det samme gælder for erfaringer. Én erfaring er ikke alle erfaringer, så selvom jeg -ofte- i mit liv har måttet erfare at der ikke var nogen steder at gå hen når jeg har brug for hjælp og trøst, så er det ikke -nødvendigvis- den endegyldige sandhed. Så giv slip på tanker og idéer om hvordan noget ”sikkert vil falde ud” og vær åben for at resultatet kan blive noget helt andet og bedre.
Spørg ind – Når du har givet slip på dine fastlåste tanker og forestillinger, så spørg dig selv ind til hvad du kan gøre for at lette din situation nu og her. Du kan eventuelt skrive små ting ned. At skrive giver mere klarhed
Led – Når du har spurgt lidt ind til hvad du eventuelt kunne gøre, så vil du sikkert opleve at det er svært for dig at finde svar, men lad dig for gud skyld ikke slå ud af det! Det er fordi du ikke er vant til det. Andet er det vitterligt ikke. Det er ikke fordi at der ikke er nogen svar. Tro mig! Så led efter dem. Du skal nok finde dem. Søg med lys og lygte efter alle de tænkelige og utænkelige muligheder der måtte være for at få bragt dig selv tilbage på ret kurs, det sidste du må sige til dig selv er, at der ikke er nogen.
Giv ikke op – Når vi leder og ikke finder svar, er det virkelig fristende at give op, specielt hvis man har et fikseret, begrænsningsorienteret mindset. Der ER svar derude, du er bare ikke trænet i at finde dem.Et af de -ret store problemer- jeg selv er tynget af i disse dage, og som jeg nok skal dele med dig her på bloggen i nær fremtid, det blev for nogle få dage siden bare et væsentligt større problem end først antaget, og det slog mig fuldstændigt ud. Men det første jeg tænkte da jeg fik den nedslående nyhed, var ”Du må ikke give op nu Hanne! Ikke give op!”
Men alting inde i mig skreg bare at det hele kunne være lige meget og at jeg lige så godt kunne kaste håndklædet i ringen og give op, for det er sådan jeg er programmeret, og så er det virkelig svært for ”giv ikke op tankerne” at få ørenlyd. Så jeg rakte ud, både efter professionel hjælp og efter nye mennesker at snakke med. (Nummer 1 og 2 på denne liste.)
Sæt et formål – Hvis du vælger at række ud efter hjælp, hvilket er en rigtigt god idé at gøre, så gør dig klart hvad formålet er med den hjælp du søger. Du søger jo ikke retning, hjælp og guidance bare for at få bekræftet at du lige så godt kan give op, vel? Det ville være selvdestruktivt, og det skal vi væk fra.Jeg satte mig for, at formålet med den hjælp jeg skulle have, skulle være at give mig værktøjer til at se mere positivt på min situation og til at finde og afprøve forskellige, mulige løsninger, OG IKKE MINDST til at tro på de her mulige løsninger. For hvis jeg går ind i det med en kerne af tro på at det ikke kan løses, så bliver det helt sikkert ikke løst. Så målet er at få ændret på kerneopfattelsen indeni mig, så jeg er bedre i stand til at hjælpe mig selv i svære tider som den jeg går igennem lige nu og her.
Kort sagt, jeg rakte ud med det helt klare formål at få bekræftet at der er masser at kæmpe for, og masser af muligheder der ikke er afprøvet endnu og som muligvis kunne afhjælpe min situation, og ikke med det formål at få bekræftet at jeg har ret i at det er bedst at give op. Det er en super vigtig detalje som jeg håber at du skriver dig bag øret.
Fokusér – Når du har sat et formål og måske fået hjælp til det, så vær opmærksom på at dit fokus bliver på det gode formål. Man kan nemt glide over i et negativt fokus nærmest uden at man selv lægger mærke til det, for det er bare sådan vores hjerne er wired, så sørg for hele tiden at være opmærksom på hvor dit fokus er. Det sted du lægger dit fokus, vil være det sted der tilføres den største energi, og det vil lægge kimen til dit resultat, derfor er det selvsagt umådeligt vigtigt at dit fokus er rettet mod løsninger, ting du kan støtte dig til, styrker og kvaliteter du kan udnytte eller styrker og kvaliteter du kan få ud af udfordringen.
Tal – Det du taler om er med til at bestemme hvor dit fokus ligger, så vær yderst opmærksom på dit sprog. På alt hvad du siger, skriver og tænker. Undlad at tale din situation værre end den er. Jo mere man taler om sine problemer, jo større bliver de. Tal om løsninger. Tal om muligheder. Tal om alternativer. Tal om mulige positive udfald. Både den stemme du taler med inde i dit hoved, men også når du taler med andre mennesker og når du skriver. Se på det som at alt hvad du taler om -i tale, i tanker og på skrift- det er med til at manifestere udfaldet.
Jeg kunne f.eks. godt skrive side op og side ned om alle de kvaler jeg har lige nu, men det gør jeg ikke, for jeg ved, at hvis jeg begynder at skrive for meget om min lidelseshistorie, så vil jeg for det første fastholde mig selv i min lidelse, ved konstant at tale om den, ligesom den også vil vokse sig større, og for det andet så risikerer jeg at jeg skaber en afhængighed hos mig selv, det ved jeg, for der har jeg været tidligere.
Dengang jeg startede bloggen her, der skrev jeg rigtigt mange blogindlæg der omhandlede al den svie og smerte jeg gik igennem. Det blev nærmest som et drug for mig men heldigvis fik jeg selv øjnene op for at det var et helt galt spor jeg var på vej ned ad og at det ikke gjorde andet end at fastholde mig selv i min krise.
I stedet begyndte jeg at skrive om mine fremskridt og om alle de tiltag jeg gjorde for at få det bedre og hvordan de virkede, og pludselig fik jeg vind i sejlene!
Man må gerne dele sin smerte og tale om sine udfordringer, men man skal passe på at det ikke bliver et drug, for prisen du betaler for dit drug er høj; du betaler nemlig med din fremtidige lykke…
Fordi dit fokus på lidelsen blokerer for din udvikling.
Dit mindset (for)bliver fikseret.
Det fikserede, fastlåste begrænsningsorienterede mindset det har jeg været slave af længe nok!
Det vil jeg ikke længere.
Jeg vil være proaktiv.
Jeg vil udvikle mig.
Jeg vil bryde mit mønster.
Jeg vil have forandring.
Og jeg vil tage ansvar for den forandring!
❤ Jeg håber du er med mig ❤
God søndag.
/Hannah ❤
Her er en video som jeg finder stor støtte i:
