Travel

Du er ansvarlig for alt det du gør, men også for alt det du ikke gør

Søndags-Support 8. juli 2018
Få Supporten sendt direkte til din indbakke: Tilmeld Søndags-Support

Ændring er svært, det ved vi alle sammen godt.
Ikke nødvendigvis fordi det der skal til for at skabe ændring er svært at gøre, for det er det faktisk sjældent, typisk er det ret simple ting der skal til i virkeligheden, det er mere fordi det er lettere at lade være med at gøre det der skal til…

Der kan også være andre elementer i det; man kan være bange for at såre andre i processen, bange for at miste (venskaber, kæreste/ægtefælle, respekt, status, ståsted, base osv.), bange for at komme til at fortryde, bange for at stå alene, bange for at svigte eller blive svigtet, bange for at fejle, bange for at blive latterliggjort, bange for at gå glip af noget, bange for ikke at ”nå det”, bange for ikke at finde mening med det hele, bange for at det er forgæves, osv. osv.

Men der er aldrig noget der er forgæves når vi arbejder med os selv, og der er aldrig noget der ikke kan findes nogen som helst mening med, det skal vi huske.
Ja, måske kan man såre og svigte undervejs, og ja, måske kan man selv blive svigtet eller forladt og man kan føle sig ensom og alene med det hele, men husk også, at alle disse svære følelser er yderst værdifulde.
Alle vores følelser, gode som dårlige er nemlig mulige budskaber til vores bevidsthed.
Det er vores krop der kommunikerer med os.
Men mange af os har ikke lært at lytte til den.
Desværre.
Men det kan læres!
De positive følelser er jo heldigvis nemme nok, dem forstår de fleste af os essensen af; ”Hey, du gør noget rigtigt, fortsæt hvis du kan”
De negative derimod, dem har vi det som regel svært med. Nogle har lært at flygte fra dem, andre har lært at lægge låg på dem og undertrykke dem, og nogle har fået andre virkeligt dårlige og ineffektive coping strategier som ikke er til gavn for nogen, særligt ikke dem selv.
Den klub er jeg selv medlem af.
Nuvel, det kan heldigvis også aflæres og nyt kan tillæres.

Se de negative følelser som værdifulde budskaber til dig. Som et slags ”call to action”:

”Hey, der er noget der ikke er som det skal være.”
”Du må gerne lige mærke efter hvad det handler om” (Men ikke for længe, for det du gør, bliver du god til!!!)
”Hvad kan jeg gøre ved det?” (Hvad er det for en handling mine følelser kalder på, at jeg gør?)

Min egen erfaring med de negative følelser og min evne til at handle på dem, det er, at det skal virkelig, virkelig være vigtigt for mig, før jeg gør det der skal til, for at skabe den ændring jeg har brug for.
Jeg skal virkelig have det dårligt før jeg gør noget.
Og det er en skam…
Det er derfor jeg deler min viden her på denne blog, i håbet om at du der læser med kan få et forspring, og handle noget før, og lære at lytte til din krop og til dine følelsers beskeder til dig.

Tit, så tror jeg faktisk det handler om at det virker enormt overvældende at skulle tage stilling til alt muligt nyt og gøre en masse ting man ikke plejer at gøre, og så ryger man ind i den fælde der hedder at man udskyder det hele lidt og sætter fine forklaringer op for hvorfor det nok er smartest at udskyde de og de tiltag lidt endnu, og hvorfor det ikke rigtigt kan lade sig gøre at starte lige i dag.

Jeg gør det selv.

Bare sådan en lille ting som nogle øvelser jeg skal lave i forbindelse med nogle smerter jeg har i venstre skulder og højre lysk, synes fuldkommen uoverskueligt, og derfor bliver jeg ved med at tænke ”jeg starter i morgen”…

Kender du den lille klassiker?

Det tror jeg vist at alle gør.
Og dét selvom øvelserne på ingen måde er vanskelige at udføre, og heller ikke engang vanvittigt tidskrævende.
Modstanden gør så, at jeg begynder at sætte forsvar op.
Altså, du ved, undskyldninger der skal forsvare at jeg forsømmer mig selv. For det er jo præcis det jeg gør. Jeg svigter mig selv big time.

Uden at det er det jeg vil.

Men det er det jeg gør.

Jeg kan komme så langt ud i mine indre forsvarstaler at jeg nærmest bliver klogere og dygtigere end fagpersonerne der har givet mig deres vejledninger; ”ahr, jeg tror ikke det vil virke, jeg tror simpelthen ikke på at de der små fjollede øvelser kan gøre tricket, de virker faktisk lidt åndssvage, måske skulle jeg opsøge en anden specialist?”
Og den underliggende motivation er så -ubevidst- noget i retningen af at jeg måske kan få et svar der er ”nemmere” og som ikke betyder at jeg skal ”gøre alt muligt” men som er et quick-fix der ikke kræver noget af mig.

Lyder det bekendt?

Men der findes ingen quick fixes.
Punktum.

Det kan også sagtens være at øvelserne jeg har fået vitterligt ikke vil virke, men jeg kan jo sådan set ikke vide det, før jeg har givet dem en chance og prøvet det, og har jeg ret når jeg siger at man sjældent når så langt?! Eller er jeg den eneste dovne hund der går og leder efter det ultimative quick fix?!
Desværre er der jo den ”lille” detalje der hedder at sådan noget skal gøres regelmæssigt og konsekvent over tid, før det på nogen måde vil være rimeligt at afgøre om det virker eller ej, og det må jeg erkende at jeg førhen har været for doven til.

Og det har kostet mig dyrt.

På mange områder.

Ikke bare med fysiske skavanker, men med alle mulige ting i mit liv hvor en ændring af et eller andet villet have gavnet mig, det være sig både i kærlighed, karriere, træning og mange andre punkter.
Jeg har forsømt mig selv.

Lagde du mærke til hvad jeg skrev, at den ”lille” detalje var, når vi snakker forandring? For her kommer vi frem til humlen for AL FORANDRING:

At man gør små bitte tiltag, men udfører dem konsekvent, regelmæssigt og systematisk, OVER TID.

DET DU GØR, BLIVER DU GOD TIL!

Er vi enige om, at du er rigtigt god til at være dig?
Og jeg er super god til at være mig?
Hvorfor er vi det?
Fordi DET HAR VI ØVET OS I!
Hele livet!

Det gode ved det, er, at det betyder at du ikke ” bare er som du er, og det er der så ikke noget at gøre ved”, næh, du er som du er, fordi det er bare sådan du har øvet dig i at være.
Og hvis du vil, så kan du øve dig i at være noget andet.
Så hvad kunne du godt tænke dig at være mere af i stedet for?
Eller mindre af?
Øv dig i det!
Du vil blive super god til det…
…Hvis du SYSTEMATISK, KONSEKVENT OG REGELMÆSSIGT uden at bryde ”kæden”, gør det der skal til, OVER TID.
Lang tid.
Ikke en uges tid.
Ikke 21 dage.
Men månedsvis.
Der går imellem 8-12 måneder med daglige gentagelser, før noget bliver til en ny vane som du ”bare gør” uden at tænke over det.
8-12 MÅNEDER…
HVIS du er konsekvent!

Sådan er det med personlig udvikling og ændring af vaner og mønstre, det tager tid.
Det gør det også hvis man f.eks. skal tabe sig eller udbedre fysiske skavanker som dem jeg har lige nu.
Det kræver at man er konsekvent med at gøre det der skal til.
Hvis dét så ikke hjælper, så må man gøre noget nyt, og være lige så konsekvent med det nye forsøg.

Men her er det, at vi alt for tit giver op; når vi møder modgang eller når tingene ikke lige lykkes i første hug.

Og åh, hvor er jeg bare selv slem til det. Det troede jeg egentlig ikke at jeg var, men lad mig fortælle dig en lille historie:

Jeg er lige startet på en uddannelse som Mentaltræner & Performance Coach og i fredags i sidste uge var den sidste opgave inden weekenden at vi skulle slå et bræt over med én hånd.
Min makker klarede det i første hug.
Dét gjorde jeg så ikke…

Efter første hug tog jeg et hurtigt andet forsøg, og heller ikke der lykkedes det.
Allerede her begyndte min tvivl på mig selv og mine egne evner at dukke op til overfladen og min indre stemme begyndte at tale højt, og jeg hørte mig selv sige ”Det kan jeg ikke”…
Brættet føltes så hårdt, det gjorde sgu egentlig også lidt ondt i både hånden og armen, og det virkede bare ikke rigtigt muligt.
Jeg tog et tredje forsøg og jeg synes virkelig at jeg huggede til, men heller ikke her lykkedes det.
Igen sagde jeg ”Jeg kan sgu ikke!”, denne gang med endnu mere overbevisning end første gang.
Jeg lagde an til et fjerde forsøg, og jeg prøvede virkelig at samle mig og fokusere på opgaven, og gøre det sådan som jeg havde fået ad vide at det skulle gøres, og jeg gav det endnu et ordentligt hug.
Men det gik ikke over.
Nu blev jeg for alvor opgivende og sagde noget i retningen af ”…at det ikke kom til at ske!”.
Min makker blev ved med at forsøge at opmuntre mig og forsikre mig om at jeg godt kunne, men lige som med så meget andet, så var den indre stemme bare altoverdøvende.

Og det er den tit for mange af os…

Har jeg ikke ret i det?
Vi kan godt hører hvad andre siger.
Men vi hører det alligevel ikke rigtigt.
Det går ikke ind.
Jeg kunne godt høre hvad min makker sagde, men jeg troede bare ikke selv på det mere, fordi jeg mødte modgang.
Fordi jeg ikke klarede den i første eller andet hug, så mistede jeg modet og troen, og så kunne han sige nok så meget, det gik bare ikke ind, for stemmen indeni sagde noget andet, og dén sætter dagsordenen.
Men inden mit femte forsøg kom en anden medstuderende over og sagde ”det handler om fart og teknik; gør det hurtigt, giv den et kraftigt og hurtigt hug!”
Jeg tog rådet til mig og gav det et femte skud, og POW! Brættet gik over.

Jeg jublede fuldstændigt overilet, hoppede og dansede og skreg af glæde.

Jeg tog et bræt mere, for jeg skulle fandme prøve det shit igen og se om jeg kunne én gang til, og det kunne jeg, det gik over i første forsøg!

Hele pointen med denne her historie er ikke at ”brille” over at jeg fandt teknikken til at slå et bræt over med de bare næver, men at dele den metaforiske læring der er i det, med dig.
Det, jeg kunne se, lige umiddelbart efter at det lykkes mig at slå brættet over, var, at jeg alt for let havde bildt mig selv ind at jeg ikke kunne.
Det kunne jeg jo godt.
Det krævede nogle forsøg, bevares, men det var jo forkert af mig at sige at jeg ikke kunne.
Jeg satte en begrænsning for mig selv, og jeg kom med en udtalelse -om mig selv- som ganske enkelt ikke var sand. Og jeg satte begrænsningen og kom med udtalelsen uden at vide om det var sandt eller ej, for jeg kan jo ikke vide det!
Faktisk, vi ser helt nøgternt på det, så kunne jeg kun vide én ting, og det var, at det ikke kunne være sandt, fordi jeg vidste jo at det var lykkes for andre. Det betyder at det også kan lykkes for mig.
Så kan det godt være at det er sværere for mig og at jeg skal træne meget mere end mange andre skal, for at det kan lykkes. Men det kan lykkes.
Var det nu ikke lykkedes for mig at hugge brættet i stykker den dag, så ville jeg altså ikke kunne påstå at jeg med 100% sikkerhed ikke ville kunne gøre det.
Andre kan jo gøre det, så jeg ved jo -med 100% sikkerhed- at det kan lade sig gøre.
Ikke?

Spørgsmålet er så, om jeg vil GØRE DET DER SKAL TIL…

Jeg er den eneste der bestemmer om det kan lade sig gøre for mig. Er det vigtigt nok for mig, så må jeg øve mig, indtil den dag det lykkes.
Længere er den ikke.
Det gælder for alt det vi gerne vil opnå her i livet.
Om det er at finde kærligheden, tabe os, bygge en succesfuld business, få bugt med skavanker, eller slå et bræt over med én hånd.
Vi bestemmer om det kan lade sig gøre, og om det er vigtigt nok for os…

Det lykkedes -heldigvis- for hold op det havde været øv hvis det ikke gjorde, men faktisk var det helt genialt at jeg først fik det hakket over i femte forsøg, for der var afsindig meget værdifuld læring i at det ikke lykkes for mig, for bagefter fik jeg øje på hvor meget jeg talte ned til mig selv i processen og værst af alt, hvor hurtigt jeg mistede troen på mig selv i det.
Jeg havde for meget fokus på mine svagheder.

Kan du set det?

Og så kan jeg jo reflektere lidt over det, og spørge mig selv, hvor ellers i mit liv, agerer jeg sådan?

Nu er bevidstheden om den adfærd i hvert fald tændt, og så er der grobund for at jeg kan ændre den.
Hvis jeg vil…

Kan du se hvor jeg vil hen?

Når vi skal skabe ændring i vores liv, så skal vi have 80% fokus på vores STYRKER og kun 20% fokus på vores svagheder.
Grunden til, at vi overhovedet skal have noget fokus på vores svagheder er, at de er gode at kende, for det gør os opmærksom på hvad vi kan arbejde med at gøre bedre, og ved at kende dem, bliver vi samtidig også meget klogere på vores styrker.
Det vigtige er, at vi ikke dvæler ved, eller overfokuserer på vores svagheder, for husk nu, det vi øver os på bliver vi gode til! Så nøjes med at lade det være 20% fokus på svaghederne i dagligdagen, og 80% på styrkerne.

MEN!!! Når det så er sagt…
Så når det virkelig gælder, når vi skal præstere, så duer den fordeling ikke!!!
Så er der kun én fordeling af fokus der virker, og det er:

100% FOKUS PÅ DIN STYRKER!!!

Det havde jeg ikke i omtalte øvelse med brættet. Fordi min indre stemme tog over og gav mig fokus på alt det jeg ikke kunne og alt det der gik mig imod.
Men nu er jeg blevet bevidst om det, og det betyder at jeg kan ændre det.

Den stemme der taler til os, både når vi er under pres, men også i den almindelige hverdag, den er en del af os.
Den er en KÆMPE stor del af os, så den er vigtig.
Den der siger gode, positive ting og som har fokus på vores styrker, det er vores kilde. Kilden til vores essens. Den afspejler et selv der er helt og balanceret.
Den anden del, den der taler ned til os, tvivler på os og ikke tror på os, og som er negativ og pessimistisk og ser begrænsninger frem for muligheder, det er den del af os der ikke er helet…

Ganske enkelt.

Den er den del af os der ikke er helet og derfor ikke er i balance…

Og hvordan heler du så den?!
Ved at øve dig.
Konsekvent.
Regelmæssigt.
Og systematisk.
Over tid.

SÆT I GANG!

Og Husk, DU er ansvarlig for ALT det du gør.
Men du er OGSÅ ansvarlig for ALT DET DU IKKE GØR!!!
Og hvis vi skal tage den til et endnu højere niveau, så er du også ansvarlig for den mening og betydning du tillægger alt det der sker for dig, mod dig, med dig, til dig og omkring dig!

Jeg har lært følgende:

A: Jeg er ansvarligt for ALT!
B: Det er ALTID min skyld! -Også når det ikke er min skyld…

Præcis det her, er nøglen til frihed.

God søndag!

Gør som mere end 5.000 andre

Få viden, indsigter, værktøjer og inspiration til at blive den bedste leder af dig selv.
Så du kan sætte retningen for dit liv i stedet for at andre gør det.
Du får -selvfølgelig- også først besked om nye kursusdatoer og gode tilbud.
Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Privatlivspolitik

.