Travel

Det uelskede barns svære voksne kærlighedsliv DEL 2

Blogindlæg fra 3 . juni 2018

Jeg vil fortsætte lidt hvor jeg slap sidste søndag, og gå dybere ind i belysningen af nogle af de selvdestruktive mønstre vi har når vi søger kærlighed.

Jeg tror de fleste af os kender til de her mønstre i større eller mindre grad, for hvem har ikke været ham/hende der gav eller pleasede for at opnå noget?
Særligt i kærlighedens navn, for kærligheden er nok noget af det der er allervigtigst for os her i verden, ikke?
Og hvem har ikke også forsøgt sig med at overpræstere lidt for få noget den anden vej?

Jeg kunne tage fejl, men jeg tror faktisk også at vi alle har prøvet at være en lille smule selvudslettende, især i vores helt unge år hvor man ingen livserfaring havde, og hvor man derfor var nemmere at manipulere.
Men de fleste opdager hurtigt at der ikke er nogen menneskers kærlighed der er værd at sætte sin egen værdighed over styr for.

Jeg har aldrig selv været selvudslettende i den forstand, altså lige ud over i de helt unge år hvor jeg fandt mig i en hel del, fordi det var vigtigere at have en lækker fyr end at have en sød fyr. Og fordi jeg også troede på at jeg var for grim til de lækre fyre, hvilket var endnu et incitament til bare at holde kæft og finde sig i alt.

Men -gudskelov- var (og er) jeg fandenivoldsk nok til hurtigt at indse at, det gad jeg sgu egentlig ikke.
Den attitude har jeg fået med hjemmefra, og den er bestemt en af de -faktisk mange- ting jeg har fået med mig som er rigtigt gode, på trods af at jeg ikke har haft de nemmeste vilkår.
Og sådan er det for alle.
Vi har alle sammen fået ét eller flere super stærke karaktertræk som vi kan bryste os af og som vi kan bruge til noget godt i vores liv.
Jeg har også fået stolthed og stædighed med i rygsækken, og de træk har uden tvivl også gjort sit til at jeg ikke er røget ind i en ond, selvudslettende cirkel. Jeg har simpelthen for meget stolthed til at lade mig trampe på og for meget stædighed til at gå tilbage til en der har gjort mig ondt.

Men fandenivoldskhed, stædighed og stolthed kan også blive noget man bruger til at bygge en stor, tyk mur op med, for at beskytte sig selv, og sådan en mur kan med tiden blive et fængsel der er rigtigt svært at komme ud af…

Det ved jeg, om nogen…

Der er sikkert ingen der er i tvivl om at det er ekstremt selvdestruktivt at være selvudslettende og lægge sig fladt ned og lade sig trampe på, men de færreste kan få øje på hvordan ”hende den stærke” på nogen måde kan være selvdestruktiv.
Men det kan hun så absolut, det er bare med omvendt fortegn af hende den selvudslettende og derfor ikke lige så ”tydeligt”.

Hun ”finder sig ikke i noget” og er hurtig til at finde fejl hos andre for at beskytte sig selv, og derfor har hun for vane at sparke folk ud af sit liv, før hun over hovedet har lukket dem rigtigt ind…
Selvom det er hende der ”giver sparket”, så er det stadig ekstremt selvdestruktivt, hvis ikke der var en egentlig grund til at gøre det… Andet end en dybereliggende (og måske ubevidst) frygt for at blive svigtet og forladt.

Og det værste er, at der sjældent er nogen der kommer ”hende den stærke” til undsætning, for ”hun er jo så stærk”… Og hun sparkede ham jo selv ud, så hun må jo være ”ovenpå”, ikke?
Nej, ikke nødvendigvis. Jeg kan forsikre dig om, at selvom man er stærk, stolt og stædig, så er det bestemt ikke ensbetydende med at man ikke lider…
Da jeg i 2003 gik fra min daværende kæreste Max, der led jeg ganske forfærdeligt, og jeg er nok aldrig sådan rigtigt kommet mig helt over det. Og der gik da også 10 år før jeg endelig mødte en ny i 2013 og da han så forlod mig i marts 2015, der knækkede filmen helt…

Men det jeg egentlig vil belyse i dag, det er den lidende kærlighedsjæger.
Det er en rolle jeg til dels kender, men den har ikke været så invaliderende for mig, som jeg ved den er for andre.
Men jeg kender til den og jeg forstår mekanismerne, og i håb om at det måske kan hjælpe andre til at vågne op og indse hvad det de ”gør ved sig selv” så vil jeg prøve at belyse denne kærlighedssøger i dagens indlæg.

Da jeg var barn lærte jeg hurtigt, at sygdom det var godt. Skader var også gode.

For hvis man blev syg eller kom til skade, så var der ikke grænser for den kærlighed og opmærksomhed man fik.

Da jeg var en 5-6 år fik jeg snittet min kind op af en taskekrog på en barnevogn, fordi jeg løb om kap med nabodrengen, på gangen, der hvor jeg boede, og pludselig gik lyset ud og vi kunne intet se i det bælgragende mørke for der var ingen vinduer på gangen, men jeg løb videre, for jeg skulle jo vinde, med det resultat, at jeg løb ind i en barnevogn der stod parkeret på gangen, og jeg fik taskekrogen der sad på håndtaget af barnevognen i munden, og den flåede min kind op!
Jeg er taknemmelig over at jeg ikke var et par centimeter lavere, for så havde jeg fået den i øjet…
Phew…
Anyway, jeg blev indlagt over længere tid fordi såret i munden blev ved med at gå op og blev ved med at gå i betændelse, og jeg fik en masse dejlig opmærksomhed på hospitalet, og når min mor kom på besøg blev jeg overdænget med kærlighed og ømhed.
Jeg husker, at jeg bare ønskede mig at jeg kunne blive på hospitalet for evigt, fordi det var så rart at blive nurset og elsket.
Den dag i dag kunne jeg godt få tanken om at det måske var en ”bevidst handling” fra min krops side, at såret blev ved med at gå op og gå i betændelse…?
Fordi det ville betyde længere tid det sted hvor der var rart og trygt at være…?

Det samme gjaldt ved sygdom. Der blev vi (mine brødre og jeg) badet i kærlighed når vi var syge. Sådan føltes det i hvert fald, når man sammenlignede det med hvordan hverdagen var når man ikke fejlede noget.
Når man blev syg eller kom til skade havde man nærmest helle; der blev ikke råbt og skreget af os og vi blev ikke slået.

Det var ren Alice i Eventyrland at være syg.

Havde jeg nu fået den samme kærlighed til hverdag også uden at være syg eller tilskadekommen, så er jeg overbevist om at jeg ikke ville have skabt den strategi som jeg gjorde -for det ville jeg slet ikke have haft behov for- men jeg begyndte slet og ret at ønske mig selv syg, og når jeg engang imellem blev det, så håbede jeg sådan at jeg ville få mindst 40 i feber og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at overdrive mine symptomer.
Det udviklede sig til en strategi jeg brugte for at få mine mest basale behov dækket hos min mor.
Da jeg blev lidt ældre begyndte jeg også ligefrem at fantasere om lidt mere voldsomme ting, såsom f.eks. at blive kørt ned og komme godt og grundigt til skade.
Og når jeg engang imellem kom til skade kunne jeg nærmest blive helt skuffet hvis det ikke var voldsomt nok og det ikke blødte vildt nok.

Og det er jo egentlig lidt af et paradoks, fordi, jeg har jo samtidig altid ageret ”hende den stærke” og det hænger overhovedet ikke sammen med at ønske sig selv syg, eller fantasere om at komme alvorligt til skade eller drømme om at få en alvorlig, permanent lidelse.

Men det er jo noget af det der er så absurd ved nogle af de koblinger og strategier vi har grundlagt da vi var børn, og det er derfor vi skal slippe af med dem, for mange af dem gavner os ikke. Tværtimod.

Min kobling er at sygdom og skade, det er li med kærlighed, ømhed og opmærksomhed.
I hvert fald i forhold til min mor.
Strategien jeg brugte overfor min far var en anden, nemlig denne her med at overpræstere og ”gøre mig god og klog”.
Jeg kunne finde på, demonstrativt at sætte mig med leksikoner foran mig, når jeg var hos min far, blot for at høre ham sige noget pænt til mig, som han f.eks. gjorde til hans nye kones søn.
Hendes søn -altså min papbror- blev hele tiden fremhævet for hvor ufatteligt klog han var. Og her sad jeg med et kæmpe stort og klogt leksikon, og så kunne min far ikke engang oppe sig til at sige til mig at jeg også var dygtig og klog…
Jeg husker også, at det hele tiden blev fremhævet at min papbror ”han skam ville være pilot”. Så jeg begyndte at læse bøger om astronomi, fordi astronaut, dét måtte bestemt være ”over” pilot, så hvis jeg nu sagde at jeg ville være det når jeg blev voksen, så kunne det være jeg kunne få ros og anerkendelse fra min far.
Men det fik jeg ikke…
Efter gymnasiet valgte jeg to studieretninger: Jura som nummer ét, for at få min mors accept og kærlighed, og ingeniør som nummer to, for at få min fars. (For dengang var det kun ingeniører der kunne blive astronauter)
Jeg kom ind på ingeniørstudiet og jeg kedede mig noget så forfærdeligt, og det resulterede selvfølgelig i at jeg droppede ud efter kun ét semester…
Så nu var jeg virkelig bare ikke værd at elske for nogle af mine forældre.
Nu havde jeg for alvor tabt.
(det var sådan jeg -mere eller mindre ubevidst- havde det i hvert fald)

Jeg troede så selv dengang, at jeg, efter jeg droppede ud fra ingeniørstudiet så begyndte at følge mine egne drømme, ved blandt andet at uddanne mig som brandmand i CF (I dag hedder det Beredskabsstyrlesen) og efterfølgende prøve at forfølge drømmen om at blive skuespiller.
Men det handlede i virkeligheden nok mest om at jeg havde et ønske om at være nogens helt (brandmanden) eller blive hyldet og elsket af andre (skuespilleren).
Sådan er det for mange af os tror jeg.
De valg vi træffer, bliver truffet på bekostning af vores egne drømme og i strid med hvem vi virkelig er, ”bare” for at få kærlighed og accept fra nogen der alligevel ikke er i stand til at give den, på den måde vi ønsker den…

Nå, men det var et sidespor, tilbage til det her med paradokset i at ”hende den stærke” gerne vil være syg, og at min kobling til at opnå kærlighed pludselig var blevet sygdom og skade.
For hvis vi altså kigger lidt nærmere ind i det, så var sygdom og skade altså blevet en strategi jeg brugte for at få det jeg havde brug for, men samtidig fik jeg også et personlighedstræk i form af ”styrke” og ”hårdførhed” som gjorde at denne strategi ikke udviklede sig på samme måde som den har gjort det hos andre, nemlig som en invaliderende adfærd…
Min mor var -og er- nemlig også en ”stærk” kvinde og dét arvede jeg også med fra hende.

Lidelse var altså min strategi, mens min adfærd, var styrke og hårdhed… Giver det mening?

Sær kombination, og den har da heller ikke gjort livet nemt for mig. Særligt i forhold til kærligheden i voksenlivet.

Min mor har også det der hårde ydre, så det er helt klart noget jeg har fra hende, og selvom det måske ikke altid er nogen velsignelse at være ”stærk” og have et hårdt ydre skjold lavet af jern, så har det helt sikkert også gavnet mig i mange tilfælde, og måske nok i flere end det har skadet mig.
Det vælger jeg i hvert fald at tro på den dag i dag.
Så gudskelov for det, og min dybeste taknemmelighed ud i universet og ud til min mor, for det.

Andre er vokset op med en helt anden type mor; nemlig den lidende, svage, nervevrags-mor.
Jeg kender flere der er vokset op med mødre der altid var som sarte blomster eller som var tro kopier af den evigt lidende Maude fra Matador, eller det der er værre!
Mødre som altid havde hovedpine, som var lys- og lydfølsomme og som i det hele taget bare var nogle sarte, skrøbelige skabninger der ikke magtede opgaven som mor og som den der skulle nurse og tage sig af, fordi de allermest havde brug for at der blev taget sig af dem, eller endnu bedre, at de tog sig af sig selv.

Shit, hvor har jeg kendt mange der er vokset op med sådan en mor.

Deres strategi var formentlig en HELT anden end min, fordi deres mor jo selv var syg hele tiden, så det ville ikke have nyttet noget at ”gøre sig syg” overfor mor for at få kærlighed, for det ville hun slet ikke have haft overskud til at tage sig af, så længe hun selv var lidende, så de børn har formentlig haft en ganske anden -og for dem- mere ”nyttig” strategi end den jeg havde.
Det kunne måske have været en ”nu agerer jeg den voksne” strategi, eller ”nu gør jeg mig usynlig” strategi eller noget helt tredje.
Men derfor kan deres ADFÆRD, når de bliver voksne og skal have andres kærlighed, SAGTENS gå hen og blive den deres mor brugte, i kombination med den strategi de havde for at få mors kærlighed som barn.
Og det kan blive nogle aldeles selvdestruktive kombinationer skulle jeg hilse at sige.
Så dén adfærd deres mor havde kan altså godt være den de selv -senere i livet- begynder at benytte som en STRATEGI, fordi det virkede jo for deres mor, så hvorfor ikke bare gøre det samme?
Det vil sige, at de ender på samme måde som deres mor, måske bare med en anden lidelse eller en anden sygdom, men stadig med samme resultat; et liv som evigt lidende offer…

Så altså, uanset om du er voksen, eller om du er et barn, så kan det her med at lide og være syg altså også være en måde at få opmærksomhed på, og hvis du vokser op med en mor der gør netop det, så er det ikke usandsynligt at du arver det mønster…
Og nej, jeg tror ikke det er en ”sygdom” du arver fra din mor, jeg tror, at i langt de fleste tilfælde, er det noget mentalt du arver.
Noget mentalt som FORÅRSAGER sygdommen og som jeg altså mener, bliver en adfærd.
Og det er klart, det er ikke en tanke man vil gøre sig, for det vil ikke føles som en adfærd, men som en decideret sygdom man er så uheldig at lide af…
Det vil ganske enkelt ikke give mening for en at det skulle være en adfærd.
Det ville faktisk mest af alt være en fornærmelse at skulle høre på at det skulle være en adfærd…

Men ikke desto mindre, så tror jeg faktisk tit at det er sådan det hænger sammen.

Sådan tror jeg faktisk at det er med rigtigt mange former for fysiske lidelser; det er slet ikke det fysiske der er det egentlige problem, og ej heller det der nedarves, men i virkeligheden, er det, det mentale der er problemet, og som er det der arves, og altså det, der forårsager hele sygdomshistorien.

Jeg har set det her et utal af gange, hvor -især kvinder- der har haft en ”lidende” mor, selv bliver det som voksne, og det ender ofte ud i forfærdelige kroniske smerter som ingen læger eller andre sagkyndige kan forklare og som ingen eksperter kan hjælpe dem med…

Ganske forfærdeligt, men jeg tror på, helt ind i min knoglemarv, at der KAN gøres noget ved den slags, og at DER ER hjælp at hente, man er bare nødt til at indse at man ikke er offer for en grum skæbne, men at det snarere er noget indre arbejde der ikke er gjort eller ganske enkelt et mønster der ikke er erkendt.

Jeg siger ikke det her for at negligere kvinder der f.eks. lider af forfærdelige migræner og medfølgende depressioner, tværtimod, jeg siger det kun for at fortælle at sygdom og lidelse OGSÅ kan være et mønster.
Altså et adfærdsmønster.
Og altså dermed noget man selv er herre over…
Og ja, nu ved jeg godt at mange måske vil tænke ”Jeg gør sgu da ikke det her imod mig selv!! Jeg vil da hellere end gerne af med mine smerter, og jeg har prøvet ALT nu!”

Og det kan jeg godt forstå… Men måske er det eneste man ikke har prøvet, at indse at det rent faktisk ER et mønster, og slet ikke en egentlig sygdom?

Jeg ved, om nogen, hvor svært det kan være at indse den slags.
Jeg er selv kun lige begyndt for små tre år siden.
Og jeg VED at den smerte man har, den er MEGET virkelig. Så jeg siger bestemt ikke at den der lider af kroniske smerter og betændelsestilstande eller depressioner og migræner’s smerter ikke er ”virkelige”, for de er i dén grad virkelige for den der har dem, og for mange er de direkte invaliderende.
Nogle må gå på førtidspension, fordi de lider så forfærdeligt af ukontrollerbare migræner som ingen kan forklare.
Det er jo ganske forfærdeligt!
Men det, jeg bare også tit ser, er, at de kvinder der har det sådan, typisk har haft en mor der var svagelig, syg eller lidende på den ene eller den anden måde. Det ses også hos kvinder der er børn af mødre der var rene, flossede nervevrag, og for hvem næsten alt var en udfordring eller angstprovokerende.
Og jeg er bare overbevist om at det er det mentale, altså adfærden, og ikke et eller andet fysisk der er i vejen med kroppen, der er gået i arv.
Det er snarere kroppen der virker fuldstændigt som den skal, og som fortæller dig ”der er noget i vejen i din sjæl, fix det!”

Jeg har selv haft svært ved at indse, at mange af de negative oplevelser jeg har haft, har jeg selv skabt, med min adfærd…
Og, at den adfærd SAGTENS kunne ændres…

Jeg skulle ”bare” indse at det VAR en adfærd, og ikke mig der var offer for en ubærlig skæbne…

Jeg har tidligere blot accepteret at ”jeg nok bare var sådan en type som folk ikke kunne lide, eller som folk fik et dårligt førstehåndsindtryk af” fordi jeg ikke var parat til at indse, at det ikke var mig der var noget galt med, men min adfærd.

Og nej, vi ER ikke vores adfærd!
Så derfor er der ingen grund til at slå os selv i hovedet, eller til at køre en god gammeldaws gang selvhad, blot fordi man har en nederen adfærd installeret i sig!
Vi ER ikke vores adfærd.
Adfærd kan ændres.
Såvel som tanker kan.
Og installationer kan afinstalleres og programmering af- eller omprogrammeres!
Så det er genstand for forandring!
Og dermed noget vi selv er herre over.
MEN, det er ikke nemt at ændre, dét ved jeg godt. Men det starter altså med lidt vilje… Og viljen kan være svær at finde frem, når man skal erkende skamfulde eller på anden måde uattraktive sider af sig selv.
I know.
Men gør det alligevel.

Sådan her tror jeg på at det også er med rigtigt meget sygdom og lidelse, det kan ændres, ved EGEN hjælp, det er min helt faste overbevisning, men grunden til at det kan være hulens svært at gøre, er jo ikke kun det faktum, at det, at det skulle være en ”adfærd” som man selv er herre over, for mange er noget de ikke KAN eller VIL indse og erkende, men også det faktum, at det faktisk er en vigtig -og måske den ENESTE- kilde til kærlighed og opmærksomhed for de mennesker der har den adfærd!
Ubevidst måske endda!

Og hvis den er ubevidst er det jo pokkers svært at ændre på.
Så derfor, mærk efter når du læser dette indlæg. Hvad gør det ved dig?
Mærker du modstand?
Så er der formentlig noget du skal kigge på…

Men ja, sygdom og lidelse kan altså være én -af mange- strategier som vi mennesker udvikler for at få den nødvendige kærlighed og opmærksomhed som børn, men som voksne kan det også blive en ADFÆRD vi ligger for dagen for at få nøjagtigt det samme; nemlig kærlighed og opmærksomhed.
Forstår du hvad jeg mener?

Vi har ALLE brug for kærlighed, og afhængigt af hvordan vi har ”lært” at få den på som børn -enten når vi selv udviklede strategier for at få den fra vores forældre, eller når vi så hvad -særligt- vores mor gjorde for selv at få den- så vil det, når vi bliver voksne, være en kombination at ens egne udviklede barne-strategier sammen med de kopierede familiære adfærdsmønstre, særligt fra mor, der ligger til grund for hvor og hvordan vi søger kærligheden på i voksenlivet.
Hvad pokker skulle vi ellers gøre!?

Kan du se hvor jeg vil hen?

Vi kan ikke gøre andet end at bruge de strategier vi har selv udviklet eller kopiere den adfærd vi har set hos andre, specielt vores forældres, eller en kombination af disse, medmindre vi lærer at gøre noget andet…

For at gøre noget andet, er vi derfor nødt til at lære noget nyt.

Så strategier og adfærdsmønstre bliver altså tit blandet sammen og kombineret på alle mulige tænkelige og utænkelige måder i voksenlivet (og der er ingen menneskers kombinationer der er ens!) for som jeg nævnte tidligere, så kunne det barn der voksede op med den lidende mor, jo se at mor fik rigtigt meget kærlighed og opmærksomhed på dén konto, og at mor blev skånet meget, og taget meget hensyn til, og særbehandlet, og derfor kan man nemt gå hen og ende med at benytte en lignende adfærd selv, således at man altså kopiere mors adfærd, i højere grad end man benytter sin egen barne-strategi, fordi at man ubevidst har noteret sig at den fremgangsmåde gav mere ”bonus”.
Men det kan som sagt også blive en kombination. Og det behøver ikke kun være en kombination af ens egen barne-strategi og de familiære adfærdsmønstre, det kan blive kombineret med alt muligt andet man opfanger, alle mulige steder fra i sin barndom og ungdom, og kombinationerne kan ændre sig løbende gennem hele livet, på godt og på ondt.
Jo flere ”uheldige” oplevelser vi har, jo flere ugavnlige strategier og adfærdsmønstre er der risiko for at vi udvikler.
Men omvendt, så er vi heldigvis også i stand til at opfange nye GODE ting igennem hele livet, så der er altså masser af grobund for positiv ændring, også efter man er blevet ”en ældre dame” som f.eks. mig selv.

Jeg VED, at bare det, at erkende og indse at man rent faktisk besidder visse dårlige personlighedstræk, og retter bevidst opmærksomhed mod dem og så får sat ord på sine udfordringer med disse personlighedstræk, kan virke som en nærmest MAGISK pille på rigtigt mange af dem.
Og jeg ved, at det, at arbejde sig ned igennem alle lagene af gamle, ubehandlede traumer og følelser kan frigøre en fra rigtigt mange fysiske symptomer som f.eks. kroniske smerter og sygdomme.
Jeg ved også, at det, at ”tillade” nogle svære følelser, kan være en kur imod at de (følelserne) udvikler sig til noget der er meget værre en de svære følelser i sig selv, nemlig sygdom (som f.eks. Kræft), kronisk lidelse og fysisk smerte.

Mærk efter med dig selv, hvis du har en kronisk lidelse.
Stil dig selv spørgsmålet: Kunne det være en adfærd?
Kunne det være et uforløst traume?

I fredags blev jeg overvældet af en følelse af ensomhed…

Det skal jeg nok fortælle jer mere om næste søndag.
Men følelsen ramte mig hårdt. Rigtigt hårdt, og jeg havde ufatteligt svært ved ikke at blive trukket helt ned i det sorteste dyb. Jeg havde ikke lyst til at have den lede lortefølelse! Jeg orkede bare ikke mere af den slags følelser, og jeg havde bare lyst til at flygte fra den, og dulme den med ”handlinger”.
Men pludselig talte universet til mig…
Ja, den er sgu god nok!
Hvorfor jeg følte mig ensom, hvad det er for ”handlinger” jeg var lige ved at benytte som smertelindring, hvad det var for noget woo-woo med universet og hvordan jeg fik forløst følelsen -for det gjorde jeg- det fortæller jeg dig om i næste indlæg på søndag. Og jeg GLÆDER mig til at dele det med dig!

Indtil da, prøv som sagt at mærk efter, søger du kærlighed gennem sygdom og lidelse?

Har du aldrig nogensinde overdrevet nogen symptomer lidt, for at få lidt ekstra ømhed? Vær nu ærlig…
Og kunne det tænkes at hvis du lider af noget kronisk, at det kunne være en adfærd du -ufrivilligt- har ”kopieret”? Se godt efter…
De FLESTE vil vitterligt kunne hjælpe sig selv ud af smerte og sygdom, og løsningen findes ikke hos hovedpinecenteret eller i antidepressiver, panodiler eller andre medikamenter, men inden i os selv.
Ved at få arbejdes os igennem lagene af uforløste gamle traumer og få forløst dem, samt ved at kigge tilbage på vores forældres -særligt vores mors- adfærdsmønstre og sygdomshistorie og se om der ligger noget gemt der, som kunne have indprentet sig som et adfærdsmønster hos os selv.

Der er ufatteligt mange bud på hvordan man forløser gamle traumer og behandler fastgroede, selvdestruktive mønstre, og da vi alle sammen er forskellige, vil det være vidt forskelligt hvad der virker for os.
Jeg har prøvet mig frem med alt muligt, og brugt flere ting i kombination med hinanden.
Her er en række idéer:
Hypnoseterapi
Tapping (Tankefelt terapi)
Psykoterapi
Meditation
Yoga
Katie Byron’s The Work
Teal Swan’s The Completion Process

Og så kan jeg anbefale at læse bøger af Lissa Rankin, Peter Levine, Louise Hay, Teal Swan, Byron Katie, Mike Dooley, Dr. Joe Dispenza, og Anita Moorjani.
Du kan helt sikkert selv finde flere når først du går i gang med at søge på nogle af disse. Sådan var det for mig, da jeg først havde fået foreslået en bog og jeg selv begyndte at søge, så fandt jeg et hav af andre bøger jeg bare MÅTTE læse.

Og slutteligt, glem ikke din kost og din søvn!!!
VIGTIGE led i din heling, UANSET hvad du er udfordret af!

God søndag

/Hannah ❤

Gør som mere end 5.000 andre

Få viden, indsigter, værktøjer og inspiration til at blive den bedste leder af dig selv.
Så du kan sætte retningen for dit liv i stedet for at andre gør det.
Du får -selvfølgelig- også først besked om nye kursusdatoer og gode tilbud.
Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Privatlivspolitik

.