Så galt kan det gå… Fotograf: Privat foto
Bloggen har ligget stille længe.
Det er der en grund til…
Bedst som jeg troede at min kæreste og jeg var ved at finde hinanden igen efter hele dette følelsesmæssige morads vi havde været igennem, vælger han at forlade mig.
3 uger efter aborten…
Jeg har været i dyb, dyb choktilstand.
Den mand der fik mig til at føle mig så elsket -hvert fald det meste af tiden- kastede pludselig bomben og forlader mig på et tidspunkt hvor jeg i forvejen er fuldstændigt sønderknust over tabet af mit ufødte barn. Vores ufødte barn.
Den mand der nogle måneder forinden var helt fyr og flamme på vores ferie i Florida og sagde “det er nu vi skal knalde, det er nu du har ægløsning!”
(Oh, yes, det var ham der havde styr på det)
Den mand der lagde puder under min numse efter vi havde været sammen, “for så blev jeg helt sikkert gravid” (hvilket jeg jo også gjorde)
Den mand som få uger forinden havde været min klippe da jeg skulle samles med min familie og snakke om nogle issues vi havde og som havde ligget og ulmet i 1 1/2 år og gjort vores familieforhold temmelig anstrengt.
Den mand som næsten dagligt sagde “Ved du hvad? -Jeg er fandme vild med dig!”
Den mand som jeg havde været på så mange skønne eventyr med, og som jeg havde så store drømme med, og som jeg lige havde købt hus med…
Han valgte at forlade mig.
Midt i det hele.
Midt i fertilitetsbehandlinger.
Midt i sorgen.
Midt i lykken.
Midt i livet.
Hvordan kunne han?!
Hvordan kunne han gøre det!?
Hvorfor?
Hvad havde jeg gjort der var så slemt?
Jeg var i så dyb sorg og chok at jeg slet ikke har været i stand til at skrive.
Nu, 4 måneder efter, er det lidt mere på afstand.
Men stadig utroligt smertefuldt.
Jeg har besluttet mig for at skrive et indlæg før der går så lang tid at jeg ikke kan huske detaljerne.
Det har været virkelig smertefuldt at sidde her og prøve at samle tankerne og rejse 4 måneder tilbage i tiden.
En tid jeg mest af alt helst vil glemme.
Jeg får nogle ubehagelige sug i maven når jeg går de pinefulde minder igennem i mine tanker.
Jeg husker hvordan hans besked om at han ikke ønskede at være sammen mere, ramte mig som en stålkugle på 6 ton der skal sende en betonbygning i knæ.
Og jeg gik i knæ.
Fuldstændigt helt og aldeles.
Jeg græd, og græd og græd. Jeg lå på badeværelsesgulvet og skreg i sorg og fysisk smerte.
Jeg kunne ikke tale.
Jeg kunne ikke se ud af øjnene.
Min hals snørede sig sammen til en smertefuld, blokerende klump.
Jeg kunne ikke trække vejret.
Mit hjerte hamrede så hårdt at det gjorde fysisk ondt.
Min brystkasse var ved at eksplodere.
Jeg kunne ikke tænke en eneste klar tanke.
Min verden sortnede.
Jeg var totalt smadret inden i.
Jeg ønskede ikke at være her mere…
Når man får det sådan så kan -og skal- ens venner og veninder ikke tage ansvaret længere.
Så er man nødt til at få noget hjælp.
Det fik jeg også.
Jeg blev indlagt på psykiatrisk skadestue og der var jeg i 12 dage…
12 dage.
Jeg var flået i tusind stykker og smerten var helt uudholdelig.
Min hals var så sammensnøret at jeg næsten ikke kunne trække vejret, jeg havde kvalme og mit hjerte hamrede så hårdt i min brystkasse at jeg fik fysisk ondt i brystet, noget jeg stadig kan mærke i dag, 4 måneder senere.
Jeg havde konstant hovedpine og kunne ikke holde ud at være i mig selv for alle de tanker og al den frygt, sorg og angst der kørte rundt i mit hoved.
Det var rigtigt godt at jeg blev indlagt.
Jeg kunne ikke sove og jeg havde det som om jeg gennemlevede ét langt og konstant angstanfald. Det gjorde jeg egentlig nok også…
Jeg havde aldrig nogensinde set der her komme.
Blive indlagt på psykiatrisk skadestue.
Og så i 12 dage.
På angstdæmpende medicin.
Jeg er jo ikke “psykisk syg”…
Det første værelse jeg lå på. Fotograf: Privat foto
Ikke just omgivelser der hjælper på humøret. Fotograf: Privat foto
Det andet og endelige værelse jeg kom til at bo på. Fotograf: Privat foto
Jeg fik -gudskelov- en masse besøg fra alle mine dejlige venner, veninder og familie. Det var så absolut min redning. Hvad skulle jeg have gjort uden alle de mennesker i mit liv?
En af dagene spørger jeg en veninde, “hvad har du gjort for at komme videre når du havde kærestesorg?”
Hun tænker lidt, og så siger hun “Jeg tror virkelig aldrig jeg har været så ked af det over et andet menneske…”
Hun fortsætter “…Det tror jeg simpelthen jeg elsker mig selv for meget til”
Dén sætning har jeg tænkt meget over siden.
Og det er noget der vil komme til at fylde en del på denne blog…
Handlede det her om at jeg ikke elsker mig selv?
Er jeg gået helt ned fordi jeg i virkeligheden er afhængig af at et andet menneske skal elske mig, fordi jeg ikke gør det selv??
Tomt… Fotograf: Privatfoto
Trist… Fotograf: Privat foto
Og bare lidt “dødt”… Fotograf: Privat foto
Jeg er kun lige begyndt på at finde ud af hvad det her egentlig handler om. Og det bliver noget af en udfordring.
På den gode måde.
Og den vil jeg dele med dig…
Men nu lå jeg der. På psykiatrisk skadestue.
Måtte få piller for at kunne stå oprejst.
For overhovedet at kunne trække vejret.
Jeg kunne slet ikke kende mig selv mere…
Hvor var hende “krigeren” der deltog i alle de vilde løb
Fotograf: Nordic Race
Hvor var hende den “seje” crosfitter
Fotograf: Peter Nørby for Fit Living
Hvor var hende den “vilde” wakeboarder
Fotograf: Morten Romild
Hende der havde spillet teater og revy
Fotograf: Ganløse Revyen
Lavet standup
Fotograf: Privat foto
Udannet sig til brandmand, røgdykker og indsatsleder
Fotograf: Privat foto
Hende der i næsten 15 år har drevet sin egen selvstændige virksomhed…
…Fuldstændigt udslettet…
…Visket ud…
Jeg kunne bare ikke mere.
—
Overblik
16. februar får jeg ved en kontrolscanning ad vide at fosteret er dødt.
17. februar får jeg en kirurgisk abort.
13. marts oplyser “P” at han ikke længere ønsker at være sammen med mig.
16. marts Får jeg ad vide af min revisor at mit firma er ved at gå konkurs.
25. marts får jeg det endelige dødsstød af “P” 26. marts bliver jeg indlagt på psykiatrisk skadestue i 12 dage…
—
Efter “P” sagde stop d. 13. marts, spurgte jeg om ikke han ville give mig en chance hvis jeg ændrede mig.
Hvis jeg lavede om på nogle af de ting han havde været utilfreds med. Jeg var desperat. Min store kærlighed var ved at smuldre bort gennem fingrene på mig.
Han sagde han ikke ville love mig noget.
Men jeg kunne simpelthen bare ikke tro på at det kunne være slut nu. Efter alt det vi havde haft sammen.
Vi var jo for helvede i gang med at få børn sammen.
…Nu kunne han slet ikke holde tanken ud om børn med mig sagde han…
Helt koldt.
Det knuste mig totalt.
Hvad fanden var der lige sket!?
På hvad…. 3 uger!??
Jeg håber og tror.
Jeg kæmper.
Opfører mig eksemplarisk.
Prøver alt.
Gør alt.
Vil alt.
Men 25. marts bedyrer han at han er lige så sikker som han hele tiden har været. Han vil ikke være kærester mere.
Jeg sank helt sammen.
Jeg kunne slet ikke fungere.
Jeg græd som en pisket hver evig eneste dag.
Sov ikke.
Jeg fattede ingenting…
Hele mit livsgrundlag…
Revet væk…
Barn.
Kæreste.
Firma.
Hus.
Drømme.
Og nu havde jeg pludselig heller ikke noget hjem mere…
Intet tag over hovedet.
Jeg higede efter svar.
Hvorfor?
Hvordan kunne han forlade mig på denne her måde?
Bare sådan uden videre.
Jeg havde slet ikke set det komme.
Han har på intet tidspunkt indikeret at der var noget galt.
At der var noget der gik ham på.
Noget der var så vigtigt at det kunne koste os vores kærlighed.
Jeg anede det ganske enkelt ikke.
Det var da en hård tid med hormonbehandlinger og dets lige.
Udover det havde jeg også igennem meget lang tid knoklet som en hest med mit arbejde. Knoklet i et omfang så jeg intet overskud havde. Og ikke ligefrem noget der så i det mindste havde gjort mig rig.
Men jeg syntes ikke at det gik udover vores forhold på en måde så det var kritisk.
Og jeg syntes at han “håndterede mig” skide godt når vi havde nogle kontroverser. Eller hvis jeg var urimelig og brokke-agtig.
Han var helt perfekt. For det gik aldrig op i en spids, han bevarede altid roen.
Han var bare rigtigt god til sådan en som mig syntes jeg…
Jeg skulle bare have vidst…
Han må jo have gået og kogt inden i.
Gået og samlet.
Raset.
Uden at sige noget.
Uden at gøre opmærksom på at noget var galt.
Tværtimod.
Jeg var -og er- i chok over at et menneske der dagligt udtrykte så stor kærlighed for mig, ville have børn med mig, købte hus med mig, sagde at han elskede mig til verdens ende, lige pludselig kunne vende sig i mod mig på den måde…
Nu sidder jeg så i dag og tænker: Hvorfor har han ikke sagt noget?
Jeg fatter det simpelthen ikke.
Det gør mig så ked af det at det slet ikke er til at beskrive.
Jeg føler mig forrådt.
Og svigtet.I dén grad svigtet.
-Og hvorfor ville han ikke kæmpe for os?
Hvorfor ville han ikke hjælpe mig? Hjælpe mig med at blive en bedre version af mig selv. Være der for mig. Være der for os!?
De ting han nævnte som årsag forekommer mig en smule vage.
Jeg forstår dem ikke.
…Noget i retningen af at han synes jeg var meget negativ og at jeg havde været meget negativ omkring min graviditet.
Det er jo sandt nok. Men jeg har jo også lige en historie i rygsækken. Med et par aborter. Så det var svært for mig at “tro på det” og glæde mig før jeg var mere sikker. Jeg skulle som minimum have nået over den tid den seneste abort forekom på. Men jeg prøvede at være så glad og positiv jeg nu kunne.
Han syntes også at vi generelt var uenige om alting.
Det synes jeg nu ikke at vi var…
Bevares, vi havde virkelig svært ved at blive enige om hvilke stegepander vi skulle have, hvad farven på klinkerne i badeværelset i det nye hus skulle have og om køkkenet skulle være højglans eller mat.
Men hvem h***** kæmper ikke med den slags ligeyldigheder??
Ja, jeg spørger bare.
Hvad angik moral og værdier var vi stort set altid rørende enige. Når vi snakkede om børneopdragelse osv så var vi også meget enige om hvad der var “rigtigt” og hvad der var “forkert”.
Og jeg mener, det er vel for fa’en dét der er det vigtigste?
Jeg spurgte ham hvorfor han dog ikke havde sagt noget.
Så sagde han “fordi jeg syntes det var sådan nogle ligegyldige småting”.
Okay…
Men hvis det var sådan nogle “ligegyldige småting” hvorfor stod vi så der…?
Det svarede han aldrig helt klart på.
Han sagde på et tidspunkt noget med at han havde haft svært ved at acceptere at han ikke elskede mig så meget som han troede han gjorde…
WTF!?
Det er i hvert fald ikke et signal han har sendt mens vi var sammen.
Jeg husker også at han en af dagene fik sagt at han synes det havde gået ned ad bakke siden december 2013…
WTF!? WTF!???
December 2013!??? Og det siger han så i marts 2015!???
Og i det tidsrum har han valgt at prøve at få børn -ikke et projekt jeg havde hevet ned over hovedet på ham men noget vi begge rigtigt gerne ville sammen- købe hus og tegne fælles forsikringer, få lavet samejeoverenskomst og skrive testamente.
Der er bare noget der slet ikke hænger sammen her.
Jeg finder nok aldrig rigtigt ud af hvad der egentlig skete indeni “P”…
Her på bloggen kan du følge min kamp for at komme ovenpå igen. Jeg deler alt hvad jeg gør, hvordan og hvorfor.
Der er sket meget siden bruddet.
Jeg har lært meget.
Om mig selv.
Om livet.
Og om hvad meningen -måske- var med det her.
Jeg begriber stadig ikke hans valg.
Hvis han er så evigt positivt og stort et menneske, hvorfor ville han så ikke lære mig det? Hvorfor ville han ikke tage mig med på rejsen og støtte mig i at blive en bedre version af mig selv?
Det kunne have styrket vores forhold helt utroligt.
Hvis vi havde vundet sådan en kamp sammen, så var vores bånd blevet endnu stærkere…
Men måske var der aldrig et bånd overhovedet?
Måske var meningen med hans valg, at jeg skulle lære noget. Og han skulle lære noget. Og ikke andet.
Så måske havde det bare aldrig været meningen at vi skulle blive sammen for evigt, lige som jeg gik og drømte om og troede på…
Men i første omgang var det ikke sådan jeg kunne se på det.
Jeg følte mig værdiløs uden ham.
Amputeret.
Halv.
Og jeg syntes at det var min egen skyld det hele.
Jeg valgte at tage alt ansvaret for vores brud. Jeg tog det hele på mig. Lovede bod og bedring. Jeg skrev et langt brev til ham med en lang liste over alle de ting jeg ville blive bedre til.
Jeg hadede mig selv.
Jeg hadede mit liv. Min opvækst. Alt hvad jeg stod for og alt hvad jeg var.
Jeg skrev også et brev til hans forældre. For dem ville jeg virkelig komme til at savne.
Jeg ville fortælle dem hvordan jeg havde det.
Jeg ville fortælle dem om de dæmoner jeg gik og kæmpede med som gjorde at jeg havde været en dårlig kæreste. Ikke for at undskylde min dårlige opførsel, men blot for at give en forklaring.
Jeg bliver virkelig ked af det når jeg læser det brev…
Det er meget tungt og meget trist.
I mit næste indlæg tror jeg at jeg vil dele det med Jer.
Eller måske blot nogle uddrag…
Det tænker jeg lige over…
/Hanne <3
