Hej læser,
Du kender sikkert godt til begrebet yo-yo vægt, ikke?
Rigtigt mange kender det på egen krop, og hvorfor vægten går op og ned hele tiden kan der være mange grunde til, dem vil jeg ikke beskæftige mig så meget med i dag, men i sidste ende handler det meget om vores tanker og følelser.
Hvor er vi i vores tanker og følelser, har vi en god eller en dårlige periode?
Og de gode og dårlige perioder påvirker så selvfølgelig også vores krop, og for nogen betyder det at vægten går op og ned i en uendelighed.
Det er ikke sundt for kroppen.
Det er stress for kroppen.
Vores vægt skal helst ligge nogenlunde stabilt.
Derfor er det også altid bedst at tabe sig langsomt og ikke hoppe på skøre lynkure, som jeg osgå tidligere har skrevet en artikel om. Den kan du læse her hvis du har lyst: Detox Dit Sind.
Anyway, det jeg vil skrive lidt om i dag er yo-yo følelser.
Kender du til sådan nogle?
Det gør jeg…
Det er ikke noget jeg har fortalt så meget om før, men en henvendelse jeg fik inde på Facebook bragte lige minderne tilbage, og jeg tænkte straks at jeg ville dele det med dig.
Dengang jeg mødte min eks, der havde jeg været single i 10 år.
Og før det havde jeg haft en kæreste der hed Max.
Max er den jeg har været sammen med længst, og han er nok den jeg har været dybest involveret i, rent følelsesmæssigt.
Når jeg siger “længst” så snakker vi kun knap 3 år…
Jeg har nemlig aldrig været “god” til det med parforhold, for ser vi tilbage på de seneste 20 år af min liv, så har jeg været single i mere end 15 af dem…
-Og det er her yo-yo følelserne kommer ind i billedet.
Det vender jeg tilbage til.
Jeg var sammen med Max fra jeg var 27 år til jeg var 30 år og i forholdet med ham havde jeg en helt særlig frygt, der forfulgte mig gennem hele vores tid sammen.
Frygten var:
HVORNÅR FORSVINDER MINE FØLELSER MON?
Er det noget du kender?!
Jeg ved i hvert fald at der er nogen derude der gør…
Konstant og hele tiden var jeg bange for at jeg ville holde op med at elske ham, for sådan havde det været i alle mine andre forhold.
I hvert fald alle de forhold hvor den mand jeg var sammen med virkelig ville mig.
Det er så sørgeligt at tænke på at jeg næsten ikke kan skrive det uden at få en klump i halsen…
Jjeg elskede Max så meget, at mine tanker var fyldt med frygt for hvornår den dag kom… Den dag hvor mine følelser ville forsvinde som dug for solen…
Bare sådan…
Uden at jeg selv ønskede det…
Jeg var så bange for den dag, for jeg ønskede virkelig ikke at den kom…
Men jeg vidste bare, at det gjorde den…
Før eller siden…
Det var min faste overbevisning, for sådan havde det jo været de andre gange.
Hvis du har læst med på bloggen og her i Søndags-supporten, så ved du jo hvor ofte jeg taler om hvor meget vores tanker påvirker vores liv, alt det der sker i vores liv og hvordan vi oplever de ting der sker i vores liv.
Derfor kan kan du nok allerede se hvor destruktiv sådan en frygt, som den jeg havde da jeg var sammen med Max, den er.
Sådan en frygt, den går hen og bliver en selvopfyldende profeti… Fordi jeg ikke fokusrere på andet og fordi jeg lader den styre mig og forme mine oplevelser.
Jeg havde jo allerede “besluttet” at det ville ske, ved hele tiden at tænke “hvornår sker det, for jeg ved det sker!?”.
Når jeg konstant tænkte at det ville ske, så gav jeg ikke plads for muligheden for at det ikke skulle ske…
I mine andre forhold før Max, der havde det sjældent varet meget mere end 3 måneder før det indtraf.
Følelserne forsvandt.
Ud i blå luft.
Fuldstændigt uden varsel.
Og det var sønderknusende. OGSÅ for mig!
Jeg ville kærligheden og tosomheden så meget. Men jeg kunne ikke, og jeg anede ikke hvorfor…
Jeg havde alle mine romantiske idéer og forestillinger om hvordan kærlighed skulle være og hvordan det skulle føles, og hver evig eneste gang jeg mødte en sød mand, hvor potentialet for at få opfyldt mine romantiske dagdrømme var tilstede og som var oprigtigt interesseret i mig og elskede mig for alt hvad jeg var, så skete det her.
Og jeg var bundulykkelig og total magtesløs.
Jeg kæmpede mig igennem mine forhold, og historien var den samme igen og igen:
Efter ca. tre måneder forsvandt mine følelser, uden at jeg kunne sætte en finger på hvorfor, de forsvandt bare, og lysten til sex forsvandt selvfølgelig også.
Ingen af delene giver et særligt frugtbart fundament for kærligheden og parforholdet. Det siger næsten sig selv.
Som regel længtes jeg efter ham jeg var kæreste med, når vi ikke var sammen, og jeg tænkte på hvor fantastisk han var og hvor heldig jeg var at have ham, men så snart vi sås, så kunne jeg ikke holde ham ud og alt hvad han gjorde var “irriterende” og “forkert”.
Jeg kæmpede og kæmpede for at få følelserne tilbage, men jeg kunne ikke. De kom kun i forbigående ryk hvor jeg krampagtigt prøvede at klamre mig til dem, men jeg kunne ikke holde på dem. De kom og gik. Som en yo-yo.
I sagens natur var den opførsel jeg lagde for dagen ikke særligt pæn, fordi jeg dybest set jo ikke gad ham jeg var sammen med. Kun engang imellem, og mest når vi ikke var sammen. Så snart vi var sammen, så orkede jeg ham ikke…
Ganske forfærdeligt, og opslidende. For begge.
Nogle af forholdene endte da også med at jeg gjorde det forbi, for så at fortryde og tage ham tilbage, og så kunne det hele starte forfra…
Det var sønderknusende.
Jeg ville så gerne, men jeg kunne ikke.
Og det var i hvert fald ikke ond vilje. Udefra kunne det måske have set sådan ud. Som om jeg “legede” med mine kæresters følelser.
Det gjorde jeg ikke.
Problemet var, at jeg ikke forstod mine egne…
Jeg kunne ikke regne med mine egne følelser…
Og da jeg mødte Max var jeg rædselsslagen. Jeg ville ham så gerne, men jeg vidste at det var en stakket frist.
Men efter et år sammen, så var det ikke sket endnu, og jeg begyndte så småt at tænke tanken om at det måske endelig skulle lykkes, om at det måske bare havde været fordi alle de andre ikke havde været de rigtige.
Jeg begyndte så småt at “turde” være virkelig glad, og føle at jeg endelig at kunne give lidt slip, slappe af og tro på det…
…Og så kom det…
Snigende i mørket.
Jeg mistede lysten til ham og jeg blev mere og mere irritabel på ham. Alt hvad han gjorde og sagde var dumt og irriterende…
Kan du se mønsteret her læser?
Jeg var da også godt selv klar over at der var et mønster, men jeg kunne ikke forklare det, og jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre…
Jeg havde smadret samtlige af mine forhold, på denne her måde.
Og på trods af min nederen opførsel overfor de stakkels kærester der ikke forstod hvorfor jeg pludselig blev en anden, nærmest fra den ene dag til den anden, så blev de fleste af dem ved min side, så ofte endte det med at det var mig selv der forlod dem.
Hvilket jeg naturligvis altid fortrød.
Særligt Max.
Det tog mange, mange år før jeg var ovre ham… Egentlig var jeg vel ikke rigtigt ovre ham før jeg mødte min eks “P” 10 år senere.
Kan du gennemskue hvad det er der sker?
Jeg kunne ikke selv…
Ikke før jeg mødte “P” i august 2013.
Jeg havde været single i 10 år, og derfor havde jeg nærmest glemt det der med mine destruktive yo-yo følelser, men ganske som alle de andre gange, undtagen med Max hvor det først kom snigende efter et års tid eller mere, så forsvandt mine følelser for “P” som et lyn fra en klar himmel efter kun 3 måneder…
Og jeg var som altid virkelig, virkelig ulykkelig over det.
Jeg anede ikke hvad der skete. Og havde på ingen måde lyst til at det skulle ske. Så det var jo bare fandens mærkeligt.
Men denne gang gjorde jeg noget andet end jeg plejede. Jeg prøvede at stoppe mig selv i at opføre mig nederen og dårligt. Jeg er sikker på at jeg til tider har gjort det alligevel, men slet ikek i samme omfang som i mine yngre år.
Jeg var pludselig meget bevidst om det hele og jeg var meget opsat på at løse problemet.
Så jeg satte ord på det overfor “P”, og fortalte ham hvordan det her havde plaget mig mange gange før, og hvor ked af det jeg var over det.
Han blev naturligvis virkelig ked af det.
Men vi arbejdede os igennem det, og blev enige om at jeg skulle gå til psykolog, og at han skulle komme med når jeg havde været der et par gange alene. For det var jo trods alt hos mig problemet hovedsageligt lå. Det vidste jeg godt.
Så jeg startede alene og med 3-4 besøg, og derefter kom han med. Desværre løste det jo som bekendt ikke vores -eller mine- problemer, og ca. 1 1/2 efter gik han fra mig, og min verden gik under.
Men gud ske lov for det, for det var det der fik mig til at starte Hjerte Under Ombygning, og det var det der fik mig til at tage et grundigt kig indad og begynde at tage vare på mig selv i stedet for at være offer for min fortid og lade selvdestruktive mønstre styre mit liv.
Men jeg lærte faktisk noget vigtigt af de psykologbesøg, for en af de ting vi kom frem til ved at analysere på det her mønster af selvdestruktiv opførsel og yo-yo følelser i parforhold, det var, at jeg simpelthen ikke var i stand til at blive elsket.
Jeg var ikke i stand til at blive elsket og slet heller ikke til at elske.
Der var alt for stor risiko forbundet med det…
Så lige så snart et forhold begyndte at betyde noget, så var der noget på spil, og så lukkede min krop og mit sind simpelthen ned.
Ganske, ganske forfærdeligt, og så frustrerende at jeg næsten ikke formår at sætte ord på.
For en ting jeg aldrig har lært af at gå til psykolog, det er at løse mine problemer.
Jeg har lært at forstå dem, og forstå hvorfor jeg har dem, men desværre ikke at håndtere dem eller løse dem.
Og dét er næsten værre.
At gå med den viden om hvad problemet er, men ikke kunne gøre noget ved det føltes i hvert fald mere nedbrydende end det gjorde da jeg ikke anede at det var mig der havde et problem og jeg i stedet belejligt kunne indtage offerrollen og gøre det til andres skyld.
For det var jo mere eller mindre det jeg gjorde.
Det var jo mine kæresters skyld. Det var jo dem der var irrieterende. Alt var galt med dem! Det kunne være lige fra at jeg ikke syntes de kunne finde ud af at handle ind, til at jeg syntes de spiste på en vildt irriterende måde.
Virkelig sindssygt i og for sig, når jeg tænker nærmere over det…
Men sådan var det.
Men nu vidste jeg pludselig hvorfor det var sådan, men ikke hvad jeg skulle gøre ved det…
Det handlede – som med så meget andet i vores tilværelse – om de oplevelser jeg havde haft i min barndom.
Husk på, at vores allesammens allerførste store kærlighed er vores forældre. Når vi er børn elsker vi dem betingelsesløst fordi vi er 100% afhængige af dem.
Senere i livet skulle det gerne gå hen og blive os selv vi er 100% afhængige af, og os selv der er vores allerstørste kærlighed, så vi kan hvile i os selv og ikke er afhængige af andre til at elske os, ligesom da vi var børn, men desværre går det sjældent sådan.
Fordi vi er blevet fodret med så mange betingelser for hvornår vi er værd at elske, og i særdeleshed for hvornår vi ikke er, at vi slet ikke er i stand til at elske os selv.
Og mange af os har hele livet følt os forkerte og langt fra fået vores behov for trøst, støtte, kærlighed og omsorg dækket, af dem vi elskede betingelsesløst og mest af alt, nemlig vores forældre (eller omsorgspersoner).
Det er ikke altid ond vilje fra vores forældres side. Det skal jeg skynde mig at understrege. Det er det faktisk sjældent, selvom man måske skulle tro det.
Nogle forældre vidste simpelthen bare ikke bedre, måske fordi der var bestemte overbevisninger i familien om hvordan man skulle opdrage. (Som oftest noget med straf og belønning)
Andre kunne bare ikke gøre det bedre end de gjorde pga. misbrugsproblemer, psykisk sygdom eller andre mangler på ressourcer.
Summa summarum, alle de her “mangler” vores forældre har haft, og alle de følelser vores forældre har givet os via den måde de har givet os kærlighed på -eller undladt at give os kærlighed på- det har skabt nogle tilknytningsmønstre som lægger kimen til hvordan vi agerer i tilknytning til andre mennesker senere i livet.
De overbevisninger vi får inprentet om os selv og de mønstre vil tillægger os som børn i forbindelse med kærligheden/tilknytningen til vores forældre, den følger os altså op igennem voksenlivet medmindre vi selv får brudt mønsteret. (Og mange af os har et mønster der bør brydes, fordi det ødelægger alt for mange tin for os)
Hvis du er fast læser her, så ved du at jeg er vokset op i et hjem med vold, og det har givet mig det der kaldes et ængesteligt/ambivalent tilknytningsmønster.
Sådan et mønster skabes ved en uforudsigelig forældreadfærd.
Og det må man jo sige at random vold, det er.
Jeg kunne vælte et glas mælk ved spisebordet, hvor min mor ville reagere ved at rejse sig op og slå mig hårdt i hovedet med bestikkniven…
Fuldstændigt ude af proportioner og uforudsigeligt.
Jeg kan næsten ikke selv bære at tænke på det ligenu…
Også fordi jeg virkelig elsker min mor, det gør jeg, og derfor har jeg ikke har lyst til at sige noget dårligt om hende.
Men sådan her var virkeligheden nu eggang i mit barndomshjem…
I dag har jeg tilgivet min mor, for jeg ved jo, at hun ikke formåede at gøre andet end det hun gjorde. Hun kunne ikke reagere anderledes, for det var sådan hun selv var blevet behandlet, så det lå instinktivt i hende, også selvom hun måske godt vidste at det var forkert…
Men sådan var det, og det kan der ikke laves om på nu.
Hun gjorde det så godt hun kunne, med de ressourcer hun havde på det tidspunkt.
Den uforudsigelige forældreadfærd gør altså at barnet ikke kan regne med at få sit behov for trøst og omsorg stillet, og at barnet i øvrigt ikke ved hvordan det vil blive mødt i forskellige situationer og hvilke reaktioner der vil udspille sig.
Jeg anede for eksempel ikke hvornår næste knytnæve ville sidde i hovedet eller ryggen på mig. Nogle gange var det de mærkeligste ting der udløste klø.
Jeg havde hjertegalop helt op i halsen hvis jeg tabte mine nøgler eller lignende, fordi jeg vidste at jeg risikerede at få tæv.
En sjælden gang imellem ville jeg i stedet for tæv blive mødt med trusler, det kunne være sådan noget som at jeg kunne få lov til at bo på Christiania hvis jeg ikke opførte mig ordentligt. Og jeg var vildt bange for Christiania fordi der var løse hunde og jeg havde hørt at der også var bjørne. Desuden var der mange “ubehagelige” mennesker derude som jeg også var bange for, mennesker der var fulde eller skæve, og som barn er det noget af det mest skræmmende netop fordi de også er totalt uforudsigelige og fordi man ikke kan forstå hvad de siger og fordi de gør “mærkelige” ting. Bare spørg børn der er vokset op med alkoholiske forældre.
Det kunne også være sådan noget som at jeg fik ad vide at nu kunne der komme røvere og mordere ind i vores hjem fordi jeg havde tabt min nøgle, og der ikke var råd til at udskifte låsen.
Det gjorde at jeg var bange for at sove med lyset slukket, og at jeg sov med min mors gamle spejderkniv under hovedpuden.
Jeg har angst helt ind i knoglerne, for at der skulle komme nogle og myrde mig, fordi jeg havde fået ad vide at det var der risiko for nu…
Det er jo helt skørt, men jeg tror seriøst ikke min mor har haft det ringeste begreb om hvordan de trusler har påvirket mig.
Et hjem med uforudsigelig forældreadfærd, som hjemme i mit barndomshjem, det producerer stress hos barnet. Man er uafbrudt på vagt i forhold til sine forældrene/sin forælder og deres/dennes humør og tilstand.
Man prøver uafladeligt at skrue op for “se mig!” faktoren, men får sjældent det man har behov for. Nogle gange får man det, men oftest får man det ikke.
Det er klart at sådan en form for usikkerhed overfor det/de menneske(r) man elsker allermest i hele verden, den skaber grobund for stor ængstelighed og usikkerhed hos barnet og man mister tilliden til at kunne få eller skaffe sig den omsorg, støtte og kærlighed man har brug for.
Det kan resultere i en omklamrende adfærd og en sjæl fyldt med usikkerhed, indre uro, mistillid, nervøsitet og stor ængstelighed, og som voksen kan det vise sig ved at man har disse tendenser blandt andet i parforhold:
Og det er jo forfærdeligt…
Og desværre er der rigtigt mange der har det sådan og som kæmper denne her kamp inden i.
Det, jeg kan se i dag, det er, at jeg har været så bange for at miste og blive afvist, at jeg har lukket ned.
Min opførsel var min krops og mit sinds måde at reagere på, fordi den/det ikke kendte til andet end drama og frygt. Og når jeg opførte mig dårligt overfor mine kærester, så fik jeg præcis det jeg kendte, og det som jeg -paradoksalt nok- var mest tryg ved: Drama og frygt.
Jeg var så vant til at miste, til at blive afvist og jordet, at jeg opsøgte det via min opførsel.
Jeg kunne ikke rumme at elske og blive elsket. Det var for risikabelt.
For jeg vidste hvor ondt det ville gøre hvis jeg i fremtiden ville blive afvist. Og det var min krop vant til at jeg blev. Den erfaring lå i min underbevisthed. (Det betyder det er progranmmeret ind i kroppen. For underbevidsteheden bor i kroppen)
Kærlighed var li med afvisning.
Kærlighed var farligt.
Man kunne få bank. Helt bogstaveligt.
Det er vigtigt at du forstår en ting læser, og det er, at jeg på ingen måde vil derhen hvor hverken jeg selv eller du som læser bliver ofre for vores omstændigheder eller ofre for de ting der er sket os tidligere i livet.
Tværtimod.
Der, jeg vil have både mig selv og dig som læser hen, det er der hvor vi indser at nu er vi ikke længere børn, så nu kan vi godt selv tage ansvar.
Det der bare er i det, er, at vores følelser er som et barn.
Følelser skal ses, høres, mærkes og behandles som et lille barn der skal hjælpes på vej.
Dine følelser skal altså have hjælp fra dig.
Du skal guide dine følelser.
Ellers bliver det dem der styrer dig. Med rod i en fortid der var smertefuld.
Hvis du finder modet til selv at tage over, give slip på fortiden og lade din nye viden guide dine barnlige følelser, så kan du vende op og ned på dit liv.
det lover jeg dig.
Det hele starter med dig selv.
Det starter med, at du har stor nok kærlighed til dig selv, til at ville gå i gang med at kigge på det barn der bor inde i dig. Dine følelser. Og hjælpe dem.
Hjælpe dem ved at tænke bedre tanker.
Hjælpe dem ved at blive stærkere i troen på dig selv.
Huske dem på at ingen kan gøre dig ondt længere, at fortiden er forbi og at de aldrig vil blive afvist, negligeret, hånet eller undertrykt af dig.
Så snart du kan det læser, så kan du stole på dig selv.
Og så snart du kan stole på dig selv, så kan du også hvile i dig selv, og når du hviler i dig selv, så vil yo-yo følelser og andre mystsiske forsvarsmekanimser lige så stille fortage sig.
Jeg siger ikke at de forsvinder fra den ene dag til den anden, men jeg siger at det vil blive bedre, og bedre og bedre…
God Søndag.
/Hanne ❤
Hende her inspirerer mig
Dette er Laura Storm fra Sustainia, hun er en god ven som jeg har været så heldig at møde for et par år siden.
Hun har også været igennem lidt af en personlig rutsjetur, og har formået at vende det til noget konstruktivt.
Og for nyligt fik hun muligheden for at dele sin idé med verden.
Idéen om at “indre bæredygtighed” går hånd i hånd med ydre bæredygtighed…
…Og at det hele starter med at vi passer på os selv og er kærlige overfor os selv…
Jeg kan varmt anbefale at se den. Den er meget modig, sårbar og rørende, samtidig med at den er dybt inspirerende.
Klik på billedet for at se TED talken på YouTube.
