Blogindlæg fra 13. maj 2018
Hej,
Så blev det søndag og denne søndag vil jeg gerne dele en meget personlig oplevelse med jer.
Den er på mange måder en sejr, men den er også symbol på et tema i mit liv som jeg har så ufatteligt svært ved at håndtere og som jeg kun lige er ved at tage hul på at lære…
Den oplevelse jeg skal fortælle dig om, den er en sejr fordi jeg for første gang -nogensinde- i en situation som denne, tog mig mod til at gøre noget andet end jeg plejer.
For at få et andet resultat end jeg plejer at få.
Og jeg havde succes med den.
Så jeg lærte noget!
Jeg lærte noget nyt!
Yaaaiiiii!!!
Men…
For der er jo altid et men…
Jeg har ikke lært nok til at jeg kan ”overføre” læringen til andre relationer.
Hvad det er, og hvad det går ud på, det kommer jeg til senere.
Først vil jeg starte med at fortælle dig om hvad der skete i det hele taget.
I onsdags foretog jeg en -for mig- rigtig svær øvelse; jeg gjorde noget andet end jeg plejer.
Jeg brød med et mønster.
Det var virkelig, virkelig svært for mig, men jeg gjorde det, og historien kommer her:
Jeg har for et par uger siden oprettet et event med min fødselsdag på Facebook og sendt en invitationer ud til alle dem jeg gerne vil have med.
Jeg skrev i eventet at det blev d. 18/8-18 kl 18:00 og formentlig i København, men at nærmere detaljer ville komme senere når jeg havde fået konceptet lidt på plads.
I onsdags opdaterede jeg så eventet og fortalte de inviterede at jeg er kommet frem til en lidt anden idé end den oprindelige som nok ville blive noget med et selskabslokale et sted i København.
Jeg har i stedet valgt at leje et sommerhus i Nordsjælland og holde festen der.
Jeg var selv ellevild med min idé, og glædede mig over at jeg så ville kunne hygge mig med mine gæster lidt mere end bare nogle timer en enkelt aften.
Nu kunne folk jo bare komme dagen før hvis de havde lyst til det og de kunne blive og sove og spise brunch med mig næste morgen.
Det var i hvert fald tanken.
Og det skrev jeg på eventet, fuld af glæde og forventning.
Men man skal passe på med alle de forventninger, man skal virkelig passe på…
Nå, men det kommer jeg nærmere ind på senere.
Jeg opdaterede også eventet med at man helst skulle være der senest kl. 16. d. 18/8 hvis ikke man kunne komme dagen før. (Og tidligere var eventet jo sat d. 18/8-18 kl 18:00 og ikke kl 16:00)
Jeg fik så en besked fra min lillebror Miki, inde på eventet, og den gjorde mig rigtigt ked af det, og det er den, dette indlæg handler om.
Min lillebror skrev:
Jeg ”likede” bare med et hjerte -som du nok kan se- og undertrykte fuldstændigt den følelse jeg fik da jeg læste det.
Den gjorde mig SÅ ked af det.
Jeg begyndte at tænke alle mulige tanker, fuldstændigt som jeg plejer, om at jeg ikke er god nok, at jeg bliver nedprioriteret og at han ikke rigtigt gider mig, og at jeg bliver tilsidesat til fordel for nogle venner han sikkert ser til hverdag alligevel, og jeg er ovenikøbet hans søster og det er da en halvrund fødlsedag osv. osv.
Jeg begyndte også at tænke på de andre fødselsdage jeg havde holdt hvor han havde takket nej fordi han hellere vil til Pride fest og en anden gang hvor han skulle rejse.
Det hele kørte bare rundt i mit hoved.
Og det der sker når det her sætter i gang indeni mig, det er at jeg opbygger, nag som bliver til vrede og foragt.
Virkelig destruktivt, ikke bare for vores forhold til hinanden, men også for mig selv sådan helt generelt.
Det ødelægger mig.
Jeg går i stykker.
Jeg er i stykker…
Og det er derfor den reaktion kommer. Og sådan er det desværre bare, det må jeg se i øjnene, at det er der jeg står lige nu.
Længere er jeg desværre ikke nået med mig selv endnu.
Men i stedet for at undertrykke min følelse og bare nøjes med at hjerte-like og lade som ingenting, selvom der i virkeligheden var et kæmpe byggeri af nag og sårede følelser under konstruktion indeni mig, sådan som der plejer at være selvom jeg godt ved det ikke fører noget godt med sig, så valgte jeg -heldigvis- at gøre noget andet…
Jeg valgte at ringe ham op.
Jeg tænkte at jeg simpelthen blev nødt til at fortælle ham hvad beskeden gjorde ved mig og hvordan jeg havde det indeni, fremfor at gå med det i mig selv.
For jeg kan jo TYDELIGT selv mærke at det opbygger foragt indeni mig, når jeg går med det.
Også selvom jeg prøver at hjerte-like det ihjel.
Miki var i Lissabon da jeg ringede, men vi tog snakken alligevel.
Jeg sagde til ham at det gjorde mig ked af det, og at jeg følte mig nedprioriteret, men at jeg KUN ringede og sagde det, fordi han betyder meget for mig, og fordi jeg rigtigt gerne vil have hans selskab til min fødselsdag og fordi jeg virkelig godt kan lide når han er der og fordi jeg sindssygt gerne vil have at mine venner skal møde ham og nyde godt af hans selskab så længe som muligt.
Og fordi jeg SELV gerne vil have hans selskab så længe som muligt.
Og det er vel i sig selv en besked der er svær at blive sur over…
Men jeg understregede alligevel grundigt at det ikke var for at bebrejde ham noget, men KUN fordi jeg virkelig elsker ham og jeg derfor ikke ønskede at gå med skuffelsen og tristheden indeni, og blive sur og bitter som jeg plejer, men i stedet gerne bare gerne ville sætte ord på det overfor ham, og få det ud af verden.
Det var godt at jeg gjorde det, for så fik jeg nemlig en forklaring.
En forklaring der kunne lette på al den frygt jeg havde for at han ikke rigtigt gad mig og at jeg bare blev tilsidesat for ”småaftaler” med vennerne.
Han forklarede mig at han havde sagt ”ja” til en bryllupsreception om dagen d. 18. fordi han jo var gået ud fra det der havde stået i min invitation til at starte med, nemlig at det var klokken 18:00 og at det formentlig blev i København.
Og nu følte han ikke at han kunne ændre det og aflyse bryllupsreceptionen, og det kunne jeg selvfølgelig godt forstå. Sådan ville jeg selv have det.
Og nu havde han jo pludselig også en lidt længere rejsetid, fordi festen nu er i et sommerhus i Nordsjælland og ikke i et selskabslokale i København. Og han har ikke bil, så derfor er logistikken ikke bare lige til.
Det beroligede mig helt vildt at høre denne forklaring, og den ro havde jeg jo ikke fået, hvis ikke jeg havde ringet ham op.
Og jeg havde heller ikke fået den hvis jeg havde ringet ham op og havde angrebet ham.
Og jeg havde formentlig heller ikke fået samme gode resultat, hvis jeg bare havde SKREVET det til ham.
Så ikke nok med at jeg selv får det ud af systemet i stedet for at gå og opbygge foragt og vrede med dårlige, lavt-selvværds-tanker, så fik jeg også en forklaring som jeg rent faktisk synes var plausibel nok.
De planer han havde dagen efter ville han muligvis kunne aflyse for det var vist ikke 100% bekræftet, så det kunne godt være at han ville blive til dagen efter, men, som han sagde, så havde han bare generelt svært ved at sove ude, fordi han har dårlig ryg og næsten altid får ondt i ryggen når han sover andre steder.
Igen en forklaring jeg kan forholde mig til og som giver mig ro og stopper mit indre byggeri af nag der jo i virkeligheden bygget på selvopdigtede svar og konklusioner…
Jeg har ikke de dårlige tanker, fordi jeg tog tyren ved hornene og ringede op og sagde hvad jeg tænkte. Uden at bebrejde eller angribe ham.
Jeg sagde det som det var -hvilket jo kan være svært at indrømme- at det handlede om at jeg gerne ville have hans selskab og jeg godt kunne lide når han var der og jeg ønskede at mine venner skulle møde ham og have glæde af hans selskab i så lang tid som muligt. For det er jo sådan det er. Og det er der vel ingen der kan blive sure over at få ad vide.
Problemet er, at det er sjældent vi får formuleret hvad det egentlig handler om, når vi bliver såret af andre.
Fordi vi ikke tør gøre os sårbare.
I stedet tyer vi til angreb og bebrejdelser fordi de sårede følelser er for svære at indrømme og de gør os vanvittigt sårbare.
Eller også begynder vi at lægge noget i handlingen (eller den manglende handling) som er opfundet inde i vores egne hoveder, set ud fra vores egne synspunkter, sammensat af vores egen logik; ”Du er tarvelig!”, ”Du kom heller ikke sidst jeg holdt fødselsdag!”, ”du nedprioriterer mig til fordel for småaftaler!”, ”du vil hellere se dine venner end at være med til min -din søsters- halvrunde fødselsdag!”, ”Du gider mig ikke, det er sikkert fordi du ikke synes jeg er særlig vigtig i dit liv, lige som jeg ellers synes at du er det i mit!” ”Du kan ikke være bekendt at…!”, ”Du gør altid…!”, ”Du gør aldrig…!”
Osv.
Men denne gang gjorde jeg altså noget andet. Jeg havde alle disse tanker inde i hovedet inden jeg ringede, bevares, men jeg tog en beslutning om at de ikke skulle tage kontrollen over mig, og tog en resolut beslutning om at ringe til ham og sige hvad jeg følte.
Og jeg undlod at tænke for meget over det inden jeg ringede op.
For ellers var det ikke blevet til noget, fordi det er SÅ langt udenfor min komfortzone, at hvis jeg havde tænkt over det for længe, så var det aldrig blevet ført ud i livet!
Mit hjerte kunne være hoppet ud af min brystkasse, men jeg var fast besluttet på at gøre noget andet end jeg plejer.
Og det gjorde jeg så.
Og vil du tænke dig, kære læser, det blev taget godt imod!
Det er derfor jeg deler historien med dig.
For måske kan du bruge den til lignende situationer i dit liv?
Min lillebror kunne godt forstå mig og han var glad for at jeg ringede og sagde det.
Og han var helt med på at det ikke var en bebrejdelse fra min side, men at det handlede om ikke at gå med noget som opbygger sig til nag, foragt og vrede.
Bagefter sendte jeg ham denne sms-besked:
Jeg valgte ubehaget, fremfor foragten.
Det vil sige jeg valgte at bevæge mig -langt- udenfor min komfortzone, fremfor at gøre som jeg plejer, nemlig lade det hobe sig op indvendigt og blive forvandlet til vrede, afsky og foragt.
Så det her var jo en kæmpe succes!
Jeg gjorde noget andet end jeg plejer og jeg fik et helt andet og meget bedre resultat!
Jeg kan mærke at det er denne her vej jeg skal gå.
Sandheden heler.
Længere er den ikke.
Jeg hørte og anerkendte mine sande følelser i stedet for at tie den ihjel med falske, ikke-velmente hjerte-likes, og jeg fik delt sandheden med min relation, i dette tilfælde min lillebror, og jeg fik gjort det på en god og sund måde, så ingen blev kede af det eller følte sig overfusede eller misforståede.
Men…
Og nu kommer men’et…
Allerede dagen efter får jeg en fuldstændig IDENTISK problemstilling med den nye kæreste…
Kom ikke og fortæl mig at det er tilfældigt!??
Er det ikke bare vildt, et eller andet sted???
Livet er i fuld gang med at eksaminere mig i benhårde livslektioner, og denne gang fattede jeg det endelig og bestod niveau 1, men så går livet videre med niveau 2 allerede dagen efter, og dén eksamen var jeg simpelthen ikke godt nok forberedt på…
Jeg var simpelthen ikke i stand til at overføre samme -nye- model jeg havde brugt i relation til min lillebror, når det drejede sig om min kæreste…
Ligesom jeg har gået med nogle forhåbninger og forventninger til min lillebrors deltagen i min fødselsdag, så har jeg tilsvarende nogle forhåbninger og forventninger i forhold til min kæreste, og det farlige ved det er at det ofte ender i skuffelser.
Jeg ved at mange andre end mig kender det her alt, alt for godt.
Vi har alle sammen forventninger, håb og drømme, og de allerstørste af dem er nok dem vi har til kærligheden, og når så forventningerne ikke bliver indfriet bliver vi skuffede og kede af det, og jeg er -desværre- en af dem der nærmest går i stykker…
Så nu er det tid til at æde lidt af min egen medicin, for jeg er tydeligvis slet ikke nået så langt i mit arbejde med mig selv som jeg troede at jeg var.
Det er nedslående at opdage.
Meget nedslående.
Lige så fantastisk jeg har det når jeg bare er mig, lige så elendigt har jeg det i et parforhold.
Jeg kan mærke angsten for svigt bore sig igennem min krop og lamme mig totalt.
Jeg prøvede godt nok med en ny taktik, da jeg blev ramt af skuffelse fra min kæreste her i torsdags, men i stedet for at ringe ham op som jeg gjorde med min lillebror, så skrev jeg det til ham i stedet for.
Og det var nok en kæmpe fejl.
For det er aaaalt for mange ord.
Og det er ikke fordi jeg siger at mænd er dumme eller noget, men alle de mange ord og mange følelser er bare lidt for stor en mundfuld for mange mænd.
Det burde jeg også være klog nok til at vide efterhånden.
Men det havde jeg åbenbart glemt…
Nu er den så landet et sted hvor jeg ikke rigtigt ved hvad jeg nu skal gøre…
Så jeg kan egentlig ikke fortælle så meget mere om situationen endnu…
Lige nu får jeg ikke den respons jeg har brug for, fra min kæreste, jeg får faktisk det modsatte.
Det vanskeliggør situationen fordi jeg går helt i baglås.
Jeg ved godt det er lidt af en nasty cliffhanger at efterlade jer med, men jeg må jo gå i tænkeboks for at finde en løsning.
Så nu vil jeg sætte mig ned, og som sagt spise lidt af min egen medicin, og så må jeg finde frem til en anden løsning end at skubbe ham væk. For det er det jeg har mest lyst til lige nu.
At droppe det hele, skubbe ham langt væk, så smerten kan gå væk.
Men måske har jeg allerede skubbet ham væk..
Og så må jeg jo æde den.
Det gør ondt i hele mit system at tænke på…
Det her tema, forventningerne der bliver til skuffelser, frygten for at blive svigtet og forladt der bliver til vrede og foragt, det forgifter mig indefra og afholder mig fra at leve i tosomhed, som ellers er mit største ønske at kunne…
God søndag
/Hannah ❤
