Ahhhh, søndag igen!
Jeg håber du har haft en god jul og et rigtigt godt nytår læser!
I det forgangne år der lovede jeg at jeg ville se lidt nærmere på sådan noget som selvkærlighed og tilgivelse.
Og hvorfor så ikke bare lægge ud med selvkærligheden her i det nye år?!
Det er et glimrende emne at starte året op med, fordi det er så fundamentalt i forhold til at blive i stand til at skabe de ændringer i sit liv som man går og drømmer om.
Selvkærlighed og tilgivelse er to sider af samme sag faktisk. Det skal jeg nok sørge for at udspecificere nærmere i kommende søndags-supporter.
De to ting hænger uløseligt sammen, fordi for at kunne tilgive kræver det at man elsker sig selv nok til at have modet, overskuddet og indsigten til at tilgive dem der har gjort os fortræd.
Rigtigt mange, både læsere jeg har talt med, men også venner i min egen omgangskreds, holder fast i vrede, sorg og bitterhed, fordi de ganske enkelt har misforstået hvad tilgivelse egentlig går ud på.
Omvendt, for at kunne elske sig selv fuldt og helt, så er man også nødt til at kunne tilgive og give slip på netop vreden, sorgen og bitterheden…
Men alt det skal jeg som sagt nok gå mere i dybden med i løbet af nært fremtidige søndags-supporter.
Men lad os da begynde med begyndelsen: Selvkærlighed.
Hvad er det egentlig?
Hvorfor skal vi ”elske os selv”?
Og hvordan gør man så?!
For mig har det der med ”at elske sig selv” sgu altid -efter min opfattelse- været en lidt abstrakt og kliché-agtig størrelse.
Det har ikke været noget jeg som sådan kunne forholde mig til, endsige have lyst til at forholde mig til.
Jeg har altid tænkt at det var noget hippie-noget og slet ikke engang overvejet at jeg ikke skulle elske mig selv ”nok”.
Fordi, det kunne jo lynhurtigt blive ”for meget” ikke?!
Altså, for megen ”elsken sig selv” er da super ”ego”, er det ikke?
Det var i hvert fald der jeg kom fra… Uden at tænke over det. Det var tillært, og ikke en overbevisning jeg som sådan var bevidst om.
Jeg fik som barn tit ad vide at jeg var ”egoistisk”, eller ligefrem ”usolidarisk” eller fik skudt i skoene at jeg ikke ”kunne tænke udover min egen lille næsetip”.
Det var meget flovt og sårende at få ad vide og bestemt ikke noget jeg ønskede at have hængende på mig.
Derfor blev det at ”tænke på sig selv ” noget jeg lærte at opfatte som værende ”noget dårligt”, og det at gøre noget godt for sig selv, eller stille sig selv i første række har jeg lært var forkasteligt og forbundet med stor skam hvis jeg så meget som tænkte på at gøre det.
Så at sørge for sig selv var noget negativt, og det har jeg derfor konsekvent stræbt efter ikke at gøre, for at få kærlighed, anerkendelse og accept fra den der var vigtigst for min overlevelse. Min mor.
Vi er alle sammen forskellige mennesker, og vi reagerer vidt forskelligt på at få sådan nogle ting ad vide af vores forældre, hvordan det vil påvirke vores liv og adfærd kommer også helt an på hvad der ellers har været af ting, personer og oplevelser der har præget os, i både barndommen og ungdommen, men så sandelig også i voksenlivet.
Vi ændrer os hele tiden.
Det kan vi i hvert fald gøre.
Vi ændrer os hele tiden fordi vi påvirkes hele tiden. Af mennesker og af oplevelser.
Ofte sidder vi dog fast i nogle af de negative ting.
Og det er der en grund til.
Det er nemlig dem der ”truer vores overlevelse”.
Så når jeg fik ad vide at jeg var egoistisk, usolidarisk og kun tænkte på mig selv, og jeg kunne mærke min mors foragt og misbilligelse, så satte jeg alle sejl ind på at ændre det, altså tilpasse mig, så jeg ikke blev lukket ude af den der var allermest nødvendig for min overlevelse.
I mit tilfælde betød det at jeg så vidt muligt undlod at sætte mig selv først, fremhæve mig selv, eller gøre gode ting for mig selv, og hvis jeg gjorde, så skammede jeg mig over det og følte mig som verdens dårligste, mest usolidariske, egoistiske menneske.
Den overbevisning har jeg siddet fast i.
Altid.
Med tiden voksede det til at jeg også undlod at tænke noget som helst godt om mig selv, eller at forsvare mig selv og beskytte mig selv.
Jeg lod mig udnytte og træde på, og satte ikke grænser, et af eksemplerne fra en børnefødselsdag kunne du læse om i Søndags-supporten fra 3. december 2017.
Det blev en selvopfyldende profeti som så udviklede sig til et niveau hvor jeg blev systematisk mobbet af de andre børn, både i skolen og på fritidshjemmet.
Mine lave tanker om mig selv blev til selvforagt og lavt selvværd uden at jeg var klar over det, og dén tilstand gjorde at jeg tiltrak ”venner” der kun gav mig endnu mere grund til at foragte mig selv og som kun bekræftede mig i at mit lave selvværd var helt på sin plads.
Jeg så ikke mig selv som værdig til andet end hån og foragt, ergo så andre mig heller ikke værdig til andet end det, og for mig var det blot en bekræftelse på at det måtte være sandt at jeg ikke var mere værd end det.
Hvor jeg i virkeligheden skulle have set det som et resultat af noget selvskabt.
Og dermed også noget jeg selv var herre over at lave om på.
Men jeg skulle blive 41 år før jeg indså det…
Indtil da var jeg ude af stand til at tro eller tænke noget godt om mig selv. Jeg så ikke på mig selv med stolthed og opfattede ikke mig selv positivt på nogen måder. Og det gjorde mig umenneskeligt meget ked af det, for jeg ville så gerne bare have at folk kunne lide mig. Og behovet for lige præcis dét, voksede i takt med at jeg mindre og mindre beherskede evnen til selv at synes om mig selv.
Og det værste er, at når man er der, så er den eneste måde man kan finde ud af at ”se positivt” på sig selv på, ved at se ned på andre.
Virkelig nederen.
Jeg blev en pleaser-maskine der var sygeligt bange for at andre skulle synes dårligt om mig. Så jeg ville hellere gå på kompromis med mig selv, svigte mig selv, lyve for mig selv og gøre ting jeg ikke havde lyst til, blot for at undgå at nogle skulle blive sure på mig.
Det mærker jeg tydeligt i mit datingliv i dag også: Det er virkelig svært for mig at sige til et andet menneske at jeg ikke er interesseret. Det har tidligere i mit liv resulteret i at jeg har trukket det i langdrag, og måske været sammen med en som jeg ikke var forelsket i, kun fordi jeg ikke kunne lide at gøre det forbi, hvilket selvfølgelig kun har gjort det hele endnu være og meget mere smertefuldt for begge parter.
Som jeg har nævnt før, så mærker jeg det også i kærlighedslivet på den måde at jeg har svært ved at være i et forhold hvor jeg vitterligt bliver elsket.
Jeg har ikke ”lært” at blive elsket, så jeg har svært ved at finde ro og tryghed i det.
Jeg har heller ikke lært at elske mig selv, så jeg har ikke været i stand til at kunne elske andre, sådan som jeg så inderligt gerne ville kunne det.
Alt det, håber jeg selvfølgelig har ændret sig nu, efter at have arbejdet så intenst med mig selv.
Men jeg kan i princippet ikke vide det…
For jeg har jo været single i alle de tre år der nu er gået.
Indtil for tre år siden var jeg et sted hvor jeg havde overhørt alle signaler og beskeder fra mit eget indre så længe, at jeg ikke længere genkendte dem. Hvis jeg skal prøve at uddybe hvad jeg mener med det, så er det at jeg ikke længere mærkede det jeg mærkede…
Giver det mening?
Jeg kunne godt mærke en underlig fornemmelse i kroppen, men tilskrev den ikke nogen betydning. For jeg forstod den ikke.
Jeg havde glemt hvad den følelse betød.
Så man kan på en måde sige at jeg havde ”aflært” hvad ”den der” følelse af ubehag i maven var for noget. Jeg havde simpelthen glemt det. Det betød at jeg ikke evnede at forstå mine egne behov…
Så jeg blev ved med at tillade at få mine grænser overskredet, jeg overskred dem endda selv. Mit behov for andres anerkendelse og bekræftelse var blevet større end mit behov for at passe på mig selv, stå op for mig selv og lytte til mig selv.
Så jeg glemte simpelthen hvordan man gjorde. Og jeg glemte hvad signalerne for det, var.
Det er jo ikke noget der skete overnight, det er startet allerede i de første år af livet hvor jeg konstant prøvede at tilpasse mig, så jeg ikke ”mistede” min mor og far.
Jeg lærte, at for at få andre til at synes om mig, så var jeg nødt til at please dem.
Og det her gælder jo stort set alle mennesker…
Jeg tror at henved 99,9 % af alle børn har oplevet at kærlighed ikke er betingelsesløs, selvom de fleste forældre vil påstå at deres kærlighed til deres børn er netop det.
Men sådan oplever vi det ikke som børn.
Vi oplever snarere at der er bestemte måder vi skal være og opføre os på, for at mor og far er glade og tilfredse og udtrykker deres kærlighed til os.
For nogle børn har det så bare været i mere eller mindre ekstrem grad.
Når man så har gentaget sine ”tilpasningsritualer” nok gange, så glemmer man helt hvad den der lille mærkelige følelse af ubehag egentlig betyder, man glemmer altså at det rent faktisk er et signal fra det indre om at der er noget galt her, eller en besked om at ”det her bør du sige ”nej tak” til.
Så at have den følelse af ubehag bliver en form for ”norm”.
Lige som det kan blive en helt normal ting for en at blive slået på.
Hvis man aldrig har prøvet andet, jamen så er det jo ”almindeligt”… Hvor skræmmende det end måtte lyde…
Lige sådan kan det altså pludselig en dag kan føles helt naturligt at please, eller blive en indgroet vane at tale sig selv ned, uden at nogle af delene er noget man tænker over.
Og se, lige dér, der røg selvkærligheden også.
Uden at man vidste det eller tænkte nærmere over det. Fordi det var normalt at gøre alt andet end at være kærlig ved sig selv.
Så det er altså ikke nødvendigvis decideret selvhad der afslører en mangel på selvkærlighed hos et menneske, det er dog trods alt -heldigvis- de allerfærreste der direktehader sig selv, men mere vores handlinger -eller mangel på samme- der afslører den manglende selvkærlighed.
Og selvkærlighed er altså ikke et eller andet flyvsk, abstrakt begreb opfundet af hippier på syretrip, men egentlig i al sin enkelthed et spørgsmål om at have noget til overs for sig selv!
Det handler dybest set om ikke at skide på sig selv!
Men om at, have tillid til sig selv.
Og om at fremhæve sig selv og tænke gode -gerne også høje- tanker om sig selv.
Og vær opmærksom på, at jeg her ikke tænker på det at fremhæve sig selv eller tænke høje tanker om sig selv som en form for kompensation for ikke at elske sig selv, for den slags er total utåleligt for andre, trust me!
Jeg har selv været ”usikkerheds-Lis” hele mit liv og har gjort mig skyldig i en hel del ”se mig!” attitude som bestemt ikke er blevet taget godt imod!
Hvilket jeg egentlig godt kan forstå, men samtidig har jeg virkelig også ondt af mig selv over at jeg ikke vidste bedre. Når jeg tænker på den konstante indre kamp for at få kærlighed og opmærksomhed der hele tiden har kørt inden i mig, og på, at alt hvad jeg har opnået faktisk er det stik modsatte, så bliver jeg egentlig lidt ked af det på mine egne vegne.
Se det er et godt sted at starte med selvkærligheden, at se på sig selv med milde øjne, og tilgive sig selv for ikke at have vidst bedre, og så gå i retningen af at få lært nogle af alle de ting man har glemt.
Selvkærlighed er mange ting.
Selvkærlighed kan være at spise kål fordi du ved at det er godt for dig.
Det kan også være at eksperimentere med spejløvelser hvor du kigger dig selv i øjnene og siger direkte til dig selv: ”Jeg elsker dig!”.
Det kan også være at gå all in på at tænke mere positivt, altså få et nyt mindset.
Det kan også være at sige nej tak, selvom man ved at det vil skuffe andre.
Det kan også være at give sig selv lov til at græde.
Men selvkærlighed er ikke kun de der store, svære, akavede ting, selvkærlighed er også en masse små ”nemme” ting, såsom at lave en kop te til sig selv når man fryser, tage et langt, varmt bad når man har brug for at give slip på noget, købe en lille gave til sig selv -bare fordi, gå tidligt i seng, læse eller lytte til inspiration, eller ringe til en god ven og bare sludre i timevis (men kun hvis man holder sig fra at gøre samtalen til én lang tilsvining eller bagtalen af andre, eller en lang klagesang om alt det man ikke gider, ikke ønsker eller ikke har).
Start med de der små og nemme ting, og begynd at ”dyrke” dem.
Tænk på alle de grunde du overhovedet kan komme i tanke om, til hvorfor du fortjener disse små, gode ting i hverdagen.
Og husk dem.
Gør det til et indre mantra.
Langsomt vil du kunne gå i gang med nogle af de ting der er lidt mere vanskelige eller som føles akavede og utrygge, så som at kigge sig selv i spejlet og sige ”jeg elsker dig”.
Men det skal du kunne, så det er vigtigt at du tager det alvorligt, og øver dig i det.
Næste søndag tager jeg fat på ”hvorfor”.
Hvorfor skal vi elske os selv?
Nogen vil måske tænke at det er indlysende, men jeg tænker at jeg sikkert godt kan ryste et par små knapt så åbenlyse fordele ud af ærmet også, så jeg håber du vil læse med næste søndag.
Og så håber jeg at det nye format er lidt mere spiseligt, nu hvor det er en anelse kortere.
Det er jo stadig ikke ultra kort, og det er heller ikke meningen med mine indlæg, for hele idéen med søndags-supporten er at gå i dybden med tingene og ikke bare komme med tips og tricks i punktform.
De kan nu sagtens være meget sjove, opløftende og inspirerende, men dem kan man læse i damebladende.
Jeg vil gerne skabe forståelse og (selv)indsigt og det føler jeg ikke jeg kan gøre på en A4 side.
Kæmpe stort kram, rigtigt godt nytår og god søndag!
/Hanne ❤
I dagens lydversion går jeg lidt mere i detaljer med hvordan man kan vide hvad det er man har glemt… For hvis man har glemt det, så ved man jo heller ikke hvad det er, vel? Eller gør man?!
Jeg kommer også med nogle helt konkrete eksempler på hvordan jeg selv i de sidste tre års tid har formået at opnå mere selvkærlighed, små håndgribelige såvel som de lidt større og mere krævende tiltag.
Sidst men ikke mindst kommer jeg med en lille opfølgning på historien om manden i teatret jeg skrev om kort før nytår, en opfølgning som i den grad beskriver hvad selvkærlighed også er!
Du kan altid tilmelde dig lydabonnementet via knappen nederst i mailen, og ellers kan du også købe enkelte afsnit fra gang til gang. Det vil sige at du kan nøjes med blot at købe dagens udgave, hvis der tilfældigvis lige er et emne den pågældende søndag, som rammer plet på dig og du derfor gerne vil gå mere i dybden med.
