Man kan godt føle sig ret ensom på livets lange landevej når man træffer beslutningen om at blive mor uden en far. Fotograf: Hanne Paludan Kristensen
Skrevet 18. februar 2015
En dag i året 2010 tog jeg en beslutning…
Det var en rigtigt svær beslutning…
Ikke bare lige en fiks idé jeg havde læst om i et dameblad…
Noget jeg havde tænkt meget længe og grundigt over…
Jeg skulle være selvvalgt enlig mor. Singlemor. Enlig mor. Alenemor. Mor uden far.
Ikke just drømmescenariet.
Jeg havde forestillet mig at jeg nok skulle finde en mand i løbet af mine 30ere og stifte familie med ham.
Sådan skulle det ikke blive…
Uret tikkede og jeg blev mere og mere bange for at jeg ikke ville nå at finde “ham” før det var for sent, så derfor tog jeg den tunge beslutning om at blive singlemor.
Jeg gjorde mig mange overvejelser for og imod.
En af de ting jeg var mest bange for var, at jeg ville ryge ned ad ranglisten, sådan datingmæssigt.
At få et donorbarn tager jo tid. Først skal du igennem en hulens masse undersøgelser og så når der er gået nogle måneder med det, så kan du lige vente et par måneder mere for at få en tid til samtale på en fertilitetsklinik, og når du har fået det så kan du lige vente en måned eller mere på at de kan presse dig ind i kalenderen og når du er presset ind i kalenderen så kan du lige vente på at det passer med din cyklus. Ventetid, ventetid, ventetid. Før du ved af det er der gået et halvt år eller mere før du er i gang med din første insemination.
Så det der med at møde en mand kunne jeg nok skyde en hvid pil efter for hvem gider at være kæreste med en kvinde der er i gang med at få et donorbarn?
Men i al den tid, skulle jeg så bare gå i cølibat og lægge alt håb om at finde en mand på hylden?
Eller skulle jeg bare undlade at fortælle om det -i første omgang- hvis jeg mødte en?
Hvad så hvis det virkelig lykkedes? Det tager jo også tid. Mindst 9 måneder.
Hvem gider at være kæreste med en kvinde der er gravid med et donorbarn?
Og hvad så når barnet kom? Hvem gider at være kæreste med en der har en donorbarn?
Desuden er jeg selvstændig, og på daværende tidspunkt havde jeg en enkeltmandsvirksomhed. Det betød at hvis jeg skulle holde barsel, så skulle jeg på dagpenge.
Fuld dagpengesats på daværende tidspunkt var ca. 15.000,- kr pr. måned. Før skat! Det kunne jeg jo hverken leve eller dø af. Jeg kunne knap nok betale min husleje når skatten var trukket.
Problemet var bare, at min virksomhed var en enkeltmandsvirksomhed, og det betød at den var personligt ejet. Dvs hvis min virksomhed tjente penge, så var det mig -personligt- der tjente penge, og det må man ikke når man er på dagpenge. Jeg måtte ikke engang sende så meget som én arbejdsrelateret mail. Det siger jo sig selv at så ville min forretning gå til grunde. Kunderne ville forsvinde og jeg ville være tvunget ud i arbejdsløshed. Det gav ingen mening. Jeg synes det var dybt urimeligt.*
Så kunne jeg vælge at få halv dagpengesats -altså ca. 7.500,- kr. pr. måned- i stedet for, og så måtte jeg arbejde noget i retningen af 2 timer om ugen.
Hurra for det!
7.500,- før skat, det kunne jeg i hvert fald ikke betale huslejen for. Så det så lidt sort ud, økonomisk.
Jeg tænkte at det måtte blive noget i retningen af at jeg klarede mig med den halve sats dagpenge, og så måtte jeg jo “bare” tage den lille på ryggen og ud og arbejde.
Tillykke med det!
* I dag er der vist kommet en obligatorisk ordning for selvstændige. Det manglede da også bare. Alt andet er da urimeligt. Det skræmmer jo kvinder væk fra at blive selvstændige, hvis ikke det også er muligt for dem at kunne stifte familie uden det bliver total økonomisk deroute og samtidig den visse død for kvindens selvstændige virksomhed og fremtid.
I dag har jeg et ApS alene af den grund at jeg ville være bedre stillet hvis jeg en dag skulle være så heldig at skulle på barsel.
Men jeg kastede mig ud i det. Selvom jeg var rædselslagen for hvordan jeg skulle klare det hele økonomisk, og for, for alvor at sætte mig selv i en situation der så sikkert som amen i kirken totalt ville eliminere mine chancer på datingscenen.
Det siger lidt om hvor stærk en drift i os det er…
Det blev desværre ikke nogen succes, det blev en lang og uretfærdig kamp, som jeg tilsidst valgte at opgive.
1. inseminering – negativ
2. inseminering – Gravid – Spontan abort i 5. uge
3. inseminering – negativ
4. inseminering – Gravid – Spontan abort i 6. uge
5. inseminering – Gravid – Missed abortion* – opdaget ved nakkefold skanning i uge 13+3
*Missed arbortion er en abort hvor man ikke mærker nogle smerter og man får heller ingen blødninger, men opdager først at fosteret er dødt ved en skanning. Typisk nakkefoldskanningen.
Som det fremgår havde jeg ikke problemer med at blive gravid, men problemet var mere at holde på det.
De to første aborter var forholdsvis udramatiske. Det var tidligt i forløbet og jeg havde nærmest kun lige nøjagtigt nået at få en positiv graviditetstest før jeg fik en blødning og altså aborterede.
Den første af dem skete dog mens jeg var ude hos en kunde, og det var virkelig ubehageligt at skulle stå der og se helt upåvirket ud og bare smile som om intet var hændt.
Jeg havde ingen smerter, jeg blev bare ked af det. Ked af det, skuffet og ærgerlig. Og jeg havde ikke nogen at dele det med. Eller rettere sådan føltes det. For selvfølgelig havde jeg jo min mor og alle mine dejlige venner og veninder, som altid er der for mig i tykt og tyndt. Men det er bare ikke det samme som at dele det med en kæreste. En kommende far.
Jeg skulle stadig sove alene om natten. Der var ingen til at holde om mig og sige at det hele nok skulle gå.
5. gang blev jeg gravid igen. Og denne gang var der ingen blødning.
Jeg var lettet.
Jeg var lykkelig.
Det var fantastisk!
Jeg fik en skanning i uge 7. Jeg fulgte med på skærmen og kunne se den lille bitte reje, og det lille hjerte der bankede.
Wauw. Allerede dér var jeg nærmest forelsket.
Modergenet blomstrede i mig.
Straks kørte filmen oppe i hovedet på mig.
Nærmest Morten Korch agtige scener fra familielivet, og det på trods af at det ikke ligefrem var kernefamilie-scanariet. But still. Jeg så det for mig. Alt var dejligt og jeg skulle nok finde ud af alt det med kæreste og økonomi.
Så kom dagen hvor jeg skulle til nakkefoldskanning. Jeg var hundeangst for hvad resultatet ville blive. Jeg var jo trods alt ikke helt ung længere, så jeg forestillede mig at risikoen for at få et barn med Downs syndrom var noget højere end den ville have været hvis jeg var i 20erne og ikke i slut 30erne.
Jeg havde en veninde der næsten lige havde født. Hun var selvvalgt enlig mor og havde fået et donorbarn med en ukendt donor. Så hende havde jeg naturligt nok udvekslet erfaringer med, og hun spurgte mig om jeg havde en der kunne tage med mig til nakkefoldskanningen.
Det havde jeg ikke. Min mor skulle på arbejde og det skulle min lillebror også. Så jeg måtte klare den selv.
Det synes hun umiddelbart var en rigtig dårlig idé, så hun tilbød at tage med mig.
Det er jeg rigtigt glad for den dag i dag.
Jeg mødte op til nakkefoldskanningen på Hvidovre sammen med min veninde.
Jeg husker tydeligt angsten for at jeg ville få ad vide at der var overhængende fare for at mit lille barn ville få Downs syndrom.
Men beskden jeg fik var meget værre end Downs syndrom.
Jeg ser stadig scenariet helt klart for mig den dag i dag. Jordemoderen lagde skanneren på maven, og jeg kiggede nysgerrigt med på skærmen.
Men jeg kunne sgu ikke rigtigt se så meget synes jeg.
Jeg har jo tonsvis af veninders billeder af nakkefoldskanninger frisk i erindringen, og jeg synes ikke lige jeg kunne se noget der kom i nærheden af at ligne det jeg havde set på andres nakkefoldskanningsbilleder…
Jeg husker bare tavsheden…
Jordemoderen stirrede bare stift ind i skærmen og sagde ingenting.
Jeg brød tavsheden: “Jeg synes ikke rigtigt jeg kan se noget” sagde jeg. “Neeej…” svarede hun bare.
Og så fortsatte tavsheden….
Efter hvad der føltes som en uendelighed, og mit hjerte hamrede så hårdt af angst at jeg kunne mærke det helt oppe i halsen, sagde hun at der ikke var noget liv mere og at det så ud som om at fosteret havde været død i nogle uger.
Jeg var sønderknust.
Alle mine drømme brast.
Lige der.
Men hold k*** hvor var det godt at jeg havde en med mig. Det er ikke det samme som at have en kæreste vis skuldre jeg kan græde ud ved når behovet opstår, men det er i hvert fald bedre end at være alene.
Nok er jeg en “stærk kvinde”, men nogle gange har man bare brug for at give sig selv lov til at være den “svage” og få trøst og omsorg.
Der stod jeg nu, jeg som bare troede jeg skulle høre lidt om risikoen for Downs syndrom, og nu skulle jeg slet ikke vær mor alligevel. I stedet skulle jeg tage stilling til om jeg ville have en medicinsk eller en kirurgisk abort.
Nitten.
Jeg kan slet ikke sætte ord på hvor ked af det jeg var.
Jeg blev anbefalet en medicinsk abort, da fosteret ikke var så stort. Jeg valgte selvfølgelig hvad de anbefalede og jeg fik en tid til næste morgen hvor jeg skulle komme ind og få nogle piller.
Jeg mødte op næste morgen -sammen med min mor- og fik nogle stikpiller som jeg skulle lægge op i skeden for at sætte aborten i gang.
Jeg fik ad vide at når jeg havde lagt pillerne op skulle jeg ligge mig ned fladt på ryggen en times tid eller to og herefter ville aborten gå i gang.
Det gjorde den ikke…
Jeg fik kraftige menstruationssmerter og det havde jeg også fået ad vide at jeg ville få, så det kom ikke bag på mig, men smerterne blev bare værre og værre og til sidst -efter et par timer- gik jeg fuldstændigt i kramper og skreg i smerte.
Jeg havde fået ad vide at jeg ikke måtte være alene, så min mor var heldigvis ved mig og besluttede til sidst at ringe efter en ambulance.
Da ambulancen kom kiggede redderne bare på min mor -mens jeg lå og skreg i baggrunden og vred mig i smerte- hvorfor vi havde ringet til dem.
Det er simpelthen -sørgeligt nok- typisk for Københavns Brandvæsen som har ambulancetjenesten her i København. Arrogante og fuldstændigt blottet for al empati og situationsfornemmelse. Det tillader jeg mig at sige da jeg har haft andre oplevelser både med min lillebror og en veninde, hvor deres attitude var uforskammet og direkte ubehagelig.
“Havde i tænkt jer at vi skulle tage cyklen!?” spørger min mor chokeret og peger over på mig der ligger i kramper og skriger i smerte.
Det ender med at de -omend modvilligt- tager mig med og kører mig ud til Hvidovre.
I ambulancen kaster jeg op i lårtykke stråler. Af smerte.
Vi ankommer til Hvidovre og jeg får lagt to blokader oppe i livmoderen. Behøver jeg at nævne hvor skrækkeligt det var at få stukket et instrument op på dette tidspunkt?
Men det blokaderne hjalp og jeg blev langsomt menneske igen.
Ingen kan svare mig på hvad der gik galt…
Jeg blev indlagt og lægerne besluttede at vi lige skulle vente og se om ikke aborten gik i gang. Men jeg måtte for en sikkerhedsskyld være fastende så jeg kunne være klar til et eventuelt kirurgisk indgreb.
Aborten gik ikke i gang.
Nu skulle jeg altså vente på at der blev tid til at jeg kunne få en kirurgisk abort. Timerne gik og jeg fik hverken vådt eller tørt. Jeg ved ikke om det skyldes travlhed at jeg ikke blev tilbudt et væskedrop. Men det gjorde jeg ikke. Klokken blev næsten 22 før jeg kom på operationsbordet, jeg var fuldstændigt dehydreret og jeg havde en dundrende hovedpine.
Selve den kirurgiske abort gik som den skulle. Men jeg havde stadig hovedpine. Jeg blev udskrevet dagen efter og tog hjem, stadig med hovedpine.
Dagene gik og hovedpinen forsvandt ikke. Det var en svær tid. Ikke mindst fordi min bedste veninde -Pia- som jeg havde kendt siden vi var i starten af 20erne var dødeligt syg af kræft.
Jeg havde kæmpet ved hendes side i 2 1/2 år. Arrangeret loppemarked, fest og bankospil for at samle penge ind så hun kunne få behandlinger i Tyskland. Jeg fik med møje og besvær lov til at låne en aula på en skole, hvor jeg tidligere havde arbejdet som lærervikar, for at holde en kæmpe fest hvor så billetsalg og ølsalg skulle gå til Pias behandlinger. Det lykkedes mig at skaffe både kendte komikere, kendte musikere, en tryllekunstner og alle mulige andre spændende mennesker til at komme og underholde til festen så billetterne var lidt nemmere at sælge.
Min dejlige veninde Pia og jeg. Billedet er fra marts 2010, et år før hendes død. Fotograf: Hannah Paludan Kristensen
Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at redde min veninde.
Men det var for sent.
10 dage efter min abort, mister jeg min veninde til kræften. Kun 38 år gammel…
Mig og Pia i 2002 Fotograf: Privatfoto
Jeg var fuldstændigt revet over i tusind stykker og det var som om min abort nærmest blev ligegyldig. Det var den jo selvfølgelig ikke. Men det var svært at rumme både den og min venindes død.
Min hovedpine fortsatte. Det var værst om morgenen. Jeg vågnede op med ømme kæber og knaldende hovedpine, men det aftog dog lidt i løbet af dagen.
Men i kølvandet på hele denne misere, besluttede jeg, at jeg ikke havde lyst til at prøve at få et barn.
Jeg kunne simpelthen ikke overskue tanken om sådan en tur igen.
Slet ikke alene.
Jeg begyndte at indstille mig på et liv uden børn.
Ikke bare lige noget man gør fra den ene dag til den anden når nu det er noget man har ønsket sig så inderligt.
Min læge måtte give op i forhold til min hovedpine, så jeg blev sendt videre til neurolog og blev MR-skannet og der var ikke noget at se.
Men en dag da jeg var forbi min tandlæge til det vanlige halvårlige tjek, så nævnte hun for mig at mange af mine kindtænder var knækkede og at mine tænder i det hele taget så slidte ud og bar præg af at jeg måske skar tænder om natten.
Nu gav det pludselig mening.
Jeg var godt klar over det med kindtænderne, det kunne jeg jo ligesom mærke. Mine tænder var blevet skarpe og ru de steder hvor de var knækket. Jeg tænkte ikke over at der kunne være en sammenhæng og jeg havde nok bare ikke overskud til at få gjort noget ved det tror jeg.
Men faktum var at jeg simpelthen lå i spændte voldsomt i kæberne og skar tænder om natten.
Sandsynligvis noget jeg var begyndt på pga af disse to ulykkelige begivenheder der kom lige oven i hinanden. For at gøre en lang historie kort, så fik jeg en bidskinne og med tiden er hovedpinen langsomt forsvundet.
Det var i 2011 så det er nu 4 år siden. I 2013 møder jeg min kæreste Per, og livet som single ser pludselig ud til at være slut. Et nyt kapitel begynder. Lysten til at få børn dukker op igen.
Hvordan det går, kan du følge her på bloggen.
Hvis du er ufrivillig barnløs hvad enten du er ung eller ældre, alene eller i parforhold, eller hvis du går med tanken om at blive selvvalgt enlig mor, eller du måske allerede er i gang, så er her lidt nyttige links:
Maybe Baby Not – En blog om at være Ufrivillig barnløs og (måske) Solo-mor i en sen alder – Forfatteren har også PCO, så hvis du lider af det er dette en rigtig god blog af følge.
Er du her ikke snart -En blog om ufrivillig barnløshed – Forfatteren er ung og i parforhold. Ja, det sker faktisk også at unge kvinder er barnløse, hvis du er en af dem så er denne blog helt sikkert noget for dig.
Bøger om barnløshed og fertilitetsbehandling – Stork Klinik
Bøger om donorbørn – Donorbarn.dk
Selvvalgt singlemor – Inspiration, genveje og redskaber til en selvvalgt singlemor til donorbarn
/Hannah <3
