Hej læser,
Læste du hvad jeg skrev sidste søndag om at vi ofte lider mere i vores forestillinger end vi gør i virkeligheden?
I dag vil jeg gerne se lidt på forskellen på “smerte” og “lidelse”, for der er nemlig stor forskel.
SMERTE er midlertidig.
LIDELSE er noget vi selv skaber, og den kan vare for evigt hvis ikke vi passer på.
Smerte er det vi oplever når f.eks. mister. Det kan være en kæreste der forlader os, eller en vi elsker der går bort.
Lidelse er det vi oplever når vi -efter at være blevet forladt- banker os selv i knolden med alt hvad der er galt med os, og alt det vi gjorde og alt det vi ikke gjorde, og det er når vi piner os selv med skyld, skam og hvad nu hvis’er efter en elsket er gået bort, eller når bliver i et forhold der gør os kede af det, osv. osv.
Det er okay at savne, og savnet vil altid være der når man har mistet og det vil poppe op engang imellem. Det er helt natuligt.
Det vigtige er hvordan vi reagerer på savnet. Smiler vi over den tid vi havde, eller begræder vi det vi ikke længere har…?
For ganske nyligt ringede en veninde til mig fuldstændigt grådkvalt.
Hendes kat var lige død i armene på hende.
Hendes elskede, elskede kat.
Og den var kun 5 år.
Hun var naturligvis helt ude af den og noget af det der plagede hende mest var, hvorfor.
Hvorfor dør en sund og rask kat på kun 5 år, lige pludselig?
Vi mennesker kan slet ikke holde ud når vi ikke kan finde svar.
Når vi snakker forskning og videnskab, så er det jo helt fantastisk at vi mennesker er så opsatte på at finde svar, men når vi snakker vores sind kan det være fuldstændigt altødelæggende at blive ved med at lede efter svar, særligt fordi vi ofte leder efter et bestemt svar, og hvis ikke vi får præcis det svar, så bliver vi ved, og ved, og ved, og dét skaber lidelse…
For vi ved ikke selv hvad det bestemte svar vi leder efter er for et svar, og hvis vi gør, så finder vi hurtigt ud af at det ikke giver den trøst og ro som vi søgte, og så leder vi videre, og videre og videre alt imens vi lider noget så frygteligt.
Og dén lidelse skaber vi jo selv…
Vi kan bare ikke selv se det.
Vi skaber den ved at blive ved med at insistere på svar.
Ved at insitere på at prøve at åbne en lukket dør…
Kender du det?
Jeg gør i hvert fald.
Jeg har gjort det til hudløshed. Både i forliste forhold, men også i forliste venskaber eller ulykkelige situationer og konflikter. Så har det hele kørt og kørt oppe i mit hoved.
Faktisk så greb jeg mig selv i at begynde at tænke på den ene af mine egne katte.
Jeg har to katte, Døve-Mis og Høre-Mis. (Ja, det hedder de sgu’! 😀 )
Døve-Mis har, udover at være døv, en masse skavanker, og det har han altid haft. Maveproblemer, urinvejsproblemer og nu også svær gigt i albuer, hofter, hale og ja, hele bagpartiet.
Og tit så ser han sådan lidt trist ud synes jeg…
Her er han min lille elskling.
Og min venindes kats dødsfald triggede så lige pludselig en masse tanker hos mig. Om Døve-Mis.
Jeg begyndte at tænke på hvordan jeg ville have det hvis det var Døve-Mis der døde fra mig, og tårerne begyndte nærmest at presse sig på, bare ved tanken.
Vupti! Så så man lige mig straks gå igang med at skabe lidelese for mig selv.
Ved at tænke på alt det forfærdelige der kan ske fordi Døve ikke er helt frisk.
Det kørte rundt i mit hovede med hvordan jeg dog skulle kunne undvære min lille Døve der altid ligger sig klods op og ned af mig, ligegyldigt hvilket rum jeg opholder mig i, og hvordan jeg skulle kunne leve et liv uden hans duft, uden hans spinden der giver mig sådan en dejlig ro, og hvordan jeg nogensinde i det hele taget skulle kunne leve uden hans lille skøre personlighed omkring mig.
Og pludselig slog det mig, at det jeg havde gang i her var helt unødvendigt.
Jeg har gjort det her i mange andre sammenhænge.
F.eks. med kærester.
Jeg har ofte været så usikker i mine forhold at jeg har gået og haft disse tanker og fantasier om hvor skrækkeligt det ville være hvis jeg skulle være uden denne her person, og hvor ondt det ville gøre hvis vedkommende ikke var i mit liv mere og hvor meget jeg ville savne dit og dat og hvordan jeg jo aldrig ville kunne leve uden det og det. Jeg har faktisk nærmest forberedt mig på at det skulle ske, og praktisk talt “indøvet” hvordan jeg ville have det når det så skete. (Shit det er dumt, men jeg har gjort det temmeligt meget, og jeg gør det stadig, forskellen er bare at nu er jeg blevet bevidst om det, så nu kan jeg stoppe det i opløbet)
Jeg led i stedet for at nyde.
Fordi jeg var usikker.
Fordi jeg var bange.
Fordi jeg var afhængig af det menneske.
Og fordi jeg ikke var i nuet men levede i en fantasifremtid.
Og lur mig….
Om ikke alle de her tanker har været en rigtig stor bidragsyder til mange af mine forliste forhold.
Fordi disse tanker forstærkede min usikkerhed, min frygt og min afhængighed, hvilket igen forstærkede mine følelser af jalousi, lavt selvværd og andre negative følelser, der tærede på mit fundament (Den smule jeg havde) og gjorde det så porøst at det kunne kollapse når som helst.
Heldigvis fik jeg stoppet mig selv i mine tanker omkring Døve-Mis.
Jeg stopper det ved at gå hen og tage ham op, og bare kramme ham og sige “hvor er jeg glad for at jeg har dig lige nu. Lige nu og her.”
Det kunne min veninde af gode grunde ikke.
Og i dagene efter oplevede jeg et menneske jeg holder af, gå i total selv-torturs-mode.
Jeg blev virkelig ked af at se hende plage sig selv så meget.
Hun Googlede amok, for at finde årsagen til hendes kats død. Hun bebrejdede sig selv for alt muligt og hun bebrejdede dyrlægen for ikke at have opdaget det da hun for nyligt var deroppe da samme kat havde haft nogle smerter som havde gjort at den havde ligget og gispet efter vejret.
Hun fik katten obduceret fordi hun ville have svar på hvad der var sket, og det viste sig at de smerter katten havde haft et par uger forinden var blodpropper.
Så nu gik hun endu mere i Google-undersøgelses-mode og pinte sig selv med alt det der muligvis kunne have forebygget det, men som hun ikke havde gjort fordi dyrlægen havde sagt at det ikke var noget og bare sendt hende hjem med noget smertestillende til katten, og hun kunne jo selv se, ved at Google lidt, at de og de symptomer hendes kat havde haft og som hun også havde fortalt til dyrlægen, at det kunne være tegn på det og det, og det burde dyrlægen have vidst!
Og altsammen kan hun helt sikkert have ret i, men intet af det bringer hendes kat tilbage.
Det eneste det gør, er, at give hende mere lidelse oven i smerten over tabet.
Hun skaber mere lidelse for sig selv.
Hendes tanker kører rundt.
Magtesløsheden vokser.
Hun lider.
Og det hjælper hende ikke.
Og katten kommer ikke igen.
Hvad kan vi gøre når de tanker overmander os?
Når skaden ikke er sket så kan man hoppe tilbage til nuet. Være her. Se på hvordan det er lige nu. Lidt ligesom jeg skrev om sidst, og som jeg også gjorde mht. tankerne om Døve-Mis.
Men hvad gør vi når skaden er sket?
Når toget er kørt?
Nar katten, vennen eller ægtefælden er gået bort?
Når elskeren ikke gider en sådan rigtigt, når kæresten er skredet eller veninden har svigtet?
Hvad så?
Du har sikkert godt hørt citatet:
JEG TÆNKER, DERFOR ER JEG (COGITO ERGO SUM)
Det var den franske filosof René Decartes der skrev det i et af sine værker i 1637.
Men idag vil jeg gerne vende den lidt på hovedet og sige:
JEG ER, DERFOR TÆNKER JEG
Fordi vores tanker er vores overlevelsesmekanisme. Igen som jeg skrev sidst, det skal sikre artens ovelevelse og forhindre os i at gøre alt for mange dumme ting. Fordi vi er, er vi nødt til at kunne tænke. Ellers dør vi. Vi skal kunne lægge to og to sammen så at sige.
Så vores tanker de kommer, fordi vi er.
Men vi er ikke vores tanker. Eller, på en måde er vi, men det vil være mest korrekt at sige:
Vi er et RESULTAT af vores tanker.
Og noget af det bedste vi kan gøre for os selv er derfor at lære at kontrollere vores tanker, før de stikker helt af og skaber unødvendig lidelse i vores liv.
Smerten ved et tab kan vi simpelthen ikke undgå.
Hvad enten nogen går bort eller de “bare” forlader os.
Men smerten er midlertidig, medmindre vi selv forlænger den ved at kreerer lidelse ud af den. Gør vi det, så kan den køre i en uendelighed.
“…Jeg forstår ikke hvorfor han ikke vil mig, nu hvor jeg har ændret mig og udviklet mig, jeg forstår ikke han kan sige farvel til alle de mange gode oplevelser vi har haft…”
Hvis det er tanker som ovenstående man cykler rundt i, så er det ikke en tanke der er nem at komme videre på.
Og det er noget af det sværeste at komme videre efter et tab…
I know.
Been there. Done that!
Jeg fattede simpelthen ikke at min kæreste han ikke kunne give mig en chance, efter alt det vi havde været igennem. Så ovenstående tanke er som taget ud af min virkelighed for 2 år siden.
Men nu, når jeg sidder her og skriver ordene “give mig en chance”, så kan jeg bare mærke uværdigheden helt ind i knoglerne.
For hold kæft hvor er det uværdigt.
Siden hvornår er jeg blevet et lille uartigt barn der skal have “en chance til”?
Siden hvornår er jeg blevet så lidt værd at det er nødvendigt at løbe efter en der har kasseret mig?
Det jeg skulle have gjort, og som jeg -heldigvis- også begyndte på senere, og som har ført til alt det jeg har lært igennem de sidste to år, det var, at se anderledes på hele min situation.
Smerten kunne jeg ikke komme uden om.
Han var ude af mit liv, og han ville aldrig komme tilbage. Jeg havde mistet en jeg elskede højt og hvis selskab gjorde mig tryg og glad.
Men hvis jeg fortsatte med at tænke på alt det jeg burde have gjort anderledes som så måske kunne have reddet os, eller på alt det jeg havde gjort forkert og som så var skyld i vores endeligt, eller på alt det jeg havde med ham som jeg nu måtte undvære i mit liv, så ville jeg ganske enkelt blive sindssyg.
Og ofte er det jo der det ender for mange af os. Vi driver os selv ud på vanvidets og magtesløshedens rand, med søvnløshed og ufattelig lidelse som følge deraf.
Vi bliver ganske enkelt drevet helt ud i tovene af vores tanker.
Og det giver os ingen løsninger.
Det ændrer ikke på situationen.
Det bringer intet tilbage.
Det letter ikke vores hjerter.
Det rykker os ikke videre.
Okay, tilbage til pointen: Hvordan kunne jeg så have set anderledes på det hele?
Det skal jeg fortælle dig, for det var præcis det jeg gjorde.
Jeg begyndte at sige følgende til mig selv:
“Hvor har det været dejligt at kende ham.”
“Hvor har jeg været glad, lykkelig og heldig i de år.”
“Hvor har jeg bare mange gode, sjove og fantastiske minder, som ingen kan tage fra mig.”
“Jeg ved at denne her smerte ikke vil fortsætte. En dag vil jeg vågne, og så vil det ikke gøre ondt mere…”
Jeg arbejde altså intenst på at glæde mig over det vi havde haft, fremfor at være ked af det vi ikke havde mere…
Det var ikke nemt, for det var på ingen måde naturligt for mig.
Det var ikke naturligt ikke at trampe rundt i alt det triste, og det var ikke naturligt at undlade gentagne gange at remse alt det jeg havde mistet op inde i mit hoved.
Det føltes på ingen måde “rigtigt” at prøve og sidde og smile over noget som jeg var uendeligt ked af.
At se på det med glæde var næsten umuligt når nu det ikke “var” mere.
Men jeg var stædig.
Så jeg blev ved.
Og det reddede mit hjerte.
Det er der ingen tvivl om.
Og det sparede mig for endeløs lidelse. (Det ved jeg, fordi min forrige ekskæreste -Max- ham begræd jeg i 10 år, og det var oven i købet mig der gik fra ham. Det siger ikke så lidt om hvad det kan gøre ved en når først katastrofetankerne tager over)
Jeg begyndte at skrive om mit tab, som jeg også fortalte om i søndags, men stoppede lynhurtigt mig selv i at fortsætte med at skrive om selve tabet og al min lidelse, og vendte det i stedet om så jeg skrev om alle mine fremskridt, og alle de gode ting jeg kunne forestille mig kunne komme ud af dette, jeg begyndte for eksempel at skrive om hvor meget jeg glædede mig til når jeg en dag var ude på den anden side, og hvor heldig jeg så var at jeg skulle få lov til med tiden at opleve nyforelskelse igen.
Men det var da på ingen måde nemt.
For jeg ville jo allerhelst bare gerne være sammen med ham.
Men han ville ikke være sammen med mig mere.
Punktum.
Jeg stoppede med at prøve at åbne den lukkede dør…
Jeg indså at han aldrig ville komme tilbage.
Hvis vi bliver ved med at rive og flå i den lukkede dør, så skaber vi så meget unødvendig lidelse for os selv.
Smerten kan vi som sagt ikke undgå, men den vil forsvinde med tiden i takt med at vi heler. Hvis altså ikke vi lader den bo i os, ved at skabe lidelse med ikke-helende tanker.
Jeg har veninder der er i forhold hvor de er så ulykkelige, men de giver ikke slip…
Hvorfor ikke?
Det er også at skabe lidelse for sig selv.
Jeg har sågar veninder der har fået børn i forhold hvor de har været ulykkelige igennem hele forholdets “levetid”. (WTF!?)
Vi er nødt til at finde vores værdighed igen.
Ingen fortjener at leve i et ulykkeligt parforhold, og hvad enten problemet i forholdet skyldes ens egne issues med usikkerhed og lavt selvværd eller om det slet og ret skyldes at man ikke er på samme side som den man er sammen med.
Det skal fikes, og det hele starter hos en selv. Også selvom man måske synes at det er den man er sammen med der bør ændre sig.
Men man kan ikke ændre på andre.
Så man må gøre op med sig selv om man kan leve med vedkommende som han/hun er og med det han/hun kan give.
Og der er det sgu vigtigt at man ikke lyver for sig selv for at få det hele til at passe. Don’t go there!
Hvis man beslutter at man godt kan leve med den anden, så kan man ikke blive ved med at brokke sig… Så har man løjet for sig selv… Og så må man tage konsekvensen og få det afsluttet. Alt andet er simpelthen uværdigt, og det er der ingen af os der fortjener.
Tag tyren ved hornene.
Smerte er kun midlertidig.
Medmindre du selv gør den langvarig.
Det vil gøre ondt at vinke farvel til en man elsker.
Det vil gøre ondt at træffe beslutninger man ikek har lyst til at træffe.
Men i sidste ende vil det gøre en så meget godt, og det vil stoppe den endeløæse lidelse.
Jeg faldt over denne her engang da jeg selv havde det skidt, og jeg synes virkleig at den gav stof til eftertanke:
“Moving on and getting over someone is one of the hardest things you have to do in life. Especially if it’s with someone you saw your future with.So you have to move on the right way. Get your closure from them and tell them everything you ever wanted to tell them, how much you love them, how much you hate them, etc. So you will have no regrets or what ifs. Then tell them goodbye forever. If they let you leave without a fight for you, then they’re not worth it anyways. It’s going to hurt like hell. Allow yourself to be sad. To be angry. But you have to wake up every day and continue your life without them. It’s always easier said than done. So just let time heal your wounds. This is a time for you to heal. To take care of your heart. One day you will wake up and you won’t miss them anymore.”
~Unknown
Det jeg har rådet min veninde til at gøre mht. sin kat, det er at give slip på al Googleriet. Give slip på alle tankerne om hvad hun kunne have gjort og hvad dyrlægen burdehave set, for det ændrer ikke på noget.
I stedet synes jeg at hun skal prøve at tænke tanker om hvor heldig hun har været at have den i sit liv i 5 år, og hvor mange dejlige oplevelser hun har haft med den, og prøve at smile ved de tanker selvom det er svært.
Og det er svært fordi det ikke er naturligt for os at tænke sådan når vi mister.
Nogle kan også finde trøst i at tænke tanken om at der er en højere mening med det hele.
At det katten skulle i min venindes liv nu er slut, og nu skulle den noget andet.
Sådanne tanker kan jeg godt selv finde trøst i.
For andre bliver det alt for woo-woo.
Du ved bedst selv hvad der kunne være hjælpsomt for dig læser, og det er det det hele handler om, at vi bliver bedre til at hjælpe os selv, fremfor at pine og direkte skade os selv.
Vi skal blive bedre til at hjælpe os selv ud af sorg og smerte, hjælpe os selv videre efter tab og nederlag, og hvis vi står og græder ved den lukkede dør, så hjælper vi ikkeos selv.
Så piner vi os selv.
Unødigt.
Du kender nok godt ordsproget at når en dør lukkes, så åbnes der en ny, og hvis vi piner os selv ved at blive ved med at sige og tænke, “jamen jeg har kun lyst til at gå ind af denne her dør(den lukkede), jeg har ikke lyst til at se eller finde den åbne dør”, så skaber vi lidelsen og så kommer vi ikke videre.
Mange af os skriver mails, messenger beskeder og sms’er til vores venner og veninder når vi mister eller når vi er kede af det eller utilfredse.
Et godt råd herfra er: Prøv lige at læse dine egne mails og beskeder igen…
Tramper du rundt i noget du ikke kan ændre på?
Søger du svar på noget du alligevel aldrig får svar på?
Bliver du ved med at gentage at fortælle om de samme problemer og følelser?
Så er det nu skal videre. Det er nu du skal tage dig af dig. Passe på dit hjerte.
KÆMP!
Lige som ham her:
Han er sej!
Det kan du også være.
Hvis du vil hjælpe dig selv, så skal du være det.
Husk, at hvis du siger du ikke kan tænke anderledes, så kan du formentlig heller ikke…
Men hvis du siger til dig selv, “jeg vil lære det, jeg vil gerne tænke anderledes, jeg tror på at jeg godt kan!”, så vil du helt sikkert lykkes med det før eller siden.
Men hvis du siger “jamen, jamen” og “jeg kan ikke” og “det er håbløst, det virker ikke for mig” så har du allerede taget en beslutning, og så sidder du fast der.
I evig lidelse. Hvor du aldrig rigtigt er helt lykkelig.
…Før der kommer en ny og redder dig…. Og det hele gentager sig igen….
Så vær nu stædig. Tro på det! Også selvom du ryger i hullet engang imellem. Op igen! Tro på dig! Fortæl dig selv at du kan og du vil!
Wayne Dyer var, og er stadig, en kæmpe inspiration i mit liv. Her er et lille klip jeg synes du skal se (Klik på billedet):
God søndag!
/Hanne ❤
