Hvis du har barndoms PTSD, så har du måske erfaret hvor svært det kan være at skabe forandring i dit liv og ændre på de vaner og mønstre du har som i sidste ende spænder ben for alt fra det gode kærlighedsliv til succesoplevelser i din karierre.

Ofte bliver man præsenteret for tesen om at man “bare skal ville det nok“, det skal man selvfølgelig også, bevares, men når du har barndoms PTSD handler det langt fra kun om at ville det “nok”, for du kan ville det nok så meget og stadig have en oplevelse af at det bare ikke vil lykkes for dig.

Man siger jo, at “hvor der er vilje er der vej”, men når vejen er belagt med traumer der blokerer den, så er den svær at komme ned ad!

Det handler dybest set om, at du med barndoms PTSD har et system i konstant alarmberedskab, og det betyder at systemet helt enkelt ikke er “sat op” til at kunne få “installeret” nye, gode sunde vaner og idéer, fordi det allerede er på overarbejde.

Der er simpelthen ikke “båndbredde” til det.

Læs med i dette blogindlæg og bliv klogere på hvorfor det er såsvært, eller se vidoen her:

Med barndoms PTSD har du et nervesystem i konstant alarmberedskab

Så det handler mere end noget andet om at få ro på systemet så kan leve et nogenlunde godt liv på trods af din barndoms PTSD, men også så du kan blive i stand til at udvikle dig så du kan i fremtiden kan få det bedre end bare ”nogenlunde godt”.

Problemet, som du måske også selv har erfaret, er at det er vanskeligt at lære noget nyt og tage nye idéer til sig, når man konstant er på overarbejde og man bruger alle sine ressourcer på bare at overleve.

Med barndoms PTSD vil livet være fyldt op af problemer og udfordringer der relaterer sig til din opvækst og den måde den har påvirket dig på.

De udfordringer er ikke kun psykiske for mange mennesker munder ubehandlede traumer ud i alvorlige fysiske udfordringer, som f.eks. Kroniske inflammatoriske tilstande

• Autoimmune sygdomme

• Forskellige typer af kræft

• Hjertekar sygdomme

• KOL

• Diabetes

• Hovedpine

• Overvægt

Og de psykiske udfordringer rammer ofte dit mindset -og dermed din personlighed- på den måde at der er blevet skabt nogle decideret selvsaboterende adfærdsmønstre der selvsagt forhindrer et godt liv med gode, sunde vaner og gode, sunde relationer som f.eks. bæredygtige parforhold.

Og fordi du selv -i kraft af din opvækst- har en ringe udviklet sans til at til at navigere i et parforhold -eller i tætte relationer i det hele taget- og til at vurdere hvad der er godt, sundt og i integritet med dig selv og dine egne værdier, ønsker og behov, og fordi du måske har en overudviklet trang til at please, fordi du har en dyb, dyb længsel efter at blive elsket, efter at blive set, mødt, hørt, forstået og anerkendt, så vil det unægteligt ende med at du får gjort en masse dårlige erfaringer i forhold til parforhold og andre tætte relationer, og jo flere af de dårlige erfaringer du med tiden gør dig med dårlige, usunde relationer, knust hjerte, svigt, tillidsbrud osv. jo mere vil du opleve at få bekræftet din inderste følelse af bare ikke at være god nok eller værd at elske.

På den måde bliver det en selvopfyldende profeti.

Som et traumatiseret menneske vil du altså have en adfærd med nogle mønstre og tanker der simpelthen skaber situationer der i sidste ende bekræfter din inderste frygt.

Der er videnskabelig evidens for

at når man som barn udsættes for vedvarende traumatisering, og især hvis det starter tidligt i livet, så gør det skade på hjernen.

Den adfærd jeg lige har beskrevet her, med mønstre, vaner og tanker der spænder ben for livet med gode, sunde bæredygtige relationer, det er en direkte konsekvens af de skader på hjernen mennesker med barndoms PTSD har.

Man kan fristes til at sige, at det at tætte relationer er svære i det hele taget, nærmest er definitionen af hvad barndoms PTSD er.

Da næsten alt her i livet kan kobles til en eller anden form for relation med andre, så er man altså i en eller anden grad på konstant overarbejde når man har barndoms PTSD.

Det der så er det vanskelig her er, at ingen cases er ens.

Så hvordan relationer er svære, hvornår de er svære og hvordan det viser sig hos den enkelte er vidt forskelligt.

Men faktum er, at i et menneske med barndoms PTSD kæmpes der kampe hele tiden.
Indre som ydre.

Sagens kerne er, at livet jo ikke skal være en kamp, men det er det, med barndoms PTSD.
For os er næsten alting en kamp.

Og vi ved godt at vi ikke må sige det og at vi skal lade være med at bruge ordet ”kamp” fordi så bliver det netop det, og så bliver det denne her selvopfyldende profeti hvor en dybt programmeret overbevisning ender med at bekræfte sig selv. Vi ved godt!

Men som udenforstående uden barndoms PTSD så er man også nødt til at anerkende at det er præcis det vi gør når vi har barndoms PTSD:

Vi kæmper.

For det er dét vores nervesystem fortæller os at vi skal! (Fordi vi har en skade på hjernen)

Kæmp!

Flygt!

Frys!

Please!

Vi kæmper for at høre til, kæmper for at blive elsket som vi er, kæmper for at blive set, hørt og mødt, og selvom vi bliver både elsket, set, hørt og mødt – og det er vigtigt at understrege- vil det aldrig være nok.

Skaden (skaden på hjernen) er sket, og følelsen af ikke at være ”rigtig”, ikke at være værdig, ikke at være god nok er programmeret dybt i vores selvforståelse og ikke noget man “bare” kan slette.

Derfor er der en konstant higen efter noget.

Efter en følelse.

En følelse man aldrig opnår…

Den bliver aldrig helt tilfredsstillet.

Medmindre…!

Man (genop)træner det.

Og hvad det er man skal træne og arbejde med kan være vidt forskelligt, det kan være alt fra mindset, til selvforståelse, selvkærlighed, selvværd, tilgivelse eller noget helt sjette.

Eller lidt af det hele.

Og det springende punkt her, det er, at man ikke kan træne, eller arbejde med noget som helst, hvis man i forvejen kører på ren overlevelse.

Det vil i langt de fleste tilfælde ikke kunne bundfælde sig i ens personlighed og man vil derfor ikke opleve den ønskede reprogrammering eller forandring af selvet der ellers skulle være den gyldne løsning på udfordringerne i parforholdet, i karrieren eller i livet generelt, hvilket jo kun kan give anledning til endnu mere frustration(vrede), håbløshed og afmagt.

Det er en stor sorg at stå tilbage på perronen og føle sig som en fiasko, og den bliver kun dybere når man så får det indtryk at det er ens egen skyld, for så ville man det åbenbart ikke ”nok” siden det ikke lykkedes.

At præsentere en med barndoms PTSD for tesen om at det kun handler om at ville det nok -det handler det også om- er behæftet med så ringe forståelse af hvad det er for kræfter man med barndoms PTSD er oppe imod.

Det er klart, at hvis en person er et sted hvor vedkommende har opgivet og trukket sig helt fra arenaen og f.eks. ”bare ikke gider det med forhold mere”, eller det med selvværd eller hvad pokker det nu måtte være, så er man nødt til at få hende hen et sted hvor hun vil det, ellers er det selvfølgelig håbløst.

Men der er jo en grund til at man overhovedet ender derude hvor man giver op, og den er ikke at man ikke ville det nok, men snarere at man ikke havde en kinamands chance for at nå sit mål i det hele taget, fordi systemet ikke var ”sat op til det” so to speak.

Du kan ikke installere ny software på et system der ikke er sat op til at kunne trække det, så enkelt er det!

Hvis du vil lære hvordan du sætter dit system op til det her, så kan du finde en masse værktøjer til det i min medlemsklub.

I medlemsklubben ligger der også en masse andre kurser du kan tage og få glæde af, når først du har fået den ro på dit system som det kræver at skabe forandring, for det er ikke ”bare lige” når man har barndoms PTSD.

Du kan også finde mig på Facebook her: Facebok Hannah Paludan

/Hannah 🚀❤️🙏🏽