Hej læser,
Så blev det sørme søndag igen!
Inden jeg starter, så får du lige en lille 4 minutters smagsprøve på lydversionen af dagens udgave af Søndags-Support:
Måske vil det være en fordel for dig at få indlægget på lyd?
Det er nemt, det sparer dig tid og du kan høre det flere gange, når du vil og hvor du vil.
Hvis du vil med på abonnementet til under normalpris, så husk at det er inden nytår du skal melde dig til
Det fede er, at abonnementet vil fortsætte til under normalprisen, men kun hvis du tilmelder dig inden nytår.
Få det her: Lydabonnement
❤
Og nu til dagens Søndags-Support:
Sidste søndag handlede det jo om tabuer, og hvor ensomt det er at ligge under for dem, og det handlede om hvordan vi starter på et nyt kapitel i vores liv.
En af de ting -som er noget af det vigtigste at tage ud af det jeg skrev sidste søndag- det er det her med at frigøre os fra håbet om at andre ændrer sig.
Så når andre har forvoldt os smerte, hvad enten det er vores forældre, andre familiemedlemmer eller venner, så er noget af det mest essentielle for vores heling og vej videre, at vi kan give slip på håbet om at den eller de personer vil ændre sig.
Som barn gik jeg næsten altid og fantaserede om at mine forældre ville ændre sig og at alt som med et trylleslag ville blive godt, trygt og lykkeligt.
Det gjorde det naturligvis ikke.
Min far var stadig nærmest ikke eksisterende i mit liv og hjemme hos min mor fortsatte tævene, den nedladende tone, foragten, hånen, misbilligelsen, vreden og skæld ud’en .
Altid råben og skrigen og mig og mine brødre i konstant frygt og evigt alarmberedskab.
Ingen sagde noget. Ingen gjorde noget.
Derfor blev det også helt ”normalt” for os at få bank med knytnæver og blive ydmyget med ord.
Så vi sagde heller ikke noget…
Konsekvenserne har fulgt mig hele mit voksenliv.
Negative, selvdestruktive overbevisninger er blevet banket ind i mig.
Bogstaveligt talt.
Det ved jeg også er -eller har været- virkeligheden for rigtigt mange andre, ikke nødvendigvis tæv, men andre lige så store omsorgssvigt- og jeg ved, at mange af os med liv og sjæl kaster os ud i ambitiøse forsøg med positivtænkning, pligtopfyldende udfyldning af taknemmelighedsdagbøger og hvad ved jeg, hvilket bestemt også har sin berettigelse, uden tvivl, jeg bruger det selv, men alligevel er det som om vi står lidt i stampe. Ikke?
Som om det ikke hjælper…
Dét vil jeg gerne slå et slag for i dagens Søndags-Support!
Den der følelse som mange af os står tilbage med, når vi arbejder med os selv, nemlig at det ikke virker…
At vi ikke rykker os…
Det er totalt nedslående og demotiverende, men måske er det slet ikke som du går og tror…?
Rigtigt mange mennesker -inklusive mig selv- kæmper en brav kamp for at komme traumerne til livs og for at få ændret på de mønstre og følelser der følger med.
Og det er den ”kamp” jeg vil se lidt nærmere på i dag.
For jeg ved at der er mange der kæmper den.
Og det er dét der er hele problemet: Vi kæmper. Men vi skal ikke kæmpe. Vi skal finde ro. Indre ro.
Vi skal lære at være med vores traumer.
Ikke at bekæmpe dem.
At ”kæmpe” er lidt det samme som modstand.
Vi udøver modstand når vi ”kæmper”.
Og som bekendt så vokser det vi har modstand på, fordi vores fokus er på det.
Dvs. vores fokus er på det vi vil af med eller ændre på. Og ikke på det vi i stedet vil.
Og når vi fokuserer så meget på det, så vokser det sig større og større, også selvom vi tror vi fokuserer på at ændre det!
Det gør vi måske også, men faktum er, at vi fokuserer på det negative, selvom vi dog gør det med et positivt mål for øje.
Men desværre duer strategien ikke.
Det har jeg i hvert fald selv måtte sande.
Det er lidt ligesom med den blå og den lyserøde elefant som jeg har nævnt flere gange før.
For de nye læsere, så er det den med at man siger ”Jeg må ikke tænke på en lyserød elefant” og hvad er så det første man tænker på?! En lyserød elefant.
I stedet skal man bruge taktikken ”Jeg vil gerne tænke på en blå elefant” og så tænker man på den.
Modstanden på den lyserøde elefant fik ikke en til ikke at tænke på den, så derfor virkede det ikke, heller ikke selvom mit mål var at jeg ikke skulle tænke på den.
Jeg kan kæmpe og kæmpe og blive ved med at gentage for mig selv at jeg simpelthen skal lære ikke at tænke på de lyserøde elefanter, og lige meget hjælper det.
Forstår du hvad jeg mener læser?
Og kender du det!?
Det er derfor at mange oplever at deres arbejde med dem selv ikke ”virker”.
Det hjælper heller ikke på det, at vi får tudet ørene fulde om at vi kan ændre på en vane på 21 dage.
D-E-T K-A-N V-I I-K-K-E!!!
Lad mig slå det fast med syvtommersøm, én gang for alle: Man kan ikke ændre på en vane på 21 dage!
Det ved alle der har været på slankekur, sukker-, alkohol- eller rygeafvænning!
Og det ved alle de der går og arbejder med at udvikle sig personligt, også!
Ellers ved du det i hvert fald nu. Og derfor ved du også at det ikke er dig der er dum og langsom og ikke dig der gør noget forkert.
Det betyder SLET HELLER IKKE at du aldrig nogensinde kan få det bedre!
Det kan du!
Du skal bare forstå hvordan ”bedre” ser ud.
Det håber jeg at klarlægge lidt i dette indlæg.
Nu vi snakker om at lave ændringer, så har jeg selv udført en lille test, hvor jeg ændrede på en helt banal vane fra min hverdag:
Jeg lavede fuldstændigt om på den måde jeg tørrer mig på når jeg kommer ud fra badet, blot for at teste hvor lang tid der gik før den ”sad i skabet” so to speak. Jeg kan afsløre at der gik lidt over 8 måneder (!!) før jeg ikke længere skulle huske mig selv på at gøre det på den ”nye” måde, før det blev nogenlunde naturligt og før det gik næsten lige så hurtigt som på den ”gamle” måde.
Nu har jeg gjort det i 2 år (!!) og det er stadig ikke lige så godt, nemt og smooth som på den gamle måde, og jeg har stadig mest lyst til at vende tilbage til den gamle…
Måske skyldes lidt af det, at den nye måde er lidt mindre praktisk end den gamle, men det er jeg ikke sikker på, for jeg ved også at forskningen i dag peger på at vores gamle mønstre ikke totalt forsvinder, selvom vi overskriver dem med nye. Det vender jeg tilbage til lige om lidt. OG DET ER VIGTIGT, SÅ HÆNG I!
Det her med at tørre mig på en anden måde end den jeg ellers har gjort i årevis, ja, nok siden jeg var barn, eller i hvert fald helt ung, det er jo en ret banal og harmløs ting, og derfor er det en ting jeg kan gøre anderledes -eller lave om på, om man vil- forholdsvis nemt (og læg mærke til at jeg ikke sagde nemt, men kun forholdsvis nemt), men sådan er det ikke når det kommer til følelser.
De mønstre og overbevisninger der har anker i vores følelser, dem ændrer man ikke ”bare lige” på.
Og rigtigt mange ting vi gør, har et anker i vores følelser: Madvaner har, rygning har, alkoholmisbrug har.
Men også en stor del af vores overbevisninger -både dem om os selv, dem om andre og dem om verden- er dybt forbundet med en følelse.
Og det er vores mønstre og reaktioner tit også. Derfor er de skide svære at ændre på.
Reaktioner udspringer ofte fra en følelse. En følelse der ser ud som om den opstår ”ud af blå luft” men det gør den ikke, den følelse er noget din krop husker og som udløses når den oplever noget bestemt.
Følelsen bor i din krop, så at sige og din krop huser din underbevidsthed, og det er din underbevidsthed der styrer din ”autopilot”.
Altså de ting du gør uden at tænke over det.
Som f.eks. at trække vejret, men også som at reagere på en bestemt måde ved en bestemt hændelse…
Så når der opstår en situation, det kan være dufte, billeder, lyde, eller noget nogen gør, så trigger den en bestemt følelse, fordi den duft, det billede, den lyd eller den handling er noget du tidligere har oplevet og som du nu forbinder med den bestemte følelse.
Det kaldes også et ankerpunkt eller en association.
Helt konkret, så ser det således ud:
Ankerpunkt/association/trigger (kært barn har mange navne) – Løve
Når du ser en løve, så forbinder du den med en følelse.
Og afhængigt af hvad din oplevelse er med løver, ELLER HVAD DU HAR FÅET AD VIDE OM LØVER -for det tæller i høj grad også- så kunne det se nogenlunde således ud:
Du forbinder måske en løve med Afrika, som du måske føler, er noget spændende.
Eller du forbinder en løve med savannen, som du føler, er noget fremmed.
Eller du forbinder den med en små søde missekatter, som du synes er søde og rare.
Eller måske tænker du straks rovdyr, og det er noget du forbinder med noget farligt eller måske endda noget ondt?
Det kan også være du tænker eksotisk, majestætisk, dominerende, hurtig eller hvad ved jeg, alt afhængigt af hvad du har lært om løver. Og de overbevisninger du så har om hvad løven er for en størrelse, vækker nogle bestemte følelser hos dig.
En Association eller et ankerpunkt det kan altså trigge følelser i os.
Helt pr. automatik.
Uden at vi tænker over det.
Det er altså forbindelsen mellem hændelsen -i dette tilfælde løven- og oplevelsen af den.
Og hændelsen kan altså være alt fra et dyr, til en duft, et billede, en lyd, et sted, en ting eller noget nogen gør eller siger.
Så dine følelser -og reaktioner på dem- kommer altså ikke ud af blå luft, selvom det nogle gange kan føles sådan. Det er ofte dybe, dybe ”programmeringer” i os, der er på spil, og altså ikke noget vi tænker over eller er bevidste om.
Og det er dét der er kodeordet: Bevidsthed! Det kommer jeg også tilbage til lige om lidt.
Først lovede jeg lige at komme tilbage til det her med at forskningen i dag peger på at vores indprentede mønstre, overbevisninger og vaner og dertilhørende følelser ikkeforsvinder når vi ændrer dem og overskriver dem med nogle nye og bedre, men at de stadig bor i os. Og indbygget i det, kommer også hvad jeg mener med ”bevidsthed”:
Forestil dig at forbindelserne oppe i din hjerne er som et stort motorvejsnet.
I din barndom skabes der en masse store, grundlæggende motorveje som kommer til udtryk i dine mønstre, overbevisninger, vaner og reaktioner.
Nogle af disse motorveje er ikke super hensigtsmæssige, fordi der ofte sker ulykker når vi kører ned af dem.
Så de er destruktive.
Dem vil vi gerne lave om.
Vi vil gerne udvikle os personligt, så vi kan få det bedre, både indeni, men også med andre.
Destruktive mønstre ødelægger meget for os: Parforhold, karrierer, oplevelser, sexliv, venskaber osv.
Når vi påbegynder arbejdet med at lave om på vores personlighed, så skaber vi nogle nye -lidt mindre- motortrafikveje.
Motorvejene du fik programmeret først, det er de største, og det er dem det går hurtigst på, det er E45’eren!
Motortrafikvejene du selv har skabt senere, de er knapt så store og brede og man kan hurtigt komme til at køre bag en eller anden der snegler sig afsted med sin anhænger, eller bag en endnu mere træls og langsommelig traktor der kaster med salt og kører 30 i timen, og så hænger man der og kan ikke komme forbi og det er skide irriterende at det går så herre-langsomt, og så er det jo klart at det er fristende at tage E45’eren i stedet for!
For den er der jo stadig, også selvom man har fået anlagt en fin ny motortrafikvej.
Motortrafikvejen er nærmest sådan en lille stikvej til E45’eren, og man havde måske håbet på at det var nemmere og hurtigere at tage den når der er kødannelse på E45’eren pga. ulykker, men så kunne man godt tro om igen, for så kom der lige en trailer eller en træls traktor i vejen.
Så altså, motortrafikvejene er lidt smallere og det går ikke lige så hurtigt på dem, men de er -hvis man ellers har gjort sit personlig-udviklings-arbejde godt- mere sikre og pålidelige og der er langt mindre risiko for at komme galt afsted.
At tage motortrafikvejen er et valg. Fordi den ”gode gamle” E45’er ligger der som sagt stadig, og det vil -formentlig- altid bare føles mere fristende og nemmere at tage den, fordi den er større og det bare går hurtigere på den.
Ligesom min erfaring med ”tørre-ritualet” efter badet. Den gamle måde var nemmere. Hurtigere. Føltes bedre. Fristende at vende tilbage til.
Og så skal man heller ikke underkende det faktum at E45’eren den ligger så dejligt placeret lige der midt i komfortzonen. Selvom den er farlig, så føles den komfortabel.
Den nye motortrafikvej, den ligger derimod udenfor komfortzonen. Så for at det skal komme til at føles velkendt og nemt at tage den, så kræver det en udvidelse af komfortzonen, og det tager tid. Lang tid. Ikke 21 dage, men snarere 8+ måneder!! Fordi det kræver maaaaaaaaaaaaaange gentagelser at blive komfortabel med noget. Selv noget så banalt som at tørre sig med et håndklæde.
Så hvis der er tale om en ændring af noget hvor der er følelser forankret, så kan du lægge lidt til.
Sorry to say.
Men sådan er det, og det er derfor at det er så vigtigt at se -og hylde- de små fremskridt, og forstå at målet ikke er formålet.
Okay, nu kommer vi så til det med bevidstheden, fordi for at man skal blive i stand til at vælge at tage den mindre og lidt mere ”besværlige” motortrafikvej alligevel, du ved, den med traktor- og anhængertyperne der kører langsomt og er skide meget i vejen, så kræver det at man er bevidst.
Og mange af de ting vi gør på autopilot -som at tage E45’eren- tænker vi ikke over og er vi derfor ikke bevidste om.
Det betyder altså at vi er nødt til at begynde at rette vores opmærksomhed mod de situationer og hændelser der udløser den autopilothandling som vi gerne vil fralægge os.
Når vi begynder at rette opmærksomhed mod disse ”udløsere” så kan vi gribe os selv i den autopilothandling der bliver trigget, før vi udfører den!
Altså før vi reagerer eller handler uhensigtsmæssigt.
Giver det mening læser?!
Det vil altså sige at vi kan lære at stoppe os selv, og vælge at tage den sikre motortrafikvej i stedet for.
Og leve med at den er langsommere.
Men nyde at den er mere sikker. Mere tryg. Mindre farlig.
Man kan altså godt lære at skabe nye associationer og ankerpunkter, og dermed ændre på gamle overbevisninger, mønstre, vaner og reaktioner, men desværre så forsvinder de gamle ikke. (I hvert fald ikke altid)
De er der stadig.
Så det vi skal lære er altså at styre dem.
Eller kontrollere dem.
Være med dem.
Acceptere de er der, men vælge noget andet. Og bedre.
Åh, jeg ved det er kringlet og tricky det her, men for at du måske bedre kan forholde dig til alt det jeg lige har sagt, så lad mig komme med et helt dugfriskt eksempel fra mit eget liv:
I sidste uge var jeg en tur i teatret med en kammerat, og foran os sidder to ældre (tør jeg vist godt sige) par.
Den ene mand, ham der sidder lige foran mig, han skulle ende med at blive lidt af en udfordring for mig.
Jeg startede jo mailen her med at fortælle hvordan der var i mit barndomshjem, og det var ikke bare for at koge suppe på det faktum som de fleste faste læsere af Søndags-Support snart godt ved; at det var røv-tur at være mig som barn. Grunden til at jeg nævnte det, var for at sætte scenen for det jeg nu skal fortælle dig.
Jeg er vokset op i et hjem hvor jeg næsten dagligt har måttet lægge ører og krop til tæv, hån, ydmygelse, vrede og afmagt og hvor en meget nedladende tone var hverdag.
Den tone, den trigger mig i dag!
Og sure, nedladende fjæs trigger mig, specielt hvis de er rettet mod mig.
Hele mit alarmberedskab sætter i gang!
Mit system siger ”fight”! For overlevelse.
Mennesker der ser surt på mig eller taler nedladende til mig, forbinder jeg med voldsom angst og alvorlig fare! Så jeg skal kæmpe! Og det eneste jeg har lært er at bide fra mig: Snerre, håne, råbe og skrige.
Man skulle tro jeg også havde lært at slå, men jeg husker at jeg engang prøvede at slå igen derhjemme, og dét skulle jeg aldrig have gjort, jeg blev simpelthen slået til plukfisk, så dét gjorde jeg aldrig igen, og det har da haft den ene positive virkning at jeg ikke tør at slå andre.
Desuden har jeg også tit tænkt at jeg ikke nænnede at slå andre, ligegyldigt hvor nederdrægtige de var, fordi jeg selv vidste hvor usselt det er at blive slået.
Anyway, min kammerat og jeg vi sidder i teatret og han hvisker et eller andet til mig lige da stykket starter, ganske kort og helt lavt.
Det får manden foran mig til at vende sig om, og med det mest sure fjæs, stirre nedladende på mig. Jeg får sagt ”hvad er der!?” i en tilsvarende nedladende tone, og allerede her kan jeg mærke mit hjerte hamre derudaf og blodtrykket stige eksplosivt, hvorpå han med et foragtfuldt blik og en nedladende tone siger ”der er for meget lyd på!”
Jeg kan næsten ikke være i min krop!
Den perfide, rigide, mavesure, gamle nar!
Jeg mærker straks lysten til højlydt at kalde ham netop det!
Jeg mærker en presserende trang til at nedgøre ham, ydmyge ham og gøre ham ondt.
Kort sagt, hævne mig.
Fordi det er præcis den følelse han lige har vækket i mig: nedgørelse og ydmygelse og tilmed fuldstændigt uberettiget. (Jeg er trods alt noget bedre til at håndtere situationer hvor jeg selv godt ved at det er berettiget)
Jeg kan næsten ikke koncentrere mig om stykket, fordi det hele kører rundt indeni mig.
Jeg er i en tilstand af brændende vrede og jeg kan mærke adrenalinet og min aggressivitet pulserer rundt i hele kroppen og som sagt lysten til at kalde ham de ondeste ting, men jeg gør det ikke…
Jeg er super bevidst om hvad det er der sker inde i mig.
Og det er ikke rart.
Og svært at holde tilbage.
Men jeg ved -af bitter erfaring- at det ikke vil gøre noget godt for nogen hvis jeg handler på de følelser der strømmer rundt i mig.
Før i tiden, og vi skal ikke mere end 2-3 år tilbage, hvor jeg startede det her arbejde med mig selv, der kunne jeg ikke styre det. Selvom jeg godt af erfaring vidste at visse af mine reaktioner ikke ville føre noget godt med sig, så kunne jeg ikke stoppe dem.
Det kan jeg nu.
Ikke hver gang, men næsten hver gang. Og det er KÆMPE fremskridt!!!
Og det er skam ikke fordi jeg har LYST til bare at være rolig, jeg har lyst til ALT ANDET end det! Jeg har lyst til at fare i flæsket på denne her mand og sætte ham på plads!
Lidt senere tager jeg et par lakridser op af en slikpose, og det får gudhjælpemig manden til at vende sig om igen, og med samme intrigante facon sige ”Hvad fanden bilder du dig ind!?”
Fordi jeg én gang knitrer lidt med en slikpose… WTF!?
Jeg er helt oppe under loftet indeni. Jeg kan nærmest ikke beskrive det med ord hvor rasende jeg er endsige hvad jeg har lyst til at gøre ved ham.
Men jeg gør ikke noget. Jeg agerer det ikke ud, selvom jeg har lyst.
Jeg er med min følelse.
Jeg mærker den.
Og accepterer at den er der.
Jeg kunne tude af stolthed, for tænk engang at jeg ikke gjorde noget, på trods af at det var så svært og var så ubehageligt.
Det her er jo i princippet en fuldstændig banal lille ting, det ved jeg godt, og mange andre ville nok bare have ladet det fare eller blot bedt ham om at passe sig selv og så ikke tænkt mere over det, eller endnu bedre, bare grint ad ham, men hos mig sætter det gang i hele systemet. Hjertet hamrer så hårdt i brystkassen at det føles som om det er på vej ud!
Så for mig er det her en rigtig svær situation der udløser rigtigt svære følelser.
Efter stykket snakker jeg med min ven om hændelsen. Han er stik modsat mig. Han er meeeeeeeeeeeeeeget rolig og nærmest aldrig sur, og han siger til mig, at hvis man gerne selv vil være et godt menneske, så er man jo også nødt til at rumme folk som ham, og huske på at han også har en eller anden historie der får ham til at gøre som han gør. Og at man i øvrigt ikke er et hak bedre end ham, hvis man responderer med at gå amok på ham.
Og det kan han jo have nok så ret i…
Damn…
Men det er stadig ufatteligt svært for mig at tænke sådan, i en situation hvor der bliver trigget svære følelser hos mig. I det øjeblik kan jeg kun tænke på mig selv og min egen lille verden og næsetip.
Og sådan er det altså. Det er naturligt og normalt og ikke noget vi skal skamme os over.
Men vi kan arbejde med det.
Det jeg vil frem til med det her, det er, at jeg har udviklet mig! Mit arbejde har virket!
Ikke ved at det har fjernet det der er svært helt og aldeles, men ved at jeg kan kontrollere det og agere roligt.
Summa summarum: Vi vil stadig få de svære følelser at mærke af og til, men vi kan lære at være med dem og ikke at udagere dem.
Det her gælder for alle mulige triggere og alle mulige følelser.
Triggere kan som sagt være alt fra lyde, steder, dufte og billeder til bestemte situationer og hændelser eller andre mennesker der siger eller gør noget specifikt. Et ansigtsudtryk kan være nok!
De følelser som triggerne kan udløse behøver ikke lige være vrede og aggressivitet, som i mit tilfælde her, det kunne lige så godt være had, jalousi, trsithed, væmmelse, skam, skyld, kaos, forvirring, misundelse, foragt, frygt, sorg, mistro, utålmodighed, desperation, depression, adskillelse, tomhed, forladthed, modløshed, håbløshed, irritation, isolation, usikkerhed, fortabthed, ulykkelighed, bitterhed, ligegyldighed eller følelsen af at være blevet afskåret, forrådt eller fordømt og lignende.
Disse følelser kan få en til at handle særdeles uhensigtsmæssigt, det kunne f.eks. udmønte sig i vold, apati, ondskabsfuldhed, grådighed, kulde, ignorering, kontrol, kritik, mobning, uansvarlighed, manipulation, opgiven, arrogance, brokkerier, konfliktsøgen, tavshedsstraffen, mishandling, egoisme, bedrag, løgne, nedladenhed, kommanderinger osv.
Men det kunne også vise sig i form af overspisning, sultning, overtræning, overarbejde, alkoholmisbrug, stofmisbrug, pillemisbrug, sexafhængighed, selvskade eller at man bliver ustabil og uberegnelig eller måske omklamrende og needy eller andet selvdestruktivt.
Et andet helt klassisk eksempel jeg kan komme med fra mit eget liv er, at hvis ikke jeg var enig med min mor, så fik jeg ad vide at jeg var ”usolidarisk”, ”ubegavet” eller andre nedrige superlativer, og hvis jeg ikke gjorde hvad der blev sagt blev jeg straffet. Som regel både med vold og med ord.
I dag er det sådan at jeg selv har svært ved at håndtere når andre ikke er enige med mig, eller når de gør noget andet end det jeg gerne vil have. Jeg bliver oprevet og til tider aggressiv.
Det, jeg har set og oplevet min mor gøre, det gør jeg selv.
Fordi, det har jeg lært.
Det er programmeret ind i mig.
Og man skal lige huske, at det samme er sket for min mor… Så jeg ønsker ikke (længere) at lægge min mor til last for alle de ting der er sket i min barndom, for det hjælper mig ikke, og det heler mig heller ikke, faktisk kan jeg ikke bruge det til en skid, andet end at indtage den vante offerrolle med.
Desuden er min mor ikke bare en eller anden vanvittig ond og kold skabning, men jo blot et produkt af sin barndom og de traumer der blev tilført hende…
Det, der heler mig er at tage ansvaret for selv at bryde med det mønster og glemme alt om at hun skal ændre sig. Det sker kun hvis hun selv vil. Så jeg kan ikke lade hele min verden (og al min fremtidige glæde og lykke) afhænge af om hun ændrer sig. Det er livet simpelthen for kort -og kært- til!
Jeg flyttede også hjemmefra som 16-årig, og siden da har forholdet til min mor ændret sig til det bedre helt automatisk. Hun har også siden udtrykt sin anger efter at min ene lillebror konfronterede hende med rigtigt mange ting.
Men meget af det har hun dog fortrængt, og benægter dermed, og det kan jeg godt forstå…
Jeg er 100 % sikker på at det på ingen måde har været sjovt for min mor heller.
Det er ikke noget hun har siddet og gnedet sig i hænderne over, hun har bare ikke været i stand til at håndtere det anderledes.
Og det er ærgerligt, for det er tre børn det er gået ud over.
Men jeg har tilgivet hende.
Fuldstændigt.
Og jeg ville ønske at hun også kunne tilgive sig selv…
I dag har jeg slet ikke det samme ønske om at min mor skal ændre sig, men jeg kan stadig have det svært med hende i mange situationer, og ting hun gør eller siger, kan trigge rigtigt svære følelser i mig, det være sig alt fra foragt, til vrede, angst og had.
Men det nytter ikke noget at jeg går og håber på at hun ændrer sig, for det gør hun ikke, medmindre hun begynder at arbejde med sig selv, og det er der næppe nogen udsigt til, skulle jeg kende hende (og hendes generation) ret. Og jeg kan ikke trække det ned over hovedet på hende.
Og så vil jeg sige præcis som Toni Robbins har sagt det: ”Hvis jeg havde haft de forældre jeg havde drømt om, så var jeg ikke blevet den jer er i dag!”
Og det er rigtigt nok. Jeg havde ikke haft de værdier og indsigter jeg har i dag.
Dermed ikke sagt min barndom bare har været skide fed og at jeg ville gøre det hele om igen hvis jeg kunne, men realiteten er, at jeg kan ikke lave det om, det gjorte kanikke gøres ugjort, så det er op til mig at få noget fedt ud af det som nu engang er sket.
Og med hensyn til mit forhold til hende i dag, så tager jeg min kære mutti i små doser ad gangen, og nogle gange vælger jeg at ignorere ting hun siger og gør, for at spare mig selv for unødvendig ophidselse.
Se dét, er personlig udvikling.
Følelsen er der stadig, men jeg kan styre den.
Fordi jeg har hjulpet mig selv til at gøre det.
Nogle gange er jeg dog dårligere end andre til at kontrollere den. Men det går. Og det går meget bedre end før, også selvom jeg stadig kan mærke de svære følelser.
Så det virker!
Det er ikke kommet overnight, men i små steps.
Jeg øver mig pt. I de her situationer, og det gør jeg blandt andet ved at reflektere over dem bagefter, så jeg er bedre forberedt til næste gang jeg møder et nedladende menneske som ham det gamle, sure fjæs.
Jeg har blandt andet vendt med mig selv, hvordan jeg kunne have klaret denne her situation med den dumme mand i teatret lidt bedre, og hvordan jeg kunne have beroliget mig selv noget mere.
Jeg kom frem til at jeg f.eks. kunne bruge humor en anden god gang. Jeg kunne f.eks. have sagt til ham at jeg synes han skulle tage et smut ned i ”luntebutikken” og få byttet sin lunte til en der er lidt længere.
Eller noget i den stil. Og så bare smilet -lidt provokerende naturligvis- til ham.
Men det er super svært, fordi man lammes totalt i disse situationer hvor noget dybereliggende trigges.
Men jo mere man er bevidst om det og jo mere man øver sig og tænker og reflekterer over løsninger og selvhjælp, jo bedre vil man også være forberedt til en anden gang.
Denne gang klarede jeg den ved at holde min aggressivitet i ave, næste gang har jeg måske overskud til at smile provokerende, og næste gang igen kan det være at jeg ikke lammes i samme grad, men måske kan finde overskud til at sige noget morsomt og ”dræbe” den dårlige stemning med det.
Men jeg vil med al sandsynlighed stadig kunne mærke hjertet race, og stadig skulle holde fantasier om hævn tilbage. Og det er OK, for det fede er at det løjer meget hurtigere af, end hvis jeg havde ageret følelserne ud.
Vær opmærksom på at jeg ikke undertrykte følelserne blot fordi jeg undlod at handle på dem, for jeg mærkede dem stadig og accepterede at de var der.
Simpelt, men vanskeligt.
Vanskeligt, men muligt!
I øvrigt, så handlede mit foredrag Krop & Lykke faktisk om hvordan man kan skabe nye associationer og lave om på gamle vaner.
Jeg håber snart at gøre det tilgængeligt online. Jeg lover at jeg nok skal give et praj når det sker.
Så som jeg indledte med at sige i dagens mail: ”Måske er det slet ikke som du går og tror..?”
Måske har vi blot fået den forkerte idé om hvordan det ”ser ud” og hvordan det føles når det ”virker”?
Det tror jeg…
Der er altså ikke noget i vejen med hverken dig eller mig læser, og det er ikke fordi dit arbejde med dig selv ikke ”virker” men det er bare heller ikke sådan at de gamle mønstre, overbevisninger, vaner, reaktioner og medfølgende følelser, de helt forsvinder.
Og det troede vi måske…(?)
Fordi vi har hørt at man kan ændre en vane på 21 dage, eller fordi vi havde fået indtrykket af at vi kunne få det gamle til at forsvinde helt…
Nogle ting vil man sikkert godt kunne få til at forsvinde helt, bevares, men det tager tid. Rigtigt lang tid.
Mens andre ting er så dybt forankret i os at det altid vil være der.
Så det handler om at være glad og tilfreds med tingene som de er her og nu, og om at sætte pris på et hvert lille bitte fremskridt.
Det må og skal ikke handle om et eller andet mål langt ude i periferien, som måske i øvrigt er fuldstændigt utopisk og urealistisk.
Du kan godt have det meget bedre samtidig med at du stadig plages lidt af de svære ting. Men du har lært at styre dem, så de ikke styrer dig.
Det er sådan det er for mig, og som jeg har fortalt masser af gange, så har jeg det markant bedre end jeg nogensinde har haft det, jeg har en helt grundlæggende følelse af tilfredshed og taknemmelighed som jeg aldrig har haft før, og det selvom jeg stadig plages af meget svære følelser af og til.
Men de styrer mig ikke.
Jeg lader dem ikke påvirke mig på samme måde som før i tiden.
Eller rettere, jeg lader ikke påvirkningen -og de følelser der følger med- tage kontrollen over mig.
Det er stadig ikke spor behageligt, lad mig straks gøre det helt klart, men jeg har kontrol med dem og ikke omvendt, og det er dér udviklingen ligger.
Den ligger ikke i at jeg aldrig bliver konfronteret med svære følelser igen.
Udviklingen ligger heller ikke i at jeg kan være fuldstændigt upåvirket, men derimod at jeg kan agere upåvirket!
Og bevare roen udadtil.
Så jeg hurtigere kan finde roen indadtil igen.
De er der stadig.
Traumerne.
Følelserne.
Og vil stadig til dels komme op til overfladen når de bliver udløst af de sædvanlige triggere.
Og sådan er det.
Men vi kan være heldige at vi kan få skabt nogle nye forbindelser mellem bestemte hændelser og vores oplevelser af dem, som f.eks. at man lærer ikke at blive angst når man ser en edderkop. Men den gamle oplevelse af edderkopper er ikke blevet slettet, så den vil kunne dukke op igen, også selvom vi har tillært os en ny måde at reagere på edderkopper på.
Andre ting vil det ikke lykkes os at ændre radikalt på. Der vil bestemte hændelser stadig udløse en ubehagelig, vanskelig eller smertelig følelse i os. Men så kan vi altså lære at kontrollere den, og agere roligt selvom puls og blodtryk kører på fuld gas, lige som i mit eksempel med konfrontationen med den gamle, sure mand i teateret.
Som Buddha sagde, du vil ikke blive straffet for din vrede, du vil blive straffet af din vrede, og det har han jo så evigt ret i.
Det gælder også de andre svære følelser, vi bliver ikke straffet for dem, men af dem. Lige indtil vi tager ansvar for os selv, og modigt indtager pladsen i det indre kontroltårn.
Og HUSK, måske ser målet slet ikke sådan ud som du have forventet eller forestillet dig…
SÅ ER DET NU
Lad mig forresten lige minde om at der nu kun er 14 dage tilbage af introtilbuddet på lydversionen af Søndags-Support, så hvis du vil med på den vogn læser, til under normalprisen, så er det snart.
Det bliver ikke sat ned igen.
Just saying…
SØNDAGS-SUPPORT HOLDER JULEFERIE
En anden, men vigtig ting, det er at de næste to søndage holder Søndags-Supporten JUHUUUULE ferie!
Så jeg vil lige benytte chancen for at ønske dig en rigtig dejlig jul og et glædeligt nytår.
Jeg glæder mig til at skrive til dig i det nye år igen.
GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR!
/Hanne ❤
