Hej læser,
Først og fremmest vil jeg sige tusind tak for al opbakningen og alle de søde kommentarer vedrørende mit besøg i Go’ morgen Danmark.
Jeg var virkelig nervøs, men jeg synes det var et vigtigt emne at få frem i lyset, og få brudt de tabuer der er i vores samfund omkring barnløshed, derfor sagde jeg ”ja” til at medvirke.
Generelt synes jeg det er vigtigt at få brudt tabuer, så mennesker ikke går rundt med deres skam eller sorg helt alene.
Ja, det er en kæmpe sorg at jeg aldrig fik de børn og den kernefamilie som jeg drømte om, og at jeg nu -formentlig- må forliges med et liv uden.
Men sorgen er ikke det eneste man går og bokser med og det er heller ikke sorgen alene der gør barnløshed til tabu.
Der er også en masse skam forbundet med det.
Skam i flere lag.
Skam fordi det ikke er ”normalt”, og skam fordi man er bange for hvad ”samfundet mener” og hvad andre tænker.
Måske tænker de at ”hun kunne da have ’gået i gang’ noget før!”
Måske tænker de at min krop er underlig eller defekt eller at jeg ikke har passet på mig selv.
Men de kender jo ikke min historie, så de ved intet om hvorvidt det har været muligt for mig at få børn noget før eller om hvorvidt jeg har passet ordentligt på mig selv eller ej.
Og så er der mine egne tanker: Kunne jeg have gjort det noget før? Og hvorfor svigter min krop mig? Hvorfor ”virker” den ikke? Hvorfor forråder den mig?
For ja, jeg har vitterligt følt mig forrådt af min egen krop.
Jeg kunne ikke forstå hvorfor den ikke ”fortalte mig” at der var noget galt, og at fosteret var dødt.
Jeg kunne ikke begribe hvorfor min egen krop lod mig gå så længe i den tro at der stadig var liv, indtil en skanning kunne fortælle mig at det lille hjerte ikke slog længere.
Hvorfor gav den mig ikke et tegn?
Hvorfor holdt den mig hen så længe…?
Jeg græder når jeg skriver det her…
Og det fortæller mig at der stadig sidder en sorg dybt i mig. En sorg der stadig kræver bearbejdning.
Men jeg er nødt til også at se fremad og jeg er nødt til at tilgive både min krop og mig selv for ikke at have været i stand til at skabe en tilværelse som kunne have gjort det muligt at gå i gang noget før.
Jeg har været et meget ødelagt menneske, og det har gjort parforhold rigtigt svære at være i for mig, og derfor står jeg nu i denne her situation.
Jeg har først alt for sent i livet fået øje på at der var andre muligheder, og at jeg kunne ”repareres”.
I dag er der rigtigt mange der kommer med forslag omkring adoption, donoræg osv.
Men jeg har ikke lyst til at gå den vej, og det er bestemt ikke alle der forstår det, endsige accepterer og respekterer mit valg.
Sådan oplever jeg det i hvert fald…
Nogle gange får jeg lidt en følelse af at folk tænker at jeg må være et dårligt menneske, fordi nu hvor der er så mange børn der går og venter på en god adoptionsfamilie, hvorfor gør hun så ikke ”bare” det, hvis hun så gerne vil have børn!? Så kunne hun jo hjælpe et barn i nød!
Og jeg kan også godt få en følelse af at folk tænker at hvis jeg ikke har lyst til at gå i gang med donoræg, så vil jeg det ikke nok…
Men for mig er det at få børn noget meget stærkt og personligt, og jeg ønsker ikke at det skal blive en “velgørenhedstjans” og jeg ønsker heller ikke at få en fremmed kvindes æg.
Jeg kan ikke forklare hvorfor jeg har det sådan, og det synes jeg egentlig heller ikke at jeg skal…
Men jeg kan mærke en trang til at forsvare mig, og det er selvfølgelig fordi jeg er bange for hvad andre synes…
Og måske er det også bare oppe i mit hoved at jeg tror at folk tænker sådan, og måske er den følelse jeg får, i virkeligheden bare en projicering af mine egne bange anelser som jeg bygger på hvad jeg har hørt i krogene og læst af kommentarer på nettet osv.
Det er slet ikke sikkert at de mennesker der kender mig, og som er kommet med lignende og meget velmenende forslag til mig, de ikke forstår mig.
Faktisk tror jeg godt at de forstår mig.
Jeg tror godt at de kan forstå mit valg.
Og jeg tror også at de respekterer de tanker jeg har gjort mig.
Men jeg er bange, fordi jeg ved hvordan samfundet generelt har det. Det er så nemt for folk ”derude” at have en mening om hvad barnløse bør gøre og ikke gøre, når man ikke selv står i det, og ikke selv er tvunget til at træffe en beslutning om hvorvidt man ønsker at få børn på alternative måder eller ej.
Og det er derfor at tabuer bliver skabt. Fordi samfundet har en mening og en ”norm”, og hvis man ikke lige følger den til punkt og prikke, så risikerer man at blive stigmatiseret, udskammet, foragtet, bebrejdet, set ned på, misforstået og holdt uden for ”det fine selskab”, og det er der jo ingen med respekt for sig selv der ønsker at blive, og derfor holder man det for sig selv, og så er tabuet skabt fordi fåtallet nu tør stå frem og sige hvordan virkelig de har det.
Og det er præcis derfor at jeg skriver til dig hver søndag læser, fordi jeg gerne vil gøre op med tabuer. Ingen bør gå med dyb sorg, frygt eller skam begravet i deres indre.
Når jeg tænker på hvor mange ting jeg selv har gået med, uden at fortælle det til nogen, fordi jeg var bange for hvad andre ville tro, så bliver jeg sgu rigtigt ked af at tænke på hvor meget mange andre må gå rundt med, uden at turde fortælle det, og det er synd, fordi det er først når vi får fortalt vores historie, at der bliver mulighed for at fortælle en ny…
Hvis vi går og gemmer på fortiden og undertrykker vores tanker og følelser -og skam er jo en følelse de fleste af os undertrykker fordi den er, tjah, skamfuld- så er det næsten umuligt at starte på et nyt kapitel, fordi den gamle historie aldrig er blevet fortalt, så den kunne blive afsluttet.
De sidste to Søndags-supporter har jo også handlet om netop tabuer.
At gå rundt og være paranoid er da i hvert fald ikke lige det man har allermest lyst til at råbe op om, og slet ikke når man er helt ung og meget sårbar overfor hvad andre synes om en, og derfor gjorde jeg det heller ikke, men det gør jeg nu, og jeg gør det fordi jeg ved at der sidder andre der tror de er alene, men det er de ikke, og det skal de vide…
Det er utroligt ensomt at ligge under for tabuer, hvad enten det er fordi man er barnløs, har paranoia, har ondt i hjertet, ondt i sindet, ondt i sjælen eller hvad end det måtte være.
Sådan noget som barndomstraumer er yderst belagt med tabuer, og med skam, faktisk er det lige før, at så snart man nævner ordet ”barndomstraumer” bliver folk helt trætte i ansigtet og en smule øjenrullende og nedladende.
Men faktum er bare, at vi stort set alle sammen har pådraget os større eller mindre traumer i løbet af vores liv, det kan stort set nærmest ikke undgås. Nogle er selvfølgelig værre end andre, og nogle begrænser og hæmmer os mere end andre.
Det kommer også meget an på hvordan vi er som personer og hvordan vi er i stand til at deale med vores traumer.
En af de helt grundlæggende forudsætninger for at kunne gribe dem an på fornuftig vis og hjælpe os selv, er, at vi elsker os selv.
Jeg har for nyligt spurgt inde i Facebookgruppen for lydabonnenterne, hvad de godt kunne tænke sig at jeg tog op her i Søndags-Supporten, og der var en der svarede ”selvkærlighed”.
Altså, hvordan kan man lære at elske sig selv. Og det er simpelthen så fundamentalt, at jeg straks besluttede at det vil blive et emne jeg tager op igen ganske snart.
Apropos lydabonnement, så HUSK at det er ved at være sidste chance, hvis du vil have lydabonnementet til den billige pris!!!
Introtilbuddet slutter d. 31/12-17 kl 23:59 og det bliver ikke sat ned igen!
Det er kun et introtilbud!
Der er mange penge at spare!
Og der er god value for money: Lyd er et af de bedste værktøjer du overhovedet kan bruge til at påvirke dig selv med. Og det gode ved det er at du kan gemme lydfilen på din telefon -eller i skyen- og lytte til den når som helst det passer dig. Du får en lydfil -typisk på omkring tyve minutter- hver evig eneste søndag (undtaget de uger på året hvor Søndags-Support holder ferie) hvilket er nok til at være noget der virkelig batter, men ikke mere end at det er absolut overskueligt at nå at få hørt.
Samlet set svarer det til et lille onlinekursus du får hver måned.
Kombinér dit lydabonnement med diverse inspirerende lydbøger, gode læsebøger, spændende YouTubekanaler og fantastiske TED talks, og du vil mærke ændring hurtigere end du aner.
Fordi du præparerer dig selv!
Og det vigtige her er at du ikke stopper så snart du har det ”lidt bedre”. Gør det til en vane at prime dig selv med positiv inspiration hver dag, hele året, resten af livet!
Gør det til din livsstil!
Det har jeg gjort, og jeg kan ikke engang sætte ord på hvor meget det har gjort for mig!
Det er en investering i dig. Hvis du ikke føler at du kan overskue at bruge 20 minutter (plus/minus) dagligt på dig selv, så er det det samme som at sige at du ikke orker at hjælpe dig selv til at få det bedre…
Det er en prioritering.
Og det er op til dig om du vil vægte den prioritering.
Jeg ved -om nogen- hvor forbandet svært det er at bryde med den ubevidste autopilot-adfærd! For mig kom modet til at gøre det først efter et kæmpe, personligt sammenbrud.
Først da omkostningerne, for ikke at få gjort noget ved mit smadrede indre og tage ansvar for at få det helet, blev for store, gjorde jeg noget ved det.
I princippet er det jo dybt tragisk at det skal derud, men jeg ser det jo hos rigtigt mange andre: Nogen skal gå helt ned med stress eller depression før de ”vågner op til dåd”, for andre kan det være en skilsmisse eller et dødsfald der sætter tingene i relief og får en til at indse at forandring er nødvendig.
Andre tror at det at få et barn er løsningen på det hele, og når så barnet er født, ender de i et dybt, sort hul, fordi det at få et barn slet ikke var så romantisk, lyserødt og fuldendt som det havde håbet på, men i virkeligheden var et absurd hårdt arbejde, med et indbygget kæmpe ansvar som der slet ikke var overskud på kontoen til, fordi man i forvejen var et hårdt prøvet menneske.
Nogle af jer der sidder derude og læser med er måske ligefrem et resultat af sådan en adfærd… Og hvad har det gjort ved dig?
Nogle mennesker ender helt ude i en tom, ensom og selvudslettende rødvinsrus, før det går op for dem at de er nødt til at tage aktion, andre tager på i vægt, taber sig dramatisk eller bliver kronisk syge…
Men fat mod!
For sammenbruddet er også en mulighed for opvågnen.
Sammenbruddet er mulighed for forandring.
Sammenbruddet kan være lige dét der gør at du starter på et nyt kapitel.
Jeg har gået og håbet på at verden ville forandre sig, at min situation ville ændre sig, at mennesker omkring mig ville ændre sig, men det skete ikke…
Så jeg helede ikke…
Jeg gik i stykker igen og igen…
Først nu ved jeg, at det eneste der kunne hele mig, var at frigøre mig selv for håbet om at det eller dem omkring mig ændrede sig, og i stedet starte på at ændre på det jeg kunne ændre på, nemlig mig selv.
Og det fantastiske er, at da jeg ændrede mig, så ændrede min situation sig helt af sig selv, og menneskerne omkring mig ændrede sig også, og nogle forsvandt, mens andre kom til.
Det er ikke kun mig der har gået og håbet på at andre ændrede sig, så jeg kunne få det bedre.
Jeg hører næsten dagligt historier om -særligt kvinder- der klamrer sig til håbet om at den gifte mand de har brugt årevis af deres tid, energi og kærlighed på, vil ændre sig og opdage hvor vidunderlig hun er og forlade deres kone for at leve i evigt troskab med hende…
Jeg har set og hørt hvordan de kvinder lyver for sig selv og tager en mand -der dybest set ikke gider dem- i forsvar, og hvordan de langsomt, men systematisk udsletter og mister sig selv, ødelægger deres eget kærlighedsliv, smadrer deres selvværd og lægger alt håb om fremtiden og tilliden til andre mennesker komplet i ruiner, ved at fortrænge og benægte, og samtidig forsøge at “normalisere” en affære hvor kærligheden med al tydelighed -for alle andre end hende selv- ikke er gengældt, og totalt idealiserer denne mand som aldrig nogensinde kommer til at give hende det hun længes efter…
Hvorfor?
Det skal jeg fortælle dig, jeg har nemlig selv gjort det. Dog ikke med gifte mænd, men med alle mulige andre utilgængelige mænd -senest for nyligt faktisk, og det kan du høre lidt mere om i denne YouTube video: Hvad jeg skulle lære af -endnu- en romantisk afvisning.
Det handler om at vi -på et helt ubevidst- plan, altid søger det velkendte. Fordi det er trygt.
Paradoksalt nok kan det altså være mere trygt at klamre sig til en person der ikke gider en, end at gå efter en der gør…
Fordi det at blive afvist, når man havde brug for trøst, omsorg og kærlighed, er det man har været vant til, eller fordi det at kæmpe længe og hårdt for at tilpasse sig så man kunne blive set, hørt og elsket, er det vi har måttet mestre da vi var børn.
Så vi fortsætter altså, som voksne, med at leve i et håb om at hvis bare vi gør os umage og bliver ved længe nok, så vil situationen eller menneskene omkring os ændre sig, fuldstændigt som da vi som børn håbede på at vores forældre ville gøre det.
Jeg kan ikke begynde at tælle hvor mange gange jeg som barn ikke har drømt om at høre ordene at jeg var elsket, at jeg var god nok og at jeg var ønsket.
Men jeg hørte det aldrig.
Og når jeg i mit voksenliv har hørt det i mine parforhold, så kunne jeg ikke være i det. Det var ikke trygt, og jeg kunne ikke tro på at det kunne passe at jeg var god nok…
Hvis jeg ikke skulle arbejde hårdt for at blive elsket, eller ikke skulle please for at blive anerkendt, så kunne jeg ikke forstå det, eller rumme det.
Desværre.
Og det gør mig fandme så ked af det.
For nu er jeg altså her.
Her hvor jeg må erkende at muligheden for at få opfyldt drømmen om kernefamilien forsvandt som sand imellem hænderne på mig.
Fordi jeg alt for sent tog ansvar for at hjælpe mig selv, så det kunne blive muligt for mig at være i et parforhold med ægte, dybfølt, gensidig kærlighed…
Det er et meget ensomt liv at have det sådan indeni, fordi man ikke forstår sig selv før man virkelig gør noget for at lære at forstå hvad pokker det er der sker inde i en.
Jeg har gået rundt med et umætteligt behov for bekræftelse, kærlighed og nærhed, men har aldrig været i stand til at tage imod det selvom der ikke var noget jeg hellere ville, så jeg har aldrig været tilfreds når jeg så endelig har fået det, og det har jeg skammet mig dybt over og følt mig som verdens mest utaknemmelige skarn, fordi jeg jo i bund og grund har været super heldig og mødt mænd som virkelig elskede mig og var glade for mig.
Så jeg ”burde” jo have været glad.
Jeg ”burde” jo have været lykkelig og tilfreds.
Men det var jeg ikke…
Jeg var ét stort tomt hul, og al den kærlighed der blev kastet efter mig, den røg lige igennem og fyldte mig aldrig op.
Mættede mig aldrig.
Tilfredsstillede mig aldrig…
Jeg søgte konstant efter noget mere og noget andet, og jeg skammede mig dybt over det, og ville i hvert fald ikke indrømme det overfor hverken mig selv eller andre.
I min verden fik jeg lavet det om til at det var mine kærester der var “noget i vejen med”. Ellers kunne jeg ikke holde mig selv ud. Så det var dem der var “forkerte”. Og migder ikke kunne holde dem ud…
Men dybt inderst inde, der følte jeg at det var mig der var forkert. Men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre ved det…
Jeg blev aggressiv og defensiv hvis nogen insinuerede at jeg selv havde en rolle i at alle mine parforhold gik i stykker, og jeg nægtede at se mig selv udefra, fordi jeg ikke kunne rumme at se på mig selv, og se alle mine fejl…
Det gjorde for ondt.
Og jeg skammede mig jo over dem, for jeg troede seriøst at jeg var den eneste der havde dem.
Jeg havde heller ikke den fjerneste idé om at jeg faktisk kunne tage ejerskab over mine ”defekter”, mangler og brist, ved at indrømme dem -i det mindste overfor mig selv- og derfra ændre på dem.
Men nu ved jeg bedre og en livslang proces med at få ombygget mit fundament, og skabt lykkelig forandring, er gået i gang. Og heri ligger også et arbejde med at acceptere det livet har budt mig, og vil komme til at byde mig, og få det bedste ud af det, hvad enten jeg får børn eller ej, hvad enten jeg møder mit livs kærlighed eller ej og hvad enten jeg får opfyldt hvilken som helst anden af mine drømme eller ej!
Der er kun én der kan tage beslutningen om at være med det der er, og om at se på det med et positivt og lyst sind.
Og det er mig.
Jeg kan lede efter nye muligheder og nye veje når der er forventninger og drømme der ikke bliver indfriet, eller jeg kan lade mit fokus hvile på skuffelsen og sorgen over alt det jeg ikke fik og alt det jeg må leve uden…
Men det er jeg simpelthen færdig med…
Det har jeg allerede brugt alt for meget af mit liv på.
Min taktik er at prøve at være lige her i nuet, for hvis jeg kigger mig tilbage, så er der meget jeg kan være ked af, og hvis jeg kigger frem er der meget jeg kunne blive bekymret for, så det bedste er, at se, høre, mærke og være i det der er lige nu, og ikke være bitter over forspildte chancer i fortiden, eller gå og frygte for mangler og afsavn i fremtiden.
Jeg tror på at livet har min ryg.
Jeg tror også at det har din læser!
God søndag
/Hanne ❤
