Yaaaaiiiiiiiiiiii!
Søndag!
Hej læser,
Som jeg lovede sidste søndag, så vil jeg i dag prøve at grave lidt i hvordan vi identificerer hvad vi virkelig føler.
Og hvis du ikke fik læst min “support” sidste søndag, så vil jeg opfordre dig til at gøre det. Det er en af dem jeg selv synes virkelig er en af de vigtige…
Anyway, jeg ved ikke hvordan du har det, men jeg kan have meget svært ved at udtrykke det jeg egentlig føler.
Og det er ikke noget jeg som sådan tænker over.
Det sker bare.
Det handler om min forhistorie, og om “hvad jeg har lært”.
Det dårlige ved det er, at jeg derfor gør det uden at tænke over det, fordi det er en vane, det er en del af min personlighed.
Det gode ved det er, at det kan laves om så snart jeg er bevidst om det.
De sidste par år er jeg blevet hjerteskærende bevidst om hvor meget jeg har bedraget mig selv, hvor meget jeg har svigtet, løjet for og ødelagt ting for mig selv.
Et typisk eksempel, som jeg ved rigtigt mange andre også kender, hvis de ellers tør indrømme det overfor sig selv, er, at jeg reagerer med vrede, på ting jeg i virkeligheden bliver ked af…
Ringer det en klokke?
Når jeg reagerer med vrede, så føler jeg vrede. Mit kropssprog er vrede. Jeg er vrede!
Men i virkeligheden er jeg såret, skuffet eller ked af det.
Men jeg siger det ikke.
Jeg viser det ikke.
Jeg er dårligt nok selv klar over hvor ked af det jeg i virkeligheden er, fordi jeg konsumeres fuldstændigt af min vrede.
Og vreden kommer til udtryk helt per automatik.
Det er ikke sådan at jeg lige når at tænke, “Det der gør mig vildt ked af det, men det skal han/hun i hvert fald ikke vide, så i stedet vil jeg lige vise -og fortælle- vedkommende hvor stort et røvhul han/hun er ved at snerre, råbe og “bide” af ham/hende!”
Der kan være mange grunde til at man reagerer med vrede.
Måske har man lært at følelser såsom “såret”, “skuffet” og “ked af det” er svaghedstegn, eller at det er pinligt, eller at det vil gøre dig til et nemt bytte og derfor skal det skjules og undertrykkes.
Måske aner man slet ikke hvorfor man gør det og hvorfor man lærte det.
Jeg aner det ikke selv.
Jeg ved bare at sådan var det i min familie.
Jeg har ikke fået ad vide hvorfor det var sådan.
Jeg er ikke blevet belært om at “Du er svag hvis du siger du er ked af det”.
Jeg er måske nærmere blevet indirekte belært om at sårbarhed er patetisk.
Det er sket på mange måder:
Det var når jeg grædende fortalte om mobberierne i skolen, og jeg blot fik ad vide at det var min egen skyld.
…Fordi jeg var bare dominerende… Et ord jeg ikke engang rigtigt forstod hvad betød…
Det var når jeg blev hånet fordi jeg græd over at en af pædagogerne i Ama’r Total Teater hvor jeg kom, havde begået selvmord…
…Eller når jeg blev beskyldt for at det “bare var krokodilletårer”…
Det var også da jeg som 8-årig fik fortalt at et lille menneske på 7 år, som jeg betragtede som min bror, var død i en tragisk ulykke, for derefter bare at blive efterladt med den besked.
…Uden et kram, uden at blive holdt, uden indlevelse i mine tanker, uden at blive spurgt ind til hvordan jeg havde det eller hvad jeg følte…
Det var også fordi jeg aldrig så min mor græde. Aldrig.
…Men tit så hende rasende… Det var nærmest dagligdag.
Det var også fordi “jeg hader dig!” var noget jeg hørte jævnligt, men “jeg elsker dig” var noget jeg aldrig fik ad vide.
…Jeg var 35 første gang jeg hørte min mor sige at hun elskede mig… Og det var virkelig akavet for hende… (Men det betød ikke at hun ikke mente det! Tværtimod!)
Det var også fordi at jeg blev slået fremfor forstået.
…Og råbt ad fremfor talt med…
Så hvordan skal jeg som voksen kunne gøre det anderledes, end hvad jeg har set?
Mokey see, monkey do.
Og det gælder jo også min mor. Stakkels hende. Jeg bliver ked af det når jeg tænker på hvor svær og hård hendes opvækst må have været.
Men hun har aldrig rigtigt talt om det.
For det har hun jo for pokker ikke lært.
Hun har ikke lært at udtrykke det hun virkelig føler, for hun har -bogstaveligt talt- fået banket noget andet ind i hovedet. Nøjagtigt som hun gjorde med mig og mine brødre.
Monkey see, monkey do.
Hvis man vil bryde et mønster som dette, så er det første skridt, at erkende at det her er et mønster man har.
Det kan være svært nok i sig selv.
Når man har erkendt det, så skal man begynde bevidst at rette sin opmærksomhed mod det.
Så man fanger det hvergang man gør det OG erkender det. (Ellers kan man ikke ændre på det.)
Og dét er rigtigt vanskeligt, for som regel når vi reagerer med vores vrede så gør vi det i en frustreret “offertilstand” og på dét stadie er vi ikke i stand til at identificere vores eget ansvar for situationen fordi vi føler at det er andre mennesker -eller omstændigheder- der er skyld i at vi er blevet vrede (kede af det), og hvis vi føler at det er andres skyld, så har vi da på ingen måde lyst til at erkende noget som helst ansvar!
Vel?
En praksis der kan hjælpe os med at komme udenom udfordringen med ikke at have lyst til at tage ansvar for nogle negative følelser vi føler andre forvolder os, er ved at identificere hvad vi virkelig føler…
Hvis f.eks. en god ven/veninde gør noget som virkelig sårer eller skuffer mig, så bliver jeg som regel vred.
Jeg bliver rasende indeni og kan mærke det hele koge over, hjertet hamre og frustrationen eksplodere og sprede sig som gift i min krop.
Jeg er totalt offer!
Hun er røvhullet.
Hun forårsager følelsen!
Men hvis jeg sætter mig ned og spørger ind til min egen vrede, så kommer jeg frem til den oprigtige følelse, her er et lille eksempel frisk fra min hverdag lige nu:
Sp.: Hvorfor er jeg vred?
Sv.: Fordi jeg oplever at “X” shopper venner i min omgangskreds
Sp.: Hvad er der i vejen med det? Er det ikke bare dejligt at hun connecter med mine andre veninder?
Sv.: Jo, det er vildt dejligt at mine veninder kan lide hinanden, men jeg synes det tager overhånd lige med hende her fordi hun skal ud og “drikke kaffe” med samtlige af mine veninder hun møder.
Sp.: Hvad er der galt med det?
Sv.: Jeg bliver bange. (Virkelig følelse nr. 1 – Bange)
Sp.: Hvad er du bange for?
Sv.: Jeg har oplevet at jeg ikke kan regne med “X” og at hun pludselig udelukker mig, men fortsat ses med veninder hun har mødt igennem mig, det får mig til at føle mig svigtet af både hende og mine “gamle” veninder. (Virkelig følelse nr. 2 – Svigt)
Sp.: Hvad gør det ved dig?
Sv.: Jeg føler at min tillid til mine “gamle” venner bliver brudt fordi de stiltiende accepterer at jeg bliver ekskluderet. (Virkelig følelse nr. 3 – Tillid)
Sp.: Hvad mærker du ellers?
Sv.: Jeg mærker en følelse af ked af det hed, når “X” inviterer, veninder hun har mødt igennem mig, til foredrag og arrangementer, uden at invitere mig også, og jeg oplever at det er bevidst fordi hun hele tiden gør mig opmærksom på alt det hun har foretaget sig med de veninder hun har mødt via mig. Dét sårer mig meget. (Virkelig følelse nr. 4 – Ked af det)
Okay, så når jeg sætter mig ned og snakker lidt med mig selv om det her, så er jeg i virkeligheden bange, fordi jeg føler mig svigtet og jeg føler at der bliver brudt noget tillid både af “X” og af mine “gamle” veninder og det sårer mig og gør mig ked af det..
Bummelum…
Så jeg er faktisk ikke vred…
Selvom jeg har mest lyst til at skrige hende i ansigtet og fortælle hende hvor nederen jeg synes hun er.
For det er sådan jeg har lært at gøre det.
Men eftersom det ikke har løst nogle problemer for mig de seneste 43 år, så tænkte jeg at jeg ville prøve noget nyt denne gang.
Så jeg rakte ud, for jeg havde brug for et godt råd.
For i bund og grund, så aner jeg ikke hvad jeg skal gøre i denne her situation og hvordan jeg kan håndtere den på en sund måde, der er god for mig, og som gavner mit højeste gode.
For jeg har aldrig nogensinde lært det.
Jeg rakte ud til min dejlige veninde Pernille, og hun foreslog at jeg skulle ringe “X” op og tage snakken med hende, og fortælle hende hvordan jeg oplever det.
Uden at bebrejde eller beskylde.
Det vil altså sige at jeg skal holde mig på min banehalvdel, og ikke skyde hende nogle hensigter eller motiver i skoene.
Jeg skal derfor ikke sige til hende “Du gør det bevidst!”, men derimod “Jeg oplever det som om det er noget du gør bevidst”
Pernille mente at det kunne være noget af det jeg skulle lære af det her. (Det med at lære af det, det vender jeg tilbage til lige om lidt)
At jeg simpelthen skulle lære at tage den slags svære samtaler. (Når jeg engang får taget mig sammen til at klippe nogle af de YouTube videoer jeg har liggende på lager, så har jeg faktisk en anden video om præcis det her med at tage svære samtaler. Du kan evt. abonnerer på min YouTube kanal, og trykke på det lille klokke ikon, så får du direkte besked når der kommer nye videoer, og bare rolig, du være temmeligt sikker på at du ikke vil blive spammet med notifikationer om nye videoer, hahaha)
Og det kan hun godt have ret i. Min indre pleaser har virkelig svært ved at tage den slags samtaler, endda selvom der er tale om personer jeg ikke engang ønsker at have i mit liv.
Tankevækkende ikke?
Her burde jeg jo være totalt ligeglad med hvad den person efterfølgende vil tro eller tænke om mig, men det er jeg tilsyneladende ikke…
Og dét skal jeg i hvert fald lære…
Og hvis jeg samler modet til at tage sådan en samtale, så skal jeg jo også kunne gøre det uden at vreden og frustrationen løber af med mig, og istedet for få udtrykt det jeg virkelig føler, (Og det kan jeg komme frem til ved at stille mig selv uddybende spørgsmål ind til situationen, lige som i ovenstående eksempel) og få sagt det på en måde så det ikke bliver beskyldninger og bebrejdelse, men hvor jeg blot, stille og roligt, får fortalt hvordan jeg oplever situationen. For min oplevelse er jo rigtig nok for mig. Og min oplevelse fortæller ikke noget om hvad personens hensigt var, men kun om hvordan jeg oplevede den, hvilket er rigtigt for mig.
For selvom jeg oplever noget som sårende, så kan jeg ikke være 100 % sikker på at vedkommendes hensigt var at såre mig. Jeg kan kun være 100 % sikker på at det var dét, det gjorde ved mig.
Kan du se forskellen?
Men jeg har jo ikke lært at udtrykke mine følelser på den måde og slet ikke med den -eller dem- der har trigget den følelse, så det vil være ret udfordrende for mig at skulle gøre.
Ikke umuligt.
Men ret udfordrende.
Jeg ringede også til min lillebror som også er skidegod til den slags og som jeg ved -ligesom Pernille- heller ikke vil tale mig efter munden, men sige hans uforbeholdne mening om det billede han udefra kan se.
Han synes helt klart også at det er en god idé at øve sig i at tage den slags samtaler, men han syntes derimod ikke at jeg skulle bruge mit krudt på at tage den med en jeg ikke ønskede at have i mit liv længere.
Så han synes at jeg først og fremmest skulle gøre op med mig selv om jeg skulle have “X” i mit liv.
Han huskede mig på at “X” havde gjort dette gentagne gange og at jeg ovenikøbet ved flere lejligheder har italesat overfor “X” hvordan jeg har det med den slags, og han huskede mig ligeledes på at jeg også har nævnt det overfor flere af de af mine gamle veninder der nu er blevet “X’es” nye veninder, og sagt til dem hvad det vækkede i mig.
Han sagde også at han klart fornemmede (da jeg læste en messenger korrespondance op for ham) at “X” gjorde det her helt bevidst -hvilket også var min egen fornemmelse- og sådan et menneske mente han kke var værd at bruge tid på.
Hvorfor vil du have et menneske i dit liv, der bevidst prøver at ramme og såre dig? Hvorfor skulle du bruge tid og kræfter på at tale med “X”? Spurgte han mig.
Og det har han jo ret i. Hvorfor skulle jeg egentlig det. Det er da lidt giftigt at holde fast i sådan et venskab.
Jeg gjorde det at jeg kombinerede de to gode råd, så jeg valgte at aflyse en kommende aftale om en forlænget weekend med “X” og to af mine gamle veninder, og jeg valgte samtidig at slette og blokere “X” som ven på Facebook, og ikke bruge mere tid og krudt på vedkommende, men derimod at tage samtalen med en af de gamle veninder og fortælle hende på en rolig måde, hvorfor jeg virkelig hafr aflyst og hvad jeg virkelig føler.
Jeg tog dog kun den samtale med den veninde der valgte at ringe mig op da jeg aflyste aftalen.
Den veninde der ikke ringede mig op, har jeg ikke talt yderligere med, kun svaret hende pr. sms og det har hun ikke følt yderligere trang til at reagere på.
Og det er helt okay.
Hvis hun vil være neutral, så er det hendes valg, og det respekterer jeg. 100 %.
Det gør mig trist og ærgerlig. Men jeg respekterer og accepterer det.
Måske husker du at jeg tidligere har skrevet om, at hvis vi ikke LÆRER noget af de udfordringer vi får i livet, så kommer de igen!
Og det her, med at jeg føler mig ekskluderet eller holdt udenfor, ligesom eksemplet med “X”, det har jeg oplevet på mange forskellige måder gennem HELE mit liv.
Det startede med mobningen og klikedannelse i folkeskolen, siden har jeg også oplevet det i min egen familie, men altså også med veninder, som ovenfor beskrevet.
Så der er jo tydeligvis noget jeg IKKE har lært her.
Og det er så, min opgave at finde ud af hvad det er.
Ellers vil jeg blive ved med at få disse oplevelser.
En ting jeg har lært de sidste par år, det er, at de såkaldt “negative” følelser, såsom vrede, had, bekymring, skyld, frustration, frygt, tillidsbrud osv. osv. de tjener et formål.
Jeg siger det lige igen:
“Negative” følelser tjener et formål!
Derfor bør vi ikke anse dem som negative som sådan, men som “besked-bringere”.
Desværre har vi bare en tendens til at overse/overhøre bekeden og i stedet lade følelserne (de negative) få frit løb og fuldstændigt overtage og styre os! (Og dermed styre vores handlinger og reaktioner)
Det er det jeg har gjort.
Altid.
Jeg har undladt at sige fra.
Jeg har negligeret at stå op for mig selv.
Og jeg har forsømt at udtrykke hvad jeg virkelig føler.
I stedet har jeg sendt vrede ud og stødt mennesker fra mig og ødelagt forhold og relationer.
Med vrede risikerer man at frastøde de forkerte men hvis man viger vreden tilbage for i stedet at give plads til at udtrykke det man rigtigt føler, så kan man kun frastøde de mennesker der skal frastødes.
For mennesker der er rigtige for en og som er sunde relationer for en, de vil udvise forståelse, respekt og accept, når du fortæller dem hvad du oprigtigt føler.
Så hvis vi begynder at udtrykke det vi virkelig føler, så begynder vi også bedre at kunne høre hvad beskeden følelsen kommer med, i virkeligheden er.
Så vi bør faktisk se enhver negativ følelse som et CALL TO ACTION!
En besked om handling.
En besked om at ÆNDRING ER NØDVEDIG!
Og der er kun to måder at skabe denne ændring på:
Jeg kunne altså enten vælge at sige til mig selv, stakkels “X”, hun har det ikke spor rart indeni, for ellers ville hun ikke gøre som hun gør. Så jeg lader hende “shoppe” alle de af mine venner hun har lyst til, og ser igennem fingre med at hun bevidst holder mig udenfor når hun arrangerer ting med de mennesker hun møder igennem mig, fordi jeg ved at det handler om et problem hos hende og ikke et problem hos mig, og jeg vil ligeledes bare lade det passere når hun helt bevidst gør mig opmærksom på alle de aftaler og arrangementer hun har med veninder hun har mødt via mig, og blot glædes ved at de hygger sig sammen.
Dette ville være en ny opfattelse og ny forståelse af situationen. (Hvor jeg i den gamle opfattelse selv var offeret, så gør jeg nu “X” til offeret, og hæver mig selv over det niveau den dårlige behandling er udtryk for)
Eller jeg kunne vælge at sige til mig selv, det her føles som gift for mig. Det er ikke rart for mig at jeg har en veninde jeg ikke kan have tillid til og som jeg føler svigter mig og bevidst prøver at såre mig. Når jeg mærker efter så synes jeg ikke at jeg har brug for det menneske i mit liv. Hvad de andre veninder gør, er mig uvedkommende, da jeg ikke “ejer” nogen af dem og heller ikke kan bestemme hvem de skal være sammen med. Men jeg kan vælge at jeg ikke vil have “X” som ven, fordi jeg ikke oplever “X” som en særlig god eller loyal ven som jeg kan have tillid til og være tryg ved.
Dette ville være en ny handling og en ny reaktion på situationen. (Hvor jeg med mine gamle reaktioner har gennemgået gentagne konflikter og konfrontationer med “X” hvilket har ført til at realtionen er blevet mere og mere anstrengt og mindre og mindre tillidsfuld og tryg, fordi intet er blevet bedre eller har ændret sig på trods af konfrontationer)
Jeg valgte den sidste.
Dermed ikke sagt at det er det rigtige i enhver situation.
Nogle mennesker betyder bare rigtigt meget for os, og der vil jeg til enhver tid opfordre til at gøre det første.
Men det er altså noget vi skal gøre op med os selv.
Vi skal mærke efter.
Spørge ind til os selv.
Hvad føler vi rigtigt?
Hvad gør det her menneske ved os.
Og man skal lade være med at lyve for sig selv, for at redde en relation der er usund.(!!!) Gælder særligt ved parforhold.
Måske tænker du nu, jamen, er “X” ikke stadig den der foråsager følelsen af svigt, tillidsbrud og eksludering, med sine handlinger!?
Fordi, den del har jeg jo ikke rigtigt adresseret i denne her lange svada. 😀
Og jo, det kan man vel godt sige at “X” er.
Men det er jo egenhændigt mig der vælger hvordan jeg vil reagere. Og mig der afgør om “X” skal have lov til at give mig de oplevelser.
Og der er det jo så at man kan gøre et (eller begge) af de to ovenstående:
Ændre sin opfattelse af situationen (“X’es” handlinger)
Eller
Ændre sin reaktion på sitiationen (“X’es” handlinger)
For når du gør det, så frigør du dig selv fra offerrollen. Ligepludselig har “X” ikke magten over dig.
Det kan være hulens svært at ændre sin opfattelse af en situation hvor man føler sig svigtet.
Som i MEGA svært.
Og mindst lige så svært at ændre på sin reaktion på den.
Men hvis man ikke vil opleve de samme kedelige lektioner i livet, banke en i knolden igen og igen, så er det den eneste vej frem.
Hvad har jeg så lært af de her såkaldt negative følelser jeg har haft nu?
Jeg har lært:
Dybest set, så ved jeg jo ikke om jeg har forstået beskeden som den negative følelse jeg lige har oplevet (igen-igen) forsøger at fortælle mig.
Jeg kan kun sige, at nu har jeg handlet på en ny måde, ved at sige fra og afslutte et venskab jeg ikke følte var et venskab baseret på tillid og tryghed.
Og ud fra det kan jeg sige at jeg føler at jeg nu har lært at handle og sige fra, og alt det andet som skrevet i punkterne ovenfor, men jeg ved jo ikke om det var dét jeg skulle lære.
Måske er der en anden besked?
Måske skal jeg lære ikke at slæbe rundt på min baggae fra folkeskolen hvor jeg blev mobbet og holdt udenfor, så måske var dét jeg egentlig skulle have gjort, at vælge en ny forståelse/opfattelse af situationen fremfor en ny reaktion/handling?
Måske skulle jeg i virkeligheden have valgt at hæve mig over det lave niveau (Dernede hvor sårede mennesker føler trang til at såre andre mennesker) og bare været overbærende og ikke ladet mig styre af alle de bange tanker om at jeg lige pludselig en dag ville stå der udenfor rundkredsen og se på at “X” og alle mine gamle veninder havde det åh, så herligt uden mig, og opleve at de faktisk havde det meget bedre uden mig. For det er jo -når jeg spørger ind til mine egne rigtige følelser– det, jeg i virkeligheden er bange for.
Og er det realistisk?
Næh, formentlig ikke…
Men på den anden side, er det så rart at have en ven/veninde der giver mig oplevelsen af at blive bevidst forsøgt såret og ekskluderet?
Måske fordi hun er jaloux?
Måske fordi hun selv er bange for at stå alene udenfor rundkredsen?
Næh, det er det ikke…
Jeg valgte at gå med min lillebrors råd om at livet er alt for kort til at have sådan nogle mennesker i mit liv.
Og det er ikke min opgave at redde “X” og det er heller ikke min opgave at tilvejebringe “X” flere venner, fordi hun har travlt med at smadre forholdet til de venner hun allerede har og som faktisk ville hende det godt.
Dem jeg mister ved at vise sårbarhed og ærlighed, de er alligevel ikke mig værdige.
Det gælder også dem jeg selv vælger fra.
Phew ha…
Det var da en ordentlig -og meget personlig- omgang.
Men jeg følte en trang til at dele det, fordi det virkelig er noget der påvirker mit liv og jeg tror at rigtigt mange også oplever lignende problemer, men ikke får hevet dem frem i lyset.
Og noget af det jeg finder allersværest her i livet, er netop relationer.
Jeg vil altid alle mine venner og veninder det bedste og jeg er selv meget loyal og trofast som ven, fordi mine venner betyder alverden for mig, derfor opleves det som et uhyggeligt svigt når jeg føler at det ikke er gensidigt.
I “venskaber” hvor der er denne her negative energi, der vil i stedet spire et gensidigt giftigt forhold, hvor man under overfladen, konstant konkurrerer med hinanden på et særdeles usundt og ufrugtbart plan.
Jeg oplever også at nogle veninder bare “er neutrale” i forhold til konflikter.
Og det er simpelthen ikke godt nok i min verden.
Det har jeg fundet ud af nu.
Ville du acceptere det i et parforhold?
“Elsker du mig?”
“Hmmm… Jeg er neutral”
“Har du min ryg?”
“Hmmm… Jeg er neutral”
“Har jeg din opbakning?”
“Hmmm… Jeg er neutral”
I min verden holder det ikke. Og det må jeg indse, at sådan har jeg det.
Og så må jeg gå benhårdt efter venskaber -og parforhold for den sags skyld, hvor jeg føler at jeg har den nødvendige kærlighed, tryghed og opbakning, og ikke bare efter noget der er “neutralt”.
Jeg har haft veninder jeg havde kendt i 15-20 år, som valgte at “forholde sig neutralt” til bruddet mellem mig og min eks…
Et forhold der kun havde varet i 2 år…
2 år…
Mod et 15-20 års langt venskab.
Og her følte de alligevel mest trang til at “forholde sig neutrale” og ikke til at have mig ryg. Ikke til at bakke mig op. Ikke til at forstå mig. Ikke til at tage min side.
Det er tankevækkende…
Når man ser det i forhold til et venskab der har varet 15-20 år…
Måske er det DERES indre pleaser der gør at det føler trang til bare at “være neutrale”?
Og det samme gælder måske i de tilfælde med “X” hvor nogle af mine veninder stiltiende har accepteret at jeg ikke bliver inviteret det forskellige arrangementer, og blot glattet ud når jeg har spurgt ind til det, og sagt at det havde de bestemt slet ikke tænkt på…
Og jeg kan vælge at ændre på min opfattelse af deres neutralitet, så jeg kan leve med den uden at den giver mig negative oplevelser, eller jeg kan vælge at reagere anderledes på deres neutralitet, og det kunne f.eks. være at eleminere dem fra mit liv, afhængigt af hvilken opfattelse jeg vælger at have af situationen.
Men jeg kan jo ikke vide om det er deres indre pleaser der er på spil.
Jeg kan ikke vide noget som helst om hvad de tænker.
Jeg kan ikke vide hvad de føler og mener.
Jeg kan have en fornemmelse.
Men jeg kan ikke vide det med 100 %’s sikerhed.
Lige som jeg ikke kan vide med 100 %’s sikker hvad “X’es” hensigter og motiver er.
Jeg kan kun vide hvad der foregår på min banehalvdel.
Og agere ud fra den.
Og hvis jeg vil ændre noget, så må jeg ændre på noget.
Og jeg vil gerne have ændret på at denne her følelse af ekskludering og svigt skal blive ved med at opstå i mit liv.
Så derfor har jeg nu prøvet noget nyt. I hvert fald i forhold til “X”.
Skulle det ske at følelsen opstår igen, så må jeg prøve noget nyt.
For så er der stadig en besked jeg har misforstået eller overset…
God søndag læser.
/Hanne ❤
