Så kom søndagen og snigende sig ind på mig igen.
Jeg sidder her, helt balret efter Grøn Koncert i Næstved i går, og er en lille smule gnaven på mig selv over at jeg ikke fik skrevet Søndags-supporten i fredags som jeg ellers havde planlagt.
Men i fredags havde jeg virkelig bare ikke lyst…
Jeg følte mig top-uinspireret og fuldstændigt uden noget på hjerte…
Skulle jeg bare have gjort det alligevel for at spare mig selv noget “besvær” i dag?
Nix!
For jeg havde ikke lyst.
I-K-K-E L-Y-S-T!!!
Så derfor gjorde jeg det ikke.
Og hvorfor er det godt?
Fordi jeg så måske havde risikeret at sende en Søndags-Support ud i dag som havde været totalt u-inspirerende og som ingen af Jer +5.500 fantastiske læsere havde kunnet bruge til noget eller identificeret Jer med på nogen måde.
Det havde været som at skyde mig selv i foden…
Så jeg gav mig selv lov til at sige ”nej” til noget jeg ikke havde lyst til.
Dermed ikke sagt at jeg ikke var plaget af tankerne om ”konsekvenserne” for at skulle sidde med det her i dag, søndag efter Grøn Koncert, ikke bare fordi jeg ville være træt, men også fordi jeg vidste at så ville søndags-supporten udkomme lidt sent på dagen og jeg vil jo gerne altid sende den så tidligt som muligt så læserne får så stort et rum som muligt for at læse mine laaaaaaaaaaaaaaaaaaange Søndags-Supporter og hvad nu hvis jeg heller ikke har noget på hjerte på søndag, hvad gør jeg så? (Kan du se den gode gamle klassiker med at bekymre sig om ting der slet ikke er sket endnu, i det her? Det var fredag og jeg bekymrede mig om en skriveblokering den kommende søndag. Et scenarie der måske aldrig ville opstå!!! Og hvad hvis det gjorde? Ja, så havde jeg jo måtte tage den i dag søndag! Jeg kunne jo for pokker ikke have gjort så meget ved det i fredags alligevel, kunne jeg?! Altså udover at tvinge mig selv til at skrive noget som jeg ikke havde lyst til og ikke følte inspiration til, hvilket kunne have resulteret i at det jeg sendte ud i dag ville være dødsygt, hvilket i sidste ende kan få meget større konsekvenser.)
Og så var der alle tankerne om alt det jeg hellere ville i dag søndag og alt det jeg så ikke ville kunne nå og ya-da, ya-da, ya-da.
Som du kan høre, så var det ikke helt ubesværet at give mig selv lov til at sige ”nej” i fredags.
Det der med at sige ”nej” og sætte grænser, det er nemlig stadig noget jeg øver mig rigtigt meget i, hvilket vist også fremgik ret tydeligt af sidste søndags Søndags-Support, hvor jeg valgte at sige fra overfor en veninde som jeg følte var giftig for mig.
Det var rigtigt svært, fordi der var noget på spil.
Relationer.
Og det er stort set altid det, det handler om, når vi er bange for at sige “nej”.
Relationer.
Vi frygter at ødeægge dem og dermed miste dem.
Jeg ved ikke om det hovedsageligt er mennesker som mig selv, der har haft svært ved at opnå mine forældres kærlighed og anerkendelse og som er blevet mobbet og holdt udenfor i skolen, der primært har denne her sindssygt ivrige indre pleaser der er rædselsslagen for hvilken som helst misbilligelse.
Det er egentlig også ligegyldigt hvad årsagen til den indre pleasers opståen er, faktum er, at rigtigt mange er slave af den.
Og jeg skal lære min indre pleaser at forstå, at misbilligelse fra andre ikke kan undgås og særligt at den ikke er farlig.
Jeg er typen der nærmest hellere vil have revet armene af, end at andre skal synes dårligt om mig.
Og det duer bare ikke i det lange løb.
Vi skal huske én ting, og det er, at vores hjerner ”kun” er designet til at holde os i live.
Og dengang mennesket blev ”designet” der var tingene meget anderledes end de er i dag.
Det var alfa omega ikke at blive ”udstødt af flokken” fordi vi var yderst afhængige af flokken for at få mad, husly og varme og for at skræmme farlige rovdyr eller andre fjender væk, og ja, holde os i live.
Så derfor er vi forud-programmeret med en overbevisning om at det er livsvigtigt at ”høre til”.
At høre til er li med overlevelse.
At blive overladt til sig selv, forladt eller svigtet er li med døden.
Og det kan lyde fuldstændigt åndssvagt, men det er faktisk de urinstinkter der ligger i os.
Men det er ikke farligt at sige nej.
Jeg bliver ikke udstødt og hadet af alle, fordi jeg siger “nej” til ting jeg ikke har lyst til, eller sætter grænser for mennesker der gør mig ked af det, og måske endda udelukker dem fra mit liv.
Jeg er f.eks. ikke død endnu af at udelukke ”X” som jeg omtalte i søndags, fra mit liv.
Tværtimod, det var godt for mig, og det har sat gang i en proces og en masse tanker hos mig, som du helt sikkert nok skal høre mere om her i Søndags-Supporten i fremtiden.
Så i dag søde læser, vil jeg gerne dele med dig hvad jeg har lært om at sige “nej”, indtil videre.
For det første er jeg skide glad for at jeg ikke skrev denne Søndags-Support i fredags, selvom det havde været lettere i dag, fordi, i fredags havde jeg ikke noget at sige…
Ganske enkelt.
Det havde været åndssvagt at prøve at trække noget ud af ærmet, når der nu engang ikke var noget, så selvom det havde været lettere, havde det ikke været den bedste løsning.
Det havde ikke været det der var ”bedst for mig”.
Og det er der vi skal hen med snakken om at sige ”nej” og sætte grænser i dag:
Derhen hvor det er bedst for os selv på længere sigt.
Hvis vi ikke siger nej, og vi ikke sætter grænser, så dræber vi os selv.
At sige ”ja” til ting vi ikke har lyst til eller undlade at sætte grænser overfor mennesker der skader os og gør os kede af det eller vrede, er som at prøve at slå en anden ihjel, ved at drikke giften selv…
Men først, lad os lige se på hvorfor det er så svært at sige”nej” og sætte grænser.
Den første har jeg allerede nævnt, og det er den, at det simpelthen er programmeret ind i os, at misbilligelse fra andre er ”farligt” fordi vi risikerer at de ikke kan lide os mere (eller ikke elsker os mere) og at de derfor udstøder os (eller forlader os).
Og du kan med garanti godt kende denne her mekanisme fra både dine kærlighedsforhold, venskaber og kollegiale forhold: Vi er bange for at blive forladt eller udstødt hvis ikke vi er på en bestemt måde, gør noget bestemt eller accepterer nogle bestemte forhold.
Kort sagt, hvis ikke vi har ja-hatten på er vi ”dødsdømt”.
Den anden er, at vil har ”lært” at det er en dårlig ting at være egoistisk og at tænke på sig selv først.
Vi har fået ad vide at vi var usle mennesker, hvis vi satte vores egne behov før andres.
Den overbevisning er jeg selv opfostret med, det er jo en del af vores kultur, og jeg kan sagtens se de gode intentioner i den samfundsregel, problemet er, at den giver bagslag…
For hvis vi ikke tænker på os selv først, så ender vi op med at have utroligt lidt at give af…
Hvis vi hele tiden lever for at imødekomme og tilfredsstille andres behov, så ender vi op med at blive ædt op af lede og foragt overfor nogle mennesker som egentlig aldrig har bedt os om at ”ofre os” for dem.
Det er noget vi har bedt os selv om…
Men det vender jeg tilbage til.
Som udgangspunkt, så siger vi ”ja” fordi vi gerne vil være ”gode mennesker” og vi gerne vil gøre det der er ”rigtigt”.
Men hvorfor er det lige vi gerne vil være gode mennesker og gøre det der er rigtigt?
Ja, det falder sgu da lige lukt tilbage på det første punkt jeg nævnte, nemlig at vi gerne vil høre til.
Vi er bange for at blive udelukket.
Det vi frygter allermest er at andre ikke kan lide os eller ikke synes godt om os, så vi stræber efter andres anerkendelse og billigelse.
Fordi hvis ikke vi får den, så dør vi.
Den opfattelse er vi programmeret med.
Simple as that.
Men vi dør altså ikke.
For vi bor ikke i huler mere og vi har ikke brug for en kæmpe flok for at jage rovdyr og fjender væk eller for at få mad på bordet, tøj på kroppen eller varme i stuen.
Og det ved vi jo alle sammen godt.
Der er jo heller ikke nogen af os der tænker ”…ellers får jeg ikke mad på bordet eller måske kommer der en stor sabeltiger og æder mig” når vi siger ”ja” til et eller andet lort (excuse me) vi ikke rigtigt har lyst til.
Det ved jeg da godt, men jeg nævner det her fordi jeg synes det er vigtigt at vide hvor den der mærkelige frygt for at sige ”nej” og sætte grænser, den stammer fra.
Det er en mekanisme vi er forud-programmeret med.
Fordi det er -eller rettere var- vigtigt at høre til.
Fordi det i sidste ende holder os i live.
Og det er det vores hjerne er designet til.
…At holde os i live….
Men der er sket en masse siden ”hjernen blev opfundet” og nogle af disse forud-programmeringer den kommer med, fungerer bare rigtigt skidt i vores moderne tider.
Lidt ligesom at skulle få en Windows 10 brugerflade til at køre og fungere optimalt i MS Dos.
Jeg ved ikke om du kan se at der vil være lidt barrierer der?!
Grunden til at jeg nævner det er også for at fortælle at vi derfor ikke bare kan løbe fra trangen til at høre til, eller fra trangen til at please, men vi kan -langsomt- lære os selv at det ikke er farligt at sige “nej”, og at det ikke er farligt at sætte grænser og at det ikke er nødvendigt at please alle.
Da softwaren til det modsatte jo allerede er forudinstalleret, så er der kun én vej, og det er at overskrive den gamle software med ny og lære at bruge den nye og det kan man kun ved at øve sig, øve sig og øve sig.
Gentage, gentage, gentage.
Når vi skal overskrive gamle mønstre og forud-programmeringer med nye mere gavnlige mønstre og programmeringer, så tager det altså tid.
Tænk bare på den tid det tager overhovedet at opdage at det overhovedet er et problem…
Jeg er 43 og har først nu opdaget hvor stort et problem det har været at jeg krampagtigt har holdt fast i venskaber der var giftige, og hvor skadeligt det hegentlig har været for mig at jeg evigt og altid har stræbt efter at alle skal kunne lide mig, selv mennesker jeg ikke engang selv kan lide!
Hvor dumt er det lige!?
Men jeg pleaser mennesker jeg ikke kan lide, fordi grundangsten er, at hvis jeg ikke pleaser dem, så risikerer jeg at de ser sig sure på mig, og dét risikerer jeg at de fortæller til dem jeg godt kan lide, og så er der en risiko for at de får overbevist dem jeg godt kan lide om at jeg ikke er en der er værd at holde af/elske og at den person så også ser sig sur på mig slår hånden af mig, med det resultat at jeg bliver udstødt.
Og ur-frygten her er så, at det, overlever jeg ikke…
Så altså, min pointe er, at når du siger ”ja” for at være et godt menneske, så er baggrunden mindst lige så selvisk som hvis du havde sagt ”nej”, fordi agendaen er, at du ønsker at den du siger “ja” til skal synes du er et godt menneske.
Ulempen er bare, at du har tilsidesat dine egne ønsker og at det kan ødelægge dig, og i sidste ende også ødelægge dine relation det menneske du siger ”ja” til, hvis du faktisk havde mest lyst til at sige ”nej.”
Jeg sidder ikke her og påstår at man bare skal være den vildeste egotripper, og aldrig sige “ja”, til noget man dybest set ikke har lyst til, for der kan være masser af nødvendige kompromiser her i livet og der kan være situationer hvor det eneste rigtige er at gøre noget man ikke har vildt meget lyst til, enten for at hjælpe et andet menneske eller for at fordele sol og vind lige i et parforhold eller et venskab.
Og det skal der være plads, overskud og hjerterum til i vores liv, MEN hvis vi gør det hele tiden, og vi konstant lever for at ofre os for andre af frygt for ikke at blive accepteret, så er det en destruktiv ubalance og en sikker opskrift på at smadre os selv og vores relationer til de mennesker der egentlig er vigtige for os.
(Som sagt, så skal jeg nok vende tilbage til det der med hvorfor og hvordan det lige kan smadre en relation at sige ”ja” når man egentlig havde mest lyst til at sige ”nej”. Det gør jeg lige straks.)
Nu kommer jeg lige med et helt friskplukket eksempel fra mit eget liv, på at jeg sagde ”ja” til noget jeg ikke havde lyst til, endsige overskud til:
Jeg havde en periode efter mit store breakdown i marts 2015 hvor det gik virkelig elendigt med mit arbejde; der kom ingen jobs og jeg havde svært ved at betale mine regninger og i det hele taget til at få det hele til at hænge sammen.
Jeg overvejede virkelig om jeg skulle stoppe min karriere som fotograf. Når man er selvstændig er der ingen nåde. Jeg kan ikke melde mig syg en periode så jeg kan komme ovenpå, for hvis jeg gør, så kommer der ingen penge ind på kontoen.
Så med andre ord er der intet sikkerhedsnet og ingen “kære mor” når man har krise og har brug for en pause.
Det kan blive en dyr affære i hvert fald.
Jeg husker det som fuldstændigt uoverskueligt og derfor kunne jeg ikke længere se mig selv i rollen som selvstændig. Jeg manglede ligesom nogle plusser på kontoen til at finde kræfter til at redde den synkende skude.
Jeg fik faktisk også fortalt nogle af mine nærmeste, at jeg ikke orkede det mere og at jeg ville stoppe som fotograf og finde mig et ”almindeligt” lønarbejde med et mere nådigt sikkerhedsnet og en tryg, fast indkomst.
Jeg vidste at jeg gerne ville ”hjælpe” andre, da det er noget der generelt giver mig stor tilfredsstillelse og derfor begyndte jeg at lede efter hvad der var af jobmuligheder for en ufaglært i den retning.
Jeg fandt et job som handicaphjælper og begyndte på det.
Jeg gav ikke slip på fotografiet, og grunden til jeg ikke gjorde det, var jo, at jeg i bund og grund ikke havde lyst til at give slip på det, men at jeg bare ikke havde overskud til at ”fixe” det, på det tidspunkt.
Det var også fint nok at jeg ikke slap det helt, for jeg havde alligevel ikke mulighed for at få nok vagter som handicaphjælper til at jeg kunne leve af det, og helt lægge fotojobbet på hylden, så fotografiet var altså stadig min primære levevej, og jobbet som handicaphjælper blev mere et bijob jeg havde for at få tingene til at hænge sammen i den svære periode.
Og det har været godt.
Super godt, for det fik tingene til at hænge sammen og langsomt kom også overskuddet tilbage fordi der begyndte om komme løsninger på alle de forskellige ting der var gået i itu da min verden brød sammen i marts 2015.
Der kom løsninger på både nogle af alle de ydre ting men i særdeleshed også på mange af de indre ting.
Det har i virkeligheden nok været det vigtigste skridt; at jeg begyndte at få styr på mit indre, og det var også det der ledte til at jeg begyndte at skrive Søndags-Supporten.
Aaaaaaanyway, (hold kæft hvor jeg snakker 😀 ) så er faktum, at jeg for længe siden nåede til et punkt hvor jeg faktisk ikke havde brug for dette bijob som hjælper længere.
Men jeg kunne ikke lide at sige op, for jeg ville ikke lade brugeren (altså hende jeg hjælper) i stikken, og selvfølgelig heller ikke alle de andre hjælpere…
(Og at undlade at sige et ekstrajob op, er også en måde ikke at få sagt “nej” på!)
Jeg var hundeangst for at de skulle synes jeg var et dårligt menneske, når jeg sådan bare sprang fra.
Til sidst fik jeg dog sagt til et personalemøde at “jeg helst ikke ville have så mange vagter”, det fik jeg så heller ikke, men jeg fik jo nogle og det medførte bare en masse stress og besvær, fordi der hele tiden kom fotoopgaver “i vejen”. Opgaver som jeg selvfølgelig hellere ville have og som bestemt også ville give mig mere i lønposen.
Det resulterede i at jeg følte mig som et rigtigt dårligt menneske fordi jeg var en skide ustabil hjælper der hele tiden ville bytte mine vagter og ofte bare gerne ville helt af med dem.
Jeg følte også at det var i strid med min egen integritet at stille brugeren og de andre hjælpere i denne situation.
I øvrigt en sikker ”bivirkning når du siger ”ja” til noget du ikke har lyst til: integritets-forfald!!!
Til næste personalemøde fik jeg så fremstammet at jeg nok snart måtte holde som hjælper, fordi at jeg ikke følte jeg kunne bidrage med det jeg skulle, og at jeg ikke selv syntes at det var i orden, men da brugeren og de andre hjælpere så spurgte om jeg ville stoppe helt eller om jeg stadig ville vikariere, så blev jeg igen overmandet af dårlig samvittighed og tænkte at jeg fandme også var en tarvelig starut hvis jeg bare sagde helt stop, for så stod de jo pludselig der og manglede en ”mand”, så jeg svarede “at jeg naturligvis nok skulle vikariere så de ikke kom til at stå der i en akut situation hvor de manglede en hånd”.
Da vi så skulle planlægge vagterne for de kommende par måneder, så opstod der nogle ”huller” hvor ingen meldte sig på banen, og her følte jeg mig så forpligtet til at sige at de vagter skulle jeg selvfølgelig nok tage, med det resultat, at jeg igen endte i situationen hvor jeg måtte bede om at komme af med en af vagterne fordi der kom to fotojobs i vejen som jeg jo virkelig gerne vil have og som også ville give mig mere på kistebunden.
Så igen stod jeg altså og følte mig som et gigantisk røvhul, plus at jeg -igen- satte brugeren i forlegenhed fordi jeg skulle belemre hende med besværet ved at finde en vikar til vagten.
Det ville have været meget bedre -for alle- hvis jeg bare havde sagt det som det var for længst, og sagt jobbet op, og ikke forsøgt at “være et godt menneske” og gøre alle glade og tilfredse.
For det endte jo med at gøre det modsatte…
Så her har du ét af eksemplerne på hvordan man selv med de gode intentioner der ligger bag et ”ja”, som egentlig burde have været et ”nej”, blot gør tingene meget værre end de ville have været hvis du havde sagt ”nej” fra start.
Og på den måde risikerer man at ødelægge nogle relationer der ellers -med al sandsynlighed- kunne have været forblevet intakte, på trods af et ”nej”.
Det er det samme der sker når vi forsøger at skåne et andet menneske som vi ikke har lyst til at være kæreste med længere; vi trækker det i langdrag da vi ikke kan få det sagt, fordi vi ikke kan få os selv til at såre vedkommende, men vi ender med at gå og opbygge en lede og foragt inde i os selv, en lede og foragt som dette menneske slet ikke fortjener, og som i sidste ende sårer dem endnu mere, blot fordi vores oprindelige intention var at skåne dem…
Nu blev jeg så ringet op forleden og spurgt om jeg ikke nok kunne komme og hjælpe med at tage noget af en vagt og jeg sagde fandme ”ja” selvom jeg ikke havde hverken tid, lyst eller overskud til det!
WTF!?
Hvad er det lige jeg ikke fatter!?
Men jeg syntes ikke selv lige at jeg var “hurtig nok” til at finde på en nødløgn eller en undskyldning for hvorfor jeg ikke kunne, og så tænkte jeg, at så ville hende der ringede og spurgte, kunne høre at jeg løj og det ville jo ikke være så fedt for så ville hun synes at jeg var en kæmpe narrøv og så… Sagde jeg ”ja”…
I stedet for bare at sige det som det er: ”Jeg ligger vandret, jeg kan simpelthen ikke hjælpe dig”
Punktum.
Jeg behøver slet ikke opfinde undskyldninger eller komme med nødløgne!
Jeg behøver ikke at forklare noget som helst.
Det skal jeg virkelig lære…
Men jeg er så fandens bange for at folk ikke skal kunne lide mig, at jeg i stedet siger ”nej” til mig selv og til mine egne behov.
Og hold nu kæft hvor er det dumt, og hvor er det opslidende og hvor skal det bare slutte!!!
Så nu har jeg kigget lidt tilbage på det, og jeg har tænkt følgende igennem:
?: Hvad er det VÆRSTE der kan ske hvis jeg siger ”nej”?
!: At hende hjælperen der ville have hjælp synes dårligt om mig
?: Hvad er det værste der kan ske ved at hun ville synes dårligt om mig?
!: At hun ikke ville være min ven eller at hun ville gå og være en sur kollega
?: Men er hun din veninde da? Og arbejder du sammen med hende når du er på vagt?
! Næh… Hun er ikke min veninde og jeg arbejder ikke sammen med hende
?: Har du brug for at hun skal være din veninde? Er hun vigtig i den forstand?
! Næh…
?: Hvad er så problemet?
!: Ikke noget… Tror jeg… Måske at hun skal sige til de andre kollegaer at jeg er en røv…
?: Men er de andre hjælpere da dine veninder? Og har du brug for dem som veninder? Og havde alle de andre ikke selv sagt ”nej” til denne vagt, fordi du jo er den sidste der bliver spurgt da du jo har sagt at du ikke ønsker flere vagter?
!: Nej, de er ikke mine veninder og jeg har heller ikke brug for dem som veninder, og jo, alle de andre havde selv sagt nej til at hjælpe med denne vagt
?: Så er det overhovedet realistisk at de andre vil synes at du er en idiot fordi du ikke kan hjælpe med vagten?
!: Nej, sikkert ikke…
?: Og hvis de synes, ville de så være specielt farligt for dig, nu hvor du har gjort op med dig selv at de ikke er vigtige veninder?
!: Nej, det er ikke farligt. Det er faktisk okay.
I kølvandet på denne lille episode har jeg så fået taget mig sammen til at sige endeligt stop og sige jobbet helt op, men jeg skulle selvfølgelig have gjort det for længst. Brugeren var jo heller ikke tjent med en hjælper som har hovedet et andet sted eller som er stresset og underskudsagtig.
I bund og grund siger vi altså ”ja” til ting vi ikke har lyst til, fordi vi også på en eller anden måde opnår en ”rus” af selvværd og selvtilfredshed, når vi føler at vi ”gør noget godt”, eller at vi er ”et godt menneske”, eller at vi ”gør det rigtige” hvis vi f.eks. siger ”ja” til at lade en ven/veninde bo på sofaen i x antal uger/måneder, eller siger ”ja” til vagter/projekter/opgaver vi ikke har overskud til, eller siger ”ja” til fester vi ikke magter og arrangementer vi ikke gider, eller vi bliver hængene i parforhold vi ikke længere er lykkelige i.
Men denne rus af at føle sig som et godt menneske, den bliver hurtigt erstattet med følelsen af sur pligt, foragt og lede fordi vi pludselig føler at det vi selv har sagt ”ja” til, er blevet pålagt os eller trukket ned over hovedet på os, men i virkeligheden er det noget vi har pålagt os selv…
Og det er det her jeg lovede at vende tilbage til, for det er nemlig også en af grundene til at et ”ja”, der egentlig skulle have været et ”nej”, risikerer at ødelægge mere end det gavner:
Lad os sige det er i forbindelse med et parforhold; du ”er” der ikke mere, men kan ikke få det sagt, i stedet begynder du at foragte din kæreste mere og mere og føle mere og mere lede ved vedkommende, hvilket kan føre til et rigtigt grimt og smertefuldt brud.
Din intention var at skåne ham/hende, med i stedet bryder du tilliden fordi du fører din kæreste bag lyset når du ikke fortæller sandheden, og du påfører din kæreste unødig ekstra smerte og lidelse når du bliver i forholdet men ikke elsker vedkommende længere
Resultat: Opbyggelse af lede og foragt -måske endda vrede- overfor et menneske der egentlig slet ikke fortjener det og som ovenikøbet er et menneske du engang elskede højt.
Det kan også være i kollegial sammenhæng som den jeg lige har beskrevet, hvor jeg sagde ”ja” til vagter jeg egentlig ikke havde overskud til, af frygt for ikke at være en vellidt kollega.
Resultat: Følelsen af sur pligt, stress og overbelastning. Måske efterfulgt af vrede over ikke at blive påskønnet nok for din ”opofrelse”.
Det kan også være i venskabelige sammenhænge hvor man lader sig udnytte eller trampe på fordi man er bange for at miste sine venner, som jeg skrev om i søndags.
Resultat: Lavt selvværd og voksende mindreværdsfølelser i sociale sammenhænge.
Det kan også være sådan noget som at gøre ting for en ven/veninde selvom man slet ikke kan overskue det.
Resultat: Opbyggelse af et underskud der fører til at man også opfører sig underskudagtigt og tarveligt overfor den person man egentlig havde intentioner om at hjælpe og være sød ved.
Eller det kan være en kombination af både venskabelige og kollegiale sammenhænge hvor man vælger at tage med til arrangementer eller fester med venner eller kolleger fordi man er bange for at ende med at stå udenfor fællesskabet.
Resultat: Komplet udbrændthed, og uundgåeligt, alligevel en efterfølgende følelse af at ”være udenfor” og ikke passe ind.
Skal man så aldrig hjælpe nogen eller gøre noget man ikke lige har lyst til?
Jo man skal sgu da, men alt med måde.
Det er en balance, ligesom med så mange andre ting her i livet, men man ”overlever” bare ikke selv, hvis man aldrig gør andet, og man får ikke opfyldt de gode hensigter man egentlig havde, hvis ikke overskuddet er der, og overskuddet kan ikke være der hvis man aldrig siger ”nej” til noget eller sætter grænser.
Så lidt firkantet sat op er der 4 hovedårsager til at vi siger ”ja” selvom vi har mest lyst til at sige ”nej” og de er:
- At vi gerne vil tro/føle at vi gør det ”rigtige” og at vi er ”gode mennesker” fordi det har vi lært at man skal være hvis man vil være vellidt og accepteret
- At vi gerne vil undgå at føle os skyldige eller egoistiske fordi vi har lært at det er dårligt at være egoistiske og at vi skal føle os skyldige hvis vi er det
- At vi gerne vil bevare en forbindelse til/med en relation (kæreste/ven/kollega) og forhindre at denne stopper med at elske os eller stopper med at kunne lide os og dermed forlader os eller udstøder os fra fællesskabet
- At undgå den pine det er at skulle overvære et andet menneske lide eller have det svært
Sidstnævnte har jeg ikke snakket så meget om, fordi den er svær og som jeg ser det, er netop dét punkt, der hvor man nogle gange kan gå på kompromis hvis der er overskud til det, det kunne f.eks. være at lade en veninde bo på sofaen i 2 måneder hvis hun er blevet boligløs, men man skal jo heller ikke gøre det for enhver pris, for som jeg også sagde før, så kan man ende med at smadre relationen til den veninde, hvis man i 2 måneder bider, snerrer, vrisser og er underskudsagtig overfor det her menneske som i forvejen har det svært.
Så det vi skal huske når vi siger ”ja”, der hvor vi helst ville have sagt ”nej”, det er, at vi er i fuld gang med at sige ”nej” til os selv, og sætte andres behov over vores egne, og derfor er det altid en god idé at tjekke om der er overskud nok på kontoen til at gøre det.
Fuldstændigt som hvis vi skulle låne en anden penge; Man kan ikke låne penge ud som man ikke har, så sætter man sig i gæld, og det er hulens dyrt.
Så altså, selvom der overfladisk set er en vis tilfredsstillelse i at sige ”ja”, fordi så synes folk at man er en guttermand/dame, så vil det give bagslag hvis man gør det i en uendelighed og det betyder altså at der under overfladen simrer en følelsesmæssig underernæring som vil koge over i vrede, lede, foragt og brokkerier overfor den person som vi har ”ofret” os for.
Og vreden, leden, foragten og brokkerierne vil blot blive forstærket og vokse hvis vi så ikke føler at vi får den anerkendelse eller påskønnelse vi følte os berettiget til, og som vi faktisk håbede -og forventede- at få for vores ”ofring”.
Så nøglen er jo at finde ud af hvornår man skal sige ”ja” og hvornår man skal sige ”nej” (Og husk at sige ”nej” kan betyde alt fra at sige ”tak for denne gang” til et venskab til at sige ”nej” til at kunne hjælpe med oprydningen efter julefrokosten).
Her er et lille tip:
Som udgangspunkt, så skal du sige ”ja” der hvor det vil føles skide godt at have sagt ”ja” også selvom du ikke får et ”tak”…
Jeg prøver lige at formulere det på en anden måde også:
Du kan sige ”ja” der hvor du med dig selv ved at det her vil føles rigtigt og godt, også selvom du ikke høster anerkendelse eller får noget retur…
Den følelse har jeg haft når jeg har udført frivilligt arbejde.
Jeg forventede ikke at få et ”tak” eller at blive overøset med påskønnelse hvad enten det var frivilligt arbejde for løverne i Afrika eller de for syriske flygtninge på asylcentrene.
Det føltes skide godt uanset om jeg intet fik igen.
Hvis jeg skal komme med et eksempel som er lidt mere hverdagsagtigt, så kunne det f.eks. være det at jeg engang sagde ”ja” til at tage med til en NFL kamp da jeg var på ferie i Florida med min eks.
Det interesserede mig ikke et hammerslag.
Men jeg sagde ”ja” fordi at det var noget han helt vildt gerne ville og jeg følte ikke at jeg ville gå i stykker af at tage med.
Så jeg gik ind i det med den tanke at jeg måske kunne få en indsigt i ”hans verden” og at jeg måske endda bedre ville kunne forstå hvorfor han hele efteråret bruger jeg ved ikke hvor mange sene nattetimer på at sidde og se NFL.
Måske ville jeg endda kunne få skabt en ny -og mindre fordomsfuld- association omkring det, fremfor at blive i fordommen om at ”mænd der sidder klistret til skærmen for at se sport er dumme” eller hvad det nu måtte være.
Og hvis jeg hverken blev klogere eller mindre fordomsfuld, så ville det også være okay, for jeg vidste at jeg ikke ville føle at jeg havde spildt min tid eller at det havde “kostet” mig for meget, for lige på det tidspunkt var der ikke nogle ting der stressede mig og som gjorde at jeg kunne ende med følelsen af at jeg kunne have brugt min tid mere fornuftigt.
Så jeg tog med, og jeg forventede ikke at han skulle rose og påskønne mig for min “ofring”, for hvis jeg var gået ind i det med en forventning om efterfølgende evig taknemmelighed fra hans side, og jeg ikke havde fået den, så ville jeg være blevet skuffet og irriteret, hvilket ville have startet brokkemaskinenv og så har vi balladen…
Kan du se det?
Så lad være med at tage med til en fodboldkamp hvis du kun gør det for at din kæreste skal synes du er åh, så fantastisk. Gør det hvis du mener at det vil være det hele værd uden at du får et tak for det. Ellers lad være.
Det er ikke farligt at sige ”nej”.
Hvis vi mister nogle fordi vi pænt siger nej eller pænt siger fra og sætter grænser, så havde de ingen berettigelse til en plads i vores liv alligevel.
Vi skal lære at passe bedre på os selv.
Og et at skridtene er at vi skal til at lære vores forud-programmerede små hjerner, at det ikke er farligt at sige ”nej”.
Det er det, jeg indtil nu har lært om at sige “nej”.
Og jeg er stadig i fuld gang med at øve mig…
God søndag
/Hanne <3
P.S. Beklager den sene levering af Søndags-Support, tilgengæld blev det meget bedre end hvis jeg havde lavet den i fredags 😉
