Blogindlæg fra 12. februar 2017
Kære Læser,
I dag vil jeg ikke gøre det så langt, først vil jeg give dig dagens citat:
Som det næste vil jeg invitere dig til at se nedenstående lille kortfilm. Jeg faldt over den på Facebook, så måske har du allerede set den, ellers gør det enedelig.
Den varer kun 16 minutter.
Men det er stærke 16 minutter.
Jeg begyndte at græde da jeg så denne her film. Det kan måske lyde lidt mærkeligt, for der er som sådan ikke noget at græde over.
Det der rørte mig er at jeg kender følelserne der bliver afbilledet i filmen rigtigt godt.
Og den gengiver dem bare AFSINDIGT enkelt og flot!
Angst!
Dødsangst.
Denne lille film den portrætterer menneskeligt potentiale på allerfineste vis.
Faktisk vil jeg påstå at den skildrer frygt og mod bedre end noget andet jeg har set længe.
Nogle gange når jeg løber de her OCR løb (Obstacle Course Race) som er sådan nogle “mudder-løb” med masser af forhindringer, så har jeg stået på fuldstændigt samme måde.
Fyldt med angst.
Angst for at dø eller blive slået til lirekassemand hvis noget gik galt.
Jeg har kæmpet særligt meget med en forhindring der hedder “Dragons Back” som er så skrækindjagende at jeg slet ikke turde tage den, første gang jeg stødte på den i et løb.
Jeg gik op på den, kiggede ned, og så sagde jeg bare “Tak, men nej tak” og gik pænt ned fra den igen.
2. Gang jeg stødte på den var på en indendørsbane og jeg brugte over en time på at samle mod til mig. Jeg stod bare oppe på den og kiggede ned, fuldstændigt som dem på vippen i filmen.
Diskuterede med mig selv, for og imod.
Blev opmuntret af de andre der var med.
Gik ned igen.
Så de andre gøre det.
Gik op igen.
Stod og kiggede ned.
Diskuterede lidt videre med mig selv.
For, imod.
Da der var gået lidt over en time med det, så sprang jeg sgu, og jeg græd da jeg kom over på den anden side.
Af lettelse.
Men også af stolthed og glæde. En slags flydende sejrsrus!
Og min krop rystede som et espeløv!
3. gang jeg mødte denne “obstacle fra helvede” brugte jeg igen en hel time, men denne gang var det udenfor i marts måneds bidende kulde.
Men jeg gjorde det!!!
Og dét har rykket mig, også mentalt. Fordi den sejr, glæde og stolthed jeg fik, den bærer jeg med mig i mit sind.
Denne her lille film viser ikke bare menneskets potentiale, men også hvordan vores sind kan bremse os i at “tage springet” fordi vi er hundeangst.
Den der “Dragons Back” jeg lige fortalte om, det er en total “mind-fucker” for den virker meget mere voldsom end den i virkeligheden er.
Når man står oppe på den føles den skrækindjagende, men når man først har sprunget tænker man:
“Var det ikke andet!?”
Og det faktum at jeg alligevel skulle bruge en time igen da jeg blev konfronteret med den 3. gang, siger jo lidt om hvor meget angsten styrede mig.
Jeg vidste jo at den ikke var så slem.
Alligevel kunne jeg næsten ikke få mig selv til det.
Ude i hverdagen kunne det oversættes til en situation hvor man er træt af sit arbejde og allerhelst bare gerne ville springe ud som selvstændig med noget som man brænder for.
Men man tør ikke fordi man er bange for ikke at lykkes og for at det vil føre til økonomisk ruin, eller at man vil fortryde og ikke kan få et job igen.
Virkeligheden er bare sjældent så slem som vi gør den til i vores sind.
Ofte er frygten helt overdimensioneret.
Alle de begrænsende overbevisninger der styrer.
Filmen viser virkelig nogle seje mennesker.
Jeg får et helt sug i maven hvergang nogle af dem bare gør det.
Læg mærke til det unge par ca. 03:10 min inde i filmen, hvordan hun bakker ham op og hvordan han indrømmer at han “er fraværende” fordi han koncentrerer sig om at samle mod, men forsikrer hende om at det er beroligende at hun snakker til ham.
Det er så smukt… Moden kommunikation. Så fint, så fint. Virkelig noget mange kan lære af. Inklusiv mig selv.
Og den kontakt han har til sin krop. Han beskriver hvordan hans knæ bliver svage.
Igen, det viser hvor meget krop og følelser hænger sammen. -Husker du at jeg fortalte at følelser er kroppens sprog?
Det er følelsen af frygt der giver de gelé-agtige knæ.
Så er der damen i den blå badedragt ca. 07:05 inde i filmen. Hun er simpelthen for sej.
Præcis som at se mig på Dragons Back. Hun er bare meget mere sej end jeg var!!!
Se det!!
Det er fantastisk at se!
Hun VIL bare.
Det fortælller SÅ meget om hvad der sker med et menneske når beslutsomhed, viljestyrke og mod mødes i en dyyyyb vejtrækning!
Og hvor er det smukt med de to knægte ca. 08:35 inde i filmen hvor den ene siger “jeg elsker dig” til sin ven.
Det slog mig lige der, at det siger jeg faktisk aldrig til nogle af mine venner… Jeg skriver det engang imellem i fødselsdagskort og så’n… Men ellers ikke…
Det skal der laves om på!
WOW!
Tænk at sådan en simpel ting som at stå på en vippe kan fortælle så meget om mennesker, om sindet og om kroppen og hvordan det hænger sammen.
Ca. 12:40 inde i filmen bruger en kvinde nogle af de værktøjer jeg selv bruger hver dag!
Jeg håber at denne film vil tale til dig, som den gjorde til mig.
God søndag!
Klik her nedenfor for at se filmen:
Ten Meter Tower
/Hannah ❤
