Jeg ryger stadig ned i de sorte huller af og til. Det er en lang proces at rejse sig op når man har været slået helt i gulvet af livet. Fotograf: Hanne Paludan Kristensen
Jeg var i dag d. 22/7-15 på vej i min bil ind for at besøge min terapeut, og sidder så og tænker lidt af alt det der er sket igennem.
Det er sidste gang jeg skal besøge hende – i denne omgang i hvert fald.
Pengekassen er tom.
Så jeg må undvære terapi når jeg er færdig med timen i dag.
Jeg kommer til at tænke på hvordan det hele var lige efter at “P” havde fortalt mig -d. 13 marts- at han ikke ønskede at vi skulle være sammen længere…
Det var rædselsfuldt.
Jeg kunne ikke tro på det.
Jeg nægtede at tro på at han kunne mene det.
Den første uge der gik efter 13. marts, der opholdt jeg mig stadig i vores fælles hjem.
Jeg tænkte at han nok bare skulle have “lidt luft”, så hvis jeg gav ham plads så ville han nok komme på bedre tanker. Derfor lavede jeg aftaler og kom sent hjem hver aften i den uge lige efter bruddet.
Men vi sov stadig i samme seng.
Det var fuldstændigt forfærdeligt. Jeg havde lyst til at røre ved ham, putte mig ind til ham, kramme ham og bare tage ham tæt ind til mig og hviske til ham hvor meget jeg elskede ham…
Det var en afsindig smerte at ligge der ved siden af ham. Ikke kunne sove. Og bare være ulykkelig. Og desperat.
Om morgenen stod han altid op før mig fordi han skulle møde tidligt på arbejde. Inden han gik kom han ind og gav mig et kram.
Og det var ikke et akavet kram, heller ikke et pligt-kram.
Det var et langt, hårdt, knugende kram.
Han sagde intet.
Jeg krammede ham endnu hårdere igen, og jeg bare græd og græd og græd og græd og havde bare ikke lyst til at give slip…. Til sidst gav han dog slip og forsvandt ud af døren.
Det var forfærdeligt…
Og sådan fortsatte resten af min dag. Jeg græd og græd og kunne slet ikke holde sammen på mig selv.
Tænk at jeg nu havde mistet min allerbedste ven, min store kærlighed, mit et og alt. Min klippe. Ham jeg stolede 100% på…
De kram gentog sig hver morgen i hele den uge.
Det var helt ubærlige kram.
Jeg forstod dem ikke.
For hvad skulle de til for hvis han ikke elskede mig mere?
De kram gav jo mig håb.
Håb om at han ikke ville gå fra mig alligevel.
Håb om at han ville opdage hvor meget han egentlig elskede mig.
Det skete ikke.
Nogle dage kunne jeg ringe til ham fra arbejde og bare være helt utrøstelig i telefonen og spørge han hvordan han kunne være så fattet og fast besluttet?
Hvad jeg dog havde gjort?
Jeg fattede det simpelthen ikke.
Det eneste jeg kunne tænke var at jeg virkelig måtte have været et monster at leve sammen med, siden han kunne forlade mig på denne her pludselige måde. Midt i babyplaner og huskøb. Og kun 3 uger efter aborten.
Det var en frygtelig tid.
Og her 4 måneder senere, på vej til en af uendeligt mange terapitimer bliver jeg stadig påvirket når jeg tænker på det.
Jeg sidder i bilen og græder, allerede inden jeg er landet hos terapeuten.
Det er da virkelig lidt af en præstation.
Men jeg må jo bare indse at jeg stadig er hårdt ramt. Selvom jeg dog har rejst mig rimeligt hurtigt, taget i betragtning hvor “langt ude” jeg var.
Her på bloggen vil jeg give dig MIN formel på hvordan man kan rejse sig igen fra selv de mest sønderknusende livskriser.
Det bliver i flere af de kommende indlæg at jeg vil kaste omkring mig med lidt guldkorn, og det bliver ikke kedeligt tør jeg godt love. Men jeg kan også godt afsløre at det heller ikke bliver en nem mirakelkur.
Tilgengæld så virker det.
I hvert fald for mig, og så er jeg sikker på at det også vil gøre det for andre, og derfor deler jeg det her.
Først vil jeg dog lige lade dig blive bekendt med lidt af min historie…
Jeg lovede i mit sidste indlæg at jeg muligvis ville bringe et brev jeg sendte til mine svigerforældre i forbindelse med afslutningen på mit og “P”s forhold.
Det gør jeg også, men først er jeg nødt til at fortælle lidt om mig selv, for at det giver mening at bringe brevet.
Derfor må brevet stå som en lille cliffhanger lidt endnu. ?
På helt kliché-agtig vis har jeg haft en rigtig svært barndom.
Det havde du vel nærmest allerede det komme?
En far der ikke rigtigt var der og en mor der slog mig og mine 2 brødre.
Inden jeg fortæller videre vil jeg gerne understrege at jeg ikke ønsker at bringe hverken min mor eller min far i et dårligt lys og at jeg ikke ønsker at du skal sidde tilbage og tænke dårlige tanker om mine forældre når du har læst dette indlæg.
Så jeg vil gerne bede en bøn til dig om at du ikke vil være fordømmende.
En af de ting jeg har lært her de seneste måneder er, at vi alle gør det bedste vi kan, med de ressourcer vi har i øjeblikket og at vi umuligt kan gøre noget vi ikke har lært endnu.
Ganske simpelt i virkeligheden.
Min pointe er, at begge mine forældre har gjort deres allerbedste.
De har gjort hvad de kunne.
De har gjort hvad de selv har lært.
De kunne umuligt gøre andet.
Jeg har indtaget offerrollen. Den er jeg blevet skide god til. Herregud, jeg har haft den i 41 år, så det er ren rutine.
Men det er bare ikke kun mig der er et offer.
Det er mine forældre også.
Min mor er også blevet slået. Det ved jeg.
Og det var desværre det hun kom til at give videre.
For det var det hun havde lært.
Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre.
Jeg er midt i en process hvor jeg skal lære at tilgive, så derfor er det sidste jeg ønsker, at skabe et billede af mine forældre som to frygtelige mennesker der ikke har gjort deres arbejde godt nok.
Jeg ønsker at du som læser skal se på det jeg fortæller med milde øjne og forstå at de gjorde deres bedste.
Tilgivelse handler i bund og grund om at give slip.
Det er det man skal når man skal tilgive.
Give slip.
Fortiden er slut og jeg kan ikke lave den om, men jeg kan tage et valg -nu og her i mit snart 42-årige voksne liv- om at den skal ikke længere definere mig.
Den skal ikke længere have magten over mig.
Det er jo ikke noget man sådan ændrer med et trylleslag.
Du kan træffe beslutningen fra dag til dag, men effekten af beslutningen kommer ikke sådan lige med det vuns.
Det er en længere rejse.
Og den kommer jeg også til at fortælle Jer om her på bloggen. Hvad jeg har gjort -og gør- for at komme videre og give slip på fortiden.
Og det handler ikke om at man skal sidde hos en psykolog og trampe rundt i barndomstraumer, tværtimod! Så GLÆD Jer også til disse guldkorn i fremtidige indlæg. ?
Anyway, min mor og far gik fra hinanden da jeg var 1 1/2 år og min kontakt til min far var yderst sparsom. Jeg var hos ham hver anden weekend men følte mig aldrig helt godt tilpas når jeg var der. Han havde fået en ny kone og hun havde en søn -“C”- på min alder fra et andet ægteskab og sammen fik de også en søn,”A”.
Når jeg var hos min far følte jeg mig udenfor.
Når jeg var der lå jeg på et værelse i den anden ende af huset.
Når vi skulle have lørdagsslik var det “C” der bestemte hvad vi skulle have.
Min far roste altid “C” og fortalte mig vidt og bredt om hvor dygtig han var og at han skam skulle være pilot når han blev stor.
Underforstået at jeg åbenbart ikke var dygtig og ingen ambitioner havde. Sådan følte jeg i hvert fald at det blev “serveret”.
Jeg følte også at han elskede “A” mere end han nogensinde havde elsket mig.
Han prioriterede “A” meget højere end mig, det kunne jeg tydeligt mærke.
Jeg kunne sidde i timer og stirre i min fars leksikoner eller bøger om verdensrummet, og bagefter fortælle om Yuri Gargarin’s bedrift som første mand i rummet, om Apollo 11 og månelandingen og citere Niel Armstrong: “One small step for man, one giant leap for mankind” i håb om at han skulle synes jeg var klog og dygtig.
Jeg fik aldrig den anerkendelse.
Han lovede mig flere gange at han ville tage mig i Legoland, og at vi skulle derover med flyver og det hele, og jeg var helt euforisk af glæde…
…Jeg har til dato stadig aldrig været i Legoland…
Han gjorde mig ked af det. Det gjorde han. Og fik mig til at føle mig mindreværd, ubegavet og ligegyldig.
Det har naturligvis aldrig været hans intention.
Det ved jeg udmærket godt.
Men det var den følelse jeg fik.
Min far har sikkert selv følt sig overset eller værdiløs da han var barn. Jeg ved det ikke med sikkerhed, som jeg ved at min mor har fået tæv, men jeg gætter. For jeg ved at fakta er: Monkey see, monkey do.
Vores personlighed, handlemønstre, tanker om og selv og andre, tro, overbevisninger, værdier, moral endog i mange tilfælde også politiske holdninger, bliver grundlagt i den tidlige barndom.
Vi lærer ved at kopiere det som vores forældre og de mennesker der ellers er omkring os og tager sig af os -herunder også søskende eller anden familie, pædagoger og lærere- gør.
Det de gør, det gør man efter.
Sådan lærer man.
Så det man lærer i den tidlige barndom bliver ens sandhed…
Og det gælder jo ikke kun for mig.
Det gælder jo også for mine forældre.
Og for dig.
Og for dine børn.
Min mor fik tvillinger med en ny mand da jeg var 5 år. Det forhold ender allerede under min mors graviditet.
Så da mine brødre kommer til verden kan min mor nu bryste sig af at være enlig mor til tre.
Hun var studerende.
Og enlig mor til tre.
Hun havde nærmest ikke til dagen og vejen.
Økonomisk.
Men heller ikke den mentale konto var i overskud.
Tværtimod.
Hun havde som jeg nævnte tidligere selv haft en barndom der bød på tæv.
Tæv med bøjler og andet “festligt”…
Så det var jo det hun havde lært og som sagt beklageligvis noget hun tog med sig da hun selv blev mor.
Den første gang jeg kan huske at hun slog mig sådan rigtigt hårdt, det var da jeg var omkring 5-6 år. Jeg havde lige fået en skoletaske. Den var skide flot med mange farver og jeg var pisse stolt.
Vi stod i køkkenet.
Jeg kan egentlig ikke huske om jeg var sur på mor over noget -det bliver børn jo tit hvis de ikke får deres vilje.
Jeg kaldte hende i hvert fald “møgkælling”, mest fordi det bare var et ord jeg lige havde lært i børnehaven.
Tævene haglede ned over mig.
Knytnæver.
I hovedet og på kroppen.
Jeg græd som en pisket og var fuldstændigt i chok og vildt bange.
Bange for min egen mor.
Situationer som den her fortsatte indtil jeg flyttede hjemmefra, og det gjorde jeg allerede som 16-årig, for der kunne jeg ikke holde til det mere…
Det var ikke bare bankene, men der var også bare altid råben og skrigen i vores hjem.
Hun råbte altid. Skældte ud konstant.
Stressende.
Og frygtindgydende. Vi var altid pisse bange for hendes raserianfald.
De var voldsomme og stod stort set “på menuen” dagligt.
Jeg havde sjældent andre venner med hjem end min slyngveninde Britt, for det var simpelthen så pinligt at min mor altid råbte og skreg og skældte ud, og hun var heller ikke bleg for at slå mig når der var venner på besøg.
Det var sgu ikke særligt rart…
Det var ydmygende…
Og trist.
Bare virkelig trist.
Hun kunne heller ikke sige at hun elskede mig.
De ord har jeg aldrig hørt fra hendes mund før jeg var over 30.
Men at hun hadede mig havde hun ingen problemer med at s(kr)ige.
Min mor har jo selv været helt ødelagt inden i.
Vi er alle ofre af ofre.
Hvis hun selv, i sin barndom, kun havde fået ubetinget kærlighed og var blevet strøget med hårene, så var hun næppe endt med at slå mig og mine brødre.
Næppe…
Det havde været skønt hvis hun havde formået at gøre det anderledes, men det havde hun ikke lært, så det kunne hun umuligt have gjort…
I dag ville hun ønske hun havde.
Hun er bundulykkelig over det og angrer dybt.
Hun ville gøre hvad som helst for os.
Hvad som helst for at udviske vores smerte, fjerne vores ar og gøre alting godt igen.
Det kan hun bare ikke, hvor end hun gerne ville…
Det skal vi selv gøre.
Og det er det jeg -blandt andet- er i gang med nu.
Det er lidt af en mundfuld oven i tabet af mit ufødte barn, tabet af min kærlighed, mit hjem og mine drømme.
Så en ting ad gangen…
Det kan heller ikke nytte noget at fortsætte med at leve i den evindelige offerrolle, og hænge alle mine problemer op på dén knage.
Det gør ikke mine issues mindre og løser ingen af mine problemer at jeg bare ligger mig ned og hulker og siger at det hele også bare er fordi jeg er så fucked up i mit hoved fordi jeg har haft en lortebarndom.
Det er da sandt nok, og jeg har også hulket meget over hvor fucked up jeg er, men hvis jeg ikke giver slip på det, tilgiver og kommer ud af offerrollen så får jeg formentlig heller aldrig et parforhold til at fungere.
Ønsker jeg det?
Nej, selvfølgelig ikke!
Nå, men som om dét ikke skulle være nok, så er jeg -naturligvis- også blevet mobbet i skolen.
Jeg blev holdt udenfor af pigerne i klassen. Der var to “kliker”, og det eneste de to kliker havde tilfælles på hver deres dagsordner var at jeg i hvert fald ikke måtte være med.
Jeg blev kaldt “Fessor”, jeg blev kaldt “Ugly”, låst inde i skabe og på toiletter. Hånet og gjort nar ad.
Det var så slemt at jeg hver dag havde kronisk mave- og hovedpine.
Jeg fik halsbetændelse konstant.
Jeg var bare et ulykkeligt barn.
Men i 5. klasse skiftede jeg så -endelig- skole. Min mor kunne godt se at det ikke gik længere…
I den nye klasse gik det rigtigt godt.
Ingen mobning.
Jeg fik masser af gode venner.
Det var dejligt.
Men da jeg så begyndte i gymnasiet, så startede det hele igen.
Så var jeg en poptøs, og ja…. Jeg ved sgu ikke hvad…
Det var -gud ske lov- ikke dem fra min klasse der var lede, men mest nogle af drengene fra de andre klasser.
Oooorker ikke engang at berette om det.
Men faktisk endte en sag engang med en politianmeldelse.
Der var en gut der gav mig en knytnæve lige i fjæset.
Han fik 14 dages hæfte.
Han har fortrudt det bittert siden.
Ikke kun pga pletten på strafattesten, men også fordi han godt var klar over at det vist ikke var “helt i orden”.
Jeg husker at der lige efter hændelsen blev skrevet om det i det der blad der udkom på gymnasiet som nogle af eleverne stod for.
Der stod noget i retningen af “Hvorfor nøjes med et blot øje når man kan tæve hele kroppen?”
Virkelig sødt ikke?
Og “forfatteren” var naturligvis anonym.
Jojo, det var bare en fest…
Nå, men øhhh… Det var så lige kort om mit sprudlende festfyrværkeri af en barndom. Men jeg synes den var nødvendigt at ridse op, før jeg bringer brevet til mine svigerforældre, som omhandler nogle af disse ting.
Så er du ligesom forberedt.
Jeg er også blevet klogere siden jeg skrev det brev. Det skal det lige siges.
Men alt det skal jeg nok fortælle nærmere om.
Næste gang!
Promise!
/Hanne <3
