Travel

Brevet til mine svigerforældre

By August 2, 2015 No Comments

Jeg føler mig tung om hjertet for tiden. Men jeg ved at det letter. På et tidspunkt… Fotograf: Hanne Paludan Kristensen

Jeg føler mig rigtigt tung om hjertet i disse dage.
Det har været hårdt at skulle læse brevet til mine svigerforældre igennem igen. Det bærer tydeligt præg af hvor knust jeg var -det er jeg stadig- og hvor skyldig jeg følte mig.

Det er som om jeg tager al ansvaret på mig. I dag snart 5 måneder senere har jeg det ikke sådan. Ikke helt i hvert fald.
Jo, det var også min skyld at forholdet ikke gik, absolut.
Men det var ikke kun min skyld.

Brevet efterlader også mig selv tilbage med et indtryk af at vores forhold var et langt mareridt for “P”, hvor jeg ustandseligt var sur, tvær og negativ. Hvor jeg konstant brød ud i umotiverede raserianfald og hvor jeg aldrig påskønnede “P” og aldrig udviste taknemmelighed eller kærlighed.

Intet kunne være længere fra sandheden…

Ja, graviditeten var svær for mig, og jeg havde svært ved at glæde mig fordi jeg var bange. Jeg var bange for at skulle miste igen. Miste mit ufødte barn og alle mine drømme. Miste troen på mig selv.
Jeg var bange for at jeg ikke “duede” og at “P” med tiden ville forlade mig hvis ikke jeg kunne skænke ham børn.
Så nej, jeg har måske ikke været alt for positiv.
Jeg var i hormonbehandling og havde været det i næsten 1 år. Det er ikke noget der bidrager til festhumøret. Det er hård kost.
Jeg prøvede at bevare en vis tro på at det ikke påvirkede hverken mig eller mit humør. Men det gjorde det jo. Fysisk såvel som mentalt.

Og ja, der har været et enkeltstående -og ret uheldigt- eksempel på at jeg ikke har været taknemmelig. Og det er jeg rigtigt ked af. Jeg ville ønske jeg kunne gøre det om. Og jeg har naturligvis sagt undskyld.

Ja, der har også været eksempler på at jeg har følt mig svigtet, skuffet eller udenfor og det har udløst uhensigtsmæssige reaktioner fra min side.

Men jeg er bare et menneske.
Jeg er ikke perfekt.
Og jeg har altid forklaret -ikke for at undskylde dårlig opførsel men for at give indsigt og opnå forståelse- og jeg har altid angret og sagt undskyld når jeg har opført mig dårligt.

Men det var altså langt fra hverdagskost at jeg “opførte mig dårligt” eller utaknemmeligt.
Husk på at vi lige havde købt hus, og få måneder forinden havde “P” kigget på uret og sagt “så er det nu” (At jeg havde ægløsning) og kærligt kastet sig over mig og efterfølgende håbefuldt lagt puder under min lænd -for så var han sikker på at de små svømmere ville finde vej til ægget hvis jeg “lå lidt med numsen i vejret”.
Sødt og sjovt.
-Og det er vel ikke noget man gør hvis fruen er et skrækkeligt uhyre?

Og gravid blev jeg. I kærlighedens navn.
Og alligevel, så synes jeg at dette brev giver indtryk af at jeg har været rablende vanvittig og fuldstændig urimelig at være sammen med. Det er ærgerligt…
For det er ikke sandt…
Jeg gjorde det bedste jeg kunne med den forståelse, bevidsthed og viden jeg havde.

Men jeg synes samtidig også det viser min vilje til at “gøre noget ved det”, til at “tage ansvar” og det viser min ubetingede kærlighed til det menneske jeg var sammen med.
Jeg ville være gået gennem ild og vand.
Jeg var villig til at “vokse med opgaven” og ændre mig.
Ændre mine tanke- og handlemønstre.
Ikke bare for ham. Men for mig selv. For os.
Jeg var fast besluttet på at vi -kærligheden- skulle vinde.

Det gjorde den ikke…

Jeg ved ikke om man kan sige at man kamp så var forgæves…?
Det tror jeg ikke…

Der er intet der er så skidt at det ikke er godt for noget, så nu skal jeg til at finde svar på hvad dette her skulle gøre godt for…
Det skal nok åbenbare sig henad vejen, og det vil jeg dele med dig.
Bare det at denne blog er blevet til, var måske en del af meningen med det hele…?

Inden du læser videre, vil jeg igen appellere til at du ser på indholdet med milde øjne.
Det er svært for mig at dele, fordi jeg elsker min mor og jeg elsker min far, og jeg ønsker ikke at “udlevere” dem eller stille dem i dårligt lys.
Jeg ved at de har gjort det bedste de kunne.

Så dette skal ikke give anledning til medlidenhed med mig.
Sket er sket og det kan ikke ændres.
Kunne det gøres om, så er jeg 100% sikker på at min mor ville stå på hovedet for at gøre det hele om.
Men det kan hun ikke, og tiden er inde til at jeg selv tager ansvar og kommer videre. Giver slip og slutter fred med en fortid der alligevel ikke kan ændres.

Derfor er det med en lidt ambivalent følelse at jeg nu bringer dette brev.
Men det giver god indsigt i hvad der sker oven i hovedet på et menneske der får sit hjerte knust:
Skyld med skyld på. Det er grundfølelsen.
“Hvis bare jeg dog havde gjort det anderledes…”
“Hvis bare jeg dog ikke havde sagt og gjort sådan og sådan…”

Her er mit brev til mine svigerforældre:

“Kære Xxxx og Xxxx,

Jeg er så forfærdeligt knust over hvordan det er gået for P og mig.
Jeg er så ulykkelig at hvert et åndedrag jeg tager gør ondt.
Jeg kan slet ikke holde ud at være i mig selv.

Jeg har en masse jeg gerne vil sige til Jer, så derfor skriver jeg til Jer nu.

Først vil jeg understrege at det ikke er “ond vilje” at jeg har slettet Jer som ven på Facebook. Jeg er bare rigtigt ked af det og har brug for ikke at have muligheden for at pine mig selv med hvad der foregår i P’s og hans omgangskreds’ liv.

Jeg er fuldstændigt ubeskriveligt trist over at jeg har mistet mit livs kærlighed og dermed også mine to dejlige svigerforældre.

Det er slet ikke til at bære for mig at tænke på at jeg ikke skal se jer igen, og at jeg ikke skal være kæreste med P og have den fremtid med ham som jeg gik og drømte om.

Jeg er i chok og i dyb, dyb sorg og ville sådan ønske at jeg kunne redde det eller at det hele bare var en ond drøm.

P har ikke følt sig påskønnet.

Jeg kan slet ikke sætte ord på hvor ked af det, det gør mig. Er der noget jeg har gjort, så er det påskønnet ham. Jeg har bare ikke været i stand til at udtrykke det.

Jeg har ikke været i stand til at udtrykke taknemmelighed. Den har absolut været der, men jeg har ikke udtrykt den nok, fordi jeg ikke kan. Jeg ved simpelthen ikke hvordan man gør.

Jeg har ikke været i stand til at udtrykke sorg, ked-af-det-hed eller skuffelse, i stedet har jeg udtrykt disse følelser med surhed, fornærmelse og negativitet.

 Jeg har ikke været i stand til at styre mit temperament, og det har flere gange ført til at jeg fik nogle irrationelle raserianfald. Ikke kun på P.  Men også på andre og på ting.

Det kunne være hvis der er en ting jeg ikke lige kan finde og jeg har ledt efter den lidt for længe, så til sidst går jeg bersærk og hiver alting ud af skabet i en voldsom fart, mens jeg oser af raseri.

Det er ikke rart for andre at være vidne til.

Det kan også være hvis andre er uenige med mig eller ikke vil det samme som mig, at jeg pludselig går amok, som en anden forkælet skolepige.

Er der noget jeg ikke er blevet, så er det forkælet.

Men jeg reagerer irrationelt og fuldstændigt ude af proportioner.

 Jeg vil gerne forklare jer lidt om min opvækst:

Jeg er vokset op i et hjem med vold, råben og skrigen.

En enlig mor til tre der aldrig havde nogen penge om som konstant var i underskud for overskud.

 Hun råbte og skreg og skældte ud, hele tiden. Der var aldrig noget der var godt nok. Jeg kunne aldrig gøre noget rigtigt eller tilfredsstille hende på nogen måde.

Jeg husker en dag hvor vi sad om spisebordet, min mor, mine brødre og mig, og jeg kom til at vælte mit glas med mælk. Hun rejste sig op, og slog mig -hårdt- i hovedet med kniven (bestikket) hun havde i hånden.

Og råbte og skreg af mig.

Fordi jeg kom til at vælte et glas mælk.

En anden ting jeg husker meget tydeligt var en dag da jeg havde glemt at rydde op efter mig i køkkenet. Jeg havde ristet noget brød og spist nogle rosiner.

Hun råbte og skreg og så kom hun løbende ind på mit værelse (og jeg blev altid så bange når jeg kunne høre de tunge tramp på vej mod mit værelse fordi jeg vidste at hun ville komme og slå mig) hun kom ind i værelset rødglødende af raseri, hun havde brødristeren og pakken med rosiner som jeg havde glemt at stille på plads, i hånden.

Hun tog brødristeren og vendte den på hovedet og tømte den udover min seng, så alle de sorte krummer i bunden af brødristeren nu lå spredt udover mit sengetøj.
Hun greb rosinerne i pakken og kastede dem rundt i hele mit værelse.
Så kunne jeg lære hvordan det var når der ikke blev ryddet op…

En dag havde jeg tabt mine nøgler mens jeg var i skole og på fritidshjem.

Jeg havde hjertebanken hele vejen hjem. Jeg direkte angst for at sige det til min mor, for jeg vidste at jeg ville få tæsk. Mange tæsk. Jeg vidste at hun ville råbe og skrige mig ind i ansigtet og slå mig med knytnæver i hovedet og på kroppen.

Jeg fik ret, hun råbte og skreg og slog mig, og hun sagde oven i købet at tyve og røvere nu sikkert ville finde nøglerne og at de sagtens kunne finde ud af hvor nøglerne hørte til, og at det var min skyld hvis vi fik indbrud eller der kom nogen og gjorde os fortræd…

Jeg var bange i årevis for at der ville komme nogen og gøre os fortræd.

Jeg sov med min morfars gamle spejderkniv under min hovedpude fordi jeg var så bange. Jeg kunne kun sove med lyset tændt, fordi jeg var så bange.

 Jeg var altid bange. Bange for at få tæv, for jeg viste aldrig hvornår de faldt. Det mindste fejltrin kunne udløse knytnæveslag i hovedet, i ryggen og på resten af kroppen.

 Ofte låste jeg mig inde på mit værelse fordi jeg simpelthen var så bange for hende, men så hamrede hun så hårdt på døren og skreg så højt og på en så væmmelig og truende måde at jeg skulle låse op, at jeg ikke turde andet end låse døren op.

Og så fik jeg bank.

Igen.

Jeg kunne ikke lide at have venner med hjem fordi hun altid råbte og skreg og skældte ud. Det var så frygtelig pinligt og sikkert også rigtigt ubehageligt for de få veninder jeg har haft med hjemme.

Jeg husker alle de gange hun har skreget af mig hvor meget hun hadede mig. Ja, hun brugte decideret udtrykket “uuuh, hvor jeg bare hader dig!”

Det har hun sagt flere gange.

Men hun har aldrig sagt “jeg elsker dig” da jeg var barn. Første gang jeg hørte hende sige det var jeg 35…

(Det kom sig af en konfrontation vi tog med hende da vi var blevet voksne)

Min mor har aldrig rost mig. Hun har aldrig fortalt mig at hun var stolt af mig eller at jeg var dygtig.

Først meget sent i mit voksne liv, efter føromtalte konfrontation.

Mine brødre (“Mi” og “Ma”) har fået samme omgang, men mest den ene (Ma). Den anden (Mi) gik meget fri i forhold til mig og Ma.

Det var mest mig og Ma er fik tæv og mest os alting gik udover. Det har selvfølgelig ikke været rart for Mi at se på og han har været plaget af skyldfølelser som også er gået ud over hans og Ma’s forhold.

Jeg husker engang hvor Ma ikke havde ryddet op på sit værelse, så tog hun alle hans legesager og kastede dem ned i en stor sort affaldssæk, naturligvis så mange af tingene gik i stykker, og satte posen ud på trappeopgangen.

Så kunne han lære det….

Var hendes filosofi.

Min far var der ikke rigtigt i alt det her. Min mor og ham gik fra hinanden da jeg var 1 1/2 år.

Han var karrieremand og havde ikke overskud og tid til mig.

En weekend hvor jeg var hjemme hos ham fik jeg skæld ud over et eller andet, og jeg dukkede mig straks og holdt hænderne op foran mit ansigt fordi jeg vidste at nu ville slagene nok hagle ned over mig.

Men det gjorde de ikke.

Han sagde “Jeg slår dig da ikke!”.

Og det kunne jeg slet ikke forstå…

Det plejede min mor jo at gøre.
 
Min far har aldrig slået mig. Han har bare ikke været der så meget for mig. i flere perioder har vi slet ingen kontakt haft i årevis.
 
Hvis min far havde haft tid og overskud til at tage kampen om at få mig hjem til sig (Det havde børnehaven nemlig anbefalet) så havde jeg nok været en helt anden end den jeg er i dag.

Men det magtede han ikke.

Han har sagt til mig at han ikke anede hvad der foregik hjemme hos min mor.

Han var dog godt klar over at der konstant var råben og skrigen, for det var han selv vidne til flere gange når han kom og hentede mig hver anden weekend.

Han siger at han faktisk konfronterede min mor med det og spurgte hende hvad hun havde tænkt sig hvis der virkelig opstod en situation der krævede en omgang skæld ud. “Så findes der jo ikke eder og forbandelser der er hårde nok, hvis du konstant råber og skriger og bander og svovler?”

Hun tog det ikke til sig.

Jeg husker også tydeligt min mors udbrud. Ikke bare på os børn, men på alt.

Hun kunne sidde og skælde ud på fjernsynet.

Hun brokkede sig altid højlydt nede i supermarkedet -og alle mulige andre steder- så man blev helt flov over hende.

Når hun slog hovedet på en åben køkkenlåge gik hun fuldstændigt bersærk og knaldede lågen hårdt i flere gange mens hun hamrede på den og råbte og skreg.

Der skulle meget lidt til før hun fik de anfald.

Det kunne ske når som helst og hvor som helst.

Udover den korte lunte var min mor utroligt rethaverisk, stædig og utålmodig.

Alt det her, det er dét jeg har lært. Det er det jeg har taget med mig i rygsækken af erfaring.

Da hun fik tvillingerne (mine brødre Mi og Ma) brød fanden løs, for  deres far (Ca) skred netop som de var kommet til verden og nu stod min mor -som var studerende- alene med tre børn. Der var jeg 5 år. Hun har været alene lige siden.

Så jeg har aldrig set eller lært hvordan man lever i et parforhold.

Jeg har tilgengæld lært alle de andre ovenstående ubehagelige ting.

Da jeg blev lidt ældre (13-14 år) begyndte jeg at gå i noget der hed Ama’r Total Teater. Det var et projekt der var til for utilpassede unge, og jeg fandt mig godt tilrette der.

Her fandt jeg også min kærlighed for skuespillet, som jeg dog senere droppede mest fordi mine forældre aldrig bakkede mig op i min drøm om at bliver skuespiller, snarere tværtimod, og derfor troede jeg ikke selv på at det kunne lade sig gøre.

Jeg opgav på forhånd.

De voksne der underviste os og passede på os i Ama’r Total Teater var allesammen frivillige og det var de sødeste og mest engagerede mennesker.

Dejligt og trygt.

En af dem blev kaldt for “Trolle”. Trolle var gammel BZ’er og havde haft et rigtigt svært liv. Men han var det sødeste, kærligste mest hjælpsomme menneske, og alle os børn i Ama’r Total Teater elskede ham betingelsesløst og beundrede ham for hans godhed og hjælpsomhed.

Trolle forsøgte en dag at begå selvmord. Han overlevede men vi var allesammen ulykkelige og forsøgte at være der for ham.

Men Trolle havde det rigtigt skidt inden i. Og kort tid efter lykkedes det Trolle at tage sig selv af dage.

Jeg var skide ked af det, og græd meget på mit værelse.

Min mor reagerede ved at gøre nar ad mig og kalde mine tårer for falske krokodilletårer.

Jeg ved simpelthen ikke hvorfor hun gjorde det.

 Det samme skete engang da nogle af dem fra fritidshjemmet var ovre og lege på en gammel fabrik. En dag gik det galt, og taget på den gamle faldefærdige bygning røg ned over de legende børn. En af dem -Allan- som jeg gik på fritidshjem med blev dræbt.

Selvom Allan ikke var en jeg legede med så blev jeg rigtigt ked af det.

Samme scenarie som ved Trolles død blev gentaget af min mor.

Jeg har stadig avisudklippende fra dengang.
Den forfærdelige ulykke rørte mig dybt og jeg var virkelig oprigtigt ked af det.

Jeg havde også en ubearbejdet sorg over tabet af min halvlillebror Fe, da jeg var 8 år.

Den mand (Ca) som min mor har mine småbrødre med, han havde et barn (Fe) fra et andet ægteskab som var på min alder. Et år yngre.

Han døde i en frygtelig ulykke (Han var 7 og jeg var 8) hjemme på Øresundskollegiet hvor vi boede dengang.

Han fik en stor lys-rist ned over sig. Han havde tabt sit Starwars lyssværd ned i risten, ungerne på legepladsen hjalp hinanden med at få risten af men den var rigtig tung, så de fik den kun lige halvt af, men han sprang ned i hullet for at hente sit sværd, men så tippede risten ned over ham…

Da man endelig fik konstateret at han havde indre blødninger (han havde fået mast leveren) der var han gået bort…

Jeg husker tydeligt den dag min mor kom ind på mit værelse og fortalte det.

Hun sagde blot at Fe var død men at jeg ikke kunne komme med til begravelsen fordi der i Chile (Hvor Fe, Mi og Ma’s far kommer fra) er tradition for at åbne kisten, og det ville min mor ikke have at jeg skulle se.

Vi har aldrig talt om det siden.

Der er aldrig nogen der har spurgt mig hvad jeg følte eller hvordan jeg havde det, og jeg var virkelig i chok og rigtigt ked af det, men ingen tog sig af det…

Ingen trøstede mig…

Jeg flyttede hjemmefra da jeg var 16. Der kunne jeg ikke mere.

Dette er slet ikke engang hele historien desværre. Jeg har slet ikke nævnt alle de problemer jeg havde i skolen hvor jeg blev mobbet ud og måtte skifte skole i 5. klasse.

Det vil jeg ikke komme ind på nu, for så kan jeg jo bare blive ved i en uendelighed.

P kender godt nogle af disse historier jeg har fortalt nu. Langt fra dem alle, men han kender godt nogle af dem.

Jeg fortæller ikke disse her ting for at smide ansvaret fra mig eller for at I skal have ondt af mig.

Jeg fortæller dem for at det måske kan blive lettere at forstå hvorfor mine handlemønstre er som de er. Hvorfor jeg han være utroligt irrationel, hvorfor jeg konstant er bange for at blive svigtet af dem jeg elsker og derfor har en tendens til at behandle dem dårligt og dermed skubbe dem fra mig, og hvorfor jeg konstant er negativ og hurtigt bliver sur, hvorfor jeg er bange for at vise følelser som sorg og ked-af-det-hed og hvorfor jeg har svært ved at udtrykke taknemmelighed, påskønnelse og kærlighed.

Jeg har meget lidt selvværd, meget lidt tro på mig selv og en frygtelig tro på at jeg ikke er værd at elske.

 Jeg har tilgivet min mor.
Jeg har tilgivet min far.

Og nu er jeg nødt til selv at tage ansvar for mit liv.

Jeg har masser at byde på.

Jeg er et godt menneske med et stort hjerte og jeg har masser af kærlighed, omsorg, taknemmelighed og påskønnelse som jeg bare skal lære at udtrykke.

Det er derinde.
 
Jeg skal lære at være mere tålmodig.
Jeg skal lære at styre mit temperament.
Jeg skal lære at tælle til ti.
Jeg skal lære at tænke før jeg taler.
Jeg skal lære at sige pyt.
Jeg skal lære at gå på kompromis.
Jeg skal lære at give mig.
Jeg skal lære at jeg ikke altid behøver at få ret.
Jeg skal lære at udtrykke sorg
Jeg skal lære at udtrykke glæde.
Jeg skal lære at udtrykke taknemmelighed.
Jeg skal lære at vise påskønnelse.
Jeg skal lære at være positiv.
Jeg skal lære at være optimist i stedet for pessimist.
Jeg skal lære at glasset et halvt fyldt.
Jeg skal lære at udtrykke mindre brok.
Jeg skal lære at acceptere at andre har en anden mening end mig.
Jeg skal lære at acceptere når andre ikke er enige med mig.
Jeg skal lære at andre ikke tænker lige som mig.
Jeg skal lære at andre reagerer anderledes end mig.
Jeg skal lære at dem jeg elsker er her for mig.
Jeg skal lære at tilgive mig selv.
Jeg skal lære at elske mig selv.

Alle disse ting har jeg aldrig lært.

Sørgeligt med sandt.

Det skal jeg lære nu.

Jeg VIL lære disse ting. Så derfor KAN jeg også godt.
Men jeg skal have hjælp til at lære det.
Professionel hjælp.

Jeg ringer til min læge i morgen mandag og får en henvisning til en psykolog.

Oven i det vil jeg prøve noget hypnoseterapi, det har jeg hørt skulle være godt i forbindelse med at få ryddet op i gamle ting og traumer.

Og måske noget coaching.

Jeg har masser af selvindsigt, jeg ved hvad det er jeg skal arbejde med, og jeg skal bare vide hvordan jeg skal gøre for at nå mit mål.

Jeg skal have nogle helt konkrete værktøjer.

Når det så er sagt så er jeg ubeskriveligt ulykkelig over at P ikke har sagt noget til mig, før det var for sent.

Jeg vil så gerne give ham alt den kærlighed, påskønnelse og taknemmelighed retur, som han fortjener.

Det er næsten ubærligt at jeg ikke kan få lov til det…

Jeg er så ked af det, helt ind i knoglemarven.
Jeg ville sådan ønske at han havde sagt det noget før.

Det er ikke fair at jeg først får det ad vide når det er for sent.

Det er ikke fair overfor mig, og overfor os.

Jeg tror han har været bange for at at tage konflikten, og bange for at jeg ville reagere irrationelt og stædigt og være negativt stemt og gå i forsvarsposition.

Det er også meget sandsynligt at jeg ville have gjort det. Men jeg er sikker på -for det kender jeg mig selv godt nok til- at hvis den var blevet taget op på konstruktiv vis, og med alvoren ridset op for mig, så ville jeg have gjort noget ved det.

Det ville jeg!

Fordi P betyder alt for mig.

Jeg ville ønske at P havde hevet fat i mig og sagt det til mig. Sagt det med kærlighed og sagt det på en måde så jeg ikke var bange for at han ville gå fra mig.

Hevet fat i mig og sagt “Hanne, nu er du simpelthen nødt til at lade være med at være så negativ. Jeg føler at jeg bliver kvalt og der ryger en lille flig af min kærlighed til dig, hver gang. Jeg føler at jeg skal gå på listefødder altid fordi jeg ikke ved hvornår du bliver sur eller fornærmet. Jeg elsker dig og vil dig rigtigt gerne, så du er nødt til at tænke over disse ting, ellers kommer det ikke til at gå”

Det ville jeg ønske at han havde gjort.
Noget så inderligt.
Det er så forfærdeligt at jeg ikke er blevet stillet til ansvar noget før.
Så jeg havde haft en chance for at ændre det.

Det skal nok tilskrives al den stress han har været udsat for på sit arbejde. Det har været et hårdt slag for ham.

Han har simpelthen ikke haft overskud til at tage kampen op.
Nu er han brændt helt ud og har ikke mere at give af.

Det er slet, slet ikke til at bære, for jeg elsker ham helt ud i universet og kan slet ikke bære at jeg skal være uden ham.

Jeg ønsker sådan at han vil overveje at give mig chancen….

En dag…

I skal vide at jeg virkelig har haft det godt i Jeres selskab, og at jeg nærmest har holdt mere af Jer end af mine egne forældre.

Det er ubærligt at jeg ikke skal se Jer igen.

 Men jeg håber stadig i mit stille sind…

Kram og tanker

Hanne”

Ja… Sådan lyder det når man er knust, desperat.
Jeg tænkte at alting var min skyld…
Det gør jeg ikke mere, men jeg tager 100% ansvar for min del…

Jeg får også lyst til at sige at der selvfølgelig også var gode dage hjemme hos min mor og at der selvfølgelig også var omsorg og blev sagt søde ting, der var bare alt for meget af ovenstående…. Brevet bærer også et tydeligt præg af min vante offerrolle, så det kan hurtigt komme til at lyde som om det er min mors -og fars- skyld det hele.

Sådan ønsker jeg ikke at se på det længere.

Nu er ansvaret for mit liv, mine forhold og relationer mit eget, og jeg kan ikke længere “skyde skylden” for mit miserable liv over på min mors magtesløshed og min fars fravær. Jeg må tage ansvar og se fremad.

/Hanne <3

Gør som mere end 5.000 andre

Få viden, indsigter, værktøjer og inspiration til at blive den bedste leder af dig selv.
Så du kan sætte retningen for dit liv i stedet for at andre gør det.
Du får -selvfølgelig- også først besked om nye kursusdatoer og gode tilbud.
Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Privatlivspolitik

.

Leave a Reply