Blogindlæg fra Søndags-Support 4. december 2016
Få Supporten sendt direkte til din indbakke hver søndag: Tilmeld Søndags-Support
…Er din værste fjende.
Som jeg har sagt i en tidligere Søndags-Support, så skal vi være meget opmærksomme på at vores værste fjende ikke bor imellem vores ører.
Hvordan ville du have det hvis din bedste ven/veninde jævnligt fortalte dig hvor dum du er?
-Hvor latterligt gumpetung du er til yoga
-Hvor håbløst slap du er i forhold til andre i træningscenteret
-Hvor dårlig og langsom du er til at løbe 5 km
-Hvor svag du er når du spiser den der romkugle
-Hvor nederen du ser ud uden makeup (Eller f.eks. uden skæg/hår på hovedet hvis du er mand)
-Hvor irriterende du er når du siger noget
-Hvor fladbrystet du er (Eller evt. fuglebrystet hvis du er mand)
-Hvor tyk du er blevet
-Hvor meget appelsinhud du har (Eller f.eks. hår på ryggen hvis du er mand)
-Hvor forkert du er
-Hvor kedelig du er
-Hvor gammel og trist du efterhånden ser ud
-Hvor tydelig og nederen en dobbelthage du har fået anlagt dig
-Hvor rodet du er
-Hvor ustruktureret du er
-Hvor meget bedre andre er end dig til alt
-Hvor grim -og fedtet- din næse er
-Hvor ringe du er til at huske ting
-Hvor dårlig en ven/veninde du er
-Hvor ubetydelig -og billig- din påklædning er
-Hvor grimt dit smil er
Det ville ikke rigtigt være en bedste ven/veninde særligt længe vel?
Men mange af disse udsagn her ovenfor er faktisk ting vi “siger til os selv”. Ting vi tænker om os selv.
Det her er blot et lille udpluk af nogle af de ting jeg har været slem til at kritisere mig selv for, og som jeg lige kunne komme på i skrivende stund.
Tænk lige over hvor meget det ville såre dig hvis en god ven/veninde sagde de her ting til dig…
Og så tænk over hvor meget du egentlig går og sårer dig selv ved at sige netop disse ting…
Prøv lige at give det 5 minutters refleksion…
Overvej også hvordan du gør det. For det behøver ikke nødvendigvis være sådan at du tænker “Jeg er grimt, ubetydeligt og billigt klædt”.
Det kan sagtens være at du ikke med ord eller tanker siger nøjagtigt det, men måske siger du “Nåh, det er ikke noget, den har jeg bare købt i H&M” når nogen komplimenterer dig for din påklædning.
Eller siger “Nåh, det var nu ikke rigtigt noget” når nogen udtrykker beundring for ting du har gjort eller udfordringer du har klaret.
Men hvorfor fanden gør vi sådan noget?
Hvorfor er vi sådan overfor os selv?
Jeg ville virkelig blive ked af det hvis jeg stolt kom og viste en ny kjole frem og jeg selv synes at den sad rigtigt pænt og den første kommentar jeg fik ville være “Nå, den er da ikke noget særligt, har du ikke bare købt den i H&M?”
Og alligevel har jeg ofte gjort det imod mig selv, når andre har givet mig komplimenter.
Når jeg kigger mig i spejlet kan jeg ofte blive helt fortvivlet over min dobbelthage. Det lille kalkunslag af overskudshud der kan ses når jeg står med siden til. Men hold kæft hvor er det tarveligt af mig at fremhæve det ved mig selv.
For hvad så?
Gør det mig mindre elskelig?
Gør det mig til et dårligere menneske?
Nej vel?
Nok gør det mig heller ikke ligefrem til modelmateriale, men hvad så?
Hvad så?!
Er jeg ikke sød, skøn, hjælpsom og god mod dyr!?
Jo for fanden!
Og er der ikke andre træk hos mig der er smukke og fine?
Jo sgu’ da!
Hvorfor fremhæver jeg ikke dem?
Og nogle gange er det eneste jeg ser når jeg kigger på mig selv, en stor fedtet næse. Jeg glemmer lige den pæne mund, de søde små ører og de flotte blå øjne… Som jeg så lige kritiserer for at være rødsprængte, nu jeg er i gang med kritikken.
Hvor er det dog trist og ærgerligt at vi gør sådan noget imod os selv…
Hvad ville der mon ske hvis vi begyndte at fremhæve alle de gode træk vi har?
Hvis vi begyndte at tænke tanker såsom “Jeg har egentlig ret smukke øjne, hvad kan jeg gøre for at gøre dem ekstra smukke og synlige i dag?”
Fremfor “Hvor er det nederen det kalkunslag jeg har, hvad kan jeg gøre for at skjule det i dag?”
Jeg ved at der vil ske mirakuløse ændringer i ens selvopfattelse hvis man træffer et bevidst valg om at dyrke og fremhæve det gode.
Jeg har nemlig selv gjort det og det har vendt op og ned på alting, og jeg er ikke engang helt i mål, for jeg ryger til stadighed selv en tur i selvkritiker-fælden. Nogle gange er det ligefrem rent selvhad der er tale om.
Sørgeligt. Men de små baby steps mod at droppe fornedrelsen af mig selv har alligevel gjort underværker, set i forhold til hvordan jeg havde det engang.
Inspireret af -eller måske provokeret af?- mennesker der kaster sig ud i endeløse skønhedsbehandlinger af den ene eller den anden art, oplever jeg endnu mere incitament til at lære at acceptere mig selv som jeg er.
Det er naturligvis folks eget valg hvor mange løft, sug og botoxindsprøjtninger man vil udsætte sig selv for, og helt op til en selv hvornår man har fået nok permanent makeup og implantater.
Jeg synes for så vidt at det er helt okay at få foretaget nogle rettelser af noget man er ked af, men for mange tager det fuldstændigt overhånd de bliver aldrig tilfredse og der vil hele tiden være noget nyt der skal “rettes” og det er skide synd.
Jeg vil også mene at det meste har rod i et udgangspunkt om at man ikke er nok.
Ikke god nok, ung nok, pæn nok, stram nok, rigtig nok, symetrisk nok, stor nok de rigtige steder, smal nok de rigtige steder osv. osv.
Det er skruen uden ende, hvis ikke man får styr på sit indre fundament: JEG ER NOK!
Pt. bruger jeg Instagram lidt som min legeplads, hvor jeg øver mig i bare at være mig. Fortælle og vise tingene som de er. Ikke alle de der pastelfarver og opstillet “virkelighed” med filtre.
Så jeg laver masser af vidoer af mig uden makeup. Noget der før i tiden ville have været helt utænkeligt. Jeg kunne ikke engang gå på gaden uden makeup, og hvis jeg havde en kæreste måtte han nærmest ikke se mig uden makeup.
Det er jo det rene vanvid når jeg tænker over det…
Jeg er god nok som jeg er.
Og jeg er så småt ved at lære at holde af alle de facetter jeg har.
Nej, jeg er bestemt ikke særligt laber -sådan i modebladsagtig forstand- når jeg ikke har makeup på, og so what!!! I dag tør jeg godt at vise mig frem også når jeg ikke er “i fuld krigsmaling”, for jeg ved nemlig at også kan være ganske pæn når jeg gør lidt ekstra ud af mig selv!
Nemlig ja. Og hvor er det bare befriende at “turde” tage til træning og ligne en laboratorierotte uden så meget som et strejf af mascara og hvor er det befriende at have taget en beslutning om at jeg er præcis som jeg skal være.
Og hvis en kæreste ikke mener han kan holde af mig når jeg ligner en krøllet rosin mandag morgen, så skal jeg nok -høfligst- vise ham hvor døren er.
For jeg holder nemlig af mig, ja, jeg elsker faktisk mig, og derfor tillader jeg ikke at nogen piller mig ned.
Men bortset fra det, så har jeg aldrig oplevet en kæreste svine mit udseende til, gudskelov. Og jeg ved fra pålidelige kilder at mænd slet ikke ser alle de fejl vi kvinder selv ser, og jeg ved også omvendt at vi kvinder slet ikke tænker over de ting mændene tror vi tænker over.
So give it a rest!
Og jeg mener seriøst, man skal aldrig nogensinde finde sig i at blive nedgjort af en kæreste. På nogen måde. Hverken omkring udseende, vægt eller noget som helst andet. Man kan have kontruktive samtaler omkring en sundere livsstil eller glæden ved at gøre lidt ud af sig selv, men man skal aldrig acceptere en nedladende sviner.
Fra nogen!
Som fotograf oplever jeg ofte at folk har en idé om at de ikke ser godt ud fra en bestemt side eller at visse træk hos dem skal skjules i optagelsen eller fjernes i Photoshop.
Andre mennesker har kun én grimasse, og lige meget hvor meget jeg hopper, danser og smalltalker så kan jeg ikke vride et smil eller bare en eller anden variation fra den stive fotogrimasse ud af dem. De er overbevist om at deres smil er grimt eller forkert, nogen mener ovenikøbet at det er upassende at smile, så de kan ikke lide at smile. Det er især mænd.
Tænk, ikke at kunne lide at smile…
Så folk gemmer sig bag en opstillet facade -den stive fotogrimasse- og tør ikke en gang sende et ægte og ærligt smil…
Jeg bliver sgu helt ked af at tænke på det…
Vi har også travlt med at fortælle andre -og dermed overbevise os selv- om alt det vi ikke kan eller ikke er gode til.
Jeg er selv slem til at sige at jeg er “en dårlig løber”. Og det er da muligt jeg er det, men jeg bliver jo ikke en bedre løber af at jeg hele tiden fortæller hvor ringe jeg er til det.
Hvad nu hvis jeg i stedet sagde: “Jeg er en super god løber, jeg skal bare lige have det trænet lidt op.”
Hvad tror I så der ville ske?
Jeg er selv overbevist om at jeg ville være i stand til rent faktisk at træne mig selv op til at blive en glimrende løber. Jeg behøver jo ikke være Usain Bolt for at være en udmærket løber!
Vi er nemlig vores egen placebo.
Tænk lige over den…
Nogle gange stiller vi alt for store krav til os selv. Mange af dem er tåbelige, tarvelige og virkeligt sårende.
Vi tænker bare ikke over det, når det er os selv der sårer os selv.
Men det skulle vi tage at gøre.
Fordi det bringer os ned.
En ting er at blive nedgjort af andre, men for pokker hvor er det dumt at gøre det imod sig selv.
Jeg har sagt det før og nu siger jeg det igen, vi er simpelthen nødt til at kunne regne med os selv.
Stole på os selv.
Være trygge ved os selv.
Kunne finde trøst i os selv.
ELSKE os selv.
Vi skal være vores egen bedste ven.
Jeg er den ENESTE jeg nogensinde ville kunne regne med 100%
Så fanden ta’ mig hvis jeg bringer mig selv ned!
Det har jeg besluttet at stoppe.
Det håber jeg også at du vil.
Apropos at blive nedgjort af andre, så havde jeg for nyligt en fotosession hvor en mor (!!) beordrer sin datter til at gemme sit ene øre bag håret fordi det stritter så grimt…
Det gippede bare i mig.
Jeg kunne næsten ikke tro det jeg overhørte lige der.
Jeg blev virkelig ked af det, og vred!
Jeg havde lyst til at gå over og ruske i denne her mor og spørge hende hvad hun havde gang i.
“Hvad tror du det der gør ved din datter!?”
For helvede altså…
Nu vil det lille menneske -måske for altid- være overbevist om at hendes ene øre er grimt og forkert og skamme sig over det.
Hvor er det synd…
Jeg håber at hun en dag vil være stærk nok til at bryde med den overbevisning.
For en ting er sikkert, den overbevisning er kodet ind i hende nu: Mit øre stritter og jeg skal gemme det væk for det er ikke pænt.
Mange af os har fået den slags kodninger. Desværre. Ikke nødvendigvis fra vores forældre, men så måske fra kammerater, kærester eller andre omkring os.
Og det er svært af gøre sig fri af for de ligger dybt i os.
Men det er ikke umuligt.
For at lave om på sådan en kodning er man nødt til bevidst at vælge at tænke og TRO anderledes.
I starten vil det ikke føles sandt.
Hvis man hele livet har fået ad vide at man skal gemme sine ører væk eller undlade at vise sit grimme smil, så er det ikke just nemt at sige til sig selv at mine ører er fine som de er eller mit smil er smukt og livsbekræftende, og føle at det passer.
Men hvis man er standhaftig med det, så vil det blive bedre med tiden, det vil jeg gerne sidde her og love!
Samtidig er vi også blevet opdraget med janteloven, så der er jo en anelse konflikt i at skulle i gang med at lære at føle sig god nok og pæn nok og skulle arbejde på at bygge selvtillid og selvværd op, samtidig med at man har liggende i baghovedet at man denondelynemig ikke skal komme for godt igang og tro man er noget særligt.
Men den vil jeg gerne slå i stykker, for vi er alle sammen noget særligt og vi skal kraftstejlemig også tro på det!
Ja, undskyld alt mit franske.
Men så er det skisme sagt!
Og det er lige så meget til mig selv som til jer. ?
Lov mig at du øver dig på det her hver dag,
Hver evig eneste dag.
Og husk alle fælderne, hvor din selvkritik er lidt gemt, pakket ind eller camoufleret.
PS. Selv fotomodeller er ikke modebladsagtige pæne når de ankommer i studiet uden makeup. Just saying.
/Hanne ❤
