Travel

Fjenden udefra…

By December 11, 2016 No Comments

Blogindlæg fra Søndags-Support 11. december 2016
Få Supporten sendt direkte til din indbakke hver søndag: Tilmeld Søndags-Support

…kan ikke røre dig hvis du har fred indvendigt…

I forlængelse af sidste søndags mail der handlede om den indre kritiker og hvor ægerlige og store konsekvenserne er af at vi er så hårde mod os selv, vil jeg fortsætte med denne:

Jeg har også i en tidligere Søndags-support skrevet om hvor vigtigt det er at vi er yderst opmærksomme på at vores værste fjende ikke bor imellem vores ører!
Så man kan vel godt sige at den røde tråd i mange af budskaberne er “Selvkærlighed”…

Men hvad er selvkærlighed?
Og bliver vi snart lidt trætte i ansigtet hvis vi skal høre mere om det?

Hvis ja, så forstår jeg det på en måde godt, men grunden til at vi støder på det igen og igen er at det simpelthen er  vigtigt.
Det er grundstenen til alt vores arbejde med os selv.
Hvis vi dybest set er fyldt med foragt for os selv, så er det svært skabe positive ændringer.

Måske tænker du, “Jamen jeg har det skam fint med mig selv”, det gjorde jeg også, indtil jeg fandt ud af at mine handlinger -og tanker- faktisk afspejlede et helt andet billede.

Jeg fik ikke nok søvn
Jeg fyldte mig med dårlig mad
Jeg var aldrig tilfreds med mine egne præstationer
Jeg kunne ikke tage imod ros og komplimenter
Jeg syntes ikke om mit spejlbillede
Jeg løb efter veninder der ikke var særligt loyale
Jeg klyngede mig til mænd der ikke ville mig
Jeg blev tit skuffet over mig selv
Jeg blev ofte sur på mig selv
Temperamentet løb jævnligt af med mig

Og værst af alt, jeg greb mig selv i et stadigt større behov for at tænke dårligt om andre, eller ønske at andre ville mislykkes….

Og jeg vil vove den påstand at sidstnævnte er lidt af en folkesygdom, og selvom jeg nok er en af de få der tør indrømme det offentligt, så ved jeg -med statsgaranti- at jeg langt fra er den eneste. Faktisk så bliver det dyrket på højt plan i tv programmer som mange sidder og lapper i sig hver aften sammen med kaffen og småkagerne.
Vi griner af folk der ikke kan synge og dyrker hånen, latterliggørelsen og ydmygelsen af nogle stakler der knapt nok selv er klar over at de er til grin, før vi i slutningen skal  betages af talenterne. Programmer med “mennesker der har det værre end os” er meget populære, hvad enten det er folk med gæld til op over begge ører eller unge mennesker der sætter fremtidens muligheder på spil ved at ligge og knalde åbent på tv og lade sig manipulere til tåbelige udtalelser så vi andre kan sidde hjemme i stuen og føle os bedre.

Det er den samme mekanik når vi har behov for at tale nedsættende om andre, eller når vi tænker “gud, har hende der ikke en lidt for stor røv til de bukser?”
Dét behov det har vi ikke når vi elsker os selv. Det forsvinder simpelthen.

Når vi ikke elsker os selv, så har vi travlt med at finde fejl hos andre også, og de ting vi har størst problemer med ved os selv, er dem vi holder mest øje med hos andre. Hvad enten det er vægt, udseende eller evner.

Og hvis vi -som jeg gjorde-  tit bliver sure på os selv og skuffede over os selv, ja… så bliver vi også tit sure på og skuffede over andre… Det går ofte udover dem tættest på os. Børn, mand, kone, kæreste, hund, kat, mor, far, søskende.
Og hvis temperamentet løber af med dig, så skaber du en ufred og stress i dit indre, som du bærer rundt på hele tiden.
Det samme gælder hvis du aldrig kommer af med noget, finder dig i alt og aldrig siger fra… Det skaber ufred, stress, angst, frygt, foragt, lavt selvværd og sorg i dit indre.
Hvis man hader sig selv vil man -som sagt- tit forsøge at finde fejl hos andre og man sladrer, bagtaler og brokker sig. Alt sammen noget der skaber ubalance inden i.

Hvis du gør en indsats for at få det rigtigt godt med dig og elske hver en centimeter af dig, så vil du opdage behovet for at “svine” andre vil smuldre for til sidst helt at forsvinde, og det er så befriende, fordi det pludselig åbner op og giver plads til at se på både dine egne og andre menneskers gode og smukke sider.

Jeg har lavet en pagt med mig selv, for efter at jeg er begyndt at få det bedre inden i, så er jeg begyndt at se alle disse ting og noget af det der er allersværeste for mig, det er at sige det.
Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg tør simpelthen ikke…
Tænk engang… Jeg tør ikke henvende mig og sige noget pænt til et andet menneske…
…Og der er jo næppe nogen der slår mig ihjel hvis jeg fortæller dem at jeg synes de har et pænt hår, en flot kjole eller smukke hænder, vel!?

Hvorfor fanden tør jeg så ikke sige det?
Det er helt ulogisk.
Men jeg tror det er fordi jeg ikek har lært det…
Sådan var det også med selvkærlighed. Jeg havde ikke lært det…

Egentlig er vi født med evnen til at elske os selv, bare se på babyer og små børn. Men desværre får mange os smadret den selvkærlighed meget tidligig i livet, og derfor har vi nu glemt den og aner ikek “hvordan man gør”…

Før jeg mødte min eks, som jo er årsagen til at jeg gennemgik mit livs nedtur for 1 1/2 års tid siden, der var jeg single i 10 år… 10 år!
Og skal jeg sige dig hvorfor?! Fordi jeg i bund og grund ikke havde noget til overs for mig selv, og fordi jeg ikke turde henvende mig hvis jeg så en mand der var interessant. Faktisk skyndte jeg mig at vende ryggen til, for jeg kunne ikke engang se i hans retning.
Og det hele hænger jo sammen. Hvis jeg er overbevist om at jeg ikke er lækker nok, tynd nok, rigtig nok, feminin nok, høj nok og jeg sidder fast i troen på at min næse er for stor og min stemme er irriterende, så er det jo klart jeg ikke tør henvende mig.

Men der vil næppe være nogen mand der bliver sur over at man viser interesse… Det ved jeg godt sådan rationelt set.
Jeg er bange for afvisningen. For den vil blot bekræfte mig i alle de grimme ting jeg har at sige om mig selv…

Men det passer ikke. Det bekræfter ikke en sk**! Og hvis det skulle være sådan at en mand afviste mig fordi min næse var for stor,  så siger det jo mere om hvor han eri livet, end om mig og min næse.
Efter jeg har fået det bedre med mig selv, er jeg blevet meget mere rolig og meget mindre bange. For jeg har jo mig. Og jeg ved at hvis en mand afviser mig, så er det fordi jeg skal have en anden der er bedre for mig, og hvis ting mislykkes, så er det fordi det er meningen at jeg skal nooget andet. Jeg hviler meget mere i “tilliden til livet” om man så må sige.

Jeg bliver ikke bange, ked, sur, frustreret, irriteret og skuffet i samme dur som tidligere og selvværedet har fået et nyk opad, og selvom der er masser af arbejde at gøre for mig endnu, så  føler jeg en kæmpe enorm lettelse indeni, og det er den jeg så gerne vil dele med jer, for jeg ved at det er muligt at opnå den indre fred der gør dig total uafhægig af andre.

Vi glemmer at acceptere -og dermed elske- os selv, og vi går og venter på at andre skal acceptere os -og elske os- og sige/bekræfte at vi er “gode nok”.
Men den strategi holder desværre ikke…
Når nogen siger noget sødt eller giver os et kompliment, så er det hurtigt glemt igen. Måske tror vi slet ikke på det i første omgang.
Og de mennesker vi læner os opad for at få kærlighed er sjældent de rigtige, for vi nærer ikke engang kærlighed til os selv, så dem vi finder til at elske os er sjældent i stand til at elske os som vi gerne vil elskes, og omvendt…
Det er skruen uden ende.

Så derfor skal vi lære at elske os selv, før vi går videre med at finde det vi søger. Hvad enten det er kærlighed, karriere eller en generel mening med livet.
Kig evt. ind forbi min YouTube kanal hvor jeg har lavet nogle videoer der handler om præcis alt det her, og der er flere på vej, så tryk endelig “Abonnér” hvis du vil have besked når der kommer nye.

Så min pagt med mig selv er, at jeg på bedste Ole Henriksen vis skal blive bedre til at fortælle andre hvad jeg godt kan lide ved dem, og til at give fremmede såvel som venner komplimenter. På den måde øver jeg mig i at “turde”.
Turde henvende mig, turde sige noget pænt til andre. Og faktisk, vil det også gøre mig selv bedre til at tage imod andres komplimenter til mig, og sidst men ikke mindst så er den mest fantastiske del af det hele at folk bliver så afsindigt glade når man spontant kommer og siger noget pænt om dem.
Jeg vil ikke kaste om mig med falske, overfladiske og ligegyldige lovprisninger af alt muligt jeg lynhurtigt finder på, men jeg vil gøre det når tankerne helt naturligt popper op, så når jeg helt oprigtigt en dag står og får tanken “Orv, sikke et flot hår hun har” eller lignende, så vil jeg prøve at dele det med vedkommende, og jeg vil gøre det for at lære mig selv at det ikke er “farligt”. Og fordi det er vigtigt for mig at lære!
Det er totalt ude af min komfortzone, men det er også her al magien ligge som jeg har sagt før.

Er du med mig?

/Hanne ❤

Gør som mere end 5.000 andre

Få viden, indsigter, værktøjer og inspiration til at blive den bedste leder af dig selv.
Så du kan sætte retningen for dit liv i stedet for at andre gør det.
Du får -selvfølgelig- også først besked om nye kursusdatoer og gode tilbud.
Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Privatlivspolitik

.

Leave a Reply