Hej læser ❤
Ja, det er lige præcis hvad du gør.
Du giver ting en mening.
Du lægger bestemte følelser i visse ting.
Og i dag vil jeg dele mine tanker om det, med dig.
Først vil jeg sige KÆMPE TAK til alle jer der kom til de to foredrag Krop & Lykke samt Kærlighed & Lykke og TAK for den massive repsons og positive feedback jeg har fået på dem.
Det er overvældende. Tak! ❤
Det varmer virkelig mit hjerte at det jeg render og laver rent faktisk er noget der kan bruges, og vigtigst af alt, noget der kan hjælpe andre op af de sorte huller og tilbage ud i lyset på livets landevej.
Og det gør alle mine anstrengelser med Powerpoint-slides, sammensætning, forberedelser, nervøsitet og ængstelighed det hele værd, når jeg møder Jer personligt, får sagt hej, sat ansigter på, givet krammere og hørt jeres historier og ikke mindst hørt hvordan I har kunne tage nogle af de ting jeg har delt og bruge dem til noget kontruktivt i jeres liv og personlige udvikling.
Det er fan-fucking-tastic!
Så’ det sagt!
Sidste søndag der fortalte jeg en lille -lidt sjov- historie om en hæslig lille tepotte jeg købte på et loppemarked, blot så jeg kunne glæde mig over den når jeg engang ville få mig et sted at bo igen, og om hvordan det på en eller anden måde lykkes mig at finde lidt glæde og humor i at tænke på hvor meget min eks ville have afskyet den.
Jeg nævnte også de to bogstaver der hang på væggen i baggrunden. H’et og P’et.
Det er forbogstaverne i mit og min Eks’ navne.
Det var nogle vi fik i gave til vores housewarming da vi købte vores hus.
For mange ville det nok være fuldstændigt udelukket at hænge dem op på væggen i ens hjem, efter at man var gået fra hinanden.
Ikke?
For de fleste er det mest “naturlige” at afskaffe alt hvad der har med eksen at gøre. Særligt hvis bruddet var bittert og ulykkeligt, hvilket man vel nok kan påstå at mit var…
TILBAGEBLIK
Her er lige et par links til nogle indlæg jeg skrev på min blog, lige umiddelbart før vores brud, og så et par stykker fra lige efter, så det er ved at være et par år siden nu og det er tydeligt at jeg var et helt andet sted. Jeg var meget skrøbelig og sårbar og jeg var dybt, dybt afhængig af at det her andet menneske -min eks- som dybest set ikke forstod mig, og omvendt, skulle elske mig. Og gerne for evigt.
På det tidspunkt havde jeg ingen værktøjer til at hjælpe mig mig selv igennem den modgang jeg oplevede i vores forhold, og ingen indsigt til at kunne hjælpe -og redde- os…
Men det var heller ikke meningen…
For meningen var, at denne ulykkelige tid skulle være sparket til den retning jeg efterfølgende tog. Det var ikke meningen at vi skulle leve lykkeligt til vores dages ende. Han var en brik i mit livs puslespil, men han var ikke “vi-ska-leve-lykkeligt-til-vores-dages-ende” brikken.
Han var vel nærmere “nu-påfører-jeg-dig-en-smarte-så-uudholdelig-at-det-udløser-en-fantastisk-transformation” brikken.
Så der var en mening med al den smerte.
Var det fair? Var livet fair lige der?
Måske ikke.
Men kunne jeg have lært det på en blidere facon?
Formentlig ikke…
Desværre.
Og det siger jeg fordi jeg kender mig selv godt nok til at vide at jeg sikkert ikke ville have været motiveret hvis ikke korthuset var væltet om ørerne på mig.
Hvilket jo i sig selv -på en måde- er ganske sørgeligt.
For det er da lidt alarmerende at man skal helt ud på kanten, før man tager sig selv og sit eget liv seriøst.
Men sådan er det for rigtigt mange, og det er derfor jeg skriver Søndags-Supporten; i håbet om at fange nogle i opløbet, før hele ens verden styrter sammen.
Anyway, her er lige et par links til den tidlige historie før bruddet:
Og ja, så skete katastrofen jo:
Og tiden lige efter:
Okay, det er egentlig blot for at understrege at jeg havde alt mulig grund til at kaste alt hvad jeg havde fået af ham på et kæmpe stort bål, og brænde det sammen med alt hvad vi havde købt og fået sammen og slette alle billederne på min telefon, på Facebook, på Google fotos osv. osv.
Bare væk med det, så jeg kunne få det bedre.
Og for mange er det også en rigtigt god idé at gøre sådan, fordi det -for nogen- kan gøre det nemmere at komme videre.
Men min egen erfaring med kærestesorg har været at den slags ikke hjalp, men blot var brænde på mit indre bål. Jeg blev som regel ved med at have det skidt, uanset hvad jeg gjorde, og jeg blev ville løbende støde på minder alligevel, selvom jeg havde gjort mit bedste for at skille mig af med dem.
Og i dag er det næsten endnu mere svært at “skille sig af” med minder, fordi medier som Google Fotos og Facebook lystigt minder os om fortiden dagligt. Minder fra d. 26/3 for 1 år siden, 2 år siden, 3 år siden, 4, 5, 6 og 7 år siden er allerede tikket ind for i dag, og på trods af at min eks og jeg ikke er venner på Facebook og hans profil ovenikøbet er blokeret, så tikker der stadig minder med billeder af ham ind ganske ofte. Selv billeder jeg er ret sikker på at jeg havde tagget ham i dengang de blev lagt op, og der skulle man vel mene at Facebook da må have en eller anden form for algoritme (eller hvad det nu hedder) der fortæller, “hov, denne her person der var tagget på dette billede er i dag blokeret, måske skal vi lade være med at dele dette minde i hendes feed”, men ak, nej, sådan hænger verden ikke sammen, så derfor er jeg rigtigt glad for at jeg tog den beslutning jeg tog, nemlig at jeg ville lave om på den mening de forskellige ting havde for mig.
For dybest set bestemmer jeg jo selv hvilken mening ting har.
Så H’et og P’et betyder ikke længere Hanne og “biiiiiiiiiiiiiip”, men Heidi og Pernille, som er to af mine skønneste veninder.
Og det betyder de fordi jeg har besluttet det.
Jeg har sat et nyt “ankerpunkt” for hvad meningen med de to bogstaver er. (Noget jeg gennemgik i foredraget Krop & Lykke)
Og det er ud fra dette trin i vores personlige udvikling at næsten al magien sker.
Det er ud fra dette trin at vi kan ændre på vaner, mønstre, tanker og følelser.
At sætte nye ankerpunkter.
Lad mig lige forklare det på samme måde som jeg gjorde til foredraget:
Her får du et ikke færdiggjort ord:
H_ND
Hvad er det?
Nogle får det til en ting, andre får det til noget andet. Det afhænger af hvilke associationer -ankerpunkter- læseren har i det øjeblik de ser ordet.
Men hvis jeg nu AKTIVT giver dig dette ankerpunkt:
Så tænker du sikkert ah, ja!
Men hvis jeg i stedet giver dig et nyt ankerpunkt:
Så får du en helt anden oplevelse! Og H_ND giver en helt anden mening en H_ND gjorde før.
Right?
Det er den måde vi kan arbejde med os selv på.
Give ting ny mening.
Sætte nye ankerpunkter.
Skabe nye associationer.
Jeg lavede en “ny regel” som jeg kaldte det dengang jeg startede, og de var før jeg overhovedet havde læst om associationer og ankerpunkter, jeg vidste bare at jeg blev nødt til at se verden på en ny måde, hvis jeg virkelig ville have det bedre denne gang, og ikke i det skjulte gå og lide i årevis.
Så jeg lavede en “ny regel” der hed at jeg skulle glæde mig ved vores minder.
PÅ TRODS af at jeg var blevet sparket noget så gevaldigt i røven.
PÅ TRODS af at jeg led så inderligt.
PÅ TRODS af at jeg følte mig svigtet og sparket på når jeg lå ned.
Se videoen om “den nye regel” her:
Det var en “ny regel” fordi sådan et perspektiv havde jeg aldrig før haft mod til at se tingene i efter et brud. Heller ikke selv om det var mig der havde forladt en.
Så ifølge min nye regel skulle jeg smile når jeg så nogle minder, og glæde mig over det vi havde haft, og glæde mig over at jeg havde fået lov til at opleve de par gode år.
Ikke andet.
Det handlede ikke om at jeg skulle sidde og lade som om at jeg ikke var ked af det eller det ikke gjorde ondt.
SLET IKKE.
Det handlede om at jeg skulle de tilbage på vores forhold for det det var, da det var…
Det var måske lidt kluntet formuleret.
Men jeg skulle se på det som det gode og smukke det var, dengang det stod på, og ikke for hvad det kunne have været i fremtiden og som jeg nu ville gå glip af og heller ikke for hvad det ikke var mere.
Kun for hvad det var dengang.
Og smile over den glæde det gav mig dengang.
For det havde jo bragt mig glæde. Dengang.
Og det var der jo ingen grund til at være ked af.
Det kunne jeg vel kun glæde mig over at jeg havde fået lov til at opleve.
Det var i hvert fald det, mit nye perspektiv sagde mig.
Det bedtød også at de ting vi havde haft sammen skulle være gode minder, og at ting jeg havde fået af ham stadig skulle være ting jeg fortsat var glad for.
Steder vi har været sammen, musik vi har hørt sammen osv. det er bare steder og musik nu. Det har intet med ham eller os at gøre. I mine øjne. Med den nye regel.
Og sådan er det fordi at jeg har besluttet det.
Samtidig begyndte jeg også at glæde mig til at skulle opleve disse smukke ting igen en dag. Nyforelskelse og hele den smukke fase når man læerer et nyt mennesker dybere at kende og forelsker sig i vedkommende.
Det er selvfølgelig ikke noget man kan gøre lige efter et brud, men man kan begynde at gøre det lidt efter lidt.
At dvæle ved sorg og tristhed over noget som ikke er mere, er en beslutning.
Det kan godt være at det ikke føles som en beslutning vi træffer, fordi de følelser vi associerer med et tab (altså vores ankerpunkter for og perspektiver på tab) lidt kommer snigende af sig selv, men det er så her at du AKTIVT skal gå ind og sætte et nyt ankerpunkt! (Altså skabe en ny association…)
Fordi grunden til at følelsen af tristhed, savn, sorg, bitterhed, vrede eller hvad det nu måtte være, kommer snigende pr. automatik, er, at sådan er vi vant til at det er. Sådan har vi set alle mulige andre før os opleve og forbinde det. Mor og far da de blev skilt måske? Venner og veninder, tanter og onkler, de kulørte blade, reklamer, lægeromaner og eventyr!
Og sådan er det iøvrigt også i Hollywood filmene ergo er det sådan det er.
Vi har set andre opleve det sådan. Derfor oplever vi det også sådan.
Ikke noget man lige tænker over i hverdagen. At vi påvirkes af hvordan andre oplever. Det er bare sådan.
Så man kan vel godt sige at måden vi oplever kærestesorg på (og mange andre sorger og smerter i øvrigt), også er samfunds- og kulturbestemte.
Forstår du hvad jeg mener?
I nogle kulturer fejrer man døden, og hylder det liv som har været og glæder sig over denne sjæls “næste trin” og ønsker den fortsat god rejse, i andre -som vores- sørger vi over det som ikke er mere og kan næsten ikke hænge sammen af bar sorg over vores tab.
Sorgen over tabet kommer naturligt til os.
Vi føler vi har mistet, fordi det er det perspektiv vi har på døden. I vores kultur.
I princippet kunne vi godt ændre vores syn på døden, og på den måde få en helt anden oplevelse af dødsfald.
Det siger jeg ikke at vi nødvendigvis skal. Jeg siger bare at det kunne man godt. Hvis man ville.
Og det kan være rigtigt sundt i det mindste at prøve at finde nogle positive perspektiver i det vi oplever negativt, hvad enten det er død, kærestesorg eller andre kriser. Fordi vi rent faktisk kan finde megen trøst i nye perspektiver og det kan give os luft under vingerne til at flyve videre i livet, uden varige mén.
Så altså, lidt i forlængelse af den med yogaskabene som jeg skrev om sidste søndag, så forsøg at sætte nogle nye ankerpunkter de steder hvor du kan mærke at du bliver ramt af nogle negative følelser, og du kan øve dig ved at finde dine “yogaskabe” i hverdagen som jeg beskrev sidste søndag. Altså øve dig på de små banale ting i hverdagen, for på den måde bliver du meget bedre rustet til at kunne sætte nye ankerpunkter når der opstår svære situationer.
Forandring handler altså mestendels om at kunne se ting i et nyt perspektiv.
Og det var præcis det jeg -uden at vide det- gjorde da jeg lavede min nye regel. Og den dag idag der rører det mig ikke når der dukker billeder op af min eks.
Jeg smiler bare og “swiper” videre.
Jeg hverken lyver overfor dig eller for mig selv når jeg siger at jeg oprigtigt ikke er berørt af det. På trods af hvor meget jeg har været nede og bide i græsset.
Jeg ser det ikke længere som “hans skyld” eller som noget han har “gjort imod mig”.
Jeg ser det som noget af det vigtigste -og bedste- der er sket i mit liv.
Og det var ikke “hans skyld” eller “min skyld” det var bare sådan det skulle være…
Det kunne jeg overhovedet ikke se på det tidspunkt. Og der gik et lille års tid før det begyndte at gå op for mig at det nok vitterligt var en af de bedste ting der er sket for mig.
Nu sidder jeg så her, to år efter, og skriver til dig læser, og et af Facebook minderne i dag var en kammerat der for 2 år siden havde lagt et billede af sig selv -med min bil i baggrunden- op på min væg og skrevet “HPK Spotting! Er der en præmie?”.
Han havde spottet min bil på Digevej…
Han skulle bare have vidst hvad jeg lavede på Digevej…
(Det er der Psykiatrisk Skadestue på Amager ligger)
Derinde lå jeg og var midt i mit livs værste mareridt, og havde netop for ganske få dage siden oplyst de nærmeste om at jeg ikke gad at leve mere..
Og som det jo altid er når man har det ad helvedes til, så vælter det gerne ind med mere “ad helvedes til” gejl…
Så jeg havde da naturligvis også lige fået en P-bøde mens jeg lå derinde… Det er vel bare Murphys Lov.
Eller lige tiltrækker lige.
Jeg lagde den “dejlige” bøde i det fine blåstribede kommunale sengetøj, tog et billede og responderede at der da helt sikkert var en præmie, og gav ham et billede af p-bøden.
Så lidt humor havde jeg da stadig tilbage…
Og i dag er det her jo et godt -og lidt morsomt- på den tragikomiske måde, at han sender det der sjove, søde billede, og jeg ligger inde bag ved murene på Digevej og bare ønskede at jeg var død.
Hold da op hvor er jeg glad for at jeg fik vendt de tanker og at jeg fik det spark i røven af livet, hvor hårdt og ubarmhjertigt det end var. Og hvor er det sjovt at tænke på kontrasterne i det her billede med min glade ven og hvor jeg befandt mig i livet da billedet blev lagt op…
Og ikek mindst hvor jeg er i dag da billedet popper op i mine minder.
Et minde jeg har fået “go!” på at dele af min kammerat. Tak Bigum! 🙂
Så dagens tanke i dag er, prøv at se om du kan hjælpe dig selv med at se nogle ting i et nyt lys. Vende dem om så de ikke gør dig ked af det men styrker dig og lærer dig nyt.
Hvis du ikke kan være åben for at den måde du ser ting på måske ikke er den bedste, så er du fastlåst i dit mindset og det vil gøre forandring yderst vanskelig.
Det betyder ikke at du er -eller har været- “forkert”, det betyder blot at du har lært noget nyt.
Yeah! ❤
DETTE HAR INSPIRERET MIG I UGENS LØB
At spørge om hjælp er en styrke. Huske det læser ❤
FORTSAT GOD SØNDAG
/Hanne ❤
