Et menneske lå død på cykelstien i går…

Foto: Storyblocks.com

Et menneske lå død på cykeltien i går…

…Og det påvirker mig dybt.

Derfor fik jeg lyst til at skrive dette indlæg.

Jeg var på vej til dyrlægen med min kat, da morgentrafikken afbrydes af sirener fra ambulancer, brandbiler og politibiler, som standsede kun få hundrede meter foran mig, og da jeg trillede forbi det sted hvor de holdt, så jeg en person ligge livløs på cykelstien… Med et tæppe over ansigtet og overkroppen…

Det ved jeg godt hvad betyder…

Vedkommende er ikke længere iblandt os…

Alle mine tanker begyndte straks at spinne rundt; hvem var det? Hvad var det for et menneske? Hvor gammel var han/hun? Hvor var han/hun på vej hen? Hvad var der dog sket med ham/hende? Havde han/hun lidt? Hvad nu med hans/hendes familie?!

Det sætter altid tingene lidt i perspektiv når man bliver vidne til andre menneskers tragedie, og det understreger hvor fandens skrøbeligt vores liv er, og hvor kort…

Vi har kun ét liv, og tiden er den største værdi så det er bare med at udnytte den til fulde. Ikke med ligegyldingheder, men med meningsfyldthed, passion og glæde. Men gør vi det? Eller er der gået hamsterhjul, pligter og trivialitet i den? Og hvad er egentlig meningen med det hele? Hvad skal vi her? Hvad er lykke? Og er den værd at stræbe efter? Kan man overhovedet det? I så fald, hvilken vej er vejen til lykken?

Nu skal jeg fortælle dig hvad jeg har lært af min egen livskrise, og det er, at der er lige så mange veje til lykken som der er mennesker. Men fællesnævneren er for alle disse mange kurvede, snørklede og snoede veje i stisystemet mod lyset og lykken, det er mening.

Mening.

Mange af os stræber efter rigdom, karrierre, magt og indflydelse. Og det har jeg fuld forståelse for, jeg gør det på en måde selv, men for mange ender det i stress, nedtur og depression, fordi vi fokuserer alt for hårdnakket på målet. Og ikke på vejen. Alt for mange lever i en når-jeg-opnår-det-og-det-så-bliver-det-godt verden, og det er kilden til uendeligt mange skuffelser og et evigt kapløb med følelsen af jævn utilfredshed og utilstrækkelighed. Et kapløb der er svært at vinde, fordi der er så uoverskueligt langt til målet…

Målet er ikke meningen.

Vejen til målet er. For når målet er nået, så sætter vi nye mål og går nye veje. Så hvis vejen til målet ikke er sjov, spændende og givende så er der ingen mening i at gå ad den vej, og det værste er, at lykken heller ikke engang står og venter på dig i målet.

Jeg husker tydeligt da jeg begyndte at skrive denne blog og dele historien om en dybt personlig krise jeg gennemgik, at en fotografkollega henvendte sig til mig og sagde noget i retningen af følgende:

“Hanne, du skal passe på med hvad du deler på nettet. Folk vil gerne være en del af en god historie…”

Imellem linierne, så var det han forsøgte at sige til mig, at jeg kunne risikere at miste kunder hvis de faldt over mine indlæg på de sociale medier. Jeg tror at hans tanke var at de ville tænke “Uha, hende Hanne skal vi da ikke bruge længere, for hun er da helt på vej i hundene, sådan en kan vi ikke samarbejde med, lad os komme væk i en vis fart!”

Jeg er overbevist om at han sagde det i bedste mening, og jeg kan sagtens følge hans tankegang, derfor tog jeg også hans ord op til overvejelse. Men jeg holdt fast i at dele min historie. Fordi det gav mening. Og det gør det stadig. Ikke fordi jeg har brug for at få lettet mit hjerte mere, som var formålet da jeg startede med at skrive, men fordi mange læser med og giver udtryk for at det betyder noget for dem!

På de kun 2,5 år jeg har delt mine skriverier har jeg fået mere end 6000 læsere på min emailliste til Søndags-Support som er der hvor jeg deler de fleste af mine indlæg nu. (Altså direkte til folks indbakker i stedet for på bloggen)

For mig er det helt overvældende, men det allerbedste, og det er dét, der er hele humlen i mit budskab i dag, det er de bunker af tilbagemeldinger jeg får, om hvad det jeg skriver, giver mine læsere. Og se, det er dér meningen ligger. Ikke i volumen af læsere, men i det, at det giver  læserne noget de virkelig kan bruge til noget. Det kunne lige så godt have været kun 100 læsere. Det er klart, at jo flere jeg kan gøre en forskel for jo federe, men det ville stadig give mening for mig selvom der kun var tale om 100 læsere. Så længe det giver dem noget.

Noget værdi.

Så giver det også mig noget.

Noget glæde. Og ja, lykke.

Hvis ingen derimod læste det og ingen kunne bruge det til noget, så ville det ikke give mening for mig at skrive længere. I starten havde det kun det ene formål at lette mit eget hjerte, det har jeg -gudskelov- ikke brug for mere, så nu er formålet vokset til at bidrage til at lette andres hjerter og dele nogle af alle de ting der har hjulpet mig så godt.

Det er følelsen af at “bidrage” der giver det mening. Det at gøre en forskel for nogen. (Eller noget)

Det samme gør sig gældende når jeg tager billeder for mine kunder. Jeg kan blive fuldstændigt overgearet af begejstring når jeg kommer ud til møde hos en kunde og ser alle mine billeder hænge på væggene og figurere i folderne der står over det hele.

Og omvendt, hvis jeg aldrig ser billederne få liv på deres hjemmeside eller funkle i folderne så bliver det ligegyldigt og uden mening… Der er ikke længere den samme glæde ved at have leveret et stykke arbejde, ikke engang selvom det var spændende at skyde dem og jobbet gav en god hyre.

Så som jeg ser det er der to ting der skal til for at finde den berømte lykke:

1. At det er vejen dertil der i sig selv skal give mening ved at være spændende, sjov, dejlig, givende, passioneret og udfordrende på den fede måde
2. At man undervejs føler at man bidrager med noget andre kan have glæde og gavn af… og at det bliver formålet med hele “meningen”

Min egen nedtur lærte mig at finde mening og formål. Jeg fandt den i at skrive min historie og dele den med andre, og jeg fandt den i at gå målrettet efter de kunder jeg elsker at lave billeder for, og droppe de andre. I starten virkede det ikke som verdens mest smarte træk -sådan rent økonomisk- men det var det bedste træk jeg nogensinde har foretaget mig. Nu kan jeg selv se det i mine billeder. Se min passion. Se meningsfyldtheden. Se min glæde ved det jeg laver. Det kunne jeg ikke altid før. Jeg synes tit at mine billeder var grimme eller kedelige. Men nu kan jeg se at det handlede mere om at det ikke gav mening for mig at skyde dem, så vejen dertil var ikke spændende, og derfor blev formålet heller ikke rigtigt opfyldt, fordi jeg ikke selv var glad for hverken vejen dertil eller resultatet. Så selvom kunderne blev nok så glade, så gav det stadig ikke mening for mig, fordi jeg ikke var glad da jeg slet ikke havde nydt vejen dertil.

Så det du gør skal altså først og fremmest glæde dig, og derfra kommer resten som regel af sig selv. Min pointe er, at du i princippet godt kan gøre noget der skaber glæde hos andre, men vil ikke give mening på længere sigt, hvis det  ikke også skaber glæde hos dig.

Så mening og formål opstår når både du og dine kunder (eller hvem det nu måtte være) er glade. Det gælder også i alle andre relationer; parforhold, venner, familie osv.

Jeg kan derfor ikke tilskynde nok til at stå af hverdagens hamsterhjul, bare et øjeblik, og lige tage et kig ind på det hele, sådan lidt udefra, og så spørge dig selv: “Giver det jeg gør hver dag mig et smil på læberne lige nu og her, ikke om en måned eller om et par år, når jeg har opnået et bestemt mål, men lige nu? Lige her? Og har det et formål der giver mening for mig på et dybere plan?”

Man skal ikke være bange for at begive sig ud af den sti som giver mening for en selv, for når man gør det, så vil man opdage at den også har betydning for andre. Det er uundgåeligt! Og det er uanset om man er lægesekretær, laver SEO, skriver bøger, er jurist, fotograf eller tømrer, hvis det du laver gør dig glad, så skaber det også glæde hos andre, og så giver det hele mening, for så har det et formål.
(Det kan også være ting ved siden af dit arbejde der giver dig mening og glæde, bare der er noget der gør. Men arbejdet er vigtigt, fordi vi trods alt bruger ret meget tid på vores arbejde. Så som udgangspunkt må dit job i hvert fald ikke være et du hader.)

Så ja, lykken er absolut værd at stræbe efter, mange leder bare de forkerte steder. Lykken ligger ikke derude i horisonten ved målstregen og lurer, lykken den bor inde i dig, lige nu. Lige dér hvor meningen ligger og putter sig.

Du ved kun selv hvad der vil give mening for dig. Hiv den ud fra sit skjul og ud i lyset, derud hvor livet leves lige nu.

Jeg anede ikke jeg kunne skrive, og dybest set har jeg aldrig brudt mig om at skrive. Jeg hadede at skrive stil og lave skriftlige opgaver da jeg gik i skole. Så jeg kan ikke fortælle dig hvor skrivelysten kom fra. Den kom bare, og jeg fulgte den. Også selvom jeg blev rådet til ikke at gøre det, men det gav mening fordi jeg fik lettet trykket i mit bryst og siden skulle det altså vise sig at betyde noget for andre og pludselig stak meningen med det hele endnu dybere og glæden ved at skrive blev tilsvarende større. Og det blev givende!

Den eneste grund til at jeg nu kan kalde mig selv fotograf på snart 18. år, er at jeg ikke sagde det til nogen da jeg startede min vej. Jeg gjorde det bare.
Fordi det gav mening.
For mig.
Jeg brændte for det.
Jeg troede på det.
Jeg ville det 100 %.
Jeg startede helt fra bunden af, uden at kunne det fjerneste og uden at vide hvad jeg gjorde. Jeg har lært mig selv alt hvad jeg kan, og da ingen kendte min mission, var der -heldigvis- ingen til at fortælle mig at “man altså ikke bare kunne blive fotograf uden at have en uddannelse og uden at vide noget som helst om fotografi eller om at drive forretning”

Men det kunne man!

Og har min nye kombination med at blogge om selvudvikling fået negative konsekvenser? Nej. På ingen måde. Kunderne flygtede ingen steder, tværtimod er forholdet til flere af mine kunder kun blevet stærkere.

De er nemlig blevet en del af en god historie!

For der er masser af gode historier i vores kriser, smerte og nederlag.

Det er netop i vores kriser, smerte og nederlag at vi gror udvikler os som mennesker, og det er via dem at vi får mulighed for at lære nyt og for at lade det, at rejse sig stærkt, definere ens person, fremfor at lade faldet vi tog gøre det. Og det er også her vi har mulighed for at vise både vores mod og vores sårbarhed ved at fortælle vores historie og tage andre med på rejsen.

Din historie kan være noget helt andet. Ingen siger at du skal dele dit allerinderste som jeg gør, det kan lige så godt være kageopskrifter, træningstips eller vejen til en bedre økonomi du deler, men så snart du indrager din egen historie i det du deler, så bliver det nærverende, relevant og betydningsfuldt for andre. Og når først den gør en forskel for andre, så vil den også bringe dig glæde, meningsfyldthed og lykke.

Simple as that!

Med det vil jeg slutte af med at minde mig selv og alle Jer der læser med, om at der jo kommer en dag hvor vi ikke kommer til at rejse os igen. Hvor historien er slut. For manden/kvinden på cykelstien, var den dag, i går… Og det gør mig så uendeligt ondt.

Bedst som jeg sad der i går med tynd mave og en trykken for brystet over det jeg ufrvilligt havde måttet overvære på Ellebjergvej om morgenens, så tænkte jeg i mit stille sind at de mennesker der i nu havde lidt et tab og mistet en de elsker, at de med tiden vil kunne få vendt gårsdagens historie om tab og tragedie, om til en historie der handler om liv, kærlighed, styrke og værd.

Havde mennesket der lå der på cykelstien i novemberkulden haft et lykkeligt liv?

Det håber jeg.

Havde han/hun fået det bedste ud af sin tid, mens han/hun havde den?

Det håber jeg.

Havde dette menneske haft masser af mening og formål i tilværelsen?

Det håber jeg virkelig.

Og kan den mening og de formål leve videre i og med andre?

Det håber jeg noget så inderligt.

Med de ord vil jeg sige tak fordi du læste med. Jeg håber at du får det bedste ud af din tid og at det du gør hver dag giver dig glæde og mening. Jeg ved med sikkerhed, at man godt kan være succesfuld fotograf samtidig med at man deler sin sårbarhed i et nyhedsbrev og på en blog, og jeg ved også at man kan være en succesfuld “A” samtidig med at man gør “B” så gør det der giver mening for dig, og lad ikke andre afgøre hvad det skal være.

Lad ikke andre definere hvad man kan og ikke kan, hvad der er muligt og ikke muligt, hvad der er dumt og hvad der er smart, og lad dem slet ikke definere hvad der giver mening for dig.

Du har kun et liv.
Og det er dit.
Så du sætter rammerne.
Du skriver manuskriptet.
Du fortæller historien…

Hvis du vil læse med hver søndag hvor jeg -ligesom her på bloggen- graver dybt ind i mit eget og læsernes indre univers for at finde svarene på hvordan vi kan hjælpe os selv til at skabe forandring i vores liv, så kan du hoppe med her: Søndags-Support

Søndags-Support er helt gratis, men man kan også abonnere på en lydversion hvis man ikke har så meget tid til at læse, men gerne vil have inspirationen.

Hør er smagsprøve ved at klikke på billedet nedenfor: