Kære læser,
Så blev det atter søndag. Som tiden dog flyver… ❤
Som forventet, så var der rigtigt mange der kunne genkende det her med at have svært ved at tage imod, men jeg fik også en kommentar fra en læser der sagde at en anden ting hun også har, er, at når folk viser hende nogen som helst form for omsorg, så er hun tæt på tårer, og hun spurgte mig om det mon også kunne være fordi at hun ikke følte sig værdig til at få omsorg?
Og det tror jeg faktisk ikke det er, for se, det her kan jeg nemlig også godt genkende!
Og jeg tror det er noget andet.
Når jeg prøver at genkalde mig følelsen jeg får når nogen viser mig omsorg, så er det ikke uværdighed jeg føler, men nærmere end form for lettelse. Som i, at jeg på en måde får en slags ”tilladelse” til at give slip.
Lidt ligesom når man faldt og slog sig da man var barn, og man holdt tårerne og gråden tilbage, men lige så snart der kom en -som regel mor- og viste omsorg og gav trøst, så græd man som en pisket.
Man gav slip…
Nogle gange skulle man bare se mor, så græd man, fordi, hos mor var det trygt at give slip.
Sådan var det heldigvis også for mig. Jeg fik altid trøst og omsorg når jeg var syg eller kom til skade. Faktisk var det nærmest kun dér jeg fik det.
Men sådan har det bestemt ikke været for alle, så nogen har allerede som børn lært at bide det i sig, og undertrykke tårer og svære følelser. Og det er bestemt ikke sundt. Det gør os syge. Fysisk syge. Fordi det “sætter” sig i kroppen.
Det med hvordan vi bliver påvirket af vores forældres -særligt mors- evne (eller mangel på samme) til at drage omsorg skrev jeg en masse om i de to indlæg om tilknytningsmønstre, du kan læse dem her: Tilknytningsmønstre Del 1 og Tilknytningsmønstre Del 2.
Og hvis du ikke allerede er med på lydabonnementet, og du kunne tænke dig at hoppe med, så kan du klikke her: Søndags-Support, lydabonnement og få de to tidligere lydfiler om tilknytningsmønstre med som en ekstra bonus.
Jeg ved at det er svært for mange at vise sårbarhed og udtrykke når vi virkelig er kede af det, og jeg tænker at det er fordi vi er bange for at det kan blive brugt imod os, og angste for at blive afvist.
Men når nogen ”giver tilladelse” ved at udvise omsorg og medfølelse, så kan vi lidt bedre give slip på det der presser sig på indvendigt, for så er vi lidt mere sikre på at det er trygt og sikkert at gøre det…
Når vi føler trang til at græde når andre giver os omsorg, så er det jo fordi der er noget derinde der skal ud. Og please, luk det ud! Lad nu være med at være bange for at græde.
Det er ikke svagt. Det er modigt og stærkt.
Alt hvad du har lært om at gråd er patetisk eller svageligt, det er ikke sandt. Gråd er helt naturlig. Hvorfor tror du ellers at vi gør det?!
Det er ikke bare en eller anden evolutionær ”smutter”. Den har selvfølgelig et formål.
Det er en af kroppens måder at forløse traumer på, på naturlig vis.
Når det så er sagt, så er jeg nødt til at komme med en indrømmelse, efter en oplevelse jeg havde i tirsdags.
Nogle gange kan det at tårerne presser sig lidt på når jeg får omsorg nemlig også skyldes en følelse af overvældethed.
Det fandt jeg ud af da jeg tirsdag morgen -igen igen- skulle til dyrlæge med min ene kat.
På vejen derud ser jeg nemlig et menneske ligge død på cykelstien på Ellebjergvej. Du kan læse historien om det på min blog her: Et menneske lå død på cykelstien i går…
Den oplevelse påvirkede mig dybt, så den nat kunne jeg simpelthen bare ikke sove. Episoden fra morgentrafikken sad bare fast i mig og jeg lå og tænkte og tænkte på hvem det stakkels menneske der lå der på cykelstien i novemberkulden mon var, hvad der dog var sket og hvad der nu skulle blive af vedkommendes familie osv. osv. D
Det kørte rundt.
Jeg skrev en Facebookstatus den nat:
Normalt poster jeg ikke så mange af den slags statusser, fordi jeg faktisk er lidt bange for at folk skal opfatte mig som ”opmærksomhedssøgende”, og med god grund, fordi det er sådan noget jeg fået skudt i skoene tidligere i livet; at hvis jeg udtrykker min sårbarhed, så er jeg ynkelig eller opmærksomhedsøgende. Jeg har sågar fået ad vide at mine tårer var ”krokodilletårer” og at jeg var ”falsk”, både engang hvor jeg græd over at en af pædagogerne fra Ama’r Total Teater, som jeg gik i, havde begået selvmord, og engang hvor jeg græd over at en dreng jeg gik på fritidshjem med, var omkommet i en forfærdelig ulykke hvor han og nogle andre børn havde fået et tag fra en gammel bygning ned over sig.
Den slags småting skulle jeg åbenbart ikke tro at jeg sådan kunne få lov til at være ked af…
…i hvert fald ikke uden at det skulle hedde sig at jeg var falsk og opmærksomhedssøgende…
Det var en lidt ærgerlig usand ”sandhed” at få ad vide om sig selv i en i forvejen sårbar alder. Begge episoder var vist i ’88 så jeg har gået i 8. klasse.
Generelt er det også meget sådan i vores samfund at vi ser lidt ned på folk der åbent søger omsorg. Hvad enten det er ved at græde i andres nærvær, eller det er ved at sige det højt, eller det er ved at skrive en Facebookstatus.
Nogen vil kalde det medlidenhed, det man søger, men der er på en eller anden måde noget nedsættende i det ord, og det er derfor jeg ikke bruger det.
Jeg synes man skal huske at trangen til omsorg er et helt almindeligt, menneskeligt behov…
Og det er jo det man søger, når man skriver sådan en status som den jeg skrev tirsdag nat.
Man søger omsorg.
Hvorfor fa’en skulle man ellers skrive den?
Det mener jeg lige så godt at man kan indrømme for sig selv først som sidst.
Men det er bare så dybt forbundet med skam, at de færreste vil erkende noget som helst i den dur.
Og klart nok, for hvis du én gang i dit liv er blevet afvist med et nedsættende ”Nåååårh, hva, skal du have lidt medlidenhed?” når du har søgt omsorg, ja, så stopper man da lynhurtigt med det.
Og det er en skam. Fordi vi mennesker skal kunne bruge hinanden til den slags. Vi har brug for hinanden til den slags!
Det skal være trygt at få forløst sin smerte.
Nogle gange kan jeg finde på at komme den forventede øjenrullen i forkøbet ved at lægge lidt humor i det, og indlede sådan en status med at skrive ”medlidenhed ønskes tak!”
Så får jeg ligesom tonet det lidt ned og er sarkastisk -og lidt nedsættende- på min egne vegne, og på den måde dræber jeg fuldstændigt andres mulighed for at være det.
Effektiv taktik, men ikke en der inviterer til den form for støtte man måske står og har brug for.
I øvrigt syntes jeg overhovedet ikke at det jeg oplevede i tirsdags, indbød til nogen som helst humoristisk vinkel.
Derfor gjorde jeg det heller ikke.
Og jeg skrev statussen på trods af mine bange anelser om folks reaktioner, fordi jeg havde brug for at komme af med det, og onsdag skrev jeg altså også et blogindlægom det.
Nogle undlader helt at skrive statusser som den, hvis de har den mindste smule frygt for hvad andre vil tænke eller mene om dem. Det tror jeg faktisk der er mange der gør. Undlader at skrive, dele og udtrykke sig. Både på Facebook men også generelt.
Mange bruger kun Facebook til at lure på hvad alle andre lægger op, men deler aldrig noget selv.
Sikkert af frygt for hvad andre vil tænke, og det gider de ikke bokse med og så er det lettere helt at lade være.
Andre vælger i stedet at skrive kryptiske, halve beskeder hvor læseren skal gætte sig til hvad der foregår, og jeg tror at det folk ønsker når de skriver i gåder, det er, at dem der læser det skal reagerer og skrive ”åh nej, hvad sker der, er du ok?” og på den måde bliver der åbnet for at de kan skrive en privat besked til dem der har reageret og ad den vej så få luftet hvad end der måtte gå dem på. Det er mere trygt end at skrive det, det egentlig drejer sig om, i plenum hvor alle kan læse det og risikoen for “slag over nallerne” og afvisning er større.
Det er dog nok de færreste der tænker over at det er omsorg og opmærksomhed de søger, og nogle vil bare ikke indrømme at det er det de fisker efter, fordi de jo godt ved at der generelt bliver set ned på ”opmærksomhedssøgen” og ved at man kan blive afvist når man beder om omsorg.
Måske gør man det endda selv.
Altså ser ned, foragter eller afviser andre der fisker og søger efter lidt medfølelse.
Og så er det jo lidt svært når så behovet opstår hos en selv.
Så er det nemmere at spille hård og fornægte at man har det behov.
Right?
Men hvorfor så overhovedet skrive en status, hvis ikke man søgte en reaktion?
Vi kan lige så godt blive bedre til at indrømme vores reelle hensigter. I det mindste overfor os selv. Det gør det noget nemmere at lære os selv at kende og blomstre og udvikle os.
Nå, men tilbage til pointen med historien, og den er, at folk virkelig reagerede på min status, og alle var skide søde og smadder omsorgsfulde og jeg følte mig faktisk totalt overvældet, lidt a la, ”Tænk at så mange mennesker tilkendegiver deres medfølelse, og at nogen af dem endda sendte mig den i en privat besked, og at flere udtrykte at de mente det betød at jeg var et medfølende menneske med hjertet på rette sted. Tænk at de sagde det… Om mig… Synes de virkelig, oprigtigt det?”
For jeg havde jo forestillet mig at mange ville rulle med øjnene og scrolle videre.
Så jeg var lettet, og taknemmelig, men også overvældet.
Derfor må jeg nok alligevel krybe til korset overfor den læser der spurgte om det kunne betyde at hun ikke følte sig værdig til omsorg, og indrømme, at det vel egentligogså godt i nogle tilfælde kan handle om at man ikke føler sig værdig…
For hvis jeg føler mig overvældet -og overrasket- over de omsorgsfulde reaktioner jeg får, så er det vel også fordi jeg ikke havde regnet med dem, og dermed dybest set ikke følte mig værdig til at få dem…
Og det skyldes jo den forbandelse at jeg fortsat tror lidt på den usandhed nogen har fortalt mig -for snart en menneskealder siden- om at jeg var en falsk, krokodilletåregrædende og opmærksomhedssøgende lille usling.
Faktisk, så var jeg også skide bange for at nogle skulle mene at jeg ”lukrerede” på et andet menneskes dødsfald, for at få opmærksomhed på mig selv, efter at jeg havde offentliggjort blogindlægget.
Og det er jo rædselsfuldt hele tiden at gå og være så paranoid. Men sandheden er jo, at nogen sikkert vil mene det, og vi ser jo dagligt på de sociale medier at der vitterligt sidder en masse ”haters” derude i cyberspace og bare venter på næste person, der stikker snuden lidt frem, som de kan slagte og kaste deres had, hån og foragt på.
Men så må man huske sig selv på, at mennesker der gør det, de har det nok værre end en selv.
Det er måske en ringe trøst, men trods alt en forklaring.
Apropos paranoid, så er der noget helt andet jeg gerne vil dele med Jer i dag.
Jeg indledte jo indlægget her med at fortælle at mange af jer læsere derude havde rigtigt godt kunnet genkende det der med at have svært ved at tage imod, og det var faktisk lidt af en befrielse, så tak for alle de skønne tilbagemeldinger!
Ja, det var virkelig befriende med jeres respons, for så er det jo ikke bare mig der er sær. 😀
Jeg har gået alene med rigtigt mange ting igennem tiden, fordi jeg har tænkt at det nok kun er mig der har det sådan og at hvis jeg sagde det højt ville folk tænke at jeg var en skør freak.
Men nu til det jeg gerne vil dele med Jer i dag. Det er en historie om paranoia, mobning og nedbrydning, men også en historie om forandring:
Da jeg var helt ung, fra jeg gik i 1. til 5. klasse der udviklede jeg nærmest paranoia…
Mobningen jeg blev udsat for på den første skole jeg gik på -Sønderbro Skole- bed sig mere og mere fast i min sjæl og i mit sind, og gjorde mig, ja, paranoid.
Fordi alt hvad jeg gjorde, eller sagde, blev brugt imod mig. Ikke bare til at drille lidt en enkelt gang eller to, men til vedvarende at være lede ved mig, og i årevis håne og latterliggøre mig med de samme ting, igen og igen og igen, og kalde mig øgenavne, gøre nar ad mig og holde mig udenfor.
Så ydmygende.
Og totalt nedbrydende for et lille menneske.
Hvis jeg skal komme med et eksempel, så var der blandt andet en pige i klassen -Anna- som jeg følte havde ”stjålet” min veninde Sandie fra mig.
Sandie havde naturligvis selv et valg her, og det gjorde det jo bestemt ikke mindre hårdt.
Men Sandie kom fra et hjem med hashmisbrug, og der var derfor mange ting der ikke fungerede specielt godt i hendes hjem hvor hendes enlige mor var konstant skæv af hash.
Anna derimod, kom fra et lidt bedre hjem. Så vidt jeg ved. Moderen var i det mindste ikke misbruger, og havde overskud til også at tage sig lidt af Sandie og lade hende overnatte flere gange om ugen, spise med og den slags.
Min mor, hun var studerende, alene med tre børn og havde absolut ikke overskud til den slags, og i øvrigt var det heller ikke fordi jeg alt for tit tog venner med hjem, fordi det var pinligt og dybt nedværdigende når jeg blev skældt ud eller slået foran mine venner. Og man kunne aldrig lige vide hvilket lune min mor var i, eller om jeg i hendes øjne havde gjort et eller andet forkert lige den dag, som indbød til skæld ud eller tæv.
Anyway, jeg kunne ikke tilbyde Sandie den luksus at komme på ”ferie” hos mig.
Det kunne Anna.
Og Anna mente ikke at man kunne være tre veninder…
Det mente jeg sikkert heller ikke selv, for det var altid mig der ”tabte” i den slags grupperinger. Jeg var bestemt ikke hende den populære. Jeg var hende som mange sikkert synes var irriterende.
For jeg har aldrig været stille, holdt mig tilbage eller krøbet langs panelerne, og det skulle man helst gøre -når nu man var valgt som syndebuk- hvis man ville undgå at få kniven af ”klassens dronning(er).”
Men det gjorde jeg ikke lige umiddelbart, og derfor var jeg nem at få øje på, for jeg stak jo hele tiden snuden frem.
Og det gjorde det ikke mindre sjovt for mine plageånder at jeg også var et følsomt menneske der hurtigt brød i gråd. Sådan er det stadig. Dengang var det ikke fedt at være så følsom, for det gjorde mig til et nemt offer. Men i dag priser jeg mig lykkelig over det, for jeg tror faktisk at det har været medvirkende til at jeg var fået forløst rigtigt mange traumer gennem tiden. For når jeg ser tilbage på hvordan jeg er vokset op med både massiv mobning og et utrygt, voldeligt hjem, så fatter jeg nærmest ikke at jeg stadig står op, og at jeg -trods alt- er blevet nogenlunde normal. Hahaha.
Summa summarum, så var jeg heller ikke selv vild med idéen om et trekløver, jeg havde det bedst med en-til-en forhold. Jeg kastede min kærlighed på én slyngveninde og holdt mig til hende.
Hvis du har læst med her i Søndags-Support i noget tid, så kan du sikkert godt se hvor det bærer hen, ikke?
Ja… Afhængighed.
Jeg gjorde mig selv afhængig af ét menneske, og hvis dette menneske svigtede, så styrtede min verden sammen…
Og det var præcis det der skete med Sandie og jeg.
Anna kunne tilbyde Sandie noget som jeg ikke kunne, og eftersom at ”man jo ikke kunne være tre veninder” så røg jeg i svinget.
Og det slog mig helt itu.
Jeg havde jo ikke andre…
Jeg var i forvejen blevet mobbet dagligt i mine tre første skoleår, og da så Sandie kom ind i klassen i 3. klasse, så var jeg der straks for at tage imod hende og tilbyde hende mit venskab. Og vi blev meget tætte og legede rigtigt godt sammen, så jeg var i himlen. Det tog opmærksomheden lidt væk fra alle de kliker der holdt mig udenfor, og alle de lede gutter og madammer der konstant var efter mig.
Men nu var Sandie væk.
Nu skulle var hun blevet veninde med Anna, og jeg kunne desværre ikke være med.
Så nu var jeg igen alene og udenfor fællesskabet.
Så sker der det, at jeg en dag i klassen kommer op og skændes med Anna om hele denne her misere, for som jeg sagde, så var jeg jo ikke typen der blev klog af skade og holdt mig tilbage (heldigvis!!!) så jeg var ikke bange for at fortælle Anna hvad jeg mente om hende, og i kampens hede fik jeg råbt til hende: ”Du har ødelagt hele min karriere!!”
Store ord alligevel…
Og ja, jeg kan da godt se det, det er sgu da lidt sjovt, og det blev naturligvis også straks opfanget af alt og alle og resten af den tid jeg gik der -jeg skiftede skole i 5. klasse- blev jeg mobbet med dét ordvalg.
Det er simpelthen ikke fair.
Vedvarende at blive latterliggjort for den samme lille ting, det får til sidst en til at føle sig som en kæmpe idiot, og skammen bider sig fast i en og gør at man konstant er angst for at sige eller gøre noget “forkert”. Så man er bange og på vagt hele tiden.
Jeg gik i 3. eller 4. klasse, herregud, jeg har dårligt vidst hvad det betød. Og jeg har i det ophidsede øjeblik altså ikke været i stand til at finde det rigtige ord. Men uanset om jeg havde sagt ”hele mit liv” eller ”hele min tilværelse” i stedet for “hele min karriere”, så var jeg sikkert også blevet mobbet med det.
Og sikkert også hvis jeg bare havde sagt det som det var, “du har ødelagt mit venskab med Sandie”.
Jeg blev også engang lukket inde i et brandskab. Det i sig selv er jo ikke ligefrem hylende morsomt når man ikke selv er med på spøgen, og de holdt mig derinde så længe at jeg begyndte at blive rigtigt bange og gå i panik. Pludselig er der noget væske der begynder at løbe ned af min ryg, og der er jo bælgragende mørk derinde, så jeg kan ikke se hvad det er, og jeg begynder at skrige højt inde fra skabet, ud til dem der holder mig indespærret, at der altså løber noget ned af min ryg og at det måske kunne være farligt fordi det kunne være noget der ætsede.
Dét skulle jeg aldrig have sagt!
Goddag, nye øgenavn: ”Ætse”.
Og det kan måske lyde banalt, og lidt sjovt. Men når man ikke er ret gammel, så slår det virkelig hårdt, og når man så heller ikke har opbakningen hjemmefra til at stå imod med, så er det ren nedbrydning af et menneske.
Det var som sådan ikke ordet ”Æste” i sig selv der var nedbrydende og ydmygende, men det var tidsrummet det varede i, måden det blev sagt på faconen det blev gjort på, som i mit tilfælde kun havde det ene formål at nedgøre mig som person. Målet var 100 % at jeg skulle føle skam og ydmygelse.
Og det gjorde jeg så sandelig også.
Men når jeg kigger ned i det nu, så kan jeg godt se at der nok ligger noget ”hævn” i det, fordi mange af dem der mobbede, de har med al sandsynlighed følt sig forsmået rent fagligt. Ikke nødvendigvis af mig, men generelt.
Og så er det jo ren overlevelsesstrategi at jorde nogle af dem der er dem fagligt overlegne.
Og eftersom jeg jo ikke var sen til at brilliere med al min “klogskab” og agere ”hende den hjælpsomme”, så var det oplagt at angribe mig. De fandt så hurtigt ud af at de fik “mest førnøjelse ud af” at mobbe mig fordi jeg havde let til tårer.
Det er altid faldet mig naturligt at dele min viden, og give en hjælpende hånd hvor jeg kunne, men det har bestemt ikke altid været noget modtageren ønskede at få, og det var helt sikkert tilfældet i folkeskolen. Der blev mit input ikke opfattet som nogen hjælp overhovedet. Tværtimod. De syntes det var røvirriterende! Og ja, måske nedsættende, også selvom det naturligvis ikke var tilsigtet fra min side overhovedet.
Og jeg opfattede det desværre ikke.
Måske har jeg ikke været gammel nok til at forstå det.
Jeg forstod det først da både min klasselærer og min mor gjorde mig opmærksom på hvor dum og pisseirriterende jeg var. Det skar i mit hjerte, fordi jeg troede jeg gjorde noget godt.
Èn ting var, at jeg blev læst og påskrevet at min hjælp ikke var ønsket, men noget andet var at jeg også blev angrebet på min personlighed, hvilket var meget nedslående når jeg ellers troede at jeg gjorde noget godt.
Jeg kom til at hade alt ved at gå i skole. Og jeg udviklede en kronisk hoved- og mavepine som varede lige indtil den dag min mor omsider besluttede at lade mig skifte skole i 5. klasse…
5 år med mobning, det er lang tid, og når man er i den alder tager man det hele ind som sandhed, og den hænger desværre fast i en som en tro følgesvend resten af livet, medmindre man får gjort op med den.
I dag, som voksen, kan jeg da sagtens se at det ikke er specielt fedt at blive ”hjulpet” af en der er ”bedrevidende”, det synes jeg sgu da heller ikke selv er nogen fest, men jeg havde jo ikke den livserfaring, der kunne fortælle mig det, så jeg havde derfor heller ikke den fjerneste anelse om at den slags kunne være møg belastende for andre.
Og det at man selv har erfaret at noget andre gør, er irriterende, er jo ikke engang nogen garanti for at vi selv kan holde os fra at gøre det samme.
Fordi vi ikke ser de ting vi selv gør, i lige så klart et lys som når andre gør det samme.
Så vi er ikke specielt gode til at bedømme vores egen adfærd. Og det er altså ikke fordi vi er dårlige mennesker eller fordi vi selv synes vi har mere ret end andre til at opføre os nederen! Selvom der med statsgaranti er mange andre end mig der har fået netop dét ad vide når vi ikke selv har kunnet se at vores opførsel ikke var passende. Og så har vi måske fået skudt i skoene at vi var dobbeltmoralske og usle, at vi ikke skulle tro vi var noget, eller hvad ved jeg. Det har jeg i hvert fald selv, og det har fået mig til at føle en dyb, dyb skam over hvem jeg var som person.
Og slet og ret til at føle mig som ”et dårligt menneske der ikke var værd at samle på.”
Nu kunne jeg jo godt fristes til at sige ”tak for lort”, men gør jeg det, så går jeg jo i totalt offermode, så i stedet vil jeg tage ansvaret på mig, og sige til mig selv, at jeg i dag, her i mine voksne år, vil gøre et inderligt forsøg på at huske mig selv på at jeg ikke er et dårligt menneske, og at der ikke er nogen dobeltmoral eller usselhed i ikke at være i stand til altid at se sig selv lige så klart som man kan se andre.
Men at jeg hele tiden kan øve mig i at blive bedre til at opfange når noget jeg gør og siger ikke bliver taget godt imod hos andre.
Min pointe er, at man ved ikke hvornår ens opførsel er upassende, før man selv har haft en eller anden form for erfaring med det, eller før andre fortæller det til en. Det er jo sådan vi lærer at begå os i livet. Erfaring og vidensdeling.
Men hvis man får det ad vide på den måde som jeg gjorde, så gør det ærligt talt mere skade end gavn.
Børn er ikke altid klar over når deres adfærd er upassende, så som voksen skal man passe på med ikke at projicere den voksne livserfaring over på et uvidende, uerfarent barn, og behandle det som et voksent menneske der bevidst opfører sig upassende.
Nogle gange er de selvfølgelig helt bevidste om at det opfører sig dumt, fordi børn prøver grænser af, men så er det bare vigtigt at man slår ned på handlingen og ikke påpersonen.
Ingen har brug for at få ad vide at de er dumme og irriterende, det er ikke konstruktivt og brugbart, det er nedbrydende og værdiløst.
I stedet må man få forklaret at ens handling var dum eller irriterende, og hvorfor.
Men lad mig sige det sådan, jeg tror desværre vi er rigtigt mange der er blevet ”skammet” -eller hvad det nu hedder- i vores tidlige ungdom. Altså blevet hånet, nedgjort eller angrebet på vores person, fremfor vores handling.
Humlen er, at forældre, lærere, pædagoger og andre omsorgspersoner kan vende det her billede på hovedet ved at fortælle børn hvad deres handlinger gør ved andre. På en konstruktiv og informativ måde så de forstår det og de kan lære af det. I stedet for at fortælle dem hvor nederdrægtige, irriterende eller usympatiske de er som personer, så de føler skam over at være den de er, resten af livet.
Skam hæmmer så mange så umenneskeligt meget fordi vi ikke tror vi er gode, ordentlige og værdige mennesker, og det er så frygteligt ærgerligt.
Og det er i øvrigt også årsagen til at det kan være vanskeligt at tro på at vores medmennesker er gode, ordentlige mennesker…
Ond cirkel.
Men det er alt det her ”stof” jo.
Lutter onde cirkler.
Og de kører bare på repeat hvis ikke vi går ind og tager ansvaret på os og får skabt forandring inde i os selv.
For det er dér det hele starter.
God Søndag!
/Hanne❤
Næste søndag tager jeg dig videre med på denne rejse. Der vil jeg fortælle dig lidt mere i detaljer om det her med den paranoia jeg udviklede og hvordan det kom til udtryk.
Jeg vil også fortælle dig om nogle rigtigt dårlige strategier jeg benyttede i håb om at komme mobningen til livs, og så vil jeg give dig et bud på hvordan man mere præcist tager ejerskab over sit liv og i særdeleshed de ar vi har fået på sjælen, så vi kan få vendt bøtten og gøre os fri fra vores begrænsende overbevisninger om os selv.
Yeah!
Sådan reagerer folk når de bliver kaldt “smukke”
Så fin video der totalt underbygger temaet både denne og sidste søndag.
Her ses tydelige eksempler på hvor svært det kan være at tage et kompliment til sig.
Forlegenheden, skepsissen, forbeholdenheden, tvivlen, forundringen, og endda i et enkelt tilfælde aggressionen, men heldigvis også glæden.
Når man ser den kan man næsten ikke lade være med både at smile og græde på samme tid.
Tak til min søde veninde Sayeh for at dele den med mig.
Nu deler jeg den videre til jer.
Enjoy ❤
