Heeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeej læser,
Jeg har savnet at skrive til dig, så jeg har en masse på hjerte denne gang.
Jeg vil -som lovet sidste gang- komme med lidt flere af mine egne fif til hvordan man kan “opdyrke” mere indre fred.
Jeg bruger ordet opdyrke, fordi det netop er det man gør… Det er ikke noget der kommer fra den ene dag til den anden.
Det er som at dyrke et frø der langsomt udvikler sig til en flot og stærk plante.
Hvis du ikke læste mit sidste indlæg, som udkom 24/9 før jeg to på ferie, så vil jeg helt klart opfordre dig til at gøre det, for så får du ligesom første del af mine bud på hvordan man opnår mere indre fred, med, og jeg vil nok også i dette indlæg komme til at referere til nogle af de ting jeg snakkede om den søndag, fordi det hele hænger sammen. Du kan læse den her: Sådan Finder Du Indre Fred.
Jeg har de sidste par gange nævnt det her med at jeg bor i en lejlighed hvor der er planlagt en større renovering af hele ejendommen, og den opgang jeg bor i, er en af dem der skal gennemgå en større omgang, fordi ejendommen skal fremtidssikres og derfor skal der laves såkaldte tilgængelighedsboliger. Det betyder at jeg vil skulle genhuses og derfor var der indkaldt til et møde hvor man kunne stille spørgsmål.
Nu har jeg så været til omtalte genhusningsmøde, og jeg havde mistanken, men nu er det én gang for alle gået op for mig, at det simpelthen er en folkesygdom at have de ad helvedes til, være bange for alt, tage sorgerne på forskud og se begrænsninger og uretfærdighed i alle forandringer i vores liv…
Og det er så ærgerligt.
ISÆR for os selv.
Folk ankom til mødet fulde at vrede, mistro og frygt. Det var så tydeligt. Og de fleste havde allerede taget en beslutning om at både boligforening og bygherre var onde, og kun ude på at gøre livet surt for os, lave huslejestigninger, og smide os ud af vores elskede boliger.
Tro mig, hvis ikke det havde været for den ændring jeg har gennegået de sidste 2,5 år, så havde jeg været en af dem.
Det er jeg slet ikke i tvivl om.
Så det her er ikke et angreb. Det her er et forsøg på at hjælpe.
Hjælpe mig selv til at holde fast i mit nye mere rolige selv der er blevet god til at se muligheder og meget bedre til ikke at være vred, bange eller ked af noget der ikke er sket endnu, men også hjælpe dig -og alle de andre læsere- til at prøve at lære det samme. For det er virkelig befriende.
Der er heller ikke noget værre end at gå og være sur og bange.
Det skulle da lige være at gå og være sur og bange på forhånd!
Altså være bange for noget som slet ikke er sket endnu og som måske aldrig sker.
Jeg har givet eksempler på der her før, blandt andet med hvordan jeg selv kategorisk nægtede at glæde mig over min graviditet, fordi jeg havde den -synes jeg selv- “logiske” idé om, at hvis jeg ikke glædede mig for meget, så ville jeg blive mindre ked af det hvis det gik galt og jeg endnu engang skulle opleve en ufrivillig abort. Og som jeg har fortalt om flere gange før, så gik det jo som bekendt galt og jeg tabte endnu et ufødt barn, men blev under ingen omstændigheder mindre ked af det.
Så strategien virkede ikke. Jeg har afprøvet den i utallige andre sammenhænge, og der virker den heller ikke, bare for lige at slå det fast.
Jeg kan måske have bildt mig selv ind at den gjorde. Men det har blot været ét af mange steder hvor jeg har løjet for mig selv for at få det bedre. Og heller ikke dét er særligt effektivt på længere sigt.
Til gengæld havde jeg (i forbindelse med min graviditet) lidt og været ked og bange i 3,5 måned forinden det stod klart at fosteret var dødt, oven i al den tid det nu ville tage mig at hele efter endnu et tab.
Jeg havde altså haft det ad helvedes til i 3,5 måned mere end nødvendigt.
Kan du se hvad jeg mener!?
Jeg ved at det her arbejde med at udvikle og ændre sig er super individuelt, og jeg ved at det kan være rigtigt vanskeligt at overføre nogle af de ting man læser og hører om, til ens eget liv.
Derfor vil jeg i dag komme med nogle flere situationer fra mit eget liv, hvor jeg har “øvet” mig i at kultivere indvendig fred under nogle -for mig- rigtigt svære og udfordrende omstændigheder.
Mine fif består ikke i små bullet points med “gør sådan og sådan” anvisninger, men snarere i lidt længere, forklarende redegørelser, og grunden til at jeg gør det sådan, er, at det er den måde jeg bedst selv kan lide at lære nyt på; at få konkrete eksempler på hvordan jeg bruger vejledningen. Det andet vil jeg lade damebladende om.
Desuden ville det også bare se ud som om at jeg i hvert evigt eneste indlæg gentog mig selv. Det gør jeg jo på en måde også, men jeg forsøger så vidt muligt at forklare mine idéer og overbevisninger i nye historier, nye situationer, nye omstændigheder og nye sammenhænge hver søndag, og således vil du, læser, håber jeg, nemmere og nemmere kunne relatere til de ting jeg deler, fordi du bedre vil kunne implemerentere det i dit eget liv i takt med at du forstår de informationer jeg prøver at give dig, bedre og bedre, fordi nogle eksempler vil du kunne identificere dig mere med end andre og fordi gentagelserne også gør, at budskabet når dybere og dybere ind i din underbevidsthed.
Og det er dér vi skal hen!
Der, hvor vi ikke bare læser og forstår noget med vores bevidste sind, men hvor det også “stadfæster” sig i vores underbevidsthed og danner nye og bedre vaner, nye og bedre handle- og reaktionsmønstre og i sidste ende skaber et mere fredfyldt liv hvor vi oprigtigt kan mærke dén indre ro og kærlighed til os selv, vi kalder lykke.
En anden grund til at jeg gør det på denne her måde er, at jeg vil undgå at du tænker “ja, ja, det kan hun sagtens sige, men jeg har det faktisk meget værre, fordi jeg….(udfyld selv)”
Derfor har jeg delt alt lige fra barnløshed og utallige ufrivillige aborter, til dødsfald i min nære kreds, til hvordan jeg kom ovenpå efter selvmordstanker og en tur på psykiatrisk, og jeg har delt mine følelser, tanker og bekymringer i forbindelse med alt lige fra økonomi der svigter til veninder der svigter, jeg er kommet med utallige eksempler på mine egne fejltagelser, mine egne mindre flaterende sider, og på alle mulige udfordringer jeg har stået i, ikke for at sige “se mig, jeg er speciel og jeg har det specielt hårdt!”, men for at sige “se mig, jeg er lige som dig…”
Hvis du kan nå til den erkendelse, at din situation, dine omstændigheder og din historie slet heller ikke er så speciel, og at der ikke er nogen som helst grund til at tro at en ændring til det bedre ikke også kan ske for dig, så er du godt på vej læser!
For ligegyldigt hvor dybt vand du er ude på, og ligegyldigt hvor svært du har det, hvor ondt du har i livet og hvor håbløst alt ser ud, så kan du komme tættere på land, og ting kan blive nemmere, de mentale smerter (i mange tilfælde også fysiske) kan lindres og håbløsheden kan mindskes.
Men det kræver at vi er åbne omkring hvor dan vi har det…
At lide alene er det værste et menneske kan gå igennem. At lide i ensomhed er som at befinde sig i et parallelt univers hvor det føles som om at ingen ser, hører eller forstår din smerte eller dine udfordringer.
Det fører til angst, despression og i værste fald total isolation og selvmord.
Når en krigsveteran får angstanfald og hjertebanken over fyrværkeriet nytårsaften, så lever han/hun i et parallelt univers, hvor ingen ser, hører eller forstår hans/hendes frygt. Det er jo bare fyrværkeri, og det er da fedt, sjovt og smukt. Der er da ikke noget at være bange for.
Når jeg er sammen med mennesker i grupper og jeg føler mig udenfor, så lever jeg i et parallelt univers hvor ingen ser, hører eller forstår min smerte og frygt, når nogen fra gruppen foretager sig noget uden mig. De gik jo bare til bageren, de trængte jo bare lige til en croissant og en kop kaffe. Der er da ikke noget at være ked af.
Men jeg bliver ked af det…
Og min taktik har som regel været at isolere mig. Og være ked af det for mig selv. Og lade tankerne styre mig.
Men det har ikke hjulpet mig, og jeg har skubbet de mennesker jeg er sammen med endnu længere væk fra mig, og på den måde blot fået bekræftet at alt det jeg var bange for, var virkeligt.
Og det var virkeligt.
For mig var det virkeligt.
Sådan var der i mit univers.
Det er der til dels stadig, men jeg arbejder på at ændre det, eller i hvert fald på at leve bedre med det, ved at lære at forstå mig selv og ved at lære at styre mine tanker og min frygt, fremfor at det styrer mig.
Det univers vi hver især går rundt i, (man kan også formulere det som “den historie vi hver især har med os”) kører helt parallelt med alle andres universer/historier.
Så selvom jeg befinder mig i mit univers, som kun jeg forstår fuldt og helt, og alle andre befinder sig i hver deres, som kun de forstår fuldt og helt, så ser det ud som om vi alle lever i det samme univers, (fordi de kører parallelt) men det gør vi ikke. Ikke nødvendigvis i hvert fald.
Mange af os lever i universer med en helt anden virkelighed, end det univers den der står lige ved siden af os, lever i.
Fordi vi har hver vores historie, og dermed hver vores måde at opleve, se, tænke, opfatte, mærke og føle på.
Derfor kan vi også reagere milevidt forskelligt på nøjagtigt den samme hændelse, hvad enten vi oplever den sammen eller hver for sig.
Den virkelighed jeg oplever, den er meget sand for mig, og den virkelighed du oplever, den er sand for dig…
Men man kan lære at opleve tingene anderledes… Så ens virkelighed bliver anderedes…
Det kan være en rigtig god idé hvis man har det meget svært og synes man oplever megen modgang og håbløshed.
Giver det mening?
Det jeg egentlig prøver at sige er, at selvom folk ikke holder mig udenfor, så holder de mig alligevel udenfor…
For det gør de i mit univers. Det univers jeg lever i, der opleves det sådan.
Syret ikke?
Hvis vi skal væk fra de parallelle universer der gør os utrygge, bange, alene og isolerede, så skal vi være åbne. Vi er nødt til at forklare andre hvordan vi har det. For ellers ser de os ikke og de forstår os ikke.
Desværre, er der dog ikke engang nogen garanti for at de vil se os eller forstå os, alligevel.
Måske vil de prøve. I en uges tid eller to. Men så er de tilbage i deres eget univers. I deres virkelighed hvor de ikke ser eller forstår min.
Så for at forhindre denne oplevede ensomhed helt og fuldt, så er vi ikke kun nødt til at være åbne, det er også nødvendigt at vi er i stand til at give os selv den tryghed, forståelse og kærlighed som vi -desværre- ikke altid kan forvente at få fra andre…
Phew…
Tungt…
I know…
Men jeg oplever selv de her ting igen og igen:
Hvis jeg ikke er i stand til at give mig selv anerkendelse, forståelse, tryghed og kærlighed, så går jeg i stykker når jeg ikke opnår den fra andre eller hvis jeg opnår den fra andre og mister den igen.
Og vi er afhængige af andre mennesker. Mennesker er flokdyr, så det er vigtigt at få kærlighed fra andre, men, hvis vi ikke har anden kærlighed og tryghed end den andrekan give os, så har vi ikke det fundament der skal bære os når vi mister eller når andre svigter.
Vi har heller ikke overskuddet til at håndtere kriser og udfordringer.
Så det duer ikke at vi er 100% afhængige af andre, vi er nødt til, fremfor alt, at være mest afhængige af os selv.
Vores tilstand kan altså ikke afhænge af andre…
Vi skal kunne føle os glade, gode, dygtige, elskede, forståede, trygge, rolige og fredfyldte uafhængigt af andre.
Hvis man kun kan føle sig glad og elsket når man har en kæreste, så er man 100% i den kærestes vold, og så styrter ens verden sammen hvis forholdet går i stykker…
Ringer det en klokke?!
Okay, nu kom jeg -lidt som jeg plejer- ud på et sidespor, men det er blot for at minde dig om hvor vigtigt det er at vi -som det mindste- forstår -og elsker- os selv. Fordi for at kunne arbejde med os selv og for at kunne ændre på os selv, så er vi jo nødt til at kunne forstå os selv.
Og for at forstå os selv, er det faktisk også vigtigt at kunne forstå andre.
Og det var egentlig dét jeg ville sige med min lange smøre om de parallelle universer.
Traumer skaber parallelle universer, og vi har allesammen været igennem hver vores traumer, så vi har allesammen hver vores parallelle universer som er svære -om ikke umulige- at forstå for andre, MEN det gør dem ikke hverken forkerte, uvirkelige eller usande.
De er yderst rigtige, virkelige og sande for den der lever i det.
Og hvis du forstår, at du ikke er alene her, men at stort set alle andre mennesker også har sådan nogle “bobler” de bor i, hvor ingen andre kan se eller forstå deres smerte, så vil det være nemmere for dig at være åben for at dele dit univers -eller din bobbel- med andre, og det vil være nemmere for dig at acceptere din egen, og hjælpe dig selv ud af bobbelen ved at udvise forståelse og kærlighed for dig selv, såvel som for andre…
Jeg håber det giver mening?
Anyway, nu vil jeg lige hoppe tilbage på sporet og give dig et par dugfriske eksempler på nogle svære omstændigheder hvor jeg har forsøgt at hjælpe mig selv til at klare situationen bedre og med mere ro og accept.
Grunden til at Søndags-Support har holdt 2 ugers pause, er at jeg skulle ud og rejse, jeg skulle en tur til Brasilien på en foto masterclass, og allerede på vej derover støder jeg på min første udfordring; larmende, urolige, sædesparkende børn, siddende lige bag ved mig. Aaaargh!
Okay, der var ikke andet for end lige at tælle til ti, ellers ender det jo med at jeg begynder at kaste med tarvelig flymad -hahahaha, du ved hvad jeg mener hvis du læste mit sidste indlæg fra d. 24/9- og det har jeg det jo med at fortryde senere, så det ville jeg helst ikke ud i.
Så jeg startede simpelthen med at være bevidst om min irritation.
Det er første step.
Andet step er at stille sig selv spørgsmål, for bedre at kunne forstå sig selv. Så det gjorde jeg.
Jeg begyndte at spørge mig selv:
Jeg kom frem til, at det mest af alt var irriterende fordi jeg blev distraheret i at læse min bog, og fordi det gjorde det vanskeligt at sove.
Men så prøvede jeg at forhandle lidt med mig selv:
Jeg gav det et skud, og det forunderlige var, at sparkeriet næsten holdt op, og at jeg klarede mig igennem turen uden at fare i flindt eller kaste med mad.
Ret flot ikke? 😀
Jeg klarede mig igennem det, ved at stille mig selv spørgsmål, ved at være nysgerrig på min egen irritation og ved at “forhandle” med mig selv.
Næste udfordring var at min ene kat blev syg før jeg tog af sted, så faktisk overvejede jeg at blive hjemme.
Men jeg nåede at få katten til dyrlægen inden, udfordringen var bare at han skulle af sted igen til røntgenundersøgelser, skanninger og dets lige igen dagen efter, hvor jeg skulle rejse, og jeg skulle være i lufthavnen kl 04:00 om natten, så jeg kunne ikke nå at aflevere ham selv.
Min mor og min veninde blev sat på sagen, og jeg blev holdt orienteret via messenger, og det var virkelig hårdt.
Undersøgelserne havde taget så hårdt på ham, at min mor ikke kunne få ham med hjem, men var nødt til at lade ham overnatte hos dyrlægen.
Jeg kunne slet ikke holde det ud, men dagen efter bliver han hentet og alt lader til igen at gå nogenlunde….
Lige indtil min mor ringer mig op og siger at han ikke vil spise…
Og så er den helt gal… Så meget ved jeg…
Jeg bryder fuldstændigt sammen og vil bare hjem!
Jeg græder helt hysterisk og kan slet ikke være i min krop. Jeg kan nærmest ikke trække vejret og jeg isolerer mig på mit hotelværelse, ulykkelig og bange.
Jeg ved at jeg er nødt til at berolige mig selv.
Og nu skal jeg sige dig noget læser: Det føles HELT OG ALDELES unaturligt!!!
Det føles ikke “rigtigt” at skulle trøste sig selv. Det føles mærkeligt og akavet.
Men jeg prøver alligevel, for jeg ved jo fra tidligere at det virker. Grunden til at jeg nævner det for dig at det ikke føltes naturligt, er at så ved du at sådan vil det sikkert føles og at det ikke skal være anledning til så at lade være med at prøve og til bare at konkludere at det virker ikke for dig.
For det gør det.
Det virker.
Men det føles ret underligt til at starte med, og faktisk føler man ikek rigtigt “lyst” til at gøre det.
Så ved du det.
Okay, så her er hvad jeg gjorde:
Jeg startede først og fremmest med at være bevidst om min tilstand, og det er en forudsætning for at jeg kan forndre mig selv i at gå helt i opløsning.
Bevidstheden gjorde mig opmærksom på at “Hey, jeg er nødt til at få beroliget mig selv nu, ellers stikker det af”:
Jeg prøvede dernæste med lidt forskellige ting.
Jeg startede med et langt varmt bad. Og husk lige, at jeg græd og græd og græd mens jeg tager beslutningen om at tage et bad. Så jeg er på ingen måde rolig endnu, men fattet nok til at tænke “nu tager du et varmt bad!”
I badet -mens jeg græder og nærmest ikke kan trække vejret af samme grund- beslutter jeg mig for at jeg vil prøve at chante et “om”. (klik på linket og få en kort forklaring)
For jeg har hørt at det skulle være beroligende for krop og sind, så jeg giver det et skud.
Det er ikke noget jeg har brugt før, jeg har kun prøvet det til yoga hvor jeg er rolig i forvejen, men som bekendt er man nødt til at prøve nye ting af, hvis man vil have nye resultater.
Og det var PÅ INGEN MÅDE nemt, for jeg græd jo som en pisket, og hev efter vejret, og var ved at blive kvalt i brusevand i procesen, så det blev ikke sådan et rigtigt langt og roooooligt “om”, men nærmere et langt, lidt tragikomisk, og hakket “om”, der måske heller ikke var helt helhjertet fordi det virkelig, virkelig var svært at gøre det i den tilstand jeg var i.
Men jeg gjorde det, og jeg forsøgte to gange.
Uden at dømme.
Det vil sige jeg undlod at komme med en dom over om det havde “virket” eller ej.
Jeg gjorde det bare.
Eller rettere, forsøgte.
Og jeg følte mig mærkelig, men jeg vidste også at jeg blot prøvede at hjælpe mig selv, og dét i sig selv var rigtigt rart at tænke på, og medvirkede i høj til at skabe mere ro i min krop og i mit lille, bange hovede.
Så når jeg ser tilbage på det nu, vil jeg vove at bedømme det som at have virket!
Det næste jeg gjorde var at tale højt til mig selv. (Freeeeeeeeeeeeeeeeeeaaak! Ja, men det virker altså!)
Jeg begyndte at bruge affirmations, altså de her bekræftelser.
Igen, uden at dømme.
Altså uden at tage stilling til om de var “sande” eller om de “virkede”, jeg gjorde det blot for at hjælpe mig selv!
That’s it!
Og nej, det føltes stadig ikke “rigtigt”, men jeg gjorde det alligevel.
Så jeg sagde ting til mig selv a la disse:
Hvis man synes det er for woo-woo at bruge “universet”, så kan man erstatte det med “livet”, “skæbnen”, “kilden”, “gud” eller hvad der nu virker for en.
Og jeps, min kat hedder Døve-Mis, og det gør han fordi han er døv. 😀 Den anden hedder Høre-Mis. Sjovt nok! 😀
Jeg sagde de her ting højt til mig selv.
Man kan også tænke dem.
Men for mig virker det bedre at sige dem højt, fordi når jeg tænker dem, så har mine tanker nemmere ved at stikke af og gå over i bange “hvad nu hvis” tanker.
Det er sværere for min bange tanker at tage over når jeg taler højt.
Så jeg tog ind til en botanisk have hvor jeg kunne gå lidt i fred, og der gik jeg en lang tur imens jeg sagde de her ting højt til mig selv.
Jeg sagde også ting som:
Og det gjorde jeg selvom jeg jo ikke var der.
Og det er helt med vilje at jeg sagde det sådan, og ikke sagde jeg er snart hos dig.
Det er den måde man arbejder på når man skal “manifestere”. Så det er altså sådan en lidt “law of attraction” agtig måde at arbejde på.
Jeg vil ikke komme nærmere ind på Law Of Attraction lige her, det kan godt være jeg skriver om det en anden god gang, men jeg kan kort fortælle at når man arbejder med at manifestere ting man gerne vil have (som f.eks. at jeg gerne ville have at jeg var hjemme i stedet for et sted i Brasilien) så giver man udtryk for at man allerede har det eller er der, hvor man gerne vil være.
Lidt tricky.
Om hvorvidt loven om tiltrækning virker eller ej, det tror jeg er en længere snak og der er mange parametre der spiller ind, men jeg går efter devisen: Hvad nu hvis den gør!?
Så hvorfor ikke bare bruge den. Eller forsøge på det. Det kan jo i hvert fald ikke skade…
En ting er sikkert, og det er, at det virker i forhold til at gøre mig selv rolig. Og det gør det fordi jeg jeg forhindrer alle de bange katastrofetanker i at overtage mit sind.
Normalt ville jeg have gennetænkt alle mulige -og umulige- skrækscenarier igennem, om hvordan han ville dø imens jeg var langt væk og hvor forfærdeligt det ville være, og dét ville resultere i at jeg fik det endnu værre.
Betød al denne her snak med mig selv så at jeg bare blev helt glad i låget og at jeg ikke var ked af det mere?
Nej, overhovedet ikke.
Men den betød at jeg blev mere fattet, og den betød at jeg havde det betydeligt bedre, end hvis jeg havde gået og tænkt worst case scenarios igennem, som jeg normalt ville have gjort.
I mellemtiden skete det vidunderlige at han så småt begyndte at ville spise lidt igen, så nu vidste jeg at han i hvert fald ikke ville tage af sted til kattehimlen mens jeg var væk.
Næste udfordring var da jeg skulle hjem, og det var den samme som da jeg skulle af sted!
Så der var åbenbart lidt mere jeg skulle lære, selvom jeg havde klaret den rigtigt flot på vejen ned.
De børn der sad bag ved mig denne gang, var omend endnu mere støjende og urolige end dem på vejen derned, og de her børn sparkede KONSTANT til mit sæde, og jeg mener, konstant!!
Og jeg var bare så træt og udmattet, og længtes så meget efter at komme hjem og tage mig af mine katte, men jeg prøvede tålmodigt samme taktik som på vejen ned.
Hende der sad ved siden af mig tog allerede ret tidligt en lille konfrontation med den ene af børnene, og omkring en time senere, så kunne jeg altså heller ikke dy mig længere, men jeg havde oppe i mit hovede sørget for at dysse mig selv så meget ned at det heller ikke denne gang skulle ende med croissant-kast eller lignende.
Jeg blev enig med mig selv om at jeg ville sige det på en så rolig og pæn måde jeg kunne, så jeg vendte mig om og sagde “Hej, kunne jeg ikke snart få bare lidt ro i sædet?”
Det skulle jeg aaaaaaaaaaaaaaldrig have gjort for hende moderen hun flejnede helt skråt og hvæsede højt, “Vi er faktisk lige blevet deporteret! Så jeg har urolige børn og du skal bare holde din kæft lige nu!!”
Og der kom ogå et eller andet med at jeg skulle tale pænt, hvortil jeg stille og roligt svarede at det gjorde jeg også og at det var hende der skulle tale pænt (det var ligesom hende der råbte og snerrede).
Det sagde hun ikke mere til og jeg satte mig roligt ned. Jeg havde godt læst om den sag på de sociale medier, og det er noget med at hun har bortført sine børn til Brasilien og at nu har fædrende til de to børn så sørget for at hun er blevet deporteret hjem. Og det er da en ulykkelig sag.
Så jeg begyndte at tænke for mig selv at hun nok ikke havde det så sjovt, og at det var forståeligt at hendes lunte var kort, så selvom jeg faktisk havde mest lyst til at råbe tilbage og forklare hende hvor mange timer jeg har siddet og “fundet mig i” at hendes unger sparkede til mit sæde og gjorde det umuligt for mig at få mig en lur, så gjorde jeg det ikke.
Jeg prøvede simpelthen at forstå hende univers.
På trods af at jeg ikke kender det og derfor naturligvis ikke rigtigt forstår det…
Det gav mig ro.
Jeg planlagde også oppe i mit hovede, at hvis hun skulle finde på at sige undskyld, så ville jeg sige til hende at det var helt okay og at hun ikke skulle tænke mere på det, fordi jeg forstod godt hvorfor hendes lunte var kort, når nu hun stod i en ulykkelig situation.
Uden at dømme hvorvidt hun selv er skyld i den situation hun er i, eller ej.
Men bare forstå.
Og give udtryk for min forståelse.
Men hun sagde aldrig undskyld, så jeg fik ikke vist hende forståelse…
Måske skulle min læring have været at jeg skulle have givet hende den alligevel?
Uden et undskyld?
Måske skulle jeg have vendt mig om igen og sagt, jeg er ked af det på dine vegne, og du skal ikke tænke mere på det. Jeg ønsker dig og dine børn det bedste.
Det havde ikke kostet mig noget, og sikkert betydet meget for hende…
Hvis det var dét der var min læring, så missede jeg det, og så får jeg en lektion igen en dag, det kan jeg være 100% sikker på.
Fordi det vi ikke tager ved lære af, det kommer igen som endnu en livslektion hvor vi får muligheden for lære noget nyt.
Den næste og sidste ting jeg vil tage med i dag, det er en retssag jeg står midt i.
Jeg havde ellers lovet mig selv at jeg ikke ville snakke om den retssag, før den var slut. Men nu har den stået på i næsten 2,5 år, så det lader til at det ingen ende vil tage.
Det er en retssag mellem mig og min eks, omkring det hus vi købte da vi var sammen.
Jeg vil ikke komme ind på de nærmere detaljer i sagen lige nu, da den som sagt stadig er verserende, men jeg kan næsten ikke komme i tanke om noget i mit liv der har været mere ubehageligt end det, og mere angstprovokerende og trist.
Der er rigtigt mange frygtknapper sådan en retssag som denne, trykker på.
Først og fremmest frygten for hvordan dommen vil falde ud, og dernæst selvfølgelig frygten for konsekvenserne af dommen.
Vil jeg blive ruineret?
Hvad sker der hvis jeg gør?
Hvordan skal jeg klare den?
Under denne her retssag har det været så vanvittigt vigtigt ikke at lade de bange tanker stikke af med mig, og det har været absurd vigtigt at være i stand til at give slip på det i hverdagen, og ikke tænke på det hele tiden.
Ingen kunne vide at det ville tage så lang tid som det har gjort, og det er ikke slut endnu… Desværre.
Og det er afsindigt hårdt og opslidene.
Men jeg har haft en rigtig god ven -Jesper- som har hjulpet mig, og beroliget mig. Han har lært mig at tage tingene når de kommer og ikke flere måneder før.
Han sagde til mig dengang det hele startede, at jeg måtte se på det som en opgave der skulle løses, og når der var ventetid hvor der ikke skete noget og jeg afventede svar fra advokater eller andre instanser at så måtte jeg lægge den på hylden og sige til mig selv at den vender jeg tilbage til når der kommer nyt.
Og dét har jeg virkelig øvet mig i, for i starten var jeg så bange, særligt for de økonomiske aspekter, at jeg næsten ikke kunne være i min krop.
Igen har jeg brugt små affirmations til at afbryde mine bange tanker med. Jeg har sagt sådan noget som “Alting falder ud til min fordel”, og “i min verden er alting godt, jeg er tryg” og “jeg har fuld tillid til at alt er præcis som det skal være” osv. derud af.
Og så har jeg lyttet til min ven Jespers gode råd og forsøgt at tage ved lære af hans rolige væsen. Han er vant til retssager -via hans job- og har kunne fortælle mig en masse om psykologien i retssager, og at de ting jeg oplever at min eks og hans advokat udsætter mig for er helt almindelige og at jeg bare skal tage det med ophøjet ro.
Og det har jeg gjort, og jeg blev bedre og bedre til det.
Jeg har simpelthen nægtet at lade mine egne idéer og overbevisninger tage over, for de var BETSEMT ikke lige så rare. Jeg har suget Jespers idéer og overbevisninger til mig. Fordi de var rarere end mine…
Og det har virkert fremragende!
Jeg har simpelthen nærmest ikke tænkt på det i dagligdagen.
Men… De gange jeg har skulle af sted til mægling eller i retten, der har jeg haft det rigtigt skidt, men det er først kommet på selve dagen.
Så jeg har altså undgået frygt og lidelse i al den mellemliggende tid, men naturligvis ikke kunne undgå den når der var noget konkret, og det kan man heller ikke. Lidelse er en del af livet, det kommer vi simpelthen ikke udenom, men vi kan udngå at lide unødigt, hvis vi øver os i det.
I fredags skulle jeg så i retten igen, og mine ben var som gelé, jeg havde det rædselsfuldt.
Det sjove er, at det ikke nok med at det var fredag d. 13., det var også kulturnat, og sidste gang jeg var til kulturnat var sammen med ham, og det skøre er, at en af de ting vi var inde og se til kulturnat, var…… (TROMMEHVIRVEL)
Retssalene!
Hahaha, så sidst jeg så en retssal indvendig fra var altså også på kulturnat, sammen med ham. Hvor absurd har det lige lov at være!?
Anyway, jeg har også rakt ud efter support fra en veninde, og hun har været med de gange vi har været i retten, og det er jo fantastisk at have sådan et par klipper -Jesper og Pernille- at støtte sig op ad, for bagefter gik vi ud og fik en øl og snakkede lidt om sagen og bagefter om en masse andre ting, og stille og roligt blev min krop normal igen, hjertet slog normalt, geléen i benene forsvandt og alt var back to normal.
Nu kan jeg så gå i 4 uger og vente på en dom.
Og ja, det er hård kost.
Men jeg tænker ikke på det.
For det har jeg lært mig selv.
Og skal jeg sige dig noget?
Jeg kan alligevel ikke ændre på udfaldet.
Der sker det der sker. Når det sker.
Uanset hvad det ender med, så er det ikke noget jeg kan gøre hverken til eller fra i.
Så hvis det ender skidt. Så må jeg tage den om 4 uger.
Ikke nu.
Og hvis det ender godt, så tager jeg den også om 4 uger.
Lige nu koncentrerer jeg mig om at være her.
I nuet.
Her hvor der ikke er afhjort noget endnu. Her hvor der er godt og trygt og ingen katestrofer er sket.
Og jeg siger til mig selv: “Alting løser sig. Alting falder ud til min fordel. Alt er godt. Alt er præcis som det skal være. Jeg er villig til at give slip.”
Og nej, det føles ikke altid rigtigt eller ægte, men det hjælper mig med ikke at tænke tanker som virkelig kan gøre at jeg får det skidt.
Så vil jeg hellere tænke på noget der er lidt akavet end jeg vil tænke noget der give mig ondt i maven, kvalme og angst.
For det gør det.
Det kan tanker nemlig gøre!!!
Det er vores tanker der skaber vores følelser og dermed vores tilstande.
Det skal man ikke undervurdere.
Og det er her jeg er nu læser, selvom det er rigtigt udfordrende, så slapper jeg af og bliver i nuet.
Lige nu er jeg ikke ruineret. Lige nu er der ikke noget at være bange for. Lige nu er alt godt.
Jeg er taknemmelig for hvad denne her kedelige sag har lært mig. For den har vitterligt lært mig at være i nuet. Det er lykkes med hjælp fra min ven Jesper, kombineret med min egen vilje til at ville have det bedre, og til at ville tackle det her på en sundere måde som ikke sætter sig i brystet, maven og hovedet på mig og giver mig fysiske smerter og ubehag, og hvis ikke jeg havde gjort det, så ved jeg simpelthen ikke hvad de 2,5 år med retssager og advokater havde gjort ved mig og ved min livskvalitet, men jeg er sikker på at det ikke havde været godt…
En sidste ting jeg “opererer” med, er vejrtrækning.
Jeg er godt til at tage nogle dybe suk. Altså lange dybe vejtrækninger ind og ud. Det behøver bare være en enkelt gang. Nøjagtigt som et stort suk.
Det beroliger nervesystemet, så det er ret effektivt. Selvom det er simpelt kan det godt være meget virkningsfuldt.
Og med de ord vil jeg sige rigtig god søndag til dig læser. Det er godt at være tilbage. ❤
/Hanne ❤
