Kære Ombyggere,
Så blev det igen søndag.
Når jeg sidder foran computeren med hænderne på tastaturet og stirrer tomt ud af vinduet i håb om at inspirationen vil strømme til mig, så tænker jeg nogle gange på hvor mange der egentlig går rundt der ude og har det sådan, som jeg havde det for 2 år siden, lige nu…
Jeg kan nærmest mærke smerten som jeg sidder der og forestiller mig den.
Det er en af ”fordelene” ved at have været igennem turen selv. At man kender en bestemt følelse, og nærmest kan mærke den, selvom man ikke har den lige nu.
Og så er det jeg sidder og tænker… ”Måske var det meningen med alt det jeg har været igennem?”
Ikke bare min deroute for 2 år siden, men hele min fortid.
At blive gennembanket på nærmest daglig basis og jævnligt få råbt ind i hovedet ”Gud, hvor jeg hader dig!” og ”Jeg slår dig ihjel!” det er sgu’ ikke for børn som man si’r, men jeg var et barn. Og jeg gik igennem disse traumer.
Men her sidder jeg i dag, og tænker -gudhjælpemig- at der måske var en mening med det (?!)
WTF!?
Er jeg skør i bolden?
Måske.
Men faktun er at mit mindset har ændret sig. Fra at være begrænsende og fastlåst, til at være mulighedssøgende og fleksibelt.
For nu kan jeg se at jeg jo virkelig ved noget om frygt.
Jeg ved en masse om hvad det gør ved et menneske, og om hvilke mønstre frygten kan skabe indeni, hvilke overbevisninger den kan forankre og hvilke følger og personlige omkostninger den kan have.
Der var ikke nogen der greb ind og der var ingen til at hjælpe hverken mig eller mine brødre.
Ikke engang min far. Når han engang hver 14. dag havde mig ”på besøg”, så reagerede han ikke på at jeg dukkede mig og holdt mine hænder oppe i en beskyttende position foran mit ansigt, når han skældte mig ud. Det eneste han kunne sige var ”Jeg slår dig da ikke!”
Næh, det gjorde han heller ikke. Og det har han aldrig gjort. Men det slog ham åbenbart heller ikke at jeg så måske fik en del tæsk derhjemme, når nu jeg reagerede som jeg gjorde. Og hvis det faldt ham ind, så var det i hvert fald ikke noget han handlede på.
Jeg følte mig heller ikke elsket når jeg var hos min far og jeg kæmpede en brav kamp for at få hans kærlighed og anerkendelse. (Det er en længere historie som jeg ikke vil tage hul på i denne Søndags-support for jeg har nemlig en særlig agenda med ”supporten” i dag.)
Jeg var det letteste mobbeoffer i skolen og i børnehaven og på fritidshjemmet fordi jeg var skrøbelig, følsom og bange.
Jeg kan huske at jeg græd som en pisket når min mor afleverede mig i børnehaven.
Jeg ville hellere være hos en mor der slog mig og skreg onde ting ind i hovedet på mig, end jeg havde lyst til at være i børnehaven…
Så jeg ved også noget om svigt. Om omsorgssvigt. Om kærligheds-svigt. Om svigt på mange forskellige planer. Fordi jeg er blevet slået og ingen tog sig af det.
Jeg ved noget om forladthedsfølelse. Fordi mor forlod mig i børnehaven og far ikke tog sig af mig.
Jeg ved hvad det vil sige at blive frarøvet sit selvværd og hvordan det føles at navigere i livet fuldstændigt uden det mindste strejf af selvværd fordi jeg blev mobbet og kaldt de grusommeste ting som jeg troede på var sande.
Jeg ved hvad alt det har gjort ved mig, jeg ved hvad det har fået mig til at gøre i afmagt, jeg ved hvad det kan fremkalde af uhensigstmæssige reaktioner, jeg ved hvordan det kan smadre relationer til venner og kærester og jeg ved hvor håbløst det føles og hvor vanskeligt det er at gøre sig fri af.
Om ikke andet, så er det jo præcis der jeg befinder mig nu…
Ser du hvor jeg vil hen?
Måske tænker du at det virker søgt, og at det i hvert fald ikke kan være 42 års ”lidelser” værd…
Men sådan ser jeg slet ikke på det.
Længere.
Og det er jo dét der er hele humlen i alt det jeg siger og skriver om hele tiden:
Perspektiv!
Så det allervigtigste er jo, at det hele giver mening for mig. At jeg nu kan se hvordan jeg kan bruge min modgang til noget konstruktivt.
Fremfor fortsat at gå og være ked af at livet har behandlet mig som det har.
Og være ked af at jeg har det svært med forskellige ting i livet, fordi jeg dybest set ikke aner ”hvordan man gør”.
Det er i øvrigt en af de ting jeg tager hul på i foredraget Kærlighed og Lykke på tirsdag. Der er stadig 4 billetter tilbage! Woop wooop!
Hvorfor har vi de mønstre vi har i forbindelse med vores kærlighedsliv, hvorfor saboterer vi det gode parforhold, hvorfor kan det være svært at elske eller at blive elsket, og hvad kan vi gøre for at opnå et sundere og stærkere kærlighedsliv, kan man lære at elske og blive elsket uden at få trang til at flygte eller sabotere.
I dag ved jeg noget mere om mig selv.
Eller rettere, jeg ved hvordan jeg kan frigøre mig fra vanen ”at være mig”.
For jeg har nok inderst inde altid godt vidst om mig selv hvor jeg havde nogle issues.
Men jeg har ikke løst dem.
Jeg har kun været bevidst om dem, og som jeg skrev om sidste søndag, så løser det ”at være bevidst om at man har et problem” ikke problemet i sig selv.
Det er agendaen for i dag.
Hvordan gør man det her i hverdagen? Løser de små problemer uden at gå kold i processen!
Jeg fik for nyligt en henvendelse fra en læser som skrev at hun havde meget lavt selvværd, og at hun hele tiden var plaget af tanker om at hun ikke er god nok, og at ingen elsker hende, at hun er mærkelig og forskellige andre ikke særligt gavnlige tanker.
Hun fortalte mig at hun igennem mange år har arbejdet med sig selv og at hun havde brugt teknikkerne fra Louise Hay’s fantastiske og banebrydende bog ”You can heal your life” (På dansk hedder den Helbred dit liv) men at hun altid giver op efter et par måneder, da hun ikke har kunnet mærke den store forskel.
Hun sagde at hun nu igen var i fuld gang med det positive arbejde, men at hun godt kunne tænke sig at vide hvordan jeg arbejder med det i min hverdag.
Nuvel…
Det vil jeg prøve at dele med jer i dag.
Først og fremmest: Kodeordet er babysteps…
Små bitte skridt. Et skridt ad gangen.
Når vi har et mål vi gerne vil nå, så har vi en tendens til at fokusere alt for intenst på målet i sig selv.
Og så bliver vi slemt skuffede.
For der er langt til målet læser.
Derfor prøver vi at skyde genvej ved at tvinge os selv til at føle at vi har nået målet, og lade som om at vi tror på det, selvom der ikke er sket en skid.
Selvom vi stadig er lige langt fra målet.
Vi flygter fra problemerne og tvinger os selv til at ”tænke positivt”.
Det er en yderst destruktiv strategi der nærmest er dømt til at gå galt på forhånd…
Vi er nødt til at få øjnene væk fra “målet” og lade dem se på nuet. Vi kan ikke skabe -en varig- ændring på få dage, sådan fungerer det desværre ikke.
Så glem “målet” for en stund.
Det kan ikke nytte noget at have et kriterie der hedder at “Jeg skal være lykkelig inden så og så lang tid”.
Og slet ikke hvis din idé om lykke er bygget på noget udefrakommende.
Sådan var de for mig.
Jeg var afhængig af andre til at gøre mig lykkelig.
Ligeledes var det andre der var årsag til min ulykkelighed.
Lykke var at have kæreste. At have mange penge. At have status. At have sin egen lille familie. At have hus og have.
Det var min definition af lykke.
Det var mine mål.
Og i og med at jeg var så fokuseret på de mål, så nåede jeg dem ikke, og jeg var konstant skuffet og ulykkelig.
Hvilket gik udover mig selv OG dem jeg omgav mig med. Særligt min kæreste.
Hvorfor nåede jeg dem ikke, når nu jeg fokuserede på dem?
Er det ikke det man skal da?!
Jo, det kunne man logisk set godt mene. Og sådan er det vel egentlig også. For hvis der er noget du vil, så skal du vel fokusere på det, ellers kommer det vel aldrig ind i dit liv…? Vel!?
Korrekt.
Og så alligevel ikke…
For husk på, at det ”reglen” siger, er at det du fokuserer på vokser.
Så langt så godt.
Men…
Hvis jeg fokuserer på f.eks. at få en kæreste, fordi det er det jeg gerne vil have…
Så kommer jeg i virkeligheden mest til at fokuserer på mangel…
Altså på at jeg ikke har en…
Kan du se hvor jeg vil hen?
Jeg fokuserede altså på det jeg manglede. Det jeg ikke havde. Det jeg skulle have for at jeg kunne blive lykkelig…
Og så duer det ikke.
Det er faren ved at være fokuseret på “et mål”. Vi kommer i virkeligheden til at fokusere mere på at vi ikke har nået målet endnu. Og så vokser dét, og afstanden til målet bliver længere…
Og når målet er “en genstand”, så tager man magten fra sig selv. Så er det ikke længere en selv der har magten til at blive lykkelig. Men genstanden. Målet.
Og så er du afhængig.
Og magtesløs.
Jeg er nødt til at fokusere på den følelse jeg gerne vil ende op med, og øve mig i at have den.
Altså følelsen af “lykke”.
Og jeg er nødt til at gøre mig uafhængig af noget udefrakommende -altså noget jeg ikke har lige nu- til at gøre mig lykkelig.
Så derfor skal jeg fokusere på hvordan det føles at være lykkelig, og ikke på hvordan jeg bliver det.
For det er klart, hvis jeg går og tænker, jeg skal have en kæreste, jeg skal have et hus, jeg skal have flere penge mellem hænderne, osv. så fokuserer jeg på alt det jeg ikke har, samtidig med at jeg gør mig afhængig af noget -eller nogen- bestemt for at kunne opnå min følelse af lykke…
Puh, ha…
Så drop alle målene, altså hus, have, succes, penge, kæreste osv. til at starte med. De er gode nok at have i baghovedet som motivation, men det er ikke dem der vil gøre dig lykkelig i sidste ende.
Det er lækkert at have penge, hus, kæreste, succes og alt det der, men det gør dig ikke lykkelig. Trust me.
Du gør dig lykkelig.
Punktum.
Så hvis jeg gerne vil have en kæreste, så skal jeg fokusere på at fremelske den den følelse “det at have en kæreste” kan vække i mig og simpelthen øve mig i at føle den følelse, selvom jeg ikke har kæresten. Så jeg kunne f.eks. gå og glæde mig til bestemte ting jeg kunne gøre med en kæreste, og fornemme den følelse det ville give mig.
Uden at tænke “hvor er det ærgerligt at jeg ikke har en kæreste så jeg kan gøre dit og det eller føle dette og hint”.
For det kan jeg godt.
Jeg kan sagtens føle de her ting uden en kæreste. Det er blot en dum overbevisning at jeg ikke kan.
En super nederen overbevisning faktisk.
Ligesom det er en overbevisning at jeg ikke kan rejse alene.
Selvfølgelig kan jeg det!
Nu kommer jeg med en lidt crazy sammenligning, men den er fuldstændig sammenlignelig, selvom du sikkert tænker at den ikke er:
reflektér lige over sådan noget som “tanken om kys og sex”…
Hvad sker der hvis du fantaserer om det?
…
Wooops!
Mænd bliver lidt hårde i buksen og kvinder lidt fugtige.
Right?
Så stærke er vores tanker.
De kan sætte gang i denne ovenfor “grafisk beskrevne” proces uden at nogen rører ved os. 😀
Blot ved at vi tænker på at nogen rører ved os eller kysser os!
Det kan man også med alle de andre tanker vi har. Tankerne kan sætte gang i en følelse uden at der nødvendigvis er en bestemt genstand for følelsen til stede!
Du kan sagtens føle dig rig, uden at være det. Føle dig elsket uden at have en kæreste, føle dig succesfuld uden at have en kæmpe biz. Du skal bare øve dig i hvordan det vil føles.
Forestil dig det… og begynd at lege med det. Øv dig i “følelsen”.
Ja, ja, det lyder ret tåbeligt.
Men prøv nu bare.
😉
Så hvis du vil føle forandring i din hverdag, og hvis du vil kunne mærke en forskel, så må du lægge målene på hylden i første omgang, og fokusere på hvad det er for enfølelse du gerne vil have, og øv dig i at føle og mærke den, og glæde dig over den.
Og for de fleste af os er det eneste vi gerne vil her i livet, blot at være glade.
At være lykkelige.
Intet andet.
Vi tror at der skal visse ting til, for at kunne blive ”glade og lykkelige”.
Men vi tager fejl.
Det eneste der skal til, er at vi lærer at være lykkelige.
At vi ”lærer hvordan man gør”.
Så vi ikke sidder og venter på en mand/kvinde der skal komme og elske os, eller vi ikke går og venter på at vinde i Lotto, få det fede job, få børn, få succes osv. og tror at når dét sker, så bliver vi lykkelige.
Det er omvendt.
Når vi er lykkelige, så kommer disse ting stille og roligt ind i vores liv.
Måske bliver vi lykkelige for en stund hvis der kommer en og elsker os eller vi kommer til penge eller vi får succes, eller børn eller hvad pokker det nu er vi tror vi skal have for at blive glade.
Men magten er taget fra os, for hvis succesen, kæresten, pengene eller det fede job forsvinder, så ryger vi ned i et kæmpe hul.
Noget de fleste af os har prøvet.
Særligt når vi bliver forladt.
Det gjorde jeg jo selv. Gulvtæppet blev flået væk under mig og hele korthuset væltede, fordi mit fundament var bygget på en afhængighed af et andet menneske og alt det han skulle bringe mig: Lykke, følelsen af at være elsket, børn, hus, tryghed.
Det er alligevel ret meget at lægge på et andet menneskes skuldre…
Tæmk lige over det.
Men det gør vi alligevel i stor stil.
Stabler løs på andres skuldre.
Rigtigt mange af os.
Fordi vi ikke selv har et fundament til at bære det på egne skuldre.
Okay, så hvad gør man sådan i hverdagen for at blive mere lykkelig indvendig fra og mere uafhængig?
Jeg selv startede i det små. Babysteps.
Da jeg havde det allerværst, begyndte jeg at øve mig i at tænke gode tanker.
Jeg var naturligvis ikke i stand til at tænke ”fedt at min elskede skred fra mig tre uger efter min ufrivillige abort af vores fælles barn”, eller ”hvor er det egentlig skønt at jeg aborterede og at jeg nu aldrig når at få børn” eller ”gud hvor herligt at bo på sofaer i fire måneder og ikke have mit eget hjem”.
Selvfølgelig ikke!
Men jeg var i stand til at tænke gode tanker om andre ting. Ting som intet havde med min ekskæreste eller alle de tab jeg havde lidt at gøre.
Og det er koden til det hele.
Du behøver ikke tænke noget som helst godt om det lort du står i.
Du kan godt prøve at se gaverne i det, men hvis du ikke er klar, så lad være! For guds skyld! Lad være med at tvinge noget ned over dig selv. Det er ikke en god løsning. Vær blid ved dig selv.
I stedet tænkte jeg tanker om min bil. Hvor glad jeg var for den. Hvor fedt det var at den bare altid starter og at jeg næsten aldrig har problemer med den.
Det var en rigtig rar tanke. Og den gjorde mig glad. Så jeg kunne mærke taknemmeligheden helt ned i maven, og helt op i halsen.
Jeg tænkte også på hvor glad jeg egentlig var for min opvaskemaskine, og hvor mange røvsyge opvaske den har taget mens jeg så Netflix. Det synes jeg også var en skide god tanke.
Jeg tænkte på hvor fantastisk det var at jeg havde sådan nogle vidunderlige veninder ved min side.
En anden ting jeg gjorde i den periode hvor jeg havde det svært, var at fokusere på nogle af de muligheder jeg havde nu. Også selvom det var små -i princippet ligegyldige- muligheder.
Du behøver altså ikke at tænke “fedt at jeg er alene, for så kan jeg tage til Bali på yoga retreat som min eks jo aldrig gad”, hvis du ikke er klar til det. Det kan i stedet være små banaliteter som intet har med din modgang at gøre, hvad end den handler om.
Jeg husker at jeg tog på loppemarked med en veninde noget tid efter min eks havde forladt mig, og her købte jeg den grimmeste antikke tepotte. Jeg tænkte på hvordan den skulle stå til pynt, fordi jeg bare synes at den var så grim at den var kær! Og jeg vidste at min eks ville have hadet den, og alene det gjorde denne tepotte, og alle mine tanker omkring den, til symbolsk guld for mig, og jeg gik og smilede af hvordan den engang skulle pryde mit hjem når jeg fik et igen!
Jeg gik altså ikke og tænkte på at jeg ikke havde et hjem og sukkede over hvor synd det var for mig at jeg måtte bo på sofaer hos venner og undvære mine to dejlige katte, i stedet tænkte jeg på hvor fantastisk det ville blive at placere denne tepotte i mit kommende hjem!
Her kan du se min elskede “hæslige” tepotte 😀
Kan du se H’et og P’et der hænger i baggrunden?
Det er mit og min eks’es forbogstaver og vi fik dem i indflyttergave da vi købte vores hus. Da det var nogle vi havde fået af nogle af mine venner, så var det nogle jeg beholdt da “boet” skulle deles.
Jeg kunne vælge at se på dem som noget der gjorde mig ked af det og mindede mig om alt det jeg ikke have mere og så afskaffe dem af den årsag.
Men jeg kunne også vælge at se på dem som bogstaver for to af mine fineste og dejligste veninder, Heidi og Pernille.
Jeg gjorde det sidste, og jeg smiler hvergang jeg kigger på dem!
De bogstaver er ikke blevet årsag til min ked-af-det-hed, fordi jeg har valgt at jeg ikke vil reagere på dem med ked-af-det-hed når jeg ser på dem.
You see..?
Sat lidt på spidsen, så er der i princippet ingen ting, situationer eller mennesker der kan være årsag til vores ulykkelighed, depression, ked-af-det-hed eller lidelse. Det er den måde vi vælger at reagere på det på, der er årsag til vores lidelse.
Selvfølgelig bliver vi -uundgåeligt- kede af det når nogen dør fra os, forlader os, svigter os eller hvis vi mister vores hjem eller alle vores penge.
Men hvor længe?
Og vil vi lade sorgen og smerte styre os?
Vil vi lade frygt være grundlag for vores beslutninger, blot fordi vi har brændt nallerne tidligere?
Vil vi bo i en overbevisning om at vi aldrig kan få det godt igen eller at dit og dat ikke er muligt for os længere?
No way! -Skulle gerne være dit svar her, i tilfælde af at du skulle være i tvvil. ;-D
Jeg blev engang spurgt da jeg kom til yoga, om jeg havde nogle præferencer for hvilket et skab jeg gerne ville have. Man får nemlig udleveret en nøgle til et lille skab i omklædningen hvor man kan ligge sine ting mens man er til yoga.
Dét havde jeg egentlig aldrig tænkt over.
Men så slog det mig, at dét er der nok andre der går meget op i.
At få et bestemt skab.
Fra den dag begyndte jeg at tænke at jeg fra nu af ville gøre det omvendte. Jeg ville begynde at se på ethvert skab jeg måtte få, som ”det bedste skab”.
Det var en sjov øvelse, fordi det ikke var noget jeg havde skænket en tanke før.
Men hvis man nu er sådan en der går meget op i at ting skal være på en bestemt måde før vi er tilfredse, selv sådanne små ligegyldige ting som et skab i et omklædningsrum, så er det her en nødvendig øvelse!
Så altså, hver dag når jeg kom til yoga, så fik jeg en nøgle udleveret som vanligt, og når jeg så kom hen til det skab som nøglen passede til, så prøvede jeg at fremhæve alle fordelene ved netop dette skab.
Hvis det var langt nede, så var det godt at det var langt nede så jeg kunne nå mine ting. Hvis det var højt oppe, så var det godt at det var højt oppe så jeg kunne strække min krop og få hoppet lidt, og lidt hop og stræk har aldrig skadet nogen. Hvis det var helt ude i den ene side, så var det godt fordi så kunne jeg smide mit tøj på gulvet foran mig, uden at det var i vejen for andre, hvis det var i midten var det godt fordi så var det lige ved siden af bænken som jeg kunne lægge mit tøj på eller sætte mig på, osv. osv. osv.
Find dine egne yoga-skabe i hverdagen!
Det er det bedste råd jeg kan give.
Og jeg mener det helt alvorligt når jeg siger at denne øvelse er den af de bedste øvelser du kan gøre for dig selv. At øve dig i at se fordelene ved din situation. Og start med de små banale og harmløse situationer. Lad være med at prøve at se det fede i en situation der er dybt ulykkelig, hvis du ikke er parat til det!
Men når du bliver god til at se fordele ved alle de små ting i din hverdag, så er du meget bedre klædt på til når dagene blier svære.
For vi kan ikke undgå svære dage og svære følelser.
Desværre.
Det er en del af livets rytme.
Husk at i dag er ikke alle dage, og husk også at den mest væsentlige funktion ”at have det ad helvedes til” har, er at glæden ved de gode dage bliver meget større.
HVIS vi er åbne for glæden!
Nogen har lukket helt i.
Det er synd.
Åbn op!
Find dine yoga-skabe. Start der og gør denne øvelse til en vane, og se hvad der så sker læser!
God søndag!
/Hanne ❤
