Hvis vi ikke lærer af vores nedture, så kommer de igen

Fotograf Hanne Paludan Kristensen

Kære læsere,

I dag viljeg gerne dele en henvendelse jeg fik for noget tid tilbage, fordi det her er et problem som  rigtigt mange kæmper med.
Både mænd og kvinder. Så de mænd der mpåtte læse med, I kan blot sætte “han” ind i stedet for “hun” og hun ind i  stedet for “han”. ?
Det er same same but different.
Vi har alle oplevet den slags ture og følelser, uanset om vi er det ene eller det andet køn.

Jeg har selv stået i en lignende situation.

Det handler om  at blive forladt.
Det gør ondt, det ved alle, og når  man har været sammen i mange år og måske oven i købet har et eller flere børn sammen, så gør det ikke sagen nemmere…

Rigtigt mange fortæller mig også at de har mange psykologbesøg bag sig, men at det ikke rigtigt rykker dem.
Det tænker jeg nødvendigvis må være fordi man ikke har fået de rigtige værktøjer til at komme videre med.

Den henvendelse jeg vil  dele med Jer nu er fra en kvinde.
Hun skrev at hun følte at hendes eksmand havde “levet sit eget liv” i al den tid de havde været sammen og at hun ikke anede uråd da han pludselig valgte at forlade hende, for han havde aldrig sat sig ned og snakket med hende om det.

Nu var der så gået x antal år, og hun syntes stadig at det gik mere ned ad bakke end det gik fremad, og hun følte det som om at hun sad fast både fysisk og psykisk, mens han var kommet videre med ny lejlighed og ny kæreste.
Hun følte ikke at hun kunne være lad eller stærk særligt længe ad gangen, og selvom hun ikke  ville  være “offer” så  kunne hun simpelthen bare ikke finde glæde i noget, hun havde intet selværd tilbage og havde bare ondt helt ind i knoglerne.

Oven i alt det ville hun bare gerne være en god mor, men hun følte at hvergang hun havde rejst sig, så faldt hun ned igen, og hun følte mere eller mindre at hun måtte kæmpe sig igennem dagen.

Hun nævnte også at hun godt vidste at hun “burde” være glad for sin datter skyld og at hun “burde” gøre de ting psykologen foreslog…

Hun runder sin henvendelse af med at skrive følgende:

“Jeg føler ikke han satte pris på mig,
han var så sød i starten og jeg gjorde ALT for at holde sammen på familien,
han så kun brok fordi jeg ville have ham mere tilstede hos os.
Han planlagde en masse bag min ryg,
jeg vidste intet for jeg var SÅ sikker på ham,
han gjorde mig så sikker på at vi betød alt for ham.

Jeg fik ingen afslutning på det, alt var min skyld,
jeg brokkede mig for meget til sidst,
jeg brokkede mig fordi han ikke så mig, han ikke hørte mig.

Jeg kan se hvor glad han er nu,
desværre ser jeg ham stadig pga vores datter og det gør så ondt!

Jeg ved ikke engang hvad jeg søger af råd hos dig
for jeg kender jo egentlig godt alle ordene jeg burde tage til mig.
Tror bare jeg har behov for at række ud til en der selv har ligget helt nede hvor det var værst.”

Der er  rigtigt mange ting jeg gerne vil adressere her. Det der kunne sagten have været mig der skrev sådan for år tilbage. Jeg tror  det kunne være  rigtigt mange, derfor vil jeg nu dele de tanker som jeg delte med min læser dengang.

Første og fremmest skal du slette ordet ”burde”.
Når du siger til dig selv at du får de ting ad vide du ”burde gøre”, så registrerer du det -ubevidst- som en sur pligt.
Det skal vi have vendt om.

Og nu kommer det sjove og det gode:
Alt det arbejde du skal i gang med nu er super fedt!
Det bliver pisse spændende.
Det siger jeg ikke for at indoktrinere dig eller prøve at piske en stemning op, jeg siger det fordi jeg er der lige nu.
Jeg er i gang med netop det.
Og det er så spændende.

Det betyder ikke at der ikke er dage hvor jeg har det ad helvedes til og at der ikke er dage hvor jeg synes at det virkelig er udfordrende at holde kampgejsten og gå-på-modet oppe eller entusiasmen og optimismen intakt. Slet ikke. Men det betyder at jeg ikke bliver ”nede i hullet” så længe ad gangen.

Så kig lige på de værktøjer du har fået igen.
Du ”bør” ikke gøre dit og dat. Men du kan.
Du kan gøre dit og dat. Hvis du vil. Hvis du har motivationen.

Men i nogle tilfælde kan det være at man bare ikke klar…

Og så drukner man sig selv -og den der prøver at hjælpe- i ”jamen-jamen-undskyldninger” som kan være alt fra tid, til overskud til evner, til penge eller hvad ved jeg, at man ”mangler” for at kunne komme i gang, eller ”forhindringer” såsom børn, arbejde, forpligtelser osv. som ”står i vejen” for at man kan hjælpe sig selv.

Det siger sig selv at så kommer man aldrig nogensinde i gang, og det hele ender ud i at man siger ”jeg burde også gøre sådan og sådan” og så banker man sig selv i hovedet med at man ikke får gjort alt det man ”bør”, som igen leder til at man føler sig som én stor fiasko.

Ikke holdbart.

Og som jeg har sagt før så hænger det hele sammen:

Når du får dårlige tanker om dig selv, såsom ”jeg er en fiasko, mit liv er noget lort, ingenting i min tilværelse spiller, jeg hader mit job, jeg er trist, jeg er modløs” eller hvad det nu måtte være, så begynder du at føle de her ting i din krop. Det kan være ubehagelig murren i maven, det kan være halsen trækker sig sammen, vejtrækningen bliver overfladisk, hovedpine, svimmelhed, træthed, udmattehed, manglende appetit eller det omvendte som f.eks sukker cravings og lignende.  Disse følelser begynder så at påvirke dit humør og  din adfærd.

Det vil altså sige: Det hele er startet med nogle tanker du har haft om dig selv og/eller din situation. De tanker fører til følelser der manifesterer sig i din krop og giver dig et fysisk ubehag i en eller anden form (Og den er vidt forskellig fra person til person) og de følelser får dig til at agere på en bestemt måde.

Det er soleklart at hvis du føler ubehag (Det kan være nogle af dem jeg har beskrevet ovenfor med murren i maven, træthed, osv) så bliver den måde du er på -altså din adfærd- ikke lige så hensigtsmæssig som hvis den var baseret på en god følelse.

Så altså, det første du skal gøre nu er at vende hele billedet, om hvad det er du skal nu.
Det du skal nu er ikke noget du ”bør”.
Det er ikke en sur pligt du må igennem for at få det bedre.
Du skal give det en ny værdi.
Det skal være en rar mulighed, en sjov udfordring, en livgivende opgave, et lækkert tilvalg, en fed tjans, en enestående chance, en spændende rejse eller hvordan det end fungerer bedst for dig at se på det.

For det er det!
Det vil jeg gerne love dig.
Det er så fantastisk når først du for alvor kommer i gang med din egen personlige udvikling.

Jeg vil gå så vidt som til at sige,
at du kan skabe små mirakler i dit liv på daglig basis,
og at du næsten hver dag vil opdage nye måder at få det bedre på.

Jeg kan ikke opfordre dig nok til at gå i gang, for det er også hele grundlaget for at kunne håndtere hele situationen med din eksmand. Du kan ikke lave om på ham, den eneste du kan lave om på er dig.

Så kan man måske mene, ”jamen, det er ham der er en røv, så det er ham der skal ændre sig”.
Men det kan du bare ikke bruge til voldsomt meget, for sandsynligheden for at han sætter sig ned og siger ”nu tror jeg sgu at jeg vil ændre mig” er nærmest li nul.
Men det kan du gøre.
Du kan sætte dig ned og sige ”nu tror jeg sgu at jeg vil ændre mig, for det har jeg brug for”.
Det kan godt være at din eks også gør det en dag når han opdager at hans liv og relationer kunne blive meget bedre hvis han gjorde, men risikoen for at han aldrig får den åbenbaring er overhængende stor.
Så det bedste du kan gøre er at ændre på dig og gå -benhårdt- efter alt det gode og alle de fede muligheder som ligger lige for dine fødder, men som du bare ikke kan se i den tilstand du er i nu.

Det dummeste man kan gøre er at vente på at et andet menneske ændrer sig eller fortryder sin beslutning. De skal ville det og de skal selv være klar. Og desværre kan man ikke bede andre om at ville noget bestemt, og man kan heller ikke bestemme at de skal være klar til noget bestemt. Det du kan gøre er at sørge for at du selv vil en ændring og at du selv er klar til det.
Man bliver ikke klar ved at en ven eller en kæreste siger at man skal -eller bør- ændre sig (eller sin beslutning), man bliver klar når man selv vil det.
Når man selv vil det nok!
Og når man er åben for og indstillet på forandring.
Ikke før.

Det kræver en god portion selvindsigt som kan være meget smertefuld at gå igennem, fordi man undervejs må erkende -alle- de fejl man selv har begået, men man kan lindre smerten ved også at anerkende at man har gjort det bedste man kunne på det tidspunkt, og så skal man give sig selv den ros og påskønnelse man fortjener for nu at gøre noget ved det, fremfor at piske sig selv med følelser af skyld og skam.

Søg ikke at få rosen og påskønnelsen fra andre. Den bedste du kan få det af er dig selv. Det er et vigtigt led i hele det her med at lære at elske sig selv, lære at tale pænt til sig selv og behandle sig selv med respekt, værdighed og omsorg.

Det er et vigtigt led,
fordi hele dit fundament er bygget på det,
og du kan ikke sætte et stort, flot tag på en bygning der ikke har et fundament…
…Og uden tag vil det blive ved med at regne ned i dine mentale rum.

Bum.

Så se at få bygget dit fundament så du kan få sat et smukt tag på der kan skærme dig fra regn og blæst udefra. Når du har et solidt tag vil udefrakommende uvejr ikke påvirke dig.

Det er trist at din eksmand har ”levet sit eget liv” under jeres samliv, for så kan man jo lige så godt lade være med at være sammen, hvis ikke man gør ting med hinanden. Der skal naturligvis være plads til at man kan gøre hver sit, men hvis man ikke gør andet en ”hver sit”, så er mit bud at det kommer til at knibe med den der ”connection” man gerne skulle have i et parforhold, og uden det er det ikke holdbart.
Der skal jo ligesom være ét eller andet der binder jer sammen.

Når jeg ser det udefra, så tænker jeg hvordan kunne du dog acceptere det i XX år? (Jeg bruger “XX” for at holde læseren anonym – red.)
Hvorfor lod du dig nøjes med det så længe?

Selvom du måske ikke ligefrem tænker tanken ”jeg er total værdiløs og ikke en man kan elske eller gider at være sammen med” så handler du som en der har den tanke om dig selv,  når du i XX år bliver sammen med en mand der ikke gider dig.

Kan du se det?

På en måde så lader du det ske, når du bliver i det.
Du tillader at det sker for dig. (Mens du måske venter og håber på at det ændrer sig)
Ville du tillade det for din datter?
Nej, vel?
Du skal elske dig selv lige så meget som du elsker din datter og du skal behandle dig selv med den samme respekt som du behandler andre med.

………………………Okay, lad os nu komme ind til kernen……………………………

Der er gået XX år nu og han er kommet videre og du sidder fast.

Godt. Den overbevisning vil jeg gerne lige splittet ad i atomer.

Nummer et:
F*** ham. Helt seriøst. Bliv på din egen banehalvdel. Lad være med at svælge i hvad han laver, hvor godt han har det og alt det der. Du dør indeni. (Desuden aner du ikke hvordan han virkelig har det, du ser kun overfladen)
Det er ikke en konkurrence om hvem der er kommet bedst videre og hvem der har det fedeste liv nu.

Men prøv at hør, jeg kender udmærket godt det der fra mig selv, så jeg ved præcis hvor du kommer fra. Jeg ved at man føler at den ultimative straf for ham vil være at man selv stråler af lykke.
Jeg har selv haft de der ”you-dumped-me-but-look-at-me-now” fantasier, hvor hele filmen kørte inde i mit hoved med mig der havde tabt 10 kg, så rasende godt ud og bare smilede hele tiden og havde fundet den lækreste stallion af en fyr som selvfølgelig var en vildt kendt forretningsmand eller skuespiller eller hvad ved jeg, og min eks lå derhjemme og havde det ganske forfærdeligt og drømte om at få mig tilbage og ønskede at han aldrig nogensinde havde forladt mig osv. osv.

Okay, back to reality!

Glem alt om at ”straffe” ham. Glem det, glem det, glem det. Det er som at tisse i bukserne for at holde sig varm. Hans liv er hans liv og det eneste du skal tænke om det er: ”Det rager mig en høstblomst!”

End of story.

Når man ønsker hævn eller ønsker andre det dårligt er det faktisk mest sandsynligt at det vil gå en selv dårligt. Så derfor er det bedste faktisk at finde overskuddet til at ønske de mennesker der har såret, skuffet og svigtet os, alt det bedste. Fordi man så indirekte ønsker sig selv alt det bedste.

Og hey, lige et P.S.: Du må gerne fantasere om alle de lækre kendismænd, rige børsmæglere, super nørdede IT genier eller stærke gartnere i bar overkrop (eller hvad der nu tænder dig) du kan møde, hell yeah, motivationen skal bare ikke være at vinde din eks tilbage eller straffe ham, ham skal du glemme alt om, han skal ud af ligningen, motivationen skal være at du skal have det fan-f***-ing-tastic!
Og der er jo nogen der påstår at visualiseringer kan manifestere sig i virkeligheden, så keep it up!
(Hvis ellers du har sådan nogle skøre gartner-i-bar-overkrop-drømme som mig. ? )

Koncentrér dig om dit liv, om hvad du kan gøre for at få det bedre. Glem hans, det er lige meget nu.
Nu gælder det dit liv.
Din glæde.
Din lykke.
Din fremtid.

Please, undgå at bruge jeres datter som våben. Gør det bedste du kan for ikke at bruge hende som et aktiv i en kamp du har med hendes far.
I det hele taget, stop kampen.
Det duer ikke.
Det er ikke godt for nogen eller noget. Allermindst jeres datter.
Ofte så handler de kampe der er mellem eks-kærester mere om såret stolthed end noget andet, og dermed er det kun et udtryk for ens eget lave selvværd.
Ikke værdigt.
Frem med selvværdet og lad os puste lidt liv i det.
Lige nu!

Det gør du ved at starte med at arbejde på dit fundament. Det kan lyde banalt. Det er det også. Er det ikke dejligt? Det betyder nemlig at det ikke er svært. Det er faktisk skide let.

Problemet er at det også er skide let at lade være…

Nummer to:
Du sidder ikke fast. Du er blot røget af sporet og skal bare lige trækkes tilbage på sporet, så kører det igen.
Trust me.

Men vi skal lige have styr på noget først, og det er de ting du går og bilder dig selv ind. Som jeg startede med at sige er det altafgørende for hvordan vi opfatter vores liv generelt.
Vores tanker bliver simpelthen vores virkelighed, fordi det vi fokuserer på, vokser.

Du skriver:

”Jeg kan simpelthen ikke være glad og stærk lang tid af gangen, vil ikke være et offer men jeg kan simpelthen ikke finde glæde i noget. Har ingen selvtillid tilbage, har kun ondt helt ned til knoglerne.”

Og du ved jo at jeg kender den følelse fordi du har jo læst side op og side ned om det her på bloggen, du ved at jeg har stået der og at det ikke er ret længe siden (Marts 2015 – red.) så tro mig nu når jeg siger at det er dit eget valg at have det som du har det.
Det lyder måske hårdt.
Men det er dit eget valg.
Det betyder så heldigvis også at du kan lave det om.

Henry Ford sagde:
”Hvad enten du tror du ikke kan, eller du tror du kan, så har du ret”.

Prøv lige at læse den igen:

Hvad enten du tror du ikke kan, eller du tror du kan, så har du ret!

Så når du siger ”Jeg kan simpelthen ikke være glad og stærk lang tid af gangen” så har du ret.
Og når du siger ”Jeg kan simpelthen ikke finde glæde i noget” så har du også ret.
Eller når du siger ”Jeg har ingen selvtillid tilbage, har kun ondt helt ind i knoglerne” så har du minsandten også ret.

Kan du se hvor jeg vil hen nu?

Du skal sige noget andet.
Eller rettere:
Du kan sige noget andet. Det er ikke noget du skal gøre eller bør gøre.  Der er ingen der tvinger dig til noget.
Men du kan gøre det.
Hvis du vil.

Jeg håber at du stadig er med mig her.

Noget af det første jeg gik i gang med efter jeg var blevet udskrevet fra psykiatrisk skadestue var at sige til mig selv at nu skulle jeg tænke på noget andet end ham og nu skulle lave nogle ”nye regler” og finde nogle nye værdier i mit liv.
Læg mærke til at jeg ikke bruger ordet ”ikke”.
Så jeg sagde ikke ”Nu skal jeg ikke tænke på ham”.
Jeg sagde ”Nu skal jeg tænke på noget andet” og så ville jeg komme med gode forslag til mig selv om hvad jeg så kunne tænke på. Det kunne være at jeg sagde:

”Jeg tror jeg vil tænke på det min søde veninde sagde i går”

eller

”Nu vil jeg tænke over hvor heldig jeg egentlig er, at jeg har en god bil”

eller

”Jeg vil tænke lidt på hvor dejligt det egentlig er at solen skinner på mig og varmer min hud”

Nogle gange var jeg ikke i stand til at komme i tanke om noget godt, og så lyttede jeg til TED talks eller noget andet i stedet for, så der ikke blev givet plads til at dårlige tanker kunne strømme igennem mit hoved.

*Og her vil jeg lige komme med en lille fodnote til det jeg skrev til min læser dengang, inden jeg fortsætter med de tanker jeg sendte hende dengang, og det er at man må  naturligvis ikke flygte fra sin smerte. Man skal huske at være i den. Mærke den. Få grædt, få sørget, fåhørt og anerkendt de svære følelser der er. For hvis man bare forsøger at undertrykke dem, så vil de fortæsset med at forfølge en. Så før denne her proces med at overskrive de dårlige tanker, med nye og bedre tanker eller ved at lytte til noget andet inspiration, så ligger der altså et arbejde med at være i og mærke sine følelser. Først når man har gjort det er der grobund for at de kan fortone sig og give slip på sit tag i en.
Det -som jeg tror- der er sket for læseren her er at hun er i og mærker de svære følelser så meget at hun er blevet “afhængig af dem”. Hun har talt for meget om dem, dyrket dem for meget og det har resulteret i at hun er endt med at fastholde sig selv i sin ulykkelighed. Det kan være et mønster fra fortiden. Og sådan nogle er der desværre mange af os der har. Det er ufatteligt selvdestruktivt, så  det er altid en rigtigit god idé at få hjælp hvis man har sådan et mønster.

Senere blev det til at jeg havde overskud til at beslutte at tænke på hvor fedt det ville blive når jeg engang mødte en ny mand, og der skete en masse ting med min blog som gjorde at jeg begyndte at tænke på hvor stort det var at de ting og erfaringer jeg skrev ned på min blog nu faktisk hjalp en masse andre mennesker osv. osv.
Der kom flere og flere ting jeg kunne glæde mig over og se frem til.
Så i stedet for at sukke over at jeg ikke havde en mand, glædede jeg mig til den dag jeg ville møde en ny. Det gør jeg stadig.
Piver ikke.
Glæder mig bare.

Hvis du prøver at tvinge dig selv til at tænke på noget andet, så er det lidt det samme som at sige til dig selv ”Nu vil jeg ikke tænke på en lyserød elefant”…
Og hvad sker der så?
Det første du tænker på er en lyserød elefant.
I stedet for skal du tænke på hvad du gerne vil.
Det kunne f.eks. være ”Nu vil jeg gerne tænke på en blå elefant”.

Hvorfor skal du ændre på dine tanker?
Tjoh, jeg gjorde det fordi alle de tanker jeg havde gjorde ondt.
Alt hvad jeg tænkte på gav mig angst og fik mig ned.

Det eskalerede og eskalerede
og jeg havde det bare så meget af røvens til
at jeg til sidst blev indlagt fordi jeg ikke kunne se en vej ud
og ikke ønskede at leve mere.

Men når jeg ser på det udefra nu, så kan jeg godt se, at det ene og alene var den opfattelse jeg havde af tingene der gjorde at jeg havde det så skidt.
Ergo var jeg nødt til at ændre min opfattelse.
Jeg opfattede det hele som forfærdeligt og ikke til at leve med. Ergo blev det forfærdeligt og jeg havde nær taget livet af mig selv…

Det kan være en kæmpe udfordring at se på det på andre måder når man står midt i det, det ved jeg alt om, særligt når man mister en man elsker.
Men det er man nødt til.
Det er man NØDT til!

Det hjælper mig ikke at tænke på hvor forfærdeligt og sørgeligt det hele er.
Det fastholder mig i min krise.
I værste fald trækker det mig længere ned. Og måske ud i en depression.

Når man har gået i XX år -som du har- og været ked af det, så er det blevet en vane.
En rigtig dårlig vane.
Du har endda måske gået endnu længere end XX år og været ulykkelig, da du heller ikke var lykkelig i dit parforhold.
Så det med at have det af røvens til, det sidder bare rigtigt godt og grundigt fast i dig nu.
Men sådan behøver det ikke at blive ved med at være.
Lige som jeg i en af mine YouTube videoer har snakket om at barndomstraumer ikke er en livstidsdom, så er dårlige, selvdestruktive vaner og overbevisninger heller ikke en livstidsdom.

Det kan sagtens ændres og det er ikke svært at gøre det, det kræver bare stædighed og vedholdenhed.
For at ”slette” en vane eller en overbevisning, så er man nødt til at skabe en ny.
Ligesom med elefanterne fra før:
For at slippe for at tænke på den lyserøde elefant er du nødt til at træffe et bevidst valg om at du vil tænke på den blå elefant.
Du skal altså ikke forsøge at undertrykke de tanker og følelser du har lige nu, men blot så småt begynde at erstatte dem med nye.

Så simpelt er det faktisk.

Det der kan være udfordringen det er at vores krop og sind er skabt til at værne om vores vaner.
Fordi kroppen og sindets fornemmeste opgave tilsammen er at holde os i live.
Så din underbevidsthed tænker ”Hey, det her jeg gør nu, det dør jeg ikke af, godt, det fortsætter jeg med”. (Vi snakker altså noget der sker i dig på et helt ubevidst plan.)
Så -lidt sat på spidsen- selvom en vane eller en overbevisning ikke er god for dig, så er den for din underbevidsthed ”god nok”, så længe det ikke slår dig ihjel.
Derfor vil dit gamle jeg -der ligger parkeret i din underbevidsthed- hårdnakket stritte imod hvis du forsøger at ændre på det.
For ændringer kan jo være farlige. Du kan dø af det!
Det gamle jeg vil derfor komme med gode undskyldninger for at udsætte det til en anden dag, på mandag, om en uge, til den næste første, til næste år eller måske til næste liv!
Det får du bare ikke så meget ud af i det her liv.

Så udfordringen ligger altså i at gøre det.
Gøre det NU!
Ikke noget ”jamen” og ikke nogle undskyldninger om tid, penge, børn ya-da, ya-da.

Tiden kan man altid finde, det er et spørgsmål om prioritering. Hvis tiden er knap, så må man stå op en time tidligere og lave sine spejløvelser, skrive sin taknemmelighedsdagbog, lytte til YouTube videoer om personlig udvikling, eller hvad man nu vælger at gøre for at bygge sit fundament op.
Penge behøver man ikke, der ligger masser af gratis indhold på nettet som man kan se, høre eller læse.
Børn er ingen hindring for at arbejde med sig selv, snarere burde det, at have børn være incitament for at finde motiveringen til at skabe ro og balance i sit liv. Igen, så må man stå op en time før de vågner, eller gøre det når de er lagt i seng.

Der er ingen undskyldninger for ikke at tage vare på sig selv. Gør det nu!
Det er på ingen måde egoistisk.
Det er uforsvarligt og uværdigt ikke at tage sig af sig selv.
Du skriver endvidere:

” Jeg vil så gerne være en god mor, føler også jeg er det men jeg kan godt se jeg burde være mere glad for min datters skyld og have mere overskud. Føler nærmest jeg kæmper mig igennem dagen.”

Jeg er også sikker på at du er en god mor, og du bliver kun endnu bedre når du kommer i gang med at tage dig lidt af dig selv.
Igen, du burde ikke være mere glad, du burde ikke noget som helst!
Lad være med at slå dig selv oven i hovedet med alt det der. Du gør det bedste du kan lige nu, med de ressourcer og den viden du har lige nu.
Punktum.

Det du kan gøre er at begynde at drage noget omsorg for dig selv. Tage et valg om at nu vil du hjælpe dig selv ud af din krise, for desværre er der ingen andre der kan gøre det. Vi kan skubbe dig, og være dine katalysatorer, lytte til dig og være der for dig, men vi kan ikke gøre arbejdet, det kan kun du.
Og du skal ikke kun gøre det ”for din datters skyld”, du skal først og fremmest gøre det for din skyld!

Så snart du begynder at gøre noget for din skyld, så vil det helt automatisk også være godt for din datter.
Overskuddet kommer ligeledes stille og roligt tilbage.
Men hav tålmodighed.
Rom blev ikke bygget på en dag.
Og selvom man er ængstelig for at få det bedre nu og der, så er der desværre ingen quick fixes. Det vil komme lige så stille og gradvist, men du vil kunne mærke det lige så snart det kommer snigende og det er helt vidunderligt.
Og jeg mener, fuldstædigt overdrevet vidunderligt.

MEN!
Pas på med ikke at fokusere for meget på ”målet”. Hvis du stirrer dig blind på målet, som f.eks. er at ”få det vidunderligt”, så risikerer du at du kun ser hvor langt du er fra målet og at dit fokus derfor lige pludselig bliver mere på alt det du ikke har opnået endnu.
Så din fokus og koncentration skal være på at være i nuet og på at få det bedste ud af dagen i dag. Faktisk er det hele ”rejsen” mod målet der er det sjove og det spændende. Hele det der med at opleve hvordan man udvikler sig og rykker sig. Og nyde den fremgang.
Jeg nyder virkelig at se og mærke min egen progression. Og lege og eksperimentere med den.

Af og til ryger jeg ned i huller. Så skriver jeg om det eller laver en video som den jeg lavede da jeg havde været til et ubehageligt møde -som i øvrigt var noget retsmægling med min eks der ikke førte nogen vegne- super røvtur, men jeg kan ikke lade det styre mit liv!

Jeg havde det vildt dårligt den dag, men den dag er ikke alle dage. Og den dag skal ikke ødelægge flere af mine dage. Og det er et valg jeg træffer.
På trods af at hele min krop skreg og alting strittede på mig, så gjorde jeg alt hvad jeg kunne for at berolige mig selv, blandt andet ved at tage nogle dybe vejrtrækninger. Og det er ikke noget hippie woo-woo snak, det er helt videnskabeligt bevist at dybe vejrtrækninger ned i maven beroliger nervesystemet. Så den slags banaliteter skal man altså ikke kimse af.

Jeg prøvede selvfølgelig også at tænke på hvad der kunne komme ud af mødet af gode ting. Og det er da super svært og jeg havde da heller ikke super meget held med det.
Men jeg prøvede.
Og jeg øver mig hver gang jeg ryger ud i svære situationer.
Jeg øver mig så godt jeg kan.
Jeg er meget opmærksom på at jeg ikke fodrer mig selv med katastrofetanker.
Og det er det bedste jeg kan gøre.

Det er også det du kan gøre. Du kan vælge at prøve at sætte dig ned og se på alle de gode ting du har i livet. Eventuelt skrive dem ned.
Start med det.
Det at være taknemmelig for det man allerede har og finde glæde i de gode ting der trods alt er, er en rigtig god måde at ændre fokus på.
Jeg er begyndt at sætte pris på de morgener hvor der ikke er noget trafik. Helt banalt. Så sent som her til morgen kom jeg til et kryds hvor der altid plejer at være en håbløs kø, og der var helt fuldstændigt frit. Min første tanke var ”Hold kæft hvor fedt mand! Jeg kører lige igennem! Sådan” Tak for det! Yaaaiii!” mit gamle jeg ville ikke engang have lagt mærke til det.
Det er jeg 100 % overbevist om.
Jeg så slet ikke sådan nogen ting før i tiden, og satte derfor heller ikke pris på dem.
Men jeg har øvet mig og øvet mig og øvet mig i at se de der små ting.

Osv. derud af, små og store ting.

Du skriver også:

”Jeg føler ikke han satte pris på mig, han var så sød i starten og jeg gjorde ALT for at holde sammen på familien, han så kun brok fordi jeg ville have ham mere tilstede hos os.”

Det er lige gyldigt med ham nu. Det ændrer ikke på din nuværende situation om han satte pris på dig da i var sammen eller ej. Så der er ingen grund til at bruge tid på at gruble over det. Du belaster dig selv med unødvendig bekymring og giver dig selv anledning til at føle endnu mere sorg.
Det gør du fordi det er blevet en vane, og derfor er det svært at komme ud af det. Følelsen af sorg, afmagt, svigt og bitterhed popper op i dig helt pr. automatik.
Det skal vi have stoppet.

Det eneste du skal bruge din fortid med ham til, det er til er at lære noget.
For hvis du ikke lærer noget af det, så sker det bare igen.
Tro mig.
Been there, done that.

Det er også værd at huske at selvom man elsker en person højt, er det ikke sikkert at man er i stand til at elske personen på den måde vedkommende gerne vil elskes på.

Det gælder begge veje.
Du ville gerne have mere tilstedeværelse og nærvær, men det er ikke sikkert at han kan levere det. Heller ikke selv om han elsker dig. Det er måske ikke hans måde at elske på.
Og hvis du brokker dig over at han ikke er nok til stede og bebrejder ham for ikke at være nærværende, så føler han sig utilstrækkelig, og det er den værste følelse for en mand.
Det er nok til at han vil trække sig og medvirkende til at han vil holde op med at elske en. Måske vil han ligefrem opbygge en form for foragt for en.

Jeg tror det er præcis det der er sket for mig og min eks.

Og so be it…

Det er måske ikke ligefrem det du havde allermest lyst til at høre, men det er formentlig den barske virkelighed.
Det betyder ikke at du skal stoppe med og brokke dig og finde dig i hvad som helst, det betyder sådan set bare at han ikke var rigtig for dig og at du ikke var rigtig for ham.
Du skal finde en man der ikke giver dig anledning til brok.
En man du harmonerer med.
En mand der er på samme side som dig.

*Endnu en lille fodnote: Man skal også  sørge for at gøre sig uafhængig. Det vil sige at din lykke, tilfredshed og glæde ikke skal være betinget af at din partner gør noget bestemt, på  en bestemt måde, på et bestemt tidspunkt. Hvis den er det, så kan det næsten kun føre tilskuffelser, og så er det vi har balladen medbrokkerier fra den ene part og følelsen af utilstrækkelighed fra den anden.
Måden man gør sig uafhængig på er ved at elske sig selv. Ganske enkelt. På  en måde skal du have “nok i dig selv” i sætningens mest positive forstand. Hvis  du er et normalt fungerende voksent menneske, så er det er ikke holdbart at være afhængig af andres ros, kærlighed, opmærksomhed, sex, økonimsk støtte eller hvad det nu måtte være.
Selvfølgelig kan man ikke  undvære andre mennesker, og man kan ikke undvære menneskelig kontakt, samvær og gensidighed, men hele ens verden må ikke styrte sammen hvis ikke man får noget bestemt fra en bestemt.

Hvis du igen -når du møder en ny- går på kompromis med dine egne ønsker og behov, så sker det hele en gang til, så du kan lige så godt -først som sidst- begynde at være tro mod dig selv.
Lav en parforholdskontrakt.
Skriv de ting ned der er allervigtigst for dig i et forhold og gå målrettet efter en mand der kan levere det.

Og vigtigst af alt, så skal du have styr på dit fundament. Det duer simpelthen ikke at du er afhængig af en kærestes anerkendelse og påskønnelse på den måde.
Det der er hele humlen i det her, som jeg ser det, er at vi giver kærlighed for at få kærlighed.
Men den kærlighed vi hungrer efter skal vi have fra os selv. Først og fremmest.
Du kan og må ikke være afhængig af et andet menneskes kærlighed for at kunne hænge sammen.

Det fandt jeg selv ud af på den hårde måde da jeg sad der på psykiatrisk skadestue.
Hvordan fanden kunne jeg lade hele mit liv og al mit værd afhænge af et andet menneske på den måde?!

Det kan man ikke være bekendt over for sig selv!

Det skete fordi jeg ikke elskede mig selv,
så der var pludselig ikke nogen til at elske mig nu hvor han ikke var der mere.
Uden nogen til at elske os går vi til grunde,
derfor er det vigtigt at vi elsker os selv!!!

Vi skal ikke give kærlighed for at få kærlighed. Vi skal give kærlighed fordi vi har lyst og fordi vi har overskud.  Så vent med at kaste dig ud i et nyt forhold til du har overskud og det får du når du har bygget dit fundament op og du er glad og lykkelig helt uden nogen ydre årsag…

Det tager tid. Men giv dig selv den tid.

Okay, han planlagde ting bag din ryg.
Tjah… Du kan ikke gøre en skid ved det nu.
Jeg var også helt skråsikker på min eks, jeg troede at vi skulle være sammen for evigt og jeg troede at vi var stærke nok sammen til at overkomme de hurdles vi havde. Jeg troede faktisk at jeg endelig havde fundet en mand der ”forstod mig”, en der ”kunne håndtere mig når jeg var urimelig” og jeg troede da fuldt og fast på at han ville sige det hvis hans kærlighed til mig var ved at falde fra hinanden.
Men det gjorde han ikke og det er nok fordi at han vidste at jeg straks ville gå i forsvar og overmande ham verbalt, hvis han sagde noget. Og det ville jeg sikkert også. Men så er det jo hans opgave at få mig til at forstå alvoren i hans budskab, hvis han vil forholdet. Og det må jeg jo så konkludere at han nok ikke ville. Og så igen, det kan jeg ikke vide. Måske ville han, men kunne ikke.
Det kan også være at det bare var det nemmeste at stikke halen mellem benene og forlade mig.
Aner det ikke.
Det er også lige meget nu.

Det her med at ”det er hans opgave er at få fortalt mig alvoren”, er meget nemmere sagt en gjort for en mand. Vi kvinder er i de fleste tilfælde mænd ret overlegne når det kommer til de verbale ”kampe”.
Mænd husker heller ikke lige så godt som vi gør, så de føler sig sat til vægs når vi hiver alle mulige gamle “forseelser” frem i lyset og bruger det imod dem i en konflikt.
Jeg kan lige kort prøve at forklare hvad årsagen kan være til at vi kvinder husker bedre:
Det mener jeg er fordi vi sætter følelser på ting. Og følelser dem husker kroppen. Så derfor husker vi også hvad der var årsagen til følelsen. Mænd sætter ikke følelser på, på samme måde som vi gør, derfor er det hurtigere ude af deres system.

Derfor er det super vigtigt at vi er opmærksomme på hvilke følelser vi ligger i andres handlinger. Kærester såvel som venner og kolleger. Så i stedet for at hænge sig i følelsen ”jeg føler mig ikke værdsat”, så skal man lede efter nogle af de gode følelser forholdet får frem i en.
Er der ikke nogen gode følelser, eller ikke nok, så skal man -efter min mening- ikke være sammen. (Hvis vi snakker parforhold og venskaber. Det er naturligvis lidt sværere at vælge en kollega fra da man som regel ikke selv bestemmer hvem der er ens kollegaer)

I både parforhold og venskaber skal der være nok gode, fede, dejlige oplevelser i forholdet til at opveje de knap så fede oplevelser.
Og de knap så fede oplevelser må man så vidt det er muligt lade fare, og dvæle ved de gode.

På den måde opbygger man en helt anden oplevelse af sit forhold.
Det er det samme når du dyrker det der med at se de små gode ting som jeg beskrev før og når du dyrker taknemmelighed. Pludselig er fokus på alt det rare og så tiltrækker man mere af alt det rare.

Så kan man jo ærgre sig over at man ikke gjorde det da man var sammen med sin eks, men det er spild af krudt, for det kan ikke ændres.
Man må tage ved lære og love sig selv at være bedre til det næste gang.

Bortset fra det, så er jeg sikker på at I (du og din datter) betød alt for ham, det tror jeg nu ikke han har løjet om, men I var bare ikke på samme side og derfor kunne det ikke fortsætte.

Jeg synes du skal være glad og taknemmelig for at det er forbi.
Jeg er selv virkelig glad for at det er forbi mellem mig og min eks.
Både fordi vi jo helt tydeligvis ikke var rigtige for hinanden.
Fordi jeg var jo tilsyneladende ikke den rigtige for ham,
og når jeg ikke er det, så er han heller ikke rigtig for mig.
Det skal man lige huske…

Det er håbløst at sidde og hulke ”han var den eneste rigtige for mig” hvis du ikke var rigtig for ham. For så var han heller ikke rigtig for dig.

Jeg fik heller ikke rigtigt nogen afslutning på mit forhold. Eller rettere, jeg fik ikke rigtigt en plausibel forklaring jeg kunne bruge til at forstå hvad der var sket og hvorfor det skulle slutte så trist. Og desværre, så er der intet at gøre ved det.
Glæd dig over den dejlige datter, din eks har skænket dig.
Og nu videre.
Han så dig ikke og hørte dig ikke fordi, det kunne han ikke. Han var ikke i stand til at elske dig som du gerne ville elskes.

Nyt kapitel. Forfra. Det skal nok blive godt.

Han kom ind i dit liv for at skænke dig en datter og for at lære dig at værdsætte dig selv.
Tag det med dig.
Brug det!
Det var det der var hans opgave i dit liv.
Nu er hans formål i din tilværelse opnået, og I skal begge videre på hver jeres rejse.

Ja, du kan se hvor glad han er nu, og prøv at se om du kan finde det i dit hjerte at glæde dig over det, og vid at det samme vil ske for dig.
Du skal nok blive glad igen og du skal nok møde kærligheden igen, og det vil blot være endnu stærkere og føles endnu bedre fordi du har lært noget nyt om hvad du har brug for og hvad du ønsker dig af et forhold og ikke mindst fordi du er blevet bedre til at elske og værdsætte dig selv og derfor ikke er afhængig af en mand til at elske dig. I og med at du er mere fri og uafhængig gør du også dig selv langt mere attraktiv og elskelig.

Du bliver endnu mere værd at elske fordi du også elsker dig selv.

At se ham gør ondt fordi du vælger at det skal gøre ondt.

Tro mig.
Du kan sætte dig ned og sige til dig selv: ”Jeg vil ikke lade hans lykke slå mig ud, jeg vil glæde mig over at han er glad, og jeg vil glæde mig over de minder jeg har med ham og glæde mig til når ny kærlighed rammer mit liv, men indtil da vil jeg være god ved mig selv og forkæle mig selv med gode tanker.”

Se evt min YouTube video ”lægger du negative følelser i gamle minder”

Og så skal du handle derfra.
Det er dog meget let at lade være med at handle derfra.
Fordi det vil jo betyde at du skal gøre noget nyt. Såsom at træffe de valg der står efter pilen.
Du skal til at tænke og agere anderledes, og det var det jeg var inde på før, som kan være lidt af en udfordring og som man derfor fristes til at udsætte.
Man kan også ryge ned i den store fornægtelses-gryde og straks overbevise sig selv om at ”nu går det egentlig meget godt, så nu behøver jeg ikke gøre mere”, blot for at slippe for at skulle ændre på noget.
Din underbevidsthed vil gøre alt for at stritte imod, fordi den vil passe på dig og det at du ændrer på noget er ude af dens komfortzone.

Men…

Hvis du vil have ændret på noget…
Så er du nødt til at ændre noget!

Simple as  that.

Som jeg har sagt før, og jeg siger det gerne igen, fordi det er vigtigt:
Man kan ikke skabe et nyt liv ved at gøre som man plejer.
Længere er den ikke.

Du kan eventuelt træne din ud-af-komfortzonen muskel. Det har jeg også lavet en YouTube video om.
Det er lige som med se-de-gode-ting musklen.
Vi er nødt til at øve os hele tiden.
Og langsomt -men sikkert- bliver vi bedre og bedre til det. Og pludselig er det slet ikke så svært mere, pludselig gør du det pr. automatik.

Bum!

Ny vane installeret!

Tjek!

Og det føles rasende godt skulle jeg hilse at sige.
Så gør det nu bare!
Og gør det nu!

Fra nu af vælger du at det ikke gør ondt at se ham.
Du kan i stedet vælge at være ligeglad.
Og vælge at smile til ham, tale venligt og opføre dig som den stærke, modne kvinde -du har valgt at være- når du skal lave aftaler med ham omkring jeres datter, og notér lige inde i dit hoved at du gør det fordi det er godt for dig.
Ikke for at være sød ved ham eller for at skåne din datter, men for at være sød ved dig.
Og når det regner på præsten så drypper det som bekendt på degnen, det vil sige at alle omkring dig kan mærke dit løft i dig selv, så alle omkring dig får glæde af dit nye højere niveau, også din dejlige datter.

Og det var godt du rakte ud, og selvom du ikke vidste hvad du rakte ud efter.
Når man føler man har brug for det skal man gøre det!
Jeg håber disse ord kunne give dig lidt mod på at starte på en frisk og på at være god ved dig selv, elske dig selv og nyde de nye forbandet spændende kapitler i dit liv du nu skal i gang med.

At være stærk betyder ikke at tolerere mennesker og ting der giver ar på sjælen.
Det betyder at praktisere selvkærlighed når du er nede.

Op med hovedet!
Rank ryggen.
Jeg ved du kan!

Nu skal du bare selv sige ”jeg kan!”
Det er noget af det stærkeste du kan sige til dig selv!
Jeg kan!
Jeg vil!
Jeg er!

Det virker. Jeg ved det for jeg har stået i det for ganske nyligt.
Kæmpe varm krammer.

/Hanne ❤