For at blive ”glade givere” så er vi også nødt til at blive gode til at tage imod.
Og lige dér, der er noget jeg virkelig skal se at få øvet mig lidt på, for jeg er seriøst ringe til at tage imod.
Lad mig komme med et helt dugfriskt eksempel, det er fra en lille hændelse i min lokale Irma…
Jaah… der sker mange ting nede i den Irma. 😀
De der har læst med et stykke tid ved hvad jeg refererer til, hvis du ikke kender eller kan huske historien og du skulle være nysgerrig, så kan du læse om et andet lille ”Irma-tilfælde” her: Skam
Nå, men jeg står nede i Irma, jeg står bagerst i køen til den ene af kasserne, da jeg i øjenkrogen aner en dame der gør nogle fagter med armene.
Jeg kigger, og opdager at det er mig hun signalerer til.
Hun vinker mig hen til hendes kø, hvor hun står bagerst, og vil have mig derover, ind foran hende.
Huh!?
Jeg bliver helt perpleks.
Der er kun én foran hende og den person er i gang med at betale, så jeg kan gå direkte over og ligge mine ting på båndet, i modsætning til min egen kø hvor der er tre foran mig, en der bliver betjent og to andre der venter i køen ligesom jeg selv.
Jeg tager imod den søde dames forslag, og dét i sig selv er fremskridt, for normalt ville jeg have været blevet så overrasket og forlegen at jeg ville have sagt, ”nej, nej det er okay” og så ville jeg være blevet stående i min egen kø.
Virkelig dumt og på en måde tarveligt, når nu et andet menneske tilbyder at være god ved en.
Ja, det er faktisk rigtigt tarveligt at afvise andre når de udviser gavmildhed, noget man måske ikke lige tænker over når man siger nej, fordi vi tit siger nej fordi vi bliver flove og ”ikke vil være til besvær”, ikke vil ”tiltrække os opmærksomhed”, ikke mener at ”have gjort os fortjent til særbehandling”, eller fordi vi er bange for at andre skal synes at vi er ”for meget” eller at vi ”tror vi er noget”.
Hvilket jo i sig selv er tosset, for hvis en person tilbyder en noget, så vil de selvfølgelig ikke tænke eller mene nogle af disse ting bare fordi man tager imod, for så ville de jo nok ikke have tilbudt det i første omgang.
Der er selvfølgelig også det aspekt i det, at andre der ser det, og de måske kan synes eller mene noget af ovenstående.
Men når jeg prøver at mærke efter, så tror jeg faktisk ikke det er det jeg selv er bange for…
Jeg er ikke bange for at nogle at de andre i køen eller andre i resten af Irma’en for den sags skyld, skal synes jeg er irriterende eller for meget eller foragte at jeg får særbehandling osv.
Og hvis de gjorde tror jeg at jeg ville være ligeglad.
Det er ikke dér skoen trykker…
Det er noget helt andet jeg er bange for…
Det kommer jeg til lidt senere.
Som sagt, så tog jeg imod tilbuddet, på trods af at jeg blev helt benovet og lidt forlegen.
Jeg blev glad.
Rigtigt glad og varm indeni.
Damen blev sikkert også glad for at kunne få lov til at udvise lidt overskud.
Men bagefter tænkte jeg virkeligt meget over det…
Og over min reaktion…
Var den god nok?
Taknemmelig nok?
Rigtig nok?
Skulle jeg have kigget hende mere i øjnene?
Lød og virkede jeg glad nok for hendes gestus?
Jeg ved godt hvorfor jeg tænkte sådan…
Det gjorde jeg, fordi jeg ved at jeg kiggede ned i jorden straks efter at have fremstammet et ”Det var da sødt af dig. Tak”
Fordi hvorfor gjorde jeg det?
Hvorfor bevarede jeg ikke øjenkontakten?
Og hvorfor sagde jeg ikke noget mere?
Hvad var det jeg var bange for?
For det var jo ikke det der med hvad de andre i køen måtte tænke eller mene, men hvad var det så?
Det skal jeg sige dig.
Skyld…
Og skam…
For mig er der overvældende meget skyld og skam forbundet med at få og modtage noget fra andre.
Det er som om jeg et eller andet sted, dybt inderst inde ikke føler mig fortjent til det.
Det er ikke fordi jeg tænker sætningen ”Jeg fortjener det ikke”, men det er den følelse jeg har…
Forstår du hvad jeg mener læser?
Jeg er ikke værdig til at modtage…
Det er jeg slet ikke ”god nok” til…
Det er grundfølelsen.
Også selvom jeg ikke direkte tænker tanken ”Jeg er ikke god nok” eller ”værdig nok”.
Det burde bare ikke være mig der fik noget…
Jeg har jo ikke gjort noget for at få det.
Og så fortjener jeg det ikke.
Det er klart, når det er den grundlæggende tanke jeg har, eller rettere følelse, jeg har, så vil det fremkalde noget skam.
Jeg skammer mig over at tage imod noget jeg ikke har fortjent.
Jeg skynder mig også at kigge ned i jorden når jeg har hilst på den hjemløse der står foran supermarkedet og sælger Hus Forbi.
Fordi jeg skammer mig over at gå her og have det godt og have råd til at købe ind, når han ikke har.
Jeg føler mig skyldig over at have det godt og have ressourcer han ikke har.
Jeg kan ikke være bekendt at have det godt når andre har det så skidt.
Det er stadig ikke de ord eller sætninger jeg tænker, men det er det jeg primært føler…
Svært at forklare…
Jeg følte også skyld i forbindelse med at blive sendt foran i køen i Irma.
Skyldig i at tage i mod noget jeg ikke havde gjort mig fortjent til.
Noget jeg ikke burde have fået.
Noget jeg ikke havde ret til…
Jeg havde ikke ret til det…
Jeg kan godt selv høre det, nu når jeg skriver det ned her sort på hvidt.
Høre hvor dumt det er…
Og jeg ved hvad det betyder.
Det betyder at der er et stykke vej endnu, hvad angår selvkærligheden…
For det er ikke specielt selvkærligt at gå og fornægte sig selv retten til at blive behandlet godt, retten til at blive forfordelt lidt engang i mellem, retten til at modtage andres godhed, retten til at nyde godt af andres overskud, retten til at få uden at give…
Jeg kan ikke fortælle dig præcis hvad det er ved det her, men som jeg sidder og skriver det, triller mine tårer bare ned ad mine kinder…
Jeg tror at det er det faktum at det her er så dybtliggende et problem i mig. Og som jeg virkelig er ked af fordi det hæmmer mig mere end jeg er i stand til at forklare med ord.
Det er et handikap jeg desværre deler med ret mange mennesker…
Et problem der i den grad er udtryk for hvor svært jeg -og mine lidelsesfæller- har ved at se på os selv som værdige mennesker.
Og det er slet ikke fordi jeg går rundt med halen mellem benene, som en hund der har fået skæld ud, og kryber langs panelerne og aldrig stiller mig frem i lyset, tværtimod vil jeg sige, men jeg har bare -helt grundlæggende- ikke de højeste tanker om mig selv, og det kan altså ses på mine handlinger.
Så selvom det ikke er noget jeg siger højt med ord og selvom jeg ikke direkte tænker tanken “Jeg er ikke noget værd”. Så viser mine handlinger at der er en overbevisning inde i mig, om at jeg ikke er.
Fordi jeg -blandt andet- ikke kan finde ud af at tage imod med et smil og med følelsen af glæde og berettigelse.
Det er der helt sikkert mange årsager til, der er jo også i samfundet en uskreven lov der præger os alle, nemlig janteloven, så rent kulturelt er det ikke velanset at stikke snuden for langt frem eller have alt for høje tanker om sig selv.
Jeg gør mig selv skyldig i nogle gange at tænke om folk at de er lige lovlig høje i hatten hvis de roser eller fremhæver sig selv, også selvom de virkelig har noget at have det i.
Jeg har lige været inde og se et foredrag med Anja Ringgren Lovèn fra Din Nødhjælp, en kvinde der har gjort det til sin mission at redde Afrikas såkaldte heksebørn. Små uskyldige børn der bliver beskyldt for at være hekse hvis der tilfældigvis er sket noget dårligt i landsbyen eller familien på samme tidspunkt som barnet bliver født. De her børn udsættes for totur og mishandling og bliver tvunget til at drikke gift og hvad ved jeg af uhyrligheder.
Små børn.
Slet ikke til at bære.
Og Anja indledte med at fortælle lidt om sig selv, og blandt andet også om alt det hun var ”kendt” for, men hvor solidt hun alligevel havde sine ben plantet i jorden, og hun viste også en film hvor selveste Dalai Lama kalder hende for sin helt, og hun forklarede at hun var blevet kåret som nummer 1 på listen over verdens mest inspirerende personer og dermed i kapløbet havde slået mennesker som Barack Obama og paven.
Og helt ærligt, det er fandme da også lidt af en præstation!
Alligevel greb jeg mig selv i at sidde lidt der og tænke at ”nu kom hun da lige lovlig godt i gang!”
Og hold nu kæft… Ja, undskyld mit franske, men sikke nogle forbandede små sko jeg fik klemt mig selv ned i lige der!
Her står en kvinde der har viet sit liv til at redde Afrikas heksebørn, en kvinde som solgte alle sine ejendele for at drage ud i verden og gøre en forskel, noget jeg ville ønske jeg selv havde nosserne til.
Og mange af de ting hun har måttet gå igennem for at redde et barn ville jeg slet ikke selv kunne holde til, og den måde hun hele tiden skulle agere diplomatisk på, overfor mennesker der lige har pint et lille barn eller tvunget det til at drikke gift, det ville jeg på ingen måde selv have kunnet præstere at gøre, så måske de små sko også var et resultat af et lille nøk af jalousi.
Det er ikke helt usandsynligt.
Men en anden vigtig og afgørende ting er: Det er jo præcis sådan jeg tænker om mig selv!
For fa’en, jeg kan jo ikke engang få en ”forlomme” i Irma uden at skamme mig!
Jesus Christ altså!
Det beviser igen, at hvis man har et problem med sig selv, så projicerer man det ofte over på andre.
Og det er måske også hér den lille snert af jalousi stammer fra, for hvis jeg havde begået sådan en fantastisk bedrift, ville jeg så måske endelig kunne se mig selv som værdig?
Ville jeg så være berettiget til at modtage fra andre?
Det har jeg nok bildt mig selv ind…
Mange gange endda…
At hvis jeg blev “rig og berømt”, så ville jeg endelig føle mig godt tilpas i mig selv…
For når man er det, så er det jo bevist at man er noget værd…
Og derfor misunder jeg andre i den position.
Samme fænomen som i skolegården: Hende den populære havde det hele og kunne den hele. Hun var værdig. Jeg var ikke. For mig sværmede de andre jo ikke om, og det måtte jo betyde at jeg ikke var noget værd.
Sådan hænger verden selvfølgelig ikke sammen.
Og alligevel er vi tit overbevist om at den gør.
Uden at vi vil erkende det.
Det er ligesom med kærlighed: Man er nødt til at elske sig selv først, før man kan elske en anden fuldt og helt.
Det er ikke den anden vej rundt: At en kæreste er nødt til at elske mig fuldt og helt, og så vil jeg kunne elske mig selv.
Så din værdighed skal ikke bygges på hvad andre synes om dig, men på hvad du synes om dig.
Hvis du bygger den på hvad andre synes om dig, så er det dem der dikterer hvad du er værd, og ikke dig selv.
Så for at føle dig værdig har du altså ikke brug for at alle mulige andre skal synes du er fantastisk, selvom det er rart, du har først og fremmest brug for at du synes det om dig selv.
Så kan du også værdsætte andres værdighed og anerkende den uden jalousi, usikkerhed og angst for ikke selv at være god nok.
Men det er desværre er det sjældent den rækkefølge man tager den i. Det gjorde jeg ikke selv.
Jeg har troet at kun hvis jeg var populær var det bevist at jeg var noget værd…
I stedet for blot at tro på at jeg selvfølgelig er noget værd.
Så jeg skal lære at se mig selv som værdig, jeg skal lære ikke at holde mig selv nede med jantelov, og jeg skal lære ikke at føle skyld og skam når jeg får noget af andre, før kan jeg ikke stoppe med at projicere den følelse over på andre og have lysten til at holde andre nede med den følelse.
Det er en kæmpe udfordring, for der ligger mange ting begravet i det her, blandt andet sådan noget som sammenligning.
Det er en del af det menneskelige ego at sammenligne sig med andre, så det er ikke noget vi 100 % kan stoppe med at gøre, det vi skal øve os i er at lave positive sammenligninger.
Så i stedet for at tænke “Hende Anja hun er sej, det er jeg slet ikke.”
“Hende Anja har virkelig opnået noget stort, det har jeg ikke.”
Så kunne jeg lede efter nogle lighedspunkter mellem hende den fantastiske Anja og mig selv.
Fremfor at, bruge hendes succes til at nedgøre mig selv og efterfølgende nedgøre hende i mine tanker. (For at kunne holde mig selv ud)
Jeg har lavet en lille YouTube video om det der med at prøve at lave positive sammenligninger. Den kan du se her: Sådan Opbygger Du Følelsen Af At Høre Til
Ca. 8 min og 15 sekunder inde, taler jeg om det.
Igen er det ikke fordi jeg decideret tænker ”Hun er sej, jeg er ikke”, “Hun har opnået noget stort, jeg har ikke”, men det er det jeg føler.
Jeg kan mærke den nagende følelse.
Jeg tænker den ikke.
Jeg mærker den.
Jeg har ikke vidst det her før.
Jeg har i hvert ikke sat ord på det før.
Jeg tror ikke jeg har været nok ”i kontakt” til min krop til at vide at ”denne her følelse, det er jalousi” eller ”denne her følelse det er usikkerhed”, eller ”denne her følelse det er skam” eller skyld, eller hvad ved jeg.
Jeg har registreret et ubehag, og afreageret på andre.
Ladet det gå ud over andre.
Ved at foragte, jante, se ned på og tænke dårligt om.
Udover sammenligningen, er en anden ting der ligger begravet i det her, opdragelse.
Det kan vi jo ikke komme udenom.
Jeg er vokset op i et hjem hvor midlerne var meget små.
Så når vi fik noget, jamen så lå det nærmest i luften at vi virkelig skulle være ydmyge og taknemmelige.
På en måde, var det som om at vi skulle føle at vi faktisk ikke rigtigt havde fortjent det.
Jeg skal ikke kunne sige om det har været meningen.
Men det er sådan jeg har opfattet det.
Og det at vokse op i et hjem hvor man ikke er mere værd end at man da lige kan få et lag gedigent tæsk hvis der er noget ballade, så som den vanvittigt uhyrlige opførsel når man som 10-årig at kommer til at vælte et glas mælk ved spisebordet, glemmer at tørre krummer op på køkkenbordet eller ikke rydder op på sit værelse, ja så hjælper det heller ikke synderligt på selvværdet.
Der skulle ikke meget til før vi blev kaldt for ”øretæveindbydende”, og som regel endte det da også med at vi fik én på kassen, og vi vidste aldrig om vi ”slap” med en knytnæve i hovedet eller om vi fik den store omgang.
Det er naturligvis ikke ligefrem byggesten til selvkærlighed og troen på eget værd.
Så der er altså mange ting der påvirker vores selvværd og altså om vi ser på os selv som mennesker der er værdige til at modtage godhed, gavmildhed, ros og gaver fra andre mennesker uden at skamme os eller føle os skyldige.
Og man behøver absolut ikke at være blevet slået på som barn eller noget andet i den dur, straf med tavshed, små ord og stikpiller, råben og skrigen, mobning, misforstået opdragelse og usunde parforhold/venskaber senere i livet kan også smadre det.
Og der er et utal af forskellige grader af lavt selvværd.
Og det er ikke kun i køen i Irma at min manglende evne til at tage imod kommer til udtryk, det har bestemt også gjort sig gældende i sådan noget som mit sexliv…
Yup…
Jeg har ikke kunne ”tage imod” uden at føle at jeg ”skyldte”.
Det er dels et resultat af alle de ting jeg lige har forklaret: opdragelse, samfundsnormer og egoet der sammenligner sig med andre i konstant frygt for ikke at være tilstrækkelig og god nok, og dels et resultat af mine oplevelser.
Altså af min historie.
Jeg har rent faktisk haft forhold hvor det var forventet af mig at når han havde gjort dit og dat, så skulle jeg gøre dit og dat.
Så jeg stod i gæld.
Der blev givet for at få.
Om det bare var inde i mit hovede at jeg troede det var sådan, det er svært at vurdere nu. Jeg kan ikke afvise at det var min egen følelse af at “skylde ham noget” som jeg projicerede over på ham og at jeg på dén måde kom til at tro at det var hans følelse at jeg stod i gæld til ham seksuelt.
Hvorom alting er, så sex blev med tiden en sur pligt der krævede et overskud jeg ikke havde.
Og den oplevelse tog jeg videre med mig ind i andre forhold.
Det betød at jeg kom anse sex som lidt af en belastning hvor jeg skulle ”yde” på tidspunkter hvor jeg ikke havde lyst eller overskud til det.
Det er pisseærgerligt at have det sådan.
Og anstrengende hele tiden at skulle udtænke strategier for hvordan man kunne undslippe det seksuelle nærvær, opslidende konstant at have dårlig samvittighed over “ikke at have lyst”, og frygteligt at være plaget af selvdestruktive tanker om hvor utilstrækkelig man er…
Deri ligger naturligvis også en indbygget, alt overskyggende frygt for at miste fordi man så ikke er ”god nok”.
Man er så langt fra den der virile sexraket i bladende at det er naturligt at tro at der er noget galt med en og at enkæreste ville være meget bedre tjent med en hvilken som helst anden…
Men sådan her har jeg det faktisk i mange af livets forhold, at hvis jeg får noget, så føler jeg helt grundlæggende at ”jeg skylder i baren”.
Hvis nogen hjælper mig, står jeg i gæld.
Hvis nogen gør noget godt for mig, så skal jeg tilsvarende gøre noget godt for dem.
Hvis jeg får en massage, så skal jeg give en tilbage.
Osv. osv.
Det gør det svært at nyde at få.
Det gør det i det hele taget svært at tage imod.
Det her det kan ramme alle.
Man behøver, som jeg var inde på tidligere, ikke være hende den stille der går i èt med tapetet og som aldrig gør væsen af sig selv, for at have lavt selvværd og lave tanker om sig selv, man kan sagtens være hende den højtråbende med de store armbevægelser og have et ultra lavt selvværd.
Omvendt, så behøver det at være stille og indadvendt ikke på nogen måde at være ensbetydende med at man er svag eller ikke har selvværd og ”ben i næsen”.
Ligesom det at være højtråbende og udadvendt ikke partout at er et symptom på et lavt selvværd som man prøver at kompensere for.
Det er rigtigt at det at være højtråbende kan være et udtryk for at man er blevet omsorgssvigtet og derfor nu søger opmærksomhed og anerkendelse på denne måde og det er rigtigt at det at være meget stille og tilbageholden kan have afsæt i at man er blevet holdt nede og derfor har lært at holde sig i baggrunden.
Men det behøver ikke være sådan.
Som jeg var inde på sidste søndag, så er der nok lige så mange kombinationer af tilknytningsmønstre som der er mennesker, og det samme gælder sammensætningen af vores personligheder og historier; der er lige så mange kombinationer som der er mennesker.
Og der vil altid være undtagelser der bekræfter reglerne.
Det er invaliderede ikke at se sig selv som værdig.
Ikke at se sig selv som et menneske der har ret til at få.
Men det handler om at finde en balance.
Det gør det med alting i livet.
Også når vi skal håndtere svære følelser. Sorg og smerte skal gennemleves og føles. Det er nødvendigt for vores heling og vores udvikling. Det er nødvendigt hvis vi vil opnå forandring.
Men der ligger også en hårfin grænse for hvornår det bliver selvdestruktivt. For hvornår vi føler og gennemlever i sådan en grad at vi fastholder os selv i lidelsen, så længe, at vi til sidst identificerer os med den. Og bliver den.
Bliver sorg.
Bliver smerte.
Bliver lidelse.
Bliver offer.
Fuldstændigt som jeg har gjort igennem det meste af mit liv.
Jeg var hende det var synd for.
Jeg identificerede mig med at være “sådan en det var synd for”, “sådan en som havde haft det hårdt.”
Det var nærmest mit varemærke.
Men det gavnede mig ikke at have.
Jeg udviklede mig ikke.
Jeg fik det ikke bedre.
Jeg fik det først bedre da jeg brugte min sorg og min smerte til at udvikle mig.
Da jeg brugte lidelsen til at lære.
Lære nyt.
Om mig selv.
Om andre.
Om livet.
For at få det bedre, er vi nødt til at være i harmoni med os selv.
Og det betyder at der skal være en balance imellem de lave og de høje tanker vi har om os selv.
Det er ikke særligt konstruktivt at have for lave tanker om sig selv, men der er næppe heller værd at stræbe efter at få for høje tanker om sig selv og nærmest kamme over i en narcissistisk overbevisning om at man er så specielt og unikt et snefnug at man behøver særbehandling, om så man skal træde på andre for at få den.
Og helt utilsigtet, så kan det faktisk være sådan man opleves af andre hvis man lever sig alt for meget ind i sin egen offerverden: Som en irriterende, opmærksomhedskrævende krukke der tror hun er noget særligt.
Og hvis det egentlig slet ikke er det man er, men man bare er et menneskeder ikke føler sig elsket og ikke ved hvordan hun skal bære sig ad for at blive det, så er det dybt sårende og skadeligt for sjælen at blive opfattet -og behandlet- som en selvoptaget gås.
For man forstår det ikke…
Man begriber ikke at folk kan se på en med de øjne, når man mærker hvordan man har det indeni…
Så føler man sig da først som offer…
Offer for andres foragt.
Offer for andres manglende evne -eller vilje- til at forstå en…
Og så kører det hele i ring… Man er bange, man agerer, folk reagerer, man er offer for folks reaktion, man bliver bange og usikker, man agerer igen, folk reagerer igen, man er igen offer for folks reaktioner, man bliver mere bange… Osv. osv.
Til sidst ved man ikke hvad man er bange for og hvor frygten egentlig stammer fra.
Til sidst forventer man andres foragt og misbilligelse.
Og når man forventer den, så skaber man den.
Trust me.
Been there.
Done that!
Til sidst ved man heller ikke hvad det er man føler og mærker i kroppen.
Fordi man har det sådan det meste af tiden.
Det er normen.
Og til sidst bliver man bange for at tage i mod…
Og når man gør, føler man skyld.
Og skam.
Og uværdighed.
Med de ord vil jeg tilskynde dig til at tage fat i din værdighed.
Sammen med mig.
Lad os øve os i at tage imod.
Og når vi gør, lad os træne at tænke tanken ”Hvor var det dejligt, det har jeg minsandten fortjent!!!”
Lige nu er det nogle andre tårer der triller ned af min kind.
De er lavet af glæde.
De er lavet at forestillingen om den rare fornemmelse det er i kroppen at føle sig fortjent til noget, at føle sig værdig på lige fod med andre.
God søndag, den fortjener du! 😉
/Hanne ❤
HUSK at du kan dele din rejse, din historie og dine spørgsmål i den lukkede Facebookgruppe der hører med til lydabonnementet.
Og husk at muligheden for at få aboinnementet til kun 100,- kr. pr. måned udløber d. 31/12-17
