Jeg har i den grad følt mig svigtet…
…Svigtet af min egen krop.
En krop der fejlede i at fortælle mig at noget var galt inden i.
En krop der insisterede på at holde fast på et lille liv der ikke længere var levedygtigt…
En krop der nægtede at se den realitet i øjnene, og dermed undlod at fortælle mig at det lille hjerte var holdt op med at slå…
En krop der lod mig gå i uvidenhed indtil videnskaben -i form af en skanner- kunne forklare mig den ubarmhjertige sandhed… at det var slut…
I dag ved jeg at min krop blot har fulgt det mindset jeg selv havde.
Mine endeløse frygtsomme tanker om at graviditeten sikkert ville gå galt, har blot sørget for at det gik galt.
Mine egne mønstre som at nægte at indse når noget ikke var ”levedygtigt” ved stædigt at holde fast i ting, mennesker eller handlinger der ikke var gode for mig, var lige præcis det min egen krop nu kopierede.
Den gør jo præcis det jeg har lært den at gøre.
Det jeg har programmeret den til at gøre.
Jeg glemte at sætte pris på alt det i mit liv der gik skide godt, jeg lagde kun mærke til alt det der ikke gik godt.
Det samme gjaldt for min opmærksomhed omkring min krop…
Jeg bed mærke i alt det jeg ikke kunne lide ved den og foragtede den for dens manglende evne til at bære det barn jeg så inderligt ønskede mig.
Resultatet blev en krop i total ubalance, med elevatorvægt og endeløse ufrivillige aborter.
…Og jeg nægtede at se det…
Al forskning peger på at vores forhold til vores krop har en direkte indflydelse på vores helbred.
Det vi tænker om vores krop og vores -ofte helt forskruede- overbevisninger om hvor ”forkert” vores egen krop er, har en enorm effekt på vores generelle helbred.
Denne tankegang er der ikke noget som helst ”woo-woo” over, det er kolde, videnskabeligt beviste facts!
Kuren for mig har blandt andet været *OCR-løb!
OCR-løb har givet mig selvtillid, styrke og tro på egne evner.
Det har efterladt mig med en kæmpe taknemmelighed for at min krop stærkt og modigt har båret mig gennem alle forhindringer, og med en ubetinget påskønnelse af at kroppen altid skærmer mit indre og tager imod alle **race-kisses med stolthed og ære.
Den krop jeg ellers mente, havde svigtet mig.
Det gik pludselig op for mig at min krop jo faktisk også har været min lille forpinte sjæls sikre skjold i barndommen hvor jeg næsten dagligt måtte tage imod en byge af slag fra en forælder der ikke vidste bedre og som selv var en forpint sjæl…
TAK krop, jeg elsker hver en lille centimeter af dig, hver en lille bule og hver en lille rynke og hvert et lille mærke.
TAK OCR, fordi du hjalp mig med at lære at elske mig selv.
Fotograf Ruberg Foto – Fundracers
For mig har OCR-løbene handlet om at ”besejre” forhindringerne.
Jeg har set stort på tiden og koncentreret mig om forhindringerne og gang på gang bestræbt mig på at blive bedre og bedre og klare flere og flere.
Jeg er blevet ved forhindringer der gjorde mig bange, lige indtil jeg fik samlet mod og klarede dem, om så det betød at jeg skulle stå der en time i bidende kulde.
Jeg har bevaret mit sind positivt og fastholdt en stædig tro på mig selv og mine evner.
Nogle skill-sets jeg bestemt ikke gjorde brug af i mit liv ellers, fordi jeg ikke anede at jeg havde dem!
Jeg opmuntrede mig selv til at klare visse forhindringer, og klarede jeg dem ikke alligevel, så har jeg undladt at banke mig selv i hovedet, og undladt at dvæle ved nederlaget.
Jeg har faktisk slet ikke betragtet det som et nederlag, men som en mulighed for at udvikle mig og blive bedre til næste løb.
Heller ikke ligefrem et syn på tingene som jeg har benyttet mig af særligt ofte i tilværelsen. Jeg har aldrig lært at se ”nederlag” eller ”fejltagelser” i det perspektiv, men jeg ved at denne ukuelighed ligger latent i os alle, og det var OCR-løb der fik den frem i mig.
Sidst men ikke mindst, så rækker jeg ud efter hjælp. Der er intet i vejen med at få en hestesko, indtil jeg en dag selv kan komme over!
Og sådan er det også udenfor OCR-banen.
Det er aldrig en skam at bede om hjælp
Aldrig
Fotograf Ruberg Foto – Fundracers
Fotograf Ruberg Foto – Fundracers
Jeg fandt ud af at mit OCR-mindset kunne bruges i min hverdag og i de ”forhindringer” jeg møder i den, hvad enten det er på jobbet, i kærligheden eller i min personlige udvikling generelt.
Jeg omsætter f.eks. denne “OCR-mentalitet” til et brugbart værktøj i forbindelse med mit job.
Jeg er selvstændig og derfor består en del af mit job i at ”arbejde for at få arbejde”, så når jeg har sendt et tilbud til en potentiel kunde, og jeg ikke vinder opgaven, så kan jeg vælge at se på det som et nederlag og gå og sukke over den indtægt jeg nu går glip af at tjene…
…Men jeg kan også vælge at se på det som blot en enkelt opgave tabt, i et hav af mulige opgaver der kan komme min vej, og vælge at se det som at denne tabte opgave blot lader døren stå åben for en endnu bedre og større opgave.
Her er det vigtigt at jeg undlader at lade gamle dårlige erfaringer med trange måneder uden jobs, styre mit hoved og mine tanker.
Det kan ikke nytte at bekymrer sig om katastrofer ud i fremtiden, som måske slet ikke sker!
Ovenstånede er lidt samme ”teknik” som når jeg misser en forhindring og vælger at se det som grobund for forbedring, og ikke lader “missere” eller fald fra tidligere løb styre mig i retning af en begrænsende overbevisning om at jeg “ikke kan”.
Jeg har også brugt OCR-mindsettet i forbindelse med kærlighed.
Hvis du har læst på min blog -hjerteunderombygning.dk- vil du vide at jeg har været seriøst nede og bide i græsset. Faktisk så seriøst at jeg ikke længere ønskede at være her mere og blev indlagt på psykiatrisk skadestue i 12 dage, med angstdæmpende medicin på menuen.
I dag kan jeg jo nærmest ikke fatte at jeg ville forlade denne jord fyldt med fede OCR løb, dejlige venner og masser af gode og lykkelige oplevelser nu og i fremtiden.
***Årsagen til at jeg ikke havde lyst til at være her mere var et sammensurium af mange ting der skete oveni hinanden, men mest af alt fordi jeg blev forladt…
…Og jeg kunne slet ikke se mit liv som noget værd uden ham…
Trist at tænke på at jeg ikke mente at mit liv var noget værd i sig selv, og at det afhang så meget af et andet menneskes kærlighed.
I dag har jeg erkendt at det handlede om at jeg jo helt åbenlyst ikke elskede mig selv, og derfor var jeg afhængig af at en anden gjorde det… Og når han så ikke ville mig længere, så var livet intet værd…
Alt mit værd lå altså i en andens hænder.
Sikke en magt at give væk til andre.
Og værst af alt, sikke en magt jeg fratog mig selv…
OCR har været medvirkende til at få kærligheden til mig selv til at vokse, troen på mig selv til at blomstre og selvtilliden til pludselig at bruse frem for fuld kraft og give mit næsten ikke-eksisterende selvværd et kæmpe boost i den rigtige retning og også give min ulideligt indgroede offerrolle et ordentligt spark i røven!
Yeah!
Anyway, tilbage til emnet, vi kom fra at jeg nævnte at jeg også havde brugt min ”OCR-mentalitet” i kærlighedens navn.
Jeg mødte nemlig en fyr i februar 2016 da der var gået knapt et år efter min store nedtur i marts 2015, hvilket i mine øjne var ret hurtigt, eftersom sidst jeg var single varede det 10 år!
Hvor kommer OCR-mentaliteten så ind i billedet?
Jo, det gør den i den forstand at jeg denne her gang valgte et nyt perspektiv på singlelivet og på det at møde en ny.
Jeg valgte at tro på at det nok skulle ske og jeg valgte ikke at lade mig fortvivle over at jeg ikke vidste hvor jeg skulle møde en, hvordan jeg skulle møde en eller over det faktum at de fleste jeg mødte, ikke var single.
Når jeg f.eks. var til OCR løb -eller andre arrangementer for den sags skyld- kunne jeg stå og skue udover omgivelserne og begejstres over hvor mange dejlige og fantastiske, lækre mænd der var, og bare glæde mig til den dag jeg selv ville støde ind i Mr. Right, og på trods af en vrimlen af lykkelige par, vielsesringe og klapvogne, bevare en tro på at der selvfølgelig også ville være en til mig derude.
Og vupti, der var han!
Hurtigere end jeg nogensinde havde turdet håbe på, godt hjulpet på vej af et positivt mindset, et mindset jeg har trænet og styrket blandt andet gennem mit OCR-løb.
Fotograf Ruberg Foto – Fundracers
Fotograf Ruberg Foto – Fundracers
Men det var en stakket frist…
Han var slet ikke klar til at ”stå på det store tog” og det var jeg, men også her kom OCR-mentaliteten mig igen til undsætning.
Jeg turde nemlig være tro ved mig selv.
Jeg turde give slip på den kærlighed der ikke var rigtig for mig -eller for ham- og lade ham gå…
Uden febrilsk at prøve at holde fast, og i forsøget på det, svigte mig selv og mine egne behov og ønsker.
…Jeg gav bare slip… og hvilede i at der var en mening med det.
…Og jeg gik ikke ned…
Mit gamle jeg var gået ned.
Det ville gå ned uanset om jeg havde kendt manden i 2 år eller 2 måneder, fordi mit gamle jeg, havde ingen anden kærlighed end den andre gav mig, og det værste var, at den kærlighed andre kunne give alligevel aldrig var tilstrækkelig…
Det gamle jeg var aldrig tilfreds og higede konstant efter mere opmærksomhed, mere anerkendelse og mere kærlighed, men aldrig blev mæt…
…Fordi mit gamle jeg, anede ikke at hun skulle finde det hele inde i sig selv…
Jeg vil runde af med at fortælle om et lille tankeeksperiment -som man i øvrigt kan læse andre eksempler på i mit tidligere blogindlæg ”Cliffhangeren”- der omhandler det jeg også nævnte tidligere i forhold til kroppen, nemlig at det forhold vi har til vores krop og de overbevisninger vi har og tanker vi gør os om vores krop, har en kæmpe indflydelse på vores helbred.
Med andre ord, så gør ens tanker en enorm forskel.
Fordi tanker fører til ord og ord fører til handlinger, og udfører man handlingen nok gange, så bum, så ligger det hele programmeret ind i dit ”system” som en vane der fremover køres på autopilot.
Uanset om det er en skidt vane eller en god vane.
Hence de mange dårlige tanker der for rigtigt mange mennesker ”bare popper op”.
Det er fordi vi har tænkt dem mange gange.
Rigtigt mange gange.
Den 18. juni 2016 skulle jeg deltage i OCR-løbet ”Evolutionrace, Female Predator” ved Level X i Holbæk, og jeg vidste at de sidste 4 forhindringer lå inde i hallen i Level X, og at den første a de 4 var at skulle gå armgang i ringene, fra den ene ende til den anden.
Jeg har været i Level X og træne flere gange før og har aldrig gennemført hele vejen fra den ene ende til den anden, fordi jeg ikke havde grebsstyrke nok til at holde ordentligt fast i de glatte ringe.
Jeg har dog gennemført på andre baner hvor der har været tape på ringene så jeg havde bedre fat, men aldrig hos Level X.
I stedet for gennem hele løbet at frygte de berømte ringe, så løb jeg og sagde til mig selv: ”Selvfølgelig kan jeg det! Selvfølgelig kan jeg det! Selvfølgelig kan jeg det!”
Løbet her var også et løb hvor man kunne kvalificere sig til EM og det betød at man skulle bære et armbånd, som ville blive klippet hvis der var en forhindring man ikke kunne gennemføre, og lige fra løbets begyndelse visualiserede jeg min hånd med armbåndet på i målet.
Jeg så for mig min egen mudrede hånd med skræmmer og sår, men med et strålende orange armbånd.
Jeg forestillede mig selv i målet med medaljen om halsen og armene i vejret, stadig med armbåndet på…
Jeg har aldrig, og jeg mener aldrig, løbet et løb hvor jeg har gennemført samtlige forhindringer.
Aldrig nogensinde.
Og jeg har løbet siden 2013.
Der har altid ”været plads til forbedringer” om man så må sige.
Men denne gang kom jeg fandme i mål med armbåndet på!
Jeg klarede alle forhindringer.
Hver og en.
Og jeg fik en -synes jeg selv- flot 2. plads i min aldersgruppe.
Havde jeg gjort mere ud af tiden og løbet lidt stærkere, så var jeg kommet med til EM.
Men der er som sagt altid plads til forbedringer, og det vil jeg arbejde på til næste gang.
Sådan er det også med livet…
Så mit motto er:
Der er altid plads til udvikling og forbedring.
Arbejd på din egen udvikling, og gør det for din egen skyld.
Du er det hele værd, og mere til!
Jeg har fundet mig en sport der gør mig glad, giver mig styrke og selvtillid og det har været en sand katalysator til et forbedret selvværd og bedst af alt, det har kureret min trang til at hade min krop.
Amen to that!
Her kan du se en kort lille dokumentar om hvad OCR det er for noget. Og du kan blive meget klogere på vores forening DOCRA’s hjemmeside
P.S.
Dette indlæg kunne lige så godt have omhandlet ballet, stangspring, tai chi, cykling, tennis, fodbold, svømning, gymnastik, rulleskøjteløb, parkour, klatring, vægtløftning, yoga, crossfit, roning, femkamp, kuglestødning, koneløft, dværgkastning, skakboksning, tåbrydning eller undervandshockey!
Fortsæt selv listen. Kroppen har brug for at blive brugt, rørt, elsket, nurset og fodret med god energi i form af sund mad og rigeligt søvn.
Jeg kan ikke anbefale nok at man finder sig en måde at få rørt sig på som samtidig også bringer en glæde, styrke og mentalt boost.
/ Hanne ❤
Hvis du hader at træne, så træner du det forkerte…
Her er nogle af de fedeste OCR løb:
Toughest
Nordic Race
Strong Viking
Evolution Race
Tough Viking
*OCR-løb er forhindringsløb og det står for Obstacle Course Race
**Race-kisses er alle de ”flotte” blå mærker man får under et løb
***Årsagerne kan du læse mere om i nogle af mine ældre indlæg som ”Det der ikke måtte ske, skete”, ”Det ubærlige kram” og ”Brevet til mine svigerforældre”.
