Travel

Jeg burde være lykkelig…

By July 25, 2016 No Comments

Kære læsere,

Det er igen blevet tid til at dele en samtale jeg har haft med en af Jer derude.

Det er simpelthen mindblowing at så mange mennesker går og har det små-dårligt inden i. Jeg troede simpelthen ikke at det kunne passe.
Men det kan det desværre.
Der er også et antal der ikke er “små-dårlige”, men som har det rigtigt forbandet skidt, og nogle gange ender det i selvmord, som vi for nyligt så det med den kendte debattør Mads Holger, der valgte at tage sit eget liv, kun 38 år gammel.

Det er næsten ikke til at bære.
De der har læst med på min blog længe, ved at jeg selv var ved at blive en del af statistikken for godt og vel halvandet år siden.

Undskyld mit franske, men det er fanden-fuckme sørgeligt når man ikke kan se nogen anden udvej, og jeg håber ved gud at denne blog kan hjælpe nogle af jer der sidder derude og har den slags tanker, til at komme med mig om på den anden side.

Lov mig at I søger hjælp hvis livet ikke er til at bære mere. Der er altid en løsning.
Søg også hjælp selvom du ikke har selvmordstanker! Hvis du bare aldrig er rigtigt glad, så er der noget galt, og det findes der en løsning på.
Trust me.

Jeg ved ikke præcis hvad Mads Holger har gået og kæmpet med, men det har overskygget glæden ved livet, det er jo helt åbenlyst, og jeg kender desværre godt den følelse, men jeg ved også, at der er en anden udvej end at tage sig selv af dage og jeg jeg ved med sikkerhed at livet rent faktisk kan blive fan-fucking-tastic hvis vi vil det.

Problemet er bare, at vi vil ikke.
Eller jo, vi vil gerne, men vi vil ikke…
Lad mig lige forklare.
Det fleste af os vil da gerne have det godt og være glade, lykkelige og frie, det er som udgangspunkt det alle mennesker gerne vil opnå.
Men vi har bare nogle dårlige vaner der sidder fast i os, som gør at det nærmest er blevet nemmere at lide end at have det godt.

Det vi fokuserer på VOKSER.
Mærk dig mine ord.
Jeg siger det lige igen

Det vi fokuserer på vokser

Hvis man gennem en stor del af sit liv har fokuseret på alt det der var ulykkeligt og uønsket ved at tale om det, dvæle ved det, tænke på det, tale mere om det, tænke endnu mere på det osv. så er det til sidst blevet en følelse kroppen kender og derfor opsøger.

Ja sgu!

Så opsøger vi fandme ulykke!
Er det ikke sindsygt?!
Men det gør vi altså. Ubevidst ganske vidst, men vi gør det. Så når noget går godt sabotere vi det. Det kan være ved at finde små “fejl” og ting man er utilfreds ved, eller det kan være ved at man slet ikke kan rumme at være i det gode, fordi det eneste man så kan tænke på er at det er “for godt til at være sandt” hvorved man så mere eller mindre sætter sig ned og venter på at “det går galt”.

Når man forventer at noget går galt, så skal det sgu nok også gå galt.
Når det så er gået galt, så går vi igang med “the blame game” og bebrejder alt og alle for vores ulykke.
Det betyder at vi har ingen magt over vores eget liv:
Vores lykke afhænger af andre -feks. kærlighed fra en bestemt person eller ønsket om at få et barn, og for nogen afhænger lykken af ydre omstændigheder eller materielle goder -som f.eks. det “perfekte job”, penge og magt, eller den rigtige bil, et stort hus eller en Gucci taske.
Vi mener også at al vores ulykke forårsages af andre, chefen der fyrede dig, vennen/veninden der bagtalte dig, kæresten der forlod dig osv.

Andre mennesker, står altså med al magten til vores liv.
Not a good deal.
Oven i den hat er der så alle de tanker man forgifter sig selv med og alle ens negative overbevisninger og selvdestruktive handlemønstre.

Tillykke med dit nye lorteliv.
Ouch…

Det betyder altså at vi er nødt til at tage ejerskab over vores indre ved at få styr på vores tanker, og vi er nødt til at få magten over vores eget liv tilbage i egne hænder.

Til at starte med er det derfor hulens vigtigt hvad vi fokuserer på. Fordi -som jeg sagde før- så vokser det vi fokuserer på.

Er du bedst til at se på det der er knapt så godt, så vil det fokus gøre at du får mere af samme.
På en eller anden måde så tiltrækker man mere “nedtur” når man har øje på alt det der ikke lige går som vi vil have det.

Med andre ord, så handler det om perspektiv.
Altså hvordan vi ser på ting.

Der er faktisk en grund til at vi mennesker er bedst til at huske alt det der går dårligt, det fortæller jeg mere om i min lydbog “Forstå hvad der sker med dig – Sådan fungerer din hjerne” som er på vej til shoppen.

Jeg har altid selv syntes at det var rasende spændende og på min vej ud af mit eget “helvede” og min egen nedtur, har det været vigtigt for mig at forstå hvorfor jeg havde det som jeg havde det, hvorfor det var så pisse svært at ændre på mig selv og hvorfor jeg blev ved med at opleve de samme nedture igen og igen, som når jeg f.eks, saboterer mine parforhold gang på gang, eller eksploderer i raserianfald og hysteri jeg ikke kan styre, eller udskyder at gøre ting der er gode for mig.

Hvorfor er jeg som jeg er, og hvordan pokker kan jeg “slippe for at være mig” når nu det bare ikke rigtigt duer?

Det blev min mission, og det er lykkes ret godt indtilvidere og derfor er jeg temmelig ivrig for at dele ud af mine erfaringer.
Der er dog stadig masser af plads til forbedring hist og her, særligt hvad angår mit temperament, men det vil jeg komme ind på i et senere blogindlæg.

Huk at tilmeld dig til Søndags-support – Små huskeregler om livet – 1 minut – Hver søndag ❤

Brevet fra min læser

“Kære Hanne,

Jeg følger din blog, og er i den grad fascineret af den/dig, herunder din evne til at ‘samle dig selv op’ og være ansvarlig for at få et godt liv.
Jeg er selv en kvinde i trediverne, som på mange måder er evig frustreret over mit liv.
Jeg er single, drømmer om familielivet, har forliste forhold bag mig som alle andre og er frustreret over ikke at kunne finde lykken, men burde objektivt set have alt mulig grund til at være lykkelig, men er det bare ikke.

Jeg har et godt job, ser pæn og præsentabel ud, har humor og er et godt og begavet menneske på mange punkter.
Jeg har bare enormt vanskeligt ved at ‘rumme mig selv’ i modgang, og det er en stor udfordring i dagligdagen. 

Jeg gad i den grad godt møde dig, og høre dig fortælle om, hvilke kneb du bruger for at kunne håndtere dig selv efter alt det, du har oplevet, og give mig nogle gode råd til at komme ud af en depressiv, selvdestruktiv og opslidende adfærd.

Mange hilsner XXXX”

Jeg er sikker på at der er mange der kender den følelse, og måske ligefrem går og skammer sig, fordi man burde for så vidt være lykkelig, men er det bare ikke…
Der er absolut ikke noget at skamme sig over, og der er alt mulig grund til at få det frem i lyset og ikke negligere den følelse.

Derfor vil jeg -med tilladelse fra min kære læser- nu dele mit svar med jer derude. Jeg håber det kan give inspiration og lette nogle hjerter derude.
I er ikke alene, og husk, der er en løsning. Hav tålmodighed.

Svaret til min læser

Kære XXXX,

1000 tak for din søde mail! ❤

Du lyder fuldstændigt som jeg gjorde da jeg var 34… Ja, og 35, og 36, og 37 osv. frem til nu…

Og skal jeg sige dig noget?

Det er fordi du -lige som jeg- leder efter lykken det forkerte sted…

Det første der skal ske er at du skal have styr på dit fundament. Der er ikke styr på fundamentet når man grundlæggende set er ulykkelig uden grund.

For faktisk er den tilstand du skal opnå det stik modsatte, nemlig at være “lykkelig uden grund”…

Men hvis du konsekvent søger lykken i udefrakommende ting eller omstændigheder, så som kæreste, børn, hus, Volvo, vovse, penge, job og alt det der, så er du jo afhængig af at de ting kommer til dig, før du kan blive lykkelig. Du lægger alt magten over på andet og andre end dig selv. Du tager ganske enkelt magten til at blive lykkelig fra dig selv, og det paradoksale er bare, at du næppe vil blive lykkelig alligevel når eller hvis disse ydre omstændigheder kommer til dig.

Måske for en stund.

Men ikke varigt.

Ligegyldigt hvor skøn en kæreste der måtte komme din vej og overøse dig med kærlighed og komplimenter, så vil det aldrig være tilstrækkeligt, hvis ikke du har styr på dit fundament.

Du vil måske have følelsen af lykke i en rum tid, men hen ad vejen vil der igen være “noget galt” og noget der “forhindrer din lykke” og forholdet vil gå i stykker.
Så går man i gang med “The blame game” og prøver at finde og placere “skylden” for og “årsagen” til de ulykkelige omstændigheder hos kæresten, eller sig hos selv eller på udefra kommende omstændigheder, i stedet for selv at tage ansvar.
Og det løser bare ingenting, men gør alting ondt værre, afmagten større, frustrationen dybere og ked-af-det-hed og skyldfølelse til en tro følgesvend.

En af årsagerne til at man kan have svært ved at være rigtigt glad, kan skyldes skeletterne i skabet fra fortiden. Hør min lydbog om hvordan man kan slutte fred med fortiden ❤

Man luller bare rundt i et evigt offer-stadie, hvor man synes at livet er uretfærdigt, mænd er dumme og chefen er urimelig osv osv.

Alt ens uheld, ulykke og tristhed skyldes andre mennesker der opfører sig dårligt, eller omstændigheder der ikke kan ændres eller at ens barndom har været svær, eller at selvværdet ikke er der, eller hvad det nu måtte være der plager en.

Man kan ikke se at det ikke handler om hvad andre mennesker gør eller ikke gør, men hvordan man selv reagerer på det, og man nægter at godtage at mange omstændigheder rent faktisk godt kan ændres, blot ved at ændre måden man oplever den på, og man tror at barndomstraumer er en livstidsdom man må leve med resten af livet, hvilket det ikke er, og man nægter at tro på at et solidt selvværd sagtens kan bygges op.

Et sted at starte er at ændre på tanker og perspektiver. Altså hvad vi tænker om os selv og om andre, hvilket perspektiv vi ser situationer og hændelser i.
Jeg har aldrig selv tænkt på at tanker var noget jeg selv valgte. Fordi de kommer jo bare.
Ja, det gør de, og det gør de fordi de er blevet en vane.

Jeg kan komme med et eksempel fra min egen verden:
Jeg blev mobbet både i skolen og på fritidshjemmet, hvor jeg blandt andet fik ad vide at jeg var grim. Og det tog jeg til mig. (Sådan er vi når vi er børn. Vi tager alt hvad vi hører for gode varer fordi vi ikke er i stand til at vide bedre)
Så jeg begyndte efterfølgende at tænke selv: “Jeg er grim”.

Det sagde de andre jo…

Men jeg kunne jo også have valgt at stille mig hen foran spejlet og sige: “Jeg er smuk”.
Men det gør børn desværre bare ikke. De lader sig blot “programmere”. Dén tort lider vi ikke som voksne. Det bør vi i hvert fald ikke, for der har vi rent faktisk udviklet en dømmekraft og kan bedre selv vælge hvad vi vil tage for gode varer. Ofte gør vi det bare ikke. Vi lader andre tage beslutninger for os og lader os påvirke af hvad andre mener, siger og føler.

Jeg troede også på at jeg var grim.
Fuldt og fast.

Og jo flere gange jeg så har tænkt tanken “Jeg er grim”, jo mere blev det en vane og dermed “sandhed”.

Og nu kommer tanken bare bare helt pr automatik: “Jeg er grim”.

Den popper bare op.
Jeg kan sagtens have dage hvor jeg har fået lidt “krudt” i hovedet hvor jeg tænker “jeg er da meget pæn”, men den tanke der dominerer mest er “Jeg er grim”.

Så faktisk er der jo sket det, at jeg har givet de tanker andre havde om mig mere magt og ægthed, end de tanker jeg havde om mig selv. (Fordi børn tænker som udgangspunkt ikke at de selv er grimme. Prøv at lægge mærke til hvordan børn smiler når de ser sig selv i spejlet, griner og laver sjove ansigter, lige indtil den dag de er blevet overbevist om at der er noget “galt” med hvordan de ser ud. Briller, krøller, lille næse, stor næse, skæv næse, runde kinder, store ører, osv. Så synes de ikke det er sjovt mere, og så ser de -desværre- kun det)
Jeg har gjort deres tanker til mere værd end mine egne… Ved at vægte dem højere end mine egne…

Dumt.
Selvdestruktivt.
Opslidende.
Ødelæggende.

Men jeg var kun et barn og jeg var ikke blevet udstyret med ressourcer til at tackle det.

Dén overbevisning var altså svær at stille sig hen foran spejlet -som voksen- og prøve at ændre skulle jeg hilse at sige.
Men det kan lade sig gøre.
Og at stille sig foran spejlet og sige “jeg er smuk” er den eneste måde at ændre det på.
Du kan få det ad vide af andre nok så mange gange, men det vil ikke hjælpe dig i din overbevisning.
Så selvom det ikke føles sandt eller rigtigt at stå foran spejlet og tale pænt til mig selv, så er det den eneste måde at gøre det på. Der er kun én der kan rede mig, og det er mig selv…
Og én gang foran spejlet er ikke nok, to gange er heller ikke nok og det er tre gange heller ikke, fordi for at det skal “blive en vane” -ligesom idéen om at jeg er grim er blevet det-  så skal det gentages igen og igen og igen og igen og igen (…fortsæt selv) og det tager tid efter 42 år hvor jeg har været overbevist om at jeg var grim, og den er også svær fordi jeg føler mig akavet og ikke rigtigt tror på det jeg står og siger…
Og så opstår der sådan en udefinerbar modstand i kroppen, som gør at jeg ikke får det gjort.

Helt klassisk eksempel.

Men jeg gør det nu. I stor stil endda.
Måske ikke helt nok, men jeg gør det! Og jeg gør det sammen med en masse andre ting der skubber mig i en positiv retning.

I videoen nedenfor kan du se et godt eksempel på hvordan jeg anerkender mig selv og siger til mig selv at jeg elsker mig selv. Jeg gør det til sidst i videoen og jeg gør det fordi det var en svær video at lave, som trak lidt tårer. ❤

Måske kan den der “modstand” være svær at identificere, fordi det er jo ikke sådan at man siger til sig selv, “Ej, jeg gider altså ikke, for jeg gider alligevel ikke være lykkelig”.
Tværtimod.
Man vil egentlig gerne gøre det, og man vil jo for alt i verden gerne være lykkelig…
Modstanden camouflerer sig i fraser som “Ahr, men jeg har det jo egentlig meget godt nu, så det er okay, jeg behøver ikke gøre mere”, velvidende at det ikke er en skid okay.
Det kan også være at man tænker “Jeg gør det fra på mandag”, velvidende at man heller ikke får gjort det på mandag.
Eller at man får overbevist sig selv om at man altså ikke har tid lige nu for der er sååååååååååå meget jeg skal nå i dag.

Det er bare nemmere at lade stå til.
Med andre ord, det er nemmere at lide…

Hvor mærkeligt det end lyder.
Ændring tager tid og kræver en enorm viljestyrke, også selvom det er en ændring til det gode.
For “det gamle jeg” har det godt og trygt med at være ked og ulykkelig, for det er det vant til, og sådan er det.

Vi er vanedyr. Og mellem 90-95% af alt hvad vi gør styres af vores underbevidsthed, som er der hvor alle vaner ligger programmeret, såsom at gå, stå, holde balancen, vide hvad man bruger en gaffel til osv.
Men også alle dine tanke- og handlemønstre!
Alle dem der kører på autopilot -og det er ikke så få- de ligger lagret der og afspilles bare når en situation eller omstændighed trigger den.

De kan ændres, men det kræver tid, tålmodighed, vilje og en ordentlig røvfuld kærlighed til dig selv.

Sådan noget er kun noget man er villig til at gøre for en man elsker virkelig højt.
Så derfor skal du elske dig selv.
Du skal vide at det ikke er en eks eller en kommende kæreste der er din store kærlighed, du er din store kærlighed, og du skal tage vare på dig selv, være god ved dig selv og tale pænt til dig selv. (!!)

Og HUSK:

Hvis du ikke ændrer på noget

Så vil ingenting ændre sig…

Helt enkelt.

Så hvis du vil ændre på den måde du har det nu, så er du nødt til at ændre på noget af det du gør nu. Tanker, overbevisninger, handlinger, tro osv.

Lad være med at tro du kan ændre alt her og nu.
Start stille og roligt med en ting ad gangen. Ellers går du kold i det.
Start med dit fundament. Elsk dig selv!

Måske er du slet ikke klar over at du ikke elsker dig selv?

Hvis man ikke mener man har noget problem med at elske sig selv, så se evt. lige videoen nedenfor inden du føler dig alt for sikker på det, for faktisk kan det være svært at identificere at man har et problem med det, hvis ikke man ligefrem -som jeg gjorde- går og tænker at man er grim, dum, uduelig eller andre åbenlyst ikke-selvkærlige tanker.

Men det er det grundlæggende. Det er fundamentalt. Det er dit rodfæste!
Det er det du skal have styr på først og fremmest.

Kærlighed til dig selv.

Selv har jeg dybest set aldrig haft noget pænt at sige om mig selv, og jeg har konstant søgt lykken alle andre steder end hos mig selv.

Søgt anerkendelse via de valg jeg har truffet karrieremæssigt.
Søgt lykke og kærlighed i kærester.
Søgt tryghed i penge.

Søgt status i pæne ting.

Osv. osv. osv…

Problemet med det er at det ikke virker. Anerkendelsen jeg har fået fra mit job har ikke fået mig til at tro mere på mig selv, parforholdene har ikke holdt, pengene er blevet noget jeg skylder og ikke noget jeg har, og de pæne ting har været som at tisse i bukserne for at holde sig varm…

Det essentielle, som jeg aldrig har kunne se, var at jeg skulle finde det hele inde i mig selv:

1)
Jeg skulle lære at anerkende mig selv og tro på at jeg rent faktisk var god nok og havde noget at byde på.
Også selvom jeg aldrig direkte og ordret har tænkt “jeg er ikke noget værd”. Det er mere de holdninger og handlinger jeg har foretaget mig der har indikeret at jeg ikke var ret meget værd, som f.eks. det faktum at jeg ville tage livet af mig selv da jeg mistede mit ufødte barn og min kæreste.
Hvis jeg ikke mener at mit liv er noget værd uden dem, så indikerer det jo ret tydeligt at høje og gode tanker om mig selv og mit eget værd, kan ligge på et meget lille sted.

2)
Jeg skulle lære at være lykkelig før jeg mødte en kæreste.
Og jeg havde da hørt til hudløshed at jeg skulle elske mig selv og have det godt før jeg mødte en og at det ikke var hans job at gøre mig lykkelig og ya-da ya-da men jeg har ikke forstået meningen med det, for selv om jeg havde hørt alt det hundredevis af gange, så var jeg stadig afhængig af en kæreste for at kunne føle mig “rigtigt lykkelig”.
Det kan man jo tydeligt se, for når en mand har magten til at gøre dig ulykkelig, så er man jo også afhængig af ham for at forblive lykkelig.
Så får at gøre sig uafhængig af andres kærlighed, er man nødt til at få den kærlighed fra den eneste 100% trofaste person: Sig selv! Selvfølgelig bliver man ked af det når man bliver forladt, selvfølgelig. Men der er stor forskel på at være rigtigt ked af det, og være dybt ulykkelig.

3)
Jeg skulle lære at have et ordentligt forhold til penge.
Jeg har haft et fattigdoms-mindset som jeg har taget med mig hjemmefra. Et mindset der har gjort mit forhold til penge anstrengt. Folk der havde mange penge var allesammen onde og grådige. Samtidig kunne jeg ikke selv administrere min økonomi. Lidt som at komme kronisk for sent, så havde jeg altid kronisk ondt i økonomien, også i de perioder hvor forretningen gik strygende!
Jeg kommer i øvrigt også altid kroniks for sent…

4)
Jeg skulle lære at udefrakommende ting ikke kan give mig det jeg har brug for, eller erstatte det jeg savner, eller give mig tillid til og tro på mig selv.
Det er lækkert med et flot ur, og jeg kan føle mig rigtig flot når jeg har det på, men sandheden er jo at jeg skal føle mig flot uden. Det er ikke et flot ur der skal afgøre om jeg ser godt ud. Det er heller ikke lækkert tøj der skal afgøre om jeg ser godt ud. Det er ikke lækre ting der skal afgøre om mit hjem er rart at være i, osv osv osv.

Jeg kunne ikke se at det var dét jeg skulle, og jeg kunne heller ikke se det da jeg stod midt i processen, men først nu hvor jeg rent faktisk har lært nogle af de ting, kan jeg se det.

Det er det der gør den slags forandringer vanskelige. For vi kan ikke se hvad pokker det er vi skal gøre, og vi aner ikke præcis hvad det er der gør os ulykkelige og hvis vi kan identificere nogle af tingene, så aner vi ikke hvor vi skal starte arbejdet for at få det bedre.

Det er nærmest først når man står på den anden side at man kan se det klart og tydeligt.

Og det eneste jeg ærgrer mig over nu er, at jeg ikke hjalp mig selv noget før.

Men tiden er ikke til at gå og ærgre sig eller spilde tid på at fortryde ting.
Nu er jeg her, og det er dejligt.

Jeg vil opfordre dig til at stige med på toget, selvom det kan synes helt uoverskueligt.
Men tro mig, det er faktisk slet ikke så svært og uoverskueligt. Det kræver dog vilje og vedholdenhed.

Det der sker er at folk stopper så snart de får det lidt bedre. Så stopper de med at blive klogere på sig selv og ryger efter kort tid tilbage i gamle mønstre og så er vi jo lige vidt.

Tillykke med status quo!

Vid at det er en ongoing process du skal arbejde med resten af livet, Og nyd at gøre det.
Fordi det er skide spændende og fordi det er godt for dig!
Det er balsam for sjælen og det er ikke mindst nøglen til at leve længe og lykkeligt uden fysiske skavanker, sygdom og flere triste dage end gode.
(Ulykkelighed, bekymringer og vrede sætter sig nemlig i kroppen som sygdomme, fysiske skavanker og depression)

Kig på dine tanker. Dine handlemønstre. Er du generelt positiv eller negativ?
Jeg var generelt negativ og levede i en offerrolle.

Jeg havde et hav af “gamle programmeringer” som på ingen måde gjorde noget godt for mig, hverken i forhold til job, penge, kærlighed eller andre relationer.

Helt simpelt, så er det eneste vi mennesker stræber efter, at være lykkelige. Lykkelige og frie.

Alle vores handlinger foretager vi med det ene formål, at vi vil være lykkelige. Selv den der slår ihjel gør det fordi at vedkommende tror at det vil gøre ham/hende mere lykkelig.

Selv terroristen gør det fordi han/hun vil opnå lykke og frihed for sig selv eller sine elskede.
Det er det eneste vi ønsker som mennesker.
Vi har bare vidt forskellige overbevisninger om hvordan vi opnår lykken. Nogle af dem mere destruktive end andre fordi de er bygget op med had, bitterhed, afmagt og frustration som drivkraft.

Problemet med lykken er at mange af os ikke længere ved hvordan man bliver det.
Vi tror det er kærester, børn, giftermål, religion, penge, venner, status eller lignende der kan og skal gøre os lykkelige, men det er nok det største selvbedrag ever.

Lykken bor nemlig inde i os selv. Lykken er PEACE OF MIND.
Et fredfyldt sind.
…Og det hele starter med at vi prøver at elske os selv.

Det burde være et fag i skolen!

Når vi har lært det,  eller i hvert fald er godt i gang med det, så kan vi begynde at fylde os selv med de ting der giver os glæde og fjerne os fra de ting der gør os kede af det.

Men før vi elsker os selv kan det være svært at skelne. Hvad gør mig ked af det og hvad giver mig glæde?
Vi bliver i usunde forhold fordi vi tror forholdet giver os glæde.
Vi spiser dårlige fødevarer fordi vi føler det giver os glæde og trøst. Vi taler grimt om andre fordi vi -i det øjeblik det bliver sagt- føler os bedre, smartere eller smukkere end den vi taler dårligt om og vi fornemmer en form for glæde ved at gøre det. “Glæden” over at være bedre, smartere eller smukkere end en anden. “Glæden” ved at vide at man ikke selv er den dummeste, grimmeste eller dårligste…
Men i virkeligheden gør det at tale grimt om andre kun noget dårligt for os selv. Ligesom hævn, vrede, bitterhed, had, negativitet, jalousi og lignende følelser kun er værst for os selv…

Selvdestruktiv adfærd af den art er gift for krop, sind og sjæl…

Prøv at lægge mærke til det: De mennesker der har mest travlt med at tale grimt om andre, er oftest de mennesker der har det mest dårligt i livet.
Du vil se en sammenhæng.
Og måske kan du endda genkende den fra dig selv.
Det kunne jeg.

Bare se hvor mange der sidder hjemme i deres stuer og er ved at få kaffen galt i halsen af grin over mennesker der ikke kan synge i sangprogrammerne.

Hvordan folk nyder at se de knapt så skarpe udstille sig selv.

Sørgeligt!

Jeg kan varmt anbefale dig at læse Louise Hay “Helbred dit liv”. Det er en life-changer! Intet mindre.

Jeg havde svært ved at overskue at læse, så jeg købte den på CD og hørte den istedet. Jeg hørte den hver gang jeg kørte i bil. Jeg har hørt den igennem tre gange nu. Og det har ændret på mit liv.

Ændret på hvordan jeg tænker, særligt om mig selv. Og mit syn på min barndom. Alle de ting der er sket og som ikke kan gøres om. Hvis jeg ser mig som offer af dem, så kommer jeg ikke videre, men hvis jeg går ind og tager ansvar og gør en hæderlig indsats for at ændre på tilværelsen og på nuet, så sker der ting og sager. Dejlige ting og sager.

Tænk at det skulle tage 42 år at nå hertil. Øv.

Skal vi ikke aftale at det ikke sker for dig?

Jeg vil rigtigt gerne møde jer der læser min blog også, for der er faktisk en del af jer der har skrevet til mig. Det er et kæmpe cadeau til mig og mine skriverier, og motiverer mig i den grad til at fortsætte med at dele.

Jeg har holdt mit første foredrag i forrige uge og det gik rigtigt godt, faktisk så godt at en af deltagerne han tilbød at hjælpe mig med at holde nye fordrag. Han kunne lægge lokaler og projektor til og så kunne han hjælpe med at promovere dem osv. Så jeg holder rent faktisk et foredrag her til august og der vil jeg rigtigt gerne sige hej til jer skønne læsere! Og så fortæller jeg naturligvis endnu mere i detaljer om hvad jeg har gjort og stadig gør, for at få det bedre. Bedre indeni.

Link til event og billetter kan du finde på Hjeteunderombygning.dk under “foredrag”.

Jeg glæder mig til at hilse på dig!

Mange kram

/ Hanne ❤

Det vil glæde mig meget at hilse på jer læsere ved mit foredrag d. 24. august ❤

Gør som mere end 5.000 andre

Få viden, indsigter, værktøjer og inspiration til at blive den bedste leder af dig selv.
Så du kan sætte retningen for dit liv i stedet for at andre gør det.
Du får -selvfølgelig- også først besked om nye kursusdatoer og gode tilbud.
Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Privatlivspolitik

.

Leave a Reply