Hej læser,
Søndag igen, og tid til at dele lidt tanker med dig. ❤
Kender du det der med at nære en dyb irritation for et eller andet menneske du ikke rigtigt kender?
Måske er det en af de andre forældre til et barn i dit barns klasse.
Måske er det en af dine venners venner, som du kun lige møder ved festlige lejligheder.
Måske er det en kollega.
Måske er det en der træner på samme hold som dig.
Og så en dag -ved en tilfældighed- møder du vedkommende under nogle andre omstændigheder, og måske får du -af en eller anden årsag- kendskab til en personlig historie om dette menneske.
Måske fordi personen selv fortæller den, måske fordi du hører den fra andre, eller måske fordi du bliver vidne til den…
Og pludselig ændrer du din opfattelse af det her menneske…
Fordi, pludselig forstår du…
Du ser pludselig hele mennesket…
Og måske genkender du ovenikøbet dig selv på nogle punkter… Så pludselig kan du faktisk spejle dig i det her menneske…
Et menneske du ikke tidligere havde andet en himmelvendte øjne tilovers for…
Det er i hvert fald noget jeg selv har oplevet flere gange.
Jeg ved også, at mange har det sådan med mig…
Jeg ved, at jeg ikke altid er den der efterlader det bedste førstehåndsindtryk…
Og der er ikke noget jeg hellere ville…
Men jeg ved bare, at det ikke altid er sådan.
Nogle gange har jeg blot fornemmet det, andre gange har jeg direkte kunnet mærke det.
Jeg har fået “kærligheden” at føle so to speak.
Men jeg ville da ønske at jeg altid efterlod det bedste indtryk og derfor kan jeg – ligesom så mange andre- finde på at “tage en maske på”.
Og ofte er det ikke bare en “maske”, men en hel “rolle” jeg tager på mig.
For at folk skal kunne lide mig.
Hvor kommer det fra?
Det skal jeg sige dig, det er noget vi altid har gjort. Og det startede med at være noget vi gjorde for at få vores *forældres kærlighed. (Eller *omsorgspersoner, hvis ikke man er vokset op med sine forældre)
De to vigtigste mennesker i vores liv.
Vi ville så gerne have at de skulle “se os”.
Og elske os for dem vi var og alt det vi kunne.
“Se mig mor/far! Se hvad jeg kan! Kigger du? Så du det?!”
Men nogle gange fik vi ikke det vi havde brug for når vi råbte “se mig!”
De så os ikke.
Eller også så de ikke det de gerne ville se.
Når jeg ville have at min far skulle se mig, lod han mig forstå at min halvbror (hans kones søn) var dygtigere, smartere, klogere og mere ambitiøs end mig.
Var det fordi han ikke kunne lide mig?
Nej.
Det tror jeg ikke den dag i dag.
Men sådan følte jeg det dengang.
Hvad var det så?
Kunne det tænkes at han ville mig det bedste?
Og at det var hans måde at “pace” mig på?
Inspirere mig på?
Motivere mig på?
Fortælle mig noget -indirekte- på?
Sandsynligvis.
Er det totalt off?
Tjah…
Det er i hvert fald af “den gamle skole” og slet ikke en måde jeg er enig i.
Og som sagt føltes det som alt andet end kærlighed og forståelse.
Når jeg fortalte at jeg ville være skuespiller, og det var ligegyldigt om det var min mor eller min far jeg fortalte det til, så lod de mig vide at jeg var fjollet, naiv, uvidende og useriøs.
De kom med formaninger som “at der jo ikke var noget arbejde”, “at man skulle have et navn”, “at man ikke kunne leve af det” og “at det var noget pjat”.
Min mor og far gik fra hinanden allerede da jeg var 1 1/2 år gammel, så jeg har ingen erindringer om dem sammen.
De er to vidt forskellige mennesker, med vidt forskelligt bagland.
Den ene er fra en rig familie den anden er fra en fattig familie.
Så de har to vidt forskellige mindset.
Vidt forskellige holdninger.
Men de kender begge to mig…
De har begge set og oplevet min forkærlighed for at lave teater og cirkus lige fra jeg var helt lille, og de har begge to været vidne til at den interesse fulgte mig langt op i teenageårene og videre ind i voksenlivet.
Men ingen af dem har nogensinde bakket op om den interesse…
Hvorfor?
Fordi de ikke kunne lide mig?
Fordi de ikke vil se mig få succes?
Fordi de ikke ville se mig være glad og lykkelig?
Fordi de ønskede at jeg skulle have det dårligt?
Nej.
Tværtimod.
Men de mente begge to, på trods af at de her to mennesker var -og er- vidt forskellige, med vidt forskellige holdninger, meninger og måder at gøre ting på, at det var bedst at opfordre mig til at gøre noget andet end det jeg virkelig drømte om…
Tankevækkende ikke?
Er der noget mere nedslående end ikke at blive bakket op og opmuntret af sine forældre?
Næsten ikke.
Så hvad andet kan man gøre end blindt at tro på hvad de siger?
“Det er fjollet.”
“Der er ikke noget arbejde”.
“Jeg har ikke noget “navn”, ergo kan jeg ikke blive til noget.”
“Jeg kan alligevel ikke leve af det.”
“Det er useriøst”
“Det er naivt at tro at det kan føre til noget”
Hvis jeg havde haft modet til at gøre mig uafhængig af deres billigelse, og kærlighed nok til mig selv til at tro på at jeg kunne, så havde verden set anderledes ud i dag.
Men det havde jeg ikke…
I stedet tog jeg en rolle på mig.
Jeg skulle være klog og ambitiøs så min far kunne lide mig, og jeg skulle være boglig og akademisk så min mor kunne lide mig.
Så jeg søgte ind på jura- og ingeniørstudierne.
Jeg kom ind på ingeniørstudiet.
Og jeg hadede hvert sekund af det.
Det var slet ikke mig.
Jeg visnede…
Jeg droppede ud efter få måneder og følte mig som én stor fejltagelse.
Efterfølgende brugte jeg tiden på en masse “ligegyldige jobs” som enten kunne give mig penge eller som kunne gøre at jeg fik følelsen at andre (end mine forældre) syntes jeg var “sej”.
Først i en alder af 27 begyndte jeg er forfølge en idé jeg selv havde fået og selv kunne lide. Det var idéen om at blive fotograf.
Men stadig en idé som måske ville få andre til at synes jeg var “cool”.
For det var jeg afhængig af.
For jeg syntes ikke selv jeg var cool.
Eller sej.
Eller noget som helst!
For det havde jeg aldrig fået ad vide af de to vigtigste mennesker i mit liv -mine forældre- at jeg var. Derfor troede jeg fuldt og fast på at jeg ikke var en skid…
Men denne gang blev jeg alligevel ved med at følge min idé, ligegyldigt hvad jeg hørte andre sige om den.
Jeg vidste godt at det var svært at få en elevplads. Det behøvede jeg ikke andres forsikring om. Men den fik jeg alligevel konstant. Og jeg troede på den. Så derfor fik jeg heller aldrig en elevplads. For jeg troede jo ikke på det. Og så kan man heller ikke få det.
Men i stedet udannede jeg mig selv. Ubevidst tog jeg en beslutning. Det gjorde mig vedholden og ihærdig. Det kan jeg se nu.
Det lykkedes mig kun fordi jeg var stædig og fordi jeg valgte at overhøre andres “gode råd”, og fordi jeg helt undlod at fortælle mine forældre om min idé.
Intet andet.
Og det er mere held end forstand.
For jeg var ikke bevidst om at det var det jeg gjorde.
Men det kan jeg altså se nu.
Så nu forstår jeg hvorfor det lykkedes mig at blive fotograf, og hvorfor det ikke lykkedes mig at blive skuespiller.
Det blev naturligt for mig at gå i den retning jeg ville. Fordi alternativet var hvad der for mig var “ligegyldige jobs” resten af livet.
Det blev vigtigere for mig at kæmpe for min idé, fordi alternativet var at føle mig som én stor fejltagelse, resten af livet…
Det kan jeg se nu…
Og dét åbner samtidig mine øjne for alt det andet der også blev naturligt for mig, og som på ingen måde nogensinde har gavnet mig og på ingen måde nogensinde vil komme til at gavne mig.
læser, kom lige med mig en tur ind i denne her verden hvor vi kigger lidt på det:
Er det blevet naturligt for dig at lyve? Ikke bare for dig selv, men også for andre, fordi du har følt at det var nødvendigt for dig? Enten for decideret at redde din egen røv eller måske for at please så du kunne få dækket helt basale behov?
Så hør mig når jeg siger: DET ER IKKE NOGET AT SKAMME SIG OVER!
Tilgiv dig selv her.
Da vi var børn, så var vi fandme nødt til at redde vores egen røv!
Vi var 100 % afhængige af vores forældre. Så vi kunne få mad, så vi kunne få tøj på, så vi kunne lære hvordan man finder vej, både i livet men også sådan helt bogstaveligt. Verden var så stor og man var prisgivet hvis man blev væk fra mor og/eller far.
Så hvis vi var nødt til at lyve for at finde vej, for at få mad, for at blive passet på, for ikke at få tæsk, for ikke at blive lukket inde på et værelse, for ikke at blive psykisk terroriseret, for ikke at blive tavshedsstraffet eller for ikke at gøre mor eller far sure, kede, skuffede eller vrede, jamen SÅ VAR DET DET VI GJORDE!
Fordi vi ikke kunne gøre andet!!!
Så vi pleasede og vi løj.
For at få kærlighed. For at få anerkendelse. For at blive forstået. For at blive set. For at få mad. For at få lommepenge. For ikke at få bank. For ikke at blive overset. For ikke at blive efterladt.
For at få alle mulige behov dækket og for at undgå alle mulige lidelser!!!
Pludselig blev det en del af os. Det blev naturligt at please. Og lyve.
Og endnu værre.
Det blev naturligt for os, ikke at være os selv…
Vi tog en maske på…
Vi påtog os en rolle.
For at passe ind.
Alt sammen fordi vi ikke blev forstået som vi var.
Og fordi selv de mest velmenende forældre misforstod hvad det vil sige at ville sine børn det bedste…
Så dér stod vi.
Og følte os “forkerte”.
Fordi vores inderste ønsker og behov blev negligeret, forkastet og måske ovenikøbet latterliggjort.
Kan du kende det?
Kan du se hvilke områder du selv den dag i dag -som voksen- konstant tager en rolle på dig for at andre skal kunne lide dig?
Så dine børn skal kunne lide dig?
Så din kæreste/mand/kone skal kunne lide dig?
Så dine kollegaer skal kunne lide dig?
Så dine venner/veninder skal kunne lide dig?
Og kan du fornemme -nu vi kigger lidt på det- hvordan du hele tiden må overvåge hvert evigt eneste skridt du tager, fordi du er bange for ikke at blive accepteret eller elsket?
Jeg vil invitere dig til at tage masken af…
Smid superman/superwoman-kappen…
Glem alt om hele tiden at skulle gøre et godt indtryk på alt og alle…
Og begynd og mærk efter hvor f*nden du kan gøre dig glad.
Hvad er det du kan gøre for at gøre dig stolt af dig?
Hvad er det du kan ændre så du kan få glæde i tilværelsen?
For husk læser, du er ikke længere afhængig af andre…
Du kan godt selv.
Og du må gerne.
Og hvis alle ikke elsker dig for det, so be it…
Du har ikke brug for deres accept.
End ikke dine børns og din mands/kones.
Du har brug for din accept.
Så vil de andres komme som en helt naturlig følge…
Da vi var børn var vores muligheder meget mere begrænsede end nu hvor vi er voksne og kan klare os selv.
Så vi gjorde det vi gjorde FORDI ALTERNATIVET VAR IKKE AT FÅ DÆKKET DE MEST BASALE BEHOV.
Eller, det var i hvert fald det vi var bange for ville ske..
Nu hvor vi er voksne så har vi muligheden for at gøre den situation hvor alternativet er alt for forfærdeligt for os, til det sted hvor vi udvikler os.
Det kunne vi ikke som børn. Vi var mere afhængige fordi vi ikke kunne klare os selv.
Så når du nu -som voksen- står i en situation hvor alternativet bare ikke virker som en mulighed, så vil du rykke dig. Fordi det er du nødt til. Ligesom jeg gjorde da jeg valgte at kæmpe for min idé om at blive fotograf.
Men det behøver ikke vente til der hvor alternativet bare er for frygteligt.
Du kan godt gøre det nu. Hvis du vil.
Men du skal tro på det. Og du skal tro på at du kan.
Så hvis du vil, så kan du udvikle dig, vokse og ændre dig…
…Hvis altså ikke du griber til de gamle “naturlige” mønstre, med at lyve for dig selv, lyve for andre og please alle andre end dig selv for at få dækket dine behov eller for at få en følelse af at være elsket, værdsat og passe ind..
Men er det værdigt at leve i den rolle?
Gør det dig lykkelig, sådan rigtigt?
Grav ikke din egen grav.
Smid masken.
Gør dig fri.
Start med at forstå dig selv.
Hvem er du læser? ❤
Elsker du den du er?
Oprigtigt?
PS.
Husk, at når nogle råber “Se mig!”, og giver dig en følelse af irritation eller vækker din lede og foragt, så har det menneske faktisk et inderligt ønske om at blive forstået.
Ikke om at irritere.
Og dette menneske har med al sandsynlighed lidt under ikke at blive set og forstået af de vigtste mennesker i vedkommendes opvækst.
Og derfor leder dette menneske hele tiden efter andres opmærksomhed. (Lige indtil den dag han/hun indser at de slet ikke har brug for andres accept, men blot sin egen)
Prøv næste gang du oplever dette, om du kan se hele mennesket.
Undersøg om der er en historie der kan give dig forståelse for dette menneskes “irriterende” adfærd…
Måske kan du lære noget om dig selv også?
Om ikke andet, så send personen kærlighed, bare i tankerne.
Lad være med at vend øjne. Undlad at reagere med irritation og foragt. Og bare send et kram i tankerne.
Og mærk så lige hvad der sker med dig selv og med din irritation når du gør det…
YEAH!
❤
ET MENNESKE DER INSPIRERER MIG
Sig “Hej” til Prince Ea.
Han inspirerer mig BIG TIME, derfor vil jeg dele ham med dig. (Klik på billedet for at se videoen)
Jeg følger ham alle vegne: Twitter, Instagram, Facebook og YouTube, og jeg ELSKER hans budskaber.
Næsten alle hans videoer rører mig, denne er ingen undtagelse.
Pointen i denne video er “forståelse” og hvor vigtigt det er at vi prøver at lære at forstå hinanden.
Min pointe, med det jeg laver, og med mailen i dag, det er at vi skal prøve at lære at forstå os selv…
For som jeg ser det, er det, dét der hele humlen.
Jo mindre vi forstår os selv, jo mindre kan vi forstå andre… Jo mindre har vi nemlig overskud og ressourcer til at prøve at forstå andre og hvor de kommer fra.
Fordi vi kæmper med os selv.
Her kan man igen bruge sætningen: Sårede mennesker, sårer mennesker.
Jo sværere vi har det med os selv og vores situation, jo kortere lunte har vi overfor andre. Medmindre de er i samme båd som os.
Jo mere kaos og problemer der er inden i os, jo mere har vi brug for at nedgøre andre, hade andre, bebrejde andre og hævde os overfor andre.
Og det eneste vi har brug for er egentlig kærlighed fra andre.
Hjælp fra andre.
Forståelse fra andre.
Omsorg fra andre.
Andre kan nemlig bidrage til at løse vores problemer, ved at forstå vores kaos. De kan lindre vores smerte ved at elske os som vi er. Men vi ved ikke engang selv hvem vi er, og vi elsker ikke engang selv os selv…
Så istedet sender vi had ud…
Fordi vi ikke ved hvordan vi ellers skal udtrykke det når vi bliver skuffede, sårede, bange eller fortvivlede.
For vi har ikke lært det, og vi hader os selv for at blive skuffede, sårede, bange og fortvivlede…
Og derfor får vi had tilbage…
Og ingen forståelse, og ingen kærlighed, som var det vi egentlig havde brug for…
Så når fortvivlelese bliver til vrede, vrede bliver til bebrejdelse og bebrejdelse bliver til had, så bekriger vi krig med krig og får mere krig.
Hvad enten det foregår i vores indre univers eller i det ydre.
Og hvad enten det foregår mellem to mennesker eller to lande, eller mellem to religioner eller to politiske overbevisninger…
Nøglen til DET HELE er, at vi ikke forstår hinanden.
Hvis vi vil ændre på denne her verden, og alt det forfærdelige der sker, så er vi nødt til at starte med at ændre os selv.
Første step er at vi lære at forstå os selv, og lære at forstå hvad vi egentlig føler og lære at mærke hvem vi oprigtigt selv er…
Fundamentet for dette arbejde er, at vi elsker os selv.
Og vi kan kun elske os selv hvis vi behandler os selv ordentligt.
For hvis vi ikke behandler os selv ordentligt, så kan vi ikke stole på os selv.
Og hvis vi ikke kan stole på os selv, så kan vi ikke elske os selv.
Forstår du?
❤
Næste søndag kigger jeg på hvordan vi identificerer hvad vi egentlig føler og hvordan vi kan lære af vores negative følelser!
DET BLIVER STORT!
😀
Så læs med næste søndag.
❤❤❤
