Når man rammer den dybeste afgrund kan det være umådeligt svært at se lyset… Fotograf: Hanne Paludan Kristensen
Jeg sidder bare og hulker.
Jeg har ramt den dybeste afgrund.
Og jeg kan ikke få øje på lyset.
Det er ikke “bare” det med tabet af et ufødt barn. Det er meget mere end det.
Jeg ved nærmest ikke hvor jeg skal begynde.
Hvad er meningen med livet? Hvad er meningen med mit liv?
Jeg har så ondt indeni at jeg ikke kan holde ud at være i mig selv. Jeg vil bare gerne ud, og væk. Væk fra det hele. Starte forfra.
Min sjæl, mit sind og min krop er helt smadret.
Jeg er selvstændig, så meget af mit liv går op i arbejde. Alt for meget arbejde. Jeg har aldrig fri. Jeg er altid på. Jeg skal altid svare på mails. Der er hele tiden ting jeg skal tage stilling til.
Når jeg er ked af det kan jeg ikke lade det smitte af på mit møde eller min korrespondance med mine kunder. Jeg er bare nødt til at opføre mig som om intet var hændt, der skal sendes svar-mails med smileys, gives gode råd og vejledning til potentielle kunder, laves tilbud til samme, opdateres hjemmesider og lægges “spændende nyheder” ud på de sociale medier, fordi ellers kan jeg dreje nøglen indenfor en måned.
Og jeg gør også alle de her ting. Og dét på trods af at jeg -mentalt- er langt nede i et dybt, sort hul som jeg ikke kan komme op af.
Og det tager rigtigt meget af min tid. Og fritid. Jeg holder aldrig fri. Heller ikke når der i perioder ikke ret meget at lave. Altså af det der giver smør på brødet. For der er jo altid noget jeg kan lave. Jeg har en alenlang to-do-liste som giver mig dårlig samvittighed hver eneste dag.
En af de perioder, med meget lidt af det man tjener til dagen og vejen på, oplever jeg i skrivende stund. Det er dybt frustrerende. Særligt oven i al den sorg og ærgrelse over -den nu fjerde- abort.
Det gør mig ked af det.
Rigtigt ked af det.
Er jeg ikke god nok?
Er det ikke godt nok det jeg laver?
Har jeg bare ikke rundsave nok på albuerne?
Jeg får ondt i maven.
Jeg bliver trist.
Jeg bliver bange.
Jeg kan ikke give mig selv løn.
Jeg kan heller ikke ligge mig ind i min seng og tude hele dagen i fosterstilling og bare lukke verden ude, selvom det er det jeg har allermest lyst til.
Jeg har lyst til at ligge mig syg og bare give mig selv tid til at sunde mig og komme ovenpå, men det kan jeg ikke, for så kommer der slet ikke “gang i forretningen”. Der er kun mig i virksomheden . Alting hviler på mig.
Men jeg er så ked af det at jeg ikke orker noget som helst.
Andet end bare og sidde her og hulke.
Min forretning er totalt på vej imod afgrunden, og jeg selv lige så…
Hvis ikke vi var to, så måtte jeg opsige min lejlighed og flytte hjem til min mor.
Det har jeg prøvet før. Det var under finanskrisen. Fra den ene dag til den anden var der intet at lave. I månedsvis. Jeg havde ingen kæreste, så der var ingen der kunne spæde til i husholdningskassen, og jeg måtte til sidst gå fra hus og hjem. Det betød at jeg måtte forlade alle min ejendele, fremleje min lejlighed, pakke lidt tøj i poser, flytte ind hos min mor og bo på et 8 kvadratmeter “stort” værelse på en madras på gulvet, og dét med mine to katte og en kattebakke. Sådan boede jeg i 5 måneder. I en alder af 35.
Det var så ydmygende.
Efter de 5 måneder på de 8 kvadratmeter -med katte og kattebakke- fik jeg muligheden for at fremleje min lillebrors lejlighed. Det gjorde jeg i et års tid og så fik jeg til sidst min egen lille lejlighed i noget socialt boligbyggeri.
Total deroute.
Den lejlighed jeg havde måtte forlade og fremleje ud til fremmede havde været mit hjem i mere end ti år, og pludselig blev den roden til alt ondt. Om ikke andet til økonomisk ruin. Jeg havde lige lagt den sammen med en anden lejlighed året før, og nu hvor der ikke kom jobs ind havde jeg ikke råd til at bo i den, og jeg kunne ikke komme af med den. Det var en dyr andel og der var finanskrise i Danmark.
Det var et sandt helvede.
Et økonomisk mareridt.
Der gik over to år før jeg fik den solgt. Solgt med et kæmpe underskud. Det betød at jeg stiftede en stor gæld, og den blev -selvom den jo oprindeligt var et boliglån- lige så fint konverteret til et forbrugslån da lejligheden blev solgt.
Tillykke med din nye “forbrugsgæld” til 11,75% i rente!
Retfærdigheden her kan være svær at få øje på.
Men jeg overlevede og min forretning overlevede.
I dag er jeg ude af min gæld og jeg kommer ikke til at havne på mit gamle børneværelse hos min mor, for nu er vi heldigvis to…
Apropos at være to…
Jeg havde en forestilling om at hvis jeg skulle gå hen og abortere igen, som jeg gjorde i 2011 så ville det være langt nemmere nu hvor jeg har en kæreste end da jeg var alene.
Det er det ikke…
Snarere tværtimod…
Jeg er ude af stand til at forklare min kæreste hvad jeg har brug for…
Og han er ude af stand til at forstå/fornemme/gætte hvad jeg har brug for…
Han er slet ikke lige så ked af det som jeg er.
Hvis han er, så viser han det ikke.
Da vi kom til kontrolskanning (en form for tryghedsskanning som jeg selv havde bedt om at få) i mandags d. 16. februar 2015, var min reaktion måske også lidt mærkelig når jeg tænker nærmere over det…
Jeg var i uge 10+5 og skanningen viste at fosteret var dødt, formentlig i uge 7+5 (Og ved skanningen i uge 7+1 så alt ellers fint ud)
Det eneste jeg sagde var: “Jeg vidste det bare!”
Jeg kunne mærke blodet hamre rundt i kroppen så jeg blev helt varm i ansigtet.
Jeg kunne mærke en kæmpe klump i halsen, så jeg sagde ikke mere end det, for så ville man kunne høre på mig at jeg var lige ved at bryde sammen.
Jeg sagde absolut ingenting.
Jeg blev bare iskold.
Utilnærmelig.
Jeg har nok virket mere sur end ked af det, men i virkeligheden havde jeg bare lyst til at bryde tudende sammen. Lige dér. På stedet. Tudbrøle.
Men det gjorde jeg ikke. Jeg sagde ikke noget. Kun “Jeg vidste det bare!”
Min kæreste som selv synes han er ukuelig optimist kiggede på mig med et skævt smil og sagde noget i retningen af “Hvorfor gjorde du det?” eller “Hvad mener du med det?” med et tonefald som lød som om at han mente at det kunne jeg da ikke sådan have vidst på forhånd.
Jeg kiggede bare surt på ham og sagde at han fandme ikke skulle sidde der og smile!
Jeg var så ked af af det at jeg var ved at gå helt op i limningen og så kommer han der med sin pladderoptimisme! Jeg kunne slet ikke holde det ud.
Vi har aldrig rigtigt fået snakket om det. Min fornemmelse er at han er videre nu. Nu er der jo også gået nogle dage ik’, så er der ikke grund til at koge mere suppe på det.
Det siger han naturligvis ikke. Men det føles som om at han tænker sådan. Uden at jeg ved noget som helst om hvad han tænker. Han deler det ikke med mig. Jeg har prøvet at dele nogle af mine tanker. Men jeg tror ikke han forstår dem. Jeg får i hvert fald ikke den forventede reaktion.
Og jeg er ikke videre. Jeg er slet ikke videre. Jeg har ikke brug for at tale med en psykolog. (Det kunne han nemlig godt finde på at foreslå, og sikkert i en god mening) Jeg har brug for at tale med ham og brug for at han forstår mig. Jeg har også brug for at vide hvordan han har det.
… Medmindre han har det helt fint… Så tror jeg sgu’ ik’ jeg gider at vide det. For så er jeg jo helt alene…
Jeg snakkede med en veninde om det i telefonen.
Hun sagde at det mest optimale ville have været hvis han var brudt sammen og havde grædt efter skanningen i mandags.
Så jeg kunne se at han blev ked af det. At det rørte ham. At det også var hans drøm der brast.
Jeg tror hun har ret. Det ville faktisk være dejligt hvis jeg kunne fornemme at det her også er hårdt for ham.
Det er som om han er ked af det på mine vegne. Men er han slet ikke selv ked af det??!
I dag, lørdag, er han på arbejde hele dagen og bagefter skal han i biffen og så i byen med nogle venner.
Jeg fatter det ikke. Jeg fatter ingenting. Og jeg er ude af stand til at sige til udtrykke hvor nederen jeg synes det er.
Jeg gider ikke lyde bebrejdende.
Jeg gider ikke være hende den patetiske kæreste.
Så jeg siger ingenting…
…Jeg forstår bare ikke hvorfor han har lyst…
Han kommer hjem efter at have været væk på arbejde hele dagen. Han ser mig sidde fuldstændigt i opløsning på sofaen. Han kommer over og sætter sig lidt ved mig og holder om mig…
…Men kun for en stund… Så smutter han i byen…
Dét ville jeg aldrig have gjort hvis det var ham der var så ulykkelig. Aldrig. Det er det der er så svært at forstå. Hvordan kan han? Er han ligeglad?
Jeg fatter det ikke. Jeg fatter ingenting.
Jeg er holdt op med at tage telefonen. Jeg kan ikke overskue at tale med nogen.
Jeg føler mig utaknemmelig.
Jeg har så mange dejlige veninder der står klar i kulissen.
De vil gerne høre hvordan jeg har det.
De vil gerne hjælpe.
De vil gerne snakke.
De vil gerne være der.
Men jeg kan ikke tage imod…
Jeg kan ikke holde mig selv ud.
Jeg kan ikke holde tilværelsen ud.
Jeg har ramt afgrunden. Jeg kan slet ikke se frem for mig.
Er totalt indhyldet i en tæt tåge af selvmedlidenhed.
Nogen mener at det hjælper at få grædt ud.
Men hvornår har man grædt ud?
Hvornår slutter det?
Og hvorfor føles det bare som om jeg får det værre?
Mit liv er bare arbejde, arbejde, arbejde og aldrig fri.
Når der så endelig er lidt stille, så jeg kan slappe lidt af, så kan jeg ikke give mig selv løn og jeg kan ikke bidrage til husholdningen.
Jeg har brugt alle mine sparepenge på at fremme min forretning men det har ikke virket.
Mandag får jeg dårlige nyheder ved en skanning
Tirsdag får jeg foretaget en kirurgisk abort.
Lørdag smutter min kæreste i byen med vennerne.
Jeg har ikke lyst til at leve på denne her måde, men jeg har ingen idé om hvordan jeg skal lave om på det.
Jeg har ikke lyst til at mit arbejde skal fylde så meget og være så krævende og samtidig give rungende underskud.
Jeg vil gerne vende den til en overskudsforretning der ikke kræver mere end 37-40 timers arbejdsuge.
Hvordan aner jeg ikke.
Jeg ønsker mig brændende at stifte en familie med min kæreste, men som det ser ud nu får jeg måske aldrig den glæde.
Jeg ville ønske jeg var i stand til at udtrykke overfor min kæreste hvad jeg har brug for fra ham, og jeg ville ønske at han også kunne mærke den sorg som jeg mærker. Ikke fordi jeg ønsker at påføre ham sorg og smerte, men fordi jeg har brug for at vide at vi er to om det her. At jeg ikke er alene. At jeg ikke er den eneste der er ked af det.
Jeg har det som om jeg sidder i et sort, sort fangehul som jeg ikke kan slippe ud af….
/Hanne <3
Jeg har stadig mine små dejlige katte -og kattebakken- det er mine små børn. Fotograf: Privatfoto
