Utroskab…
Det er nok et af de største tillidsbrud et parforhold kan byde på, men desværre er det noget der sker i rigtigt mange forhold.
Vi kan allesammen begå fejl, og utroskab er en af dem, og jeg mener helt bestemt at der skal være plads til tilgivelse…
Særligt hvis den der har brudt tilliden med utroskab gør sig umage for at genopbygge tilliden og vinde sin partners kærlighed tilbage ikke bare ved at udtrykke anger, men også ved at vise dig respekt, omsorg og oprigtig interesse for at redde forholdet.
Ofte sker det desværre bare at utroskaben fortsætter i baggrunden, på trods af løfter om det modsatte.
Tomme løfter.
Tomme ord.
Der er stor forskel på at begå en fejl, og på at foretage gentagne tillidsbrud og systematisk nedbryde den anden med løgne, svig og bedrag.
Der kan være mange årsager til at utroskab opstår, men det handler som regel om at der er nogle behov hos den utro der ikke bliver mødt.
Enten fordi vedkommende ikke selv er i stand til at udtrykke hans/hendes behov eller fordi at partneren ikke kan eller vil imødekomme dem.
Det kan være alt fra beundring, sex, lidenskab, spænding, nærvær og samhørighed til opmærksomhed, værdsættelse, taknemmelighed eller fællesskab man føler mangel på i sit parforhold og som i sidste ende kan lede til utroskab.
Og når det pludselig en dag kommer frem i lyset enten fordi den utro bliver opdaget eller vedkommende selv fortæller det, så er det enten starten på slutningen, eller også er det begyndelsen på en ny start og måske fundamentet for et stærkere og sundere forhold med mere forståelse.
Men betingelsen for at det ikke bliver begyndelsen på enden, er at man finder ud af hvad årsagen er, og arbejder ud fra det.
Sammen!
Hvis man kæmper alene, så er kampen tabt på forhånd.
I rigtigt mange tilfælde med utroskab, der kæmper den der er blevet forrådt, en hjerteskærende kamp, helt alene.
Og skal jeg sige dig hvorfor?
Fordi man har tilladt det gennem hele forholdet…
Man har ladet den utro trampe på sig, lyve for sig, bedrage, snyde og manipulere en igen og igen, uden at det har haft nogle konsekvenser.
Måske fordi man var bange for at miste?
Måske fordi man ikke troede man var mere værd?
Måske fordi man fik overbevist sig selv om at man selv var ude om det?
Hvis det her kunne være dig, så har du formentlig ikke mange stumper selvværd tilbage. Og højest sandsynligt havde du ikke ret meget i forvejen eftersom du har tilladt din udkårne at trampe på dig.
Jeg snakker ikke om den utroskab man ikke havde nogen anelse om foregik, jeg snakker om den utroskab man inderst inde godt er klar over sker, men som man vælger at “ignorere” fordi det er for smertefuldt eller fordi man ikke kan overskue konsekvenserne for en konfrontation.
Står du i denne her situation. så har du formentlig også brugt rigtigt mange penge på terapi, psykologbesøg og måske også på alternativer som clairvoyance, hypnose, håndlæsninger og hvad ved jeg, hvor den bedste investering måske i virkeligheden havde været de 420,- kroner det koster at søge om skilsmisse hos statsforvaltningen!
Misforstå mig ikke, jeg er KÆMPE fan af at man kæmper for sit forhold, for hinanden og for kærligheden og ikke bare giver op, men jeg er ikke fan hvis ikke begge parter kæmper og hvis ikke begge parter er indstillet på ændringer.
Hvis det kun er dig der kæmper, så er det en ulige kamp.
Og det er ikke værdigt.
Jeg ved -om nogen- at slutningen på et forhold kan være begyndelsen på et helt nyt kapitel i ens liv, og endda et meget bedre kapitel.
Et hvor man selv har skrevet manuskriptet og hvor man selv har hovedrollen.
I forhold med vedvarende utroskab er det som regel den utro der indtager hovedrollen og dominerer scenen med sine notoriske løgne.
Og det sker fordi man lader det ske…
Og nogle mennesker lever i forhold med utroskab i årevis, og til sidst ender de med at være en skygge af sig selv.
Frygten for at miste har fuldstændigt overskygget enhver form for dømmekraft, udslettet al selvrespekt, nedbrudt al selvværd og elemineret modet til at værne om sit eget værd og få sagt fra.
Jeg ved, at rigtigt mange gerne vil ud af disse forhold, ikke bare dem med utroskab, men dem der er fyldt med løgne, manipulation og svigt og som kun bidrager til usikkerhed, frygt og sorg, men som ikke kan finde ud af at komme ud af dem.
Fordi man er bange for at fortryde, bange for hvordan partneren vil reagere, bange for hvad fremtiden vil bringe, bange for at være alene og konsekvensen er et liv der er gået i stå, et liv der ikke rigtigt leves men bare overleves.
Er det rimeligt?
Det er en meget høj pris at betale i hvert fald…
Hvad kan man gøre for at komme videre i sådan en situation?
Først og fremmest, så må man tale sammen.
Man er nødt til at finde årsagen til utroskaben, eller til hvad det nu ellers måtte være man har af problemer i sit forhold.
For, før man finder årsagen til det, kan man jo heller ikke gøre noget ved det…
Roden til løsningen ligger jo begravet der…
Det er også ved at få talt tingene igennem at man kan finde ud af om man overhovedet har lyst til at være sammen mere.
Hvis de behov ens partner har, ikke er nogen man kan eller vil tilfredsstille, så er man jo lige vidt. Derfor er man nødt til at finde frem til årsagen. Ellers sker det igen. Og igen.
Og hvis ikke man kan tale sammen, så skal man slet ikke være sammen…
Kommunikation er helt centralt hvis et forhold skal kunne fungere.
Jeg kan godt forstå hvis man bliver bange eller får helt ondt i maven ved tanken om at gå fra sin partner, men her kommer lige en lille øvelse som jeg synes du skal prøve, hvis det her er noget du kan nikke genkendende til.
Du skal stille dig selv nogle spørgsmål:
Hvorfor får jeg ondt i maven af at tænke på brud/skilsmisse?
Hvad er jeg bange for?
Økonomi?
Børnene?
Ensomhed?
At fortryde?
At du ikke kan finde ud af at være alene?
At du ikke kan finde en ny?
At du ikke kan finde dig selv?
Når du har fundet ud af hvad det er du er mest bange for, så spørg:
Hvad er det værste ved at xxxx sker?
Hvad er det værste der kan ske mig hvis xxxx sker?
Og lur mig, hvis du virkelig kører den helt ud, og bliver ved med at spørge “jamen hvad er så det værste der kan ske ved dét?”, så er det faktisk slet ikke så slemt som du forestiller dig.
Særligt ikke hvis du sætter det op imod resten af livet i et forhold der nedbryder dig.
Husk på, at hjernen er indrettet sådan at den bekymrer sig om alle potentielle trusler, fordi den er designet til at skulle holde dig i live, og enhver ting eller situation der er ny, er som udgangspunkt en potentiel trussel.
Derfor er vi tilbøjelige til at vælge det vi kender. Selvom det er skidt for os. Og det er derfor vi bliver hængende i disharmoniske, usunde parforhold.
Og vi får ondt i maven af at tænke på det vi ikke kender, fordi vi ikke helt kan tænke konsekvenserne til ende.
Men der kan det altså hjælpe at stille sig selv en masse spørgsmål.
Hvis jeg skulle spørge ind til mig selv dengang jeg stod i min egen krise, så ville det se nogenlunde sådan her ud:
?: Hvorfor er jeg så ked af det?
!: Fordi jeg mister en der elsker mig.
?: Men elsker han dig hvis han forlader dig?
!: Nej…
?: Hvorfor er du så ked af det?
! Jeg er bange for ikke at finde en der elsker mig lige så meget som han gjorde engang, og en som jeg kan elske ligeså meget som jeg elskede ham.
?: Hvad er det værste der kan ske hvis du ikke finder sådan en igen?
!: At jeg bliver ensom og aldrig føler mig elsket.
?: Er der da ikke andre mennesker i dit liv der elsker dig?
!: Jo…
?: Forsvinder de?
!: Nej…
?: Så hvordan vil du kunne blive ensom?
!: At have venner og familie er ikke det samme som at have en kæreste, så jeg ville føle mig ensom på dét punkt…
?: Hvad er det værste ved ikke at have en kæreste, og føle sig ensom på dét punkt?
!: At jeg ikke føler mig elsket og jeg føler mig værdiløs.
?: Hvorfor føler du dig værdiløs uden en kæreste?
!: Fordi jeg tænker at hvis ingen vil være min kæreste, så må det være fordi jeg ikke er noget værd.
?: Hvem har fortalt dig det?
!: Det er bare noget jeg selv tænker…
?: Hvorfor tænker du det?
!: Fordi alle andre har en kæreste.
?: Alle?
!: Nej, næsten alle…
?: Hvad er det værste ved at næsten alle andre har en kæreste?
!: At de ikke har tid til mig og at jeg så ikke har nogle at rejse med og have oplevelser med.
?: Hvad er det værste ved at de ikke har tid og at du ikke har nogle at rejse med?
!: At jeg skal gøre det alene.
?: Hvad er det værste ved at gøre den slags alene?
!: Det ved jeg ikke… At jeg ikke kan dele det med nogen…
?: Hvad er det værste ved at du ikke kan dele det med nogen?
!: At jeg føler mig værdiløs, ensom og uelsket
?: Hvad er det værste ved de følelser?
!: At jeg har det dårligt og er ked af det hele tiden
?: Og hvad er det værste ved at være ked af det og have det dårligt, dør du af det?
!: Nej…
Og sådan kunne jeg blive ved, men ingen af mine svar endte med “det dør jeg af”, så i bund og grund var det ikke så slemt…. Selvom det føles slemt…. Men jeg dør ikke, og så længe jeg ikke dør af det, så er der håb.
Man kan gøre det der med at afslutte et forholde meget værre end det er, hvis man vil…
Og helt glemme hvor nedbrydende det er at være i forholdet… hvis man vil…
Jeg kunne godt have svaret endnu mere opgivende og sortseende på spørgsmålene end i eksemplet ovenfor… Det vælger jeg jo selv.
Og det er humlen i det hele.
Livet er 10 % det der sker for os og 90 % den måde vi reagerer på det på…
Vi vælger selv hvordan vi vil reagere.
Jeg ved ikke hvad fremtiden bringer, jeg kan derfor på ingen måde kende konsekvenserne af at min kæreste går fra mig, men jeg kan forestille mig scenarier der er katastrofale…
Men…
Jeg kan også lade være!
Kan du se det?
Du kunne også begynde at spørge dig selv:
“Er det sandsynligt at xxx?”
F.eks. “Er det sandsynligt at jeg aldrig møder en igen?” eller “Er det sandsynligt at jeg ender som ensom resten af livet?”
Til det vil svarene nok være: “Næh…”
Endnu bedre, så kan du begynde at spørge dig selv:
“Hvad er det BEDSTE der kan ske hvis xxx?” og “Hvad kunne løsningen være på xxx?”
Det kunne se således ud hvis det var mig:
?: Hvad er det bedste ved at jeg har mistet min kæreste?
!: At jeg en dag får lov til at være nyforelsket igen en dag.
!: Jeg får chancen for at skabe et nyt forhold der indeholder alt det jeg savnede i det gamle.
?: Hvad er det bedste ved at være alene?
!: At jeg har frihed til at gøre de ting jeg har lyst til, præcis når jeg har lyst og i det omfang jeg har lyst.
!: Jeg kan bruge mere tid på venner og veninder.
!: Jeg kan genoplive gamle interesser og hobbyer som jeg ikke havde tid til da jeg var i et forhold.
!: Jeg kan lære en masse om mig selv ved at foretage mig ting alene.
!: Jeg kan blive mere selvstændig
!: Jeg møder nemmere nye mennesker når jeg rejser alene.
!: Jeg kan tage af sted på retreats, semniarer og grupperejser, som er oplevelser jeg ikke ellers ville have fået.
?: Hvad kan løsningen være når jeg føler mig uelsket og værdiløs?
! At jeg arbejder med mig selv og gør mig uafhængig af andre for at føle mig værdig og elsket.
?: Hvad er det bedste der kan ske ved det arbejde?
!: At jeg bliver et helt nyt menneske og får skabt et fundament for endnu mere lykke i mit liv end jeg nogensinde havde turde forestille mig.
?: Er det sandsynligt at jeg ender med at være ensom og alene resten af livet?
!: Nej.
?: Hvad er det bedste ved at næsten alle andre har en kæreste?
!: Jeg kan lære hvad jeg ønsker mig -og ikke ønsker mig- af et forhold, ved at se på dem jeg kender der er i parforhold.
Måske du skulle prøve at lege denne her lille leg hvis du lever i et forhold du dybest set gerne vil ud af…?
Først stil dig selv en masse “hvad er det værste der kan ske” spørgsmål, og kog bare en masse suppe på det, giv det en hel time, og se som om nogle af dem på noget tidspunkt ender med et svar der siger du vil dø af det…
Det er nok ikke særligt sandsynligt…
Og bagefter så vender du det om til “hvad er det bedste der kan ske hvis xxx?”
Og dén leg fortsætter du så med at dyrke. Ikke bare en time, ikke bare en dag, eller en uge. Men hver dag, hver uge, hver måned, hele året, resten af dine dage!
Det er muligt at du kan finde på en masse undskyldninger for hvorfor din partner er som han/hun er og gør som han/hun gør, og at du kan helt sikkert finde mange gode, plausible forklaringer på din partners adfærd når du læser selvhjælpsbøger eller går i terapi, men pas på at du ikke går i terapi for ham/hende.
Du skal ikke gå i terapi for at finde ud af “hvad der er galt med ham/hende” men for at finde ud af “hvad der er rigtigt ved dig”.
Det er fint at gå i terapi og søge viden og svar på spørgsmål, for så får man jo et grundlag for bedre at forstå hvorfor andre mennesker er som de er, og reagerer som de gør, men vigtigst af alt, er det selvfølgelig at lære hvorfor man selv er som man er og hvorfor man selv gør som man gør, så man kan ændre de mønstre hos en selv der ikke gavner længere.
Og det er det eneste man kan -og skal- gøre.
Ændre sig selv.
Du kan -og skal- ikke ændre din partner. Det skal han/hun selv, og hvis han/hun ikke viser interesse for det, og intet foretager sig, så må han/hun betale det, det koster, og det er, at I to ikke længere skal samme vej.
Punktum!
Hvis ikke begge parter er indstillet på at ændre sig så vil problemerne fortsætte…
Inden du sætter dig for beslutningen om at blive og kæmpe for dit forhold/ægteskab, så husk at spørge dig selv:
Har jeg lyst?
Er det helt oprigtigt det jeg vil?
Eller er det manglende selvkærlighed og lavt selvværd der taler?
Det ved kun du.
Du må mærke efter om du bare er bange for at skulle gå igennem kærestesorg eller om du oprigtigt har lyst til at blive.
Husk kærestesorg er midlertidig, det er et helt liv med løgne, bedrag og svigt ikke…
Så når du spørger dig selv om hvad du har mest lyst til, skal du altså passe på at du ikke lyver for dig selv, blot fordi du er bange for det ukendte.
Det ukendte er ikke farligt, og med al sandsynlighed, så dør du ikke af det. Du kan allerhøjest lære noget nyt.
Vid at du ikke ender som en ensom vagabond, i en papkasse i rendestenen uden en krone på lommen til mad og drikke og uden et eneste menneske at snakke med.
Det kan du nok godt selv komme frem til, og det må du lige huske dig selv på, selvom det lyder fjollet.
Men det er grundlæggende set det, der gør at vi bekymrer os og er bange…
…At vi ikke overlever…
Fordi vi kommer til at miste kilden til vores mest basale menneskelige behov, som ikke bare skal sikre os vores overlevelse, men også give vores liv mening.
Men en kæreste/mand/kone er ikke eneste mulighed for at få opfyldt basale menneskelige behov, og en kæreste/mand/kone er ikke den eneste kilde til noget der ligner en mening med livet…
Hvis vi med den lille spørgsmåls-øvelse bliver ved med at spore tilbage og fortsætter med at spørge ind til vores værste frygt, så handler det i bund og grund altid om at vi er bange for at få mindre af, eller helt miste et eller flere af følgende:
Hvis du kigger op på nogle af de svar jeg har givet da jeg lige lidt random spurgte ind til mig selv længere oppe i mailen, så handler de meget om de behov jeg lige har nævnt, og det her var blot det jeg lige hurtigt kunne komme op med nu her 2,5 år efter mit eget brud hvor jeg jo har det godt og er gladere end jeg nogensinde har været før.
Men i forsøget på at huske tilbage på hvordan jeg havde det, så afspejler mine svar stadigvæk at jeg var:
Hvilket alt sammen falder tilbage på de 6 basale behov jeg lige nævnte (Som i øvrigt er Tony Robbins version af Maslows gamle behovspyramide)
Men når alt kommer til alt, så er der ikke noget at være bange for…
For jeg bliver ikke ensom hvis bare jeg rækker ud efter andre.
Jeg er ikke værdiløs bare fordi jeg ikke har en kæreste.
Det er ikke farligt at gøre ting alene, faktisk kan det være utroligt givende og åbne mange nye døre.
Jeg vil altid kunne dele og bidrage, også selvom jeg ikke lige har en kæreste og jeg er bestemt ikke ubetydelig eller uelsket, fordi jeg ikke har en kæreste.
En kæreste er ikke målestokken for mit værd.
Måslestokken for mit værd, den er præcis det jeg sætter den til…
Og er der noget mit parforholdsbrud har lært mig, så er det det.
Jeg fandt ud af, at den eneste kærlighed jeg manglede, var kærligheden til mig selv, og at det var manglen på den der skabte følelsen af værdiløshed og ensomhed.
Så lov mig at du lige mærker efter en gang.
Hvad har du lyst til?
Hvem sætter målestokken for dit værd, gør du eller gør din partner?
Min fornemmelse er, at rigtigt mange lader andre sætte målestokken for deres værd, og at dem de lader sætte målestokken har en tilbøjelighed til at sætte den utroligt lavt!
Gør du også?
Så skulle du måske tage målestokken i egen hånd nu?
Husk, vi er her ikke for at finde ud af hvem vi er, men for at skabe den vi gerne vil være…
Hvis du ikke vil være ham/hende du er nu og ikke ønsker at være sammen med din kæreste/mand/kone længere, så er det din beslutning at træffe.
Også selvom det er svært.
Du kan ikke leve dit liv på beslutninger der er baseret på medlidenhed eller frygt og du kan heller ikke leve dit liv for kun at opfylde din partners behov…
Og hvis der er utroskab i forholdet, så er det imidlertid et ret tydeligt tegn på at det alligevel ikke er lykkes at opfylde de behov din partner måtte have.
Du er nødt til at finde ud af hvordan dine egne behov bedst kan blive opfyldt først.
Og du er nødt til at finde ud af om din partners behov er nogle du kan og vil dække…
Vid at du er ikke alene, men husk at det trods alt er dig der er kaptajnen på dit skib, så du bestemmer destinationen…
Og husk, det er også dit valg og dit ansvar hvis du bare lader dit skib ligge for anker og aldrig vover dig ud på de store brusende have og får lidt små-skræmmer til gengæld for en masse fantastiske oplevelser.
Dit valg.
Kæmpe krammer og god søndag
/Hanne ❤
