Nogle gange føler man sig så ene og alene, som var man havnet på en øde ø. Fotograf: Hanne Paludan Kristensen
Så gik der lige nogle dage før jeg fik skrevet her på bloggen…
Jeg vil gerne fortælle Jer hvorfor…
Det skyldes at jeg totalt ramte afgrunden, som jeg også beskrev i mit seneste indlæg. Jeg var simpelthen ikke i stand til at sætte mig ned og skrive. Så selv om skriveriet i og for sig er en slags selvterapi, så var jeg slet ikke i stand til at samle mig om at skrive. Der var for meget andet på spil.
Noget der krævede min opmærksomhed.
Mit parforhold.
Mit eneste, stærke holdepunkt her i livet lige pt.
Problemet var ikke kun min nu fjerde abort, men også det faktum at det går dårligt i min virksomhed -jeg tjener ganske enkelt ingen penge for tiden- og det er dybt frustrerende at måtte forholde sig til oven i sorgen over at miste et ufødt barn, og frygten for at det aldrig lykkes.
Samtidig følte jeg mig svigtet af min kæreste som gik i byen til kl 07:30 om morgenen, mens jeg sad herhjemme og var ulykkelig.
Jeg forstod det simpelthen ikke. Jeg kunne ikke forstå at han havde lyst til at feste og jeg kunne ikke forstå at han nænnede at gå fra mig.
Jeg tænkte ikke over at det hele også kan være svært at tackle for ham.
At han kunne have brug for at komme væk fra den grædende kæreste.
Få lidt luft fra det hele.
(I et af mine kommende indlæg vil jeg prøve at beskrive forskellen -som jeg oplever den- på at være i fertilitetesbehandling som single kontra at være i fertilitetsbehandling i et parforhold. Jeg har nemlig prøvet begge dele.)
Når jeg føler mig svigtet går jeg helt i baglås. Det skyldes alle mulige svigt fra min barndom, som jeg ikke vil trætte Jer med her.
Faktum er at det er noget der sidder dybt i mig, og jeg reagerer voldsomt når jeg føler svigt fra dem der står mig aller nærest. Dem der “burde” elske mig ubetinget og dem som skal “passe på mig” og være der for mig, altid.
Min reaktion er at jeg skubber dem jeg føler mig svigtet af, fra mig.
Det gjorde jeg også med min kæreste.
Jeg sagde til ham at vi ikke var kærester mere, og at jeg hadede ham, alt i mens jeg tudbrølede.
Jeg mente det naturligvis ikke!
Jeg var desperat for at få en reaktion. Jeg ville bare gerne høre ham sige at jeg ikke måtte forlade ham og at han elskede mig.
Men det sagde han ikke.
Han sagde ingenting og trak bare på skuldrene. Det var virkelig ikke det jeg havde brug for, og jeg blev bare mere og mere desperat, panisk og ked af det.
Pludselig bliver det hele vendt på hovedet og han meddeler at han slet ikke ved hvad han føler længere, og at han føler sig kvalt og er træt af brokkerier og at han var gået i byen fordi han havde brug for luft.
Nu stod jeg så dér med en kæreste der sagde at han ikke vidste hvad han følte for mig og ikke vidste om han havde lyst til stadig at være sammen med mig. Det var som at få et boldtræ i hovedet. Nej, faktisk værre. Jeg har prøvet at få et boldtræ i hovedet en gang i folkeskolen under et spil stikbold hvor jeg var opgiver. Og det her var helt klart værre.
Han er jo mit et og alt, og jeg mente jo ikke hvad jeg sagde. Jeg var desperat og jeg havde brug for at høre at han elskede mig og ikke ville være foruden mig. Der for sagde jeg som jeg gjorde, og hold da kæft et dumt træk!
Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, kan jeg godt se at det var et ualmindeligt dårligt forsøg på kommunikation fra min side.
Vi fik os en snak på en lang gå-tur og der er mange ting der er kommet på plads.
Jeg har indset at jeg ikke skal brokke mig så meget over alle mulige dumme småting, og han har indset at han skal sige fra.
Problemet er igen kommunikation.
Hvis der er noget jeg irriteres over, så lukker jeg det bare ud med det samme, i form af brok.
Når der er noget han irriteres over så siger han det ikke. Og så ved jeg jo ikke at der er noget galt.
Summasummarum, jeg skal lære at skrue ned for brokken -som desværre nærmest bare kommer helt pr. automatik- men som jeg ikke lægger ret meget i, men dog godt kan se må være skide irriterende for ham og hvorfor han måske lægger meget i det.
Han skal dog også lære at sige fra når han synes der er noget han ikke gider at høre mere på fra min side.
Så langt så godt.
Endnu en gang er det blevet bekræftet af mænd og kvinder ikke taler samme sprog, og min pointe er bare at vi derfor skal passe på hinanden og virkelig prøve at kommunikere ting ud.
Ikke tro at det “åbenlyse” er åbenlyst for den anden part.
Jeg synes jo at det var indlysende at han skulle have truffet et valg om at blive hjemme fra byen når nu jeg sad og var så ked af det, og han synes det var indlysende at jeg skulle have sagt at jeg gerne ville have at han blev hjemme.
Jeg havde jo bare brug for at han traf det valg selv. Men sådan fungerer det altså ikke. Mænd er fra Mars og kvinder er fra Venus. Sådan er det bare.
Og manden havde brug for luft!
Hvis jeg skal se positivt på det, så var det rigtigt godt for vores forhold at vi fik denne snak sammen. Det var rigtigt godt at vi blev opmærksomme på de her ting. Ofte kommer man bare til at tage hinanden for givet, og glemmer at nusse om forholdet. Nu vil jeg nusse om mit forhold.
/Hanne <3
