Jeg har jævnligt delt med dig hvordan jeg tidligere har haft problemer med at styre temperamentet, og det, at jeg i dag er meget bedre til at afværge at det løber af med mig, er virkelig en af de allerbedste ting der er sket.
Hysteri, harme, vrede, og hidsighed er simpelthen så ubehagelige følelser, at jeg kan få hjertebanken bare af at tænke på dem. Det er følelser der baner vejen for et liv med konstant uvilje, opslidende nag, ubegrundet forfølgesesvanvid, og en trist, trist, betændt bitterhed der æder dig op indefra.
Ofte, så handler det jo om uretfærdighed, eller i hvert fald noget vi føler er uretfærdighed, og jeg indrømmer, det er også stadig svært for mig at styre min vrede når jeg oplever uretfærdighed.
Og det er uanset om det er mig selv der bliver uretfærdigt behandlet, eller om det er andre.
Jeg har været tvunget til at begynde at se anderledes på mange ting, for at forhindre min vrede i at vælde op i mig.
Som f.eks. når jeg får en skrivelse om at jeg skal genhuses i 2019 som jeg skrev om sidste søndag.
Jeg elsker mit hjem. Jeg elsker min lille udestuealtan hvor jeg kan ligge på min hjemmebyggede lounge-briks når solen skinner og kigge på alle mine grønne planter som jeg har fyldt rummet op med. Jeg nyder hvert et sekund jeg kan tilbringe på den altan, og naturligvis er den ikke noget jeg vil af med. Men hvem siger også at jeg skal det!?
Mit gamle jeg ville have set på det her renoveringsprojekt som den dybeste uretfærdighed, og jeg ville have gjort nøjagtigt som min mor gør; set alle de negative scenarier for mig og raset over at skulle af med min elskede udestue, uden at ane om det overhovedet ville komme på tale at jeg skulle af med den.
I stedet har jeg valgt at forestille mig alle de positive udfald jeg overhovedet kan komme på, såsom at denne renovering kunne gå hen og gøre byggeriet jeg bor i til et mega lækkert og ligefrem attraktivt sted at bo.
Sker det ikke, og bliver det den rene elendighed, så må jeg tage det til den tid. I 2019. Der er ingen grund til at gå og hidse mig op allerede nu.
Så at se muligheder fremfor begrænsninger, det er den ene ting.
Den anden ting er, at jeg også har været tvunget til at lære at tage det lidt mere roligt når der var små ting i hverdagen der gik mig imod.
Så sådan noget som at gå amok hvis jeg ikke kan finde mine nøgler, eller gå helt i split over computerproblemer, det er blevet “no go”. Det er simpelthen en beslutning jeg har taget og jeg styrer ret godt udenom den slags episoder efterhånden, og når man tænker på, at netop den slags ting normalt ville kunne bringe mig til punktet lige før melt down, så er det da ret flot.
Betyder det, at efter jeg tog beslutningen så var jeg bare helt rolig hvergang computeren drillede eller nøglerne forputtede sig?
Noooooo!
Det var noget der måtte arbejdes med, og som gradvist er blevet bedre, fordi jeg har øvet mig, og øvet mig hver gang der opstod situationer der hylede mig ud af den. Og måden jeg har “øvet mig” på, var ved at rette bevidst opmærksom på mine reaktioner, og så tænke (eller sige højt) for mig selv “Hov, nu stikker det vist af for dig. Træk lige vejret. Det er okay. Der er ingen grund til at gå amok. Det er ikke rart at gå amok. Vær rolig nu. Det skal nok løse sig. Stille og roligt”, når der opstod noget som var på nippet til at bringe mig ud af ligevægt.
Eller i hvert fald noget i den dur.
Det lyder måske fjollet, men det er faktisk ret hjælpsomt at være sin egen støttepædagog på den måde.
For nogle dage siden snakkede jeg med en veninde om hendes datters problemer med at styre sine følelsesudbrud, og det var svært for min veninde at hjælpe sin datter fordi hun ikke selv har samme iltre temperament og derfor ikke har erfaringen med hvad der kan afhjælpe det.
Hun kom med nogle eksempler på hvilke situationer der får datterens følelser til at stikke lidt af, og jeg kunne kun sige at jeg kendte dem rigtigt godt, og derfor spurgte hun så hvad jeg havde gjort for at nå dertil hvor jeg er nu, hvor jeg er meget mere rolig og langt mere upåvirket af dagligdagens små drillerier.
Hele denne her snak jeg fik med min veninde, den inspirerede mig til indlægget i dag.
Så i dag skal det handle om hvordan pokker vi finder lidt mere indre fred.
At vi har fred inde i vores krop er simpelthen så vigtigt, fordi det påvirker vores livskvalitet helt abnormt hvis der ikke er ro inden i os.
Du kender det sikkert godt fra når der sker større begivenheder, hvad enten det er en god eller en dårlig begivenhed så bliver du påvirket. Det rammer din søvn, din koncentration, dit humør, den måde du spiser på, den måde du reagerer på osv. osv.
Er det en større ”dårlig” begivenhed som f.eks. et dødsfald i din nærmeste kreds, så kan du have svært ved at koncentrere dig og svært ved at sove, dit humør bliver trist og du føler dig ”tung” i sindet, du får måske mere lyst til at spise hurtige kulhydrater som kan virke ”trøstende”, du har måske en kortere lunte, har nemt til tårer i perioden lige efter osv. osv.
Og hvis det er en større ”god” begivenhed, så kan du få samme issues med koncentrationen og søvnen, men i modsætning til den dårlige begivenhed, så påvirker den dit humør og dine følelser i en mere positiv retning. Det betyder at du formentlig slet ikke er til at skyde igennem, du er bare glad og på toppen, du har nemmere ved at lade små dumme ting fare, du har overskud til at lave noget sund mad til dig selv, du tager ikke tingene så tungt, lunten er længere og tålmodigheden større og den omtalte manglende søvn og koncentrationsevne generer dig ikke synderligt, fordi du ikke ser på det som en trussel.
Jeg siger det lige igen: FORDI DU IKKE SER PÅ DET SOM EN TRUSSEL.
Du OPFATTER det ikke som noget negativt, eller uretfærdigt, du opfatter det som noget godt og positivt.
Men faktum er, at noget udefra har påvirket måden du har det på.
Enten på en god måde eller på en skidt måde.
Afhængigt af hvordan du opfatter det.
Som jeg lige nævnte, så kan de fleste bedre deale med søvnbesværet hvis det skyldes en kommende -eller igangværende- begivenhed som man glædes over, hvorimod hvis der er sket -eller skal ske- en negativ begivenhed, så vil søvnbesværet føles som endnu en ekstra tung byrde.
Koncentrationsbesværet lægger man slet ikke mærke til på samme måde, når man går og ser frem til noget eller svæver rundt i en rus af lykke (Som f.eks. når man er nyforelsket). Det vil nærmere blivet slået hen med lidt overbærende latter over sig selv a la ”Hø, hø, jeg har totalt hovedet under armen for tiden” eller ”hi, hi, jeg har da fuldstændigt ammehjerne lige i øjeblikket”.
Hvorimod, hvis man står midt i en krise, så kan koncentrationsbesværet være noget der virkelig hyler en ud af den og trækker en helt ned under gulvbrædderne…
Kan du se hvor jeg vil hen med det her læser?
Kan du se ligheden mellem de to scenarier?
De to scenarier -det gode og det dårlige- er nemlig ret ens…
Det er det samme der sker i kroppen, men det er to forskellige måder vi opfatter det på.
Hvilket jo er naturligt nok, for det ene scenarie er trist, det andet er det modsatte.
Men det, der sker i kroppen er det samme.
Den stresses.
Så man kan vel på en måde tale om at der findes ”god stress” og ”dårlig stress”.
Og det afgørende er hvordan vi selv opfatter stressen.
Opfatter vi den som god, så bliver den også god, så kan den blive en forrygende drivkraft.
Opfatter vi den som negativ, truende og/eller nedbrydende, så bliver den det også…
Når vi har det skidt, som f.eks. når der sker noget trist i vores liv, så er vi ikke i stand til at se det sjove i noget… Vi kan ikke grine af os selv når vi kvajer os fordi koncentrationen glipper, og vi kan ikke se det morsomme i, når noget ikke går helt som det skal.
Og det er netop her vi har brug for at kunne det…
Når vi har krise har vi brug for at kunne være lette og rolige indeni, mere end på noget som helst andet tidspunkt.
Når vi er nede har vi brug for at kunne være overbærende overfor os selv.
Når livet gør ondt har vi virkelig brug for at kunne løfte og støtte os selv.
Men det gør vi ikke.
Fordi vi kan ikke.
Men det kan vi lære.
Jeg ved det, for jeg har lært det.
For at kunne håndtere større kriser bedre, og komme hurtigere videre efter dem, så er vi nødt til først at lære at klare dagligdagens små ”dårlig-stress-situationer” bedre.
Når vi kan det, så kan vi opnå en helt æstetisk, dejlig, indre fred som kan være os yderst behjælpelig når vi engang imellem -uundgåeligt- rammes af større kriser, sorg og modgang.
Okay, men hvordan gør man så?!
Jeg kan jo kun tale om hvordan jeg selv har gjort, så det vil jeg dele med dig i dag.
Det er med følelser, tanker og reaktionsmønstre som det er med muskler, de skal trænes.
Så hvis man gerne vil være bedre til at være mindre opfarende, så skal det trænes, og hvis man gerne vil være bedre til at se lysere på tingene, så skal det også trænes.
Vi er fra barnsben blevet trænet i at reagere på bestemte måder i bestemte situationer, og nogle ting har vi selv tillært os, men mange af vores mønstre er langt fra hensigtsmæssige, fordi nogle af dem faktisk er dybt selvdestruktive hvis vi kigger nærmere efter.
Og dét kan ødelægge rigtigt meget for os selv…
Jeg har selv igennem hele livet fået opbygget en særdeles veltrænet brokkemuskel, og som du kunne læse sidste søndag, hvor jeg fortalte om min mor der gik helt i selvsving over en genhusning, der i øvrigt først skal finde sted i 2019, så har jeg den ikke fra fremmede.
Jeg har -eller havde- ligeledes en toptrænet, über-kort lunte, og en ”gå-amok-over-det-mindste” slash ”forandring-er-min-fjende” muskel der også var i udpræget god form.
Så der var rigeligt at stresse over.
Og dét gjorde jeg skam også.
Mange gange, uden at lægge mærke til det.
Men efter min nedtur i marts 2015, så vidste jeg bare at jeg blev nødt til at ændre mig, fordi jeg fik det så fysisk dårligt i kroppen efter den omgang, at jeg troede det aldrig ville gå over.
Jeg havde så ondt i min brystkasse at jeg næsten ikke kan forklare det. Og i lang tid efter havde jeg en mærkelig trykken for brystet og en ubehagelig strammende fornemmelse i halsen. Det varede faktisk lidt over et år før det var helt væk, så det er kun knap 1,5 år siden at jeg var helt fri for fysisk ubehag efter nedturen.
Så det var voldsomt.
Men langt henad vejen, så handlede det om det perspektiv jeg så det hele i…
Og eftersom jeg ønskede at gøre en ende på livet, så kan vi nok godt blive enige om at det ikke var verdens mest positive perspektiv…
Hvilket jo i og for sig er forståeligt nok med det tab jeg havde lidt; barn, kæreste, hus, job, woooooosh! Væk indenfor tre uger.
Jeg så min situation som verdens undergang…
Ganske enkelt.
Men jeg kunne godt have set anderledes på det…
Hvis jeg havde haft det bedre med mig selv, så havde jeg været i stand til at se anderledes på tingene.
Og det var dét der var hele humlen; mit forhold til mig selv…
Det har jeg skrevet en hel del om her i Søndags-supporten, så den del med selvkærlighed vil jeg ikke pensle nærmere ud i indlægget i dag.
Udover mit forkvaklede forhold til mig selv, så handlede det i høj grad også om min evne og mit overskud til at håndtere den brutale deroute livet lige pludselig bød mig. Altså min evne til at se udover den øjeblikkelige smerte, og at se, endsige tro på, mulighederne for fremtiden.
Jeg ejede ikke for 5 kroner selvværd og havde absolut ingen kærlighed til mig selv, hvilket betød at jeg var 100 % afhængig af andre til at levere det, så da jeg mistede min kæreste, mistede jeg noget jeg ikke kunne leve uden…
Dybt tragisk at være afhængig af et andet menneske på den måde, og på ingen måde anbefalelsesværdigt!
Og jeg havde intet at stå imod med, rent mentalt.
Mit indre var så betændt som det overhovedet kunne være. Fuld af gammel sorg og smerte, fuld af uforløste traumer, bitterhed og selvmedlidenhed.
Min krop og mit sind havde været stresset hele livet, og det havde haft travlt med at pege fingre, bebrejde, brokke sig, være vred og blive forarget, for at kompensere for den indre uro og smerte.
Og sådan er det tit når man er fuld af sorg, smerter og traumer indeni.
Det er som en betændelse.
Og den smerte man har inden i, den giver man videre til andre, problemet er, at den rammer en igen, som en boomerang.
Når jeg brokkede mig var det fordi jeg ikke følte mig mødt eller forstået, men mit brok gav med 99,9 % sikkerhed også min kæreste en følelse af heller ikke at blive mødt eller forstået. Og det er dét jeg mener med at man giver den grundfølelse man har inden i, videre til andre.
Og pludselig en dag kom boomerangen lige tilbage i fjæset på mig, og forholdet var slut.
Fra den ene dag til den anden…
Selvfølgelig var der mere i det end bare lidt småbrokkerier fra mig, og der skal to til tango, så nu skal det heller ikke lyde som om at det var min skyld det hele, men jeg bærer jo mindst halvdelen af skylden. Og den del må jeg tage ansvaret for, for ellers har jeg intet lært af min krise…
Og kriser man ikke tager ved lære af, de har det med at komme igen…
…Mest fordi man selv genererer dem igen…
Anyway, tilbage til pointen, og den er, at hvis man kan lære at skabe et mindre betændt og mere fredfyldt indre miljø, så får man opbygget et klippefast fundament der bedre kan stå imod i hårde perioder i livet.
Så i dag vil jeg prøve at fortælle hvad jeg -helt praktisk- gjorde, for at træne mig selv i at blive mindre brokkende, mindre hidsig/hysterisk/aggressiv/temperamentsfuld/vred og med en længere lunte og større tålmodighed.
Og det hele startede -naturligvis- med at jeg tog en beslutning som jeg også skrev i starten af mailen.
Jeg sagde til mig selv at, nu ville jeg bare lære at være anderledes.
Det startede faktisk allerede lige efter bruddet med min eks hvor jeg skrev et hjerteskærende brev til mine svigerforældre hvori jeg fuldstændigt vendte vrangen ud på mig selv og tog hele ansvaret for vores brud på min kappe.
De reagerede aldrig…
Tak for kaffe…
Barske løjer.
Men i det brev der skrev jeg blandt andet også hvilke ting jeg godt vidste at jeg var nødt til at lære, og det var blandt andet sådan noget som at lære at være tålmodig, lære at udtrykke taknemmelighed og påskønnelse, lære at være mere positiv, lære at sige pyt, lære at gå på kompromis osv. osv.
Du kan læse blogindlægget med brevet her: Brevet til mine svigerforældre
Det var FANDENS hårdt at tage det ansvar, fordi det på en måde var det samme som at erkende at jeg havde været utålelig og “forkert”.
Men jeg gjorde det alligevel, selvom det var forbundet med en masse smertefuld -og nærmest ubærlig- skyld og skam.
Så det var vigtigt for mig.
Vigtigt nok til at ville gennemgå det ubehag der var forbundet med at skulle se mine egne fejl i øjnene.
Og det var dét der drev mig. Vigtigheden.
Det var pludselig blevet vigtigt nok for mig at få lært de her ting, for jeg indså, at det faktum at jeg ikke var god til disse ting, det stod i vejen for min lykke…
Senere blev jeg heldigvis klogere, for jeg erkendte også at det selvfølgelig var os begge to der havde ting vi skulle rette op på, og jeg forstod, at nu var det på tide at gøre noget ved den del jeg kunne gøre noget ved, nemlig min egen.
Jeg startede i det små, og jeg besluttede at starte med at arbejde lidt med temperamentet, fordi jeg tænkte, at hvis jeg kunne kontrollere dét lidt bedre, så ville sådan nogle følelser såsom utålmodighed, vrede og affekt, pr. automatik også blive nemmere at holde i ave.
Jeg begyndte med at ”øve” mig på områder hvor det føltes forholdsvist ”harmløst”, hvilket viste sig at være en rigtig klog strategi.
Dvs. jeg brugte ikke store politiske debatter på Facebook til at øve mig på, for sådan nogle er nærmest de værste for mig, og kan få mig helt op under loftet.
I stedet startede jeg med at øve mig på situationer i trafikken. Dér kunne jeg nemlig ofte opleve blodtrykket stige hvis folk kørte hasarderet, kørte for langsomt eller var ubehøvlede, men det var ikke noget der kunne få mig til at koge fuldstændigt over, lige som en politisk diskussion kunne (og stadig kan).
Så det var et godt sted at starte for mig.
Det kan være at det er lige omvendt for dig, så dét jeg foreslår, hvis du gerne vil prøve det her, er ikke at du skal gøre det samme som mig, men at du skal finde ud af hvilke områder du bliver trigget på, og så øve dig på et af dem hvor det er ”mindst slemt” så at sige.
Så hvis trafikken er noget der kan få din indre reaktor til at nedsmelte, så lad være med at starte der. Det svarer til at lægge ud med 10 km løb, hvis man aldrig har løbet før. Hvilket er super fjollet fordi det kan skade mere end det gavner, og dermed tage modet fra enhver der gerne vil i gang med at løbe.
Hele idéen om at ”nu-vil-jeg-øve-mig-i-at-tage-det-roligt” den skabte en enorm bevidsthed omkring mit temperament, hvilket i sig selv var super godt, fordi det faktisk gjorde at jeg lagde mærke til nogle handlemønstre som ellers normalt bare kørte på autopilot og som jeg derfor sjældent ville have skænket nogle tanker, på trods af i hvor høj grad disse mønstre egentlig påvirkede mit liv.
Det er i virkeligheden ret sørgeligt, og jeg ved at jeg ikke er den eneste der har levet sådan; mange af os tildeler ikke vores selvdestruktive mønstre mange tanker, på trods af at de faktisk ødelægger os fuldstændigt, smadrer vores relationer og forpurrer vores oplevelser.
Så jeg begyndte altså at blive meget bevidst om når jeg overreagerede, og ikke kun når jeg gjorde det i trafikken, men sådan generelt over hele linjen.
Så selvom intentionen var at starte med at øve mig i trafikken, så kunne jeg altså mærke at jeg var opmærksom i masser af andre situationer.
Når jeg så oplevede en hændelse som normalt ville gøre mig rasende, f.eks. når en eller anden douchebag overhalede indenom, så sagde jeg noget i retningen af det her til mig selv: ”Det havde han sikkert brug for. Han har nok haft en dårlig dag. Han har det nok ikke så sjovt. Det er ligegyldigt med den overhaling. Det er ikke værd at bliver sur over. Pyt, han er bare en klovn og der er sikkert bøvl med konen. Godt jeg ikke er i hans sko.”
Og jeg begyndte at huske mig selv på hvad jeg engang havde læst, nemlig, at hvis en hændelse ikke er noget der har nogen betydning om et halvt år, så er den ikke værd at hidse sig op over, bekymre sig om, eller bruge for meget energi på.
Og sådan en hændelse -som fjolset der tror at færdselsregler ikke gælder for ham- har ingen indflydelse på mig om 6 måneder.
Som i ingen.
Så det er lige meget.
Fuldstændigt lige meget.
Det er irriterende, ja, men det er lige meget.
Så pyt. (Eller ”Fuck det!” – Jeg er jo fra Amager, det skal vi ikke glemme 😀 )
Netop fordi jeg havde skabt denne her bevidsthed, så blev jeg som sagt helt naturligt også opmærksom på mine reaktioner på alle mulige andre områder der fremkaldte vrede og ophidselse hos mig, og derfor blev der helt automatisk også justeret kraftigt på mit ”amok-barometer” i andre sammenhænge end lige trafikken.
Når jeg ikke kunne finde mine nøgler eller min telefon lige inden jeg stod og skulle ud af døren, så tog jeg en dyb vejrtrækning og sagde til mig selv at jeg nok skulle finde dem. Og så fandt jeg dem. (Yes, really!!!)
Nogle gange kunne jeg faktisk finde på at sige højt til mig selv ”Tag det helt roligt.” Og så blev jeg rolig.
Det er utroligt hvad lidt self-talk kan gøre.
Det mener jeg helt alvorligt.
Det kan -vitterligt- gå ind og berolige nervesystemet, og når jeg gør det, tager det lidt af presset, og så kan jeg bedre styre situationen.
Panik, stress, angst, desperation, ophidselse og pres får os til at blive irrationelle, så hvis vi kan holde den slags følelser i skak, så kan vi handle langt mere rationelt.
Det her gælder også i alle mulige andre sammenhænge, det kan være panik, stress, angst, desperation, ophidselse og pres i forhold til noget der foregår på arbejdet, i forhold til din økonomiske situation, i forhold til parforholdets status, eller i forhold til noget sygdom, lige såvel som det kan være i forhold til situationer i trafikken, situationer med børnene eller hvad ved jeg.
Uanset hvordan vi vender og drejer den, så hjælper hverken panik, stress, angst, desperation, ophidselse eller pres på noget som helst.
Tværtimod…
Men…
Nogle gange så hoppede kæden af for mig alligevel.
Jeg husker at jeg havde et tilfælde med nogle børn nede i gården hvor jeg bor, jeg mener også jeg skrev om det her i Søndags-supporten, og de havde larmet og skreget i ”det høje c” i over en time, og jeg var helt oppe i det røde felt, for jeg syntes bare ikke at det var okay, og der var ikke noget tegn på at det stoppede foreløbigt.
Tankerne fór bare rundt i mit hoved, og til sidst fik jeg hidset mig selv så meget op at jeg gik ud på min altan og skreg at de ”for helvede skulle holde deres kæft, og at der også var andre mennesker der skulle kunne være her!”
Og der var ingen reaktion.
Ingen what so ever.
De kiggede ikke engang op for at se hvem skrigeballonen var.
Vildt nok egentlig.
Og der sad også forældre dernede. Det gjorde mig bare endnu mere rasende og det endte med at jeg fandt en tør bolle i køkkenet og kastede det ned efter dem på legepladsen.
Virkelig modent.
Og ret tåbeligt.
Men NU kan du ellers lige tro at forældrene kunne komme op af stolen. De farede -naturligvis- i flint over at jeg kastede med tørre boller efter deres små poder.
Pludselig, midt i alt postyret, begyndte min hjerne så småt at ”fungere” igen, og jeg blev pludselig bevidst igen. Og gudskelov for det, for så endte det med at jeg sagde undskyld for at kaste med ting, men jeg holdt dog fast i at det var fuldstændigt uhørt at man lod børnene skrige på den der måde i timevis, men dét kunne de overhovedet ikke se at der var nogen urimelighed i.
Problemet var, at jeg havde mødt dem med aggressivitet. Så situationen var ødelagt. Og det havde jeg selv bidraget til. Det kunne nemt være stukket helt af, men jeg fik da forhindret at det gled helt af sporet, ved at indrømme min egen fejl, og tage det -forholdsvis- roligt at de tilsyneladende var pisseligeglade med mine argumenter og at de kun interesserede sig for at jeg havde kastet noget efter deres unger, men ikke for at de havde ladet deres unger chikanere hele bebyggelsen.
Bagefter var jeg bare ked af det.
Rigtigt ked af det.
Ikke fordi jeg havde ondt af dem, og heller ikke fordi de ikke havde lyttet til hvad jeg havde at sige, men fordi jeg var så ærgerlig over at jeg ikke havde kunnet styre mig.
Nu var jeg ellers lige blevet så god, og så ”smuttede” det desværre alligevel denne gang, og jeg havde tilladt at lade vrede tanker tage over og sætte blodet i min krop i kog.
Stressen -altså vreden- havde fået lov til frit at fare rundt i min krop og det endte i en eksplosion med dertilhørende kastning af tørt hjemmebag.
Og jeg lod det ske…
Men det var faktisk skide godt.
Nu her lang tid efter har jeg ikke haft lignende raserianfald. Overhovedet.
Så jeg lærte altså af det.
Til forskel fra alle de utallige mange andre gange i mit 44 år lange liv hvor jeg har hidset mig op.
Jeg har aldrig før lært noget af den slags situationer, for når jeg har hidset mig op har jeg i sagens natur altid ment at de var modparten der skulle tage at lære noget!
Så det, at jeg har lært noget nu, kan 100 % tilskrives ”nu-vil-jeg-øve-mig-i-at-være-mere-rolig” set-uppet.
Der er sket en ændring.
Fordi jeg har taget ansvar…
Jeg har trænet ”tag-det-lige-roligt-musklen” hver gang der er opstået en potentiel temperamentsudløsende situation.
Og de gange hvor jeg har så ”misset” at dy mig, har jeg ærgret mig lidt, men tilgivet mig selv, og opmuntret mig selv til at gøre det lidt bedre næste gang. I ovennævnte tilfælde blev jeg direkte ked af det. Jeg drømte også om det om natten. Der skete virkelig et eller andet inden i mig efter den hændelse. Jeg ringede også og snakkede med min veninde om det, for at få et par gode råd fra hende.
Før i tiden ville jeg aldrig have reageret med at blive ked af det.
Jeg ville i stedet have raset videre, og så ville jeg have ringet til en veninde og brokket mig, og ikke for at få gode råd, men for at få medhold. For at blive talt efter munden og strøget med hårene.
Og raseriet ville have buldret videre i mig i dagevis.
Men denne gang var jeg ked af det i dagevis…
Det var som et tveægget sværd, for det var meget værre sådan at blive ked af det på den måde, men samtidig var det også meget bedre, fordi dét, at det føltes meget værre, gjorde at jeg lærte noget af det. Jeg kunne bare mærke, at jeg ikke ville tillade noget lignende at ske igen. Og jeg er ret sikker på, at den indre beslutning om at det ikke måtte ske igen, den var så vigtig for mig, at dén er årsagen til at det faktisk heller ikke er sket siden…
Al denne her bevidste opmærksomhed der var rettet imod min egen adfærd, den var fuldstændigt ny for mig, og den gjorde underværker.
Virkelig.
Så det er jeg sikker på at den også kan gøre for dig læser.
Hvis du ønsker det.
Det behøver ikke nødvendigvis være i forhold til temperament, det her kan også bruges som kur mod alle mulige andre ubehagelige reaktionsmønstre som f.eks. jalousi, misundelse, foragt, irritation, bitterhed osv.
Og lige en lille fodnote: Selvom det ikke lykkedes at forhindre et ”vulkanudbrud” hver gang noget triggede mig, så blev jeg jo hele tiden bedre og bedre, og det er præcisdet man skal huske når man arbejder med sig selv.
Man skal undgå at gøre selvudviklingsarbejde til en anledning til at slå sig selv oven i hovedet med alle de gange hvor man ikke lykkes.
Det er jo netop de selvdestruktive handlinger vi skal til livs, og så duer det ikke at gøre arbejdet med det, til endnu en selvødelæggende mekanisme.
Jeg huskede hele tiden mig selv på at jeg gjorde mit allerbedste. Og prøvede at elske mig selv for at gøre det… Og for min vilje og mit mod til at prøve at ændre mig…
Ved siden af træningen af ”rolighedsmusklen” øvede jeg mig også i ”det der” selvkærlighed og taknemmelighed. Jeg brugte også guidede meditationer, yoga og et hav af lydbøger med spændende selvudviklingsbudskaber -og bruger stadig alle tre dele den dag i dag- og samlet set har det alt sammen bidraget til mit mere rolige jeg.
Men som jeg også har nævnt i tidligere indlæg, så kræver det her selvudviklingsarbejde at vi vil os selv det godt.
At vi vil os selv nok.
At vi har kærlighed nok tilovers for os selv.
Jeg kan ikke tælle hvor mange gange jeg ikke før i tiden har læst eller hørt gode råd om hvad jeg skulle gøre for at blive bedre til et eller andet; ”gør dit eller dat 5 min hver morgen og så skal du bare se løjer!”
Men det har ikke virket…
…For jeg har ikke gjort det!!!
Jeg har ikke taget mig de skide 5 minutter…
Og måske er det fordi jeg ikke har villet mig selv nok så?
For hvorfor har jeg ellers ikke gjort det?!
Nogle gange er det så lidt der skal til.
Og alligevel gør vi det ikke…
Selvom vi har hørt det igen og igen.
Selvom vi godt ved hvad vi skal gøre.
Selvom det ikke kræver det store…
Selvom det bare er 5 minutter…
Men denne gang VILLE jeg have det bedre, så jeg begyndte vitterligt at gøre noget. Tage mig tiden. Bare gøre det. Det, jeg egentlig godt vidste der skulle til. Og få det implementeret. Få sået frøene til nogle nye, gode vaner.
Jeg havde seriøst brug for nye vaner og for at få skabt et bedre indre miljø, fordi det dårlige, betændte miljø der huserede inde i mig havde ødelagt mine parforhold, mine venskaber og en masse af mine muligheder, hele mit liv.
Så jeg tog en beslutning. Det kan du også gøre læser. Uanset hvad du bokser med og ligegyldigt hvor langt du er ude på dybt vand…
For tit er det dér vi skal ud!
Der hvor vi ikke kan bunde…
Der hvor alting falder fra hinanden…
Og det er ærgerligt og helt unødvendigt.
Men vid, at hvis du er nået helt derud på det allerdybeste vand, så kan du sagtens komme ind på land igen alligevel.
Hvis du vil.
Indre uro er ikke en livstidsdom.
Traumer er ikke en livstidsdom.
Så læser, bevidst opmærksomhed rettet mod dine svagheder, det er vejen frem.
Når du bliver bevidst opmærksom, så kan du gøre noget ved det, hvorimod når det hele kører på autopilot, så kan du intet gøre, for så sker det bare.
Du bliver så at sige et offer for din egen personlighed. En personlighed der er betændt indeni.
Men du behøver ikke at være offer for det.
Du kan være noget andet.
Og ved du hvad det bedste er?!
Du kan være lige hvad du har lyst til…
God søndag.
/Hanne ❤
P.S. Næste gang vil jeg give dig endnu en masse små idéer til hvordan du kan arbejde på at få skabt det gode, fredelige indre miljø.
Men husk, at det først bliver d. 15/10 fordi Søndags-support holder ferie d. 1/10 + 8/10
YEAH! ❤❤❤
