Selvsabotage – Lykkens banemand

Selvsabotage…

Er det noget du dyrker læser?
Vær nu ærlig…

De fleste af os gør det i større eller mindre grad, men ofte er vi måske ikke selv klar over det, fordi langt henad vejen er mange af os også “benægtere” i stor stil.

Vi benægter alt lige fra at vi bestemt ikke er påvirkede af elskerens utilgængelighed og/eller manglende engagement, samtidig med at vi mærker en dyb ulykkelighed, til at det absolut ikke rører os at vi er overvægtige, samtidig med at vi plages af selvhad og mindreværd, til at vi slet ikke har et problem med økonomien, samtidig med at vi lever fra hånden til munden, til at vi på ingen måde har nogen holding til en bestemt ting/situation der involverer nogle vi kender -hvilket nærmest ikke er menneskeligt muligt ikke at have-, til at vi slet, slet ikke har det svært med at være alene -ork, gud, det er da en fest, til at vi overhovedet ikke er trætte af vores job selvom vi brokker os over det dagligt, til at vi ikke-nikke-nej har nogle som helst problemer med selvkærlighed, selvom vi lever i parforhold der giver os ondt i  maven, roder rundt med gifte mænd der gør os usikre og stjæler vores selvværd, hænger ud med venner der ikke er på vores side, føler os uattraktive når vi ser vores eget spejlbillede, klatter vores hårdt tjente penge op, lyver for os selv, ryger, drikker og spiser usundt!

WTF!?

Sidst jeg slog “selvkærlighed” op stod intet af ovenstående i beskrivelsen…

Jeg gør mig sgu selv skyldig i nogle af punkterne. Indrømmet! Jeg er ikke perfekt. Det er der ingen der er.
Men jeg er opmærksom og bevidst, og jeg arbejder på at hjælpe mig selv hver evig eneste dag, for ellers lykkes jeg ikke med det, og det gør jeg ved at være bevidst og ikke benægte mine fejl eller mangler, og så selvfølgelig ved at tænke over hvordan jeg kan gøre det bedre, hvordan jeg kan lære mig selv noget nyt som kan afhjælpe noget jeg er ked af ved mig selv.

Prøv selv lige at mærke efter engang læser, for i mange af tilfældende er det løgn når vi benægter noget og ofte lyser det langt væk af jeg-prøver-lige-at-få-denne-her-firkantede-klods-ned-i-det-her-trekantede-hul og vi får -desværre- tit overbevist os selv om at det gå heeeelt fint med det og resultatet er at vi totalt amputerer os selv -eller andre- når vi ikke er ærlige og koste hvad det koste vil, bare skal have klodsen (som kan være os selv eller  andre) til at passe ned i det forkerte hul.

Og som et hamster i et hjul gør vi de samme dumme ting igen og igen, og kommer ingen vejne. Vi  påstår overfor os selv at “jeg er nødt til  at have dette job for at betale huslejen”, eller “denne her affære med en gift mand er noget helt særligt”, eller bliver hængende i venskaber hvor vi ved ved vi får kniven når vi ikke er tilstede, eller som vi ved ikke er sunde, berigende eller positive for os…

…og så forstår vi alligevel ikke at vi er kede af det, ensomme og bange eller hvorfor vi dog føler os forfulgte, uheldige eller ukomplette…

Vi benægter for at kompensere.
Det kan være for evner vi mangler og som vi ikke gider ulejlige os med at tilegne os, eller for at dække over egen utilstrækkelighed som vi ikke magter at se i øjnene eller gøre noget ved, eller for at dække over noget vi skammer os over, eller for at beskytte os selv for andres foragt eller misbilligelse, eller for at skåne andre for vores -illoyale- holdninger der muligvis kan såre og støde eller…

…for slet og ret at slippe for at tage ansvar!

Ligesom jeg har sagt at vi bør lave en “parforholdskontrakt” inden vi begiver os ud for at søge efter kærligheden, så synes jeg også at vi skal gøre det i forhold til andre relationer.
Hvis du ikke kender til idéen med en parforholdskontrakt, så kan du se min YouTube video om det her: Sådan Laver Du En Parforholdskontrakt

Det fremgår måske ikke helt klart af videoen, men det, du skal fælde ned i sådan en kontrakt, er de ting du ikke vil gå på kompromis med. De ting der er vigtige for dig. Alle relationer er fyldt med kompromisser, men nogle ting kan være så vigtige for en at man ikke skal gå på kompromis med dem.
Hvis du vil  have børn, sål ad være med at kaste dig over en der ikke vil, hvis du vil bo i København så lad være med at kaste dig over en der vil bo i Jylland, hvis du vil noget fast, så lad være med at kaste dig over en der vil noget løst eller som er i et forhold med en anden, hvis det er vigtigt for dig at en kæreste er politisk enig med dig, er veganer eller er rig, så lad være med at kaste dig over en som ikke er, og så fremdeles!

Det er også vigtigt at du kender dine egne seksuelle grænser, for det nytter jo ikke noget at du kaster dig over en der har lyst til at hænge dig op på et kors med hovedet nedad, hvis du bare helst gerne vil køre en almindelig missionær, og det duer heller ikke med en der er meget “tørstig” hvis du ikke selv er. Det kan kun skabe ubalance, usikkerhed og hjerteskærende kompromisser som ødelægger dig indefra.

Find ud af hvad der er vigtigt for dig i et forhold, og så lad være med at gå på kompromis med det.
Ever!
Så får du bare et gok i nøden igen før eller siden. Det vil jeg gerne love!
Man kan gå på kompromis med alt muligt andet, og det skal man også for at et parforhold kan fungere, men du skal ikke gøre det med de ting der er vigtige for dig.

Her er nogle mennesker -desværre- nået så langt ud i deres selvsabotage at de slet ikke kan mærke hvad de selv har lyst til  længere. De har haft  travlt med i årevis at please en partner der ikke satte pris på det, eller forkæle en gift elsker hvis hjerte de alligevel aldrig ville vinde, at de ikke længere ved hvad deres egne behov, ønsker og drømme er.
Og når de så mister partneren eller elskeren, så kaster de deres kærlighed på børnene, hunden eller en ny klovn (Gud bedre det!!), og glemmer fortsat sig selv.
Det kan også være de begynder at “lege redningsmand/dame” for allemulige andre end dem selv og alligevel begriber de ikke hvorfor de rammes af tomhed, magtelsløshed, depression eller manglende livsglæde.

Hvis du er der, så skal du først lære dig selv at kende og jeg ved at det kan være en meget stor og vanskelig opgave hvis man i årevis har sat sig selv tilside og levet i fornægtelse.
Men der er kun en vej, og det er tid med dig selv, ALENE!

Denne her med redningsmanden/damen er i øvrigt ret klassisk:
Man har åh, så travlt med at være god ven/veninde for andre og gøre ting for dem, hoppe og springe, ringe og skrive og det er ikke bare en kærlig, uselvisk god gerning der er tale om her, nok er det en god gerning for den der modtager hjælpen, uden tvivl , men det er forkert at tro at det udelukkende er en uselvisk handling begået af ren hensyn til den andens ve og vel, for i virkeligheden handler det ofte om at reningensmande/damen selv ønsker at opnå anerkendelse og vinde kærlighed.
Det er den virkelige verdens svar på Facebook-like-hunting:
Se mig, er jeg ikke bare en god, givende, hjertevarm og betænksom veninde…?
Og helt tydeligt bliver det da også når “helten” hele tiden beretter højlydt om alle sine “heltegerninger”, og jævnligt skal gøre andre opnmærksomme på at man “lige er igang med at tage sig af/redde en ven/veninde i nød”…

Hvis du genkender noget “redningsmand/dame” i dig selv, og vær nu bare ærlig overfor dig selv, bare rolig, du kan stole trygt på dig, for du stikker jo ikke en kniv i ryggen på dig selv, vel?
Så se nu bare godt efter om du genkender noget.
Hvis du gør, så er det et godt tegn på at du muligvis prøver at kompensere for at slippe for at mærke din egen smerte, og på at du dermed selv har brug for dig selv, og det skal der handles på… hvis du altså ønsker at udvikle dig. Hvis ikke du orker selvudvikling, så bare fortsæt i samme spor…

Jeg har selv været der. Jeg kender godt dynamikken. Jeg har været så fandens flink så det halve kunne være nok. Bare for at folk skulle kunne lide mig og så slap jeg jo også for at se alle mine egne dæmoner i øjnene.
Desuden har jeg været en pleaser af natur, fordi jeg konstant har været bange for at miste.

Men nu skal jeg sige dig noget:

Hvis du mister nogle ved at være dig selv, eller ved ikke at gøre/være/sige/mene noget bestemt, så skal de ikke være i dit liv.
Punktum.
Og jeg mener det ikke kun den ene vej rundt, sådan at hvis en kæreste ikke synes du har tynde nok lår/store nok overarme eller en ven/veninde ikke er på din side, at så fortjener de selvfølgelig ikke en plads i dit selskab, men jeg mener det bestemt også den anden vej rundt, således at hvis du mener en kæreste ikke har de “rigtige” holdninger eller en ven/veninder ikke har den “rigtige” moral, ja, så skal du ikke optage en plads i deres liv heller.
Så skal du videre.
Du skal nemlig ikke lave nogen om, eller  presse nogen ned i en kasse hvor de ikke har lyst til at være.
Den går altså begge veje…

Giv slip.

Så derfor synes jeg som sagt også at vi skal lave sådan nogle kontrakter med os selv i forhold til venskaber.

Nogle ting kan man selvfølgelig først finde ud af henad vejen, men det er aldrig “forbudt” at give slip på et venskab hvis ikke det er til dit eget højeste gode længere.

Aldrig…

Man må gerne give slip…

Man behøver ikke please nogle…

Man ender ikke op som ensom eremit blot fordi man er tro mod sig selv og giver slip på mennesker der ikke er gode for en.

TVÆRTIMOD!

Det kan være svært at få det sagt, men tit så behøver man faktisk ikke sige så meget når alt kommer til alt, for jo mere man arbejder med sig selv, og jo bedre man så får det, jo mere vil man også tiltrække de mennesker der er rigtige for en, ind i sit liv og jo større er chancen også for at de “forkerte” lige så stille forsvinder af sig selv…

Når  jeg skriver “forkerte” i citationstegn, så er det fordi de mennesker jo på ingen måde er “forkerte” i  bogstaveligste forstand, de passer bare ikke ind i ens liv længere, men så passer de fint ind i nogle andres.

Når vi skal arbejde med os selv, så er vi sgu nødt til at være en lille smule hårde i filten, vi udvikler os ikke når vi bliver i vores komfortzone og bliver strøget med hårene.
Jeg har sagt det før og nu siger jeg det igen, vi udvikler os heller ikke hvis vi bare “glammer med de hunde vi er i blandt” eller lader os tyrannisere af andres holdninger og idéer om hvad der er rigtigt og forkert.

Lad mig forklare hvad jeg mener:

Ofte søger vi derhen hvor vi får ret eller også bøjer vi os selv så meget i forsøget på at tilpasse os, at vi ødelægger os selv. 
Det giver os følelsen af at “høre til” og følelsen af anerkendelse. Og det har vi brug for. Det kan vi lige så godt starte med at lade være med at forsøge at benægte.
Det er derfor vi nogle gange laver om på os selv på en måde som er imod vores egen vilje, behov og ønsker. Vi vil gerne høre til. Være en del af flokken.
Om muligt, søger vi derhen hvor vi bliver strøget med hårene.
Der hvor vi bliver forstået.
Der hvor  andre har de samme problemer, de samme meninger  og de samme “løsninger” der ikke virker.

Misforstå mig ikke, vi skal endelig ikke lade være med at søge forståelse og anerkendelse. Den er vigtig for os og det er vigtigt at finde en god flok at høre til i.
MEN… Til en hvis grænse…
For det første skal du lære at give dig selv anerkendelse og vise dig selv forståelse. Det har jeg sagt flere gange, så det borer jeg ikke mere i lige i dag.
For det andet kan også gå hen og blive en sovepude hvor vi ødelægger hinanden i “benægtelsesfællesskaber” -det vender jeg tilbage til lidt senere i mailen.

Nogle gange så forstår de mennesker vi gerne vil forstås af, os ikke… Og så begynder vi at gå i forsvar, lyve for os selv, benægte og “tilpasse” sandheden så den passer til det “flokken” kan forstå og/eller acceptere og vi amputerer os selv helt og aldeles for at passe ind,og det er her det går galt. Hvis du ikke kan få opbakning, opnå anekendelse, forståelse og accept for den du er og/eller det du gør, så er det tid  til at finde en ny flok ELLER udvikle din personlighed så du passer ind, HVIS det er det der er helt oprigtigt er det bedste for dig, nu og i fremtiden.

Der er intet galt med nogle af delene. Gør hvad der føles mest rigtigt. Lyt til din intuition i stedet for at ignorere den.

Man skal bare lige huske at kigge indad:

Hvis du gør det første, altså søger en ny flok, så læg mærke til om det her er noget der sker for dig tit:

For så er det måske ikke “de andre” der er “noget galt med” hele tiden, men noget inde i dig der har brug for noget opmærksomhed, enten fordi du måske har løjet lidt vel rigeligt for dig selv eller fordi du har benægtet at du har et seriøst problem.
Så få hjælp. Det er ingen skam. Og det er ingen skam at have et seriøst problem. Hvis bare du vidste hvor mange mennesker der har det.

Det er helt normalt.

Hvis du gør det andet, altså arbejder på dig selv og din personlighed så du kan passe bedre ind i din flok, så vær opmærksom  på om det overhovedet er her du skal være eller om du er i gang med at amputere dig selv for at passe ned i det forkerte hul. Gør dig selvden tjeneste at lade være med at lyve for dig selv her.

De her spørgsmål kan du stille dig selv i alle dine relationer, så du  kan lave “kontrakter” med dig selv omkring alle dine vigtige relationer.

Jeg kender godt forskellen på at købe gaver for at glæde og på  at købe gaver for at vinde kærlighed, loyalitet og accept, for jeg har prøvet begge dele.

Dengang jeg gjorde det for at “vinde” min daværende venindes hjerte og uforbeholdne loyalitet, der var jeg ikke ærlig overfor mig selv. Jeg var i total fornægtelse og jeg “vandt” aldrig den loyalitet jeg søgte, på trods af at hun havde min ubetingede loyalitet, og dét fik jeg så sandelig at føle da min ex og jeg gik fra hinanden.
At jeg overhovedet tillod at hun havde en plads i mit liv, når jeg i  bund og grund godt vidste at jeg ikke havde hendes loyalitet 100%, det kan jeg jo så forsøge at lære noget af nu…
Hvis ikke jeg gør det, så vil jeg sandsynligvis rammes af det samme svigt igen, bare med en anden.

Måden jeg kan lære af det på, er ved at lade være med at benægte det når jeg mærker at det sker i en relation, men i stedet være opmærksom på det, og sørge for at give slip på den relation med det samme…

Vi skal lade være med at forsøge at presse os selv ned i huller vi ikke passer til, af frygt for at ende op som ensomme crazy cat ladies/dumb dog dudes eller hvad vi nu er bange for.
Det sker ikke hvis vi er normale, ordentlige mennesker.
Men nogle gange skal der bare både luftes ud og skiftes ud og så’n er det.
Det går vi  ikke i stykker af.
Snarere det modsatte.

Dermed ikke sagt at det er let…
Men…

Loyalitet kan ikke købes, kærlighed kan ikke manipuleres, arbejdsglæde kan ikke forceres og ingen af delene kan man benægte sig frem til.

Og hvis vi ikke passer på, og ikke vælger vores venskaber med omhu, så kan vi også ende ud i at søge bekræftelse i dobbelt-benægt-venskaber -som føles skide godt men som ikke løser en skid! (Pardon my French)
Og hvor vi ej heller udvikler os, fordi vi sammen med vores venner/veninder benægter de sandheder der- i både vores eget OG deres tilværelse- måske gør lidt for ondt at se i øjnene eller bare er lidt for besværlige at håndtere…

Og så…

Houston, We’ve got a problem!

For når først vi er i total fornægtelse sammen med andre, så skaber vi  en moderne Kejserens Ny Klæder hvor vi bliver så blændede af vores fælles selvbedrag at vi end ikke kan se bedraget selv når andre gør os opmærksomme på det, for vi har jo sammen med vores medbenægtere “fuldstændigt styr på lortet”!
Eller det tror vi i hvert fald selv…
Med det resultat at vi igen og igen får de samme gok i nøden, som vi så igen sammen med vores benægtelsesmedsammensvorne skynder os at bebrejde andre for at vi får, hvilket betyder at vi igen ikke tager ansvar for det der sker -eller ikke sker- i vores liv.
Og det betyder at livet ser sig nødsaget til at lære os lektien én gang til for Prins Knud…

Indtil vi fatter det…

Og nogle fatter det aldrig… De forstår siiiiimpelthen ikke at livet skal gøre så ondt, være så uretfærdigt og gøre dem så uheldige, hvorpå de tager til benægtelseskomsammen og drikker bebrejdelseskaffe med tudekiks til, og så starter det hele forfra… Og ingen af dem forstår at det hele ligger hos dem selv.
De bliver der hvor det er bekvemt. Der hvor kaffen er bitter, bebrejdelser hænger på stueplanterne og offerfrakken er knappet helt op i halsen og nej-hatten trykket godt ned over ørene så man ikke kan høre hvad andre siger. Der hvor de får ret og der hvor de bliver “forstået”…

Fejlen er bare, at de -fordi de har travlt med at stryge hinanden med hårene og give hinanden ret i at det er andres skyld- aldrig indser hvad der ville være godt for dem på længere sigt, hvad der kunne skabe fantastiske, positive ændringer i deres liv og hvordan de kunne opnå den oprigtige forståelse, den gensidige respekt, den ubetingede loyalitet og den ægte kærlighed, ved blot at være (k)ærlige og tro mod sig selv.

Amen.

Fortsat god søndag.

/Hanne ❤

P.S. over de næste par søndage (plus/minus) vil jeg bevæge mig lidt mere rundt om begrebet “selvsabotage”.
I dag handlede det mest om når benægtelse bliver til selvbedrag og fornægtelse (Fornægtelse er den form for benægtelse vi ikke selv er klar over vi gør)
Næste gang tænker jeg at det skal handle om når vi sammenligner os selv med andre… Når vi  kaster benzin på dét bål kan vi virkelig brænde os slemt. Jeg gør det desværre selv stadig i ny og næ…

Naturligvis er det med forbehold forændringer, man ved jo aldrig hvad der lige falder mig ind 😀

DETTE INSPIRERER MIG

Apropos dette her med at finde en ny flok, og fjerne sig fra det der ikke er godt for en, så tjek lige dette lille rørende indslag:

DETTE EKSPERIMENTERER JEG MED

Plantemad!
Jeg har altid fortalt den der historie om mig selv der hedder “jeg er ikke god i et køkken” og “jeg kan ikke lave mad”, men i virkeligheden er det jo noget forbandet vrøvl.
Lige som så  mange andre af de historier vi fortæller om os selv.

Selvfølgelig kan jeg da lave mad. Måske  er jeg ikke en ørn til det,  men det kan jeg da blive, hvis jeg vil. Om ikke andet, så  en semi-ørn, hvilket er godt nok for mig.

Jeg mangler måske lidt fantasi og inspiration -og nogle gange lidt vilje, for man er vel doven- men det er der jo råd for, i hvert fald det med fantasien og inspirationen.

Jeg har længe gerne ville spise mere plantebaseret, både for min egen, dyrenes og miljøets skyld, men jeg syntes hurtigt at det blev kedeligt og for meget det samme og desuden havde jeg problemer med at blive ordentligt mæt.
Men i stedet for at give op -det hører jo “mit gamle jeg” til- så blev jeg enig med mig selv om at “skaffe” noget hjælp.
Så jeg har været ude og købe veganerkogebøger, og jeg har virkelig fået så meget fantastisk inspiration, og mange af tingene er super nemme og der er -gudskelov- masser af lækre opskrifter der ikke involverer tofu!