Kære Ombyggere!
Så er jeg tilbage i indboksen efter to ugers ferie.
Jeg håber du har haft en god påske.
Min egen ferie har været en noget blandet fornøjelse må jeg tilstå… Jeg kommer sikkert til at fortælle lidt om det her på Søndags-Supporten når jeg lige har summet lidt over det.
Om ikke andet, så har jeg lavet et par YouTube videoer om det, så hvis du abonnerer på min YouTube kanal Hjerte Under Ombygning, så vil du helt sikkert høre historien i den kommende tid.
Anyway, STORT velkommen til alle Jer der er kommet med på Søndags-Supporten her mens jeg har været væk. Jeg skal beklage at der ikke lige er landet nogle guldkorn i din indbakke de sidste par uger, men som sagt har jeg været på ferie.
Sidste søndag -som så var d. 2. april- lovede jeg at jeg i dag ville fortælle lidt om kærestesorgens fysik og kemi.
Hvis du ikke læste Søndags-Supporten d. 2. april, kan jeg fortælle at den handlede om at vi tit gør os selv svage, fordi vi forveksler den omsorg og opmærksomhed vi får når vi er svage, med kærlighed. Så læs den endelig. Her: Søndags-Support d. 2/4-17
Men i dag skal det altså handle lidt om kærestesorgens fysik og kemi.
Og det skal det fordi det, for mig, er noget af det fedeste i verden, når jeg begynder at forstå noget.
Forstå hvad det er der sker med mig.
Forstå hvorfor jeg mærker det jeg mærker.
Forstå hvorfor jeg gør det jeg gør.
En af de ting der har tynget mig allermest da jeg gik igennem min gigantiske nedtur i marts 2015 var det jeg mærkede i min krop.
De fysiske symptomer jeg kunne mærke var med til at forstærke min krise, gøre mig mere bange, mere angst og mere ked af det.
Du kender sikkert godt symptomerne: Hjertebanken, trykken for brystet, overfladisk vejrtrækning, kvalme og murren i maven (de “dårlige” sommerfugle) og tynd mave.
Det er hæsligt.
Og når man så tænker på -altså fokuserer på- hvor rædselsfuldt det er, så bliver det blot værre.
Jeg var indlagt på psykiatrisk skadestue i 12 dage og jeg fik -naturligvis- piller til at tage de værste angstsymptomer. For det er jo sådan vi gør her i Vesten, og det er det de fleste sætter deres lid til. Piller.
Pillerne var da også “rigtigt gode” til at “fjerne” den kraftige hjertebanken, og det var selvfølgelig rart, så rart at jeg virkelig var opmærksom på at de her piller dem skulle jeg trappes ud af hurtigst muligt når jeg blev udskrevet.
Piller tager nemlig ikke andet end symptomer.
De fjerner ikke roden til mit problem.
De behandler ikke årsagen til at mit hjerte hamrer så hårdt at det føles som om det er på vej ud af min brystkasse.
Årsagen til min lidelse var sorg. Jeg var i sorg.
I dyb, dyb krise.
Jeg havde fået knust mit hjerte, og sammen med det forsvandt hele mit fundament.
Og det er den der skal behandles.
Sorgen.
Og ikke hjertebanken… For den er blot et symptom. Et symptom der er en forklaring på, men det kommer jeg til.
Hver søndag kommer jeg med bud på hvordan man kan arbejde med forskellige sorger og problemer, som f.eks. kærestesorg, i dag vil jeg gerne give dig et indblik i hvorfor kærestesorg føles som det gør.
Når man forstår hvad det er der sker i kroppen og i sindet, så er det på en eller anden facon også bare lidt lettere at “deale” med.
Sådan er det i hvert fald for mig, og det er derfor jeg gerne vil dele det med dig læser.
KEMIEN
I vores dejlige krop bor vores helt fantastiske og gådefulde nervesystem, og nervesystemet er blandt andet det der styrer vores følelser, fysiske såvel som mentale.
Nervesystemet benytter såkaldte signalstoffer til at signalerer følelser med, og det er så dem vi kan mærke enten i kroppen eller i sindet.
Signaler, der transporteres via blodbanerne, kaldes hormoner og dem der udløses fra nervecellerne kaldes neurotransmittere.
Der findes et hav af disse forskellige signalstoffer, her er nogle stykker:
Dopamin – Kroppens naturlige lykkepille
Endorfin – Kroppens eget “morfinpræperat” der både er smertestillende og humøropløftende
Serotonin – Kroppens naturlige antidepressiv
Men der er også nogle signalstoffer der ikke er så sjove igen.
Der er f.eks. Kortisol som er et stresshormon, og det er -til dels- en af “The Bad Guys” i rækken af signalstoffer.
Når jeg siger “til dels” er det fordi at stoffet også har gode egenskaber. For når Kortisol udskilles i kroppen i kortere perioder, hjælper det blandt andet med sårheling og styrkelse af immunforsvaret.
Men udløses det i længere perioder, så begynder det at have en skadelig effekt på os, både psykisk og fysisk.
Kortisol udløses som regel som en reaktion på en abstrakt eller udefinerbar trussel, som f.eks. kunne være noget på dit job eller i dit parforhold.
Kortisol produceres også når vi er vrede, når vi er bange eller hvis vi får for lidt søvn og hvis er vrede, bange eller i søvnunderskud i en længere periode så sker der en overproduktion af kortisol og det vil få dig til at føle dig udmattet uden at du dog kan slappe af, det kunne f.eks. være at du vågner om natten og ikke kan falde i søvn igen.
Når kroppen udskiller for meget kortisol svækkes samtidig produktionen af adrenalin som er det hormon der skal give os kræfter til at kæmpe.
Og hvis vi mister kampgejsten, så kan du nok se hvor det her begynder at bære hen ikke?
Når vi er i kærestesorg udskiller kroppen Kortisol fordi vi bliver bange og stressede over vores situation – den udefinerbare trussel.
For det er præcis hvad kærestesorg er: En udefinerbar trussel. Når vi mister en kæreste aner vi ikke hvad vi skal stille op og hvad det hele skal ende med, og det gør os bange, vrede og magtesløse.
Vi ved godt at det ikke slår os ihjel, men alligevel føler vi os truede, forvi kan ikke se lyset for enden af tunnelen.
Hvem kender ikke følelsen af ikke at kunne slappe af, når vi er overvældede af kærestesorg?
Og hvem har ikke vågnet kl 3 om natten hvor det hele kører rundt i kasketten på en?
Kortisol er synderen!
Hvis Kortisolet er i kroppen for længe så begynder det som sagt også at nedbryde vores immunsforsvar og så er vi mere modtagelige overfor sygdom og infektioner.
Så det er altså en alvorlig sag hvis ikke vi får rettet op på denne ubalance i kortisolproduktionen.
Jeg kommer med lidt bud på hvad du kan gøre for at “rette op” lidt senere.
Så hæng på.
Nå, men tilbage til “de gode” signalstoffer. Der er nemlig også signalstoffet Oxytocin, det har du formentlig hørt om før. Det er nemlig kroppens “kærlighedshormon”.
Det udskilles blandt andet ved berøring, kram, kys osv. og det vil altså sige at det er et signalstof vi -naturligt nok- har “lettere adgang til” når vi er i et parforhold.
Men det betyder så også at når vi går fra parforhold til brud, så går vi samtidig direkte fra at have kærlighedshormoner strømmende rundt i kroppen til en kontant afregning af stresshormon!
Vær’ så artig!
Allerede lidt af en kold tyrker lige dér!
Right?
Det er klart at det ikke føles spor rart…
Men nu skal du høre:
Du kan sagtens få Oxytocin til at strømme rundt i din krop igen, også uden en (ny) partner. Oxytocin udskilles nemlig også når man gør noget godt for sig selv.
Og sådan set også når du gør noget godt for andre…
Men jeg vil anbefale at du starter med at gøre noget godt for dig selv i den første periode af din kærestesorg.
Mange har p**** travlt med at begynde at øse alt deres opmærksomhed og kærlighed over på børnene, vennerne, pølsemanden og hvad ved jeg! (Måske for at undgå at mærke sin sorg og smerte, og det har jeg talt om før her i Søndags-Support. Den går ikke! Det giver bagslag. Noget så frygteligt.)
Så start med at gøre noget for dig selv.
Du har brug for dig når du har kærestesorg.
Jeg ved godt at der ofte er børn indblandet når folk går fra hinanden, men det børn har allermest brug for er forældre i balance, så se at få bragt dig selv “i orden” først.
Dine børn dør ikke af at komme i anden række i en periode.
Tværtimod.
Faktisk kan kontakt med kæledyr også udløse Oxytocin…
Nu er jeg jo nok det man kan kalde “én kat fra at være Crazy Cat Lady”, og jeg kan slet ikke begynde at beskrive hvad mine to katte-basser har betydet for mig under min krise.
Uvurderligt.
Men husk, dyr er ikke legetøj, og man skal ikke anskaffe sig et dyr hvis man ikke har tid til at tage sig af det eller hvis man ikke kan tåle kradsemærker i sofaen, hår allevegne og af og til lidt lort på poterne der køres rundt i hele hytten.
Nu er du advaret.
Så selvom det kan være fristende at få en hvalp eller en killing når man er i krise, så skal man lige huske at tænke det til ende.
Men altså, nu ved du lidt om hvad der, rent kemisk, sker inde i din krop, og hvorfor du overvældes af tristhed og magtesløshed. Det er en kemisk proces i din krop!
MEN! Du kan gøre rigtigt meget for at afhjælpe den selv.
Første step kunne være -som nu- at læse lidt om hvad det egentlig er der sker inden i dig, når du har det så skidt, for så er du pludselig blevet klogere på dig selv, din krop og dit sind, og det er, som jeg ser det, guld værd.
Næste skridt kunne være at begynde at arbejde med selv at at skabe nogle af de gode signalstoffer:
SÅDAN GØR DU
Oxytocin: Kæl med nogle dyr (gå en tur med din mors hund eller pas din nabos kat i ferien hvis du ikke selv har dyr). Gør noget godt for dig selv. Jeg gik ud og købte et kæmpe hjertevedhæng i sølv til mig selv. Sådan et koster ikke mere end 300,- kr. så der kan de fleste være med, og du fortæller dig selv noget vigtigt når du gør den slags for dig selv!
Kram en god ven, “social medicine” og netværket er et vigtigt element i heling af kærestesorg.
Endorfin: Bevæg dig! Dans, løb, svøm, gå en lang tur. Anything! Bare du får pulsen lidt op.
Serotonin: Spis sundt. 70% af Serotonin udskilles faktisk i dine tarme og ikke i hjernen, så alfa omega er sundt brændstof.
Sollys skyder også produktionen af Serotonin i gang, så ud i lyset med dig!
Gode minder kan også igangsætte produktion af Serotonin. Hvis du har svært ved det med minderne når du har kærestesorg, så se evt min YouTube video om dette: Lægger du negative følelser i gamle minder?
Der udskilles også Serotonin når vi føler os værdsatte og specielle, så lær at give dig selv denne følelse! Ros og anerkend dig selv. Læs evt min Søndags-Support om dette her: Det er skide godt gået!
Dopamin: Beløn dig selv. Indlæg små pauser i dit arbejde/i din hverdag hvor du belønner dig selv. Det kunne f.eks. være med en god kop the, en tur i spa eller 10 minutters afslapning på altanen hvis du arbejder hjemmefra.
Du kan også lave små overskuelige to-do-lister med ting du kan hakke af. Hver gang du sætter en hak udløses der et lille skud dopamin.
Det var lidt om kemien.
Der findes mange andre signalstoffer såsom Nor-Adrenalin, Acetylkolin, Histamin, GABA, Aspartate og Glutamate og de styrer alt muligt lige fra (im)potens og koncentration, til stivhed og rystelser i kroppen, og kan føre til alt fra depresssion og skizofreni til skyldfølelser og mistet kreativitet.
Ubalancer i disse hormoner (signalstoffer) kan give os alle mulige skavanker af alle mulige karakterer, det kan f.ek.s være forstoppelse, tør hud, astma, panik angst, problemer med galdeblæren og hvad ved jeg. Det kan også gøre os langsynede, lede til forhøjet blodtryk, give os alzheimers og gøre os aggresive…
Der er nærmest ingen grænser for hvad det på længere sigt kan medføre af ulyksageligheder når der er ubalance i systemet.
Phew ha…
Den var lidt drøj ikke?
FYSIKKEN
Nu kommer vi så til fysikken, og den gennemgik jeg faktisk lidt i mit fordrag “Kærlighed & Lykke” som jeg holdt i marts måned.
Det er ret interessant, så hæng på lidt endnu.
Når status er kærestesorg og kroppen derfor befinder sig i en stresstilstand, så sker der en overstimulering af en nerve der hedder Vagusnerven.
Vagusnerven er den længste af vores kranienerver og den bevæger sig hele vejen fra hjernestammen (lige bag ved ørerne), via halsen og nakken, gennem brystet, forbi hjerte, lunger, lever og milt og ned i mavetarmkanalen.
Den er med til at styre en masse forskellige processer, blandt andet i svælget og fordøjelsessystemet.
Ydermere hjælper den med at regulere hjertets slag samt styre lungernes ind- og udånding.
Når du ånder ind slår hjertet hurtigere for at fremskynde strømmen af iltet blod ud i kroppen og når du ånder ud bliver bliver pulsen langsommere.
Denne her “pulsforskel” er en af mange opgaver, der reguleres af vagusnerven.
Så som du nok kan forstå er Vagusnerven derfor en ret vital del af nervesystemet.
Som jeg lige fortalte, så sker der altså en overstimulering af Vagusnerven når vi har kærestesorg, det er i hvert fald det man indtilvidere mener, for dybest set er hjernen og nervesystemet stadig en kæmpe gåde for forskerne.
Det er yderst komplekse sager.
Men det giver rigtigt god mening at det Vagusnerven er bringes “ud af kurs” når vi udsættes for stress, som f.eks. kærestesorg, for det forklarer rigtigt meget af det vi fysisk kan mærke i vores krop når vi får knust vores hjerte:
Hovedpinen
Halsen der snører sig sammen/Klumpen i halsen
Kvalmen
Trykken for brystetn(Typisk omkring solar plexus)
Det hurtigt hamrende hjerte
Den overfladiske vejtrækning
Murren i maven (de ubehagelige sommerfugle)
Og den tynde afføring
NU SKAL JEG FORTÆLLE DIG NOGET INTERESSANT:
Ca. et år efter min store krise, rendte jeg ind i en ny mand. Eller rettere en gammel kæreste fra way-back-when da jeg var 21.
Vi begyndte at ses og jeg mærkede hurtigt forelskelsen rulle ind over mig.
Det var en fantastisk følelse.
Bedst som jeg sidder i min bil på vej ud til ham en dag, så slår det mig…
Min hals er snørret sammen…
Jeg kan ikke spise så meget…
Jeg har sommerfugle i maven…
Hjertet hamrer derud af…
-Og det føles fantastisk!
Men hov…
Er det ikke?!
Jo, det er det sgu da…
DET ER PRÆCIS DEN SAMME -FYSISKE- FØLELSE JEG KAN MÆRKE I KROPPEN!
-Som jeg havde da jeg havde kærestesorg.
WTF!?
Jeps, men nu ser jeg på symptomerne som “noget godt”.
Og ikke som “noget farligt” eller ubehageligt.
Jeg tillægger de fysiske symptomer ét når jeg mærker dem ved kærestesorg og noget andet når jeg mærker dem ved forelskelse!
Nu sidder du måske og tænker “Ej, det er overhovedet ikke det samme!”
Men jo, det er det!
Fysisk er det præcis det samme der sker.
Psykisk er det bare ikke. Fordi du opfatter det anderledes.
Og netop derfor udvikler det sig ikke til noget der minder om et decideret handicap som det kan gøre ved kriser, og netop derfor er det måske ikke alle de fysiske symptomer der følger med, men kun nogle af dem…
Jo hårdere du er ramt, jo stærkere vil du også mærke symptomerne. Hvad enten du er positivt ramt som ved forelskelse, eller negativt ramt som ved sorg.
Okay, så dét vil jo altså sige at forelskelse også er en slags ubalance i signalstofferne!?
Ja, det vil det nemlig lige præcis.
Og den medfører altså også en overstimulering af Vagusnerven, som sætter alle de samme fysiske symptomer igang, men som sjældent overvælder -og nedbryder- os på samme negative måde som når vi mærker dem ved kærestesorgen, fordi vi opfatter dem (symptomerne) som “godartede” når vi er forelskede.
Det fortæller lidt om hvor stor tankens kraft i virkeligheden er og hvor kæmpe stor en forskel det gør om vi opfatter en situation negativt eller positivt.
Prøv engang at tænke på hvor meget det her kan betyde på et overordnet plan…
Hvor vildt det kan ændre dit liv og din hverdag hvis du begynder at ændre på hvordan du opfatter og modtager ting.
Allemulige små ting.
Det er præcis det der er sket for mig.
Jeg begyndte at ændre på hvad jeg tænkte om forskellige situationer, jeg begyndte at øve mig i at se det positive i alle mulige ting, ligesom jeg fortalte dig om i Søndags-Support fra d.19/3-17.
Hvor jeg også lige kommer med et hurtigt vink med en vognstang i forhold til hvad tanker om sex gør ved os.
Bare for lige at understrege det. 😀
Har du ikke læst det kan du læse det her: Guld-symbolik og egne yogaskabe.
Jeg har også skrevet om det med tankens kraft i flere af mine blogindlæg, du kan læse et af dem her: Cliffhangeren
Jeg prøver ikke at sige at vi bare skal tage det med et smil når vi har kærestesorg, det ved jeg, om nogen, at det kan man under ingen omstændigheder. Men vi er nødt til at begynde at se på de andre små positive ting i vores liv, hvis vi skal hive os selv op af hullet, få bragt systemet i balance og komme videre.
Vi er nødt til at hjælpe os selv.
Ingen andre kan gøre det.
Det er ikke en ny kæreste der skal redde os.
Det skal vi selv.
Vi skal give os selv tid til at hele.
Der er dem der nærmest ikke har haft nogle pauser imellem kærester og så er der dem der -som mig- lever det meste af sit liv alene.
Ingen af delene er særligt “balanceret”.
Så hvis du hører til en af disse to grupper er der kun så meget desto mere grund til at hjælpe dig selv.
YEAH!
God søndag ❤
/Hannah
Læg mærke til humoren, og læg mærke til mindsettet/overbevisningen “I have always been lucky”, det er noget af et statement og ofte er vi andre forfulgt af den stikmodsatte overbevisning, og er der noget der nedbryder os, så er det det. Negative overbevisninger. Hvorimod positive overbevisninger ikke bare løfter vores livglæde og -kvalitet, men også styrker vores helbred og forlænger vores liv.
Her -i videoen- har vi mennesker der har gået igennem 2 verdenskrige, depressionen og hvad ved jeg, og som alligevel siger at de har haft et “relativt let liv”.
Wauw…
Her har vi mennesker på over 100 år som siger de er “stærke”, “ikke føler sig specielt gamle”, og som er online, der bager brød selv, er taknemmelige for alt muligt og stort set ingen fortrydelser har…
Jeg suger til mig her, det kan jeg love dig alt om.
Du er hermed inviteret til at gøre det samme!
Det hører jeg
Denne sang har jeg udnævnt til at være min sang til mig selv.
Vi har så mange dejlige minder i musik.
Minder om sjove tider, gamle dage, gamle kærester osv.
Men hvad med at dedikere en sang til dig selv?
Måske kunne det være denne?
Når jeg lytter til den, så lytter jeg til den som om det er mig der synger den/siger det til mig selv.
Prøv du at gøre det samme og mærk effekten…
Jeg kan nærmest mærke gråden presse sig på, men det er også fordi jeg ved hvor forbandet svært det har været -og til tider stadig er- for mig at elske og værdsætte mig selv.
Jeg håber du vil prøve at lytte til den på samme måde.
Du fortjener det læser ❤
(Klik på billedet og sangen åbner i Spotify)