Skam

Hej læser,
Så blev det endelig søndag ❤

I dag kommer det til at handle lidt om skam og hvordan den æder vores selvværd og fortærer vores evne til at elske os selv fuldt og helt.
…Hvis altså ikke vi hver især gør op med de overbevisninger skammen har programmeret i os, nemlig “Jeg er forkert og man kan ikke elske mig medmindre jeg er -eller ikke er- på en bestemt måde”.

Skammen er altså den fornemmelse der gennemsyrer vores krop når vi får følelsen af at være forkerte og/eller følelsen af ikke rigtigt at høre til.
Ikke at forveksle med skyld, som overvælder os når vi får følelsen af at have gjort noget forkert.

SKYLD ER FØLELSEN AF AT HAVE GJORT NOGET FORKERT, SKAM ER FØLELSEN AF AT VÆRE NOGET FORKERT

De fleste af os er nok stødt på skammen rigtigt mange gange i løbet af vores liv, måske særligt i vores barndom.
Dengang hvor vi skulle lære at begå os, så andre kunne “holde os ud”, og ikke mindst, kunne holde af os.
Vi lærte hurtigt at vi var prisgivede hvis ikke vi opførte os på bestemte måder, fordi vores forældres kærlighed slet ikke var betingelsesløs, den var nemlig snarere betinget af at man var en “god dreng” eller en “sød pige” og gjorde præcis som de befalede.
Vi lærte også hurtigt at vi skulle være på en bestemt måde for at passe ind i samfundet.
Vi lærte også med lynets hast at der var ting man gjorde og ting man ikke gjorde hvis klassekammeraterne skulle kunne lide en. Snart blev det også til at man skulle se ud på en bestemt måde, gå i noget bestemt tøj, høre noget bestemt musik og mene noget bestemt før man var inde i varmen. Måske skulle man endda ryge cigaretter, stjæle, eller slå andre for at blive accepteret, afhængigt af hvilken “kreds” man ligesom hang ud i.
Og hvis man ikke rettede ind til højre derhjemme såvel som i skolegården og på institutionen, så blev man mobbet og holdt udenfor af kammeraterne, eller skældt ud og irettesat af forældrene, lærerne, pædagogerne og alle mulige andre voksne.

Jeg husker skammen som en ret trofast følgesvend.
Jeg havde næsten altid følelsen af at jeg ikke var god nok som jeg var.
At ting jeg gjorde blev opfattet som irriterende eller ikke-acceptable og at når der var problemer så var jeg “selv ude om det”.
Jeg oplevede at selv de mærkeligste ting kunne udløse bank derhjemme og jeg oplevede at når jeg søgte efter kærlighed og opmærksomhed blev jeg hånet eller nedgjort.
Jeg oplevede at blive sat til ting jeg ikke havde lyst til og det blev til at jeg senere i livet selv udsatte mig selv for ting jeg egentlig ikke havde lyst til, for at please.
For at få kærlighed og accept.
Men jeg fik den ikke.
Derfor lærte jeg heller aldrig at give det til mig selv.
Fordi jeg dybest set skammede mig over at være så dum, irriterende, uduelig og uelskelig som jeg -tilsyneladende- var.

Skammen over at være den jeg var, havde ædt al min tillid til mig selv og al min tro på at jeg var noget værd.

Hvor der er mangel på kærlighed og tilhørsforhold er der altid lidelse.
Det er derfor vi altid prøver at tilpasse os.
Det er derfor vi pleaser.
For ikke at lide under ikke at føle os elskede og for ikke at lide under følelsen af ikke at passe ind eller høre til.
Det var også det jeg gjorde. Pleasede og tilpassede mig. Så jeg var aldrig mig selv. Jeg var den jeg troede andre ville have jeg skulle være.
Og det gjorde mig bundulykkelig og fuldstændigt ude af stand til at leve i et parforhold. For jeg hadede og afskyede alt ved mig selv.

Så nu gentager jeg lige:

Hvor der er mangel på kærlighed og tilhørsforhold er der altid lidelse.

Og manglen på kærlighed den opstår fordi vi ikke elsker os selv…
…Og vi elsker ikke os selv fordi vi ikke blev elsket betingelsesløst. Der var skam forbundet med at være os selv.
Men vores forældre blev heller ikke elsket betingelsesløst.
Så vi er alle på en måde ofre af ofre, sådan som Louise Hay også har forklaret det i sine bøger og forerdrag. (Hvis du ikke læste mit indlæg om Louise Hay i søndags, så kan du læse det her: Tak for alt

Det skal ikke forstås sådan, at man ikke kan irettesætte sine børn uden at traumatisere dem, det kan man sagtens, hvis man møder dem med respekt, kærlighed og forståelse fremfor at blive skændet, nedgjort eller fejet af med “sådan er det bare!” eller “fordi jeg siger det!”.
Hvis man i stedet respekterer barnets følelser og udviser empati for den måde barnet reagerer på, så får man også skabt en forståelse hos barnet, og så vil barnet kunne tage ved lære uden at føle sig forkert og uden at skamme sig og opbygge foragt for sig selv.

Det vigtige at forstå i denne søndags indlæg, det er:

Vi kan ikke elske andre, mere end vi elsker os selv…

Jeg siger det lige igen, bare på en lidt anden måde: Du kan ikke elske andre mere end du elsker dig selv læser!

Hvis du jævnligt læser med her, så ved du at det ligger mig nært altid at gøre op med offerrollen, så selvom vi ikke blev elsket betingelsesløst og selvom vi er ofre af ofre, så kan vi godt selv tage ansvaret for hvad vi gør med alt det vi har i vores rygsæk og for hvordan vi vil lade det påvirke vores liv her og nu.
En af de ting jeg har gjort for at komme ud af min offertilstand, var at glæde mig over at alle de svære, triste og tunge ting jeg har været igennem, trods alt også har gjort mig til den jeg er i dag, og givet mig oceaner af styrker såsom empati, indlevelsesevne og rummelighed.
Husker du at minde dig selv om den del af din egen historie? Alle de gode ting det har bragt med sig? Alle styrkerne? Alle indsigterne?

Selvom mange af os er i total “selvkærlighedsunderskud”, så er det nok alligevel de færreste af os der synes at vi selv er nogle røvhuller.
Så det, at man ikke elsker sig selv, er altså ikke ensbetydende med at man selv synes at man er en dum skid.
Mangel på selvkærlighed er meget mere sneaky og kompliceret end det.
Men det jeg egentlig bare ville sige med det, det er, at vi jo trods alt -for det meste- er glade for hvem vi er, også selvom vi hænger lidt i bremsen hvad angår selvkærlighed.
Det skal vi huske.
Og derfor skal vi stoppe med at se på vores lidelse som kun værende skidt.
For det hjælper os ikke…

Så i dag vil jeg grave lidt i det her med hvad det egentlig har af konsekvenser når vi ikke elsker os selv, både i forhold til parforhold, men også i forhold til vores børn. (For dem af jer der er forgyldt med sådan nogle ❤)

Nogen vil måske mene at de elsker deres børn mere end de elsker sig selv, og måske ovenikøbet at de elsker dem betingelsesløst, men det er de samme mennesker jeg hører højlydt kalde deres børn dumme nede i Irma. Og det skærer i mit hjerte, fordi det fremkalder sorgfulde minder der vækker en ubehagelig følelse…
Følelsen af skam.
Følelsen af at ”være forkert” og uelsket.

Jeg ved ikke hvad præcis det handlede om den episode jeg overværede imellem en mor og hendes søn i Irma forleden, men jeg tror det var noget med at han ikke måtte gå ind i Irma før hun var gået ind, i hvert fald råbte hun ad ham ”Du er fandme så dum!” og hans respons i et fortvivlet toneleje var: ”Jamen jeg går jo bare…”
Moderen stod lige udenfor Irma’en bag den automatiske åbne/lukke låge og han stod lige indenfor den, så de var 2,5 meter fra hinanden.
Og hun skældte og smældte og kaldte ham altså ”fandme så dum”. Jeg kan ikke citere det hele ordret, for jeg blev lidt rystet over det jeg hørte (som var umuligt at overhøre fordi hun råbte det meget højt og tydeligt), men det jeg fik ud af det var, at det nok handlede om at han ”fanden tag mig ikke skulle gå ind i butikken før hende”. (Kontrol, kontrol, konttrol)

Hvorfor ved jeg ikke… Og det skal jeg naturligvis heller ikke blande mig i…
Men jeg kan nogle gange spekulere over hvorfor man tager sådan nogle kampe med sine børn. Det virker som om at det mere handler om magt og kontrol.
Jeg ser det også tit hos hundeejere når de lufter deres hund. Den der kontrolsyge. Råben, skrigen og kommanderen.

Jeg ved godt at det er vigtigt at sætte grænser overfor både børn og hunde, og jeg ved også godt at det er vigtigt at man gør det klart hvem der bestemmer også både i forhold til børn og til hunde, men der er mange måder at gøre det på.
I min verden skal det gøres i kærlighed, og med respekt for individet.
Og at råbe højt af sin søn -i det offentlige rum- at han er dum, det er meget ukærligt og respektløst og det gør meget mere skade end man overhovedet forestille sig.
Et lille menneske der får sådan en besked, det mister en lille bid af sit selvværd hver evig eneste gang, og til sidst er der ikke mere tilbage…
Jeg ved det, for jeg har selv oplevet det.

Som jeg har nævnt så mange gange før her i Søndags-Supporten, skal årsagen til at den slags sker, findes i vores historier.
Denne mor er formentlig selv blevet mødt med samme respektløshed af en kontrolsyg mor og/eller far og det glemmer hun formentlig lige at tænke på.
Og det er sørgeligt, for det betyder at mønsteret ikke bliver brudt.
Og at det bliver ført videre. Måske også til hendes børnebørn. Og deres børn. Osv…

Det er dét vi skal træne her læser.
At bryde mønstre.
Det der har gjort ondt på os og skadet os, vil -formentlig- også gøre ondt på og skade andre.
Og for ikke at bringe det videre, er vi nødt til at blive bevidste om hvad det er der gjorde ondt på os, hvad der har skadet os, hvorfor og hvordan. For jo mere bevidst opmærksomme vi bliver på dette, jo mindre er sandsynligheden for at vi har lyst til at påføre andre denne smerte, særligt vores børn. Men også vores kærester, vores venner og vores medmennesker i det hele taget.

Jeg er sikker på, at hvis jeg spurgte denne mor, så ville hun sige at hun elskede sine børn mere end hun elsker sig selv, det ville stort set alle mennesker med børn svare.
Men det gør hun ikke.
For det kan man ikke.
Hun møder ikke sin søn med respekt i en situation hvor han irriterer/trigger hende og hun behandler uværdigt, og lur mig, om ikke det er fordi hun heller ikke respekterer sig selv, endsige behandler sig selv med værdighed.
Og lur mig, om ikke det, der triggede hende, er noget hun kan genkende i sig selv, og som hun ikke bryder sig om ved sig selv, fordi hun har lært at den del af hende er uelskelig, forkert eller irriterende.
Og lur mig, om hun overhovedet ville erkende at hun kan genkende det i sig selv… For det er jo forbundet med skam. Og derfor foragter hun det… Og man har jo ikke lyst til at foragte sig selv, så derfor er det nemmest at benægte de dele af sig selv… Og foragte dem ved andre…

Ja, det var en lang analyse, som jeg naturligvis ikke kan vide om passer, men jeg kender bare de her mekanismer rigtigt godt, fordi jeg fandt dem i mig selv.
Igennem livet har jeg flere gange måtte erkende at de personer jeg foragtede allermest, ofte var dem jeg lignede allermest…
Hvilket jo var sørgeligt, fordi det jo så også måtte betyde at jeg ikke elskede og anerkendte mig selv.
Og det gik ud over andre.
Ved at jeg foragtede dem og så ned på dem.
Og hvis jeg havde fået børn ville de naturligvis have været oplagte “emner” at projicere det over på også.

Jeg kom tilfældigvis også til at stå ved siden af hende moderen i betalingskøen i Irma’en, og da ekspedienten spørger om jeg vil have samlemærker med, siger jeg ”nej tak”, da jeg ikke lige orker at samle på mærker til alt muligt skørt, og jeg vidste ikke lige hvad det var for mærker, og jeg gad heller ikke vide det, for jeg har ikke brug for billige gryder og salatskåle eller hvad pokker det nu måtte være jeg skulle samle ind til med de mærker.
Men var så ikke samlemærker til billige gryder og ildfaste fade, men noget “børne-halløj”, og hende moderen bryder ind og siger til mig ”Sig jo! Så kan jeg give dem til min søn, han elsker de mærker, det er nærmest derfor jeg går i Irma!”
Så jeg skyndte mig at sige til ekspedienten ”Ved du hvad, jo tak, giv mig dem bare!”
Jeg gav dem til moderen og hun takkede mange gange og gav dem til sin søn, og sagde til ham at han ”skulle sige tak til damen”, hvilket han gjorde.
Og der er mange små ting her:

1: Argh, jeg hader at være ”damen”, kunne jeg ikke bare være pigen?! Hahahaha, ej, spøg og forfængelighed til side!

2: Jeg synes det er så fint og godt at man lærer sine børn at sige tak, men jeg synes faktisk lige at man skal give dem en chance for at huske det selv, og hvis så ikke det sker, så synes jeg at man diskret skal hviske dem i øret at man lige skal huske at sige tak til “damen”, i stedet for at sige det højt så alle kan høre det.
Det kan måske virke som en mindre detalje, men at blive irettesat mens andre hører på det, er meget skamfuldt og ydmygende.
Det giver en, en følelse af skam og skyld. At det man er og det man gør, er forkert.
Og som børn får vi den følelse rigtigt mange gange fordi vi hele tiden bliver belært om hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, men ofte får vi bare følelse af at der er osder er forkerte, pga. måden vi bliver belært på.
Jeg ved ikke om du kan huske det fra din egen barndom!?

Anyway, jeg havde lyst til at sige til drengen: ”Du må få mine samlemærker på én betingelse…” Og så hviske ham i øret: ”…At du aldrig nogensinde tror på det når din mor eller nogen som helst andre, kalder dig for dum. Aldrig. Okay?”
Men det gjorde jeg ikke, for den idé kom desværre først til mig bagefter.
Typisk.

Jeg siger på ingen måde at den omtalte mor ikke elsker sin søn, for det gør hun tydeligvis. Det oplevede jeg jo da hun gik all-in for at skaffe ekstra samlemærker til ham, og hun foretager ovenikøbet mest af alt sine indkøb i Irma for at få disse mærker til sin søn. Så alene dér, er der jo masser af kærlighed.
Men jeg tror bare ikke hun er bevidst om hvor nedbrydende og skadelige hendes ord ”du er fandme så dum” egentlig er.
Hun gør bare det hun selv har lært.
Hun har ikke brudt mønsteret, fordi hun måske slet ikke ser at der er et mønster og heller ikke forstår hvad konsekvenserne er for hendes søn når hun taler sådan til ham, for hvis hun gjorde, så ville hun formentlig ikke bære sig sådan ad.

Der er naturligvis også den mulighed at hun er bevidst om det, men bare ikke formår at ændre sin adfærd, og det er straks værre, for så påfører hun ikke bare sin søn en masse følelser af skyld og skam, men også sig selv.

Jeg ved -om nogen- at det er forbandet svært at ændre adfærd, men hvis det er vigtigt nok for en, så kan man godt.
Jeg ved også, at alle forældre gør det bedste de kan, med den viden og de ressourcer de har, hvad end de udsætter deres børn for.
Også selvom det ikke ser sådan ud. Men det gør de.
-Og så er vi helt enige om at nogle mennesker bare aldrig skulle have haft børn…

Netop det her, er en af de bedste grunde til at starte på at arbejde med selvkærlighed: Fordi du simpelthen ikke kan elske andre, mere end du elsker dig selv!
Heller ikke dine børn.
Og heller ikke din kæreste/ægtefælle…

Jeg hørte engang Brené Brown fortælle i et foredrag, hvor meget selvkærlighed det krævede at når hendes datter kom hjem fra skole og sagde: ”Der var ingen der gad sidde ved siden af mig i frokostpausen i dag…”

Fordi hun vidste hvilke følelser hendes datter gik igennem:
Følelsen af skam og af ikke at høre til…
Og hun havde selv oplevet det samme i sin skoletid og fået ad vide at det var fordi der var noget galt med hende, at de andre ikke gad hende.
Den typiske reaktion ville derfor -for hende- være: ”Jamen jeg sagde det jo til dig! Jeg har købt så mange pæne jeans til dig, hvorfor tager du ikke dem på!? Og så sæt dog det hår op, du ser jo frygtelig ud!”
Altså en reaktion der kun ville få hendes datter til at føle sig endnu mere forkert som den hun er.
Men Brené -som forsker i blandt andet skam og sårbarhed- fandt ud af at den mest rigtige -dvs. den mest kærlige og respektfulde- reaktion kun kunne opstå hvis hunelskede sig selv nok til at turde vise sin datter hendes egen sårbarhed.
Så reaktionen ville i stedet være noget i retningen af: ”Åh… Jeg ved hvordan du har det, for jeg har selv oplevet det da jeg gik i skole, og jeg oplevede det faktisk også for nyligt i kantinen på mit arbejde… Og det gør virkelig ondt”

Kan du se koblingen læser?
Man ”lærte” at føle sig forkert og uelsket, når man blev holdt udenfor, og derfor tilpassede man sig… (Og begyndte at foragte det “forkerte”.)
Så man tog det rigtige tøj på, satte håret på den rigtige måde, blev fan af de ”rigtige bands” osv. osv.
Vi har alle gjort det i stor stil, gennem hele vores liv.
Særligt i vores tidlige opvækst, men for nogle fortsætter det resten af livet. Og bliver tilmed projiceret over på deres børn.
Hvis altså ikke man stopper op og lærer at elske og acceptere sig selv man er.

…hvilket er rigtigt svært, for det har mange af os jo aldrig ”fået lov til”, fordi der ikke er nogen der har bakket os op i det. I stedet fik vi beskeden om at vi selv var ude om det og at vi jo også bare kunne holde op med at være så forkerte og for fa’en da bare tilpasse os så vi ikke var så skide irriterende!

Hvis min mor hun havde elsket sig selv nok til at kunne hjælpe mig da jeg blev mobbet og holdt udenfor, så havde verden set anderledes ud i dag.
Men det gjorde hun ikke.
Så når jeg kom grædende hjem og fortalte at de andre kaldte mig for ”Fessor” og holdt mig udenfor, så fik jeg ad vide at hun jo havde sagt at jeg skulle lade være med at være så skide dominerende og at når man stak næsen frem så måtte man også være klar til at få nogen over tuden, og jeg kunne jo også bare lade være med at være så intrigant og højtråbende og at hun godt kunne forstå at de ikke gad at være sammen med mig…

Jeps… Til et barn på 9-10 år…
Tak skæbne.
Og det var først da jeg i 5. klasse var begyndt at lide af kronisk hovedpine og mavepine at det gik op for hende at den var helt gal og at jeg så endelig flyttede skole.

Men jeg kan godt se nu, at det måske mere var hende selv hun talte til, end det var mig. Hun genkendte nemlig en del af sig selv i mig, og hun afskyede den del (fordi hun havde lært at den var afskyvækkende) og derfor foragtede hun den også hos mig og var ude af stand til at møde mig med kærlighed, omsorg eller forståelse, på nogen måde.
Men desværre så lærte det altså mig, at noget ved mig var ”forkert” og uønsket.
Min mor kunne umuligt elske den side hos mig, eller hjælpe mig hvis jeg stødte på udfordringer, fordi hun hadede den side ved sig selv.
Så meget at hun fornægtede at hun selv var lige sådan, og foragtede mig for at være sådan.

Det kan sagtens være at jeg har været irriterende. Men hende der skal elske mig allermest af alle og passe på mig, hun skal møde mig med kærlighed, også når jeg er irriterende, og med respekt for mig som menneske, skal hun lære mig hvordan jeg skal begå mig, så andre mennesker ikke frastøder mig, og det kan hun altså kun, hvis hun elsker sig selv… Og det vil sige, hvis hun altså også elsker den del af sig selv, som hun ellers har lært er ”forkert” og u-elskelig… Og som hun nu fornægter og foragter…

Og den er jo svær, ikke…
Jeg ved ikke om det bliver for kryptisk her læser?
Eller om du kan se sammenhængen og se hvor jeg vil hen?

Summa summarum er, at det kræver ufatteligt meget selvkærlighed, selvværd og selvrespekt, at elske andre som de er, på alle punkter, med alle deres ”fejl”.
Også ens egne børn.
Som jeg har sagt før, hvis jeg har travlt med at kommentere og nedgøre andre kvinders store røve, så handler det mest af alt om mit problem med min egen røv!

Så det gælder både moderen fra Irma, og alle andre mennesker der nedgør, irettesætter og kontrollerer alt fra børn til hunde, kolleger og ægtefæller:
Der er mangel på selvkærlighed!

Det er også mangel på selvkærlighed hvis du konstant brokker dig over alt hvad din partner siger og gør, noget jeg ofte selv har gjort mig skyldig i, i parforhold.
Brokkeri er jo en form for mangel på respekt.
For hvis man har respekt for en person, så finder man en anden facon at kommunikere på, end ved endeløst brokkeri.
Når man ikke respekterer andre, som f.eks. sin kæreste eller ægtefælle, så er det som oftest et vink om at man ikke respekterer sig selv.
Fordi man ikke elsker sig selv.
Så når man brokker sig, så brokker man sig i virkeligheden over sig selv… Så er det i virkeligheden sig selv man ikke kan holde ud…
Og når man foragter, nedgør og bagtaler, så er det ofte -inderst inde- en selv man foragter, nedgør og bagtaler…

Hvor der er mangel på selvkærlighed, er der mangel på kærlighed, respekt og forståelse og i manglen på kærlighed, respekt og forståelse opstår manglen på tilhørsforhold.
Og hos den der mangler følelsen af at være elsket og følelsen af at høre til, er der altid lidelse.
Altid.

Mangel på kærlighed og tilhørsforhold = Lidelse.

Så simpelt kan det siges, selvom det på ingen måde er simpelt.

Nogle vil måske mene at de elsker andre “for meget”, som et resultat af at de ikke elsker sig selv. Men gør de det? Elsker for meget altså?
Er det ren kærlighed når man lader et andet menneske trampe på sig, uden at gøre ham/hende den tjeneste at fortælle vedkommende at han/hun er et kæmpe røvhul?
Er det at “elske meget” når man ikke siger fra?
Er det stor kærlighed når man bliver i et forhold hvor man ikke føler sig elsket og værdsat?
Det mener jeg ikke at det er, og vi kan -forhåbentlig- godt blive enige om at det i hvert fald ikke er særligt selvkærligt, ikke?

Nu tager vi den lige i “du” form:
Hvis du bliver i forholdet, og på den måde ikke er god ved dig selv, tror du så at du er god ved din partner når du gør det? Eller handler det i virkeligheden meget mere om din egen frygt for at ingen andre vil elske dig?
Fordi du har lært at du ikke er værd at elske?
Sat lidt på spidsen, så er det vel også en ret ukærlig handling, overfor din partner, at blive sammen med vedkommende kun fordi du er bange for at du alligevel aldrig finder en anden en der gider dig, ikke? (Hvis du altså er parat til at indrømme at det er den frygt du har)
Jeg tænker, at et menneske der er ude af stand til at elske og give noget retur, har vel brug for at lære at sådan spiller klaveret ikke, og det gør han/hun ikke hvis du bliver hængende og tillader det.
Jeg siger det kun fordi jeg selv har været sådan en der havde brug for at lære det.
Og jeg skal love for at jeg fik et gevaldigt spark over skinnebenet for 2,5 år siden.
Men det var jo godt.
Jeg havde brug for det.
Så når du elsker dig selv nok til at sige fra når nogen tramper på dig, så gør du faktisk også dem en tjeneste ved ikke at tillade det… ❤❤❤

Måske prøver du at lyve for dig selv og sige at sådan hænger det slet ikke sammen og at du elsker ham/hende over alt i verden og at det på ingen måde handler om at duer bange… Men om at din partner måske har nogle problemer der bunder i fortiden.
Men det vil jeg gerne udfordre lidt, fordi, hvordan kan du elske en person -overalt i verden ovenikøbet- som ikke giver dig kærlighed, respekt og omsorg retur, medmindre han/hun vil opnå noget…?

Det kan du faktisk heller ikke…
Selvom du måske tror det…

Men…
Du kan være styret af frygt.
Frygten for at ingen andre vil elske dig…
En frygt der er så overvældende at denne lillebitte flig af noget der minder om kærlighed, du får hos din partner, er fint nok for dig…
Men det er ikke kærlighed.
Og har aldrig været det.
Men du forveksler det med kærlighed.
Og lyver for dig selv.
Fordi du er bange.
For ikke at blive elsket, og for ikke at høre til…

Du har også selv problemer der bunder i fortiden, hvis du tillader et andet menneske at behandle dig skidt. Right?
Og din partners bardomstraumer er ikke dit anliggende. Det er hans/hendes. Og du kan ikke redde ham/hende ved at blive hængende og “elske meget”.
Du kan derimod redde både dig selv og din partner ved ikke at tillade disrespekt og svigt…
Og du har ikke noget at være bange for hvis du elsker dig selv, for gør du det, skal der nok være andre der også gør. Tro mig… ❤❤❤

Ægte, ren kærlighed finder du først når du lærer at elske dig selv, med alt hvad du er og alt hvad du står for.

Jeg har nu brugt 2,5 år på at lære det, og der er stadig et stykke vej.
Mange kan slet ikke forestille sig at skulle være alene i 2,5 år fordi de er dybt afhængige af at andre skal elske dem, før de har det godt. Problemet er bare, at så lærer man aldrig at elske sig selv.
Man flygter bare fra problemet. Ved at give andre “tjansen” at elske en.
Hvis man virkelig har dybe, dybe issues, som jeg havde, så er man nødt til at spendere noget tid alene.
Man kan ikke date sig ud af kærestesorg, og man kan heller ikke date sig til selvkærlighed.
Jeg siger ikke det er nødvendigt for alle at være alene i flere år, men det ville være sundt for rigtigt mange…
Mange af de ting vi går og bokser med, sidder dybt forankret i os, og derfor kan vi have svært ved at komme dem til livs, men også ved bare det at kunne identificere dem i det hele taget.

Det kræver en masse -smertefuld- selvindsigt, og det kræver at vi tør være sårbare og stille os op og sige ”Hej! Her er jeg, og sådan her er jeg, og dét står jeg ved”.
Hvis ikke vi gør det, så elsker vi ikke os selv fuldt og helt.
Hvis vi tror vi er nødt til at lave om på os selv eller gå på kompromis med vores egne værdier og ønsker for at få andre til at elske os, så vil vi blive ved med at møde de forkerte, fordi så præsenterer vi ikke dem vi møder for den person vi virkelig er indeni… Fordi vi er bange for at de så ikke vil elske os, men foragte os og frastøde os…
Selvkærlighed er at stå ved os selv, og turde stå ansigt til ansigt med usikkerheden på om vi vil få de andres kærlighed og accept, og hvis ikke vi får den, så fortsætte med at stå ved hvem vi er, uden at lave om på os selv.

Først da vil vi tiltrække den rigtige, fordi først da vil vi kunne bære at blive afvist af de forkerte…

You see?

Dét er selvkærlighed.
Og når vi når dertil, så har vi ikke så travlt med hvad andre siger, hvad andre går i, hvad andre vejer, hvad andre går op i og hvordan andre ser ud fordi vi har så meget kærlighed og respekt for os selv, at det ikke er nødvendigt at hævde os på andres bekostning.
Og når vi når dertil, så er vi ligeglade med om den mand vi møder har sokker i sandalerne eller den kvinde vi møder vejer 5 kg for meget, fordi vi ser på dem med respekt og kærlighed og vi interesserer os mere for deres væsen og deres værdier.

Så hvad enten du, ligesom jeg ikke var, ikke er i stand til at elske andre fuldt og helt, fordi du grundlæggende ikke elsker dig selv, eller du tror du elsker andre alt for meget, så kommer det ud på et:
Du elsker ikke dig selv nok. Punktum.

Så hvis du genkender noget af det her, så er der kun en ting at gøre:

SÆT I GANG!

God søndag

/Hanne ❤

DET INSPIRERER MIG

Jeg faldt lige over denne modige sjæl i mine Facebookminder i dag, og jeg synes at den passer godt til dagens emne.
Klik på billedet for at se filmen.